2.

Gamle Rath havde buden ham til Middag og havde desværre ikke kunnet undgaae Maleren Hr. B. Min Sanglærerinde, Jødinden ligeoverfor, og Frøken F., en stor Velynderske af mig, traf tilfældigviis til, ogsaa blev vort lille Bord med Fader og Broder og de unge L – s omtrent paa 10 – 12 Personer. Jeg havde udtrykkelig forbeholdt mig af Fruen at hun skulde sørge for at jeg ikke kom ved Siden af B. thi om jeg end ikke kom til at tale med M. vilde jeg have Roe til Iagttagelser; men Fru L. er af de Mennesker, om hvem man siger: «hun har den bedste Villie», og saadanne sætte skjelden noget igjennem. Da Fader havde sadt sig øverst ved Bordet vilde jeg placere mig ved Fløien til hans Venstre, M. tog Stolen ved min Side i Beslag, og vi vilde netop sætte os, da Rath under Paaskud af at vi maatte sidde i Bunterad, (hvilket jo alligevel kunde gjøres) vilde trække mig bort fra min Plads som jeg dog haardnakket forsvarede ved at klamre mig til Stoleryggen. Hvor herligt vilde jeg ikke været placeret! Fader til Høire M. til Venstre, jeg hører bedst paa venstre Side – M. i Lys, jeg i Skygge, den nødvendigste Betingelse for at befinde mig a mon aise ligeoverfor en Bordcavaleer; men Rath var ubønhørlig og Fruen kom mig ikke til Hjælp – han hvilede ikke førend han havde placeret mig paa venstre Side af M. og i næste Øieblik havde jeg Hr. B. paa den anden og Frøk. F. indtog min Plads. Baade denne og den omtalte Sanglærerinde H. ere 2 respectable fortræffelige, med megen Snak begavede Damer; i Betragtning af den sidste Egenskab troede jeg saameget lettere at kunne være taus Iagtagerinde og foresatte mig det, men B. lod det ikke komme dertil og da hine bestandig holdt M. i Aande, kom vi til at vende Ryggen mod hinanden næsten uafbrudt. I Førstningen ærgrede jeg mig derover, men B. forsonede mig efterhaanden, han var uagtet sin Vigtighed og Ufordragelighed temmelig indviet, han fortalte mig mange interessante Ting om Charlotte S., Berlin, M. o. s. v.

Et Par Gange blev Samtalen almindelig. Man talte om Steffens, og Mundt var den der ogsaa ydede vor berømte Landsmand sin Paaskjønnelse. Det er, bemærkede Maleren til mig med lavere Stemme, overraskende at høre M. tale om S. saaledes, thi denne er netop en av hans ivrigste Modstandere. Et Par Gange da jeg drog Aande efter Oxestegen og Maleren ved Bordet, vendte M. sig om til mig og spurgte hvorledes jeg leed at være i Tydskland – det var den første Tiltale. – Jeg elsker vel Tydskland, svarede jeg, men naar jeg kunde boe hvor jeg vilde, vilde jeg ikke vælge H. til mit Opholdssted. Han smiilte og syntes at kunne begribe dette meget vel, men fordrede ikke desmindre en nøiere Forklaring. Jeg klagede da over Aanden, over den Pengespeculationsaand, der gjennemtrængte Alt, det utaalelige Hovmod der i det selskabelige adskilte Klasserne fra hinanden, den rædsomme Materialisme – kort jeg veed ikke hvad – man maae have været et Aar i H. for at blive veltalende i det Capitel, og det var jeg – og sluttede med da han vedblev at smile saa besynderlig uden at sige noget – at det burde jo egentlig for en ung Pige være nok, naar hun kan paa et saadant Sted gaae paa Baller, Comedie og frequentere alle Adspredelser; men for en norsk er det ei nok, hun har altid nogle Interesser à part som i H. ikke finde ringeste Gjenklang. Ingen kjender vor Litteratur, vor Politik, vore Forhold – det hele Scandinavia er dem et terra incognita. I dets Sted skal man sig af al Magt interessere sig for dem, og sætte sig ind i deres Interesser, der ere mig modbydelige i enhver Henseende – man skal beundre denne lille Stat med sine forædte Senatorer,Billede paa sand lilleputiansk Værdighed. denne tomme Glands i Selskaber, denne latterlig-fornemme Tvang som man giver Navn af den gode Tone, disse aandfortærende Smauserier og den usigelige Tomhed og indre Raahed, der skjule sig under alt dette – Handel, Handel aander Alt, her som Alt forhandles, det Høieste, Ædleste er tilfals for klingende Mynt, Alt maales med en Alen og veies paa Krambodvægtskaal, Mennesker og Menneskeværd – – – – – – – –

