Innleiing

Den vonde stemora skapar prinsen om til ein bjørn, og han gjer mykje skade på gardane rundt omkring. Når han til slutt treffer ein riddar som vinn over han, fortel han kven han eigentleg er.

Visa er berre bevart i ei dansk handskriven visebok frå 1580. Denne teksten har berre 12 strofer, og både Svend Grundtvig og Ernst von der Recke meinte at Peder Syv har dikta til dei 14 ekstra strofene som visa har i Kjempeviseboka.

Til Noreg har visa kome med Kjempeviseboka. Lindeman har skrive opp ein melodi etter Samuel Hellen.

Gjentakingsstrofa
Denne visa skil seg frå dei fleste andre balladane i strofeforma. Balladane har som regel to- eller firelina strofer. Dei tolina har etteromkved eller også indre omkved, mens dei firelina har etteromkved eller er utan omkved. I tillegg til desse fire strofeformene finn vi også nokre få viser som har gjentakingsstrofe. Det betyr at kvar strofe byrjar med å ta oppatt slutten av førre strofe, slik:

Det går en bjørn på Dalby hede,
Han er både sterk og fet.
Okser og hester de legger han øde.
– Men vi bærer fryden i Danmark –

Okser og hester de legger han øde.
De bønner de skære fast ille ved,
At dem skal tvinge den bjørn så led.
– Men vi bærer fryden i Danmark. –

At dem skal tvinge den bjørn så led.
…

Denne strofeforma er berre kjend i Danmark, på Færøyane og på Island. Når færøyingane dansar denne, syng forsongaren dei to strofelinene, og deretter syng alle omkvedet og gjentakingslina som eit haleheng til omkvedet, før forsongaren startar på neste strofe.

Songaren
Samuel Hellen var fødd utanfor ekteskap på Nøtterøy i 1813. Han gav seg ut på vandring og gjorde ulikt arbeid rundt på gardane. Han var ikkje direkte kriminell, men sidan omstreifing utan bustad og pass var ulovleg, sat han ofte i arrest. I 1843 vart han dømd til festningsarbeid på livstid for innbrot og simpelt tjuveri, men ni år seinare vart han benåda og slo seg ned som kopparslagar på Sagene i Oslo. I 1868 og 1869 skreiv Lindeman opp 44 melodiar etter han, 15 av melodiane var til balladar, og han vart ein av Lindemans viktigaste kjelder.

DgF 64

Oppskrift A

TSB A 23: Dalby Bjørn

Oppskrift: Kjempeviseboka utg. 1787, Anden Part, IV, s. 147–150

Oppgjeven tittel: Dalby Biørn

*

1. Der gaar en Biørn paa Dalby Hede,
han er baade sterk og fæd:
Øxen og Hesten dem legger han øde.
– Men vi bære Fryden i Danmark. –

2. Øxen og Heste dem legger han øde:
De Bønder de kære fast ilde ved,
at dem skal tvinge den Biørn saa leed.

3. At dem skal tvinge den Biørn saa læd;
Thi lagde de Alle et nyt Raad paa,
hvor de skulde Biørnen gribe og slaa.

4. Hvor de skulde Biørnen gribe og slaa:
De lode de Svin paa Skoven [g]aa,Utydeleg trykk
det hørde den Biørn paa Braaden laa.

