I.

16Hvad er det med mig? – Min Fod har flakket
               saa milevidt,
og dog har tidt jeg i Drømme standset
               for hvert et Skridt.

… En Sydens Dag, da det blinker, spiller
               af Lys og Glans, –
jeg ser det ikke, skjøndt klar og vaagen
               er Sind og Sans.

I Syner gaar jeg, i skjønne Syner,
               og hvor jeg gaar,
der aabnes nye, til høit mod Himlen
               i Sol jeg staar.

Heroppe Dagen, men dybt dernede
               den lille By
med sine Gader, med sine Mennesker
               i Skyggers Ly.

17Kun slaar mod Himlen et Spir sin Flamme
               i Aftnens Ild,
og henført hvisker min Sjæl i Smærte,
               at jeg er til.

De sortblaa Svaler forvirret hviner
               af Angst og Fryd;
saa blir det stille, og mødig svigter
               hver Dagens Lyd.

Ja, jeg er til, og mit Hjærte løftes
               i Tak og Bøn
og synker atter som Aftensolen,
               saa ren og skjøn.

II.

18Nu lysner Luften, og se, det vaares
               for hver en Dag,
saa dumpt det høres, naar Isen brister
               med Drøn og Brag.

Jeg staar i Syden og ser hver Vaarnat
               paa Himlens blaa
lig sorte Punkter et Tog af Fugle
               mod Norden gaa:

Med Blikket speidende, Brystet udspændt
               og Vingen strakt,
med Sangens svulmende Lyd i Hjærtet,
               af Vaaren vakt, –

slig bær det frem mod de fjærne Søer,
               hvor Isens Brag
nu Gjendøn kaster, og Lyset bølger
               i store Slag.

Og stundom lyder i Foraarsnatten
               et Skrig saa vildt,
saa urlydagtig, at Luften dirrer,
               og alt blir stilt. –

19Derude Havet! Taalmodig mumler
               det paa sin Gang,
som ved det alt, hvad et Jordliv rummer
               af dunkel Trang.

Hvor mangen Vaarvind har ikke stormglad
               dets Flade krust,
hvor mangt et Haab og hvor mangen Vinge
               forgjæves sust?

I Elskovstrangen har alt, som lever,
               fra Krybet ned,
– det allerstørste, det allermindste –
               sit Mødested.

Og hun, som ufri bag hvide Drømmes
               bestraalte Slør
i Elskov smiler og ser det vaares
               som aldrig før, –

de samme Længsler, der fylder hele
               vor gamle Jord
med Kamp og smeltende Toners Klage
               i nystemt Kor. –

20Selv er jeg bare en Bi, der sværmer
               i Solens Skin
fra Busk til Busk og beruset kalder
               hver Blomst for min.

Jeg flyver lige til Verdens Ende
               og aander ud
min skjønne Sjæl i et Suk til Maanen,
               dens blege Brud.

Hvad er det med mig? – O, spørg mig ikke,
               for jeg er gal
af Vaar og Vemod, af Sol og Minder
               og Nætters Kval.

Om Musik og Vaar

Musik og Vaar kom ut i 1896 og var Nils Collett Vogts tredje diktsamling.

Samlingen er delt inn i tre hoveddeler. Første og siste del, «Fjærne Toner» og «III», inneholder kjærlighetsdikt, naturdikt, politiske dikt og dikt skrevet til enkeltpersoner. Den midterste delen, «Aarets Saga», består av 12 dikt, ett for hver måned.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• 1. utgave, 1896 (nb.no)

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook