Dagbog 1814

av Claus Pavels

[Juli]


1ste Juli.

Der var Bondevensmøde paa Bogstad. Jeg havde ventet at træffe Grev Wedel der, men han var tagen paa Jagt, om tilfældigvis eller for at undgaa at træffe sammen med os, ved jeg ikke. Man undgik saameget som muligt politiske Samtaler. Skjøndt vi til Slutning havde en deilig Bispebolle, var dog Skaalerne saa tamme og fredelige, at ikke engang Norges Skaal blev drukken. – Ved min Hjemkomst fandt jeg et Brev fra Hount. Han er ilde tilmode. Han ser daglig de fiendtlige Skarer hinsides Svinesund, og ængstes ved den Tanke, at han efter deres Overfart er en af de første, de ville hjemsøge. Han forelægger mig i den Anledning et Samvittighedsspørgsmaal, hvorover han begjærer mit og andre Patrioters videtur. «Jeg sætter», siger han, «at det lykkes Fienden, at indtage et eller andet Distrikt, at han fordrer af de Undertvungne, at de strax skulle aflægge Hyldingsed – hvorledes skal man i dette Tilfælde forholde sig? Vil man ikke gjøre det, kan man jo vente at blive mishandlet og det maaske paa den grusomste Maade; gjør man det detdet det] skal være: det derimod, kan man ansees af sine Egne som en Landsforræder». 206Det er rigtignok en casus criticus, især for ham, som allerede staar paa det sorte Bræt hos de ivrige Patrioter; jeg tror dog, han vover mere ved at lade sig skræmme, end ved at modstaa med Sindighed og Fasthed.


2den Juli.

Man sagde igaar, at de fremmede Gesandter var reist, men det var urigtigt. De er her endnu og menes ikke saa hurtig at tænke paa Afreisen. De vare før Audiensen ansagte til Taffels, men havde frabedet sig det, og efter deres nærværende Stilling lod det sig maaske vente. Siden vare de i fem Kvarter hos Kongen, men naturligvis ligesaalidt af ham bevægede til at afvige fra deres Instrux, som de havde rokket ham, men havde iøvrigt været meget høflige, Østerrigeren SteigenitschAugust Ernst von Steigentesch, 1774 – 1826, østerriksk offiser, diplomat og forfatter undtagen, som fortalte Kongen, at Keiser FrantzFranz 1 (Franz 2 Joseph Karl), 1768 – 1835, tysk romersk keiser Franz 2 1792-1806 og keiser Frans 1 av Østerrike 1804-1835 aldrig blev mere opbragt, end naar man talte til ham om Norge. Herover maa man virkelig undres, thi, naar en Ting, der saalidet synes at vedkomme ham, kan sætte ham i en saadan Iver, saa maa man tro, han hver Time paa Dagen har Anledning til at vredes. Samme Steigenitsch havde overfuset Rosenørn, som modtog Gesandterne paa Grændsen, og spurgt, hvorledes han som dansk Mand kunde forlade sin Konge, og give sig i Tjeneste hos en Rebel, hvorpaa Rosenørn svarede, at det var en Sag, som han allene skyldte Gud og sin Samvittighed Regnskab for. De andre Gesandter, Russen Grev OrloffMikhail Fjodorovitsj Orlov, 1788 – 1842, russisk offiser som deltok i dekabristopprøret i Russland i 1825, Englænderen Mr. ForsterAugustus Foster, 1780 – 1848, britisk diplomat, adlet i 1825 og Preusseren Baron MartensFriedrich von Martens, 1778 – 1857, tysk/prøysisk jurist, offiser og diplomat skal være særdeles honette og tractable Folk. Orloff skal især tale overordentlig vel for sig. Man smigrer sig med, at disse Gesandter have en anden Instrux in petto, som de komme frem med, naar de lidt nøiere faar orienteret sig. Kongen 207skal, fortalte de, som idag havde spist hos ham, være meget stille og alvorlig, og han har vel Grund dertil.


9de Juli.

Man vil vide, at Vaabenstilstand er indgaaet paa 3 Maaneder, og at der, paa de fremmede Gesandters Forlangende, efter et overordentlig Statsraad (bestaaende foruden de sædvanlige, af dem, der have været Præsidenter paa Rigsforsamlingen) er besluttet, at sammenkalde Storthinget. De Frygtende udlede onde, de Haabende gode Forvarsler heraf.


11te Juli.

Kongen af Danmark har frataget alle de Norges danskfødte Indvaanere, som ei ville erkjende Kongen af Sverrig for Herre, sin Naade og de Titler, Ordener og andre Hæderstegn, hvormed de af ham eller hans Fader ere benaadede. Afsatte fra deres Ridderskab ere altsaa Bech, Falbe, Platou, Grev TrampeFrederik Trampe, 1779 – 1832, stiftsamtmann i Trondhjems stiftamt ofl., og da de maa aflægge Ordenen, saa synes Normændene, der ei føle sig værdigere til Frederik den Sjettes Naade, det bedst frivillig at nedlægge dem. Der sees som Følge deraf i denne Tid ikke en eneste Orden paa noget Bryst, selv ikke, naar der er Selskab hos Kongen. – Treschow betragter nu Tidernes Tegn fra en mistrøstelig Side, som jeg aldrig før har seet hos ham. Der hviler overalt et Mørke til denne Stund over Forhandlingerne, og man veed slet ikke, hvorvidt de ere avancerede.


13de Juli.

Jeg skrev idag til Hount, og anfører her et Udtog af mit Svar paa hans Brev. For det første, sagde jeg, kan det vel ikke være Tvivl underkastet, hvad Ret og Pligt 208byder i denne Sag. De Tilfælde, i hvilke jeg kan tro det tilladt at aflægge Ed til Sverrig, ere:

1. Naar Kongen nødtvungen eller frivillig forlod Landet, og Constitutionen saaledes rystedes i sin Grundvold.

2. Naar Nationens Repræsentanter paa Storthinget decreterede, at Nationens Selvstændighed ei kunde bevares.

3. Naar endelig det hele Land var i Fiendens Vold, dets Sønner satte ud af Stand til at forsvare det, og Statssamfundet saaledes de facto ophævet.

Pligtstridig anser jeg derimod en saadan Ed, naar blot en enkelt Provinds er erobret, naar Nationen andetsteds inden Landets Grændser kjæmper for sin Selvstændighed, og Kampens Udfald saaledes endnu ikke er afgjort. Gaar jeg nu videre til det Synspunkt, hvorfra han især betragter Sagen: hans Kones og Børns sørgelige Skjebne, om hans Modstand paadrog ham personlig Mishandling, da erkjender vistnok han saavelsom jeg, at det fornemmelig er ved vor egen Vandel vi skulle vise den Religions Kraft, vi som Præster forkynde, og at vi uden dette ikke kunne vente at virke paa andre. «Har jeg gjort Jesu Ord til mine: «Salige ere de, som forfølges og mishandles for den gode Sags Skyld, thi Himmeriges Rige er deres», saa bør ogsaa jeg, naar det gjælder, taalmodig underkaste mig slig Mishandling; har jeg forhen lagt mine Medchristne paa Hjerte, at Gud er faderløse Børns Forsørger og Beskytter, saa bør jeg og vise, at jeg tror, han ogsaa vil antage sig mine, hvis jeg skal blive et Offer for min Standhaftighed i Pligtens Opfyldelse. Jeg har aldrig været saadan Prøve underkastet, veed altsaa ikke, om jeg 209omgiven af mine grædende Børn kunde udholde den, men jeg vil give dig og Enhver Lov til at kalde det feig, umandig Svaghed, hvis jeg ikke gjør det, og jeg skal aldrig lægge Dølgsmaal paa, at jeg selv erkjender det derfor».

Betragter jeg endelig Sagen blot med Hensyn paa personlig Sikkerhed, da tror jeg denne allermest betrygget ved ikke at aflægge Eden. Ikke en vild Kriger med Sabelen eller Pistolen i Haanden, men en civil Commissær vil affordre denne Ed. Skulde ikke Manden af Sindighed og Aandsnærværelse ustraffet kunne sige: «Saalænge mit Fædrelands Skjæbne ei er afgjort, kan jeg ikke bryde den Ed, jeg har svoret det og dets Konge. Men det sværger jeg, at jeg vil forholde mig som en rolig Borger, ikke stifte Mytteri og Opstand, men tværtimod anvende den Indflydelse, jeg har paa Almuen, til at overholde Orden». Det værste, jeg indser den mest inhumane Commissær kunde gjøre, var at lade ham bevogte som mistænkelig Person. Jeg endte saa: «Som din 31aarige Ven tilraaber jeg dig i din Kones, dine Børns og mit eget Navn: Vær standhaftig! Lad os heller sørge og ængstes for dig i nogle Maaneder, end at vi skulde have den Græmmelse, at høre dig, var det end kun af ivrige Zeloter, nævnes som Landsforræder». –

Maaske kalder han ogsaa dette Sværmeri og Deklamation, ligesom det jeg skrev til ham før Rigsforsamlingen, men det bør og maa jeg finde mig i. I Fare er han, hvorledes det saa gaar, men størst er den dog baade for Sjel og Legeme, dersom han aflægger Hyldingseden til de Svenske. Om vi ei tilsidst alle nødes dertil, er et andet Spørgsmaal. Aspecterne ere meget mørke. Østerrige, Preussen og Rusland have bestemt erklæret at ville 210understøtte Sverrigs Paastand. Lord CastlereaghRobert Stewart, Viscount Castleragh, 1769 – 1822, irsk og britisk adelsmann og politiker, utenriksminister i 1814 skal have skrevet til den engelske Gesandt her, at hans Regjering ikke kunde fravige sin indgaaede Forpligtelse. Et Rygte siger ogsaa, at Sverrig har vægret sig for at ratificere Vaabenstilstanden. Der ske nu, hvad der vil, aldrig kan jeg fravige den Overbevisning, at Normændene har handlet ædelt og conseqvent, og at den Beslutning, der blev tagen paa Rigsdagen, var den eneste, der egnede sig Mænd af Mod, Energi og Fædrelandskjærlighed.


14de Juli.

Der fortælles om Biskop BalleNicolai Erdinger Balle, 1744 – 1816, dansk biskop, at han skal have gaaet op til Kongen og med sin sædvanlige Frimodighed have fortalt, at han ansaa det for sin Pligt at gjøre H. M. opmærksom paa, at der var almindelig Misnøie over Staden og Landet, ikke mod ham personlig, men mod hans Omgivelser, Bülow ofl. Kongen blev vred og vendte ham Ryggen. Balle stod en Stund og ventede, men Kongen talede ikke mere til ham. Nu bukkede han, gik hjem, pakkede sine Ordener ind i et Brev, hvori han lod H. M. vide, at han idag havde erfaret, at han havde mistet sin Konges Naade, altsaa kunde han ikke længer bære de Naadestegn, som vare ham forundte, hvorfor han herved sendte dem tilbage. Fortælleren vilde ikke indestaa for Sandheden, men usandsynligt er det ikke. Den Mand, som aldrig i sit Liv har kjendt Menneskefrygt, der med roligt Hjerte har seet sin Nidkjærhed lønnet med Had og Haan, – at det i hans 70de Aar er ham en ringe Ting, om Kongen er ham naadig eller ikke naadig, at han ikke bekymrer sig om saadan Stads som Ordener – er begribeligt.


15de Juli.

