– – Engang ved en stor lejlighed er der sagt: «du kan ikke uddrive Belzebub ved Belzebub.» Dette har jeg i denne sag gjort til min religion. Vi må ikke svare med ondt på ondt. Vi får ikke det gode frem i folk ved det. Og får vi ikke det gode frem, så har vi intet at bygge på. Så har vi ingen fremtid. (Går ned under taushed.)

Hr. Mo har ordet.

Jeg har den ære for 14 – fjorten – fabrikejere i min by at slutte mig til hr. Holgers forslag. Vi gjør det af vort fulde hjærte. (Hør.) Danner arbejderne fagforening mod os, da danner vi fagforening mod dem. (Hør.) Vi er med på det hele forslag, på hver bestemmelse i det.

Jeg er i høj grad forbauset over hr. Ankers tale. (Ja! ja!) Enhver fabrikejer burde dog forstå fordelen af, at alle fabrikker tilsammen har et fælles styre at ty til i farens stund! Alle burde forstå fordelen af, at hver strid med arbejderne ankes ind for et sådant styre, – højesteret og regjering på engang. Hvad vi taber i frihed, vinder vi jo ind i sikkerhed. Af vort fulde hjerte er vi med! Lad arbejderne vide, at gjør de ugreje, blander den magt sig i det, som intet hensyn behøver at tage. Det vil gjøre dem myge, – og os vil det give den allerstørste anseelse.

Straks vi har fåt fabrikejerne i et andet land til at danne en lignende forening, slutter vi os til. Tilsidst bliver det én fagforening for alle civiliserede lande. Holgers forslag er grandiost! Og jeg (henvendt til Anker) frygter slet ikke for konsekvenserne! Hr. Ankers udtryk: «dette er den mindre del af verden mod den større,» er kolossalt misvisende. Kolossalt! For der er da andre til i verden end fabrikejere og fabrikarbejdere! Og hvem disse andre har fordel af at slutte sig til, er da sandelig ikke tvilsomt. (Hør, hør.) Vi og de andre, det er tilsammen staten. Staten er vor, det har den været, det skal den blive. Af mit fulde hjerte slutter jeg mig til. (Hør, hør, hør!)

Hr. Johan Sverd har ordet.

Afstemning!

Ja, ja, afstemning!

Afstemning!

I behøver ikke at gjøre det så tydelig, højstærede! Jeg kjender luften; som tekniker er jeg vant til at foretage analyser! (Latter.) Når jeg ikke desto mindre træder op, er det fordi jeg har lovet mine kolleger, dem jeg har den ære at repræsentere, at bære frem deres mening.

Som De selv har dikteret!

Diktator!

Udøver jeg diktatur, må det være «overtalelsens».

Det vil De forsøge her også?

Med højstæredes tilladelse: jeg vil det! Jeg har nemlig et argument på hånden, som intet godt hode kan stå imod!

Å-hå?

I skal få det straks! Vore fabrikker ligger, som den ærede forsamling ved, på landet. Disse fabrikkers arbejdere har fåt omtrent alt det, som der her er tvistemål om! (Afbrydelse.)

Ja, ude på landsbygden! Der er andre forhold!

Små forhold – og alting nyt!

Frem med bøgerne!

Jeg bringer her med mig i bekræftet afskrift de sidste års opgjør. Det går beskedent; men det går.

Beskedent, ja!

Ja, vi lar os nøje med et beskedent udbytte, – og det er kanske heri forskjellen består mellem højstærede og os?

Å-hå!

Pas dig selv, du!

Jeg kan fortælle én ting til. Alle disse arbejdere er medlemmer af Bratts landsforening, og de holder Elias Sangs blad. Jamen gjør de så! Og fjældene, vi lever under, og fosserne vi arbejder ved, har lige frisk udseende for det! Og det allerværste kommer tilsidst: Også vi fabrikejere er medlemmer af Bratts landsforening og abon- (Voldsom afbrydelse.)

Nu skal vi høre! Hvad vil du så her? Socialister! Anarkister! Gå væk! Slut!

Her er nok ikke så mange gode hoder, som jeg tænkte! (Latter, forargelse om hverandre.)

De er altid uforskammet!

