88Os var det tidt, som et Hoved dukked
fra Dybet op og mod Skyer sorte
sig trodsig tegned – men langveis borte,
hvor uveirsrødmende Lyset brændte
og rundt dets Isse en Glorie tændte.
Der banked Hjærter, hvis Lyd forstummed
i Høitidstemning, naar gjennem Rummet
profetisk, magtfuldt dets Læber slynged
en Trylleformel, et Spørgsmaals Gaade, –
til atter Skyerne stormtungt lukked
sig om dets Drag, og kun Sagnet bar det
fra Slægt til Slægter, at engang var det
en Mand, som skiltes med Smil om Munden,
der dirred bittert i Afskedsstunden,
med kolde Minder fra Fædregrunden,
og at han aldrig kom mer tilbage.
89Vi sad og vented i Aar og Dage,
men stundom lød der, helst naar det skumred,
som Lyd af Hovslag: En ensom Rytter,
der hasted søvnløs til vore Hytter.
Han for mod Syd til de fjærnblaa Lande,
hvor lysrig Soldagen ildfuldt mættet
og glødet Synerne bag hans Pande.
Der stod en Mand, – det var Aaret efter, –
frem mellem Folket med Manings-kravet:
Alt eller intet! – En Slægt, som blunded,
han reise vilde af Slidet, Kavet
til større Tider med større Kræfter,
– den fulde Tro og den hele Vilje, –
men blev paa Vidderne ensom jaget
med Saar i Sjælen, af Tvivlen naget,
hvor Stenskred raste, did Stenkast fulgte …
Da kanske mødtes der en og anden,
som standsed Tanken og fatted Manden,
der for mod Syd til de fjærnblaa Lande,
det Smil, som dirred i Afskedstunden,
den Sorg, som ruged paa Hjærtebunden.
Han søgte nedad, hvor Mulmet raader
til Livets endeløst – tause Gaader,
90og der blev Nat over alt hans Rige,
en Nat, som tætnede kold i Taagen,
men stundom løfted sig stjerne-vaagen,
thi gjennem Natten skød Skjønhedslængsler
lig Nordlysstriber paa Vinterhimmel.
Og op i Dagslyset, hvor vi famled
med brudte Viljer ad skilte Veie,
hvor alting hidsed, og intet samled,
didop fra Dybet til evig Eie
sin Digtnings Smykker os Manden rakte.
Det skinned af dem, der pudset blanke
og aandet paa af hans Nætters Tanke,
hans Vid, Foragt eller Tungsinds Ømhed,
i Solskinstraalerne rigt de spilled,
hvad eller gjengav alt Landets Billed
for vore nytændte, vaagne Blikke.
Men Manden selv, nei, han saa vi ikke.
I mystisk Fjærnhed, tidt som en Troldmand,
hvis Blik sig aabned, der Sol ei skinned,
tidt som en Stormfugl han stod for Sindet,
og naar den løfted til Skrig sin Stemme,
da tied alle de andre Fugle,
som ellers kvidrer omkap herhjemme.
91Vær hilset, Havørn, som uden Følge
i Vellyst kløvede Luftens Bølge,
til opad undrende stolt vi skued,
vær hilset, Kongeørn, i hvis Fjærham
saa gyldent Straalernes Ild har luet!
Hernede Skygge, men høit deroppe
i evig Klarhed de hvide Toppe,
hvorover Tankerne takfyldt svæver,
mens Dagen synker, og Sindet bæver.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Musik og Vaar kom ut i 1896 og var Nils Collett Vogts tredje diktsamling.
Samlingen er delt inn i tre hoveddeler. Første og siste del, «Fjærne Toner» og «III», inneholder kjærlighetsdikt, naturdikt, politiske dikt og dikt skrevet til enkeltpersoner. Den midterste delen, «Aarets Saga», består av 12 dikt, ett for hver måned.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1896 (nb.no)
Nils Collett Vogt var en sentral skikkelse i norsk litteraturliv på slutten av 1800-tallet. Litteraturhistorisk plasserer han seg mellom 1880-årenes realistiske kampdiktning og de nyromantiske strømningene på 1890-tallet. I dag er det nok hans lyrikk som er best kjent, men Vogt skrev også en rekke romaner, skuespill, noveller, anmeldelser og erindringsbøker.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.