Nordvestpassagen

av Roald Amundsen

DEN MAGNETISKE NORDPOLS BEBOERE

Hvad jeg vil søke at skildre i dette kapitel, er mit personlige indtryk av de eskimoer, vi traf sammen med paa Amerikas nordøstkyst, – mine iagttagelser av deres liv og kamp for tilværelsen. Vor opfatning av disse eskimoer var saa forskjellig, at jeg kan si, hver eneste en av de syv deltagere i Gjøaekspeditionen havde sin særskilte mening om dem. Om deres sprog og uttale var vi daglig i strid, ja vi enedes saagodtsom aldrig om et eneste ord. Var det saaledes en av de andre deltagere og ikke mig, der skulde fortælle om disse mennesker, vilde hans skildring vistnok i mange punkter avvige fra min – uten at det er godt at si, hvilken der var den rigtigste og sandeste.

Naar jeg nu gir mig ikast med at fortælle om disse den magnetiske nordpols beboere, netchjillieskimoerne, vil jeg derfor forsøke at skildre dem kun saaledes, som jeg møtte dem, og som jeg lærte dem at kjende. Der er paa dette omraade mangfoldige kilder og autoriteter, jeg kunde ha opsøkt for at gi mine læsere et mere fyldestgjørende kapitel om eskimoerne; – men jeg har med vilje undlatt 211at læse dem netop av frygt for at komme til at meddele, hvad andre og ikke jeg selv har sét og oplevet med dem. Paa grund av mit mangelfulde kjendskap til deres sprog kan der selvfølgelig være endel feilagtigheder i min opfatning av de forklaringer, jeg mottok av eskimoerne; dog tror jeg trygt at kunne si, at det væsentlige er korrekt. Vort alfabet eier ikke bokstaver, som gjengir mange av de eskimoiske ords lyd. Jeg har derfor tat tilnærmelsesvis tilsvarende bokstaver og søkt at komme, lyden saa nær som mulig.

Eskimoerne fra Boothia Felix-halvøen paa Amerikas nordøstkyst og vestover til Kobberminefloden er – ifølge deres eget utsagn – inddelt i følgende stammer: Itchjuachtorvikstammen, der har sit hovedsæte omkring Elizabeth, Victoria, Felix og Sheriff Havn paa Boothia Felix’s østkyst, Itchjuachtorvik, hvor Sir John Ross overvintret med sit fartøi «Victory» 1829–1833; Netchjillistammen ved Willersted-sjøen (Netchjilli) paa Boothia-istmen; Utkohikchjallikstammen i Utkohikchjalli eller egnene omkring Back eller Store Fiskeflodens utløp i Ishavet; Oglulistammen i Ogluli, vestkysten av Adelaide-halvøen, og Kiilnermiunstammen i Kiilnermiun eller egnene omkring Kobbermineflodens utløp i havet.

Ved omgang, indgifte og optagelse er disse forskjellige stammer glidd saaledes ind i hverandre, at de praktisk talt nu maa regnes som én eneste stamme. Deres utseende, klædedragt, seder og skikke er ogsaa næsten ens og bevirker end yderligere en sammensmeltning. Dog tror jeg, det er galt, naar man – som jeg har sét det gjort i mange beretninger og avhandlinger – regner alle disse forskjellige stammer som tilhørende én oprindelig grundstamme, Netchjillistammen.

Oglulieskimoerne var den av disse stammer, der havde været mest i berøring med hvite mænd. I disses nærhed 212drog mange av Franklinekspeditionens folk sit sidste suk. Disse var det ogsaa, Mc. Clintock, Hall og Schwatka traf sammen med paa sin undersøkelsesfærd efter Franklindokumenterne, og disse blev altsaa de første, som vi støtte paa. Flere av denne stamme kunde erindre medlemmerne av Schwatkaekspeditionen, og der var endnu endel rester av engelske ord igjen blandt dem, som f. eks. «oata» (ɔ: water) og «naiming» (ɔ: knife). Et andet slaaende bevis for, at denne stamme havde været sammen med «civiliserte» mennesker før, var, at gamle Teraiu allerede første aften vi traf ham, beredvillig tilbød os sin kone, Kajaggolo. Ellers var der ikke blandt dem nogen av de synlige ting, der ellers pleier at findes efter hvite mænd. Vi paatraf saaledes yderst litet jern hos dem. Blandt de andre stammer var der, undtagen hos netchjillieskimoerne, fuldstændig mangel paa jernmateriale. Av de øvrige stammer havde itchjuachtorvik– og netchjillieskimoerne været sammen med engelskmændene i 1829–34; men alle de dalevende var nu døde. Kun 3 gamle koner av Netchjilli stammen var igjen, som kunde fortælle om at ha sét hvite mænd – ved Eivili (Repulse Bay), hvor de havde været med sine mænd.

Samme aar, som vi ankom til Kong Williams Land, var 4 netchjillieskimoer reist sydover til Eivili med pelsverk for at bytte. Dette var et tegn paa en foretagsomhed, som vi ikke merket hos nogen av de andre stammer. Ellers saa vi ved vort første møte med netchjillieskimoerne intet, der tydet paa nogen forbindelse med utenverdenen – med undtagelse av nogen faa jernstænger og kniver, de havde tiltusket sig hos de søndenforboende eskimostammer.

NALUNGIA OG ATIKLEURA UTENFOR SIT TELT.

NALUNGIA OG ATIKLEURA UTENFOR SIT TELT.

Vi stod her med ett ansigt til ansigt med et folk fra stenalderen, flyttedes uten overgang flere tusen aar tilbake i tiden, til mennesker, der endnu ikke kjendte anden maate at frembringe ild paa end ved at gnide to stykker træ mot 214hinanden. Og som med møie og besvær fik sin mat saavidt lunken over sæltranen i sin stenhelle, mens vi i et øieblik kokte vor mat paa vort moderne kokeapparat. Vi kom her med vore sindrigste, moderneste opfindelser paa skytevaabnenes omraade til mennesker, der endnu brukte lanse, piler og bue av renhorn. Deres fiskeredskaper var lange spyd, ogsaa gjort av renhorn; time efter time maatte de staa besværlig og vente og spidde hver enkelt fisk, eftersom den kom, – mens vi satte ut vore garn og tok saa mange vi vilde.

Hvis man imidlertid av disse menneskers vaaben, redskaper og husgeraad vilde slutte sig til en lav intelligens, tok man feil. De tilsyneladende saa primitive gjenstande viste sig at være saa vel avpasset efter de forhaandenværende behov og forhold, som kun aarhundreders erfaring og klok prøven sig frem havde kunnet gjøre dem.

Netchjilli – netchjillieskimoernes hjem og jordiske paradis – ligger som før omtalt paa Boothia-istmen. Det er den store Willerstedsjø med sine mosgrodde bredder og sin lille stump av en elv, der fører ut i havet, som allerede gjennem aarhundreder har baaret dette navn. Her har Netchjillistammen sit fædreland; just ved disse bredder har deres fædre og forfædre fra sine telter drevet jagten i den lyse sommernat. Her sprang de som barn omkring med sin lille bue og piler og skjøt paa smaafuglen for senere at kunne forfølge og dræpe det større vildt i stormende flugt. Her har de i sin ungdom fulgt de ældre ut og høstet saa mangt et godt raad, saa mangen god erfaring, – indtil de endelig selv som egtemænd og fædre støttet paa disse gode raad og erfaringer selv for alvor optok kampen for tilværelsen i det liv, de var kastet ind i.

Vi er midt i juni maaned, den deiligste tid i disse egne. Vi kan i fred og ro nyde de herlige sommeraftener; thi myggen, denne den værste av alle arktiske plager, som 215formaar at gjøre selv den mest fortryllende sommeraften til et helvede, er endnu ikke kommet. Teltene ligger spredt enkeltvis utover hele territoriet. En har valgt sig en liten knaus med utsigt til teltplads – en anden bredden av et litet vand, hvor ørreten gaar tyk og fet. Teltene er ingen pragtverker. De fleste er sydd av baade ren– og sælskind. De bedste fangere har udelukkende sælskind i sine, de daarligste udelukkende renskind. Sælskind er kostbarere end renskind.

Atikleura har i sommer valgt sin teltplads oppe paa den høieste knaus for bedre at kunne ha utkik med renen, naar den kommer. Hans telt er et mønstertelt. Det bestaar av tynde, klare, velpleiede sælskind. Selv i sømmen er det finere end de andres. Det er reist med aapningen fra vinden. En rik mand som Atikleura bruker 3 teltstokker – 1 hovedstang, som bærer hele teltet og 2 korslagte, som danner indgangen. Noget særskilt patent for teltdør findes ikke. For at holde teltet nede lægges der en krans av store stener paa teltdukskanten nedentil. Naar eskimoen reiser, blir disse Stener liggende igjen og danner omtrent en cirkel. Denne kaldes en teltring. Saadanne teltringer fandtes spredt over hele Kong Williams Land. Ogsaa i valg av disse Stener utviser eskimoen smag. Det er saaledes en fryd at se Atikleuras teltring. Hans bohave bestaar ikke av luksusgjenstande, men for et eskjmotelt at være, er der ualmindelig rent og ordentlig. Mosebunden, som teltet staar paa, er dækket av en masse renskind. Og da Atikleuras kone Nalungia sætter sin stolthed i at ha det pent, ligger renskindene i smuk orden. Der findes intet spor av kjøkkenstel inde. Kjøkkenet er like utenfor teltdøren. Spæklampen brukes kun om vinteren; om sommeren varmer man sin mat med lyng. Varmen tændes op mellem to stener, og kokekarret sættes oppaa disse over sprækken i midten. Kokekarrene er av forskjellig størrelse. 216I en mønsterhusholdning som Atikleuras er det omtrent 75 cm. langt, 25 cm. bredt og 25 cm. høit. Det er gjort av en bløt stenart, de faar fra sine venner utkohikchjallikeskimoerne.

Lille Anni farer rundt teltet og leker. Det er ikke frit for, at han blir bortskjæmt. Alle andre barn i hans alder maa arbeide og hjælpe til – men det er saa rart med stormandssønner! Errera, den ældste, er en prægtig gut. Han kommer netop hjem fra fiskefangst. I haanden bærer han sin fiskegaffel (kakiva), paa ryggen i en sælskindsskræppe sit utbytte. Han kaster skræppen hen til moren, som sitter inde i teltet optat med sin evindelige søm, lægger derpaa spydet langs med teltet. Fiskegaflen (fig. 1) bestaar av 4 dele. Skaftet er av træ og jo længere desto bedre; under 3 meter bør det ikke være. Ytterst paa dette sitter de tre andre dele surret fast med senesnor gjort av rensener. De to dele er like og danner gaflens ytre vægger; de har begge en mothake paa indersiden. Den tredje del bestaar kun av en skarp spids, som er drevet ind og surret fast i skaftets ende. Paa denne spiddes fisken og hindres ved mothakerne paa de to sidevægger fra at gli ut igjen. Oprindelig gjordes dette redskap kun av renhorn. Nu i vore dage er midtpiggen og mothakerne som oftest av jern og sidestykkerne av moskusokseben. Moskusoksens horn avgir et mere elastisk materiale end renhorn.

ESKIMOREDSKAPER.

ESKIMOREDSKAPER.

Lille Anni har allerede nærmet sig moren, som er begyndt at rote om i fiskesækken for at undersøke indholdet. Nu gjælder det at snike sig til en godbit. Især er de raa fiskeøine hans ønskers maal. Disse betragtes som en stor delikatesse, og lille Anni gir sig ikke, før han har faat sin del. Familiens øvrige medlemmer fortærer en del av fisken straks, endel lægges op i gryten for at varmes. Nogen kokning brukes ikke. Men det er allikevel ikke en saa ganske letvint proces som det høres ut dette at 218«lunke paa» maten. De kjender jo ikke vore fyrstikker, som fremtryller ild i et nu. Og deres «ildtøi» er av aller primitiveste art. Det bestaar av to stykker træ, hvorav det ene er flat med en række fordypninger i, det andet formet som en rund pinde, avrundet i begge ender – samt av et stykke renben og en tyk, kraftig snor av rensener. Desuten er en liten pose med knusktør mose uundværlig. Naar der nu skal gjøres ild, lægges det flate stykke mot et haardt underlag, saaledes at fordypningerne vender op. Den anden del, den runde pinde, sættes med den ene ende, som nøiagtig passer til fordypningerne i det flate træstykke, ned i en av disse med den anden fast i tilsvarende huller i renbenet, som i regelen støttes mot brystet. Med rensnoren tages der nu et tørn om pinden, og man driller freidig væk. Om vinteren kan det gaa langsomt nok; men tørt som det er nu paa denne aarstid, tar det ikke mere end nogen faa øieblikke at gjøre fyr. Snart ryker det lystig fra de to træstykker, og den arbeidende stanser op og undersøker. Har han drillet tilstrækkelig længe, har der dannet sig et fint træpulver, som nu gløder. Dette glødende pulver bankes fra træstykket ned i posen med den tørre mose, hvor det under stadig pusten bringes til at gripe om sig. Naar det saa er lykkes at faa fyr i mosen, bringes denne i forbindelse med et eller andet stof indsat med tran. Det flammer da straks op. Den, der først har ild, laaner selvfølgelig gjerne til sin nabo.

Jeg viste dem engang, hvordan vi kunde gjøre ild ved hjælp av solen og et brændglas. Dette moret dem meget, men det faldt dem ikke ind at skaffe sig et brændglas og gjøre sig nytte av det.

Naar nu fisken er varm, gaar familien løs for alvor. Gaffel og kniv kjender Atikleura og hans familie selvfølgelig ikke. De maa nøie sig med de spiseredskaper, naturen har git dem. Det kan jo bli varmt undertiden, men de tar det ikke saa nøie. Efter maaltidet pusler familien med litt 219av hvert. Errera finder ut,– at hans fiskegaffel ikke er helt ut som den bør være, og gir sig til at rette paa den.

KAJAK UNDERBYGNING.

KAJAK UNDERBYGNING.

Alt arbeide hos eskimoerne ledsages av sang – hvis man da kan bruke en saa smuk betegnelse som sang for den lyd, de frembringer! Men selv ikke det mindste arbeide gjøres hverken av mænd eller kvinder uten akkompagnement av disse forunderlige, ensformige tonefrembringelser: c–d–e– f, f– e–d–c, c–e – d–f, d– f–e – c, osv. i det uendelige. Selv for et menneske, hvis høieste musikalske præstation er en falsk «Gubben Noa», er denne ensformige musik til at bli gal av. Naar jeg avla dem besøk, lot de dog altid være at synge, thi de visste, at deres umusikalske øvelser straks smittet paa mig, og heller end at høre paa mig, tiet de selv stille. Mens Errera reparerer fiskegaflen, gjør Nalungia forberedelser til at sætte Atikleuras kajak istand. Den ligger nu utenfor teltet paa to smaa stenrøiser saa høie, at hundene ikke kan komme til den. Alt træarbeide er næsten færdig. Der mangler kun nogen sidste surring og liming. Det har været et taalmodighedsarbeide at sætte den sammen; thi den bestaar av ganske smaa træstykker, som er surret sammen. Til surring anvendes rensener, som er udmerkede, saa længe de er tørre; naar de blir vaate, strækker de sig, og surringen slakner. Kun hvor der skal være en finere sammenføining, anvendes lim. Dette laves av renblod paa en høist eiendommelig maate. 220En ganske liten pose fyldes med blod, eskimoen tar den i munden og smaasuger paa den en lang stund. Ved denne behandling løper blodet sammen og danner en tyk væske, der staar fuldt paa høide med vort bedste lim.