Han kan passe sit eget hode. Han hører til familien Skrull.

Hører jeg til familien Skrull, så har jeg adskillig slægt her! (Latter.) Jeg holder meget på familien, jeg håber den holder på mig igjen og tillader mig en kort kritik af hr. Holgers forslag.

Det første jeg vil sige om det, er, at en fagforening af fabrikejere landet – eller endog verden – over, det kan alene gå, hvis den får alle fabrikejere med sig.

De behøver ikke at være ræd for det!

De skal bli nødt til at gå med!

Ingen tvang!

Jo, netop tvang! (Samtale.)

Hr. ordstyrer!

Men om nu bankerne vil hjælpe dem?

Det tør de ikke. Det skulde de komme til at angre!

Og forsælgerne?

Ja, de kan jo forsøge!

Der må vi have to fagforeninger til! Bankernes og forsælgernes.

De første boycotter vi, de andre undersælger vi.

Der har vi et nyt brug af garantifondet!

Og kamp med hele det liberale parti! Sagen blir politik.

Det er den alt.

Nej, dette er aldeles nyt! Fabrikejernes fagforening med tvang for medlemmerne, med tvang for arbejderne, med boycotting af bankerne og kamp mod forsælgerne, fragtdamperne o.s.v. o.s.v. – noget aldeles nyt!

Det går aldrig i evighed.

Det skal gå!

Jeg sætter det går! Går brillant! I kommanderer fabrikejerne, arbejderne, markedet; derved indirekte kommune som stat. Hvad bliver følgen? At der ved et eller andet overgreb fra højstæredes side – så megen magt frister nemlig til overgreb! – bryder der ud et oprør, mere intenst forbitret end vore forfædres religionskrige! Er vi så komne længer? Bagover er vi komne! Til de vildes dage, da alt som vi arbejder med, blir slåt i knas, oplagene brændte, formændene dræbte, – vi har alt set lidt af det; for vi er ved forpostfægtningerne!

Det er sandt!

Og hvad er dette for en krig? Hvem er det den går ud over? Begge parter! Både ejerne og arbejderne. De kunde komme meget lettere til det, om de begge blev hjemme hos sig selv og bare sendte bud over til hverandre, at på det og det klokkeslet skulde de stikke ild på alt, hvad de ejede og havde, begge parter, og sørge for, at branden kunde brede sig bra i byen, de bo’de i, og svække landet, de arbejdede for! (Uvilkårligt bifald.)

Sig det til arbejderne!

Det får siges til begge parter, at de styrter sig på hodet ind i det umulige og unaturlige! Det må være en arvet blind drift – i slægt med den, som søger storhed og poesi i det overnaturlige. Men jeg siger, at den dag vil komme, da menneskene opdager, at der ligger mere storhed og poesi i det naturlige og mulige, hvor lidt det ofte synes, end i alverdens overnaturlighed – fra den ældste sol-myte af, til den sidste præken over den igår.

Om begge parter også i denne sag holdt sig til den ligefremme virkelighed, hvad vilde de så opdage? At den fjende, de begge vil tillivs, han sidder udenfor! Han vokser af, at vi ødelægger hverandre; han får os begge derved bare så meget sikrere under sig. Jeg mener kapitalen!

Nævn ikke kapitalen!

Højstærede, – hvorfor i al verden skal jeg ikke nævne kapitalen? Når vi alle ved, at i dette unge industriland arbejder de fleste med lånte penger og gjerne vilde komme bort fra det? Men kapitalen –

Nævn ikke kapitalen!

Er den kanske hellig? (Latter.)

Jeg er sandelig enig i det! Disse ørkesløse klager over kapitalen i al uendelighed …

Klager over kapitalen?

Nævn ikke kapitalen! (Brøl af latter.)

Hr. ordstyrer! Vil De ikke få dette sindsforvirrede råb stanset?

Jeg konstaterer, at her ikke er talefrihed! Jeg konstaterer, at hverken ordstyrer eller forsamling tilsteder talefrihed! (Hør! Latter.)

Jeg anede det på forhånd, og derfor tog jeg hurtigskriver med. (Her rejser sig en storm.)

