AVSLUTNING

424Det første skib, som kom ind i landraaken, var «Bowhead», kaptein Cook. Det ankret op ved Kap Sabine for at ta rækved, som der var en mængde av paa dette punkt. Da de to andre fartøier saa, at det var lykkes «Bowhead» at komme rundt og ind i raaken, fulgte de efter; men de kunde ikke være inde før om eftermiddagen. Vi kunde tvers over isen se, at det var «Alexander» og «Jeanette» av San Francisco. Da jeg maatte tale med kaptein Tilton før avreisen for at ordne med doktor Wights overgang fra «Alexander» til Gjøa, blev vi foreløbig liggende og vente. Vi havde ellers nok at gjøre. Lindstrøm havde i de sidste dage bakt op en stor mængde hvetebrød, som han stuvet i træfate. Herved vilde vi faa mykt brød for længere tid. Endnu stod hans stekeovn fuld oppe i huset, og vi kunde ikke reise, før «altmuligmanden» viste sig. Vi nyttet ogsaa de sidste timer til at samle endnu mere ved, end vi allerede havde. Vi stuvet ved ind i hver mulig og umulig krok av skuten. Ganske let fortøiet og klar til at lette paa et øieblik laa vi paa styrbord side av vraket. – En deilig eftermiddag var det og blikkende stilt. Oppe i bakken laa hundene og koset sig. Havde de anet, 425hvad der forestod, vilde de neppe ligget saa rolig. Vi var blit gla i vore flinke dyr, trods alle deres unoter og alle de bekymringer og sorger de havde voldt os.

Ombord i «Bonanza» havde eskimoerne samlet sig for at se os drage; de var der allesammen, Kataksina med lille Anni paa ryggen, Neiu, Kunak med kone og sønner. Vi ventet nu med stigende utaalmodighed; nu var der intet mere at gjøre. Og endelig – der kom de to tykke venner oppe i bakken med hver sin bør med brød. Sten skulde bli med os ut til «Alexander» og vende tilbake med den. Under 426nogen spænding balancerte de to fete herrer over den smale landgangsplanke – vi stod med aanden i halsen baade for dem selv og for brødene, og saa lød det:

– Kast los! Fuld fart forover!

Og vor gode Gjøa tok fat paa den sidste, avsluttende del av sin lange reise.

Da vi passerte forbi Wiiks grav, sænket vi flaget og sendte vor sidste hilsen ind imot den. Saa gik flaget atter tiltops, og fremover gik det. Paa stranden var der livlig. Alle vore gode venner og bekjendte, baade hvite og eskimoer, var dernede i arbeide med rækveden, og de hilste og svinget, saa vi stadig maatte svare med flaget. Imidlertid nærmet vi os «Alexander», og jeg slog stop for at avvente den. Da skibet kom i nærheden, ropte kaptein Tilton en hel del over til os, som vi ikke forstod et ord av. Han maatte ha det travlt, for han stoppet ikke, men fortsatte 427sin kurs mot King Point. Da jeg som nævnt havde lovet doktor Wight at ta ham ombord, var der ikke andet for os at gjøre end at snu og følge efter. Stor beten var det jo ikke. «Alexander» og «Jeanette» la op, og vi gjorde det samme, da vi kom paa siden. Saasnart vi havde faat Sten iland og doktoren ombord, snudde vi og gjenoptok vor fart. Utfor Kap Sabine stoppet vi og sendte en baat over til «Bowhead», som endnu laa der, for at faa noget hvalolje. Det var doktor Wight, som raadet mig hertil for Mannis skyld, som aldrig kunde bli kvit sin forkjølelse.

Efter etpar timers gang kom maskinisten og meldte, at hele maskinrummet var fuldt av vand! Jo tak! Det var altsaa i al stilhed virkningen av vinteren, – vi var læk! Vi tok straks fat paa pumperne, men fandt, at der ikke var mere vand i bunden av skuten, end der pleiet være. Det viste sig da, at hele ulykken var noget gammel is indenbords, som pludselig var smeltet og havde aapnet forbindelsen mellem maskin– og storrum, hvorved alt vandet randt agterover. Dengang slap vi med skrækken.

Motoren arbeidet godt, og vi gjorde 3 knob. Et litet pust av øst med dønning tydet paa, at bugten utenfor Mackenziefloden var aapen. Vi kom endelig rundt utenom isen og satte vor kurs vestover. Vinden frisket, og dønningen gik stor. Da jeg kl. 6 næste morgen kom paa dæk havde vi King Point agtenfor tvers. Jeg fik kikkerten op og fandt frem de kjendte steder, vraket, husene og korset. I den klare luft strakte det sig høit mot himlen –: Hils hjem! Hils hjem!

Det blaaste friskt fra sydøst, og vi havde fin fart vest over. Da vi kom til Herscheløen, laa den omgit av is. Men hvad gjorde det os! Vi havde intet at gjøre paa øen og lo nu av de kloke herrer skippere, hvis sidste ord til os havde været, at vi maatte gaa ind paa havnen og bli rolig liggende der i mindst 14 dage; nu saa vi foran os – 428utenom øen – de gunstigste isforhold og gjorde d’hrr. til skamme. Men ak! Erfaringens stemme bør man aldrig overhøre. Vi gik ikke langt paa vor stolte vei, før vi fandt, at det aapne vand bare var en bugt vestover i isen, en cul de sac. Vi maatte smukt vende om og søke ind i havnen. Frisk vestenvind aapnet havnen for os, men vi maatte saa nær opunder nordøstpynten av øen, at vi bare havde 9 fot vand. Vi smøg os dog frem, og kl. 2½ om morgenen den 13de juli kom vi til ankers.