Det gjælder for Atikleura at faa sin baat hurtig færdig nu og i fuld stand, til isen gaar op paa elven. Renen er nemlig allerede begyndt at indfinde sig i flokker, og den store sommerjagt tar snart sin begyndelse. Det kan ogsaa snart være paa tide nu at faa litt ferskt renkjøt; det er længe siden sidst. Desuten er al traaden saagodtsom sluppet op for husets frue – naar hun nu faar trukket kajakken, er der ikke mere igjen. Og sælsener duer ikke. Det er en ren fornøielse at iagtta hende, som hun nu ivrer for at bli færdig. Enkelt traad er for tynd til at sy kajaktrækket paa med; hun holder derfor nu paa med at flette en tykkere. De smaa hænder – ja, for finere og mere velskapte hænder og føtter end eskimokvindernes findes neppe – gaar saa hurtig, at man ikke kan skjelne de enkelte fingre.

Paa denne maatte har familien fuldt op at gjøre. Og vi gaar nu over til Atikleuras nabo, Kaa-aak-kea, for at se, hvorledes der ser ut. Hans telt ligger saaledes til, at det er umulig at begripe, hvorfor han netop har valgt den plads; ikke er det paa nogen høide og ikke i nærheden av vand. Men raringer findes der jo overalt i verden og saaledes vel ogsaa blandt eskimoerne. Et halvt blik paa teltets utseende sier os, at vi her har fundet en komplet motsætning til familien Atikleura. Der findes omtrent ikke et sælskind i hele teltduken. Det er sydd sammen av gjennemhullete, markætte renskind. Han har ikke engang git sig tid til at fjerne haarene; der sitter store tjavser igjen av dem hist og her. Og sømmen svarer til skindene. Et sting i ny og et i næ. Det er saa ilde gjort, at jeg tror selv jeg skulde ha greiet det bedre. En masse fiskeben ligger utenfor teltet og tiltrækker sig sværme av umaadelige spyfluer.

221– Manik-tu-mi, Kaa-aak-kea. Et langtrukkent, dorskt manik-tu-mi svarer indenfra en haug med skindfelder. Han er ikke oppe endnu. Man ser bare en dot tjavset haar og et par blodsprængte øine, som stikker op av et skindteppe. Alt herinde er befængt med skidt, og der lugter derefter. Nogen længere passiar blir der derfor ikke av. Jeg kan ikke, saa gjerne jeg vil, faa mig til at ha ondt av Kaa-aak-kea; thi hans egen brutalitet er skyld i, at han nu lever enslig og forlatt. Sin første kone mishandlet han ofte, slog og banket hende, saa hun var blaa og grøn baade her og der. Hun døde i sidste barselseng, og bra var det for hende. Kaa-aak-kea fandt imidlertid enkemandsstanden noget traurig og begyndte om litt at se sig om efter en ny kone. Men det er ingen let sak i en verden, hvor kvindfolkene er saa faatallig repræsenteret som hos disse eskimostammer. Han tok derfor det fornuftige parti at reise utenlands til en av de andre stammer efter kone. Efter nogen maaneders forløp vendte han tilbake og havde med sig et barn paa 9 aar. Dette barn var hans kone! Hvorledes forholdet egentlig var her, kom jeg aldrig paa det rene med. Selv sa han, at hun først skulde bli hans kone om nogen aar – men jeg har nu saa min egen tro om den ting. Det var en gru at se, hvordan dette barn gik klædt. Hun gik om i nogen gamle utslitte klær efter Kaa-aak-kea, der selvfølgelig var mange gange for store for hende. Fottøi likedan. Juling fik hun og litet mat. Men saa en vakker dag rømte hun. Uten mat og næsten uten klær gik dette barn 30 kvartmil, inden hun naadde folk, som tok sig av hende. Nu levet altsaa denne bulbiter alene sammen med sine to smaagutter.

Den ældre bror Akla var mange grader bedre end sin bror Kaa-aak-kea, selv om han ikke egentlig heller var nogen pryd for stammen. Han var gift med «Pandora», stammens største og kraftigste dame. Sandsynligvis var det disse hendes egenskaper, som avholdt Akla fra at begaa de samme volds222handlinger som broren. Dette egteskap saa ut som alle «lykkelige egteskap». Hun førte uindskrænket kommando, og han lystret blindt. Det var denne dame, som spillet saan en indgripende rolle i vor ven Talurnakto’s liv. Hendes yndigheder var det, som lokket ham første gang fra pligtens vei, og disse yndigheders haandfaste natur satte da ogsaa sine merker paa den stakkars mand i løpet av den tid, da han spilte en medegtemands rolle i Aklas hus. Les extrémes se touchent. Talurnakto var Netchjillistammens mindste mand – Pandora dens kjæmpekvinde.

OJARA OG ALO-ALO VED SIN SNEHYTTE.

OJARA OG ALO-ALO VED SIN SNEHYTTE.

Det var iøvrig ingen mønsterhusholdning, hun førte, Pandora. Ungerne var skidne og stygge, og Aklas paaklædning heller ikke altid upaaklagelig.

Den tredje bror, Ojara, var den bedste av dem og en av de mest tiltalende typer inden stammen. Han kunde være ca. 27 aar gammel, var høi av vekst, mørk og med et venlig, vindende smil. Han og hans bedste ven Ahiva tilhørte stammens spradebasser. De havde begge unge, søte koner, Alo-Alo og Alerpa. Første gang jeg traf disse to par, var Ojara gift med Alo-Alo, og et mere forelsket par 223vet jeg ikke at ha sét. Da jeg en kort tid efter atter traf dem, var forholdet imidlertid anderledes. Nu sat Alo-Alo paa husmorspladsen i Ahivas telt. Da jeg viste dem, at jeg trodde før eller nu at misopfatte situationen, bøiet den kokette lille kone sig henimot sin mand, tok hans hode mellem begge hænder og gned næse med ham, som om hun vilde si: – Her ser du! Her kan ikke foreligge nogen feiltagelse. At «gnide næse» vil paa eskimoisk si det samme som at kysse paa europæisk. Jeg gav mig selvfølgelig straks. Forholdet var jo heller ikke ganske ukjendt i «Kablunalandet». Dette var forøvrig det eneste tilfælde av konebytting, jeg saa med egne øine.

Begge disse mænd var flinke fangere og konerne dygtige husmødre, saa unge de var. Deres telter laa sammen paa en yndig liten plet, hvor kjærlighed nok kunde trives.

Paa en fremspringende pynt like ned mot elven ligger der et andet telt. Det maa være en storkakse, som eier det, saa usedvanlig stort og fint som det er. Han har ogsaa gjort et godt fiske; og det ser ut til – hvad der ikke er almindelig hos eskimoerne ellers – at han ogsaa tænker paa fremtiden. Thi der hænger lange rader av den deiligste smaalaks og ørret til tørk. Man hører paa lang avstand eierens, Kachkochnellis, latter. Han har naadd den modne alder, er mellem 40–50 aar og har allerede været bedstefar. Smuk kan han ikke kaldes, snarere det motsatte. Han er av middels høide, en smule fyldig og har til særmerke rødkantede øine. Han er altid fuld av spøk og moro.

Kachkochnelli var en meget klok mand og en av stammens dygtigste fangere. Han var ogsaa forresten en av de lureste forretningsfolk. Han laa altid i handel med en eller anden. Han havde kone og tre barn. Konen lignet en rigtig velnæret bondekone, var altid blid og venlig. Hun gik blandt os under navn av «Nujakke» eller svigermor. Kachkochnelli vilde nemlig endelig, at jeg skulde kjøpe 224Ojaras kone Alerpa, som var hans datter, og da vilde altsaa hans kone bli min svigermor. Dette hans forslag vakte selvfølgelig almindelig jubel over hele linjen. Men nogen handel blev der da ikke noget av. Han søkte ogsaa meget ihærdig en liebhaber paa sin kone, men heller ikke denne forretning lykkedes for ham. Hans ældste gut, Kallo, var ca. 10 aar gammel – vakker, men uskikkelig. Hans yngste søn het Nulieiu og var en av de pudsigste unger, jeg har sét – altid skidden og fæl. Det var dog hans klædedragt, som tildrog sig mest opmerksomhed. Han gik som alle smaa eskimobarn i hans alder – like op til 6 aar – klædt i en helsydd dres, det vil si, bukser og trøie i ett – enslags kombination eller «buksebjørn» altsaa. Nulieius dragt udmerket sig dog ved at være særlig luftig, idet den nemlig var aapen foran fra halsen like ned til maven. Hele dette parti av gutten var altsaa blottet. Naar hertil kommer den uundværlige aapning, som alle eskimobarn har bak paa et visst sted, saa vil man forstaa, at Nulieiu gik i en stadig gjennemtræk. Jeg saa ham i dette luftige antræk, like til det satte ind med den strengeste vinterkulde. Om vaaren var de forsigtigere med ham; men naar temperaturen gik op mot frysepunktet, kunde man være viss paa at se ham i sin sommerreformdragt igjen. Naar eskimobarna er over 6 aar, blir dragten lukket over det hele.

I det lille telt litt længere borte bor Poieta, Atikleuras yngre bror, sammen med sin kone Nalungia og deres lille søn. De har det ikke særlig rummelig, men rent og pent efter omstændighederne. Nalungia sitter og steller sin lille gut, det er rent rørende at se paa. Hun bærer sig simpelthen ad som katten, slikker ham ren over hele hans krop, saa nu ligger han der og glinser noksaa nydelig. Gutten er forresten ikke hendes egen, hun har faat ham i foræring av en mor, som muligens havde formange. Efter badet er barnet blit tørst og tilkjendegir nu dette med høie 225brøl. Han lægges straks til brystet. Den lille tror nu at skulle faa sin tørst slukket og tier øieblikkelig stille. Nalungia har imidlertid aldrig været mor. Og nu utfører hun et av de morsomste kunststykker, jeg har sét. Hun forstaar jo, at gutten ikke lar sig narre i længden, og tænker derfor, det er bedst at komme ham i forkjøpet. Hun tar sig raskt en mundfuld vand, og inden gutten faar tid til at begynde at skrike igjen, fører hun med en lynsnar bevægelse barnets mund op imot sin og utfører med en likefrem forbausende færdighed det kunststykke at la barnet drikke vandet av sin mund.

Da der nu kommer gjester tilgaards, er hun imidlertid kjed av at stelle med barnet og lægger det hen for at passiare litt med de nyankomne. Barnet ligger imens glad og tilfreds under et renskind og smatter paa sin taate. «Taaten» bestaar hverken i flaske eller smok, men simpelthen i et stykke spæk, hvorigjennem der er trukket en lang pinde. Der er ingen fare for, at gutten skal sætte spækket i halsen, for pinden holder igjen paatvers ved munden; saa man kan trygt overlate ham helt til sig selv. Nalungia er en tyk, trivelig kone paa et par-og-tyve, – rød og hvit som en rose og ser ut som sundheden selv. Der er forresten noget litt dorskt over hende.

Det er ingen misundelsesværdig stilling at være mor i disse egne. Helt til barnet er 2 aar gammelt – ja ofte længer – bæres det i en ganske liten utsyning paa ryggen. Det bæres ikke i hætten, som man skulde kunne tro; denne er kun et nødvendig anhang til den kvindelige beklædning og har ingen større betydning. Den slaaes selvfølgelig op i koldt veir, men kunde gjøre samme nytte, om den var bare tredjeparten saa stor. Men som gjemmested for stjaalne saker maatte den kunne være meget hensigtsmæssig! Barnet bæres altid i en slags utsyning, der er saa liten, at den knapt sees, naar barnet ikke er i den. Det ligger der med 226benene trukket op under sig som en liten padde og ganske naken ind mot morens nakne legeme. Det er selvfølgelig en meget varm plads. For at hindre barnet iat gli nedover, har moren et taug av rensener spændt om livet utenpaa sine ytterklær. Denne snor holdes sammen foran paa brystet ved hjælp av to knapper av træ eller ben og kan i ett nu løsnes for at faa barnet frem. Dette er jo nemlig ikke saa sjelden nødvendig og maa imellem ske med lynets hastighed. Det stakkars intet anende barn bringes i en utrolig fart like ut i luften, – jeg har sét smaa spædbarn under saadanne omstændigheder bringes like ut fra sin varme plads for at opholde sig i flere minutter split naken i en temperatur av -50° C. Man skulde tro, at dette var for meget for et saa litet barn; men det gjør dem tilsyneladende ingen verdens ting.

Der knytter sig en liten roman til Poietas og Nalungias giftermaal. Nalungia var som de fleste av sine eskimomedsøstre fra fødselen av bestemt for en mand – en anden end Poieta. Men nu hændte det, at Poieta blev dødelig forelsket i den hulde Nalungia, som allerede da var gift. Han gjorde kort proces, gik til hendes bolig og bortførte den nygifte kone, sandsynligvis med hendes egen vilje og samtykke. Da egtemanden kom hjem, fandt han huset tomt, og hans forlangende om at faa konen tilbake blev bare besvaret med et ringeagtende: «Kom og ta hende selv, om du tør!» Og da egtemanden nok manglet dette mot, fik Poieta leve ifred med sin Nalungia. Den forsmaadde egtemand utvandret sydover; og historien beretter, at han faldt igjennem isen og druknet.

Giftermaal foregaar stille og rolig, uten større opstyr. Naar piken er 14 aar gammel, opsøker hun brudgommen – eller kanske er det omvendt han, som opsøker hende –og bor med ham i hans forældres hus. Nogen varmere følelser tror jeg ikke, eskimoerne i regelen er besjælet av 227ved denne handling, hverken paa mands– eller kvindesiden. Kvinderne gifter sig, fordi de simpelthen blir git bort av forældrene, og manden for at faa et husdyr mer. Thi hendes stilling er i virkeligheden hverken mer eller mindre end dette.

EN LEVENDE STØVELKNEGT. KABLOKA. "UGLEN".

EN LEVENDE STØVELKNEGT. KABLOKA. “UGLEN”.

Selv vor gode ven Uglen, som har sit telt paa den andre siden av det lille dalføre ret i vest, selv han er i den retning ikke bedre end de andre. Han kommer netop nu hjem med sin pil og bue – har været paa fuglejagt. Fuglen kastes uten et ord ned for Kabloka, hans lille kone, som sitter og syr. Hun skjønner straks, hvad der kræves av hende, og begynder uten indvending at aapne fuglene. Imidlertid sætter Uglen sig ogsaa for efter sin lange dagsmarsch at la hvilen falde paa sig. Nu gjælder det først at faa de vaate klisne sælskindsstøvler av føtterne. Han var 228ikke eskimo, dersom han tænkte paa at gjøre dette selv. Han strækker bare benet bort til konen. Og hun lægger øieblikkelig sit arbeide tilside og løfter med begge hænder hans fot iveiret, bøier derpaa hodet ned, saa hun kommer indunder den, og tar saa et kraftig tak med tænderne i kamikkens bakkant – nogen hæl har dette fottøi ikke – og trækker den saaledes av. Det generer hende ikke, at hun faar munden fuld av den søle og det smuds, han har traadt i i dagens løp. Men jeg forstod nu, hvorfor eskimoerne har næsebryning istedetfor kys! Munden brukes til alt mulig; foruten at den er et ganske godt snakketøi, er den eskimoernes universalredskap. Den blir derfor særdeles utviklet, stor og kraftig. Deres tænder har en eiendommelig form. Mens vore er spidse og tynde, har deres en stor bred tyggeflate. De sliter ogsaa sine tænder helt ind til roten, hvad der jo helt er ukjendt hos os. Tandpine hørte jeg derimot aldrig tale om blandt eskimoerne. Anana, Uglens mor, havde tilsyneladende alle sine tænder; men de var saa slitt, at de saavidt naadde utenfor tandkjøttet. Er der noget, fingrene ikke har kraft nok til at klare, saa maa tænderne tilhjælp. At rette en spiker for eksempel er en bagatel for tænderne; med fingrene klarer de det ikke.

I Uglens telt hersker Anana uindskrænket. Den gamle dame er forresten en snil svigermor; og Kabloka er derfor gla i hende. Hun kan endnu utføre al den søm, familien trænger. Kabloka er endnu for ung og har fremdeles lang læretid igjen.

