DEN ANDEN VINTER

174Samme dag isen la sig for alvor, begyndte eskimoerne at indfinde sig. Den første som kom, var vor ven Uglen med familie. Han havde tilbragt de sidste uker med renjagt og laksefiskeri paa østkysten av Kong Williams Land ved Peel Inlet sammen med en del andre familier. Disse sidste havde væsentlig drevet fiske og fanget en uhyre masse laks i den elv, som falder ut i Peel Inlet. Der er overhovedet i elvene heroppe en lakserigdom, som der neppe findes make til andetsteds. Av ren havde Uglen sét en stor mængde. 20 stykker havde han skutt, og derav overlot han stekerne til os.

Uglen fortalte mig, at han paa veien sørover havde paatruffet en oglulieskimo ved navn Tamoktuktu, som med sin familie bodde i en hytte av is opunder Wiik-haugen. Da jeg aldrig havde sét en slik ishytte, la jeg den næste dag ivei opover for at iagtta den. Jeg fandt frem ved hjælp av Uglen, som fulgte med. Hytten viste sig at være opført av 8 firkantede isskiver paa en halv fots tykkelse og en meter i firkant. De var sat kant i kant og kittet sammen med en blanding av sne og is, der avgav et udmerket bindemiddel. Taket var av renskind. Jeg forefandt hele 175familien inden døre. Poojarlu, Tamoktuktus kone, tronet i bakgrunden paa nogen skind, fet og fornøiet. Rundt om laa der ben og rester av fisk, og utenfor hytten laa en mængde frossen ørret. Det var forsent paa aaret til at gjøre tørfisk («pepchjie»), og fisken opbevartes nu alene i frossen tilstand.

Tamoktuktu stod netop i begrep med at begi sig ut paa fiske, og jeg fik tilladelse til at følge med ham. Hans redskaper var en kakiva (laksespyd) og en lokkesnor, et snøre av rensener, hvorpaa der hang en del smaa, blankpolerte stykker av ben og blik. Hans ældste søn fulgte med og bar paa en stor sten. Vi gik raskt avsted til Ristvedtvandet, hvor fangsten skulde foregaa. Isen laa speilklar og blank paa vandet, og man kunde se hver sten og hvert liv under den. Tamoktuktu valgte sig en passende plads for dagen og tok stenen fra sin søn. Med den hakket 176han hul i isen. Da han var kommet igjennem, renset han aapningen med sin kniv og slap saa lokkesnoren nedi. Smaaørretten stimet straks til for at tilfredsstille sin nysgjerrighed, snuse paa de mange mystiske gjenstande paa snoren og saa lynsnart at bli spiddet av den aarvaakne Tamoktuktu. Uglen var imidlertid blit igjen i hytten hos Poojarlu. De var blit særdeles gode venner, og jeg kunde se paa Uglen, at han havde noget paa hjerte. Jo da, han havde lovet den skjønne at be for hende hos mig, om hun ikke nok kunde faa maveindholdet av den sidst skutte ren! Jeg indvilget andragendet, og Uglen ilte med at hente maven. Etpar dage senere kom Tamoktuktu med frue paa gjenvisit ombord. De havde med sig en stor, pen ørret, som Lindstrøm straks avkjøpte dem. Saa saare de havde faat betalingen, brøt de begge ut i høie jammerskrik om, hvor ynkelig fattige de var, og at de intet havde at spise. Men vi var nu for vel kjendt med dette eskimoknep; altfor ofte havde vi sét, hvorledes eskimoerne selv lo os inderlig ut, naar vi havde latt os narre til medlidenhed og git dem mat.

Nogen dage efter tok jeg Uglen og familie samt Talurnakto med mig og gik tilbake til vort telt i bunden av Schwatkabugten for at prøve at faa skutt nogen ren.

Allerede tidlig næste morgen kl. 5 var vi paa benene. Vi kravlet os opover aasen ovenfor teltpladsen; og da vi naadde kammen, fik vi øie paa 12 ren, som gik og græsset et stykke indpaa sletten. Vinden stod heldigvis fra dyrene og nedpaa os; men terrænet var aapent og gjorde det meget vanskelig for os at komme dem paa hold. Jeg lot Uglen og Talurnakto gaa ut til hver sin side, mens jeg selv prøvet at nærme mig bent frem. Da Uglen var den bedste skytte av os, blev det bestemt, at han skulde aapne ilden. Jeg krøp fremover som en slange paa min buk og naadde til nogen græsdotter, der saavidt avgav skjul. Jeg skjøttet ikke 177om at gaa længere frem, selv om jeg havde kunnet det for dyrene; eskimoerne var endnu noksaa uvørne med skytevaaben, og jeg vilde nødig ind i deres skudlinje. Da jeg havde ligget en stund og keket uten at se noget til mine to fæller, la renerne sig pludselig ned alle som en. Og da visste jeg jo, at enhver tilnærmelse var utelukket. Disse ventetider var taalmodighedsprøver, som man vistnok maatte være et mere egte jægerblod end jeg var til at finde fornøielse i. Men heldigvis slap jeg denne gang med en times venten. Da reiste en stor buk sig, og en for en smittedes de andre dyr av dens eksempel, stod op og gav sig til at græsse igjen. Jeg speidet efter eskimoerne, som nu sikkerlig var i fremrykning – men saa dem ikke. Da smaldt det fra Uglen borte i marken. Dyrene fór sammen og kastet hoderne tilbake; de stod som raadvilde uten at forstaa og uten at kunne opdage nogetsomhelst, da det røksvake krudt ikke røbet skytten. Saa smaldt et nyt skud, og da styrtet de paa flugt i vild fart og bent ned paa mig. Jeg laa dækket og færdig med riflen i udmerket anlæg. Mellem dyrene og mig var der en indsjø, og den var tydelig deres maal. Ut paa isen satte de, fremdeles med kursen paa mit skjulested. Jeg skulde like til at brænde løs paa storbukken i spidsen, da pludselig hele flokken paa 75 meters avstand fra mig slængte sig til siden og gav sig til at løpe tvers paa den tidligere kurs. Saa meget desto heldigere for mig, som derved fik hele dyrets flanke til blink. Og nu gav jeg ild saa hurtig jeg kunde med alle mine ti patroner. I forvirring og angst spredte renflokken sig nu i alle retninger. Men resultatet av min ild var større end jeg selv havde haapet. Paa isen laa et dyr, oppe ved bredden et andet, og et tredje humpet indover landet tydelig haardt saaret. Uglen og Talurnakto kom nu til og begyndte en hidsig jagt paa det anskutte dyr. Selv havde jeg ikke mere ammunition, og da jeg brukte mausergevær 178for anledningen, kunde jeg ikke bruke de to andres karabinpatroner. Men mit held havde nu tændt iveren i mig, og jeg fulgte med videre for at se jagten tilende. Det var utrolig, med hvilken utholdenhed dyret rendte avsted paa sine tre ben. Det fjerde var rammet og ubrukelig. Vi sprang og vi sprang. Men endelig naadde vi et dalføre, som gav os dækning, og her snek vi os ind paa renen, indtil Talurnakto fik endt dens dage.

Det var allerede begyndt at bli mindre behagelig at ligge i telt. Sneen la sig paa teltduken, og naar jeg saa varmet op indvendig, smeltet den og gjorde det hele gjennemvaatt. Naar saa primusen sluktes, og varmen gik ut, frøs det hele til en isvæg. Jeg bestemte mig da til at bygge teltet ind. Med assistance av eskimoerne blev der fra nærmeste ferskvandsdam hentet 8 isplater paa en halv fots tykkelse, hver 3 fot bred og 5 fot lang. Disse stillet vi rundt teltet og muret dem sammen med issørpe. Saa strakte vi renskind over til tak, og huset var færdig. Imidlertid svarte ikke huset til mine forventninger; det rimet slik inde i teltet, at jeg sat som i et tæt snefald. Og saa bygget mine eskimoer mig likesaagodt med en gang en reel vinterlig iglu. Uglens og Talurnakto bodde i et jagtslot av is, høit og rummelig og helt staselig pyntet med jagttrofæer, renhorn o. s. v. Alle byggearbeider blev utført, naar veiret hindret jagten.