Vi fik nu i nogen tid den bedste anledning til at studere Herscheløen uten den alt overdækkende sne. Øen er ikke stor og ganske overgrodd med mose, skilt fra fastlandet ved et smalt og grundt sund. Da Franklin i 1826 passerte øen i baat, observerte han ikke den fortrinlige havn paa østsiden av øen. Han sier derfor, at det trange sund er det eneste tilflugtssted for et skib herfra til Mackenziefloden. Franklin anet ikke dengang, hvor stor betydning Herscheløen skulde faa. Havnen er god for alslags vind. Sydvesten staar vistnok ret ind, men den kan vanskelig gjøre skade. I veir, som man ikke oplever mere end én gang i hver menneskealder, har det jo hændt, at denne vind har sat skuter paa land i havnen. Franklin var altsaa den, som opdaget øen og gav den navn. Men det er de dristige amerikanske hvalfangere, som har gjort den til, hvad den er. Der er overordentlig ondt for havner paa Nordamerikas kyst, og opdagelsen av Herschelhavnen var derfor av stor betydning for hvalfangerne. Det var i 1889, at disse trængte sig ditind. Men det havde tat dem mange aar, før de naadde saa langt, og en mængde menneskeliv var gaat tapt derpaa. Den første ulykke, som overgik den kjæmpende fangstflaate, skyldtes hverken veir eller is. I 1865, under krigen mellem Nord– og Sydstaterne gik et krigsskib tilhørende Sydstaterne nordover og brændte 30 skibe og ødela for 3 millioner dollars. I 1876 blev 30 429fartøier fast i isen utfor Barrow Point. Paa 70 mand nær forlot mandskaperne sine skibe og bjerget sig. Men de 70 saa man aldrig mere. I 1897 blev ogsaa endel fartøier knust i isen. Sidst i 1905 satte isen ind mot kysten en maaned tidligere end vanlig og stoppet al trafik. Men intet fartøi ødelagdes denne gang, da de alle fandt havn. Men med alt har jagten paa den kostbare bowhead-hval været dyr nok.

Af bowhead’en er det ene og alene barderne, som brukes. Alt andet gaar i fiskene. Men saa er ogsaa den gjennemsnitlige værdi av en hvals barder nutildags ti tusen dollars. Fangsten er ingenlunde hverken let eller ufarlig. Bowhead’en er usedvanlig vâr og skræmmes av den mindste larm. Saasnart man faar en hval i sigte, stoppes derfor propellen, og seilene alene kan anvendes. Paa lang avstand sættes baaten paa sjøen for at begynde den egentlige jagt. Aarer kan ikke brukes, ogsaa her bare seil. Den lille baat sætter da ret paa det store uhyre; i stavnen staar harpuneren færdig med sin harpun. At skyte er der ikke tale om, da et skud vilde skræmme alle hval i miles omkreds. Som sprængstof benyttes tonit. Er hvalen ikke dræpt med det første kast, render hvalen avsted som en rasende, og man maa gi den line for at kunne følge den – nøiagtig som under bottlenosefangsten mellem Jan Mayen og Fær øerne. Er der is i farvandet, maa man være vaaken. Blir man nødt til at kappe linen, har man dermed sendt en værdi av 37 000 kroner tilhavs. Den dræpte hval bukseres til skuten. Hodet kappes av og tages ombord, – skrotten lar man fare. Saa tages barderne ut, og hodet hives overbord.

Den første bowhead, balena mysticetus, blev fanget i Beringhavet i 1843. Fem aar efter gik den første hvalfanger gjennem Beringstrædet og trak snart mangfoldige efter sig. I 1905 bestod fangstflaaten av 14 skibe, alle 430med undtagelse av «Bonanza» med hjælpemaskine. I dette aar havde briggen «Jeanette» den største fangst, 11 hval. I 60 aar har denne fangst været drevet med kolossal gevinst, men ogsaa med svær risiko og mange tap. Alle disse liv og alle disse værdier sættes aar efter aar paa spil for at faa sendt bowhead’ens barder ut paa verdensmarkedet. Jeg undersøkte, hvortil saa dette kostbare stof anvendes, og fik vite, at det væsentlig bruktes til fabrikation av – korsetter!

En damefigur er en dyrebar ting!

Men jeg tror, at jeg efter mine erfaringer som polarmand vil stemme for reformdragten.

Alle eskimoerne i havnen var trods den tidlige morgentime – paa benene. Vi var nu efter fangstflaatens avgang den eneste hane i kurven og blev behandlet med den største forekommenhed.

Efter nogen timers søvn gik vi op paa øens top for at iagtta isforholdene. Der laa meget is vestover. Langs land 431var der raak, men det var umulig fra vort stade at avgjøre, om den var bred nok for os. Imidlertid vilde det være særdeles nyttig for os at komme ind i raaken for ialfald straks at kunne benytte den leilighed, som jo sent eller tidlig maatte gives. Den eneste adgang til raaken var det smale sund mellem øen og land. Vi havde hørt meget motsigende beretninger om dybdeforholdene i dette sund og for at skaffe sikkerhed i saken, reiste løitnant Hansen av sted derind ledsaget av Hansen, doktoren og Foss samt en eskimo, – den sidste som lods. Denne lods gjorde ikke større nytten. Hver gang de fik loddet op, og der havde vist sig grundt vand, sa han bare: – Water very small! hvilket jo var godt at faa høre efterpaa. Undersøkelsen resulterte i, at bunden var for ujevn. Selv om man maatte kunde bugte sig frem efter en rende, var det dog for risikabelt, og vi besluttet heller at vente og se tiden an. Paa tilbakeveien traf ekspeditionen endel eskimoer, som havde fisket godt, og av dem kjøpte de en velsignet masse med fersk fisk.

Vi indrettet os nu saaledes, at nogen av os hver dag gik op til toppen av øen for at se isforholdene an. Toppen laa helt over paa vestsiden av øen, en drøi marsch unna 432paa to kvartmil. Terrænet var ogsaa besværlig. Men for en vegetation paa denne ø! King Point var for en ørken at regne mot dette. Der var likefrem oversaadd med blomster, og Lindstrøm likte sig. Baade sent og tidlig var han at se med sin grønne botaniserkasse paa ryggen – og vendte altid hjem med merkværdigheder. Det aller rikeste blomsterflor fandtes bak kirkegaarden. Herscheløens begravelsesplads var delt i to avdelinger, en for hvalfangerne og en for eskimoerne. Hvalfangernes grave var gjennemgaaende velstelte og prydet med malte kors. Men eskimoernes gjorde et høist merkelig indtryk. Det saa nærmest ut, som havde en handelsmand lagt op sin varebeholdning paa denne plads. Eskimoerne lægger nemlig sine døde ned i en almindelig trækasse, som de saa sætter op paa kirkegaarden i række og rad paa aapne bakken. Nogen ganske faa havde sat sine kasser paa træbukker. Men de allerfleste 433stod paa jorden. Man tænkte uvilkaarlig paa nødvendigheden av merkelapper, saa enhver kunde finde sine kjære igjen!