Det er ikke tilladt! Forhandlingen er hemmelig. Her må intet refereres!

Når forhandlingsfriheden krænkes, må offenligheden påkaldes! (Råber.) Jeg har også mikrofon med!

Mefisto! Taskenspiller! Det ventede vi af Dem! Og De taler om frihed!

Hr. Ketil har ordet!

Går De?

Ja.

Men jeg skulde just svare Dem.

Her er vist nok tilbage, som vil ha moro af det.

Vi har nylig hørt, hvor forskrækkelig farlig det er, hvis vi gjør det, som arbejderne længst har gjort.

Hør, hør!

At vi intet initiativ turde tage overfor arbejderne, det vidste vi længst. Men at vi heller ikke tør gjøre noget, som de har gjort først, det er nyt. (Munterhed.)

For os er det bare at lystre arbejderne. Alt det andet er farligt.

Altså lægge på lønna for dem, – så de kan få mere at drikke op. (Latter og hør, hør!)

Jeg vil nu ikke engang ulejlige dere med at nævne, at arbejderne bør have andel i fortjenesten, – især når der ingen er. (Stor munterhed.)

Deraf følger naturligvis, at vi må tage dem med op i styret. Da vil bankerne blive svært villige til at give os kredit. (Munterhed.)

Netop nu, som konkurrensen er blet skarpere end nogensinde før, bør vi give både fortjenesten og styre fra os, da vil det gå godt. (Næsten jubel.)

Hvad vil også formue på enkelte hænder sige uden trældom for de andre? Nej, formue på ingen hænder og fattigdom på alle, det er idealet. (Ustanselig jubel.) Frihed kan ikke bestå sammen med pengemagt. Fattigdom og frihed, det er idealet. (Jubel om igjen.)

Hr. Anker, som er en gudfrygtig mand, talte rystende om rigdommens laster, d.v.s. om deres laster, som selv er rige, eller som venter at bli det. Det var dovenskab, det var ødselhed, det var vellevnet og udsvævelse, det var herskesyge, rå foragt for andre. Dette var de laster, som almindelig fulgte rigdommen. Nej, da takke mig til arbejdernes laster! For dersom vi tør tænke så simpelt, så har vel også de sine? Urenslighed, ligesælhed, trællesind, misundelse, drik, tyveri, slagsmål, ofte mord. Og nutildags, siden anarkismen har slåt sig på dem, også massemord.

Jeg kan ikke sige, jeg sværmer for nogen af disse laster, hverken for vore eller for de andres. Men er det engang så, at begge har sine, hvorfor da bare nævne deres, som følger med rigdommen? Er det fordi arbejdernes er så meget grommere? (Latter og bifald.)

Eller tror virkelig hr. Anker, som er en gudfrygtig mand, disse deres laster er ting, som går bort ved at arbejderne får andel i fortjenesten? At andelsarbejde er omvendelse fra synd? For dem og for os? (Stort bifald.)

Jeg finder slig tale, – undskyld ordet! – jeg finder den svaghovedet. (Latter.) Som al denne moralske passiar, hver gang vi skal gjøre noget ordentlig, noget, som forslår. Efter mit skjøn er det netop moralen, som er ivejen. (Stor latter.) Faren, som her tales så meget om, det er, at hver gang blir vi så skrækkelig moralske. (Ja, ja, ja! Stort bifald.) Det hindrer os i at forsvare det bestående, samfundet, fædrelandet, som vi har det og skal give det til vore barn, forsvare det, så det kjendes og huskes, at her er noget, de ikke får kludre med. Før blir her nemlig ikke fred.

Så har – hr. Anker begjært ordet igjen.

Nej, skal vi endnu ha mer Anker?

Ikke mer Anker!

Vi har fåt nok af det anker! (Latter.)

Heller lidt af et andet!

Nej, ikke mer af noget! Afstemning!

Afstemning!

Å nej, I får nok smage lidt af mit anker først! (Latter.) Den vin, I nylig fik, syntes mig lovlig tynd, – skjøndt den skummede svært. I vore dager kan vi, som kjendt, også få vand til at skumme. (Å-hå! – Flere går ud i halvhøj samtale.)