Jeg fik ikke endt denne Elogi over H., vi stod op fra Bordet, og det var meget beleiligt, thi nu kosted det mig megen Umage faae den endt. Saa sammenhængende i lang Tale blev den nu heller ikke fremført men afbrudt ved korte Spørgsmaal eller Bemærkninger fra min Tilhørers Side.

Vi drak nu Caffée i næste Værelse, mit lille Cabinet. Frøken F. og jeg havde placeret os i Sophaen og Hr. B. indtog ligeoverfor os en saadan smægtende Stilling som en Troubadour der har faaet en Kurv, at jeg spurgte om han spilte paa Guitar, det maatte han bestemt gjøre. Hvoraf slutter De det spurgte M. Jeg kunde ikke angive nogen anden Grund end at Hr. B. paatrængte denne Idee. «Det maae da være at han seer saa verliebt ud,» svarede han. Det befandtes at han virkelig spillede, jeg hentede i Forglemmelse Fruens Guitar, endskjøndt der gjennemfoer mig en bitter, smertelig Følelse ved at see den brustne Streng. Han havde afrevet den. Saaledes forvandles Spøget selv til Sorg for mig. Imidlertid reddede dog den brustne Streng mig fra Hr. B.’ Musik. Den blev aldrig siden sat istand. Fader havde spøgende benævnt M. junges Deutschland, derved faldt Talen paa Heine. Frøken F. kom nu paa sin Yndlingskjephest og fortalte M. at jeg drev et Slags Afguderie med H. uagtet jeg bad om Naade og raabte at jeg havde lidt nok for denne Sag. Da jeg kunde komme til Orde vendte jeg mig til M. og fortalte hvorledes jeg i min schuldlose Verehrens første Uerfarenhed havde gjort hans Moder et Besøg, et Skridt som jeg maaskee hjemme ikke havde vovet, men i H., hvor jeg maatte troe mig ubekjendt og ubemærket havde jeg ikke kunnet modstaae den Nysgjerrighed at see hende «in dessen selig süssen trauten Nähe ergreift ihn oft ein demuthsvolles Zagen», men dette Skridt hvor uskyldig i selv var ligesaalidt bleven mig tilgivet der. Fr. F. meente der var intet Ondt i det, kun at jeg drev min Beundring for vidt, og at det eneste der kunde helbrede mig var hans personlige Bekjendtskab, og nu gik det løs paa ham med en Hamburgerindes hele Hadskhed. Jeg paastod derimod at Bekjendtskabet med ham hverken vilde gjøre fra eller til, da min Beundring alene var ydet hans Digte, og deraf havde Tilfældet spillet mig det Skjønneste i Hænderne, hans senere saa meget udskregne Frembringelser kjendte jeg slet ikke, men at hun paa Hamburger materiel Maneer ikke kunde adskille Personen fra Digteren og heller ikke tiltroede andre det. M. lod til at morre sig ved denne Strid, og nu fortalte jeg ham mangt et comisk Træk af H – burgernes Maade at bedømme ham (H) paa. Blandt andet hvorledes jeg engang i et Selskab havde forsøgt at forsvare ham, men blev næsten overdøvet af Fortællinger der skulde nedsætte ham, men som oftest havde den modsatte Virkning, en liden, tyk, riig Dame, en Skjønaandinde, førte især Ordet med megen Bitterhed. «De maae ikke troe, ‘mein Fräulein’, at han er saa interessant, saa underholdende, saa vittig i sin Omgang som hans Skrifter lade formode» – og saa fortalte hun et Træk af ham der skulde give min Interesse for ham Naadestødet. H. var i et Selskab. Efter Bordet havde endeel Damer trukket sig ind i et Sidekabinet og var i en livlig Passiar da H. traadte ind og afbrød den. Længe sad han i sin nonchalante Stilling i en Lænestol uden at mæle noget og de andre vovede heller ikke at gribe Traaden til deres Samtale igjen, de ventede Alle paa en geistreich Bemærkning, et Stikord fra H. Læber. Endelig siger han: «Heute ist das Wetter hübsch.» Det var alt.