Eskimoerne har ingen utpræget ordenssans. Naar de er færdig med sin søm, lægges naalen hvorsomhelst. Naar den saa skal brukes igjen efter nogen timers forløp, er det ensbetydende med at finde en naal igjen i et hølæs. Alle skind maa endevendes og alt sættes paa hodet, før den kommer for dagens lys igjen. De havde det smaat med naaler, før vi kom. Det ansaaes for en hel rigdom at være 229i besiddelse av en. Men saa repræsenterte den ogsaa et godt stykke arbeide. Husfaren havde nemlig selv lavet den av et stykke jern eller kobber, hvad han nu kunde faa fat i. Og det arbeide taler tilstrækkelig for hans dygtighed; thi med de yderst primitive redskaper at lave en ikke alene brukelig, men god naal, er sandelig ingen let sak. Vistnok har eskimoen god tid; men jeg gad se den av os, der med aldrig saa god tid havde utført dette taalmodigheds kunststykke. Eskimoen er i besiddelse av stor nethændthed og praktisk sans.

Væg i væg med Uglen bor hans bror Umiktuallu med sin kone, datter og lille søn. Umiktuallu er storfanger og staar fuldt paa høide med Atikleura. Derfor mangler de da heller intet, har masser av skind og klær. Der er forresten en infam fiskelugt i alle teltene. Alt, hvad man ser og tar i, er indsat med fiskesøl. Smaagutterne fisker torsk ute paa isen, de voksne ørret i vandene. Torsken pilkes, og kroken bestaar av en gammel bøiet spiker. En liten pjok paa en 5, 6 aar kan bringe hjem store knipper torsk i dagens løp. De har ingen regelmæssig nattesøvn paa denne aarstid, lægger sig til at sove litt, naarsomhelst de er søvnige i løpet av døgnet. Det er jo like lyst nat som dag. Ørretfisket foregaar paa indsjøerne i raaken langs bredden. Til dette fiske anvendes den før omtalte «kakiva» (fiske-gaffel) og «lokker». Litt senere, naar isen gaar op i elvene, fisker de i smaastrykene laks i massevis med kakivaen alene.

Endnu er der fire telter, tilhørende vore daglige omgangsvenner, hvor vi ikke har avlagt besøk. I det ene av disse bor Kejo med sin kone Nalungia og en liten datter paa 8 aar, Kamokka. Kejo vilde vistnok ha været en udmerket mand, hvis ikke civilisationens fristelser var naadd ham. Jeg beklager at maatte si det, men efter samvær med os var han ikke længer, som han burde være. Om skylden 230laa hos os eller hos ham, tør jeg ikke si, – rimeligvis noget hos begge. Fra at være en sanddru og flittig arbeidsmand var han blit en løgnagtig, doven knegt. Han vilde helst bare drive, – og falbød sin kone til hvemsomhelst. Konen var meget pen, betydelig over middels høide, slank og lignet mere en «kabluna» end nogen av de andre. Det var synd paa hende, at hun havde en saan laban til mand; thi selv var hun, saavidt jeg kunde forstaa, en meget bra kvinde. Men manden bød, – og konen adlød.

I to av de andre telter bodde Kirnir med kone og Angudju med kone. Kirnir var en itchjuachtorvikeskimo, men havde slaat sig ned sammen med netchjillieskimoerne for sommeren. Han var en mand paa 25 aar. Konen Magito kunde være omkring de 20 og var særdeles vakker. Kirnir var Kejos allerbedste ven og drev samme trafik som han. Da den lille Magito imidlertid tok det med ro og ikke lot til at ta sig synderlig nær av det, følte jeg ikke nogen større medynk med hende.

Det tredje par var Angudju og hans kone. Angudju var støpt i samme form som de to andre, en laban av første sort. Hans kone Kimaller var ca. 22 aar og efter min mening overordentlig vakker. At en kone som hun var faldt i hænderne paa en saan slubbert, var i høieste grad at beklage. Der var noget særlig fint og pent over Kimaller. Hun var i almindelighed meget stille, lo sjelden, men havde et overmaade vindende smil. Hendes vakre øine med det dype, sørgmodige blik gjorde hende meget tiltalende. Hun besat virkelig, hvad jeg ellers havde gruelig vanskelig for at finde hos nogen av de øvrige repræsentanter for netchjillieskimoernes smukke kjøn – ynde.

Disse tre mandfolk gik blandt os under navn av «ramperne».

I det fjerde av disse telter endelig bodde en komplet motsætning til disse sidste tre herrer – oglulieskimoen 231Nulieiu. Han havde ogsaa slaat sig ned her for sommeren sammen med netchjillieskimoerne. Han var en mand paa mellem 35 og 40 aar, undersætsig og med noget bedre skjegvekst end de fleste av sine kamerater. Hvad den mand lovet, kunde man være absolut sikker paa, han vilde holde. Jeg vil ikke la være at nævne et litet eksempel herpaa, som er ganske slaaende. Han var blandt de eskimoer, som gjestet os i november 1903. Da han reiste, bestilte løitnant Hansen flere beklædningsgjenstande av ham. Om høsten aaret efter vendte han tilbake og fremla til punkt og prikke, hvad der var blit bestilt hos ham. I den tid, vi laa i Ogchjoktu, bragte han os store mængder av ren og fisk ombord. Dygtig og hæderlig var han i alle maater. Særlig beundret jeg hans behandling av sin kone, hvorved han skilte sig ut fra de andre eskimoer. Jeg tror saaledes, at han var den eneste av dem, der ikke falbød sin kone. Hun var ca. 30 aar gammel og aldeles ikke uten tiltrækning. Hendes navn var Kajoggolo. De havde en liten pike paa omkring 8 aar. Nulieiu var ekspeditionens erklærede ven.

Talurnakto, der farer rundt og bor snart her, snart der, har jeg omtalt saa omstændelig før, at nærmere beskrivelse av ham er overflødig.

Men én har jeg glemt. Han kommer netop opi bakken der og har været fraværende ved denne lange presentation. Det er stammens ældste medlem og dygtigste troldmand, Aleingan, Kagoptinner eller «den graahaarede». Jeg vet intet bedre at ligne ham med end en gammel slu ræv. Han er far til Atikleura og Poieta og bor hos den sidste. Han er mellem 60 og 70 aar gammel, og hans sorte haar og prægtige skjeg skjærer nu meget i det hvite, hvilket ogsaa har git ham tilnavnet graahaaringen. Hans væsen er barskt og bydende, og jeg tror virkelig, han besitter stor respekt. Hans figur er meget kraftig, og han har visselig 232ogsaa været en meget sterk kar. Han er bekjendt for at være en «angatkukki angi», og til tegn herpaa bærer han altid en stor krave av renskindsfrynser over skuldrene. Han anser sig selv for den første; det viser ogsaa hans mine. Jeg blev aldrig rigtig klok paa, om han virkelig i sit indre mente sig at være større end de andre, eller om det hele kun var komediespil. Jeg er sterkt tilbøielig til at tro det sidste. Han indbildte hele stammen, at han havde været paa maanen, og fortake dem lange historier om, hvordan der saa ut. Selv havde han selvfølgelig spillet en vigtig rolle, den tid han havde opholdt sig der. De eskimoer, der opførte sig eksemplarisk her paa jorden, det vil si, gjorde som han sa, skulde faa plads deroppe. Renjagt dreves der i stor utstrækning, og forøvrig kunde man fornøie sig paa mange maater. De, som ikke havde været ham helt ut lydige, blev av ham anvist plads paa stjernerne, hvor han selvfølgelig ogsaa havde været, og de, som aldeles havde negtet at lystre, støtte han ned i jorden. Dette trodde de alle fuldt og fast paa. Da jeg engang havde behandlet et brudd paa Uglens ene kraveben, kunde dette ikke bli helt godt, inden Aleingan havde havt sin befatning med det. Hvori denne bestod, vet jeg ikke. Aleingan var en av de faa eskimoer, som havde havt to koner.

Der levet i denne stamme et gammelt sagn om en kjæmpeslegt, som engang havde levet der i landet, før de selv kom dit. Disse folk kaldtes «Tungi» og blev altid omtalt med den største respekt. De havde været adskillig større end eskimoerne og meget sterkere. De gik klædt helt i bjørneskindsklær. Nogen ruiner efter gamle stenhytter, som vi fandt i nærheden av Ogchjoktu, mente de havde været Tungi-hytter. Gamle Aleingan visste blandt alle sine andre skrøner ogsaa at berette, at han havde fældet den sidste Tungi. Og alle trodde ham; ingen var saa nærgaaende at be om at faa se liket. Forøvrig saa jeg 233ikke stort av hans kunster; han var klok nok til at gjemme dem for et bedre publikum. Jeg kunde aldrig faa mig til at betragte ham som andet end en utspekuleret gammel humbukmaker, som utnyttet sine stamfrænders godtroenhed, og motarbeidet ham derfor alt hvad jeg kunde – uten at jeg derfor tror, det lykkedes mig at utrette noget herimot for længere tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Imidlertid skrider tiden frem, vaaren nærmer sig med sterke skridt, og snart kommer det tidspunkt, da kajakkerne skal betrækkes. De har allerede i flere dage staat fuldt færdige fra mændenes haand; men de lange forberedelser med at præparere skind og traad har sinket kvinderne endel. Nu er de imidlertid ogsaa færdige til at gaa igang med beklædningen. Det at klæ en kajak er ingen let sak; det er et meget anstrengende arbeide, og én husmor kan ikke klare det alene. Hun maa derfor be sine veninder hjælpe sig, – og disse gjør det gjerne, for de vet jo, at de selv maa be om hjælp, naar turen kommer til deres kajak. At klæ kajakkerne blir saaledes et fælles arbeide mellem kvinderne.

Til kajaktræk brukes kun skind av den voksne hunsæl. Seks stykker er tilstrækkelig til en kajak. Beredningen foregaar paa følgende maate: Skindet flaaes av og skjæres saa rent som mulig for spæk med «olo»en eller kvindekniven. Dette gjøres gjerne over et stykke træ. Efter dette blir skindet tygget og utsuget for at fjerne de smaa fettdele, olo’en ikke har faat med.

Naar det nu paa denne maate er omhyggelig avspækket, rulles det sammen med haarene ut. Denne bylt rulles saa atter ind i et stykke skind, likeledes med haarene ut, og det hele lægges over en svak varme. Naar det har ligget tilstrækkelig længe, begynder haarene at slippe, saa de kan skrapes av med tommelfingerneglen. Naar skindene saa234ledes er helt befriet for haar, rulles hvert enkelt sammen for sig; og de pakkes alle ind i et almindelig sælskind og graves ned i sneen for at fryse. Naar sommeren kommer, og sneen gaar av marken, tages de frem og syes sammen. Derpaa strækkes de i vaat tilstand over kajakken og syes paa. Denne strækning er det, som kræver kraft, og som veninderne maa hjælpe til med. Naar betrækket er paasydd, sættes kajakken hen til tørk. Idet skindet nu tørker, trækker det sig sammen og blir stramt som et trommeskind, lysegult av farve og næsten gjennemsigtig.

Idet vi nu er inde paa dette vigtige spørsmaal, vil jeg ogsaa nævne litt om de øvrige beredningsmetoder av skind i det hele. I motsætning til mange andre eskimostammer anvender netchjillieskimoerne ikke urin ved deres skindberedning. Til deres ytterkamikker – kamileitkun – anvendes huden av aarsgammel sæl. Beredningsmaaten er den samme som ved kajakskindet, indtil tygnings- og sugningsprocessen er passeret. Istedetfor da at lægges ned i sneen til frysning spredes det ut og tørres ved svak varme. Naar det er tørt, bearbeides det mellem tænderne, til det faar en passende mykhed. Disse skind blir hvitgule og uigjennemsigtige i motsætning til det gjennemsigtige kajakskind. – Til vandstøvler – epirahir – brukes huden saavel av han– som hunsælen. Det avspækkes fuldstændig med olo’en og holdes i nærheden av varmen, til det er helt optinet. Naar avspækningen er færdig, bretter husfruen buksebenet saa langt som mulig op over det høire laar, saa det meste av denne legemsdel blottes, lægger sælskindet over dette og skjærer haarene av indtil roten med olo’en, der til dette bruk er gjort skarp som en barberkniv. De praktiske eskimoer har fundet ut, at laaret er et mykt og jevnt underlag, samtidig som det gir svikt for den skarpe kniv. Men en kold fornøielse maa det være med de netop optødde skind! Er hun flittig, kan hun paa denne maate 235avhaare tre skind om dagen. Skindet spiles derefter paa sneen og tørres. Inden det kan anvendes til syning, maa det dog gjennemgaa en grundig tygningsproces for at bli mykt og bøielig nok. Om vaaren ser man derfor eskimokonerne gumle og tygge paa saadanne skind til enhver tid. – Til halvsaaleskind for kamikkerne brukes hansælskindet, som er det tykkeste. Det undergaar ingen vidtløftig behandling, avspækkes kun, spiles og tørkes. – Til sælskindsklær brukes aarsgammelt ungeskind. Begge kjøn er like gode. Naar skindet er avspækket, avvaskes det ute i sneen. Der heldes lunkent vand paa det over haarsiden, og rikelig med sne haves paa; og husmoren traakker og tramper nu i denne blanding av vand og sne paa skindet, indtil hun faar haarene absolut renset for spæk. Derpaa spiles det paa sneen og tørres. Naar hun senere skal sy klær av det, skrapes det ikke, men hendes egtefælle bearbeider det mellem næverne, indtil han faar det ganske mykt. Ungsæl – aarets avkom – brukes væsentlig til vaarbukser. – Til teltskind anvendes baade han– og hunsælskind. Dovne folk lar haarene sitte paa; men de, som gjerne vil ha det ordentlig og pent, skraper dem av. Naar man hører, at netchjillieskimoernes sælfangst kun bestaar av ganske smaa sæl – snadd – vil man nok forstaa, at der skal en betragtelig mængde av disse skind til for at tilfredsstille deres behov. Ser man derfor et sælskindstelt, kan man være viss paa, at eieren er en storfanger.

Renskind benyttes til klær, soveutstyr og telt. Naar det skal anvendes til klær, kan det beredes paa to forskjellige maater. Den første er hel lufttørring. Naar renen er flaadd, strækkes skindet ut paa marken uten at spiles og fastholdes med en kant av smaasten, eller ved renribben, som stikkes gjennem huller i kanten av skindet. Naar solen skinner, tørrer det i løpet av kort tid. Hvis man betragter et saaledes i luften tørret skind paa haarsiden, vil man ikke 236kunne se ind til haarroten. Et skind beredt paa denne maate brukes kun til vinterytterklær eller sengetepper. Fordelen ved disse skind er, at sneen ikke kan trænge igjennem haarene, og at de derved lettere holdes tørre. Ellers er de jo noget stive at føle paa, selv om de, før de skal benyttes, skrapes med jern-, sten- eller benskrape saa hvite og fine, som de kan bli.

Den anden metode gir et mykere og finere skind, som væsentlig brukes til underklær, dog ogsaa ofte til ytterklær. Naar skindet har faat en liten førstetørk i luften, tages det ind i hytten – det beredes gjerne, efterat sneen er faldt – og eskimoen lægger det over sig om natten med kjøtsiden ind mot sin bare krop. Over dette igjen har han saa det almindelige sengeteppe med haarene ind. En nat er som oftest tilstrækkelig. Om morgenen rulles skindet sammen og utsættes for kulden, saa det fryser stivt. Utpaa dagen gaar konen det over paa kjøtsiden med et skulderblad av renen for at brække og mykne det; og om aftenen, naar husfaren kommer hjem fra dagens arbeide, gir han det en sidste behandling efter alle kunstens regler med de brukelige skraper. Den frysnings– og brækningsproces efter den ene nats kjærlige pleie har en likefrem forbausende virkning paa skindet. Det blir mykt som silke. Man kan paa disse skind se like ind til haarroten. Til vinterytterklær blir de derfor ikke saa praktiske som de andre, da sneen let trænger sig igjennem haarene ind til skindet, hvor den smelter ved legemets varme og gjør klærne vaate. – Til teltskind brukes den ren, som fanges om vaaren. Den røiter nemlig og er ikke brukelig til klær. . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den nærmer sig nu den store tid, da elvene og vandene gaar op, og renjagten kan ta sin begyndelse. Det er uten sammenligning eskimoens herligste tid. Han fraadser da i kjøt. Allerede i mai begynder renen at komme nordover 237Boothia-istmen; men det er da kun et slumpetilfælde at faa et og andet enkelt dyr med pil og bue. Det er først, naar isen gaar, og kajakken sættes paa vandet, at den store og egentlige renjagt for alvor begynder.