Den ny tid, den ny tilstand, som kommer (enten vi vil eller ej!) er netop, at hverken skal der være stor rigdom eller stor fattigdom; for der er noget mellem disse to, og det er hvad som skal komme. Efterhvert som det nås, falder også de laster væk, som følger rigdom og armod.

Dette var det, vi skulde inse i tide, så slap vi for de idelige og forfærdelige sammenstød.

En foregående taler har sagt, at der må være noget ivejen med os, siden vi så sjælden tager fat med det rette greb. Han mente, der var noget over ævne i os. Ja, det mener jeg også, – hvad det så kommer af. For mig er de vilde krigsbyrder, de forfærdelige statsbudgetter, det ødsle private liv alvorlige vidner; vi fører et liv over ævne. Anarkismen var uden det aldeles umulig.

Den ansvarsløshed, den ryggesløshed, hvormed rigfolk ødsler væk millioner, som var der ingen anden til i landet end de selv og de, som hjælper dem med at more sig, – den er lige så rå anarkisme, et oprør mod guds og menneskets lov. Derved giver de løsenet til de andre: «Gjør alt, hvad du vil, du også!»

Må jeg be om ordet!

Også litteraturen, de riges og de velhavendes, de såkaldte «dannedes» litteratur, – når den er af samme sort, bare præker ubunden individualisme og river ned og hisser til voldtægt på lov og gode sæder, – den er anarkisme så god som nogen, der dræber ved dynamit.

Hr. ordstyrer, er vi ikke nu vel langt borte fra sagen!

Til sagen! Til sagen!

Afstemning! Afstemning!

Afstemning!

Ingen i verden har lov til at gjøre med sit, hvad han vil.

Jogu har vi så!

Nejgu har vi ej! Der er både skrevne og uskrevne love over os! Og jeg er ræd, I krænker begge, men især den sidste, hvis I begynder på det, der står som vilkår for arbejderne i hr. Holgers forslag.

Å-hå! De skræmmer os ikke! Vi lader os ikke skræmme!

Jeg finder vilkårene for arbejderne oprørende. Vold på skreven og uskreven lov!

Jeg er siker på, her er mange, der er enig med mig!

Jeg tror, det er på tide at prøve det.

Ja, ja!

Vil de, der er enig med hr. Anker, behage at melde sig. (Stilhed.) Jeg mener: lade høre fra sig!

Jeg er enig med hr. Anker. (Stor latter.)

Altså én eneste mand! (Jubel, trampen.)

Når så er, da beder jeg om undskyldning for, at jeg har opholdt forsamlingens tid. (Han går; hans meningsfælle med ham.)

Lykke på rejsa!

Det tør ikke jeg ønske dere! (Han går.)

Forsamlingen har bedt om afstemning.

Ja, ja!

Forsamlingen vil altså ikke først høre hr. Ketil?

Jo, jo, jo! (Håndklap.)

Men nu har en ordet før hr. Ketil, – det er hr. Blom. (Stilt.)

Jeg forudsætter, at også De er enig i forslaget.

Ja.

Hr. Blom har ordet.

Må jeg bede om et glas vand!

Hvor er tjenerne blet af?

Her er en! (Vinker. En tjener kommer.)

Må jeg få et glas vand. Koldt. (Tjeneren går.)

Allerede har vort land tabt millioner. Millioner. Allerede er fabrikkernes årsfortjeneste strøget med. Og mere.

Og mere.

Og mere. Den lette, for ikke at sige den letsindige tone – tone, som har præget denne forhandling, har derfor stødt mig meget.

Meget.

Meget. Vi går ikke gjennem den krise, som nu har begyndt – begyndt, uden selvbeherskelse og disciplin.

Disciplin.

Disciplin. (Latter.) Når vi viser selvbeherskelse og disciplin, da, og alene da kan vi vente at få på vor side – på vor side den magt, –

Som er den største, nemlig – (Tager glasset, sætter det til munden og drikker.)

Nemlig –?

Armeen?

Kongen?

Vælgerne?

Kvinfolka? (Latter.)

Pænga? (Ny latter.)

Jeg mener kirken.

Å, kjærka!

Kirken. Alene ved selvbeherskelse og disciplin får vi kirken på vor side.