Ved hvalfangernes første ankomst til øen var den bebodd av ca. 500 kagmallikeskimoer. Nu er der bare nogen ganske faa, og disse faa er for de allerflestes vedkommende av blandingsrace. De bor i smaa træhuse, saavidt jeg kunde skjønne meget usundt. Ellers findes der endel større oplagsskur og pakboder. Missionærens tidligere hus beboddes nu av major Howard med stab. Denne mand har den ingenlunde lette opgave med en mand at skulle opretholde orden mellem nogen hundrede. Han havde ogsaa at opkræve tolden av amerikanerne, der jo her befandt sig paa kanadisk grund.

Manni var dygtig ute paa jagt efter ænder, hvorav der fandtes en masse. Jeg forbød ham at gaa iland, da jeg ikke vilde ha ham smittet av eskimoernes mange forskjellige sygdomme, civilisationen havde foræret dem av sine gaver. Bl. a. var syfilis meget utbredt iblandt dem. Hvad 434der forøvrig slog en fremmed mest, var at se den opvoksende generation i denne befolkning. Den bar præg av en meget varierende indblanding; en ren eskimotype var overordentlig sjelden at se. Ikke bare i ansigtstype, men ogsaa i dragt var barnene forskjellige – der kom for eksempel imot én en liten pike med rød kjole, sorte sko og en babyhat, som klædte hende fortræffelig. Hun var da ikke eskimo! Saa kom moren tilstede, og hun var heller ikke helt eskimo, men dog halvt. Barnet var tredje blandingsgeneration. Helt latterlig virket en blanding av eskimo og neger. En har ikke navn for eksemplaret, men yderst komisk var det.

Eskimoerne paa Herscheløen er blit saa vant til de hvites kost, at naar de ikke faar den, er de rent ilde stedt. Navnlig savner de mel, naar de ikke faar det, og det aar havde selv den hvite mand havt ondt for at klare sig, saa der var blit litet tilovers for eskimoerne. Netop i denne tid gik de arme mennesker og ventet paa hvalfangerflaatens tender, som skulde bringe mat til alle. Tenderen kom dette aar ikke længere end til Point Barrow, hvor hvalfangerne møtte den og hentet, 435hvad de havde bestilt. Eskimoerne blev saaledes denne høst bitterlig skuffet.

Uagtet missionæren var borte, holdtes der hver søndag gudstjeneste. En gammel høvding ved navn Tomachsina ledet tjenesten, og doktor Wight spilte paa orgel.

Her stiftet vi bekjendtskap med de første grønsaker fra egnen, nemlig «kagmallikpoteter», som hvalfangerne kaldte dem. Det var roten av poligonum bistorta; den smakte ganske godt baade raa og kokt. Paa eskimoisk het den masku. De havde form av en gulerot med potetesskal paa og smakte litt søtlig. Eskimoerne sanket hele sækker fulde og solgte os.

Den 20de juli fik vi nordøstlig vind, som alle hvalfangere havde sagt os var den bedste til at sætte isen fra land. Den blaaste sig snart op til en kuling. Men dagens utkik kom tilbake og meldte, at isen var tættere end nogensinde. Den 21de rodde jeg paa land med Ristvedt, Lund og doktoren for at se, om ikke denne vind i længden havde virket paa isen. Vi maatte ro etpar kvartmil langs østkysten for at faa en lettere opstigning til toppen. Paa veien møtte vi Manni, som efter frokost var rodd ut i en seilduksbaat efter ænder. Han havde intet faat endnu, og vi ropte over til ham et eller andet, som jeg nu ikke husker. Vi trak baaten op ved vor landgangsplads og gik op til utkikspunktet. Isforholdene saa bra ut denne dag. Nordosten havde begyndt at virke. Da vi paa tilbakeveien nærmet os baaten igjen, siger pludselig Lund:

– Jeg mener, de flager ombord!

– Hvad kan det være –?

– Men – de har ikke faat flaget helt op!

Kikkerten kom op, og vi saa, at der flagedes paa halv stang paa Gjøa. Intet kan være uhyggeligere at se. Vi trøstet os med, at kanske en av vore eskimovenner iland var død. Men vi trodde ikke paa det. Jeg selv tænkte 436straks paa Manni – og det tror jeg, de andre ogsaa gjorde. Vi sprang avsted nedover bakken, lot vor baat ligge og la veien over land, til vi var tvers av skuten. Vi var allerede observeret derfra og blev hentet med baat. Jo – ganske rigtig. Det gjaldt Manni. Han var druknet.

Da vi kom ombord, fortalte løitnanten mig, at han havde staat paa dæk og talt med en av gutterne. De saa da Manni, som stod opreist i sin lille baat og speidet efter en andeflok. De var saa vant til at se ham slik, at de ikke la noget større merke til det. Da de et øieblik efter atter saa utover, var baaten tom, og i sjøen ved siden sprøitet vandet op. Manni var faldt i sjøen. Og med lynets fart var Hansen og Foss i en av skibets andre baater; løitnanten fór op i tønden for at dirigere deres bevægelser. Høist fem minutter gik, inden baaten var paa pletten, hvor de havde set plasket. Men Manni var væk. Seilduksbaaten laa paa ret kjøl fuld av vand. Aarerne drev paa sjøen, men gutten og geværet var borte. En av de store sjøer har slaat imot baaten, mens han stod og speidet efter fuglen, og 437han er faldt overbord. Han dukket ikke op en eneste gang, – og her sandet vi ulykken i, at eskimoerne ikke lærte sig at svømme. Jeg meldte straks ulykken til politichefen og bad ham sørge for begravelsen, hvis liket drev paa land. Men eskimoerne mente, at Manni aldrig vilde bli fundet, eftersom strømmen vilde føre ham tilhavs.

Det var et tungt slag for os alle at miste Manni paa denne maate. Vi var blit gla i ham allesammen og havde vor store interesse av at føre ham med til civiliserte egne og se, hvad der kunde blit av ham . . . .