Da jeg hørte denne Historie, forsvarede jeg ham ikke mere og lod Mad. beholde Pladsen. Jeg var overbeviist. Jeg var overbeviist om at jeg var et dumt Fæe hvis jeg vilde indlade mig paa at overbevise disse Mennesker, der ikke kunde forstaae at der i H.s laconiske Bemærkning laae den bittreste Persiflage over dem, over sig og det hele Selskab og alle Selskaber i den hele vide Verden. Disse Folk forlanger en Lystighedskræmmer, en selskabelig Hanswurst i den store Digter. –

Men tilbage til vort lille Selskab. Der blev proponert Musik. Først sang H. D. min Sanglærerinde en Bravourarie af Huguenotterne med megen Kunst, men hendes Stemme er noget udsunget og derpaa beredede jeg mig til at synge Duetten af Faust. De Andre havde paa Fru L.s Anmodning som kjendte min Svaghed trukket sig tilbage i Stuen, og det gik mod Forventning godt. H. D. sagde at jeg aldrig havde sunget med mere Udtryk. Imidlertid yttrede Ingen, undtagen Fader der første Gang hørte det noget herom. Da jeg begyndte paa næste Duet efter Göthes Ord, rastlose Liebe, lænede jeg mig modig mod Væggen, og havde allerede rolig tilladt, at M. og Hr. B. havde posteret sig i den aabne Dør fire Skridt fra mig, men neppe havde jeg sunget 2 Stropher da sank dette Mod for M – s besynderlige Blik han havde fæstet paa mig, jeg gjorde en afværgende Bevægelse, som de strax fulgte. Og jeg sang. Atter blev der mumlet noget derinde men jeg veed ikke hvad det var. Nu sang H. den store Arie af Julie og Romeo med et Udtryk, et lidenskabeligt Liv og saamegen naturlig Smag – thi det er ingen dannet Pige, at ikke alene Alle saalænge Sangen varede gave tause deres Bifald tilkjende, men da den var endt ilede M. hen til hende, og saavidt jeg fra min Krog kunde høre overøste hende med smigrende Lovtaler, deriblandt havde han, som jeg siden fik høre, sagt hvor urigtigt det var af hende at berøve Scenen et Talent som hendes, og gav hende de mest glimrende Opmuntringer til endnu at træde op. Da jeg hørte ham pludselig saa veltalende gjennemfoer mig lille jaloux Følelse. Altsaa hun kunde bringe ham til at tale – tænkte jeg. Men i næste Øieblik følte jeg at han ikke vilde have sagt dette til mig, og jeg var stoltere i hans Taushed. Selv om jeg havde været en saa stor Kunstnerinde som H. havde han ikke tiltalt mig saa, og aldrig opfordret mig til at bestige Brædderne. Strax efter anbefalede de to Herrer og uagtet nogle venskabelige Forestillinger fra Værtinden at det var saa tidlig endnu, gik de. Naar en overlegen Aand som ved et Tryk har holdt de Underlegnes fangen, bortfjerner sig, gjøre disse deres Frihed gjældende paa den mest bemærkeligste – det vil sige støiende Maade. H. D. formodentlig beruset af al den Virak, og Fr. F. bleve ved hans Bortgang dobbelt høirøstede og muntre. Mig havde da han lukkede Døren et frygteligt Øde bemestret sig, som jeg søgte at skjule under min sædvanlige Restance en forceret Lystighed. Hvorfra skrev dette Øde sig. Var det over hans Bortgang, jeg kjendte ham jo ikke, havde blot seet ham en Gang – ?