På vor side.

På vor side.

Når kjærka ikke kan holde arbejderne i ave, å faen ska vi så me’a?

Hør, hør!

Ja, hvad er a så tes?

Kirken stiller sig ikke på arbejdernes side. Det ser vi – det ser vi. Men kirken stiller sig heller ikke på vor, fordi vi savner den tugt og disciplin, som vi vil pålægge arbejderne – arbejderne. Og som vi ønsker, kirken skal hjælpe os med.

Hjælpe os med.

Hjælpe os med. Jeg er enig i det fremsatte forslag. Men sikrer vi os ikke kirken, så bliver det umulig for os.

Umulig for os.

Umulig for os. Det er min mening. (Går ned.)

Hr. Ketil har ordet!

Ja så, det er vi, som savner disciplin; (Latter. Hør, hør!) Og kjærka, stakkar, hu’ står og ved ikke sin arme råd, hu’ kan ikke hjælpe os, for vi savner tugt og disciplin. (Latter. Hør, hør!) Så det var derfor, kjærka støt hjalp dem, som havde magten? Alle de, som havde magten, de havde også altid selvtugt og disciplin. (Glæde.)

Lad os endelig engang ta magten, vi også, så kan vi være ganske siker på kjærka! (Jubel.)

Ligedan med arbejderne. Da regjeringen i Paris skjød ned 10,000 af dem, de værste urostifterne nemlig, så havde de fred i mange år. En åreladning en gang imellem er ikke værst. (Latter. Hør, hør! Samtale.) De skal vist snart ha en til dernede. (Latter.)

Sligt noget træng’s næppe her. Men det beror på os. Tar vi magten idag, og viser vi, at vi vil holde statslegemet sundt, selv om det skal gå til åreladning, så tænker jeg, vi slipper. Ellers ikke. (Stærkt hør.)

Her taltes før om, at vi var skyld i de andres anarkisme, vi havde også vor, og begge slags ødelagde nationalvelstanden. Ja. Men hvad regner det, som en nar af en rigmand eller en endnu større nar, hans søn nemlig (Smålatter.), hvad regner det, som de kaster væk i flere år, mod alt, strike’ne kan ødelægge på et par uger, ja, som i England, og især i Amerika, på et par dager? Når nemlig de, som strike’r, knuser arbejdsmaterialet, brænder op for millioner, stopper hele forretningsgrene, så markederne forstyrres verden over!

Med slige menneskedyr, som altså slumrer i arbejderne, hvor stille de kan synes, – med dem skulde vi dele styre og den fortjeneste, som skal være vor garanti?

Overfor slige skulde vi ha betænkeligheder ved at ta magten og bruge den til det heles vel? (Stort bifald.)

Jeg ikke alene stemmer for hvert gran i hr. Holgers forslag; men jeg vil, det skal voteres en bloc.

Vi antager det med acclamation.

Ja, ja! (Håndklap.)

Leve hr. Holger! Leve vor store fører! Hurra!

Undskyld, hr. ordstyrer; men vi kommer ikke ud.

I kommer ikke ud?

Her er stængt overalt.

Men portneren –? Hvad?

Portneren findes ikke.

Hvad for noget? – Hvor er tjenerne blevet af? Hvad?

Vi så ingen tjenere nogetsteds. (Uro.)

Her var jo nylig en her nu?

Der er han! (Han vinker.)

En af lejetjenerne. – (Til tjeneren.) Følg de herrer ud! (Tjeneren ser på sit ur. Derpå går han med de to herrer.) Og få rede på portneren! Hvad?

Mine herrer kan være rolige. Jeg har sagt, her skal være stængt, så ingen kommer ukaldet ind. Politiet er udenfor. Tjenerne samler sig vel til dinner’en.

Å-å! Sådan!

Denne afbrydelse har hindret mig i at takke så umiddelbart, som jeg kunde ønske det, for den hyldning, I bragte mig. Og for den tillid, I har vist mig i vedtagelsen af mit forslag; den skal ikke blive skuffet.