Naar kajakken er utstyret for renjagt, har fangeren liggende parat foran sig to renlanser, stukket ind i stropper i kajakskindet for ikke at falde overbord. Renen har paa vaarparten et fast træk mot nord. Naar den passerer Netchjilli, gaar den saaledes, at eskimoerne har let for at drive den i vandet. Jægerne deler sig da i to flokker, den ene med kajakker, den anden uten. Kajakroerne tar sin plads paa den motsatte bred av den, hvor renen kommer. Naar nu en flok ren nærmer sig, omringer de den paa stor distance og driver den i vandet. Saasnart dyrene er vel uti, jumper kajakroerne i sine kajakker og stikker ned ren paa ren med sine lanser. Dyrene bugseres iland og tages vare paa av de paa land værende jægere. Senere paa sommeren, naar renen har spredt sig utover hele landet, drives jagten gjerne ved et eller andet stort vand, helst hvor der stikker ut en landodde. Paa den tid er eskimoerne gjerne ikke saa mange sammen, og det hænder ofte, at de, idet de skal drive renflokken ut paa odden, ser, at de er for faa til at klare det. Men eskimoerne vet raad. I en fart bygger de op en masse smaa varder; og naar saa renen kommer, tror den, varderne er mennesker, og hensigten er opaadd. Ganske faatallige lykkes det dem mange gange paa denne maate at jage store flokker i vandet. Og er renen først kommet dit, er den fortapt; meget faa rener er da saa lykkelige at komme sig op igjen og undgaa sin dødsdom.

Byttets deling foregaar efter Uglens forklaring saaledes, at av 5 ren faar kajakroerne de 4 og jægerne iland den 5te. Dette har dog ikke stort at si, thi deres socialistiske samfund tillater ikke større ansamling paa én haand. De spiser gjerne alle sammen av kjøttet, saalænge der er noget igjen. 238Huden og visse dele av skrotten er dog uavviselig dens eie, som har dræpt dyret.

Efter en massenedslagtning av ren spises der først grundig paa stedet, mens huderne flaaes av. De er meget omhyggelige med dette arbeide; thi hver skindfeld er kostbar. Det meste av skrottene lægges dog i depot. Depotet bygges omhyggelig av skarpe stener, forat ikke ræven skal komme til,til,] rettet fra: til. men det hænder nok allikevel, at den rakkeren lurer sig ind, og da er det utrolig, hvad den kan utrette i kort tid. Om sommeren vil selvfølgelig kjøttet snart gaa i forraadnelse. Men hvad gjør vel det! Ned glir det tilsyneladende like let. «Blodpuddingen» har jeg talt tilstrækkelig om før. Sommeren er sæsonen for masseproduktion av denne vare. Det væsentlige, der bringes med hjem fra jagten, straks dyrene er fældet, er skindene, laar– og legbenene, fileterne, tungerne og senerne. Disse sidste tages der omhyggelig vare paa. Rygsenerne er de fineste og brukes gjerne til sytraad. De øvrige sener benyttes til den grovere surretraad, svarende til vor hyssing.

Naar en jæger nu vender hjem med dette sit bytte, hænges senerne straks op til tørk. Kjøttet fortæres straks og til dessert den rikelige masse marv, som benene indeholder. Ved knusningen av disse maa man dog passe nøie paa ikke at benytte nogen gjenstand av jern, kun sten, ellers blir jagtsæsonen daarlig. De tiloversblevne ben graves omhyggelig ned, forat ikke hundene skal faa fat paa dem; for skulde noget slikt hænde, var det meget mulig, at jægeren ikke fik et eneste dyr mere det aar. Det samme gjælder fiskebenene i fisketiden. Selv for personer uten større matematisk utdannelse vil det nok staa klart, hvormeget der paa denne maate blir igjen til hundene. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

SOMMERSCENE FRA NETCHJILLI.

SOMMERSCENE FRA NETCHJILLI.

Efter endt maaltid falder der hvile over leiren. Hundene ligger bortover mosen og strækker sig, tilsyneladende 239ialfald i stort velbehag trods sine tomme maver. Fra teltene lyder latter og spøk lystig ut i den skjønne aften. Solen naar sit laveste og staar saavidt over horisonten; den kaster lange, rødmende straaler ind over landskapet. Den store indsjø i Netchjilli ligger speilblank; kajakkerne, som er trukket op paa bredden og hvælvet om paa to høie varder, forat hundene ikke skal komme til dem, drypper endnu av den blodige jagt. Efterhaanden lukkes det ene telt efter det andet; Netchjilli sover og solnattens dype fred forstyrres av intet uten nu og da av den aldrig hvilende ugle. . . . . . . . .

240Er sommeren herlig, saa er den desværre ogsaa kort, og høsten sætter ind. Efter veirforholdene kan man kun uegentlig tale om nogen høst. Sommeren gaar forsaavidt direkte over i vinter; indsjøerne lægger sig, og sneen falder. Men i eskimoernes liv er der dog et kort avsnit, som maa betegnes som deres høst og som den uhyggeligste periode for dem. Det er tiden forinden isen blir tyk nok til at kunne brukes som bygningsmateriale. Overtro hindrer dem i at gjøre varme op inden døre. Deres boliger er ogsaa miserable i en temperatur som den, der nu kan falde til, og de lever derfor i en raakold fugtighed, hvori de alle uten undtagelse paadrar sig svære forkjølelser.

Hovedjagten er nu forbi, om end en og anden ren endnu kan paatræffes. De mange stenrøiser, som sees indover landet, tyder paa, at jagten har været heldig; hver røis skjuler et depot, ofte paa flere skrotter. Skind og traad til at sy klær med har hver familie nu nok av, saa forsaavidt kan gjerne vinteren komme. De fleste av dem blir boende i teltet og venter med at bygge sig hus, helt til der er faldt tilstrækkelig sne. Men nogen av dem gjør sig dog den umak paa denne aarstid at bygge sig en isiglu.

Uglen var en av disse faa, som saa mere paa hyggen end paa arbeidet. Hans gode ven Talurnakto havde lovet ham hjælp. En saadan ishytte, som her er tale om, bygger man nemlig vanskelig alene.

En tidlig morgentime gaar de avsted bevæbnet med lange kniver. De er i straalende humør, deres glade latter klinger utover i den stille morgen. Disse lykkelige mennesker trænger ingen stimulans som f. eks. glohet kaffe at styrke sig paa for at faa livsaanderne op om morgenen, en mundfuld isvand er formodentlig alt, hvad de har i livet. Snart er de nede paa Netchjillisjøen og i fuld gang med sit arbeide med at hugge isen. Den er ikke tyk endnu – ca. ½ fot – saa det tar ikke lang tid at komme igjennem 241den. Ikke før er de kommet igjennem, før de begge lægger sig ned paa maven for at drikke av hvert sit hul. Aldrig har jeg sét en eskimo hugge hul paa isen uten at gjøre det samme. Det er mindre av tørst eller, som saa mange tror, av deres umættelige begjær efter alt, hvad de ser for sine øine, at de gjør det – end av etslags instinkt til at benytte anledningen. De vet av erfaring, at der kan gaa lang tid, inden de næste gang kan faa vand, og da er det bedst at benytte sig av det, mens de har det.

Tavlerne, som hugges ut av isen, er ca. 5 fot den ene vei og 3 den anden. De hugges ikke helt fri; der gjøres bare endel huller i isen efter den form, man vil ha, og saa løsnes stykket med et spark eller et tryk. Talurnaktos største fornøielse er at hoppe ut paa det ophuggede stykke og paa den maate faa det til at løsne. Det skulde ikke undre mig, om han faldt i, saa uvørren som han er. Naar tavlen er helt fri av isen rundt omkring den, hugges der et litet hul i hvert hjørne, gjennem disse trækkes der sælskindsremmer, og stykket hales letvint op. Med 9 saadanne tavler har Uglen nok til sit hus; og det tar ikke lang tid at bære dem ned paa «tomten». I vandspandet, der er sydd av kajakskind, lager de en sørpe av sne og vand, som virker adskillig hurtigere end den kalk, murerne hos os bruker. Tavlerne sættes nu paa kant i en cirkel, saaledes at den side, der er 5 fot lang, danner høiden. Snesørpen slaaes indimellem tavlestykkerne og forbinder dem til en 5 fot høi ismur. Over dem strækkes saa et skindtak. Indgangsdøren er nu det eneste, som mangler. Jeg sitter netop og tænker paa, at jeg vilde hugge den ind midt i en av istavlerne, hvad der jo maatte være det vakreste. Men eskimoen er for praktisk til at ville hugge itu den gode tætte væg; han hugger indgangsdøren ut der, hvor der alligevel er en naturlig aapning, i sammenføiningen mellem to istavler.

242Disse huse har den fordel, foruten at de opføres i en fart, at man øieblikkelig kan flytte ind i dem. Gamle Anana og lille Kabloka lar sig da heller ikke be to gange om at bytte det mørke, uhyggelige telt, hvor de har hutret og frosset, med det nye lyse, luftige ishus. Bare nu den dumme maanen ikke havde været iveien, saa kunde man ha faat sig tændt en hygelig ild og faat det rigtig lunt og koselig. Men inden maanen stod i den bestemte stilling, var der ikke tale om at turde gjøre op ild. Der vrimler mellem eskimoerne av den slags overtroiske smaa regler, og det nytter ikke at forsøke at overbevise dem om det latterlige heri. I renjagttiden maa der for eksempel ikke syes et sting utover den aller nødvendigste lapning, ingen magt faar dem til at røre en synaal, hvis det nu ikke er strengt nødvendig. En morgen saa jeg min ven Akla sitte og file sin kniv med hele overkroppen ganske bar midt i sprængkulden. Frakken hans laa ved siden, mens han hutret og krøp sammen av kulde. Jeg gik bort til ham og spurte, hvad der gik av ham, og om han trodde, det var sommer, siden han sat slik! Og da jeg skjeldte ham ut for en tosk og bad ham ta frakken paa for ikke at bli syk, lo han bare medlidende og lot den ligge. Senere fik jeg vite, at det ikke ansaaes for passende at arbeide med jern i nogen tid efter slegtningers død uten at blotte overkroppen – og han havde nylig mistet baade sin mor og sin svigerinde . . . . .

Det var heldig for Uglen, at han havde faat sin isiglu bygget i tide, for nu trækker skyerne sig truende sammen, og i en, to, tre har man et av disse uveir, som den magnetiske nordpols beboere kjender saa godt. Det tar paa at blaase og sne saa tæt, at man ikke kan se en haand foran sig; inde i teltene blir det ganske mørkt, og fokket staar helt ind til dem. Kun Uglen sitter i sit nye hus og smiler overlegent; ham generer veiret ikke det mindste.

243Sneen blaaser øieblikkelig sammen i høie skavler. Og eskimoerne kryper ut av sine telte for at ta sine forholdsregler for natten, som jo blir værst at holde ut. Havde det ikke været saa langt paa eftermiddagen, havde de bygget hel snehytte, men nu faar de nøie sig med at lage op en mur for teltingangen til beskyttelse mot fokket. At bygge en saadan mur er en stor kunst og trænger stor erfaring; thi fokket, som kommer drivende for en forrykende storm, følger love, som det er meget vanskelig at komme paa det rene med. Det har saaledes aldrig lykkes mig at løse det problem at bygge en saadan mur, som virkelig holdt sneen ute. Men eskimoen kan det. I en fart lykkes det ham ved hjælp av nogen faa sneblokker at avlede det hvirvlende snefokk og gjøre det indvendige av teltet til et lunt og behagelig sted.

Der reiste sig den ene av disse beskyttelsesmure efter den anden, og snart havde hvert telt sin. Heldigvis holdt stormen sig urokkelig fra én kant, saa de slap med at bygge nye snemure og kunde nøie sig med det ene besøk i det fri.

Veiret slutter ofte likesaa braat som det kommer i disse egne. Morgenen efter vaagner eskimoerne i fuld vinter, havet er islagt, og sneen er paa sine steder blaast op i meterhøie skavler. Nu er der ingen grund til at nøle længer med at bygge snehytter; de har alle frosset tilstrækkelig den sidste nat. Snart er hele koloniens befolkning ifærd med at søke sig byggepladser. Det gjælder om at finde en god lun plads, nogenlunde skjærmet mot vinden, helst ogsaa ikke for langt fra vandet, saa det ikke blir for besværlig at hente hver lille draape, de trænger. Desuten har sneens beskaffenhed meget at si, thi er den ikke god, blir heller ikke hytten førsterangs arbeide. At finde en god hytteplads er saaledes et meget ansvarsfuldt hverv for en familiefar; og det tar ham ofte lang tid at bestemme sig. 244Sneen undersøkes nøie med et dertil bestemt redskap, som kaldes «hervon». Det er en stok gjort av renhorn, som er rettet ut i form av en noget lang spaserstok. Dens længde er ca. 125 cm. I den ene ende har den et haandtak av renben og i den anden en dupsko av moskusokseben (fig. 3, side 217). Under søkningen støtes nu denne hervon i sneen for at føle dens beskaffenhed. Det at kunne «føle» sneens beskaffenhed kræver en ganske usedvanlig fin følelse, utviklet ved aarrækkers øvelse og erfaring. Enhver kan ved at stikke en pinde i sneen avgjøre, om den er haard eller bløt, men at avgjøre, hvor mange og forskjellige lag samme sne bestaar av, er en langt vanskeligere sak. Sneskavlerne bestaar nemlig som oftest av lag, der er føket sammen til forskjellige tider og i forskjellig veir, og derfor ogsaa er av en meget forskjellig beskaffenhed. I en sneskavl kan der saaledes baade være sne, der er føket kompakt sammen i en storm, og der kan være sne, som har lagt sig ovenpaa denne i stille veir og derfor danner et meget løst lag, som er uskikket til bygningsmateriale. Ovenpaa dette kan der saa igjen ha lagt sig et fast kompakt snelag; og da skal der eskimoens kyndighed til for at opdage den løse sne i midten av skavlen. Det ideelle er, at der øverst ligger et ca. 1 fot høit løst lag sne og derunder helt til bunds en ensartet masse av passende haardhed, høit nok til hans blokker. For haard maa den nemlig heller ikke være, da den da har let for at springe istykker under arbeidet.

For at faa det rette indtryk av, hvorledes en hytte skal bygges paa rigtigste maate, skal vi opsøke mesterbyggeren Atikleura. Han staar just borte under bakkeknausen og vinker til Nalungia for at meddele hende, at han nu har fundet den plads, han vil ha, og at hun skal bringe ham hans sneskuffe. Man ser straks av pladsen, han har valgt, at Atikleura baade er en praktisk mand og en mand med megen smag. Den er godt beskyttet baade mot nord, øst 245og vest, særlig vil bakkekammen bakenfor ta av for den bitre nordenvind. Mot syd er der aapen utsigt, saa al den sol, som findes, kan komme til. Ikke mange skridt borte ligger en liten indsjø, som vil gi familien det herligste drikkevand. Landet her bestaar hovedsagelig av store sletter og indsjøer.