Dagen efter var jeg atter oppe paa vor utkik. Isen saa ut til stadig mere at fjerne sig vestover. Men det kunde jo være samme bugten, hvori vi havde været nødt til at gjøre vendereise. Saalænge nordøsten blaaste indover i den, vilde det være farlig for os at prøve os frem den vei igjen, og i samraad med mine kamerater bestemte jeg mig til at vente, til vinden løiet. Den 23de juli kl. 1 om morgenen løiet vinden ganske av, og vi var straks klar til avgang. Ankeret lettedes. Vinden var fremdeles nordøstlig, men ganske løi. Vi fulgte isen, som strakte sig sammenhængende fra Herscheløens sydvestpynt og vestover langs fastlandet. Paa indsiden av denne is var der landraak aapen, og det gjaldt at finde ind til denne. Der var dype bugter i isen, og ca. 15 kvartmil fra havnen naadde en av disse, bugter sin største dybde. Det kunde ikke vare længe, før det smale belte, som skilte den fra landraaken, vilde gaa op. Foreløbig kunde vi imidlertid ikke komme igjennem og fortsatte vestover. Men snart skar isbredden op mot nord og den vei skulde vi ikke. Vi fortsatte, indtil vi alle saa, at vi atter havde forsøkt os frem i en bugt uten gjennemgang. Og saa maatte vi den 24de kl. 11 om kvelden snu og vende tilbake til Herscheløen. Vi maatte krydse op til havnen mot nordøsten, som fremdeles holdt sig. Det tok os lang tid at naa tilbake. Vi gamle paa sjøen tok det med ro, 438men vore nye folk var yderst utaalmodige. Navnlig var doktoren nervøs. Endelig kl. 2½ om morgenen den 26de juli laa vi paa vor gamle plads.

Straks efter frokost gik utkiken paa land. Den vendte utpaa dagen tilbake og meldte store forandringer til det værre. Vi haapet nu paa en ordentlig fralandsstorm – men den fik vi da ikke. Efter middagen sendte vi Hansen avsted paa en tur langs østkysten av øen for at lete efter Mannis lik. Men han vendte hjem med uforrettet sak. – Endel av det brød, Lindstrøm havde bakt, var mugnet og maatte kastes overbord. Det brød, som var tilsat med sirup, holdt sig godt. Lindstrøm var nu skibets 2den maskinist og dertil dets baker. Nede i maskinen indrettet han et helt litet bakeri, hvorfra han leverte mangen hvetebolle og loaf. Han havde bare én betænkelighed ved at indrette sig i maskinen, og det var, at førstemaskinisten – Ristvedt – «var saa urimelig gla i kake!»

Den 30te kom den første hvalfanger ind paa havnen. Det var barken «Belvedere», som hverken havde mat eller brændsel. Iste august rapporterte utkiken usedvanlig fine isforhold, og jeg besluttet straks at lette for at gjøre et forsøk paa at komme ut. Vi var i gang kl. 4 ½ om eftermiddagen, og en stund efter blev vi indhentet av «Belvedere», som gik forbi os vestover. Det gjaldt for den at komme hurtig frem, da mandskapet var angrepet av skjørbuk. Vi fulgte iskanten. Kl. 9 aften den 2den august fortøiet vi ved en is, 7 kvartmil av land og 10 kvartmil fra Demarcation Point. Vi benyttet liggetiden til at fylde ferskvand, hvorav der var store, dype damme paa isen. Hele den 3dje august laa vi stille, helt omringet av is. Det var vor konges fødselsdag, og vi havde flaget heist for anledningen. Vi feiret dagen med den festlighed, vi kunde præstere, – nærmest med litt flere bønner paa kaffen og nogen rosiner i hvetekaken. Vi havde ikke stort andet nu at gjøre fest med. Men det 439kan godt hænde, at maten ikke paa den dag smakte vor konge bedre end os, der vi laa oppe i isen og flaget for ham.

Den følgende nat blev vi noget urolige. Isen tok paa at skrue. Men det blev ikke til noget alvorlig; roret lettedes litt op, men sattes snart ned igjen. Ved 6½-tiden om morgenen den 4de august slaknet isen, saa vi slap fri. Der var da taake og vind fra vest, – den værste vind, vi kunde ha. Der var ikke andet for end at gaa tilbake til Herschel, og kl. 2 ½ om morgenen laa vi for tredje gang paa vor gamle plads. «Belvedere» var allerede kommet tilbake, og visste ikke mere end vi, nemlig at isen laa mot nordvest. Skonnertskibet «Herman» var ogsaa ankommet. Senere paa kvelden kom «Karluk». Fartøierne begyndte at samle sig for at vente paa tenderen, der skulde forsyne dem med brændsel og mat. I de to paafølgende dage kom barkerne «Threasure» og «Bowhead» ind, og nu laa vi 7 skuter paa havnen. Hvalfangerne havde besluttet at ligge til 10de august. Kom ikke tenderen da, vilde de gaa til Barrow Point og møte den der.

Den 9de august kom der for anden gang post fra Edmonton og Fort Mc. Pherson. Den kom paa baat og bragte os friske nyheder. Stor bevægelse vakte selvfølgelig meddelelserne om jordskjælvet og branden i San Francisco. Med posten fulgte en hr. Steffensen, der fortalte, at en dansk ekspedition under ledelse af hr. Mikkelsen var paa veien hitop, og at han her skulde slutte sig til den. Den skulde søke efter land i nord. Vi var nu gla for, at vi skulde søke efter land i syd!

Den samme dag blaaste der op en kuling av nordøst. – Kl. 1 om eftermiddagen kom den saa længe savnede og ængstelig ventede «Olga» ind paa havnen. Den havde overvintret i Minto Inlet paa Prins Alberts Land, hvor den havde truffet eskimoer. Dette har sandsynligvis været kiilnermiun-eskimoer fra Kobberminefloden, av den stamme, 440som løitnant Hansen og Ristvedt havde truffet paa sin slædereise i 1905. «Olga» havde mistet flere mand, og navnlig uheldig var det, at begge maskinisterne døde, saa den ikke kunde faa sin motor igang. Den var kun henvist til seilene. Besætningen var hele to dage feil i tidsregningen. De havde sét en mængde hval, men var for faa til at gjøre fangst. Kl. 7 om aftenen stod «Bowhead» ut for at se efter disse mange hval.