En dag blev jeg kjed av den frugtesløse flakken om og forlot mine to fæller for at rusle hjem til min iglu. I vor leir fandt jeg Anana og Kabloka optat med at tørre skind og smaastelle, som de pleiet. Jeg gik ind i min hytte og kokte kaffe. Og saa inviterte jeg damerne ind paa en slabberas. De satte altid stor pris paa at bli budne ind. Naar mændene var hjemme, kom de aldrig. Vi koset os sammen en god stund, indtil de atter gik til sit arbeide. Men utpaa kvelden begyndte de to kvinder at bli ængstelige for sine 179mænd, som endnu ikke var kommet hjem. Det mørknet sterkt og Anana kom gang paa gang bekymret ind til mig for at spørge efter sin søn. Jeg trøstet hende saa godt jeg kunde. Saa tændte jeg saameget lys jeg kunde inde i hytten for at gjøre den synlig for de to jægere, om de paa sæt eller vis skulde være gaat vild. Hvorpaa jeg gik ind til mine to veninder. Stakkar, de sat der og hutret og frøs og var rædde. Denne tid er den værste for eskimoerne, da de endnu ikke har faat samlet sig spæk til lys og varme. Som jeg sat og godsnakket med dem, fik pludselig gamle Anana et krampeanfald. lalfald saa det slik ut for mig. Hendes før gustengule ansigt blev askegraat, læberne skalv, tænderne klapret i munden paa hende, og hun utstøtte de uhyggeligste uartikulerte skrik. Jeg grep fat paa hende og gav mig til at ryste hende av alle livsens kræfter for at bringe hende til sig selv igjen. Men da kom Kabloka hen 180til mig og la haanden paa armen min og hvisket høitidelig:

– Anana angatkukki angi! hvilket er utlagt: Anana er nu en stor troldkvinde! La hende derfor i fred!

– Aa skidt! svarte jeg paa godt norsk og klemte paa med kjærringen, til jeg havde faat troldskapen rystet ut av hende. Saa gik jeg over til mig selv og hentet lys samt min gode primus. Varmen og lyset viste sig da at eie den fornødne troldomsmagt, og snart havde de to damer, hvad de savnet – sit humør oppe, og hytten gjenlød av sang og munter passiar.

Kl. 9 kom de to savnede. De havde gaat sig endel vild; men lyset fra min hytte, som de havde opdaget paa lang avstand, havde bragt dem tilrette igjen.

Den 2den oktober vendte jeg tilbake igjen til Gjøa og lot Ristvedt indta min plads. Paa min vei tilbake paatraf 181jeg spor av en binne med to unger, som maa ha været ganske smaa. De bar sørover mot mildere egne. Det var de første spor av bjørn, vi saa i nærheden av Ogchjoktu.

Da jeg kom ombord, var Umiktuallu – eller, som vi efter den rædselsfulde begivenhed jevnlig kaldte ham, morderen – ankommet fra det amerikanske fastland. Han var gaat over fra Navjato – «Hungerbugten» –, men isen havde ikke været rar at gaa. Han havde dræpt 35 ren fra kajak, og det var hans hensigt at bringe os stekerne, saasnart isen blev gaaendes. Dette var jo en herlig tilførsel til vort forholdsvis fattige forraad. Umiktuallu berettet ogsaa, at store hjorder av ren drog over isen forbi Toddøerne.

En nyhed, der spændte vor nysgjerrighed til det høieste, var, at Umiktuallu havde møtt en kiilnermiun-eskimo, der havde berettet, at en kabluna – hvit mand – i mars maaned sammen med en fjerntboende eskimofamilie havde avlagt et besøk hos Kiilnermiunstammen (der bor ved Kobberminefloden). Denne beretning viste sig senere at være ganske korrekt.

Vi bestemte os nu til at søke vor jagtlykke mot vest, hvor Umiktuallu havde sét saa mange ren. Og Lund og Hansen reiste derfor sammen med ham vestover med slæde, fem hunder og utrustning for fjorten dage.

Fra Ristvedt fik jeg brev med en eskimokurér, at han havde flyttet teltpladsen op i nærheden av «Nordligste Nordhøide», hvor han havde sét spor av store renhjorder. Der var overhovedet nok av ren iaar; kun havde de nu fundet isforholdene omkring Eta-øen gunstige for sig og derfor lagt sin vandringsvei utenom os. I motsætning til i 1903 var renen i 1904 velnæret og fet. Saa fet som renen paa Spitsbergen blev den dog ikke her; men det er jo ogsaa et rent særsyn at se, hvad den om vaaren skindmagre og skranglete Spitsbergren kan lægge paa sig i sommerens løp – spæklag paa flere tommer. Ogsaa ryperne var nu paa vandring 182sørover forbi os i store flokker. Vi holdt saa mange vi formaadde tilbake.

Den 15de oktober var en livlig dag paa havnen, idet samtlige vore jægere og fire eskimofamilier paa engang indfandt sig. Lund og Hansen havde nedlagt 9 ren. Disse havde de muret ned i en snehytte for senere at føre dem ombord. Det drog imidlertid ut med denne avhentning, og da vi endelig utpaa vinteren fik sendt bud efter kjøttet, viste det sig at være stjaalet av oglulieskimoer. Hele det av os selv tilveiebragte kjøtforraad bestod nu av 20 ren. Fisk eiet vi ikke. Imidlertid skaffet eskimoerne os senere rikelig nok for vinteren av begge dele. I det hele maa jeg gi disse eskimoer det bedste skudsmaal for paalidelighed. Uten undtagelse opfyldte alle sine løfter om at bringe os kjøt og fisk.

Vi fandt for denne vinter paa en ny metode for vor vandforsyning til brandstationen, og da muligens nogen av mine ærede læsere kan komme til at behøve en lignende brandstation, skal jeg forklare vor indretning. Hver første dag i maaneden gik brandchefen – det var Lund iaar som ifjor –ut med et isbor og maalte isens tykkelse. Ved siden av fartøiet havde han bygget en stor, rummelig iglu, og herinde hug han sig paa denne dag ned i isen, men aldrig helt igjennem, idet han lot et ganske tyndt islag uigjennembrutt. Da f. eks. isen maalte 2 meter, lot Lund brandkummen holde en dybde av 195 centimeter. Meldtes der nu brand, vilde brandchefen kun ha at springe nedi kummen, gripe isboret, som altid stod færdig, og i en fart gjennem bore isen. Vandet vilde da stige op gjennem borehullet og i kort tid fylde den store brønd. Der hersket noget delte meninger om tilforladeligheden av denne indretning, navnlig om, hvorvidt vandet hurtig nok vilde fylde vor brønd. Jeg selv hørte nærmest til tvilerne, og selve brandchefen var ikke heller av de sterkest troende. Da isen var paa det tykkeste lot vi derfor anstille en prøve og gjorde fingeret 183brandalarm. Lund sprang ubekymret ned i brønden, grep isboret og boret løs. Men dengang kom den gode brandchef op igjen litt faderlig fort! Presset nedenfra var voldsomt, og vandet fosset op i brønden, saa hr. brandchefen kunde takke til, at han slap med at bli vaat til skindet. Men paa denne maate kunde han altsaa indskrænke sig til at hugge is én gang om maaneden istedetfor før hver eneste morgen.

Eskimoernes tilbakekomst satte igjen et livlig og broget præg paa vor lille havn. I store skarer kom de, som regel helst om kveldene, ombord for at hilse og takke for sidst eller presentere nye venner for os. Muntre og glade var de altid, og godt venskap holdt vi med dem. Man har jo altid trodd, at luften i polegnene er absolut ren og fri for baciller. Dette tør imidlertid være underkastet nogen tvil ialfald med hensyn til trakterne omkring Kong Williams Land. Sikkert er, at eskimoerne her hver høst hjemsøkes av en fuldstændig forkjølelsesepidemi. Saa voldsomt blev enkelte av dem angrepet, at jeg frygtet for lungebetændelse. Og da saagodtsom hver eneste en av dem fik sygdommen, syntes det rimelig, at der forelaa smitte. Vi paa Gjøa slap heldigvis fri. Men vi tok da ogsaa vore forholdsregler. En svær kamp havde vi at bestaa mot spytningen. Eskimoerne er nogen store griser i denne henseende; de ynder fremfor alt at spytte taket fuldt i sine hytter. Nu i denne forkjølelsestid var de jo værre end nogensinde. Men naar vi i nogen tid havde havt dem under behandling, blev de bedre og respekterte vore forbud. Jeg synes, jeg maa fortælle en liten scene i denne forbindelse, uagtet den ikke er meget appetitlig, fordi den gir sin karakteristik av disse folk. Akla, ældste søn av Auva, kom en kveld ned i kahytten til løitnanten og mig for at hilse paa os. Han havde med sig en ganske liten gut. Jeg havde paa det strengeste forbudt al spytning paa gulvet. Men Akla var ny for os endnu dengang, 184og hans gut var voldsomt forkjølet, hostet og spyttet, saa det var en lyst. Vi sa længe ingenting, men da det tok rent overhaand med gutungen, skred jeg ind og forklarte Akla – til hans store forbauselse – at jeg havde utstedt strengt forbud mot dette uvæsen til alle hans stamfrænder. Og ganske forskrækket over min alvorlige mine bøiet faren sig ned, sopte alt guttens spyt op i sin ene haand og slukte det!

Da jeg baade havde lyst til at se den store eskimoleir, som skulde findes paa Navjato, og desuten gjerne vilde prøve at faa tiltusket mig endel fisk, tok jeg Helmer Hansen med mig for at avlægge leiren et besøk. Vi reiste avsted den 23de oktober og havde følge med tre eskimofamilier, som skulde samme vei. Til en forandring gik vi paa ski. Sneen var endnu ikke sammenføket, og temperaturen ikke under H– 25°, altsaa passende for ski føre. Kl. 4½ om aftenen naadde vi toppen av «Ellinghøi» 15 kvartmil fra stationen. Her fandt vi fire gamle igluer, som vi døpte for «Hotel Ellinghøi». Sammen med min ven Poieta og hans kone tok vi en av igluerne i besiddelse og ved fru Nalungias kvindelige bistand havde vi det snart baade lunt og lyst. Efter endt maaltid og kveldsprat gik vi tilkøis. Naturligvis lillegut skrek av og til op og maatte beroliges med byss og 185pleie. Jeg gren over dette, men Hansen laa bare og frydet sig derved. Og jeg skjønte jo paa ham, at disse natlige barnekammerscener hensatte ham i tankerne langt, langt bort, hvor hans Nalungia kanske nu bysset og sang for en anden liten fyr …

Næste morgen satte vi ut paa Simpsonstrædet i sydlig retning. Isskruingerne var ikke synderlig store, men generte os dog ikke saa litet nu efter den slette snemark. Kl. 4 om eftermiddagen naadde vi Navjato, hvor vi til vor overraskelse ikke fandt mere end 10 hytter i det hele, – med andre ord adskillig mindre end vi havde ventet. Vi blev imidlertid særdeles vel mottat av endel av vore gamle kjendinger, som laa her paa torskefiske.

Navjato er bredderne omkring en temmelig stor indsjø nogen faa kvartmil søndenfor Pt. Richardson – eller som eskimoerne kalder det Novo Terro. Navjato ligger ikke langt fra bunden av Hungerbugten, der har sit navn derav, at man her fandt skeletterne av en stor del av Franklins folk, antagelig omkommet av sult her paa veien sørover. Det er en skjæbnens ironi, at dette uhyggelige navn er tilfaldt netop dette sted, der er et av de vakreste og rikest velsignede punkter paa den amerikanske nordkyst. Om vaaren, naar landraaken gaar op, tar man her uendelige 186masser av stor, fet laks. Litt senere kommer rensdyrene i talløse hjorder og blir her utover hele sommeren. Paa høstparten kan man saa fiske torsk i ubegrænset mængde. Og just her – i dette arktiske Eden – maatte disse kjække reisende late livet av mangel paa levnetsmidler! Men saken har jo været den, at disse mennesker er kommet hit, mens det lave land var dækket med sne; overvældet av anstrengelse, utmattet av sygdom har de stanset her og sét milevis foran sig det samme trøstesløse, snedækte lavland, hvor intet tegn kunde tyde paa liv – endsi paa rigdomme. Ingen levende sjæl har møtt dem og kunnet oplyse dem og gi dem mot og hjælp. Og paa al jorden findes der vel neppe sted saa forlatt og saa øde som dette ved vintertid. Da saa sommeren kom og blomster i millioner lyste op i marken, da alle vand blinket og alle bækker sang og jublet i den korte forløsning av isens aag, da fuglene vrimlet og hækket med tusen glade laat – og den første renbuk stak sit hode ut over Ishavets aapne kant, da betegnet en haug blekede skeletter det sted, hvor resterne av Franklins tapre skare drog sit sidste suk – i den sidste akt av den store tragedie.

Paa dette sted, som gjemmer saa mange triste minder, færdedes nu eskimoerne med liv og munterhed endnu før mørket kom for alvor og sænket sit jernteppe mellem disse egne og livet og lyset. Paa tre à fire favner vand drog de store masser av torsk. De brukte snører av rensener og til angel en bøiet spiker. Samme eftermiddag jeg kom, fik jeg i foræring sprællevende torsk, som straks kom i vor gryte. Det tør hænde, de smakte! Efter vor lange, anstrengende marsch sat vi og nød vor avkokte, nyfiskede torsk og tænkte os hjemme i skjærgaarden i Norge en sommerens kveld . .!

Vi var nu imidlertid kommet hit mindre for at spise end for at kjøpe torsk, og de efterfølgende dage viedes til forretningen. Jeg prøvet selv fiskelykken ute paa den hvite is, – men gjorde ikke videre fangst. Det var da ogsaa 187nogen sure dage, vi fik ved Navjato. Temperaturen holdt sig paa -25°, og fokk og blæst havde vi hver eneste dag. Det er kulden om høst og vaar, som kjendes værst; selvom den blir mange grader sterkere midtvinters, føler man den da mindre, hvilket jo nok delvis har sin grund i, at man klær sig bedre og omhyggeligere.

Eskimoerne var ute paa sit fiske fra om morgenen til mørkets frembrud. De er forresten ingen morgenfugler, saa noget overvættes tidlig begyndte de ikke. Hvad de fisket, spiste de selv litt av; resten blev lagt i «perura», depot. De havde altsaa, disse mennesker, nogen omsorg for fremtiden, ialfald forsynte de sig for den første del av vinteren, da det er vanskeligst at skaffe mat.

Vi havde det ellers meget koselig i Navjato. Poieta gik avsted for at hente noget nedgravet renkjøt; men han lot os faa beholde Nalungia, som tok vare paa vore saker og stellet det, hun kunde for os. Stakkars Nalungia! Jeg skjønte paa hende, at hun i begyndelsen var ikke litet ængstelig ved at skulle være alene med de hvite mænd. Men da hun merket, at vi hverken tok livet av hende selv eller ungen hendes, blev hun snart glad og lykkelig. Nogen større nytte i husholdningen havde vi ikke av hende. Men hun kunde da rense fisk. Hendes lille gut Aleingarlu betragtet os ogsaa i begyndelsen med megen mistro. Han brølte og skrek ved alle vore forsøk paa at vinde hans gunst og tillid. Men efterhaanden overgav han sig, og da en tid var gaat, maatte vi uavladelig bryne næse med ham. Dette er nemlig eskimoernes form for kys.

Efter nogen dages forløp forlot vi atter Navjato med vor slæde fuldlastet med fisk. Flere eskimoer fulgte os paa tilbakeveien og blandt dem vor ældste og bedste ven Teraiu. Han havde ikke glemt vor tur til Kaa-aak-ka og var fræk nok til stadig at minde mig om, hvorlunde han dengang havde viet sig som den store mirakelmaker – da han med 188vilje førte os paa vildspor! Den gamle kroken havde nu paadraget sig en svær forkjølelse og vilde med os for at faa medicin. Paa veien fik han det ene anfald efter det andet og spyttet adskillig blod. Gamle Auva, den livligste av dem allesammen, forlot vi i en meget ussel forfatning; hun led av et eller andet maveonde. Da vi reiste, sat hun endnu oppe ved sit ildsted, men faa dage efter døde hun.

Paa en av Toddøerne overnattet vi den første nat i en gammel snehytte. Ogsaa paa disse øer havde man fundet nogen enkelte skeletter og andre spor efter Franklinekspeditionen. Teraiu fortalte, at han i sin tid havde hørt tale om alle de hvite mænd, som var omkommet her. Han viste mig paa den ø, hvor vi overnattet, en stor flat sten, som var reist til minde om de døde. Denne ø kaldes av eskimoerne for Keuna.

Vor ankomst med en stor slædefarm fersk, frossen torsk vakte selvfølgelig megen glæde ombord.

Efter erfaringerne fra forrige vinter havde vi fortsat vore forbedringer paa Gjøa. Vintertaket over skuten var bedre indrettet, og vi satte op en indebygget dør, saa vi gik til og fra som i et andet hus. Denne indretning havde ogsaa den fordel, at vi nu kunde holde os eskimoerne bedre fra livet, hvilket til sine tider var nødvendig. Om kvelden laaste og bommet løitnant Hansen døren, og vi sat da alle trygt indenfor som i en fæstning. Vi la ogsaa ind bad, idet vi nede i rummet opsatte vort lille amerikanske dampbad. Løitnanten og jeg benyttet os jevnlig derav i vinterens løp. Det fungerte fortrinlig og var os i virkeligheden uundværlig, slik som vi levet i det trange rum, svært klædt o. s. v. Noget paaklædningsværelse havde vi ikke at avse. Men vi brukte en gammel smørtønde med bunden i veiret. Mindre behagelig var jo den kolde dusch, vi regelmæssig fik fra det rim, som dannet sig i taket av den frosne damp. Løitnant Hansen stelte med begeistring med dette bad og indla 189endog elektrisk lys, tre fulde lamper dernede. Ja han gik saavidt, at han la lys ogsaa paa dækket. Saa sat man altsaa ganske makelig i kahytten, trykket paa en knap, og saa – ja saa skulde det altsaa bli lyst. Men se det blev det ikke. Der var denne eneste feil ved løitnant Hansens elektriske lysanlæg, at det ikke gav lys. Vi maatte pent bade i mørke. Nu maa man herav ingenlunde slutte, at løitnanten var en daarlig elektriker. Saken er bare den, at det at «gjøre noget ut av intet eller av en ubekvem materie» og si «bliv lys!» er ikke selv den bedste dødelige elektrotekniker git. Vi var ellers stolte nok mere end en gang over, hvad vi fik gjort ut av saare ubekvem materie.

Et spørsmaal, som løitnanten og jeg jevnlig drøftet, var hvorledes vi for alle tilfælders skyld skulde sikre os mot eskimoerne, om de skulde finde paa noget. Der var nu samlet en stor mængde av dem rundt om os, og gjorde de nu for eksempel daarlig fangst, saa laa jo vort provianttelt utsat for dem. Det gjaldt at sætte sig i hel respekt, og vi fandt endelig midlet. En kraftig mine blev gravet ned under en snehytte et godt stykke vei fra skuten og en ledning lagt fra skibet, vel dækket med sne. Da dette var gjort, samlet vi eskimoerne sammen ombord. Jeg holdt et foredrag for dem om kablunaens magt; vi kunde sprede ødelæggelse i vid omkreds og langt borte og overhovedet utrette de sælsomste ting. Det gjaldt derfor for dem at være pene gutter og ikke utsætte sig for vor forferdelige vrede. Hvis de skulde finde paa at gjøre galskaper inde paa land – f. eks. borte ved den snehytten der, da vilde vi bare sitte rolig ombord og gjøre saan . . . . . . . Med et vældig brak fór igluen i veiret, og sneskyen stod høit til himmels. Der behøvdes aldrig mere!

Silla var atter ute og fik hvalper. Dennegang behandlet hun dem med større forsigtighed end sidst og fik derfor beholde dem. Da de var tre uker gamle, tok vi dem 190fra moren og satte dem ind i et skap ombord. Det var nu ganske rørende at se Silla, da hun blev sat ut paa isen. Vi havde en maskinleider utenbords, som vi mennesker havde vanskelig nok for at gaa i; men den ulykkelige mor krabbet sig opefter den og fandt ungerne sine igjen. Intet holdt hende tilbake, ja hun havde sikkert gaat gjennem ild for at forenes med sit avkom.

«Uranienborg», vort astronomiske observatorium, var ogsaa blit adskillig forandret og utbedret. Specielt havde assistenten – Ristvedt – her som overalt forstaat at gjøre sig det bekvemt. Etablissementet bestod av en halv og en hel iglu. I den halve stod observatoren – løitnant Hansen –, i den hele laa assistenten! Dette skulde jo synes at være den forkjerte verden, men saa var det nu. Og man maatte jo gi den gode Ristvedt ret: Hvorfor skulde han staa ute den kolde vinternat og fryse, naar han likesaa godt kunde røgte sin dont i en lun stue! Jeg var av og til oppe og 191hilste paa dem, mens de arbeidet. Jeg paatraf da først løitnanten staaende ute i den halve iglu med instrumentet for øinene, iagttagende himmellegemernes bevægelser. Disse viser sig jo altid langsomme, men i en slik vinternat blir de langsommere end nogensinde for den, som skal passe dem op og gripe dem i sekundet.

– Det er dog Saden –! Løitnanten maa ha av sig fingervanterne og gnide sine hvitfrosne hænder. Saa stamper han med føtterne og saa paa igjen. Saa glider stjernen ind.

– Nu! brøler han ut i nattens stilhed. Et fjernt ekko svarer ham fra dypet. Og jeg følger laaten og gaar for at avlægge ekkoet en visit. Gjennem en liten aapning i den anden iglu staar jeg pludselig i et oplyst, opvarmet, koselig rum, og der ligger hr. assistenten dypt i sin sovepose og med en stor spæklampe foran sig. Pipen lyser ham under næsen, og det eneste, der mangler ham, er et toddyglas dampende paa bordet! Jo, han har indrettet sig! . . .

Søndag 20de november sat vi og spiste frokost, da vi overraskedes av et besøk av en ganske fremmed eskimo. 192Bare den maate, hvorpaa han traadte ind, tydet paa, at han havde været mellem «folk»; hans dragt var ogsaa helt forskjellig fra Netchjillistammens. Vor forbauselse blev ikke mindre, da fyren tiltalte os paa et om ikke netop fuldkomment, saa dog forstaaelig engelsk:

– Give me ‘moke! Vi satte frem pipe og tobak, og han stoppet med eleganse. Han forestillet sig selv:

– Mister Atangala!

Dette begyndte at bli interessant. Jeg sat og iagttok ham, spændt paa hvad hans næste skridt skulde bli. Men omforladelse, – jeg blev hurtig revet ut av mine betragtninger og mindet om, at nu var det min tur at gjøre skridt!

– Tør jeg spørge, min herre, hvad er Deres navn?

Jeg rødmet over min mangel paa levemaate, bukket let og nævnte mit navn. Presentationen var over, og han følte sig synlig mere tilfreds. Han betydet mig, at hans familie befandt sig paa dæk, og jeg bøtet øieblikkelig paa min tidligere uopdragenhed ved at invitere familien ned. De lot sig ikke nøde. Konen var en høi, mørk, utpræget eskimo, hun het Kokko og var vel ca. 40 aar. Deres søn var ca. 10 aar og viste sig straks ved sin tilsynekomst at være en ualmindelig uskikkelig gutunge. Atangala fortalte, at han med sin familie havde ledsaget tre hvite mænd fra Chesterfield-Inlet i Hudsonbugten til Kobberminefloden. Dette gav os altsaa bekræftelse paa morderen Umiktuallus beretning for 6 uker siden. Fra Kobberminefloden havde han sat kursen hjemover, og da han havde faat vite, at der laa et fartøi i Ogchjoktu – en bagatel av etpar hundrede kvartmil borte –, bestemte han sig til at besøke os og høre, om der var nogen forretning at gjøre med os. Han skrøt meget av, at han kunde skrive, og paa hans anmodning bragte vi ham blyant og papir. Hans kyndighed i den nyttige kunst var imidlertid ikke imponerende. Efter et umaatelig besvær og en uendelig tid fik han optegnet sit navn. For nogen aar siden 193havde han fulgt med en amerikansk hvalfanger overland fra Hudson Bay til Winnipeg, og fra sit ophold der kjendte han til alle nutidens opfindelser som telefon, jernbane, elektrisk lys og – whisky. Sidstnævnte havde hans særlige interesse, og han spurte ivrig derefter. Jeg prøvet at forklare ham avholdsbevægelsen som det sidste fremskridt paa omraadet, men herom vilde han intet høre. Tilslut bad han rent ut om brændevin. Men vi gav ham det ikke. For os havde det størst interesse at høre, at der ved Katiktali (Kap Fullerton) laa to store fartøier. Jeg grep straks tanken paa gjennem disse skibe at opnaa postforbindelse med utenverdenen og spurte hr. Atangala, om han skulde være villig til at agere postillon. Han syntes ikke uvillig.

Gutten var altsaa et utyske. Snart laa den 10 aar gamle laban ved morens bryst og tok sig en taar melk; snart snappet han pipen av munden paa sin far og tok sig en røik til drikken.

Dagen efter denne store begivenhed blev Lindstrøm syk. Et maveonde var det, som han ogsaa havde havt ifjor, men da ikke saa sterkt. Jeg doktorerte paa ham med varme tallerkener og opium, og det syntes at hjælpe ganske bra. Imens maatte vi ha en anden kok, og Ristvedt og Hansen skiftedes om arbeidet. Disse herrer overrasket os ved at præstere et kjøkken, der gik Lindstrøms en høi gang, – ja i mange henseender kunde det muligvis – skjønt nei, Lindstrøm kunde maaske bli krænket, om disse linjer kom ham for øie, og jeg skal gaa over til et andet emne.

En av disse dage kom Umiktuallu og Talurnakto med en slæde fuld av rensdyrsteker og fisk. Ved de brave eskimoers paalidelige hjælp havde vi nu fuld vinterforsyning.

Alle mand havde vi det nu travlt med brevskrivning. Posten skulde gaa om faa dage, og det gjaldt at bli færdig hver med sit. Atangala var stadig gjest ombord og lot til at kose sig noksaa bra. Hans hunder var derimot i en 194ynkelig forfatning. De saa ut som magre ulver, som snek sig rundt og søkte bytte. Jeg havde ondt av dyrene, men hvad skulde vi gjøre, vi havde ikke mat nok til vore egne, end si da til andres hunder. Vor hundepemmikan havde vi kastet overbord paa etpar kasser nær, og denne kost vilde vore egne ikke smake. Vi gav da nogen portioner til de stakkars posthunder, men de blev bare endda elendigere derav, idet pemmikanen virket som det kraftigste purgativ. Den 28de november stod postslæden klar, og trods kuling og tæt fokk drog postførerne avsted kl. 1 1 om formiddagen. Jeg havde fundet det mest betryggende at sende Talurnakto med; jeg kjendte jo ikke Atangala, som for alt, hvad jeg visste, kunde være den største kjeltring i verden. Det var yderst komisk at se Talurnakto kro sig av stolthed over det vigtige og alvorsfulde hverv, der var ham betrodd. Brevene, som var adresseret til fartøierne ved Kap Fullerton, bar han i en væske i en rem over skulderen. Jeg saa nok Atangala trække paa smilebaandet, men skjønte først siden hvad det havde at bety. Avsted fór de altsaa, og de forsvandt i en snesky for vore øine forbi Framnespynten.

En væsentlig betingelse for, at en ekspedition i polarisen skal trives og holde sammen i ondt og godt, er at hver mand til enhver tid har fuldt op av arbeide. Det er lederens pligt at paase, at saa er tilfældet, og det kan falde vanskelig nok i hele lange perioder. Men lediggang kan virke ganske demoraliserende. Bare av den grund er det utilraadelig at ta for mange folk med sig; nogen faa mand kan man altid beskjæftige, men at skaffe en stor skare jevnt arbeide vil bli noget nær umulig. For mig blev dette vigtige arbeide ikke tungt, thi jeg blev altid møtt paa halvveien av mine kamerater selv. Kunde jeg ikke finde paa noget, kom de altid selv med forslag. Lund havde ry som vor store opfinder paa alle omraader. Gik jeg til ham med en idé, var den snart utført. Kun maatte han av og til, naar det gjaldt 195jernarbeide, søke hjælp hos smeden Ristvedt. Men naar smed Ristvedt og arkitekt Lund slog sig sammen, da fandtes der intet umulig. Vi havde fra Godhavn medbragt endel ildfast sten, som vi havde tænkt at mure vore petroleumsovner ind med for derved at bevare varmen av dem længere. Nu havde jeg længe lurt paa, hvordan disse stener skulde bedst utnyttes, og henvendte mig saa til Lund. Vi grundet en tid paa problemet og blev tilslut enig om, at vi likesaa godt burde bygge en helt ny ovn istedetfor at mure ind de gamle. Og Lund paatok sig konstruktionen og utførelsen. Samme dag som posten gik avsted, overrasket han mig da med sit fuldførte verk. Han havde tat en av vore store blikkasser og foret den ut med mursten og sat en dør ind i den ene ende. Meningen var at sætte en av vore maskinprimuser, der gav en voldsom hete, med brænderen ind gjennem døren og derved ophete ovnen. Stenen vilde da kunne beholde varmen længe, efterat vi havde slukket primus. Dette hørtes jo prægtig ut, og løitnanten og jeg glædet os til at faa dette apparat ind i vor kahyt. Vi fulgte opsætningen med den dypeste interesse. Da den var vel paa plads, tændtes maskinprimusen og sattes ind.

Løitnant Hansen var ivrig optat med endel beregninger, og jeg stellet med mine egne saker. Primusen havde ikke brændt længe, før jeg kjendte en egen skarp gjennemtrængende lugt. Jeg skottet over til løitnanten for at se, om han merket noget, men han sat urokkelig nedsænket i sine tal. Jeg sa da intet, reiste mig bare for at gjøre mig istand til at gaa op i observatoriet og overlate den videre prøve av ovnen til ham. Jeg var for mit vedkommende vel fornøiet, – lugten var rædsom!

– Det var dog Saden –! fór pludselig løitnanten op og kastet blyanten. – Hvad Fanden er det her for svineri?

Jeg var alt ute av døren, efterlatende løitnanten indenfor i en tyk, kvælende damp, hvis duft indebar erindringen 196om alle baade Godhavns og Gjøas–hunder. Saken var, at stenene havde ligget ubeskyttet, og paa hundenes mest yndede tumleplads. Man tænke sig nu dette utsat for vor udmerkede maskinprimus’s indflydelse!

Da jeg var langt oppe i bakken mot observatoriet, hørte jeg et farlig rabalder ombord. Jeg skjønte, hvad det betød: Det var Lunds sindrige ovn, som blev lempet ut. Saa havde vi da kun erindringen tilbake. Men den hang forbistret længe igjen i kahytsvæggene!

Ou est la femme! Selv her oppe i ødemarken maa man stundom utstøte dette menneskehedens nødrop – eller rettere vérop likeoverfor mandlig svakhed og feiltrin. Umiktuallu, som fremdeles laa paa fiske i Navjato, kom op til os for at faa laane vore hunder for etpar dage. Han kunde da meddele, at Talurnakto havde git fra sig posten til Atangala i Navjato og var strøket sørover med en eskimofrue! Som egtemand nr. 2 altsaa. Jeg noterer, at dette var den eneste upaalidelighed, jeg oplevet blandt netchjillieskimoerne.

Umiktuallu kunde desuten berette os om, at en ung kone, som vi kjendte, var død i barselseng. Dette var det andet dødsfald den vinter.

Den 14de december fik ekspeditionen en ny deltager. Jeg adopterte nemlig en liten 10 aars gammel gut ved navn Kaumallo. Det var en forældreløs liten fyr, som gik for lut og koldt vand, og som det var en ren ynk at sé paa, der han gik i sine filler. Han led av gigt og havde ondt for at gaa. En anden slem legemsfeil plaget ham ogsaa. Vi var alle fornøiet med at faa ham ombord og stelte for ham saa godt vi kunde. Det første vi gjorde med ham var at sende ham op i «Magneten» med Wiik for at undergaa en renselsesproces. Wiik klippet av ham det lange haar og vasket og gned ham derefter, saa det var et under, at gutten slap levende derifra. Det gjorde han imidlertid og blev derefter iført nye klær fra top til taa. Lund indrettet en køi til ham 197paa en av bænkene i kahytten, og han havde det i alle dele godt. Imidlertid blev hans deltagelse i Gjøaekspeditionen ikke av lang varighed. Det gik ham som kvængutten hos en agtet forfatter, – han taalte ikke vellevnet. Det forandrede kosthold slog sig paa maven hans, og vi maatte sætte ham paa diæt. Mens vi indtok vore vanlige maaltider, fik Kaumallo pludselig bare havregrynsgrøt. Og herover blev han meget fornærmet. Tilslut negtet han at spise. Som forholdene var, stod der mig intet andet for end at sende ham tilbake igjen paa land. Dagen efter var han likesaa skidden og fæl som før. Men han trivedes øiensynlig meget bedre.

Eskimoerne strømmet nu i store skarer til vor havn. De havde tilendebragt sit fiske i Navjato og andre steder og agtet, saavidt vi skjønte, at tilbringe julen i ro i Ogchjoktu. Der var neppe tvil om, at vor nærværelse gav stedet en ekstra tiltrækning. I hvert fald begyndte en mængde av dem straks med at tigge os om mat. Der var dem, der havde mat mere end nok for sig og sine for vinteren; men mange havde litet nok dels paa grund av uheld, dels paa grund av sin dovenskap. Det var ikke noget behagelig at faa alle disse tiggere ind paa livet. Vi maatte bestemt negte at gi dem noget, da vi jo ikke kunde gi os til at underholde denne mængde mennesker. De fik i Guds navn søke sig andetstedshen, hvor mat var at finde.

De fleste eskimoer bygget sine hytter denne vinter i Sælanddalen, og leiren saa ganske imponerende ut.

Vi havde nu den mørkeste tid av aaret med solen under horisonten døgnet rundt. Vi maatte bruke kunstig lys hele dagen. Jeg havde med mørketiden for øie forsynet os med ekstra patentlamper, hvori petroleumen ophetedes og i gasform avgav et særlig kraftig lys. Disse lamper havde allerede den første vinter jevnlig slaat sig vrang og voldt bryderi. Men nu iaar negtet de plent at gjøre tjeneste. Lindstrøm, under hvis departement lamperne hørte, var ganske 198fortvilet og slet med dem med en ganske beundringsværdig utholdenhed. Men han maatte gi tapt tilslut, og vi blev nødt til at kassere hele vor lampebeholdning. Det var min store feil, at jeg saa blindt havde stolet paa patentet og ikke havde tat med nogen almindelige lamper. Oplysningsvæsenet stod derfor mot slutten av vinteren paa et temmelig lavt standpunkt ombord i Gjøa. En fotografilampe, en nathuslampe og to lanterner var alt, hvad vi havde, og med dem fik vi greie os saa godt vi kunde. Selvfølgelig gjorde Lund den ene ypperlige opfindelse efter den anden i lampeveien. De vilde utvilsomt alle ha vundet præmie paa en hvilkensomhelst utstilling av lamper, hvis de bare havde kunnet brænde. Men det kunde de ikke.

Julen nærmet sig, og alle forberedte sig til den. Som forrige aar var det ogsaa nu Lindstrøm, der tok det sværeste løft. Men ogsaa Wiik var i ivrig og fordulgt virksomhed. Juleaften kom med ruskeveir; men det gjorde jo mindre nu, da vi kunde tilbringe kvelden lunt i hus. Vi spredte flag rundt overalt paa skuten og iland; ja selv eskimoigluerne prydedes med norske flag. Vort festmaaltid var meget fint, om ikke saa gjilt som vort første julemaaltid. Der var – ved Wiiks forunderlige virksomhed –om mulig endnu flere presenter iaar end ifjor. Ved forrige utdeling havde det faldt sig saa, at Lindstrøm havde faat næsten bare urholdere. Han havde selvfølgelig ikke bruk for en eneste av dem. Ogsaa endel av os andre havde faat urholdere og visste som Lindstrøm ikke hvad vi skulde gjøre med dem. Nu havde Wiik gaat rundt og samlet sammen alle de mange urholdere, som ikke akkurat tilhørte Lindstrøm; han pakket dem ind paa forskjellig vis og adresserte hver pakke til Lindstrøm med hilsen fra forskjellige kjendte og ukjendte personer i hjemmet. For hver urholder var Lindstrøms rørelse og begeistring like stor som hans skuffelse, da pakken blev aapnet, og den evindelige urholder smilte ham imøte. Mangfoldige 200andre indfald gjorde kvelden hyggelig og munter i vor lille kreds, og vor anden juleaften forløp i glæde som i vemod til alles tilfredshed.

Ogsaa eskimoerne holdt fest i disse dage. Umiktuallu, der var en mester i iglubygning, utførte et storverk, idet han forestod en sammenslutning av 3 nabohytter til én. Der fremstod herved en hel festsal, hvor eskimoerne tilbragte kveldene med dans, sang og gymnastik.

Umiktuallu var overhovedet en dygtig fyr. Han var saaledes den, der havde gjort den største fangst iaar. Endnu ved juletider holdt man paa at fragte hjem fangst fra hans depoter. Denne fragt besørges ikke av fangstmanden selv, men meget naturlig av de andre, som er med paa at fortære fangsten. Ogsaa de eskimoer, som i sommerens løp havde ligget nord paa landet, havde gjort god fangst. Og da de saaledes havde meget at fragte, laante de ofte vore hunder til transporten.

I midten av januar begyndte de først at gaa paa sælfangst. Og det var paa høie tid, thi forraadene var begyndt at bli lovlig smaa. Jeg er tilbøielig til at anta, at det var overtro, som hindret dem i at begynde før paa sælfangsten. Maanen skulde, saavidt jeg skjønte, ha en bestemt stilling, før de tør gaa paa sæljagt. Og maanen er dem en vigtig helligdom, hvorefter de inddeler sin tid. Deres overtro var dem overhovedet ofte iveien. Just ved denne tid hændte der noget karakteristisk i saa maate. En hel del av kvinderne havde jevnlig arbeide hos os ombord med at sy for os. Herfor fik de en liten betaling og var henrykte. Saa en vakker dag erklærte de alle, at de ikke kunde arbeide. Vi frittet og grov og fik vite, at den første sæl var fanget, og kvinderne havde spist sælkjøt. Det var da umulig for dem at ta sin haand i noget arbeide utenfor det hjemlige, før solen stod saa og saa høit paa himlen. Vi forestillet dem det taapelige heri, vi lovet dem mere betaling, ja vi likefrem 201tryglet og bad dem om at fortsætte hos os med det arbeide, som var os til saa stor nytte. Men nei, her støtte vi paa en mur, som vi ikke kunde trænge igjennem med almindelig menneskelig argumentation. Her stod Gud eller Fanden bakom, og kvinderne fornegtet likeoverfor dette sin ellers ret bøielige og føielige natur! Kun gamle Navja havde været listig nok til ikke at spise sælkjøt. Og hun var nu om bord hos os og sydde fra morgen til kveld, en gjenstand for vor samlede hyldest.

Om samme gamle Navja er at berette, at hun var enke og havde to barn. Den ene var en datter paa 20 aar, Magito, en nydelig liten person, som tændte mangt et kablunahjerte i brand; hun var gift med Kirnir, en tølper av en fyr, som solgte sin kone for en rusten spiker. Den anden var en søn paa 12– 13 aar, en kjæk og prægtig gut. Mellem Navja og denne gutten bestod der et rørende forhold. Han fulgte hende, hvor hun gik og stod, og viste ial maate en mønstergyldig opførsel mot hende. Og hun 202elsket gutten sin, saa det var helt betagende at se paa. Vi fik efterhaanden at vite, at disse to havde oplevet sammen en rædsel, som nok kunde binde to mennesker til hinanden, selvom det ikke havde været mor og barn. For flere aar siden havde Navja været med sin mand paa fiske langt oppe i landet og havt gutten med. Fisket slog daarlig ind, og saa blev manden syk. Navja strævet da med at skaffe føden, men fisken tok av, og manden blev kleinere og kleinere. Da saa manden døde, og der absolut ingen fisk var at faa og forøvrig ingen føde var at finde, blev de to, mor og barn, nødt til at fortære liket av husbond og far. Der var et drag av melankoli over gamle Navja fra denne tragedie. Hun var av natur munter og lystig, men kunde til tider henfalde i det dypeste tungsind. Og da klynget hun sig til sin gut.

Den 11te januar holdt jeg folketælling i Gjøahavn med omgivelser og fandt, at der var samlet 18 familier med tilsammen 60 levende sjæle.

En dag over midten av januar kom Lindstrøm og sa mig, at der var stjaalet hermetik fra vort oplag paa dækket. Vi havde tat ombord fra proviantkjælderen, hvad vi trængte for vinteren av hermetik, og sat det paa dæk, hvor der var tørt. Jeg havde fra første stund av havt min opmerksomhed henvendt paa, hvad dette indebar af fristelse for eskimoerne, navnlig nu, da de næsten ikke havde mat. Jeg holder det for et under, at det gik godt saa længe. Eskimoerne gik jo daglig til og fra og ut og ind paa skuten, og en hermetikboks kunde jo lettelig knipes i forbigaaende og skjules i klærne. Nu var altsaa nogen bokser borte. Jeg kaldte Uglen og Umiktuallu til mig og sa dem, at eskimoerne havde stjaalet fra os, og at jeg maatte ha rede paa, hvem der var de skyldige. De tok saken meget alvorlig og følte sig tydelig som dem, der havde et visst ansvar for sine stamfrænders opførsel. De gik og etpar timer efter kom de tilbake og nævnte navnene paa fire-fem stykker som de 203skyldige. Det var alle oglulieskimoer; av Netchjillistammen havde ingen forgaat sig. Jeg lot de skyldige hente. Blandt dem var min store troldmand Teraiu samt hans bror Tamoktuktu. Forbrydelsen indskrænket sig til, at de havde tilvendt sig én boks hver. Jeg holdt en tordentale til dem og forbød dem fra nu av adgang til skibet. Hvorpaa de lusket av med halen mellem benene.

Jeg havde denne vinter to magnetiske observatorier. Det ene var opført av Wiik om sommeren og bestod av gamle seil og presenninger. Da vinteren kom, kastet vi det til med sne og havde saaledes et udmerket vinterobservatorium. Her havde et av vore reiseinstrumenter sin faste plads. 100 meter nordenfor havde jeg latt bygge en stor iglu. Her blev indsat svære isvinduer i væggen til alle sider, saa jeg havde saameget lys som mulig hele dagen. Instrumentet her stod paa en sokkel av sne, og den var saa solid, at ingen bevægelse merkedes paa det 30 kg. tunge instrument hele vaaren igjennem. Da det var av vigtighed fra tid til anden at gjøre samtidige observationer, indrettet vi os slik, at vi kunde rope til hinanden fra den ene hytte til den anden.

Som vaaren nærmet sig, saa det ut til, at det magnetiske arbeide vilde bli større, end at Wiik og jeg kunde klare det alene. Løitnant Hansen tilbød mig da sin tjeneste, og jeg tok med tak imot tilbudet. Han maatte imidlertid først gjennemgaa et kursus i bruken av instrumenterne. Men for ham, der var vant til at omgaas sine instrumenter, tok det ikke lang tid, og allerede efter etpar ukers forløp erklærtes han for utlært og kunde overta sin assistentplads.

Mot slutten av januar fik eskimoerne mere held med sin sælfangst; det havde i begyndelsen gaat noksaa daarlig med dem. Og Iste februar gjorde de tegn til at flytte fra os, idet de begyndte at kjøre sine forraad ut paa isen. Faa dage efter reiste de avgaarde selv, og vi var ikke litet lettet 204ved at bli dem kvit. Den evige tryglen om mat havde plaget os noksaa meget.

Vi begyndte nu at utruste den slædeekspedition, som længe havde været planlagt for anstundende vaar. Det var løitnant Hansen, der sammen med Ristvedt skulde søke at naa over til østkysten av Victoria Land og kartlægge den – det eneste endnu ikke kartlagte stykke av det nordamerikanske arkipel. Som tidligere fortalt var et depot for denne ekspedition ført ut til Kap Crozier, ca. 100 kvartmil fra Gjøahavn.

Det første spørsmaal gjaldt hundene. Vi havde et fortrinlig spand, men det var for litet. Løitnanten og Ristvedt tok sig da en tur ut til eskimoerne, der nu holdt til ca. 20 kvartmil utpaa isen, og vendte to dage efter tilbake med fire store hunder, som de havde byttet til sig for nogen jernstænger. Imidlertid var disse hundene temmelig utsultet og maatte fores op, før de kunde tages i bruk. Hermed meldte det næste spørsmaal sig – foringen, som er likesaa vigtig som hundene selv. Al vor hundemat var forsvundet. Det eneste vi havde igjen, var noget menneskepemmikan, og det vilde ikke forslaa stort. Vor pemmikan bestod av 50 pct. oksefett og 50 pct. hestekjøt, som var tørret og knust. Disse to stoffer var smeltet sammen og delt op i plater paa ½kg., hvorved pakning og transport lettedes. Det er oprindelig indianerne, som har lært os bruken av denne proviant, og derfor vil alle polarforskere være dem i høi grad taknemlige. Pemmikanen smaker udmerket godt, tar liten plads og kan spises raa, stekt eller kokt. Navnlig som proviant paa en slædeekspedition er den uvurderlig. Vi havde forøvrig med os endel kasser med hundetalg, som skrev sig fra den 2den Framekspedition og viste sig meget brukbar. Likeledes havde vi en masse havregryn og havremel, som laa ubenyttet, da ingen av os satte nogen større pris derpaa. Alle disse saker fik løitnant Hansen sig utleveret, og saa 205begyndte han at eksperimentere sig frem. Havremel med hundetalg viste sig at smake hundene og bekomme dem vel. Og saa opstøpte han rationer av disse blandinger paa ½kg. – hundenes daglige maaltid. Fabrikationen gik i stor stil, hele skuten var en patent-hundefôrfabrik under ledelse av disponent Godfred Hansen. Arbeidet gik raskt fra haanden, og snart var hele det spørsmaal bragt ut av verden. Saa blev det øvrige utstyr gjennemgaat og undersøkt. Lund stod i spidsen for arbeidet med slæderne, der havde været brukt endel fra tid til anden og maatte repareres og forsynes med nye varemeier.

Under disse forberedelser kom der bud om, at Talurnakto, den forsvundne postfører, var kommet til Navjato og ansøkte om at maatte bli tat til naade igjen. Vi havde savnet ham meget baade for hans arbeidsdygtighed og for hans gode humør og fandt ikke hans forbrydelse større end saa mangen andens, der er rendt avsted med en anden mands kone; ja egentlig var den jo meget mindre, eftersom i dette tilfælde konens hele familie, mand og barn, fulgte med. Følgelig lot vi ham vite, at vi vilde tilgi ham og gjenindsætte ham i hans tidligere stilling som altmuligmand ombord. En kveld i februar kom der melding om, at Talurnakto var ankommet. Han turde ikke dennegang komme ind til mig uten videre. Jeg lot ham da hente. Hans utseende havde undergaat en bedrøvelig forandring siden sidst; han havde tydelig havt en anstrengende opgave som elsker. Det runde, glade fjæs var blit langstrakt og magert og bar præg av det dypeste mismot. Det lot ikke til, at han havde bare skjønne og dyrebare minder fra sit elskovseventyr. Alle hans eiendele, kniv, spyd, pipe og andet var gaat over til den elskede, – d. v. s. egtemanden havde jo maattet ha nogen godtgjørelse for sin liberalitet. Den arme Talurnakto vendte i det hele ribbet tilbake fra sin escapade.

2067de februar gjorde løitnanten aarets første slædeekspedition, idet han drog til Kaa-aak-ka for at gjøre endel magnetiske observationer. Det var i tidligste laget at begynde utearbeide, men vi havde meget for os og maatte kile paa – koldt var det, saa det sprutet. Det er forunderlig, hvor alle ting blir skjørt og sprødt i slik kulde. Saaledes stod Lund en dag og arbeidet paa varemeier til slæderne; hickoriemnet, han stelte med, laa over etpar to fot høie kasser; ved en uheldig bevægelse kom han til at la emnet falde i dæk, og der røk det i mange stykker. Hickori er vel den seigeste træart i verden; vor var utsøkt vare fra Pensacola; men i disse kolde egne er f. eks. grønask meget at foretrække. –

En lørdag eftermiddag blev vi overrasket av, at vor slæde forspændt med fem hunder kom farende ind paa havnen og noksaa galant svinget op ved skuten – uten at vi saa nogen styresmand. Saa kom der litt efter melding fra «Magneten» om, at en sort prik var at se ute paa isen. Og langt om længe kom lille Talurnakto stampende og pæsende: Han var blit kastet av slæden, og hundene havde rendt fra ham og hjem.

Uglen kom en dag ledsaget av en anden eskimo og fortalte, at nogen oglulieskimoer havde været henne og stjaalet i vort provianttelt. De medførte en uaapnet smørboks, som de havde paagrepet. Ved undersøkelse viste det sig, at der var forsvundet ¼ kasse slædebrød, 10 plater pemmikan og den nævnte smørboks. Havde vi ikke faat meldingen, vilde vi rimeligvis aldrig ha merket dette tyveri, eftersom tyvene havde sat alt i den skjønneste orden efter sig. Man kan jo ikke si andet, end at de havde været nøisomme. Det var gamle Teraiu, samt hans bror Tamoktuktu, som stod i spidsen for denne ekspedition, som var utført en tidlig morgentime. Uglen fik som løn for sin ærlighed en stor øks, den andre en kniv. Da de drog tilbake igjen, lot jeg dem hilse tyvene med, at hvis nogen av dem viste sig i 207Ogchjoktu, vilde de bli skutt paa flekken! Samme kveld la Ristvedt en liten mine ved døren til provianthuset, slik indrettet, at den vilde springe, med det samme døren toges bort. Den var ganske uskadelig, men vilde vistnok være tilstrækkelig til at hindre gjentagelse av indbrudsforsøk.

Vi hentet tilbake de to baater, som vi havde efterlatt os i marken. De havde ingensomhelst skade lidt.

Paa grund av en feiltagelse i nedlægningen av mine reisemagneter fandt jeg det nødvendig at gjøre omigjen forrige aars arbeide omkring stationen. For nu at undgaa at bruke en hel del tid paa bygning av snehytter lot jeg Hansen med en eskimo til hjælp gaa i forveien til de forskjellige pladser og bygge hytte for mig. Det var en overordentlig stor behagelighed at komme frem til færdig hus og straks kunne gaa igang med observationerne. Denne observationsreise tok en maaneds tid. Den laveste temperatur i denne vinter observerte jeg i Kaa-aak-ka – næsten -47°. Denne vinter var med andre ord betydelig lempeligere end den foregaaende.

Den hele tid stod vi i livlig forbindelse med eskimoerne, som havde forlatt os i februar for at gaa paa sælfangst. Ret som det var kom nogen av dem paa besøk til os, og av og til besøkte vi dem. Et godt eksempel fik vi paa den respekt vi havde indgydt disse folk. Itchjuachtorvik-eskimoerne havde, som det vil erindres, stjaalet en slæde og proviant fra Ristvedt og mig, da vi var paa vei til den magnetiske pol forrige vinter og nedla et depot nord paa kysten av Boothia Felix. Nu iaar kom de og leverte slæden av frygt for, at vi kunde tilføie dem noget ondt. De holdt sig dog paa distance og satte slæden fra sig ute paa isen i netchillieskimoernes leir. Deres frygt maa ha været meget stor, naar de saaledes gav fra sig igjen en saa dyrebar gjenstand som en slæde. Den var forøvrig endel ramponeret, men under Lunds kyndige behandling blev den endog sterkere og bedre end før.

208Det hændte ikke sjelden, at eskimoerne kom paa besøk sent om kvelden; jeg havde da ondt av dem i den svære kulde og inviterte dem til at ligge i kahytten om natten hos løitnanten og mig. Vi kunde saaledes ha optil 13 nattegjester inde hos os. De laa paa bare gulvet med renskind over sig – stuvet sammen som sild i en tønde. I forkahytten negtet de at ta imot nattegjester; de rynket paa næsen og erklærte, at det lugtet saa ilde av dem. Nu syntes jo ikke hverken løitnanten eller jeg, at det akkurat duftet av eau de cologne, viol eller «nyslaat hø», naar eskimoerne trak av sig sine kamikker om kvelden, – men vi indsaa, at vi ved at ofre os viste gjestfrihed paa en god og billig maate.

I vinterens løp stiftet løitnant Hansen, Wiik, Ristvedt og jeg en forening, hvis formaal var, at medlemmerne skulde saavidt mulig smake paa samtlige landets produkter. Ristvedt blev utnævnt til foreningens kok, da Lindstrøm «heller vilde hive sig i havet end at tilberede slikt svineri!» En rævestek, som foreningen delikaterte sig med en kveld, havde nær bragt vor kjære kok til vanviddets rand. Han erklærte os for at være de største svin i verden. Men foreningen avgav den enstemmige erklæring, at rævesteken var det fineste maaltid, vi nogensinde havde faat os serveret her ombord. Kjøttet av hvitræven, hvorav der fandtes en mængde, smakte virkelig meget godt og mindet om hare. Vi forsøkte os ogsaa paa andre retter som renmave, sælsveiver o. lign.

Blandt vort utstyr havde jeg medbragt hjemmefra en hel del forskjellige slags spil, jeg tror jeg havde 75 forskjellige. Av disse kom imidlertid bare et beleirings– og et damspil i anvendelse. Det var dog ikke ekspeditionens medlemmer, som brukte dem; det var Uglen og Talurnakto. Løitnant Hansen havde bibragt dem et svakt begrep om, hvorledes brikkerne skulde flyttes. Hvad spillet forøvrig dreiet sig om, ante de ellers ikke. Men de satte miner op som de dypsindigste 209filosofer og hang over brikkerne i lange timer. Vi moret os kostelig over dem – i al stilhed. Ingen visste, til hvilket resultat de to kjæmpende kom, men selv var de yderst tilfredse. Den mest yndede adspredelse for dem, naar de var nede og besøkte os, var dog at se paa illustrerte bøker. Første gang satte de gjerne billedet paa hodet, men naar vi hjalp dem, fandt de sig tilrette. Nu vilde uheldet, at vi næsten bare havde avbildninger fra boerkrigen. Men av dem havde vi da ogsaa en vældig mængde. Det var mord og drap og brand og slagtning, saa selv vi hvite fandt det uhyggelig nok. Eskimoernes indtryk av «civilisationen» blev gjennem disse billeder neppe lyst eller tillokkende.

Vinteren var nu forbi, og alle tegn tydet paa, at vaaren stod for døren. Der var stor forskjel fra ifjor. Da havde vi i slutten av mars omkring 45 kuldegrader, iaar var vi oppe i 8. Dette spaadde godt for sommeren, der vilde ha saa stor betydning for os.

Alt vinterarbeide var over og stationen atter omgit av en cirkel av observationer. De langveis farende slædemænd stod færdige til at gaa avsted, saasnart veiret blev fint. Denne slædeekspedition var utstyret for 75 dage, under forutsætning av, at det depot, som aaret forut var nedlagt ved Kap Crozier fandtes i orden. I motsat fald havde den kun proviant for 50 dage.

Den 2den april 1905 brøt ekspeditionen op. Under gjensidig flagning satte de avsted med kursen vestover mot Victoria Land, fulgt av vore varmeste ønsker om held og god fremgang.

Med ekspeditionens avreise regnet vi det aar, at vaaren tok sin begyndelse. Vistnok fik vi mere end én vældig snestorm endnu utover en tid. Men vinterkulden var knækket og vendte ikke tilbake.

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.