Nalungia er nu imidlertid kommet til med sneskuffen. Denne er lavet av træbord, som Atikleura har byttet sig til fra søndenfor boende stammer; thi i Netchjilli findes der ikke træ, ikke engang det allermindste stykke drivved finder sin vei til disse bredder. Skuffen er meget dygtig gjort og svarer fortrinlig til sin hensigt, saalænge sneen er løs. I haard sne vilde jo vore jernspader være at foretrække. For at gjøre den sterkere er den nedentil skoet med renben. Det første, Atikleura nu gjør, er at skuffe av det øverste, løse lag sne i den omkreds, hvori han har tænkt at bygge sin hytte. Dette gjør han med et sikkert øiemaal; thi alle de hytter, han har bygget i sit liv, har git ham god øvelse. Saa tar han frem kniven, der indtil nu har hængt i sin hempe paa den benpinde, der er sydd fast paa ryggen av hans anorak. Det er et helt uhyre av en kniv, saa hvis man ikke havde sét den før, kunde man bli ganske ræd. Bladet er saa stort som paa en almindelig god, stor slagterkniv og bestaar av jern, som ogsaa er kommet søndenfra; skaftet er ca. 30 cm. langt, og gjort av træ eller ben. Med begge hænder griper han nu om skaftet og begynder utskjæringen av byggeblokkene. Disse skjæres ut i ca. 1½ fots høide, 2 fots længde og 4 tommer tykke. Naar de skjæres ut paa denne maate, indeholder selve byggetomten alene tilstrækkelig materiale for hele bygningen.

Det er en fornøielse at se, hvorledes en god bygmester faar alt til at passe der han sætter det. Atikleura er en ren vidundermand paa dette omraade. Ikke én av de blokker, han skjærer ut, gaar istykker, tiltrods for den tilsyneladende 246likegyldighed, hvormed han behandler dem. Et indsnit her og et der, saa et spark, og den tynde, fine blok staar der utskilt av snemassen. Alle blokker fra Atikleuras haand er saa nøiagtig like store, at de ser ut, som de var gjort efter det præciseste maal.

Hytten bygges i spiralform, som en høisaate eller bikube, saaledes at den ene blok støtter sig til den anden indover. Ved sammenføiningen av blokkene skal siderne passe saaledes til hinanden, at væggene blir ganske tætte. En bygmesters dygtighed kan saaledes avlæses av hyttens tæthed; – men selv med Atikleuras færdighed er det umulig at undgaa enkelte smaa sprækker hist og her. At tætte disse er Nalungias vigtige arbeide. Til dette øiemed bearbeider hun den avskuffede, løse sne, til den er fin som melis, da først er den tjenlig til tætningsstof. Den kastes nu op mod blokkene, saasnart de kommer paa plads, og fylder ut hver mindste lille aapning eller sprække.

Hyttens vægger vokser hurtig op. Blokkene skjæres ut og skaffer plads nedad, samtidig som de ved at indsættes paa sin plads forhøier muren opad. Han ser ut, som om han har staat paa hodet i en meltønde, aldeles overdrysset av sne overalt; klær, haar og skjeg er kridhvite. Hans lange votter hindrer sneen i at komme op gjennem anorakærmet.

Det at bygge tak paa saan en snehytte er en meget indviklet historie for en uindviet. Hvormange sneblokker har jeg ikke under dette arbeide faat i hodet! Sneblokkene maa nemlig bøies mer og mer indover, og tilslut ser det ut for en utenforstaaende, som om de sidste bokstavelig talt hænger horisontalt i luften, uten fæste eller underlag. Den sidste blok, som avslutter taket i midten, er ganske liten og som oftest trekantet. Den maa først lures ut gjennem det hul, den senere skal utfylde, for at sættes ned utenfra. Dette ser ut til at være et ganske umulig eksperi247ment – men eskimoerne gjør det umulige mulig. Med den ene haand løfter han blokken ut gjennem tophullet og tilskjærer den, mens han holder den her utenfor hyttetaket, med kniven i den anden haand i form av en kile. Og naar han nu slipper den ned i hullet, passer den, som om den var støpt derefter.

Imidlertid har Nalungia hjulpet av Errera ihærdig overdynget hytten utenfra med den fine sne, indtil den bare ligner en eneste stor snehaug. Sneblokkenes fine linjer er nu ganske skjult under det fine snepudder. Men tæt er hytten nu; thi det fine pulver borer sig ind overalt, hvor der findes en tanke av en spræk eller et hul. Bygmesteren viser sig endnu ikke; han er fremdeles ivrig beskjæftiget i hyttens indre, hvor han nu er helt bygget inde. Endelig ser man hans langbladede kniv stikke ut gjennem snevæggen, og ved en hurtig bevægelse skjærer den et hul, netop stort nok for ham til at krype ut igjennem. Jeg er forbauset over, hvor høit oppe paa væggen han skjærer det, thi alle de igluer, jeg hittil har sét, har havt indgangen helt nede ved gulvet. Nu kryper Nalungia ind ad det samme hul, hvorigjennem hendes mand er kommet ut, og jeg følger efter for at se, hvad der nu skal foregaa med den videre indredning av hytten. Jeg faar straks forklaring paa, hvorfor hullet er gjort saa høit oppe; Atikleura har skaaret det ut i høide med sovebriksen for at lette indflytningsarbeidet. Briksen har han laget paa den maate, at han først inddeler hytten ved en rad sneblokker i to dele, hvorav den inderste del er dobbelt saa stor som den ytterste; alt det løse sneavfald, som findes inde i hytten, kaster han nu ind i den inderste største del, indtil sneen her kommer i høide med de opstillede blokker – og sengestedet eller briksen er færdig. I den motsatte ende av hytten findes der en anden liten opbygning, laget av to blokker, der er sat paa kant, og en tredje lagt ovenpaa disse som en bordplate.

248Nu begynder indskibningen gjennem hullet over briksen. Store masser av skind kastes ind og slænges hulter til bulter paa denne. Dernæst kommer alt husgeraad: tørrerist, vandspand, kokekar, spæklampe; – matvarer: spæk, kjøt og fisk, og tilslut fruens mere intime eiendele, som jeg ikke tør gaa nærmere ind paa. Saa ser det ut til at være slut; og fru Nalungia ser nu spørgende paa mig, om jeg ikke vil gaa – eller rettere krype – ut? Jeg aner ikke, hvad der forestaar, men foretrækker dog av nysgjerrighed at bli inde, stort værre ting, end hvad jeg før har oplevet, kan der vel neppe komme. Men en smule forbløffet blir jeg unegtelig, da hullet over briksen pludselig mures igjen utenfra, og jeg befinder mig alene med en enslig dame i en gjenmuret hytte. Nalungia synes imidlertid ikke at anfegtes det ringeste herav, og da kan vel nok jeg ogsaa klare det. Hun gaar uten at ænse mig ufortrødent igang med sit arbeide. Den tunge spæklampe løftes først av alt op paa det lille snebord ved væggen tvers overfor briksen. Spæklampen er laget av en art sten, som de faar fra utkohikchjalikeskimoerne; den er hugget i form av en halvmaane og er tung og klodset. Den sættes op paa tre i sneplaten indstukne ben saaledes, at dens indvendige næsten rette kant vender indover mot hyttens indre, den ytre, runde kant mot hyttevæggen. Spækposen kommer nu frem og av den et stykke frossent spæk, som bankes med en dertil indrettet klubbe av moskusokseben, indtil det er ganske mykt. Saa tar hun frem fra et av sine gjemmer en liten mosedot, som hun indsætter omhyggelig med tran – ha, ha! jeg kjender med gru igjen de rædselsfulde «lyspastiller»! – og gaar saa igang med at faa fyr ved hjælp av sine træstykker. Snart utsender «pastillen» det mest straalende lys; det knuste spæk lægges op i lampen og en veke av mose langs hele lampens indre, rette kant; denne overstænkes med tran og antændes ved hjælp av den brændende mosedot. Snart 249fatter det over hele veken, og det herligste blus oplyser den store, prægtige hytte. Jeg spør mig selv om, hvad i alverden hun vil med dette prægtige blus, inden hun endnu er færdig med at gjøre istand sin hytte, og holder næsten paa at bebreide hende denne ødselhed med den kostbare tran, – – men lar det være, idet jeg kommer til at huske paa, at en eskimo aldrig foretar sig noget uten at ha en mening med det. Det viser sig ogsaa snart her, at min klokskap kommer tilkort. Der utbreder sig efterhaanden en trykkende varme av det vældige blus; og nu forstaar jeg, at netop dette har været hensigten for at faa den nybyggede hytte til at falde godt sammen i fugerne. Man ser, hvorledes sneblokkene ved denne varme siger mer og mer sammen, indtil de kan siges at være en eneste sammenhængende snemur.

Nalungia har imidlertid benyttet tiden godt og faat sengebriksen fuldt iorden. Underst mot sneen ligger det vandtætte kajakskind, som sprættes av kajakken om høsten, og holder al fugtighed fra sneen borte fra renskindene. Disse er lagt pent tilrette, og.sovebriksen er helt indbydende. Nu snur hun sig igjen mot lampen, pudser veken, hvilket maa gjøres ret som det er, fylder kokekarret med sne og hænger det i de to snorer paa to ben, der er stukket i væggen, over ilden. Familien kan nok trænge litt at drikke efter denne sjau. Tørreristen, der er gjort av renben, overstrukket med et net av senetraad, anbringes nu over kokekarret, ikke for nær ilden. Skind taaler ikke for sterk varme. Tilslut sættes «anauta»en, en liten rund, tyk træstok med haandtak, som brukes til at banke sne av klærne med, som et punktum finale fast i væggen. Nu er alt iorden. Det synes ogsaa at være paa tide; thi i dette øieblik roper Atikleura utenfra og spør, om han kan komme ind. Nalungia kaster et sidste prøvende blik rundt væggene og ber ham nok vente endnu litt. Jeg kan høre ham, 250idet han fjerner sig, brumme noget, som oversat formodentlig vilde lyde som «forbandede kvindfolk» eller lignende. Og det ser ut til, at Nalungia vil hevne sig paa ham for denne ytring ved at la ham vente endnu længer; thi hun lar der gaa en god halv time, inden hun gir ham signal til at komme. Da gjennembrytes væggen helt nede ved gulvet med en aapning netop stor nok til, at en mand kan krype igjennem den; og Atikleuras hode kommer tilsyne gjennem den. Et øieblik efter er han inde i hytten, tar av sig de silvaate votter og slænger dem til konen, som vrænger dem og lægger dem paa tørreristen, dernæst frakken, som først ristes og derefter faar en ordentlig overhaling med anautaen. Det gjælder at fjerne hvert mindste lille snekorn, inden det smelter og gjør frakken vaat; derpaa rulles den sammen og kastes bort paa sovebriksen. Ytterbuksen faar nu den samme behandling og havner ved siden av anorakken paa briksen; og Atikleura staar nu i bare underklærne. Dette lyder ikke særlig «comme il faut» efter vore begreper, men gaar saa udmerket an paa eskimoisk. Han svinger sig op paa briksen og sætter sig, ikke, som vi vilde gjøre det, med benene dinglende utover kanten, men saa langt tilbake, at han faar underlag for benene i deres hele længde. Det gjælder nu at faa fottøiet av, og dette er ikke ganske letvint, da en eskimos fotbeklædning bestaar av 5 forskjellige plagg. Ytterst de smaa lave renskindssko, sydd med haarene ind og skindet ut. Hos en mand av Atikleuras høie herkomst vil man ogsaa finde dem halvsaalet med sælskind. Paa saalens underside blir man opmerksom paa nogen merkelige slangebugtninger, der viser sig ved nærmere eftersyn at være skindstrimler, der er sydd paa for at gjøre saalen mindre glat. Saa kommer kamikkerne, som paa denne aarstid er udelukkende av renskind. Der er to par av dem. De ytterste er gjort av skindet paa renens ben, som er korthaaret og meget sterkt; de er sydd med haarene ut og 251rækker op under knæet, hvor de snøres sammen med et baand. Indenfor disse finder man et par til, der har akkurat samme længde og utseende, kun at haarene paa disse vender ind. Dette par er sydd av bukskindet paa en aarsgammel ren og er fine og myke. Mellem disse to par kamikker har eskimoen et par smaa rensdyrsokker med haarene ut; et par saadanne har han ogsaa inderst inde paa foten med haarene ind mot denne. Altsaa ialt 5 lag utenpaa hinanden! Første gang jeg saa dette, tænkte jeg med stolthed, at saa var vi dog mere hærdet end eskimoerne, da vi ikke brukte mere end tre fotplagg. Men paa min første slædetur gik det op for mig, at det var ikke alene til beskyttelse mot kulden, at eskimoerne brukte alle disse plagg, men likesaa meget for at bevare føtterne mot det haarde underlag av sne og is, som de altid færdes paa. Jeg blev med mine tre lag saa saarbent, at jeg tilslut knapt kunde gaa.

NETCHJILLI-ESKIMOER I SINE SNEHYTTER - DE GJEMMER SINE ANSIGTER FOR IKKE AT BLI FOTOGRAFERET.

NETCHJILLI-ESKIMOER I SINE SNEHYTTER – DE GJEMMER SINE ANSIGTER FOR IKKE AT BLI FOTOGRAFERET.

252Fottøiet maa altsammen likesom votterne lægges op til tørk. Der er den ulempe ved skindklær, at de, naar de holdes lukket, optar og bevarer al fugtighed. Netchjillieskimoerne kjendte ikke sennegræs; de la løse renhaar inde i kamikkerne, som de saa tok ut om aftenen; det var jo bedre end intet, men ikke paa langt nær saa udmerket som vort sennegræs.

Da Atikleura har faat alt det vaate fottøi av, trækker han paa sig tørre underkamikker og et par smaa sælskindssko – kamileitkun – svarende til vore tøfler. Disse brukes om vinteren kun inde i hytten, i overgangen mellem vinter og vaar ogsaa ute. Saa er han færdig med den ydre pleie av sin krop og kan gaa over til at tænke paa sit indvendige menneskes behov. Og det er ikke ganske litet efter det slitsomme arbeide. Der diskes op med en stor gjild laks og alle familiens medlemmer tar bra for sig. Frossen, som den er, ser den ut til at smake dem fortræffelig, og inden kort tid er der kun det blankpudsede skelet igjen av den stolte fisk. Kokekarret, som nu er fuldt av det deiligste friske, rene vand – nogen hundrede renhaar kan jo ikke betragtes som nogen forurensning – tømmes, og karret fyldes paany med sne og hænges over ilden. Vand er den eneste drik, netchjillieskimoerne kjender; der eksisterer ikke nogen «half and half» av nogen sort.

De melder nu høilydt av, at der ikke er plads i deres mave, hverken for mere laks eller vand, og maaltidet avsluttes. Saa er tiden inde til hvile. Nalungia sætter briksen istand og reder op til natten med alle de deilige, bløte skind; Atikleura lukker indgangen tæt til med en sneblok. Først sniker Atikleura sig ind under det store familieteppe, og her under teppet avfører han sig sine klær. I fuldstændig motsætning til de grønlandske eskimoer blotter disse folk, baade kvinder og mænd, sig kun i yderste nødsfald i fremmedes nærvær. Familiens gjest er anvist plads paa 253briksens ene side; lille Anni og Errera er allerede forlængst tilkøis, og pladsen nærmest ildstedet er nu levnet Nalungia. Hun slukker lyset og klær av sig i mørke. De sover ganske nakne under den store feid. Og snart hører man deres kraftige snorken gjennem hytten.

Utenfor er nattens billede helt forskjellig fra det, vi malte isommer. Alle teltene er forsvundet, og i maanens rolige lys gaar de lave kuplede snehytter næsten i ett med marken. En fremmed, som kom forbi, vilde neppe ane, at nu slumret en hel verden og allermindst en verden av glade og lykkelige mennesker, – lykkeligere maaske indunder sine lave snetak end mangen rik og mægtig under taarn og tinde. Fra denne isødets verden er nag og nid, bagvaskelse og misundelse banlyst; nattens stilhed er uforstyrret og den maanelyse luft ren over menneskenes boliger.

Der er endel smaatterier at pusle med i hytten den næste dag ogsaa; i den fart, hvormed alt gik igaar, var det umulig at faa alt istand, som det bør være, saa det er endnu endel at rette paa og forbedre noget. Nalungias første tanke gjælder et vindu i hytten. Vistnok er en snehytte uten vindu ogsaa saa lys, at man kan se at arbeide derinde om dagen; men med vindu blir der dog meget lysere og triveligere, og saa kan man da desuten kontrollere veir og vind indenfra. Atikleura, som slet ikke er ufølsom for sin kones ønsker, gaar ned til isen og hugger ut en passende, avlang plate til vindu, som han sætter ind i væggen over indgangsdøren – den nydeligste vindusrute. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tiden gaar, og den høivigtige maane staar nu snart i den stilling paa himmelen, at kvinderne tør begynde at sy. Det er en travl tid. Skindene skal beredes, skjæres til og syes. At se en eskimokone skjære til, er ganske fornøielig. Kridt har hun ikke at merke med, men – hun har kraftige tænder. Skindet brettes efter den form, det skal ha, 254tænderne biter merker, og med olo’en skjæres saa dressen til. Mange biter ikke engang merker, men skjærer uten videre til med sin aarelange erfarings sikre blik. Naar de syr til sin familie eller sig selv, er sømmen rent mønsterværdig, stingene fine og smaa; men syr de paa «bestilling» til en kabluna, er sømmen utilladelig slet, lange, grove sting, som ikke holder dagen ut. Vilde vi derfor ha brukelige klær, maatte vi kjøpe dem av kroppen paa dem.

Det er en kunst at sy skindklær bekvemme, ikke alene med hensyn til snittet, men endnu mere kanske selve sømmen. Eskimoerne syr skindet sammen kant til kant og opnaar derved at undgaa de tykke sømmer, som fremkommer ved at lægge det ene skind over det andet. Ombord i Gjøa havde vi skindklær, som var sydd i Norge og i Sibirien; men vi vilde ha været ødelagt paa en eneste dag, om vi skulde ha baaret disse klær med sømmene mot bare kroppen, saa tykke og svære var disse. Derimot gik jeg flere gange om sommeren, naar det var varmt, i eskimoklær med haarene ut og sømmene ind mot bare kroppen, uten at ha den mindste ulempe av det.

I slutten av oktober maaned viser de første ny opklædte eskimoer sig. Spraderne Ahiva og Ojara og deres koner er altid de første. En flunkende ny eskimodres er virkelig meget vakker. Paa overkroppen bæres to anorakker, en med haarene ind og en med haarene ut. Formen ligner paafaldende vor snipkjole – jeg vet ikke, hvem der har faat modellen av den anden! Anorakhalen hos netchjillieskimoerne er ikke svært lang, rækker kun saavidt forbi knæleddet; hos enkelte andre stammer rækker den helt ned til hælene. Den ytre anorak er gjerne utsydd med de vakreste mønstre og av litt tykkere skind end den indenfor. Begge hænger løst om livet, saa luften cirkulerer frit. Bukserne er likeledes to par, et med haarene ut og et med haarene ind. Den ytterste av disse har ogsaa gjerne 255nogen smaa broderier, medens den indre selvfølgelig er uten nogen saadan pynt. De er snøret igjen om livet, men hænger aapne ved knæet. Saavel anorakkerne som bukserne er ofte kantet med frynser.

AHIVA OG ALO-ALO DRAGER PAA FANGST.

AHIVA OG ALO-ALO DRAGER PAA FANGST.

I begyndelsen, inden ekspeditionens medlemmer endnu var blit helt vant til eskimodragten og havde trukket i den for alvor, syntes mange av os, det var naragtig for voksne mandfolk som os at gaa med frynsepynt paa dragten, og skar dem derfor av. Jeg havde dog mine betænkeligheder ved dette, da jeg allerede havde faat syn for, at intet ved eskimoernes dragt eller indretninger i det hele var uten sin mening eller nytte – og lot dem derfor sitte trods de 256andres haansmil. Men den, som ler sidst, ler bedst: en vakker dag begyndte de anorakker, hvor frynserne var avskaaret, at rulle sig opover og vilde snart ha kunnet gjøre tjeneste som halsskjærf, hvis ikke frynserne var kommet paa igjen i en fart.

Ved juletider gaar det lystig for sig i Netchjilli. Skjønt de intet begrep har om vor jul eller vor grund til at feire den, har de dog ogsaa netop da sin vinterfest, som fuldstændig svarer til vor jul. Depoterne er endnu fulde av ren og fisk, og dagene tilbringes udelukkende med at spise og drikke og more sig. De har i fællesskap bygget en mægtig iglu, der tjener til fælles forsamlings– og morskapslokale. Disse festigluer kan bli rene paladser og rummer over 50 mennesker. Adspredelserne er forskjellige: gymnastik, troldomskunster, sang og dans. Gymnastikken drives av mænd i alle aldre. Selv gamle Kachkochnelli deltok og klarte sig likesaa godt som de unge. Da de ikke har nogen svingstang, maa de se til at lage sig en med de midler, de har for haanden. En meget lang sælskindsrem lægges femdobbelt sammen, og en anden sælskindsrem surres omkring til et rep, man trygt kan forlate sig paa. Nu gjælder det at faa det fæstet; og det er ikke saa let, da snevæggen jo ikke egentlig avgir noget solid fæste. Men eskimoerne vet raad ogsaa her. De borer et hul i de to vægger tversover for hinanden, stikker repets begge ender ut gjennem disse og fæster den til to stokke, der er sat paa hver sin side av huset i sneen utenfor. Nu har man den ypperligste elastiske svingstang, og kunsterne begynder. Jeg blev forbauset over blandt disse mennesker at gjense mange av min barndoms kunststykker – og virkelig ogsaa ganske dygtig utført. De var baade smidige og flinke. Jeg fik ogsaa selv lyst til at opfriske gamle minder og vise dem, hvad jeg duet til, – men kom meget uheldig fra det. Det nyttet litet, at jeg skyldte paa det uvante ved repet istedetfor en hjemlig svingstang 257– mine mislykkede opvisninger vakte almindelig jubel hos alle tilstedeværende, baade eskimo og kabluna.

Til sine angekokkunster (troldmandskunster) behøvet de ikke denne store hytten; det kan foregaa hvorsomhelst. I almindelighed utføres disse kunster i en eller anden hensigt, for at fordrive sygdom, skaffe god fangst o. s. v. Trods mine ihærdige undersøkelser kom jeg aldrig underveir med, hvad der kræves for at bli angekok. Der var forskjellige grader av dem, nogen store, nogen mindre og nogen ganske smaa. Kagoptinner var saaledes en meget stor angekok, som jeg før har fortalt, stammens største. Gamle Præderik var ogsaa av de større, men ikke saa stor som Kagoptinner. Det blev os aldrig tillatt at overvære disse forestillinger, men det lykkedes mig engang ved et rent tilfælde at faa et ganske godt indblik i saken. Jeg skulde indom et øieblik og snakke med Uglen. Utenfor hans hytte stod der etpar eskimoer, som snakket til mig, da jeg vilde gaa ind; jeg forstod, at det var noget særlig, de vilde mig, men det gik ikke op for mig før senere, hvad det var. Allerede i gangen hørte jeg høie hyl; jeg tok det for sang, en smule mere høirøstet rigtignok, end jeg var vant til at høre, og fortsatte min gang indover. I den inderste indgang til selve hytten, som var saa lav, at jeg maatte krype igjennem den, blev jeg liggende en stund paa alle fire for at se, hvad der foregik. Jeg kom snart paa det rene med, at gamle Præderik og hans kone – en avskyelig, gammel tingest og en av de faa, jeg ikke kunde komme overens med – var ifærd med hekseri. Brisken, hvor de opholdt sig, laa næsten fuldstændig i mørke, det var saavidt jeg ved gjenskinnet av den eneste lille lyspastille i hytten kunde skimte konturerne av de to nævnte personer. Tilskuere var Uglen og Umiktuallu med familier. De stod længst mulig fjernet fra de optrædende og saa alle meget alvorlige ut. Heldigvis blev jeg ikke straks bemerket, saa jeg kunde rolig iagtta dem alle en stund. «Gamla» var 258grov til at skrike; gamle Præderiks hyl, som under almindelige omstændigheder vilde være betragtet som ganske gode præstationer i den retning, overdøvedes ganske av hendes. Hvad der forøvrig foregik paa brisken kunde jeg ikke se, og en bevægelse for at komme de optrædende paa nærmere hold gjorde, at jeg blev opdaget. Jeg lot mig dog ikke anfegte, reiste mig rolig op og hilste godaften. Men det burde jeg helst latt være med; thi den gamle dame utstøtte nu nogen hyl saa forfærdelige, at jeg skyndsomst fortrak. Fruentimmer i den tilstand har jeg altid havt den allerstørste respekt for.

PRÆDERIK MED KONE I SIN SNEHYTTE.

PRÆDERIK MED KONE I SIN SNEHYTTE.

Allerede nogen minutter efter kom imidlertid Uglen ut og fortalte, at forestillingen var slut, nu havde gamle Præderik «støtt spydet gjennem sig». Jeg fandt dette mindre tiltalende, da jeg jo tænkte mig ham syk og døende; men mine spørsmaal til hans befindende besvartes bare av Uglen 259med en indbydelse til at komme ind i hytten. Der sat den gamle rakker tilsyneladende i bedste velgaaende paa briksen og smaanynnet. Hans kone syntes endnu ikke at være kommet sig ganske av ekstasen, svinget med armene og kastet skumle blikke bort paa mig. Jeg vovet endnu ingen hentydning til det passerte, slog av en almindelig liten passiar og gik saa ombord. Senere paa kvelden kom gamle Præderik og viste mig to huller i sin anorak, et paa ryggen og et paa brystet, de uomtvistelige beviser paa, at han havde gjennemboret sig med sit spyd! Gamle Præderik var en meget skikkelig og bra mand, og jeg har den bestemte tro, at han virkelig selv mente at ha gjort det. Det var jo heller ikke til at undres over, om de rædselsfulde hyl, hans bedre halvdel utstøtte, for en tid havde berøvet ham hans sunde sans og samling . . . . . . . . .

Aldeles uten tanke paa fremtiden er eskimoerne ikke. Deres forraad av kjøt og fisk varer til over jul og litt ind i det nye aar. Sælfangsten maa efter deres love ikke ta sin begyndelse før midt i januar og er endnu da lang tid av mindre betydning, da sælen, lydhør som den er, paa grund av det endnu tynde snelag, hører jægernes skridt paa lang avstand og holder sig borte. Tiden fra midten av januar til uti februar en stund blir derfor den magreste for dem. Saaledes indtraadte der under deres ophold i Gjøahavn i 1905 nogen dage netop i denne tid, da flere av dem likefrem sultet. Vi kunde ogsaa saa litet hjælpe dem; thi gav vi først én, vilde de alle komme, og vi vilde snart havt hele kolonien i kost; jeg maatte derfor holde fast ved den engang tagne bestemmelse, at mat fik de ikke.

Jeg har et litet eksempel paa deres nød fra de dage, som er om ikke helt delikat, saa dog ganske betegnende. Jeg har allerede saa ofte for at beskrive deres seder og skikke været nødt til at gjøre brudd paa velanstændigheden, at jeg vil heller ikke nu vige tilbake herfor. Tamoktuktu 260var en meget slet fanger og som saadan daarlig utstyret med fangstredskaper. Hans forraad slap derfor tidlig op; og havde de andre eskimoer litet at spise, havde Tamoktuktu og hans familie intet. Hans kone Poojarlu, der var en ganske pen kone paa 30 aar, var arbeidsom og flittig og passet sin husholdning ordentlig; men intet kunde jo nytte med et tomt spiskammer! De havde tre barn, hvorav den mindste ganske nylig havde sét dagens lys – og det gjaldt nu at skaffe mat til disse og sig selv. Vi benyttet dengang til hundeføde avvekslende tørfisk og hundetalg. Denne sidste havde hundene vanskelig for at fordøie; og dette havde Poojarlu lagt merke til. Naar hundene derfor var foret med dette stof, fulgte hun efter dem og passet det gunstige øieblik. Det lyder næsten utrolig; men naar frosten havde virket paa det, tok Poojarlu det op og fortærte det sammen med sin familie. Der forekom ogsaa endnu værre ting, som trodser enhver beskrivelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En kveld, efterat sælfangsten var begyndt, blev jeg buden til at se paa kelaudispillet, eskimoernes mest yndede festlek, som avholdtes for at stemme de høie magter gunstig for en god fangst. Det var tindrende frostklart med det vældige dødstause øde fyldt av et fuldmaaneskjær saa sterkt, at man med lethed kunde ha læst derved. Midt imellem leirens mange igluer raket den for anledningen opførte festhytte op over de andre, lokkende med lys gjennem alle isruter. Vi indfandt os tidlig for ikke at gaa tapt av noget. Hytten tok sig meget godt ut indvendig, helt prægtig oplyst med lyspastiller. Midt paa gulvet var der opstillet en stor ring av sneblokker. Enkelte av kaloniens mænd var allerede kommet og underholdt os saa godt de kunde. De var iaften iført sine letteste og finest utsydde renskindsklær. Enkelte av disse rene mesterverker av god smag og kunstfærdighed. Efterhvert indfandt ogsaa de øvrige gjester sig: Anana, 261Kabloka, Onaller, Alerpa, Alo-Alo, og hvad de nu alle heter, Nalungia ikke at forglemme, thi der er mindst 10 av det navn. «Ørna» avsluttet en række av mindst 20 kvindfolk, som alle stille og rolig satte sig ned paa de i rund ring opstillede sneblokker. De saa sandelig ikke ut til at være i feststemning nogen av dem! Mændene tok plads utenom kvinderne, som de selv fandt for godt, og snart var de ogsaa fuldtallige. De var i motsætning til kvinderne alle muntre og fulde av spøk og latter. Det lot til, at det var dem, som skulde more sig.

Endelig viser den ledende senior sig. Det var denne aften Kachkochnelli. Han er iført en let, broderet renskindsdragt, men har ogsaa hue og hansker paa. Han bringer med sig den dyrebare kelaudi, stammens musikinstrument, som bestaar av en rund træring – som et tøndebaand – overtrukket med tyndgarvet renskind og med haandtak i. Trommestokken er en liten træklube overtrukket med sælskind.

Festen tar nu sin begyndelse. Først træder Kachkochnelli ind i ringen, derpaa opløfter Anana sin røst og istemmer noget, som jeg vel faar kalde sang, skjønt jeg har vanskelig for at bruke dette ord i denne forbindelse – og de andre kvinder stemmer i med. Noget saa monotont som denne sang har jeg aldrig hørt; det virker endnu værre i kor. Men enslags fast melodi maatte der jo være i disse fire toner, siden de alle kunde holde unisont sammen.

Idet sangen stemmes i, begynder Kachkochnelli at danse og slaa paa trommen. Det er ikke netop nogen gratiøs dans. Han løfter, staaende paa samme plet, snart det ene, snart det andet ben, mens han svinger overkroppen frem og tilbake og utstøter høie hyl. Samtidig bearbeider han kraftig trommen med klubben, – ikke paa det strukne skind, men paa rammen. Resultatet av alle disse anstrengelser er en øredøvende larm. Kachkochnellis dans blir 262efterhaanden slappere og slappere og efter ca. 20 minutter holder han op. Kvindernes sang, der har fulgt den dansendes bevægelser, dør saa ogsaa hen sammen med dansen. Saa træder næstemand ind i ringen. Det ser ikke ut til, at der er nogen rangforordning hos netchjillierne – den, der sitter nærmest og har lyst til at optræde, gaar uten vi dere ceremonier ind i ringen, og den samme dans og de samme hyl, den samme sang gjentar sig uten skygge av forandring. Dog la jeg merke til, at kvinderne skiftedes om at være sanginstruktør. Da Kirnir, som var itchjuachtorvikeskimo, danset, var det en kvinde av denne stamme, som var forsanger, og da oglulieskimoen Nulieiu optraadte, førte en gammel skjeløiet oglulikvinde an. Det forekom mig ogsaa, som melodien varierte en smule i de forskjellige stammer; men jeg tør ikke paastaa det. Min musikalske sans er som sagt ikke saa utviklet.