Nordøsten blaaste fremdeles frisk den næste dag, og jeg var saa temmelig kjed af Herschel og bestemte mig til at gaa ind i vor gamle isbugt for at se, om ikke den megen nordøstvind skulde ha gjort vei for os gjennem den smale isstrimmel, som vi sidst havde observeret. Efter at ha tat ind en stor forsyning med rækved, som eskimoen Manitchja havde samlet for os, lettet vi anker og gik ut. En sterk vestgaaende strøm bragte os hurtig ut. Vi holdt det gaaende hele dagen i disig luft sydvestover uten at faa helt overblik over isen. Om kvelden satte taaken ind tæt som en væg. Paa kort tid kom vi fra 12 favner vand ind paa 7½ favn og skjønte, at vi ikke var langt av land. Vi fandt her grundstaaende is og gjorde fast for at avvente klart veir. Vi anslog os til at ligge ca. to kvartmil av land. Den næste morgen maatte vi flytte over til en anden is, da den vi laa ved blev flot og drev av. Kl. 6 om eftermiddagen lettet taaken og aapnet os et glædelig syn. Vi var kommet ind i landraaken og havde frit farvand vestover, saa langt vi kunde se langs land. Nordover laa isen endnu stor og tæt. Saa fyrte vi op og gik avsted. Nu saa det ut, som troldommen endelig var brutt. Raaken var foreløbig meget smal, men blev den følgende dag bredere. Imidlertid var taaken tæt, saa vi ikke kunde se stort. En liten bris fra nordvest tvang os til at krydse motoren var ikke kar for at presse os frem imot den. Forøvrig var det just under slike omstændigheder, at motoren gjorde ypperlig tjeneste. Skulde vi bare havt seilene under 441krydsning her i det smale farvand, opfyldt av is og med løi bris, vilde det tat en sørgelig lang tid. I et knipetak, hvor det gjaldt at pine sig foran en is, var motoren udmerket at ha. Og da dette hændte uavladelig, har vi motoren at takke for megen indvinding av tid.

Ved Icy Reef kom vi flere gange nær opunder land og observerte da en stor skinnende hvit flate, som saa ut som en lagune eller indsjø, men ikke kunde være det, da isen paa en saadan vilde være smeltet. Det maatte være den isbræ, som vi paa Herschel havde hørt om ved Icy Reef av en mand, som kom for at kjøpe proviant fra Cambden Bay. Bræen var ikke stor, men efter vor iagttagelse den eneste paa hele nordkysten. Farvandet rundt Icy Reef er ogsaa fuldt av knotis og avfald av ferskis. Vi havde desværre ikke tid til at gaa iland og undersøke fenomenet nærmere.

Den 14de kl. 10 om formiddagen passerte vi Manning Point, hvor der kommer en mængde eskimoer. Vi saa ogsaa en hel del hytter samt opstablet rækved, men ingen levende sjæl. Paa eftermiddagsvakten tvang isen os stadig sørover. Dette likte jeg ikke, da Collinson omtaler Cambden Bay, hvor vi antok, vi nu var, som grund og uren. Vi kom da ogsaa paa 2 og 3 favner, men fik saa aapent vand igjen og kunde gaa nordover, og her dypnet det hurtig. Om kvelden øket nordøstbrisen til kuling, saa vi maatte reve. Paa grund av taaken, den svære kuling og navnlig vor uklarhed paa, hvor vi egentlig befandt os, besluttet jeg at gaa opunder en grundis og se tiden an. Pludselig fik vi land isigte ret forut. Vi trodde det var Flaxman-øerne, men havde jo ingen sikkerhed for det.

Det er ikke saa greit undertiden, naar man er faa mand ombord. Denne kveld maatte saaledes Lindstrøm besørge de meteorologiske observationer, lodkastningen, brødbakning og motoren. Alle de andre var likesaa optat hver paa sin kant. Sikkert er det, at med vrange og uvillige folk vilde 442vor tur aldrig kunne været gjort. Vi var under vanskelige situationer broderlig sammen og delte da ogsaa glæden over at være kommet klar av vanskelighederne. Det var selve pakisen, vi fortøiet ved. Den var fuld av store, gamle skrugarer, saa den havde nok ikke altid været saa stille og rolig som nu. Denne is forekom mig at være mindre og rimeligvis yngre end isen ved Grønland.

Hele den følgende dag maatte vi holde os stille for taaken. Da den lettet et gløtt, tok løitnanten straks en observation og konstaterte, at vi ganske rigtig laa 3 kvartmil nordenfor Flaxman-øerne. Næste morgen løiet vinden av, og taaken lettet saavidt, at vi kunde se os an. Vi kastet da los og bevæget os forsigtig fremover med smaa seil og motor. Vi gjorde 4 mils fart og loddet uvladelig. Isen var meget føielig, og vi vandt dygtig frem. Om eftermiddagen kl. 4 passerte vi et av de mange smaa sandrev, som ligger paa rad langs kysten. Kl. 5 blev isen umedgjørlig vestover, og jeg besluttet at søke ind paa indsiden av nærmeste rev. Der skulde efter hvalfangernes sigende være dypt nok vand. Men det gjaldt at slippe derind. Hvalfangerne havde sagt os, at man kunde komme frem imellem nogen av revene, – men her i taaken var det jo umulig at kjende disse sandhaugene fra hverandre, og vi fik prøve os frem. Vi gjorde alt klart til en hurtig ankring, om det skulde bli nødvendig, og satte ned imot. Det grundet op, og da vi fik 9 fot, lot vi ankeret falde for at greie os frem med baat. Ved oplodningen viste det sig, at denne indgang var stængt. Fra toppen saa jeg en anden aapning, og den var farbar med laveste vandstand paa 3¼ favn. Indenfor revene fik vi helt aapent vand, da sandbankerne hindret isen i at komme ind.