Jeg kjendte ham førend jeg saae ham. Intet i Verden gaaer mig over Berørelsen med en beslægtet Aand den være sig mandlig eller qvindelig. Dog helst mandlig. Hvilken Nydelse at blive forstaaet, at blive fattet ogsaa uden Ord. Det er saa trættende at tale, men ak hvor rædsomt skjelden skeer dette og tilsidst bliver man kjed af idelig at banke paa hvor den tomme hule Klang møder os.

Men finde vi os i Nærheden af et Væsen der forstaaer os, hvilken Glands hvilken Betydning faaer ei den ligegyldigste Samtale. Sjelene tale et stumt rigt Sprog, uden at nogen mærker det, thi man musicerer og taler om Veiret, og drikker The ligesom før. Det forekom mig som M. og jeg kunde forstaae hinanden. Da han lukkede Døren havde et frygteligt Øde bemestret sig mig. Omendskjøndt Sang i dette Øieblik var mig det modbydeligste saa greb jeg dog dertil. Alle Duetter bleve tagne frem, alle Solopartier, og jeg sang – jeg opbød alle mine Kræfter – inde i Hjertet Kulde og Tomhed med glødende Kinder, og jeg sang indtil jeg ikke kunde mere, og man spiste til Aften og jeg var munter og man loe.