Jeg har sét denne dans og sang beskrevet før i flere reiseskildringer, og alle forfattere har været enige om, at de optrædende arbeider sig op i en ekstase. Dette kan jeg ikke være enig i. Efter min skarpeste iagttagelse var de like normale og ved sin fulde sans og samling under hele dansen, selv naar den var paa sin høide. Jeg havde efter beskrivelserne ventet mig noget langt vildere og blev derfor skuffet. Hvori fornøielsen ved denne dans bestaar, er mig i det hele aldeles ufattelig. Selv saa de alle ut til at kjede sig, særlig de arme kvinder, som i det uendelige maatte gjenta de samme toner. De saa ogsaa ganske henrykt ut, da ingen av mændene mere ønsket at optræde, og forsvandt hurtigst mulig ut av hytten. Hele forestillingen varte i 3 timer, og havde jeg visst, at det hele tiden bare var en gjentagelse av det første, op og op igjen det samme, havde jeg naturligvis for længe siden forlatt dansesalen.

Disse danse opførtes hele vinteren igjennem. Det hændte ofte, at de selv efter en anstrengende fangstdag, efter 263sine 10 timers slit paa isen i storm og kulde, begav sig direkte hen i festhytten til denne vanvittige motion. Barna, særlig smaapikerne, havde ogsaa sine fornøielser av denne art. Det bestod i, at to smaapiker stillet sig op likeoverfor hinanden, hvorpaa de trak hodet ned mellem skuldrene, bøiet sig fremover mot hinanden, vrikket paa overkroppen og sa en hel masse uforstaaelige ord like op i næsen paa hinanden. Altsammen under dypt alvor. Eller de satte sig paa huk overfor hinanden og hoppet op og ned, mens de mumlet en hel del – fremdeles med det samme dypt alvorlige ansigt. Om moroen ved dette kanske ikke var saa stor – hvad det virkelig ikke saa ut til efter deres uttryk at dømme – saa var det ialfald en ganske god gymnastik. De havde ogsaa endel andre leker, men saa ikke ut til at bry sig noget videre om dem. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Som jeg før har sagt, tar sælfangsten først sin egentlige begyndelse og faar først sin betydning noget ut i februar, naar sneen falder tæt og lægger sig i meterhøie skavler bort over isen, saa sælen ikke kan høre jægerens skridt. Da er deres nødstid forbi; de tomme spiskamre skal nu fyldes paany. Sælfangsten er ved siden av renjagten netchjilliernes vigtigste næringsvei, og da fremgangsmaaten ved den er saagodtsom ukjendt, vil jeg forsøke at beskrive den saa godt jeg kan efter mine egne iagttagelser fra mine turer sammen med dem.

Det er en sur, mørk morgen i februar maaned. Der blaaser hel kuling fra nordvest og med et snefokk saa tæt, at man kunde tro sig sat paa hodet i en melsæk. Klokken er bare 8 om morgenen, og dog er der lys i igluerne og fuldt liv i leiren allerede. Alle forberedelser tyder paa sælfangst. Det er saa meget vanskeligere for en fremmed at forstaa, at de vil ut i dette fæle veir idag, som de igaar gik og drev hjemme i det herligste, klareste solskinsveir med blikstille. 264Men eskimoens beregninger og planer blir man aldrig klok paa, han følger sine egne love, der kun kjendes av ham selv alene. Men sin grund har de altid.

OGLULI-ESKIMO REPARERER SIN SLÆDE.

OGLULI-ESKIMO REPARERER SIN SLÆDE.

Klokken blir næsten 9, inden de alle har somlet sig færdig. Eskimoen kan nemlig somle og det tilgagns. De gaar idag ut allesammen i følge; ellers pleier de som oftest at drage ut i smaapartier for sig. De er ikke alle like godt utstyret. Kachkochnelli er en ordensmand, der altid har sine saker i den skjønneste stand, saa ved at se paa ham, kan man faa et rigtig begrep om, hvordan et ordentlig sælutstyr skal være. Det første, man lægger merke til, er at han har snøret sine skindklær helt sammen, saa at de er utilgjængelige for luft. Han finder nok de aapne klær, de ellers bruker, for kolde idag. Paa ryggen hænger paa en knap hans uundværlige snekniv, delvis dækket av jagtvæsken – tuttirea – som hænger oppaa den i en sælskindsrem over skuldrene og tversover brystet. Jagtvæsken 265indeholder følgende redskaper (se billede av eskimoredskaper side 217): En harpun helmiakki (fig. 13 og 14), med harpunline, togakchjea (fig. 13 og 14), 2 redskaper til at opservere sælen med: illa (fig. 15 og 16) og kiviutchjervi (fig. 17 og 18), en hulbeskytter, anokchjleoiritkun (fig. 20 og 21), 2 smaa træpinder, hvorpaa sællansen hviler, na-a-makta (fig. 11 og 12), en strop for sælens ophaling, okchjeun, desuten nogen smaapinder av renhorn til at sy saaret i sælen igjen med, topota (fig. 7 og 8). Dette er hele posens indhold. Posen selv er firkantet, sydd som oftest av renskind, men ogsaa ofte i mangel derav av hvitrævskind. I haanden bærer han de øvrige redskaper og vaaben: sælspydet, onaki (fig. 10), hulsøkeren, hervon (fig. 3), hulundersøkeren, hervotavra (fig. 6), og en ske, ilaun (fig. 9). Før i tiden, ja bare for nogen aar siden, var alle disse vaaben og redskaper udelukkende av renhorn; nu finder man som oftest enkelte dele av jern iblandt.

SMAA BUESKYTTERE AV NETCHJILLI-STAMMEN.

SMAA BUESKYTTERE AV NETCHJILLI-STAMMEN.

NETCHJILLI-ESKIMOER RUSTET FOR LAKSEFISKE.

NETCHJILLI-ESKIMOER RUSTET FOR LAKSEFISKE.

I den anden haand leder Kachkochnelli sin hund i en sælskindsrem. Ellers er det ikke alle, som har hund. De er ca. 40 mand i følge idag, i alderen fra 15 til 50 aar. De har en masse at passiare om. Man skulde tro, de levet i en verden fuld av begivenheder og vekslende stof til sam taler og drøftelser og ikke her i ismarken, som har ligget taus og øde i aartusener, og hvor livet fra den ene dag til den anden, ja fra det ene aarhundred til det andet har artet sig evig éns. De gaar allesammen i flok over landryggen, men idet de kommer ind paa isen, sprer de sig i ordnede skytterlinjer. Avstanden mellem hver enkelt økes stadig, eftersom de avancerer, og inden kort tid er de spredt utover en ganske anselig flate. Kachkochnelli klemmer ivei, mens han smaanynner og prater med sin hund. Der er intet bemerkelsesværdig ved hunden, hverken særlig opreist hode eller kloke øine. «Kjøter» var vel den fineste benævnelse, man vilde gi den. Men man skal ikke skue hunden paa haarene. Saa ussel den end er av utseende, tror jeg 266neppe, dens herre vilde bytte den med den fineste pointer, gordonsetter eller hvad de nu heter alle disse fine racehunder. Den har nemlig en egenskap, der gjør den uundværlig i disse egne –: den vet at finde sælens opholdssted. Pludselig skjærer den ut til siden, stanser og undersøker sneen meget omhyggelig og lægger sig derpaa plat ned, gravningen overlater den til Kachkochnelli, som straks støter rundt omkring i sneen ned til isen med sin hulsøker – den samme, som han bruker, naar han skal undersøke sneen for at bygge iglu. Allerede den første undersøkelse gir tilsyneladende et bra resultat; thi han slænger straks jagtvæsken av over hodet, tar kniven av knappen og gir sig med denne til at fjerne snelaget, som dækker hullet, han har fundet i isen. Dette foregaar dog ikke uten forutgaaende grundige undersøkelser. Sælen har nemlig saa mange huller foruten dette, hvorigjennem den trækker luften, og for nu at undersøke, 267om det hul, han har fundet, virkelig er et pustehul, som nu er i daglig bruk, eller bare et eller andet gammelt forlatt hul, lægger Kachkochnelli sig helt ned paa maven i sneen og lugter til hullet. Og hans skarpe lugtesans bedrager ham aldrig. Idag er nok skjæbnen ham huld, thi han har straks fundet et rigtig pustehul, som tydeligvis er hyppig søkt av sælen. Med nogen høie hyl tilkjendegir han saa sine nærmeste kamerater, at han er optat. Denslags lyd skræmmer ikke sælen; derimot bevæger han sig med den allerstørste forsigtighed henover sneen; thi han vet, at sælen er umaadelig vâr for den mindste lyd av trin mot isen. De huller, sælen holder aapne om vinteren, er ikke store paa overflaten, bare netop saa store, at sælen saavidt kan stikke snuten op igjennem dem for at puste. De ut vider sig derimot stadig nedover og har altsaa den største vidde ved isens underflate. Det første han nu gjør, efterat han er sikker i sin sak, er at dække hullet omhyggelig over med sne, forat sælen ikke skal ane uraad, om den skulde 268komme til at gjeste hullet under forberedelserne. Endel av det snelag, som ligger over hullet, skjærer han bort og graver sig derpaa med sin ske ret ned mot hullet gjennem den øvrige sne, idet han kaster den opgravede sne tilside. Naar han nu saavidt har banet sig vei til hullet, fører han hulundersøkeren ned igjennem det for at undersøke det nærmere indvendig. Naar dette er tilstrækkelig gjort, sætter han hulsøkeren i hullet med den ene haand, og skuffer med den anden sneen til rundt den, og fylder saaledes det opgravede hul op til overflaten. Idet han derpaa forsigtig trækker hulsøkeren op, efterlater denne sig et litet rundt hul i sneen, helt ned til sælens pustehul; et hul, der ikke er større end en to-øre, men dog stort nok for hans observationer. Er det tidlig paa aaret, og snelaget er tyndt, vil han uten andre midler end sine naturlige sanser øieblikkelig kunne merke sælens komme. Men som nu paa denne aarstid, da sneen ligger saa høi, maa han ta sine sindrige redskaper tilhjælp.

De redskaper, som brukes i dette øiemed, er de to før nævnte: illa og kiviutchjervi – enten brukes det ene eller det andet. Kachkochnelli bruker helst illa, men han viser mig ogsaa, hvorledes man bruker kiviutchjervi. Denne er lavet av tyk rensene og er av form ikke ulik en liten baatdræg med to klør. Til denne er altid fastgjort med en snor en dusk av svanedun, som er bundet sammen for ikke at mistes. Med stor omhyggelighed leter han først ut et enkelt svanedun av dusken og klæber hver av dettes begge ender med spyt fast til de to klør, saa at svanedunet staar i en bue mellem disse. Derpaa sænkes den ned i hullet saalangt, indtil den lille tverstok hviler paa sneens overflate og holder igjen. Da hele dette redskap ikke er mere end 5 cm. langt, vil man med lethed kunne se det utspændte svanedun nede i hullet. Er veiret overhændig stygt, saa den opsatte snemur ikke helt beskytter hullet mod snedrift, sættes hulbeskytteren 269over dette. Denne ser omtrent ut som en ganske liten lyseskjerm og er sydd av gjennemsigtig sælskind. Igjennem den holder han saa øie med det utspændte dun. Denne hætte har jeg dog aldrig sét i bruk.

ILLA OG KIVIUTCHJERVI.

ILLA OG KIVIUTCHJERVI.

Endnu mens sælen er flere meter borte, vil bevægelsen i vandet forplante sig til hullet og sætte det fine dun i bevægelse. Men naar det beleilige øieblik til at støte spydet i hullet er der, kan kun avgjøres av hans gode hørsel og sikre omdømme.

Illa’en gir et sikrere og tydeligere merke paa sælens ankomst til hullet, og derfor foretrækker ogsaa de fleste eskimoer den fremfor kiviutchjervi. Dette andet apparat bestaar av to ganske tynde renhornspinder, forbundet med hinanden ved en tynd snor. Den ene av disse pinder er 20 cm. lang; den anden og længste er 50 cm. og har paa den nederste ende en rund, tynd benplate, noget mindre end en to-øre. Snoren, som forbinder pinderne, er fæstet gjennem et hul i toppen paa hver av dem og er ca. 25 cm. 270lang. Illa’en er ogsaa lettere at anbringe i hullet end kiviutchjervi; thi svanedun er jo ikke et ganske letvint stof at behandle i storm og 50 graders kulde. At anbringe Illa’en, hvor den skal være, gaar helt enkelt for sig –: Den mindste pinde stikkes ned i sneen ved siden av hullet og den største sænkes ned igjennem selve hullet. Idet nu den lille runde benskive ved enden av denne pinde møter den smaais, som ligger over vandet i hullet, vil den stoppe op ved denne og saaledes holde Illa’en oven vande, og traaden, som forbinder begge pinder, vil bli liggende ganske slak paa sneen.

TATOVERT ARM (UTKOHIKCHJALLIK-ESKIMOKVINDE)

TATOVERT ARM (UTKOHIKCHJALLIK-ESKIMOKVINDE)

Under hele dette forberedende arbeide har han jagtvæsken liggende under føtterne som matte – dels for varmens skyld og dels for at dæmpe lyden mot sneen for sælens skyld. Naar nu kiviutchjervi eller illa er anbragt i hullet, gjøres sælspydet parat. Dette bestaar av tre dele, hvorav den midterste eller skaftet er ca. 1 meter lang og 2712 ½ cm. i tvermaal og er gjort av træ eller ben. I skaftets ene ende er der en ca. 60 cm. lang rund stang, som nu som oftest er av jern, dog finder man ogsaa endnu spyd, hvor den er av renhorn. Jern foretrækkes dog langt for renhorn, da hele spydet derved blir stivere og derfor støtet sikrere. Jern er i det hele det bedste byttemiddel blandt netchjillieskimoerne. Denne horn– eller jernstang ender i en spids, som passer ind i en indsænkning i harpunen. Paa den anden ende av skaftet sitter spydets tredje del, som brukes til at forstørre hullet med, efterat sælen er fanget. Denne del er ogsaa enten av jern eller horn – dog oftest av horn, skjønt jern ogsaa her foretrækkes. Den er surret til skaftet og i den nederste ende sterkt krumbøiet og tilspidset.

TATOVERT LAAR (NETCHJILLI-ESKIMOKVINDE).

TATOVERT LAAR (NETCHJILLI-ESKIMOKVINDE).

Harpunen fæstes nu til lansen og harpunlinen kveiles op og stikkes klar indunder en ganske smekker snor av rensener, som løper langs hele spydskaftet og er fastgjort i begge ender av dette. Harpunen har en længde av ca. 8 cm. og er nu næsten altid av jern eller kobber. Kun harpunens ytterste spids er skjærpet, forat hullet i skindet skal bli saa litet som mulig. Nederst ved spidsen sitter der to noget bakoverbøiede vinger, som skal hindre harpunen fra 272at gli ut igjen, naar den engang er kommet ind. Med det samme harpunen er trængt ind i sælen, løsrives den fra skaftet, og al kraft overføres paa harpunlinen, som er indspleiset i et hul midt paa harpunen saaledes, at harpunen lægger sig paatvers, idetsamme linen faar taket. Harpunlinen flettes av rensener baade rund og flat, dog vil en ordensmand altid ha den flat. Den er da ½ cm. bred og 4 meter lang. Den flettes altid kun av utsøkte sener og er yderst solid.

UGLEN PAA ØRRETFISKE.

UGLEN PAA ØRRETFISKE.

Naar nu hele lansen er klar og iorden, lægges den ned paa de to smaa træpinder – na-a-makta – som er stukket ned i sneen. Saa trækker eskimoen votterne av, trækker den venstre arm ut av ærmet og fører den ind paa brystet, mens den høire haand stikkes ind i det tomme venstre ærme. Erfaringen har lært ham, at han paa denne maate bedst holder sine hænder varme og hurtigst klare til angrep. Votterne holder han fast mellem benene. Derpaa krummer han sig litt i knærne, bøier overkroppen forover og ansigtet spændt nedover mot hullet.