Jeg takker også for, at I har hjulpet mig af med den debatterende forsamling, vi så uventet dumpet op i. (Latter.) Overalt at lege parlament, er et af vor tids plageris. Alle ideer forvrøvles, alle højere mål neddrages. Det, som fremgår af middelmådighedens valg, kan vel ikke bære sig anderledes ad. (Hør, hør!)

Jeg ber mine herrer at sætte sig! (En del sætter sig; flere blir stående.)

Det, som nu her er vedtaget, holder jeg for afgjørende. Jeg ser deri en stor begivenhed. Den har også været mit livs mål. (Hør.)

Kort før jeg havde den ære at mødes med mine kolleger, havde jeg et møde med arbejderne og hørte atter, at ikke vi, men de har bygget fabrikerne; de skaffer os det, vi lever af. Vi ved jo, at det er ligeså med samfundet; de har bygget samfundet, de opretholder det. Vi bare lever af det, de gjør.

Men det spredte arbejde har aldrig formået så meget nogensinde eller nogetsteds. Det har aldrig årket mere end sit eget. At livnære sig.

Først det samlende arbejde har formået mere, har sat formål og bygget for flere.

Det samlende arbejde har før fortrinsvis været båret af de store jorddrotter og af de store laug; disse mægtige har bygget samfundene. Krigerne har dels hjulpet til, dels forstyrret; præsterne ligeså. Dels hjulpet til, dels forstyrret.

Men vi er adelens og laugenes arvtagere. I den ny tid repræsenterer vi det organiserende arbejde. Vi er nu de store formuers grundlæggere. Fra os bygger by og land sig; af os lever arbejderne. Fra os kommer det velvære, som giver overskud til videnskab og kunst. (Stormende, langvarig hyldning.)

Så længe vi råder de større og de største formuer, er også det, der skabes ved dem, individuelt, friskt, modsætningsrigt. Enhver følger sin smag, enhver finder sit.

Men tænk dere så i vort sted – en eneste én, kommunen eller staten! En eneste bestiller, en eneste kjøber, en eneste smag altså! Også én eneste værdimåler! Det blev det regelrettes helvede. Jordlivet blev kjedsommelighedens søndagseftermiddag året rundt. (Latter.) Folkene blev tilsist så lige, at enten vi levde i den ene myretue eller i den andre, vi vidste næppe forskjel på det – uden kanske ved måden, vi snusede til hverandre på. (Latter.) Skjønt den blev vel tilsist den samme, den også. Hvad? (Ny latter.)

Når de andre råber over til os, at det må blive som flertallet bestemmer, og de er flertallet, – så svarer vi tilbage: Insekterne er også i flertal. (Hør, hør!)

Dersom her kommer et sligt flertal til magten – ved valg eller på anden måde, – et flertal altså uden herredømmets tradition, uden dets højsind og skjønhedstrang, uden dets sekelgamle prøvede ordenslov i stort som i småt, så siger vi rolig, men bestemt: Kanonerne op!

Og nu, mine herrer, begynder festen! (Han vender sig og trykker på en knap. I det samme høres det første af tre skud og samtidig istemmer et stort orkester den for lejligheden komponerede, livlige festmarsch.)

Jeg tillader mig at føre til bords!

Vi kan ikke komme ud. (Alle stanser.) Nu kan vi ikke engang komme nedenunder. Vi har været ved begge nedgangene.

Men så spræng dørene!

Vi kan føle, dørene er stængte med jærnstænger. Udefra.

Hvad er dette? Hvor er tjeneren?

Han blev borte for os.

Der står han! (Peger ud.)

Kom ind her!

Hvad vil dette sige? Hvad er på færde?

Stille! (Tager tjeneren ved armen og fører ham frem.) Forklar dig! Hvad vil dette sige?

Ja, hvad vil dette sige?

Slip mig! (Han slippes.) I ønsker at vide, hvad det er?

Ja.

Han stiger op på talerstolen!

I vil vide, hvad det er?

Ja.

Vi er indestængte.

Men portneren, tjenerne –?

De er borte.

Frivillig borte? Eller ufrivillig?

Begge dele. De første sørgede for de andre. Og nu er ingen her. (Stilhed, forfærdelse.)

Men politiet! (De går om hverandre.) Politiet! Råb på politiet!