Kl. 5 om morgenen var vi tvers av Cross-øen, hvor et kors er reist som merke. Kl. 9 om morgenen fik vi dypere vand, fik fra 5 til 7 favner og var altsaa nu ute i selve havet igjen. Vi havde vundet meget paa denne inden443skjærstur; isen utenfor kunde ha opholdt os længe. Farvandet her er kjendt for sin store isansamling. Taaken lettet en yderst sjelden gang. Kl. 12 middag var vi ret utfor en av Thetis-øerne, men hvilken av dem var det ikke godt at si. Havet havde vestenfor revene været pent og isfrit; ved Harrison-bugten støtte vi atter paa is, og saa nødig vi vilde maatte vi gaa sørover. Vi kom i nattens løp over bugten og fik kjending av «Pacific Shoal» paa 2¾ favn vand under Kap Halkett. Isen laa tæt hele veien og tvang os til at gaa meget nær land. Vi blev nødt til at søke ind i Smiths Bay – som vi havde været tvunget ind i alle de andre bugter. Smiths Bay havde hvalfangerne ikke befaret. Vi fandt den jevn og pen. Den mindste dybde havde vi ved Kap Halkett, men længere ind og vestenfor fik vi 4 og 5 favner vand. Kl. 6 om eftermiddagen fik vi Kap Simpson i sigte og var dermed over bugten. Isen syntes at ligge helt ind imot kapet; hele østsiden var ogsaa opfyldt av is; men paa indsiden fandt vi landraak bred nok for os. Vi søkte at komme ind i den, men maatte snu, da det pludselig grundet sterkt op. Vi blev nødt til at gjøre fast til en grundis. Vi fandt desværre bare en ganske liten is at fortøie ved, og det kan være farlig nok. Vinden holdt sig østlig natten over, og næste dag saa det ut til, at isen havde forandret sig betydelig. Vi gjorde da et nyt forsøk paa at naa ind i landraaken, men en brat overgang fra 2 til 1½ favn bragte os til hurtigst mulig at trække os tilbake igjen. Isen paa utsiden var tæt, og vi maatte paany gjøre fast til en grundis, Dennegang fandt vi et endnu mindre flak, og det var ikke stort, Gjøa hang i. Østenbrisen frisket utpaa kvelden til stiv kuling. Isen, som laa til luvart for os og tok av for sjøen, drev nu væk, og vi laa med et svært hav indover vor lille grundis. Det var overskyet og belgmørkt, og sjøen stod i et rokk over isflaket. Samtidig kom der en hel mængde løs is drivende og tørnet dels mot 444grundisen og dels mot skuten. Vi maatte med baatshaker søke saavidt mulig at ta av for støtene. Vi havde heldigvis faat begge isankrene ut, og det trængtes. Sandsynligheden for, at vor is skulde brytes, var stor, og vi var klare til at la ankrene falde straks, om dette skulde ske. Men i den mørke nat var det ikke let at greie kjettingerne heller for den masse drivende is. Endelig lysnet det, og sjelden havde vi hilset dagen med større glæde og lettelse end efter denne onde nat. Men før vi kunde komme os bort fra vore ubehagelige omgivelser, maatte vi ha isankrene los, og der skulde en rask kar til at klare sig inde paa det vesle flak, de var fæstet til. Jeg utsaa Helmer Hansen til dette arbeide. Han var ikke ræd av sig, og kvik var han som et ekorn – brukte som regel én vending, hvor andre brukte to. Tørskindet slap han ikke ombord igjen, – men Hansen havde været vaat før han og tok det ikke saa nøie.

Østenvinden havde gjort store omveltninger i isen. Vi gik op til iskanten og fulgte den paa 3 favner. 3 kvartmil av Kap Simpson var der isskruinger av en betragtelig høide paa en grund, som laa der. Da veiret endnu var usigtbart og kulingen øket med stormkast, søkte vi ind under en grundis i nærheden og gjorde fast til den. Intet er letsindigere end at la det staa til gjennem en is, som man ikke kan overse; man kan komme ind i bugter, hvor man ikke slipper ut igjen, og faa sig en ufrivillig tur til Nordpolen. Og paa disse kanter av Ishavet er faren større end andetsteds. Den strøm, som Nansen saa glimrende forstod at benytte sig av, den samme strøm, der har bortført opimot hundrede amerikanske fartøier, og som i 1879 tok «Jeanette» under De Longs ledelse – den gaar her i nærheden av Point Barrow med sin største kraft og sætter nordøstover – til enkelte tider med likefrem rivende fart.

Under vort arbeide gjennem isen var vi saa uheldige at slaa en av propelvingerne mot en utstikkende isfot. Ma445skinen stoppet braat og trods alle anstrengelser fra maski nisternes side fik vi ikke motoren til at gaa. Propelvingerne var uskadte, men akselen havde bøiet sig. Vi tok det med ro og druknet vor ærgrelse i glæde over, at dette ikke var hændt før.