Et Par Dage vare forløbne. Vor Afreise var fastsat til den næste Mandag. Løverdag havde vi tilbragt en lang piinlig Dag i Familien H – e og der taget Afskeed. Jeg ventede ikke at see M. mere og havde maaskee over Dagens Kampe ikke tænkt paa ham. Da jeg Søndag Formiddag klædte mig paa til en Afskedsvisit hos Senator D. kom Fru L. ind og fortalte at han var inde hos gamle Rath og havde spurgt efter mig. Hun hjalp mig da hurtig Kjolen paa og vi traadte ind. Fru F. indfandt sig ogsaa og snart havde vi rangeret os i en hyggelig Kreds rundt om Frokostbordet. M. for Enden af Bordet – jeg i Sophaen – ligeoverfor mig det ærværdige gamle Par, og Frøk. F. ved Vinduet, og der kom en ualmindelig livlig Underholdning i Gang. Gud veed om det var ved Tanken om Reisen og den deraf udsprungne Vemod der rørte saa nær til sit andet Extrem Overgivenhed, vist er det at jeg var i rosenfarvet Humeur, det smittede de Andre, selv M – s Ordknaphed tøede op, han blev næsten munter og snaksom. Han yttrede strax jeg kom ind Lyst til at lære vort Sprog, som han fandt saa smukt naar vi talede, deels for at komme til de Skatte som jeg forsikrede vor nordiske Literatur gjemte. Derved kom Talen paa min Broder; jeg havde tilfældigviis blandt mine Bøger et Par Bind af ham, dem hentede jeg for at han kunde see hvordan en norsk Bog saa ud. «Siden det er Deres Alvor at lære vort Sprog saa skal De her faae en god Grammatik,» og præsenterte ham dermed Spaniolen, det Digt af H. jeg sætter høiest. Han bad mig om en Idee om det, og den søgte jeg nu at give ham saa godt jeg kunde. Efter at jeg havde givet ham et Afrids af Form, Sujet og udhævet nogle af Vendepunkterne forsøgte jeg – jeg erindrer ei hvorledes opfordret – at oversætte et Stykke, og valgte de smukke Vers: «Da af et Kobbel Kongetigre jaget, Frankrigs Løve i Oceanet sprang.» Det gik visselig over min Forventning godt, jeg vovede mig, uden Frygt for at brække Halsen, med et Mod og en Begeistring der ikke tillod nogen Gêne eller Affectation ind i disse svimmelhøie Udtyk, og havde den Satisfaction at vor Digter ikke alene med Tegn til Interesse og spændt Opmærksomhed, der søgte at hindre enhver Afbrydelse af de Andre, hørte til, men da jeg havde endt og Fru L. spøgende bemærkede hvor echaufferet jeg var bleven sagde han at han var «erstaunt über mein dreistes Deutsch, und wahrhaft poetischen Wendungen»! Digtet lod til at have overrasket ham. Han stod i det Øieblik i den Vildfarelse at det var O. som han sidst havde seet hos L – s, der havde skrevet dem, men da jeg spurgte ham om han syntes «der ehrliche Junge» saa ud til at skrive saadanne Vers, smiilte han, og meente han saae «allerdings jung und unschuldig aus». Jeg bad ham beholde det Exemplar og tage sig endnu et af H – s Arbeider ud, han valgte da paa min Recommandation «irreparabile tempus». Om han end aldrig lærer at forstaae dem, kan han jo betragte dem som en anden Curiosa, et ægyptisk Snurrepiberie, kort, som et norsk Digt. Han takkede mig og bad mig tillade at sende noget af hans seneste udkomne. Min Veninde i Norge har spurgt mig om «literairisches Codiakus» af Thomas M. Her smiilte han med sit korte Smiil og jeg har siden tænkt det gjaldt min Feiltagelse af Navnet, og svarede at han desværre ikke kunde give mig dette da det tilligemed alle hans tidligere Arbeider var forbuden. «Det er Skade, sagde jeg, thi jeg er just en Elsker af forbuden Frugt.» Dette turde jeg sige til ham uden Frygt for at mistydes. Men denne Formiddag havde vi Privilegium paa at gaa lidt udenfor den sædvanlige Udtryksmaade, som den hverdagslige – nykterne Convenienz foreskriver os. Vort Lune var nu engang rystet, det perlede og skummede, uden derfor i mindste Maade at overstrømme Randen – Grændserne for det Passende. Det gik Slag i Slag mellem de 2de Hovedpartier, M., Frøk. F. og mig. Raths Vidtløftighed kom ikke engang tilorde og Fruen skar Smørrebrød hvortil vi ikke sparede Saltet. Nu kom ogsaa Hr. B. til. M. modtog ham temmelig koldt, og det var tydelig at mærke at han var kjed af at have ham som en Skygge efter sig. Han satte sig heldigviis langt fra mig, mellem M. og Rath, og den sidste blev et Slags Lynildsafleder for hans uendelig langtrukne Demonstrationer, som nu blot tildeels naaede mig, derimod kunde han ikke aflede hans Blik, som med en vis dum sørgmodig Smægten i alle Mellemrum og naar det lod sig gjøre slog ned hos mig, dog uden at tænde hvis det er fornødent at forsikre. Samtalen blev ved hans Mellemkomst mindre gemytlig, omendskjøndt vor Udtryksmaade beholdt det samme drillende overmodige Præg. Apropos om gemytlig, jeg spurgte M. hvad da dette Ord som man saa ofte brugte strængt betydede, og bad ham om Forskjellen mellem Hjerte og Gemyt. «Hjerte,» sagde han, «kunde mange have uden derfor at have Gemyt, til dette udfordredes endnu visse Sjels Egenskaber der forædler og uddanner hiint. Hjerte er altsaa Grundvolden, den frugtbare Jord, hvoraf der ved Dyrkning kan fremspire Gemyt. Gemyt er Hjerte og Sjel forenet.

Sagde Du ikke saa? O tilgiv mig hvis jeg citerer falsk. Af Frygt derfor vover jeg neppe at lade dig tale. Disse Optegnelser skulle heller ikke fremstille Dig, kun mine Tanker og Fornemmelser ligeoverfor Dig – hvorledes skulde jeg kunne det? Som Brudstykker af en Dagbog maae de betragtes og det af et Fruentimmers Dagbog.