Vi ser intet politi.

Vi ser slet ingen. Her er ingen udenfor!

Hvad for noget, er vi indespærrede? (Fremover.)

Forklar dig! Her er intet politi længer. Her er slet ingen udenfor. (Man samles om ham påny.)

Har I også sørget for politiet?

Ja. Politiet holder nu kordon længer borte.

Det er gjort i mit navn?

Det er gjort i Deres navn.

Dette er djævelsk! Hvad skal ske? Hvad er det, som skal ske? Vi er forrådte! Hvad kan her gjøres?

Stille, allesammen! (Til tjeneren.) Hvad er det, som skal ske? (Alle med en gang stille. Så meget bedre høres den glade festmarsch.)

Kan vi ikke få den vanvittige musik stanset? (Han står og vinker af med armene.)

Stans musiken!

Stans musiken!

Musiken skal stanse! Stanse!

Men kan ingen få den til at tie?

Så må I sende bud op på taget. Det er der, den er.

Det er alt gjort.

Den holder på ligegodt. Kjære, gå nogen andre! (Der løber en tre-fire afsted.)

Og så fælt, som de spiller!

Nej, det synes jeg ikke, – synes jeg ikke. Men forfærdeligt er det.

Endelig!

Se så!

Vil De nu svare os: Hvad skal dette betyde?

Der er sendt bud efter dere!

Af hvem?

Af Maren Haug, hende, som vi begrov idag. Hun vil have dere efter. (Stilhed.)

Hvad, – hvad skal det sige?

Dengang slottet her blev bygget, blev der lagt elektrisk ledning op til rummene fra minegangen nedenunder. Nu er minegangen gjort farbar, og i de sidste nætter er den fyldt.

Hvem har ståt for det?

Den samme, som har lagt ledningen.

Er han her?

Nej. Han skal gjøre mere siden.

Hvem er da du?

Det kan være det samme.

Jeg ønsker ikke udødelighed.

Vi styrter os på ham! (Ned af stolen.)

Nidding! Snigmorder!

Nej, nej! Vent! Jeg siger: vent! (Da der bliver nogenlunde ro.) Må jeg få tale med den mand alene? (Til tjeneren.) Vil De stige ned og tale med mig?

Det må blive kort.

Hvad pris forlanger De for at slippe os ud? Den kan være meget høj.

Kræv hvad garanti De vil. Hvor vil De ha pengene udbetalt? – Herfra hemmelig med en ekstradamper endnu i kvæld. – Svar!

Nu tager jeg kommandoen! Under mit styre skal rejsen foregå. Nu må dere holde godt fast under sjøgangen!

Får jeg spørge chefen om én ting?

Men snart.

Hvad skal, – hvad skal dette være godt for?

Luftrejsen?

Ja. Hvad skal den tjene til?

Til avertissement.

Avertissement?

Jeg tør sige, det avertissement vil falde dere dyrere end os.

Å, der kommer flere efter dette! Det er mængden, som skal gjøre det.

Lysende som sole skal I avertere! Sæt pris på den ufortjente ære at ende som sole!

Skal det gå løs nu?

Nu skal det gå løs. Højtærede medsole, – giv agt! (Han vil ned mod baggrunden.)

Du kommer ikke til at give signalet.

Å, det var bra!

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha! (Han står på hug, slår sig på knæerne, idet han hopper. Derpå som en pil afsted ud til højre, mens der skydes to skud efter ham af Holger.)

Er her flere?

Her er flere! Her er flere! Hvad kommer nu?

Hys, hys!

Hvad er det?

Hys, hys! Jeg syntes, der råbte nogen til os udefra –?

Er der nogen, som kan hjælpe os? (I løb opover til vinduerne.)

Hys, siger jeg! Det er en kvinde. Hun står på den andre side af fæstningsgraven. Hør! Se!

Hun vifter.

Stille nu! (Stilhed.)

Skynd dere ud! Der er lagt miner under borgen!

Rakel!

Han lever?

Vi kan ikke komme ud!

En ad gangen. (Råber.) Vi kan ikke komme ud. Send nogen at lukke op!

Send nogen at lukke op!

Hys! Stille! (Der bliver stille.)

Ingen kan komme ind. Vindebroen er hejst op.

Rakel.

Er det hendes bror?

Vindebroen er hejst op! Indespærret og afspærret. Hvad kan vi gjøre? Er her ikke toug, vi kan hejse os ned efter og få fat i brandstiger?

Er her ikke toug, så nogen kan hejse sig ned efter og få fat i brandstiger?

Jeg er bange, her ikke er. Alting er nyt.

Hvorfor i al verden har De ført os herop?

Det er jo en mordergrube, dette her!

De skulde aldrig have ført os hidop! Dette er Deres skyld.

Omkommer vi, så er det Deres skyld!

Deres kolossale forfængelighed og trods er skyld i det!

Det er forfærdeligt! De skylder at skaffe os ud herifra! De vidste fra ifjor, at her var farligt. Vi stolte på Dem. Gjør nu Deres pligt!

Mine herrer, prøv at tage det med lidt større ro!

Husk, at mineskuddet umulig kan træffe hele borgen. Husk også, at han, som skal give signalet, ligger her.

Han lever?

Lever han? (Atter stimer de om ham.)

Han vil sige noget! Hys!

Jeg … jeg er ikke alene. (Falder ned igjen.)

Hvor er så de andre?

Hvor er så de andre? Hvor træffer minen, monstro?

Det må være her!

Ja, det må være her!

Ja, her! Ganske vist her!

Hvorfor faldt jeg ikke på det før? Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha!

Knust mod stenbroen! Knust!

Vogt dere! Fortvilelsen smitter! (Vi hører fra flere: «Ja, ja, den smitter. Vogt dere!») Prøv at tage det uundgåelige med værdighed. En død er vi alle skyldige. Og denne vor død vil udrette mere for ordenens sag i landet end nogen af os kunde gjennem det længste liv.

Til folk, som kan prøve på sligt, går nemlig magten aldrig over! Husk det!

Derfor skal vi dø lykkelige! Vor død vil give vore medborgere den harm og det mod, som nu ene kan frelse samfundet. Det leve!

Han er det naturligvis? (Løber efter latteren.)

Han er det! (Afsted.)

Han er det! Efter ham! (Afsted.)

Han er det! Fang ham! Dræb ham!

De ved ikke længer, hvad de gjør.

Jo, de vil løbe fra det. Naturligvis!

– – Nu, mine venner, nu er her intet andet igjen for os end at kaste os i guds barmhjertighed.

Ja, gjør De det, far. Jeg er en gammel sjømand. Jeg har set døden i øjnene før.

Han er død, han der, nu.

Ja, de’r vel ikke råd for at komme fra dette?

Umulig.

Nej, jeg tænkte nok også, når disse blokkene tog på at røre på sig …

Ja, nu sætter jeg mig her, jeg; og rokker mig ikke mere. Så får komme, hvad vil.

Vær ikke stor på det, nå! Kjære, kjære, kom og be’ for Deres sjæl!

Nejmæn, om jeg tror, det nytter. Sjæla er nå, som hu’ er, hu’. Hu’ retter sig ikke så snøgt. Er der en, som skal ta imot a, – nåja, så lar’n sig ikke narre av de par or, jeg nå kan si.

Og for det fejge pak der –!

Ja, de er ikke mye værdt.

Nej, det har jeg altid vidst. Men så længe de lod sig kommandere –. Hvad?

Det var de bra til. Mye bra. Men når de blir rædde, –

– så løber de som piskede bikkjer.

Det ser jeg nu.

Ja, her må andet til.

Jeg skulde have haft lyst til at leve med en stund endnu!

Å, lad os be’ for barna vore! De vil få det så vondt nå straks. Å, lad os be’, at gud må trøste dem, og at der ikke må bli så meget ondt i deres tid, som det har været i vor. Å, lad os be’ om det!

Enten det ene pakket eller det andre …

Nej, her må komme no’en stærke mænd.

Én er nok. Og han kommer!

Skynd dere nå at bede med mig! Å, be’ med mig, at gud hjælper de gode, så de lyser for dem, som har det vondt. Gud bevare fædrelandet! Gud –

Gud bevare fædrelandet!

Gud bevare –!