Fra vestre Aker

In Memoriam: Henrik Wergeland.

94En Solbakke, hvori
jeg drømmende døser
og misser med Øiet
mod Skyernes Skin …
Der silrer en Vaarbæk,
der dirrer en Lærke,
en Løvetand flammer
sig ind i mit Sind.

Saa vidt har jeg færdes,
men skulde dog mene,
jeg kjender hver Aasryg,
hver Skogrand fra før,
hvad enten de stiger
i Høstdagens Farver,
hvad eller de hviler
i Sommernat-slør.

95Som Gut har jeg tumlet
her dagstøt om Vaaren
og lyttet til Rhytmen
i Fjeldbækkens Spil, –
lig Solskyer jaged
hans Digte i Sindet
og løfted min Tanke
og tændte dens Ild.

Den første af Blomster,
der blaaned bag Sneen
og ydmygt forkyndte
sin Ankomst, var hans,
og Kampen, som dengang
bar Storm over Landet,
hans Liv gav den Kræfter.
Indvielse, Glans:

Bestraalede Tider,
da Sindet i Andagt,
i Harm eller smærte-
tung Jubel var med,
da Jorderigs Guder
selv tog en i Haanden
og gav en til Eie
det bedste, man ved! –

96I Solbakken laa han
med hvilende Aasyn,
med skuende Øine
og Haand under Kind …
Der silred en Vaarbæk,
der dirred én Lærke,
en Løvetand flammed
sig ind i hans Sind.

Men under ham Byen,
hvor Fiender og Venner
paa Gaderne mødtes
i Tvedragt hver Dag,
den By, af hvis Taager
ham Morgenen vakte,
da vaarblaa den glitred
og lo fra hvert Tag.

Han lytted til Bækken,
han smilte til Blomsten,
han drak af hver Luftning
et ny-sprunget Blad,
mens frem og tilbage
i Sjælen det strømmed
og vuggede frugtbart
et lysegrønt Kvad.

97Som Toner, der risler
i Blaaklokkens Indre,
han hørte det bølge …
Saa bruser det ud! –
Det er, som i Lovsang
han omfavne kunde
Naturens, den gavmildt
fornyende Gud.

Det strømmer imod ham
fra Skyerne, Luften,
det skiller sig, samles
og blir til et Kor
af Røster, der bærer
ham høit over Jorden,
did Evighedsblomster
paa Engene gror. –

Saa nedad mod Byen,
hvor Vennerne smiler,
hvor Fienderne skuler
og spottefuldt ler;
han ser dem slet ikke,
skjøndt aabent hans Øie,
af Lystaager blændet,
et Himmelsyn ser.

98Og aaben gaar Fjorden
med solhvide Skyer,
der driver for Vinden
i sommerligt Mag …
Jeg misser mod Glansen
og synes, jeg føler
omkring mig et Pust af
hans Guddom idag. –

Saa vidt har jeg flakket
og svælget og tumlet;
et Steds har man Rødder:
Her hører jeg til!
Og bedre end Sydens,
de mættede Farver,
jeg fatter dog Længslen
i Fjeldbækkens Spil.

Vær hilset, min Rede
fra Barndommens Dage,
hvor Vingerne straktes
og Tanken tog Flugt! –
Se, nu er din Sanger
paany vendt tilbage,
skjøndt stækket og tæmmet
af Aarenes Tugt.

99Vær hilset af Hjærte,
du Guldblomst, der flammer
med Bud fra min Fortid,
dens Helte og ham,
som baade var Lærke
og Vaarbæk i Landet,
som altid bar Vinger
og aldrig blev tam!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.