5. Det hørde den Biørn paa Braaden laa:
Han meldte et ord som han kunde best,
hvad haver jeg faaet her for Geste.

6. Hvad haver jeg faaet her for Geste:
Biørnen ned af Braaden foer,
En Christen Mand der for hannem staar.

7. En Christen Mand der for hannem staar:
En liden stund de rygtis ved,
den Biørn han slog den Mand der ned.

8. Den Biørn han slog den Mand der ned,
der kom ridendes en Hofmand fast,
han hørde hvor Bondens Hierte det brast.

9. Han hørde hure Bondens Hierte det brast:
Biørnen taler til hannem med Vrede,
du tør ikke rende, jeg er til reede.

10. Du tør ikke rende jeg er til reede:
Jeg skal dig fuld vel møde,
du maa mig baade true og høde.

11. Du maa mig baade true og høde:
Haver du Spiud og raske Hænder,
d[a]Utydeleg trykk haver jeg Kløer og hvasse Tænder.

12. Da haver jeg Kløer og hvasse Tænder;
De baardes i Dage de baardes i To,
den Tredie giorde de ligesaa.

13. Den tredie giorde de ligesaa:
Den fierde Dag at qvelde,
da monne Biørnen den Hofmand felde.

14. Da monne Biørnen den Hofmand felde:
Ikke da vinder du Seyer af mig,
du stolte Ridder, det siger jeg dig.

15. Du stolte Ridder det siger jeg dig:
En Kongens Søn for Snimen jeg var,
En Dronning mig til Verden bar.

16. En Dronning mig til Verden bar:
Min Stifmoder mig forskabte,
hun vilde jeg blev evindelig fortabt.

17. Hun vilde jeg blev Evindelig fortabt:
Her haver jeg løbet paa vildende Skov,
giort Bonden stoer Brast og megen U-lov.

18. Giort Bonden stoer Brast og megen U-lov:
Baade Vinter og Sommerens Tiid,
de nyde for mig ingen Fred.

19. De nyde for mig ingen Fred:
De kunde min Stifmoder volde,
Thi hun lod mig fortrylde.

20. Thi hun loed mig fortrylde:
Hun bant dette Jern-Baand om min Hals,
det giorde hun af stoer Falsk.

21. Det giorde hun af stoer Falsk
Kand du det Jern afbryde,
dit Liv saa skal du nyde.

22. D[i]tUtydeleg trykk Liv saa skalt du nyde;
Jeg vil hjelpe dig af Vaade,
Mariæ Søn som alting monne raade.

23. Mariæ Søn som alting monne raade,
Han løsne paa dig dette haarde Baand,
saa vel det megter hans høyre Haand.

24. Saa vel det megter hans høire Haand,
den Hofmand giorde over hannem Kors,
det Baand det brast og han var løs.

25. Det Baand det brast og han var løs,
han blev til en Ridder saa bold,
sin Faders Rige fik han at volde.

26. Sin Faders Rige fik han at volde:
Den Hofmand fik saa goden Løn,
Den Kongens Søster saa væn.

27. Den Kongens Søster saa væn,
de levde tilsammen med Glæde og Ære:
Hans Stifmoder gik det saa meget verre.

28. Hans Stifmoder gik det saa meget verre:
Hun sprang bort i Flintesteen,
saa fik hun baade Last og Meen.

*

Oppskrift B

TSB A 23: Dalby Bjørn

Oppskrift: 1869 av Ludvig Mathias Lindeman etter Samuel Hellen, Vestfold.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1869:203, nr. 7. Lindemans manuskriptsamling, her gjengitt etter Ressem [utg.] 2011.

Utan oppgjeven tittel.

*

1. Der ganger en Bjørn paa Daleby Hede
han er baade stærk og fed
Heste og Øksen dem lægger han øde.
– Men vi bære Fryden for Dannemark. –

*

Trykt i Ressem [utg.] 2011, s. 30.

Om Naturmytiske balladar

Naturmytiske balladar handlar om mennesket i møte med overnaturlege makter.

I folketrua fanst maktene alle stader, i sjø, vatn og elvar, i utmark, skog og fjell. Maktene var farlege, ikkje minst fordi dei kunne skape seg om og kverve synet på menneske. Då stod huldra, nøkken eller bergekongen framfor mennesket som den vakraste ungjenta eller den sprekaste ungguten.

Møtet med naturmaktene endar ikkje sjeldan tragisk, med fortaping av sjel og kropp; men det kan også ende på lukkeleg vis, slik at mennesket blir forløyst, ved eiga kraft eller ved andres.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook