Dagbog 1814

av Claus Pavels

[Februar]


1ste Februar.

HegermannDiderich Hegermann, 1763–1835, offiser, godseier og statsråd, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll har faaet Ordre til at holde sig marschfærdig. Han misbilliger at der fra Prindsens Side iagttages den dybeste Taushed paa en Tid, da Nationen maa føle Uro og Bekymring. Man har bekjendtgjort, at Fred er sluttet, og i samme Øieblik gjøres de stærkeste Krigs-Tilberedelser – mod hvem? og i hvad Hensigt? det maa man gjætte sig til efter uhjemlede Rygter. Jeg kan ikke tro andet, end at Prindsen ved, hvad han gjør, at han er intet mindre end uvirksom, og at han tier kun fordi Tiden til at tale endnu ikke er kommen, men at denne Taushed seigpiner os, er vist, og mer end nogensinde forhen ere de Mennesker at undskylde, som spaa det værste. – Generalauditeur BerghChristopher Anker Bergh, 1764–1825, generalauditør i den norske hæren og flåten, deltok i stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814 tror ikke paa nogen anlagt Plan, men tager alt efter Bogstaven, og tilskriver Kongens «Dumhed» den hele sørgelige Katastrophe.


2den Februar.

Hos Wulfsberg fandt jeg en Bulletin om Prindsens 139Reise til Toten, hvorfra HoltenCarl Henrik von Holten, 1775–1862, dansk offiser og senere gehejmekabinettsarkivar. Sekretær ved det danske stattholderskapet i Norge 1810–14 havde skrevet den, fuld af mange unyttige Ord, men naturligvis intet i den af det, vi helst vilde vide. – ThulstrupMagnus Andreas Thulstrup, 1769–1844, lege og professor i medsin ved universitetet i Christiania fra 1814 finder Kongens Adfærd undskyldelig. Han tror, at det er hans Mening og Ønske, om just ikke udtrykt ved Ord, at Norge skal frelse sig selv, siden han ikke kan gjøre det, og blive ved den danske Kongestamme, uagtet det er tabt for ham. Heller ikke mistvivler Thulstrup derom, naar kun England vil forholde sig passiv og tilstede fri Skibsfart.


3die Februar.

Flere ville, at Prinds Christian, ved at modtage Norges Krone, skal fraskrive sig Danmarks. Saa forskjelligt tænke vi Mennesker. For mig vilde det være en af mit Livs gladeste Dage, naar Danmark og Norge igjen forenedes under en selvstændig og ædel Regent. – Den gamle fromme Fru – aner i al denne Forvirring det Heles Opløsning og den glædelige Domsdags Nærmelse.


4de Februar.

AnkerPeder Anker, 1749–1824, godseier og statsminister 1814-22 er af den Mening, at vi bør overgive os til de Svenske, dog under visse Betingelser, og vil Svensken ikke indgaa paa dem, da bør vi slaa til sidste Blodsdraabe. Han havde iøvrigt idag Statsprojecter nok, saasom at der i hvert Sogn bør være en civil Embedsmand, der forener i sin Person Foged, Sorenskriver og Lensmand, virker alt i Forening med Præsten, og staar kun under en Generalintendant, der reiser om for at paase, at alt gaar ordentligt til: at Bispeembederne skulle nedlægges og Amtsprovster vælges af Præsteskabet: at det repræsentative System skulde indføres og Proprietærstanden, som paastodes udelukket fra den svenske Rigsdag, spille en Hovedrolle der. Det sidste Forslag synes at lugte vel meget af 140egen Interesse, og mod dem alle kunde gjøres vigtige Indvendinger. Derimod nødsagedes jeg at give Anker Medhold i den Klage, han førte over Prindsen, at han intet bekjendtgjør om Norges Afstaaelse. Svenske Commissairer kunne hver Dag ventes med Paastand om at tage Landet i Besiddelse, Armeer trække sammen paa begge Rigers Grændser, Landets Krigere bortkaldes did fra deres Arne, denne Egn bebyrdes med skrækkelige Transporter, og Grunden til alt dette skal man ignorere! Ogsaa over Bispen maa jeg undres. Stiftamtmanden fortæller dog sine Undergivne noget, skjøndt altfor lidet, men Præsterne, som dog kunne virke saameget paa Almenstemningen, siges ikke et Ord. Vi tør ikke udlade os med det ringeste, vi vide ikke engang, om vi skulle bede for Kongen.


5te Februar.

Major BrochBroch] skal være Brock, men navnet er inkonsekvent stavet gjennom hele den trykte 1814-dagbokenLudvig Frederik Brock, 1774–1853, norsk-dansk offiser. Han hadde et nært forhold til Christian Frederik og fulgte ham tilbake til Danmark der han gikk inn i den danske hær, som troedes død, er kommen tilbage med Depescher, og er reist til Prindsen, der siges imorgen at ville høre Prædiken af Bugge i Trondhjems Domkirke. Rygtet gaar, at en vigtig Begivenhed skal forefalde ved samme Leilighed, maaske Christians Udnævnelse til Konge i Norges gamle Kongestad. – I Kjøbenhavn skal Stemningen været meget ubehagelig. Norges Afstaaelse og en revoltant Krigserklæring mod Frankrig, hvori Kong Frederik, fordum Napoleons troeste Allierede, udbryder i hans Fienders Kraftsprog og gjør ham de mest vanærende Beskyldninger, skal have vakt almindelig Uvillie, og et Vink, han har ladet give Kjøbenhavns Overpræsident, at han ikke ønskede, man skulde illuminere ved hans Hjemkomst, var uden Tvivl overflødigt. Man spillede nylig Jacob von Tyboe. I et anonymt Brev anmodedes FrydendahlJørgen Peter Frydendahl, 1766–1836, dansk skuespiller, der spillede Jacobs Rolle, om at tage en rød 141Adjutantfjeder i sin Hat, og alle de Steder, som ironisk kunde hentydes paa Kongen og Dagens Begivenheder, bleve stærkt applauderede. Paa vort Privattheater, hvor Stykket «Kun sex Retter» opførtes iaften, var Ordet dansk det ene Sted, hvor det forekommer i Oversættelsen, forandret til norsk, da man frygtede, at Parterret vilde hysse, om der blev sagt: dansk. Det kan jeg dog neppe tro. Jeg indser ikke, hvorfor Ordet dansk skal være os forhadt, om ogsaa Kongen af Danmark har opført sig feigt. Desuden er og bliver dansk og norsk Sprog at være et og det samme. Hvad er et Par hundrede nationale og provinciale Ord imod de mange Tusinde, som Danmark og Norge beholde tilfælles, om de end i Aarhundreder skulle regjeres af forskjellige Fyrster! Schweitz var en fri, selvstændig Nation, om nogen paa Jorden har været det; og dog har der aldrig existeret et Sprog, som hedder det Schweitzerske. Men, som jeg altid har sagt, Ord og Talemaader opholder han sig ved, og gjør meget Væsen deraf; det, hvorpaa det kommer an, er national Aand og ægte patriotisk Daad. Hvorledes det staar til dermed, vil man nu vel snart faa at se. – Dagens Intelligentsseddel indeholdt en forundelig Ting fra en Norbye, som takker Hr. P. C. meget varmt for den meddelte Efterretning om hans Kones Ligegyldighed mod ham, saameget mere, da det blot kunde være Hr. P. C.’s Hensigt at give ham en Advarsel ved forestaaende Forbindelse med sin elskede Christiane. En T. G. Sn. indblandes ogsaa, hvis Forfængelighed langt mere end hans Kjærlighed til Christiane forleder ham til at ønske sig anbetroet en Helterolle i Comedien, man spiller med Hr. Norbye, der er meget genegen 142til at tro ham ligesaa fuld af Vindbeutleri som Egennytte.


9de Februar.

Endelig har Bispen erindret os med et Hyrdebrev i Anledning af Tidernes Tegn. Det siger os vel intet, som vi jo tilforn vidste, men naar det, som han siger, ei var ham tilladt endnu at underrette de Herrer Brødre om Sagernes egentlige Beskaffenhed, kunde han vel ikke sige andet end hvad han har sagt. – Intelligentsseddelen begynder at blive mærkelig. Først indeholdt den et Svar paa hint underlige Avertissement fra Norbye, hvilket jeg igaaraftes fik at vide, er hverken mer eller mindre end en Pasquil paa Thygeson med lumpne Sideblik til hans Privatliv og Familieomstændigheder. Svaret er i en ædel og sindig Tone. Dernæst fulgte et Spørgsmaal, som siges at have gjort megen Sensation: om Landets Love ingen Straf dictere for crimen læsæ nationis? Dette udtydede NeumannJacob Neumann, 1772–1848, prest og venn av Pavels, stortingsrepresentant på det ekstraordinære storting 1814, biskop i Bergen etter Pavels død om Prinds Christian, mod hvem han viste sig som en ivrig Oppositionsmand. Anordningen, at gjøre 3 Millioner nye Papirpenge uden Fond og Garanti, skal især være et saadant crimen, skjøndt den sindige og forstandige RasmussenSøren Rasmussen, 1768–1850, professor i matematikk ved universitetet i Christiania fra 1813, stortingsrepresentant 1815-16 erklærede dette Skridt aldeles nødvendigt. Desuden doleres over Prindsens præsumerede Forsæt at lade sig udraabe til Enevoldsregent i Medhold af Kongeloven, som ved Kongens Afstaaelse erkjendes at være aldeles ophævet for Norge, og uden Forpligtelse for Nationen, der ikke vil underkaste sig souverain Regjering; men saalænge Prindsen ikke bestemt siger, hvad han har gjort eller vil gjøre, kan man ikke fordømme ham, og kun denne langvarige Taushed, der dog snart maa brydes, er i mine Tanker det, der hidtil kan lægges ham til Last. 143Neumanns Dom om Prindsen er forøvrigt haard og illiberal. At han er en Vellystning kan desværre ikke nægtes, heller ikke, at han giver et slet Exempel og bidrager end mere til Frivolitetens Udbredelse, men at han er en utrættelig virksom, med eminente Sjeleevner udrustet Regent, og at Europa, den store Napoleon undtagen, i dette Øieblik neppe eier en Fyrste, som saa aldeles er skabt til at være Folkestyrer, er mig klart, og jeg skulde tro, at vi herinde i Christiania har bedre for at bedømme den Ting end Neumann i Asker Præstegaard.


10de Februar.

Provst MunchEdvard Munch, 1780–1847, stiftsprost i Christiania, farfar til maleren Edvard Munch spaar Norge alskens Jammer. Han hører rimeligvis til det Anker-Wedelske Parti, der i Drammen og dens Omegn især skal være stort. Neumann inclinerer vel ogsaa dertil. SchmidtFrederik Schmidt, 1771–1840, dansk-norsk teolog og prest, representant på det ekstraordinære storting i 1814, flyttet til Danmark i 1817, i Danmark også kjent som salmedikter derimod holder paa Prinds Christian, men viser forøvrigt en Resignation, der forekommer mig at grændse til Fortvivlelse. – Hegermann anmeldte 10–11 Cadetter, som i Hast maa forberedes til Confirmation, da man trænger til dem som Officerer. – Efter Comedien iaften blev, dog kun af nogle faa Mennesker, afsunget en Fædrelandssang. Da det var forbi, raabtes: Held Norge! med de uundgaaelige Hurra og Klap.

Der var Præsteselskab hos Bispen. Ved Bordet var særdeles behagelig Conversation; man sang og drak Skaaler med Sindighed og Stilhed, som det anstaar sig geistlige Mænd. Bispens Humeur var ganske couleur de rose; forsaavidt politiske Æmner discuteredes, var han enig med os og vi med ham. Kun ved en Ytring tilstaar jeg, at jeg oprørtes, da han nemlig engang i Samtalen ytrede: «Det havde dog maaske været bedre, om vi før 144havde gjort hvad vi nu gjøre». – Bedre, fordelagtigere maaske, skjøndt ogsaa dette endnu er problematisk, men ogsaa hæderligere? ogsaa moralsk bedre? ogsaa retfærdigere? – Bech er og bliver en tvetydig Mand. Egen Ære og Fordel, frygter jeg meget, er hans Hovedfag, og hvad han forresten vil, beror nok paa Omstændighederne.


11te Februar.

Min Tanke faldt blandt andet paa vore Dannebrogskors. Kongen af Danmark kan ikke fratage os dem, da de ikke kan regnes med til Liberi eller Hofuniform, men er et Agtelsestegn, som han i Fædrelandets Navn har givet os. Heller ikke vil vor nye Regent kunne forbyde os at bære det, uden at ombytte det med et lignende. Men om vi kunne bære en Orden med en fremmed Konges Chiffre og en Inscription, der opfordrer til Troskab og Hengivenhed mod denne Konge, om det ei er vor Pligt at aflægge et Symbol, der henpeger paa Forbindelse med en Regent, som har solgt eller bortgivet os, er et andet Spørgsmaal. – Prindsen ventes nu hjem i disse Dage; her troes han at komme Mandag eller Tirsdag, og vigtige Optrin ville da uden Tvivl forefalde. Hvad jeg som Yngling i den franske Revolutions Dage drømte om, at jeg engang kunde komme til at bivaane og tale i en Nationalforsamling, tør nu meget snart gaa i Opfyldelse. At Mængden er stemt for Prindsen er upaatvivleligt, og hvad der tales om, at Grev WedelHerman Wedel Jarlsberg, 1779–1840, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, tilhørte unionspartiet. Fra 1836 stattholder i Norge., som Hovedmand for en Opposition, opholder sig incognito i Sverrig eller Norge, og at der endog skal have staaet i svenske Aviser, at han er udnævnt til Guverneur over det nordenfjeldske Norge, foruroliger ikke synderligen. Overstemt bliver han sikkert, og faa Dølerne og Bergenhusingerne ham i sine Klør, 145gaar det vist den herskesyge Demagog ilde. Derimod frygter man mere, at Prinds Christian vil paastaa Souverainitet. Der siges endog (hvilket, om det er sandt, vilde være høist uoverlagt), at Thygeson havde svaret Byens Repræsentanter, der forespurgte sig hos ham om Tidsomstændighederne, at den, der talte mod Souverainitet, vilde ansees som Landsforræder. Det skal være Agent Nielsens Hensigt, i det Øieblik Prindsen kommer til Byen, at gjøre ham alvorlige Forestillinger. Men af Prinds Christians Klogskab og Retskaffenhed venter jeg alt, og hvor saa uendelig meget staar paa Spil, baade for ham og os, vilde «Alt eller Intet» være et høist ufornuftigt og uædelt Princip. Jeg er meget rolig, og kan ikke forestille mig, at Tingen faar et slet Udfald. Jeg lykønsker mig endogsaa nu med at være i Norge, og vilde ikke for meget godt i dette Øieblik være i Kjøbenhavn, om endog de nyeste Rygter derfra om Opløb og Mord ere usande. Det er en betænkelig Periode vi leve i, fuld af Fare og Trængsel, men høist interessant er den, og mangen Eftertidens Yngling og Mand vil beklage ikke at have levet i dette Tidspunkt. Iøvrigt er rigtignok min individuelle Overbevisning for Enevoldsmagten i Prinds Christians Hænder. Jeg tror ikke, han vilde misbruge den, men Almenvillien bør være mig hellig, og skulde være det, om jeg ogsaa havde nok saa megen Kraft og Indflydelse. Personlig Hengivenhed for Manden kan muligen mislede mig.


13de Februar

Grev Wedel, som efter Nogles Udsagn var i Norge, efter Andres i Sverrig, og efter endnu Andres var dræbt i Kjøbenhavn paa en saa afskyelig Maade, at Wulfsberg 146ikke med Ord kunde udtrykke det, siges nu med Vished at være i Kjøbenhavn i høieste Velgaaende. Og der blive han til vore Sager ere bragte i det Rene!


14de Februar.

Rosenkrantz aner endnu Forstillelse fra Kong Frederiks Side i den famøse Fredstractat. Saare uklogt har i saa Fald Kongens Forhold sikkerligen været, saafremt han nemlig tænker paa, nogensinde igjen at blive Norges Behersker; thi Nationens Hjerte er i dette Øieblik saa aldeles bortvendt fra ham, at jeg ikke indser Muligheden af, at han nogensinde igjen vilde være istand til at vinde det. En anden Sag er det, hvis han skulde have Sjelsstyrke nok til at opoffre fin egen Existents, for at berede sin Thronarving et tryggere Sæde paa Kongestolen, ja maaske endog gjennem Omveie frembringe de tre nordiske Rigers Forening; men sligt lader sig vanskeligt tænke. At han imidlertid skulde have begaaet den Afsindighed at declarere Krig med Norge, d. e. erklære, at ville agere fiendtligt mod dette sit gamle tro Rige, hvis det ikke frivilligen overgiver sig til Svensken (hvilket Prof. RostedJacob Rosted, 1750–1833, rektor ved katedralskolen i Christiania og titulær professor havde hørt) er af de Ting, man maa se, før man tror dem, og endda, naar man ser dem, maa antage for Blændværk af en ond Aand. – «Tiden» indeholder, foruden en Beskrivelse over hvad Prindsen har seet, sagt og gjort i Trondhjem, 5 Sange, som ere istemte til hans Ære. Biskop Bugges er den bedste, men naar han fortæller, hvorledes «Klippernes Sønner ville signe den Krone, som Christian bar», er det, som Wulfsberg rigtig anmærkede, at sælge Huden, før Bjørnen er skudt.


15de Februar.

Haxthausen har overgivet Commandantskabet til Oberst 147RammHans Hendrik von Ramm, 1758–1827, norsk yrkesmilitær. Hvad der har bevæget ham til nu at fravige Commandoen over den Fæstning, der var ham betroet, er mig ubegribeligt. Er det fordi han, i Tilfælde af Beleiring, ei kan indslutte sig i Fæstningen, da hans Nærværelse andetsteds er fornøden? Men hvad er da en Commandant, naar han blot kan være det i Fredstider?


16de Februar.

Prindsen er endnu paa Eidsvold, og har idag ladet kalde til sig Haxthausen, Bergh, Amtmand CollettJonas Collett, 1772–1851, embedsmann og politiker, konstituert amtmann i Buskerud 1813-14, deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814, bror av Johan Collett, Treschow og Sverdrup. Man tror, han kommer hid imorgen, og venter da en bestemt Proclamation fra ham, men med Vished vides intet. Anonyme Adresser mod Enevoldsmagten siges at være ham sendte, og have vakt ubehagelig Sensation hos ham. Her i Stiftets Kjøbstæder skal have cirkuleret og endnu cirkulere en Erklæring, som en Deputation ved hans Hjemkomst vil overlevere ham, at Norge ønsker sig ham fremfor alle som Regent, men kun under Betingelser, som Landets Tarv foreskriver. Tre tusinde Mennesker af alle Stænder – ogsaa af Embedsclassen, hvoriblandt Platou – skal have underskrevet denne Erklæring. Med urolig Længsel ser man Udfaldet imøde. – Thygeson er yderst misfornøiet over Avertissementet fra Norbye, hvis Forfatter WangensteenJens Johan Vangensten, 1766–1837, jurist og gårdbruker, valgmann til Riksforsamlingen 1814 og stortingsrepresentant 1815-16, i 1834 dømt til 6 måneders tukthus for et smededikt om Jonas Collett skal være. Han skal have isinde at nedlægge sit Embede, og reise til Danmark. Det gjør mig personligen ondt, men Almenstemningen synes at være imod ham, og anse ham for Prindsens skadelige Raadgiver, og saa handler han da vist meget ret og klogt. Iøvrigt trækker sammen paa Grændsen en Hær, om hvis Existents i Norge man hidtil ikke har gjort sig Begreb. Nogle spaar alt godt, haaber en forønsket og glædelig Opløsning af dette Virvar, og bebude 148Fædrelandet en Magt, en Ære og et Held, hvorom det aldrig drømte. Andre forudser idel Ulykker. De Svenske ville ei ved Blodsudgydelse erobre vort Land, men blot udsulte det. Deres Tropper ville altsaa blive staaende rolige; vi nødes til, istedetfor at føre en Forsvarskrig, at gaa angrebsvis tilværks, og da vil det gaa galt. Ikke ti af hundrede ville komme levende tilbage. Overvældede af Mangel maa vi omsider overgive os, og vor Skjæbne bliver da værre, ikke bedre, end om vi strax havde underkastet os.


17de Februar.

Foruden de igaar opregnede ere endnu følgende kaldte til Eidsvold: Carsten Anker, Rosenkrantz, Bech, FalbeHans Hagerup Falbe, 1772–1830, dansk-norsk jurist, norsk embetsmann og komponist. Deltok på stormannsmøtet på Eidsvoll i februar 1814, Agent Nielsen og TankCarsten Tank, 1766–1832, forretningsmann og stortingsrepresentant, i 1822 stortingspresident fra Frederikshald. At Nielsen, uden Tvivl Christianias ypperste Kjøbmand, Formand som dets Repræsentanter og Distriktscommission, er taget med, glæder mig oprigtig. Han vil kunne virke meget paa Stemningen hos den talrige og (da nervus gerendarum er hos den) viktige Handelsstand. – At Haxthausen ei kan vedblive Commandantskabet, kommer deraf, at han som Armeens Intendant maa være ved den, at han altsaa har to Embeder, som begge fordre Embedsmandens personlige Nærværelse, men hvis Localer ere i en Afstand af 10–12 Mile. At Fyrstegunst aldrig maa frembringe saadanne Anomalier, er en af de Ting, man ved den nye Constitution maa forebygge.


19de Februar.

Endelig er et Lys oprundet, og Gud ske Tak! et meget lovende Lys. Prindsen har constitueret sig som Rigets Regent, men indbyder derhos Mænd fra alle Landets Egne, til at møde paa Eidsvold den 10de April, 149for at bestemme Landets Regjeringsform og udarbeide Constitution for Norge i de kommende Dage. En almindelig og høitidelig Bededag skal holdes hele Landet over, hvor Folket en masse skal aflægge Ed: af yderste Kræfter at bevare Norges Selvstændighed. Her holdes denne mærkelige Fest allerede paa Fredag, og Prindsen vil da besøge begge Kirker, hvorfor Gudstjenesten i Slotskirken først skal begynde Kl. 2. – Fra Bispen kom der Circulære, at der ei mere skal bedes fra Prædikerstolen for Kongen og Kongehuset, men for Norge og dets høie Styrer Prinds Christian Frederik. – Thygeson var ikke paa Eidsvold. Det er vist at han tager Afsked. Nogle sige, at han vil privatisere her, men det er ikke rimeligt. Holten, som nu er hjemkommen, viste mig den Proclamation, Prindsen lader udgaa, og som skal oplæses umiddelbart før Edens Aflæggelse, vistnok forfattet af ham selv, og stemt i en ædel og mandig Tone, samt den skammelige Fredstractat, hvori Norge overdrages med fuld Souverainitet til et Land, som ikke selv har souverain Regjering; ja blandt de Ting, som ere overladte Kongen af Sverrig som Eiendom, er ogsaa Norges Indvaanere! – Prindsen har rent opgivet Tanken om Souverainiteten, som før var ham dybt indprentet. Alle vare imod den, men Sverdrups historiske Grunde skal have havt mest Vægt hos ham og fuldeligen overtydet ham. Rosenkrantz forelagdes først Spørgsmaalet: «Kan jeg antage Souverainitet?» Med sin sædvanlige beskedne Tone sagde han: «Jeg har vistnok ikke saaledes tænkt over dette Spørgsmaal, at jeg tiltror mig fyldestgjørende at kunne besvare det, men efter min Overbevisning maa jeg svare Nei!»


21de Februar.

150Holten erklærede til min Forundring, at han hverken kan gjøre Ed, vælge eller vælges, da han endnu har et Embede i Vestindien og maa ansees for dansk Undersaat, indtil han derfra vorder afskediget. Her er da et tydeligt Bevis paa, at den gamle Regel: «Ingen kan tjene to Herrer» taaler nogen UndtagelseHerrer» taaler] her ser det ut til å mangle et ord: Herrer» ei taaler. – Som bestemt Sandhed kan jeg ikke undlade at optegne, at Bispen, der stedse har erklæret sig mod Souverainiteten, der havde medtaget til sin Eidsvolds-Reise Adresser fra Byens Borgere og lovet paa det varmeste at tolke Nationens Ønsker, der har forsikret Neumann, at han vilde vove Embede, Formue og Liv for den gode Sag, har tilligemed Carsten Anker været Souverainitetens eneste Forfægtere paa Eidsvold. Det var, som før er sagt, Sverdrup, der bragte Prindsen til fuld Overbevisning om at Enevælde for ham er uopnaaeligt. Efter en lang Privatsamtale omfavnede Prindsen ham og sagde: «Jeg indser nu, at jeg ikke kan og ikke tør blive Souverain; se nu til De ogsaa kan omvende Biskop Bech og Carsten Anker!»


22de Februar.

En mærkværdig Dag! Det er dog en herlig Tidsalder, vi leve i. Der er vel mange Lande, med hvis Climat jeg ønskede at ombytte vort kolde, ubehagelige, men jeg ved intet Europas, intet Jordens Rige, hvis Borger jeg nu heller vilde være end Norges. – Klokken 12 samledes efter Tilsigelse Byens Embedsmænd i Palæet, hvor Prindsen hilste os med følgende Ord: «Jeg har samlet Dem for at underrette Dem om Rigets Tilstand, og den Beslutning, jeg i Forening med Folket har fattet, med Guds Bistand at bevare dets Selvstændighed». Holten 151stillede sig nu ved hans Side, og oplæste først Kongens – ja hvad skal jeg kalde den? en Slags Apologi for hans Forhold i den senere Tid og nu ved Norges Overgivelse, samt en Afsked til det norske Folk, som jeg ikke fandt saa rørende, som den var beskreven for mig. Derpaa oplæstes Fredstractaten med Sverrig og saa to Artikler af Freden med England, der synes tydeligen at vidne om, at England vil holde Fred baade med Norge og Sverrig og lade begge skjøtte sig selv, uden at blande sig videre i deres Privatanliggender. Nu fulgte Kong Frederiks aabne Brev, og rørt og ikke uden Forlegenhed for at finde Udtryk der ei kunde støde, gjorde Prindsen Overgang til sit eget aabne Brev og sin Kundgjørelse, som han selv oplæste. Tilsidst lovede han helligen at gjøre alt for Norge, og bad os i vore Hjerter at gjentage samme Løfte indtil vi om nogle Dage høitideligen skulde aflægge det, han og vi forenede, i Guds Tempel. Holten fik igjen Ordet og meddelte en Udsigt over Rigets politiske Stilling, der begyndte med, at vi bør lykønske vort Fædreland og takke Kong Frederik for den sidste Gave, vi modtog af hans Haand, at han nogle Dage førend han løste os af vor Troskabsed skaffede os Fred med England. Norge har nu, hedte det videre, Fred med alle Nationer. Endelig fik vi Regulativ for Gudstjenesten og Valget. Prindsen endte denne skjønne Act med at række Rosenkrantz Haanden, og opfordre os alle til ved Haandtryk at give hverandre Pant paa vort patriotiske Sindelag. Ledsaget af sin hele Stab (som havde faaet ny Uniform: graa med blaa Opslag, og det gamle Sølvbroderi) red han nu op til Torvet, hvor alle de Militære og Borgerne vare opstillede og hvor de vigtigste Proclamationer i Forveien vare 152oplæste, og hvor han hilstes med begeistrede Hurraraab. Han standsede paa tre Steder og holdt korte Taler. – Efter Taffelet, hvor der herskede den frieste og freidigste Stemning, og hvor Prindsens Skaal blev drukket med et langvarigt og enstemmigt Hurra, gik Carsten Anker om og hvervede Folk til at besøge Thygeson, som hverken havde været ved Couren eller Taffelet. Han paastaaes nu at være uskyldig og blot et Offer for det Parti, nogle selvkloge Demagoger vilde stiftet, men hvis Braad vel nu er borttaget. Temmelig mange fulgte med og deriblandt jeg. Der svaredes ved Døren, at han ikke var hjemme og ikke var kommen fra Prindsen, men Tjeneren fik der Svar tilbage, at det ikke var sandt; vi kom alle fra Prindsen, og der havde han ikke været; det var blot nogle Venner, som vilde besøge ham. Vi bleve nu indladte i en kold Stue, men endnu gjordes ingen Mine til at lade os komme videre, og nu gik først Carsten Anker ind og siden vi andre sans façon, men fandt blot Damerne, hvad enten han nu ikke vilde lade sig se, eller virkelig ikke var hjemme. Vi bevidnede Fru Thygeson vor Deltagelse og Hengivenhed for hendes Mand og forføiede os derpaa hver til sit.


23de Februar.

I den Bøn, som skal oplæses efter Eden iovermorgen gjør Bispen os rent til Løgnere for vor Herre, idet han siger: «at vi have svoret at hylde og adlyde Prinds Christian Frederik», hvilket jo for det første aldrig er tænkt paa. Jeg gjør og den Forandring: «hvorfor vi og villigen hylde og adlyde etc.» og om Hans Høiærværdighed selv beærer Slotskirken med sin Nærværelse, vil jeg forsvare min egenmægtige Fremfærd, hvis den paaankes.


24de Februar.

153Aldrig har jeg havt interessantere Æmne for Dagbogen, men heller aldrig har jeg havt mindre Tid til at skrive end i disse Dage. Denne Dag har imidlertid ikke været af de mærkelige, da jeg har siddet rolig hjemme og arbeidet paa mine Taler. Under dette Arbeide takkede jeg Gud med Taarer: at jeg ikke er Dansk! Det vilde være mig en ubeskrivelig smertelig Følelse, naar jeg skulde optraadt ved den Handling, der nu opfylder min Sjel med høi Begeistring, og tænkt: «Din Vugge stod i det Land, med hvilket du nu skal afsværge, og opfordre din Menighed til at afsværge al Forbindelse». Kun som Hersker eller i en aldeles subordineret Forfatning finder jeg, at den danske Mand nu kan være lykkelig i Norge; jeg idetmindste føler, at jeg i min Alder og Situation vilde være meget ulykkelig ved alt, hvad jeg her maatte se og høre og tage Del i. Jeg maa rent ud sige, at jeg aldrig havde tiltroet mig de varme Følelser for Norge, som jeg i dette Øieblik besjeles af.


25de Februar.

Som Festen idag var den eneste i sit Slags, saa har jeg vel heller aldrig talt med det lydelige, enstemmige Bifald, som med Enthusiasme ydes mig af Enhver, der møder mig. Da Prædikenen med tilhørende Taler trykkes, giver jeg her intet Udtog deraf. Edsaflæggelsen gik for sig med al den Høitidelighed, som var mulig, hvor Rollerne ei vare uddelte, men Enhver overladt til sig selv og sin Følelse. Efter Slutningspsalmen endte jeg Handlingen efter Befaling med Udraabet; «Held Norge! Held Norges Regent!» hvilket jeg, for at forebygge Hurraraab, som Nogle ville sige, virkelig har fundet Sted i Byens 154Kirke, bad Menigheden istemme med Hjertelighed, men ogsaa med den Værdighed, som sømmer sig Guds Hus. Dette skede ogsaa virkelig. Prindsen talte derpaa nogle Ord fra sin Stol, hvilke besvaredes med Velsignelsesønsket. I Byens Kirke skal Prindsen fra en Forhøining ved Alteret have aflagt Eden og holdt en meget vakker Tale, som har vakt stor Sensation. – Igaar var to svenske Herrer, Grev RosenAxel Pontus von Rosen, 1773–1834, svensk embedsmann og greve, landshøvding over Göteborg, påtenkt som guvernør over Trondheims län før dette bortfalt etter begivenhetene mellom Norge og Sverige i 1814 og Oberst SkøldebrandAnders Fredrik Skjöldebrand, 1757–1834, greve, general og statsråd, en av dom aderton i Svenska Akademien mm. hos Prindsen, men gik forbløffede og bistre fra ham og reiste endnu igaaraftes. Jeg har hørt meget om denne Audience, hvor Prindsen var omgiven af Rosenkrantz, Carsten Anker, Treschow og flere af Rigets første Mænd, var stiv og stolt og holdt dem tre Skridt fra Livet, og bragte dem saa aldeles ud af Contenancen, at Rosen, der dog skal være en fin Hofmand, stod feig og flad. Inden de reiste, tror jeg dog deres Vrede sagtnede lidt, og de spiste med god Appetit et Maaltid Mad, der var sendt fra Prindsens Kjøkken til Haxthausen, hvor de havde taget ind. De skal paa Reisen have uddelt Sølvpenge og Proclamationer, begge Dele uden Effect.


26de Februar.

Imorges samledes efter Tilsigelse i min Storstue Haxthausen, Bergh, Oberst Ramm, Oberstlieutenant RummelhoffAnton Jacob Rummelhoff, 1755–1839, Oberstlieutenant og Provincial Commissair, Justitsraad SchaftAndreas Schaft, 1760–1826, norsk embetsmann, Thulstrup, HettingGabriel Hetting, 1768–1826, Søe Krigs Commissair og Mynsterskriver i Fridrichshalds Indroullerings District, Assessor DebesJens Peter Gløersen Debes, 1776–1832, norsk jurist og politiker, Secretair MichelsenAndreas Michelsen ?–?, Krigs Cancellie Secretair og Bureauchef ved Generalkrigscommissariat for Søe Indrulleringen i Norge – mangler info om ham, Fuldmægtig EngebrechtsenGunner Engebretson, ?–?, Fuldmægtig ved Norges Zahlkasse – mangler info om ham, og Dyrlæge JohannesenAndrias Johannessen, ?–? – mangler info om ham, for at aabne de indkomne Valgsedler, og underskrive Adressen til Prindsen, samt Vidnesbyrdet om Edens Aflæggelse. Generalauditeur Bergh og Assessor Debes valgtes, hin med 27, denne med 17 Stemmer. Jeg havde 6 og de fleste Valgdygtige enkelte Stemmer.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.