Det er intet kunstigt Arachnearbeide, det er en simpel Væv af hjemmespundne Tanker og Udtryk – glimter der enkelte lyse Guldstriber paa den mørke beskedne Grund da er det ham, hans Aand.

Men Maleren fik fat paa min Present til M. og nu skulde der Forklaringer. M. talte meget smigrende om H. til ham understøttet af Fr. F. og jeg maatte døie en heel Deel Henrikske Anecdoter som hun vel havde snappet op henne hos Reimers hvor der altid komme Norske, og nu kom Talen igjen hen paa ham. Maleren spurgte paa sin ziirlige Maneer hvor han opholdt sig, hvilken Ansættelse han havde – «Ingen» – hvad han beskjæftigede sig med. «Er schreibt und sucht ein Amt und kriegt keins,» svarede jeg tørt, men om jeg havde sagt han styrer Riget, han er Stadtholder, havde et stoltere Blik og Følelse ikke kunnet ledsage disse Ord – Denne Overgang var imidlertid saa uventet at vi alle brast i Latter – kun M. var alvorlig, undtagen hans pludselige Smiil hvori denne Gang den gode Sags Martyrdom aabenbarte sig. Medens vi saaledes sad og gjorde os tilgode med de deilige Havejordbær blev der bragt mig en ziirlig Billet fra Mad. Hesse, ledsaget af en prægtig guldbroderet Fløielspose. Jeg havde aldrig seet et saadant Væsen, og der blev en almindelig Deliberation over dens Bestemmelse, endelig udfandt M. at den store Poses Øiemed var at gjemme de Tørklæder jeg vilde udgræde ved Skilsmissen fra Hamb. deri, og Mad. H. ventede vist da, der vilde komme ein «thränenschweres Tuch» deri. Frøk. F. mente at deraf blev intet og gjorde mig comiske Bebreidelser for min Lystighed og straalende Humeur Dagen før Afreisen. Jeg forsikrede med Haanden høitideligen hævet at jeg var dybt vemodig stemt, men loe idetsamme høit. Det er hiin uforklarlige tilsyneladende ugrundede Latter som jeg saa ofte gjør mig skyldig i og ofte har paadraget mig Fortrædeligheder eller selv Bebreidelser, og der er mig ligesaa gaadefuld som de Andre. Der gives Øieblikke, skjelden kostbare Øieblikke, hvor jeg er lykkelig uden noget bestemt Hvorfor, jeg er det i mig selv, jeg føler og nyder min Existence og da naar jeg ikke kan støie og hoppe og springe bliver der ingen anden Udvei for denne indre Jubel end Latter, – jeg kan lee høit for mig selv. Da M. var gaaet blev Hr. B. igjen, han holdt mig gruelig op med sit lange Snak om den Begunstigelse M. havde nydt i en Present af mig, men jeg søgte ganske rolig at gjøre ham forstaaelig at det ikke [var] M. der havde modtaget min Gave men Digteren. Her kunde ikke være Tale om nogen personlig Interesse. Gud veed om han forstod det, men endskjøndt jeg stod som paa Gløder for at komme bort, og havde for at betegne ham det taget Hat paa, holdt han mig dog længe op. Han bad mig hvis vor Reise muligens blev udsat om den «Lykke» at turde male mig, og L – , som han vilde forære dette Portrait understøttede hans Bøn. Jeg kunde ikke sige ham reent ud at jeg havde megen Ulyst, men beklagede at Reisen vilde hindre mig i at profitere af hans artige Tilbud. Siden, da han gjentog sine Anmodninger gjennem L.s, thi jeg paste paa at jeg ikke traf ham, fik jeg aflenet dem under jeg veed ikke hvad for Paaskud. Man vil spørge hvorfor jeg var saa streng og lei mod denne Maler. Han var selv saa lei, en reen Personification af tydsk Ufordragelighed. Han havde Knebelsbarter og forgav mig [med] dem og Complimenter. Endnu slap jeg ikke – han bad mig om min Adresse da han haabede at besøge Norge, rev et Blad ud af sin Tegnebog, hvorpaa jeg maatte skrive Navnet paa vort ærlige E. – endskjøndt jeg havde heller skrevet Blocksbjerg, hvis der havde været noget Haab om at faae sendt ham did. Kl. blev 3 inden jeg kom til D. –

Om Aftenen netop da Fader og jeg stode i Begreb med at gaae i Operaen (Gustav) kom de lovede Bøger fra M. tilligemed et Brev. Jeg aabnede det og vilde læse, men Fader drev mig ubarmhjertig afsted og stak Brevet til sig. Under Operaen tænkte jeg paa det men vilde ikke bede derom. Fader syntes at have gjettet mit Ønske og rakte det i en af Mellemakterne. Jeg sagde til Fru H., der spurgte, at det var et Brev fra Digteren M. som vi havde lært at kjende, men for at undgaa Drøftelser og Drillerier lod jeg hende blive i den Formening at det var stilet til Fader. Imidlertid læste jeg det med den ligegyldigste Mine og indsugede Ordene. Denne uendelige Zarthed og Fiinhed i Udtryk, denne sande ærbødighedsfulde Tone uden Stræben efter at være galant, denne Simpelhed og Hjertelighed uden ringeste Svulst – aldrig har jeg læst et smukkere Brev, endskjøndt saa kort! – Han siger mig ingen Complimenter, og dog følte jeg mig smigret. Det er fuldkommen fiint, hverken for meget eller for lidt, omendskjøndt det slutter med et «Gott verleihe (?) Sie, Verzeihung für den langen Brief!» Hvorfor maatte hans Bøger forstyrre det rene varme Indtryk af hans Brev. Det tilgiver jeg ham ikke. Om Aftenen før jeg lagde mig slog jeg hans «Situationer og Skildringer» op og der faldt mit Øie rigtignok paa Skildringer af et saa skammeligt Slags, at jeg oprørt kastede Bogen, og ærgrede mig i Søvn over ham. Næste Dag gjennemlæste jeg det Hele, og endskjøndt jeg fandt mig noget forsonet ved det Øvrige, da jeg nok havde truffet paa det værste Sted, kunde jeg ikke nægte at Alt bar et vist sandseligt Præg, og jeg skrækkedes for en Phantasie der altid hentede sine Billeder fra den Verden. Naar jeg tænkte paa at jeg maatte takke ham for Bøgerne (vor Reise var nemlig udsat, og jeg kunde altsaa vente at see ham endnu) og derved paa en Maade erindre ham om at jeg havde læst dem blev jeg ganske heed om Ørene. Jeg var næsten forbittret paa ham fordi han havde valgt disse – men saa erindrede jeg, at han ingen andre havde, han havde jo beklaget ikke at kunde sende mig dem jeg ønskede af hans Skrifter. Maaskee har han fundet mig saa liberal, saa fri for Snerperie at han intet befrygtede i Valget af sin Present. Med disse Betragtninger søgte jeg at raisonere min Fortrydelse bort. Det lykkedes maaskee for en Deel, men ikke ganske endnu den Dag idag ønsker jeg at han ikke havde givet mig disse Bøger.

Om Torsdag kom M. i Visit. Jeg var alvorlig og lidt mer afmaalt mod ham end sædvanlig. Om hans Bøger talte jeg ikke. Der var traadt noget fremmet mellem os. Han var ogsaa stille, eller blev det og jeg var befangen – var det maaskee af Frygt for at opdage atter en nye fremmet Streng?

Vi havde tilligemed Fader aftalt en Tour til Blankenese, hiin for sin romantiske Eiendommelighed bekjendte, omt. 2 Mile fra Altona beliggende Fiskerlandsby, og M. der til Rath havde yttret det Ønske at gjøre en Landtour med os blev buden med. Lørdag blev bestemt. Fru L., Rath, Fader, M. og jeg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.