Grundisen, vi fik fat i dennegang, var stor og tryg, og vi laa i sikkerhed for alle eventualiteter. Vi laa like utfor Fatigue Bay. I løpet av natten var isen snart tæt, snart løs. Vinden løiet av, og kl. 6 om morgenen kastet vi los og gik vestover. Svære ismasser drev forbi os, og vi maatte lure os imellem dem. Under sætningen av storseilet brak gaffelen, og nu sat vi net i det, – ingen motor og intet seil, – ja for uten storseil var skuten ikke manøverdygtig. Vi fik stormseilet op, og med den agterlige vind gik det noksaa bra. En time efter var gaffelen spjælket og storseilet sat igjen. Nu gik det strykende vestover i fordelt is; men jeg likte ikke, at der var saa meget is mellem os og land. Ved middagstid tætnet isen saa meget, at der ikke længere kunne være tale om fremgang. Vi kom os bortunder en is, som vi trodde stod paa grund og gjorde fast i den. Veiret var fremdeles usigtbart. Isen viste sig at drive vestover, og vi maatte se at komme os løs av den. Kl. 2 eftermiddag lettet taaken, og vi fik øie paa toppen av to skibe over en lang, lav pynt. Det maatte være Kap Barrow. Skuterne havde lagt sig i læ paa vestsiden og ventet paa at komme frem. Drivisen, som skilte os fra landraaken begyndte at løsne, og vi blev enige om at tvinge os igjennem den. Utsigten til at komme i forbindelse med skibene lokket os ogsaa. Kl. 3½ eftermiddag lot vi det staa til i en meget løsere ispakke. Vi kastet los, tok fuldt seil og satte kursen ret paa det løseste av ismassen. Jeg havde sat den mest erfarne av os alle, Lund, i tønden. Nu, da vi bare havde seilene, kom det mere end nogensinde til nytte at ha erfarne og prøvede jagtefolk ombord. 446Det at manøvrere en seilskute i tæt og trang is kræver en aarlang erfaring. Med en dampbaat kan jo hvemsomhelst forcere sig frem. Vi havde heldigvis et litet stykke aapent vand foran os, saa vi fik god fart, før vi naadde isen. Det gav et ordentlig dunk, da Gjøa rammet isen. Alt løst paa dæk ramlet overende; men isen skilte sig for baugen. Vi arbeidet alle i et sandt raseri med baatshaker imot isen og ryddet unna saa meget vi orket. Og skuten laa med seilene fulde og presset og presset. Paa denne maate klarte vi os frem tomme for tomme. Snart var der ikke meget igjen. Vi fik god fart foran den sidste støt. Det var som gamle Gjøa selv skjønte, at nu knep det! Hun var støtt paa to store iser, som vilde stænge Nordvestpassagen for hende, og nu rendte hun paa for at tvinge dem fra hverandre og slippe frem. Gutterne kjæmpet paa begge sider med sine baatshaker – en seig, rasende kamp. Og millimeter for millimeter seg isen fra. Et vildt jubelskrik brøt ut, da skuten gled igjennem. Bøigen var beseiret, vi var ute i det aapne vand, den fri vei hjemover. Med fryd i alle ansigter stod vi vestover i landraaken med alle seil sat. Vi kom skibene nærmere og nærmere – d. v. s. underretninger fra hjemmet, fra vore kjære og fra verden. Vi visste, at der ombord paa disse skibe laa breve og ventet paa os. Rev i rev laa langs kysten og dannet store laguner mot land. Kl. 6½ om eftermiddagen satte det ind med tyk regnskodde, saa vi intet kunne se. Vi maatte søke os opunder en is igjen. En time efter letnet det paany, og nu saa vi toppene paa 5 skuter. Det tok ikke lang tiden at sætte seil igjen, og snart var vi i fart. Til alt held havde nordøsten holdt sig hele tiden, saa vi ikke savnet vor motor. Dybden var ogsaa bra, det mindste lodskud viste 2½ favn.

Klokken 10 om kvelden seilte vi rundt Point Barrow, Amerikas nordvestspids. Det var sent, men vi maatte dog vise dem vort flag.

447De havde alt sét os, thi en baat kom os imøte. Det var Einar Mikkelsen, lederen av den anglo-amerikanske polarekspedition. Han laa nu her med sit fartøi «The Duchess of Bedford» og ventet paa, at vinden skulde spakne, saa han kunde komme østover. Vi gik opunder land og ankret. Saa blev der liv og spektakel med hilsning i dampfløiter og med flag. Hvalfangerflaatens tender «Harold Dollars» og skonnerten «Montrey» kom opunder os, og velkomsthilsener og gratulationer strømmet ind. Tenderen havde ligget her længe og agtet ikke at gaa videre, hvilket under de for haandenværende forhold, var ganske rimelig. «Montrey» var et av de to fartøier, som var sluppet ut ifjor høst; den laa nu her og drev hvalfangst og agtet sig heller ikke østover. En dampchalup fra den amerikanske toldkutter «Thetis», som laa to kvartmil borte, kom til og bragte nye gjester. Jeg gik senere ombord paa tenderen for at spørge efter post. Hvem anden skulde jeg træffe her end min gamle ven Mogg, min reisefelle fra Alaska! Han var islods ombord. En stor pakke breve samt en present bestaaende av epler og cigarer var mit herlige bytte. Der blev ikke tidlig køietid paa Gjøa den nat. Alle breve maatte læses, alle nyheder drøftes. Enhver av os fik gode efterretninger hjemmefra.

Det vigtigste for os nu var at faa materiale til at reparere vor gaffel med. Den sidste reparation var rent foreløbig. Ombord i tenderen fik jeg næste morgen fire gode planker, og vi gik straks igang med gaffelen. Det tok ikke lang tid at faa den istand. Men saa fik jo nu vor gaffel med alle sine surringer et ret irryalidemæssig utseende. Den var saa diger, at jeg rent blev bange for, at winchen vor ikke skulde orke den. Om aftenen var jeg atter ombord i tenderen og fik der av den elskværdige kaptein kjøpt endel proviant og andet, som vilde gjøre os resten av vor tid ombord i Gjøa lys, – frugt, cigarer og endel amerikansk 448hermetik, som vi satte stor pris paa. Da jeg kom ombord igjen, var et svært isflak drevet ind paa os og trykket mot kjettingen. Vi fik ankeret op, seilene sat og kom os unna. Da vi nu engang havde seilene oppe, kunde vi likesaa godt gaa videre med en gang. Vistnok til stor overraskelse for de andre seilte vi da avsted vestover. Samtidig kom «Threasure» og «Karluk» ind – fra Herscheløen. Klokken 11 om aftenen passerte vi «Thetis», som var paa vei til de andre for at holde orden paa stedet. Vi satte selvfølgelig vort flag – pleier jo gjerne hilse paa folk, som skikken er. Men føreren av Thetis tænkte anderledes. Det amerikanske flag viste sig ikke.

Brisen fra nordøst holdt sig, men noksaa løs. Enkelte regnbyger kom. Ved Kap Belcher sa vi farvel til den sidste is, som laa i smaaflak utfor pynten. Senere saa vi ikke tegn til is. Jeg havde været ræd for, at vi havde slaat os en læk i den sidste kamp med isen. Istedet derfor var skuten blit tættere end nogensinde. Mot 200 slag i pumperne i vakten gav de nu bare 40. Men kort efter kom den gamle lækage dog igjen.

Den 24de august fik vi for første gang vindstille. Det var jo ingen sak at late som vi var likegla uten motor, saalænge vi havde god vind. Nu blev det værre, og ærgrelsen slap løs. Det gik ut over maskinisten.