273Det er, som alt lægger sig tilrette for ham idag. Illa’ens bevægelser viser, at sælen nærmer sig. Paa grund av den gyngende bevægelse, smaaisen, som den hviler paa, kommer i ved vandets bevægelser, dukker den op ned. Eskimoen retter sig i veiret, og i ett nu er begge hænder paa sin plads. Den høire griper om spydet, og i den venstre holder han linekveilen; og med alle muskler spændt indtar han nu stilling til støt. Idetsamme sælen stikker snuten op gjennem pustehullet og skyver smaaisen tilside, glir illa’en av og synker ned med den følge, at forbindelsessnoren mellem de to pinder strammes. Det er tegnet! Han koncentrerer al sin kraft og støter til. Lansen løper med ufravigelig sikkerhed ned gjennem det fine lille hul og træffer aapningen i isen. Han har tak! Med lynets hastighed napper han lansen op og stikker den i sneen ved siden av, mens han slipper linekveilen ned, som holdes i en rendesnare om den anden haand. Sælen render linen ut, saa lang den er. Men naar sælen har været en tid under vandet og mangler luft, begynder dens kræfter snart at svigte; og naar eskimoen kjender dette, tar han rendesnaren av haanden og trær den paa foten for at faa begge hænder fri. Hullet hakkes saa op, stort nok til at kunne faa sælen op igjennem det, og der hales ind paa linen. Er sælen ikke allerede død av det traktement, den har faat, bores lansens jernstang nu gjennem øiet ind i hjernen, og da er det slut med enhver opsætsighed.

Jagtens spænding og de hurtige bevægelser har hittil været tilstrækkelig til at holde de blottede hænder varme. Men nu trækker han votterne paa. Med lansens krumbøiede pigg stikker han nu hul tversigjennem sælens overlæbe og kind, trær en strop gjennem hullet og haler sælen op. Harpunen drages ut, og fangsten er endt. Imidlertid er hans nærmeste kamerater kommet til og har hjulpet ham at trække sælen op, hvis det trænges. Med sin kniv gjør 274han nu et litet snit i buken paa sælen og trækker lever og nyrer ut, og med disse delikatesser samt en liten bete spæk forlyster saa de tilstedeværende sig. Paa en dag som denne, naar temperaturen er saa lav, hindres blodet i at løpe ut bare ved at fylde saaret med en blanding av sne og is, som øieblikkelig fryser og danner forbinding god nok. Om vaaren naar temperaturen er høiere, heftes saaret sammen med de smaa renhornspinder (topota). Naar maaltidet er endt, spændes de forhaanden værende hunder for i stroppen, og det bærer hjemover med byttet.

Paa hjemfarten faar man øie paa en isbjørn oppe i en skrugar; vinden bærer fra, saa hundene ikke faar tæften av den, før de ser karen. Saa slippes de løs alle fem og sætter i rasende fart ind paa bjørnen. Og der blir slagsmaal av rang! Bamsen er snart paa to og snart paa fire, basker og slaar og glæfser; men bikkjerne er ham for forte i vendingen, han naar dem sjelden. Imidlertid gjør de sin pligt og holder dyret oppe med snak, indtil de fem eskimoer naar frem med fældede sælspyd. Og nu antar kampen en alvorligere karakter. Det kræver mands mot at gaa bæstet tæt ind paa livet, og naar man ser alle de ar og skrammer, eskimoerne gaar omkring med, forstaar man jo nok, at bjørnejagten ikke altid løper av uten blessurer. Umiktuallu gir endelig bamsen banesaar, og der ligger den. Kjøttet deles mellem alle jægerne, men Umiktuallu beholder skindet for sig.

Ved hjemkomsten overgives byttet til husfruerne. Sælen er ikke større, end at den hales ind i hytten og flaaes der Nujakke er en dygtig kone, og snart er sælen baade flaadd og parteret. Kjøt og spæk deles likelig mellem alle. Intet kastes bort. Skind og tarmer tilfalder den, der har dræpt dyret. Tarmerne, som er disse folks fineste delikatesse, tømmes og lægges i gryten for at varmes op. Nogen kokning er der ikke tale om. Dette er en hyggelig stund i 275huset, – fast huset selv bare er for en snedrive at regne. Kachkochnelli selv ligger og strækker sig paa brisken og traller og synger av velbehag; hvilen smaker nemlig herlig efter en lang og anstrengende jagt i storm og kulde. Nujakke sysler med gryten, og Kallo og vesle Nulieiu hænger om hende med bønlige blik. Spæk er der nok av, saa der spares ikke paa varmen. Lysskjæret falder ogsaa paa nogen smaa fjæs henne i døren . . . . . . . . men Nujakke er en forstandig husmor, der vet, at om alle, som bad, skulde faa, blev der ingenting igjen, og hun later derfor, som hun ikke ser dem derborte. Til Kallo og Nulieiu derimot maa hun jo skjære av etpar tommer tarm …!

Den sæl, som forekommer paa netchjilliernes fangstfelt er udelukkende snadd eller smaasæl. Den er meget fet og har et delikat kjøt. Naar der aldrig kommer større sæl herind, har det sin forklaring i, at farvandet omkring er saa grundt. Strækningen tvers over fra Mattyøen til Boothia Felix og til Etasundene er for grund endog for en storkobbe. Der findes ellers nok av storkobbe paa begge sider. I Ogluli fanger eskimoerne masser av dem. Merkelig nok fanges disse store kjæmpesterke dyr paa samme vis og med samme redskaper som snadden. Det synes ufattelig, at en mand kan holde en storkobbe i en rem! Men saa hænder det jo ogsaa, at det gaar galt. Tolimao, en kar paa 177 cm., sterk og svær, er nummer én blandt disse fangere. Forrige vinter fik han tak i en ualmindelig diger kobbe. Det holdt haardt, men Tolimao havde ikke sluppet taket før og agtet ikke at gjøre det nu heller. Han tok spændtak med føtterne og holdt fast med begge næver. Men kobben var sterkere; og den rev ham overende og halte ham ned i hullet – storkobbens aandehul er selvfølgelig betydelig større end snaddens – med hodet, armene og skuldrene. Han slap fremdeles ikke, og blev liggende slik tversover hullet, til kameraterne kom til og hjalp ham op. Storkobben blev Tolimaos den!

276Naar vaaren staar for døren, mot slutten av mars, kommer den tid, da sælen føder sine unger. For ikke at overraskes av begivenheden under 4 meter tyk is, begynder den i tide at utvide et av sine mange aandehuller. Samtidig graver den sig litt efter litt ind i sneen over isen og har tilslut den fineste snehytte istand med isen til gulv og det mægtige snedække ovenover. Her føder den saa. Ofte hender det, at den opspores av hundene; er ungen da stor nok, plumper den i sjøen med moren. Er den for nyfødt og liten, blir den eskimoernes bytte.

Saa gaar tiden. Juni kommer, og sneen smelter av isen. Da kommer sælen op paa den for at sole sig og nyde synet av den aapne himmel og den klare dag, efter ni maaneders tilværelse ide dunkle dyp. Ved denne tid fanger eskimoerne en mængde sæl. De opdager dem som sorte prikker langt utpaa isen og lurer sig saa indpaa dem, hvilket kan være et uhyre vanskelig kunststykke. Jægeren væbner sig med lanse, kniv, ske og forbindssaker – topota. Et litet sælskind slænger han desuten over skulderen og gaar saa avsted utover mot den sorte prik, saa langt han vover. Saa lægger han sig ned og kryper. Sælen er likesaa vâr over som under isen, og er der nu ingen skrugarer at søke skjul bak, har han en vanskelig opgave at løse. Med blikket ufravent fæstet paa sit bytte aaler han sig frem; reiser sælen paa hodet, maa han stoppe og ligge flatt ned, til den atter beroliger sig. Naar han er helt nær, lægger han sælskindet under albuen og glir frem paa det for at dæmpe lyden. Viser sælen tegn til uro, prøver han at efterligne dens fæller, grynter og skraper med skeen i isen, og frembringer derved samme lyd, som naar sælen berører isen med luffen. Paa denne maate sniker han sig indpaa dyret; er han saa heldig at undgaa at skræmme den, til han har den inden kastevidde, reiser han sig pludselig op og slænger sin lanse med kraft og sikkerhed. I dette 277øieblik er det naturligvis, de fleste sæl gaar tapt; men mange blir dog hans bytte. Vore nordlandske fangstmænd kan nok fortælle om besværlighederne ved sæljagt paa isen. Ofte gaar der flere døgn itræk med denne sæljagt, og jægeren har da niste med og spiser og sover ute paa isen. Det er ihærdige karer!

Saa er juli maaned atter inde, himlen er blaa, solen varmer, fugl flyver og blomster mylrer i alle bakker. I Netchjilli reises telt ved telt, og kajakkerne venter paa at trækkes.


Jeg blev aldrig helt klar paa, hvorledes de forskjellige stammer fordelte jagtdistrikterne mellem sig. Men jeg tror, jeg saa nogenlunde træffer det rette, naar jeg meddeler, at itchjuachtorvik-eskimoerne havde sit sælfangstfelt fra Mattyøen og nordover; netchjillierne fra Mattyøen sørover til Point Ogle paa fastlandet; oglulierne fra Ogle vestover gjennem Simpsonstrædet og ut i Ogluli. Kiilnermiun-eskimoerne faar paa denne maate et meget stort felt: fra Kobberminefloden til midtveis i Ogluli; maaske er denne stamme talrigere end de andre – eller maaske er disse egne mindre rike paa sæl, hvad jeg dog ikke skulde tro. Det hænder jevnlig i vinterens løp, at to stammer møtes under jagten. Det er saa langt fra, at slike sammenstøt avstedkommer slagsmaal og blodsutgydelse, at de tvertom er signalet til en række festligheder. Grænserne mellem de forskjellige felter er derfor neppe særlig skarpe.

Tidsregningen holder eskimoerne rede paa med den største nøiagtighed –d. v. s. inden aarets ramme. Skal han regne aarevis (eller som han siger i somre og vintre), gaar han bedrøvelig surr og kommer til de sælsomste resultater. Gamle Kachkochnelli skulde saaledes engang fortælle os, hvor gammel hans datter Alerpa eller Kodleo var. Han 278stred længe; paa eskimoernes vanlige vis tællet han paa fingrene og halte snart i langemand, snart i tommeltot, med en yderst dypsindig mine. Endelig var han færdig med regnestykket. Alerpa – en velvoksen, fuldt utviklet kone – var 7 aar! Men de forskjellige maaneder i aaret har de den nøiagtigste rede paa. Vi kunde saaledes træffe avtale om at møtes til bestemt tid mange maaneder i forveien, og de var altid paa pletten.

Efter Uglens opgivende deler eskimoen aaret i 13 maaneder med følgende navne:

  • 1. Kapidra, januar, betyr: Det er koldt, – eskimoen fryser.
  • 2. Hikkernaun, februar: Solen vender tilbake
  • 3. Ikiakparui, mars: Solen stiger.
  • 4. Avonivi, april: Sælen føder.
  • 5. Netchjialervi, mai: Sælungerne gaar i sjøen.
  • 6. Kavaruvi, juni: Sælungerne skifter haar.
  • 7. Noerui, juli (1): Renen føder.
  • 8. Itchjavi 1, juli (2): Fuglen ruger.
  • 9. Itchjavi 2, august: Ungerne utklækkes.
  • 10. Amerairui 1, september: Renen drager sørover.
  • 11. Amerairui 2, oktober: Do.
  • 12. Akaaiarvi, november: Eskimoerne lægger depoter.
  • 13. Hikkernillun, december: Solen forsvinder.

Forskjellen mellem denne og vor egen maanedsinddeling er jo ikke stor. Aarstiderne regnes efter isens og sneens beskaffenhed:

  • Opingan, vaar (juni og juli): Naar sneen forsvinder av isen, og denne gaar op.
  • Avra, sommer: Naar der ingen is er, – august og september.
  • Okeo, vinter: De resterende 8 maaneder.

De har saaledes bare tre aarstider. Høsten har de sat ut av betragtning.

BESØK OMBORD AV NETCHJILLI-ESKIMOER.

BESØK OMBORD AV NETCHJILLI-ESKIMOER.

280Døgnet inddeles i:

  • Obla – morgen.
  • Onon – aften.
  • Onoa – nat.

Som et bevis paa, hvor godt de passet paa sin tid inden aarets ramme, kan jeg nævne, at Talurnakto den 25de mars 1905 fortalte mig, at det nu var et aar, siden vi første gang saas. Vort første møte med netchjillierne fandt sted den 18de mars 1904. Det er ikke daarlig regnet – uten almanak.

Med hensyn til eskimoernes religiøse forestillinger vil jeg ikke indlate mig paa at berette herom. De medelelser, jeg paa dette omraade fik, var yderst mangelfulde og løse og overlot det meste til éns egen fantasi. Hvis disse folk havde nogen tro paa et høiere væsen, la de i hvert fald godt skjul derpaa. Et liv efter dette tænkte de sig; de gode mennesker hørte forsaavidt hjemme paa maanen, de onde i jorden; stjernerne var beredt dem, der var litt av begge dele. Naturfenomener som nordlys, stjerneskud, torden og lyn, regnbue o. s. v. saa de paa med komplet likegyldighed.

De var tydeligvis gla i at leve. Men paa den anden side indgjød døden dem ikke den ringeste frygt. Var de syke og usle, tok de med sindsro farvel med livet og kvalte sig. To slike tilfælde indtraf under vort samvær med dem.

Vi kom paa Gjøas færd i berøring med ialt 10 forskjellige eskimostammer og fik god anledning til at iagtta civilisationens indflydelse paa dem, idet vi kunde anstille sammenligninger mellem de eskimoer, der var kommet i berøring med civilisationen, og dem, der var helt uberørt av den. Og jeg vil som min faste forvissning uttale, at de sidste, de eskimoer, der lever absolut avsondret fra enhver civilisation, ubetinget er de lykkeligste, de sundeste, hæderligste og mest tilfredse. Det maa ogsaa staa som en uavviselig pligt for de civiliserede 281nationer, der kommer i berøring med eskimoerne, at verne om dem og ved love og strenge forskrifter verge dem mot de mange farlige og slette sider av den saakaldte civilisation. Uten dette gaar de uvægerligen tilgrunde. Den kongelige danske grønlandske handel har al ære av den maate, hvorpaa den har behandlet sin grønlandske koloni. Det var at haape, at de andre nationer vilde ta eksempel av den danske her og føle ansvaret helt og fuldt ut likeoverfor disse prægtige og kjække naturbarn opunder polen.

Mit bedste ønske for vore venner netchjillieskimoerne er, at civilisationen aldrig maa naa dem.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Nordvestpassagen

I 1903-07 ble Roald Amundsen den første som seilte Nordvestpassasjen, sjøruten mellom Atlanterhavet og Stillehavet. Båten het «Gjøa», og Amundsen og mannskapet på seks brukte nærmere fire år på turen (inkludert tre overvintringer).

I Nordvestpassagen forteller Amundsen om livet ombord, om det vitenskapelige arbeidet og om menneskene de ble kjent med. De tilbrakte to år på sørsiden av King William Land. Bukta fikk navnet Gjøahavn. I to måneder våren 1904 reiste Amundsen og Peder Ristvedt ca. 750 km med hundeslede og fastslo den magnetiske polens beliggenhet.

Boken inneholder i underkant av 150 illustrasjoner.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1907 (nb.no)

Les mer..

Om Roald Amundsen

Roald Amundsen var polarforsker og ekspedisjonsleder. I 1903-07 var han den første som seilte Nordvestpassasjen, sjøruten mellom Atlanterhavet og Stillehavet. Båten het «Gjøa», og Amundsen og mannskapet brukte nærmere fire år på turen (inkludert tre overvintringer). I 1911 ledet han den første ekspedisjonen som nådde det geografiske Sydpolpunktet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.