– Naa du smed, hvorfor har du ikke kaffekværna igang? Spydighederne regnet gjennem skylightet ned over de arme maskinister, som arbeidet i sit ansigts sved for muligens at faa feilen rettet.

Helt fra vi forlot Grønlands kyst til nu havde vi ikke sét hvalros. Men her møtte vi enkelte i sjøen. Nogen større mængde var der dog ikke. Temperaturen steg daglig, eftersom vi kom sydover, og vi nød forandringen med velbehag. Hvormeget polfarer man end er, nytter det ikke at negte for, at varmen smaker godt, naar man har savnet 449den en tid. Enkelte sjøfugl, som vi heller ikke havde sét paa lang tid, alker og andre, dukket op. Selv synet av en manæt vakte glæde. Den var jo dog tegn paa, at vi nærmet os mildere egne.

Den 30te august kl. 1 1 om formiddagen fik vi Kap Prince of Wales isigte. Dette er den østlige portstolpe til Beringsstrædet. Men da toppen var dækket av taake, havde vi ikke let for med sikkerhed at bestemme, om det var den rette pynt. Fra dette kap gaar der en lang, smal sandryg 25 kvartmil mot nord. Paa begge sider av den er der dypt vand, saa det ikke er let ved lodskud at avgjøre, paa hvilken side man har den. Er man uheldig, kan man let komme mellem grunden og land, og da kan situationen bli betænkelig nok, som forholdene var nu. Sjøen gik høi, den ene regnbyge efter den anden drog over, og Gjøa hev sig voldsomt. For at være sikker i vor sak, styrte vi ut, saasnart vi fik land isigte. Kl. 1½ eftermiddag lysnet det op, og vi fik kjending av Fairway Rock, en eiendommelig høisaateformet klippe, der stikker ret op av havet. Bedre landmerke kan ikke tænkes, og vi kunde nu falde ind i kurs igjen. Da vi kom ned i strædet, fik vi ogsaa et litet glimt av de to Diomedøer. Disse øer ser golde og ubeboelige ut og huser dog en hel eskimostamme, hvis saavel mænd som kvinder staar i høi kurs mellem hvalfangerne. Nogen havn findes der ikke, men hvalfangerne gaar altid indom paa nordgaaende om vaaren og tusker til sig forskjellige ting. De tar ogsaa gjerne eskimoer med sig derfra, da de er anset for dygtige folk.

Da vi passerte mellem øerne og land, samledes vi «gamlekarene» paa dækket og drak den første skaal for Nordvestpassagens endelige fuldførelse med skib. Jeg havde haapet at gjøre denne stund litt festlig, men veiret tillot det ikke. En liten dram blev hele festen. Selv flaget kunde vi ikke ha oppe, da det snart vilde være blaast i filler.

450Jeg havde tænkt os bort under Kap York, før det mørknet, og ligge der for natten, men vi rakk det ikke. Vi la da paa ca. 10 kvartmil av Kap York for dobbeltrevet storseil, revet stagfok og bak klyver. Kap Prince of Wales tok av for den værste sjø. Da vi ved daggry holdt paa at stikke ut revene i storseilet, – brak gaffelen. Denne gang var det nærmest den svære tyngde i gaffelen selv, som forvoldte katastrofen. Vi fik nu haape, at vin den vilde holde sig, til vi naadde Nome og kunde faa os en ny gaffel. Den gamle lot sig ikke reparere mer. For stormseilet og forøvrig alle de kluter, vi havde, bar det nu sydover mot Nome. Egentlig havde jeg ikke tænkt at gaa. indom Nome, men efter dette uheld med gaffelen havde vi intet valg. Ved Point Barrow havde jeg faat skrivelse med indbydelse til os alle til at komme indom paa veien sydover og være byen Nomes gjester. Dette passet os jo nu godt. Vi gjorde 452veien saa kort som mulig og passerte mellem Sledge Island og land. Da vi passerte østover under Nomelandet om ettermiddagen, løiet vinden efterhaanden av til ganske svak bris. Det gik svært langsomt fremover.

– Nu, Lund, sa jeg, som jeg gik og drev paa dækket i den deilige eftermiddag, – De, som vet raa for alt, kan ikke De faa sat storseilet vort? Dette var formeget for Lunds stolthed, og ikke længe efter var storseilet oppe. Vi tok os jo ikke ut som nogen lystkutter just, men farten blev betydelig bedre. For den lille bris, vi havde, gled vi raskt fremover. Nu saa vi husene i Nome dukke frem. En time endnu denne bris, og vi vilde være fremme. Men skjæbnen vilde det anderledes, og det blev blik stille. De maatte nu kunde se os fra byen, og vi heiste vort flag. Et litet vindpust bragte os av og til litt fremover, men stort var det ikke. Vi saa nu lysene tændes i byen og fandt situationen meget kjedelig. Pludselig dukket der en liten dampchalup frem like ved os; pipen, hujen og skriken – amerikanernes uttryk for begeistring – lød op imot os.

Saa mørkt det var, kunde vi dog se det norske flag sammen med the stars and stripes paa chalupen. Vi var altsaa gjenkjendt.

453Den mottagelse, vi fik i Nome, har jeg ikke ord for at beskrive. Den hjertelighed, hvormed vi blev møtt, og den endeløse begeistring, Gjøa og vi blev gjenstand for, vil altid staa for mig som et av mine lyseste minder fra tilbakekomsten. Nome har ingen havn, den ligger paa aapne kysten. Vi maatte derfor ankre et godt stykke fra land og være klare til at lette, saasnart vinden satte paa. Da vi havde ankret, gik løitnant Hansen og jeg ombord til de elskværdige verter og vertinder paa chaluppen, og saa bar det mot land. En elektrisk lyskaster fra land blev hele tiden holdt paa baaten. Vi nærmet os stranden, men blendet av det sterke lys, som stod os i øinene, kunde vi intet se. Baaten støtte mot land. Endnu vet jeg ikke rigtig, paa hvilken maate jeg kom op, – et jublende velkomstrop fra tusen struper lød imot os, og saa bruste der ut i nattens mørke en tone, som bragte mig til at skjælve over hele mit legeme og presset taarerne frem:

Ja, vi elsker dette landet!

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.