211Vort Ugeblad, der en kort Tid var bleven tamt og fredeligt, er nu atter en Krigsskueplads, fast værre end før. Saaledes havde en Anonym i Onsdags i meget knudrede og med Parantheser opfyldte Perioder, søgt at overtyde os om det Ugrundede i vort Haab, at bevare Norges Selvstændighed. Efter Sproget gjættede jeg paa General de Sevede Seve] navnes staves konsekvent slik i den trykte utgaven. Skal være: de SeueWerner Nicolai de Seue, 1742 – 1823, norsk offiser, endskjøndt jeg ikke havde tiltroet ham disse Grundsætninger. Idag faar han et ligeledes anonymt Svar, og kan sige, at han er falden i Hænder. Han betegnes saa tydelig, at Navnet gjerne kan undværes, og hans militaire og literaire Synder stilles saaledes til Skue, at jeg fast ikke ved at have seet nogen yderligere tilrakket.


17de Juli.

Jeg fik et Brev fra Neumann, som sendte mig til Indrykkelse et meget humant og sindigt Contraspørgsmaal til hin misfornøiede Anonym, som ingen mere tvivler om er de Seve. Hvad der især kaster et slet Lys over hine upatriotiske Spørgsmaale er, at de efter almindeligt Rygte ere Fostere af privat Animositet mod Kongen. De Seve søgte om at komme ind i Tjenesten igjen, og efter nogen lemfældig Vægring, sagde Kongen, at han ikke kunde antage en Mand, der havde tabt Folkets og Armeens Tillid og Agtelse. Derover spyede Generalen Fyr og Flamme, og er nu ude paa sit Solitude Svensk med Liv og Sjel.


18de Juli.

Der skal virkelig være sluttet Vaabenstilstand for 3 Maaneder paa Vilkaar af at Frederiksstads og Frederiksstens Fæstninger besættes af engelske eller russiske Tropper. Imidlertid sammenkaldes et overordentligt Storthing. 212Rosenkrantz og Collett havde i Statsraadet talt derimod med Kraft; Sommerhjelm, Haxthausen og Tank derimod vist sig meget eftergivende. – Aall og hans Følge ere ikke blevne modtagne i London.


21de Juli.

Jeg fik et Brev fra Hount. Han tror, at jeg har misforstaaet ham eller han udtrykt sig urigtigt, da han aldrig har tvivlet om Edens forbindende Magt og det umoralske i at bryde den uden Nødvendighed; men han paastaar, at denne i nærværende Tilfælde vil kunne existere, da det skal være besluttet, naar Forposterne tilbagetrænges, at overlade til sig selv den østre Side af Glommen og concentrere Krigsmagten paa den vestre, for at hindre Fiendens videre Indbrud i Landet. Hvad skal han da gjøre, naar det kommer dertil? Ved Halstarrighed forværre sin Tilstand? Fordrer ikke tværtimod Klogskab (der desværre synes at være blevet min Vens Yndlingsord) at formilde sin tunge Skjæbne saa meget som muligt. (Dette sidste Ord indbefatter alt for meget og aabner vid Mark for den sorteste Landsforræder). «Naar Fædrelandet kunde frelses ved mit Liv, villig vilde jeg da opofre det, men at gjøre Opofrelse af det Helligste man har (det mener jeg er Ære og Samvittighed) uden Hensigt, (hvo tør sige det, hvor Hensigten er saa tydelig og ædel?) at se mig med Familie mishandlet og ødelagt uden at kunne vente, at denne Opofrelse vil tjene Fædrelandet til mindste Gavn, (hvorpaa grunder han denne Ikkeformening? Et Individ kan ved Opofrelser udrette meget; hvor meget mere da en hel Provinds!) maa jeg oprigtig tilstaa dig at jeg ikke kan øine nogen Grund til». Han fortæller nu, at Grændseboerne, i Tilfælde af fiendtligt Overfald 213ville indgive en Adresse til Kongen, hvori de sige, hvad de fordre til deres Forsvar af Regjeringen. Opfyldes denne Fordring, da ville de med Glæde ofre Liv og Blod, men sker det ikke, kan Ingen undres over, at de som Forladte søge at sikkre sig paa bedste Maade for Ødelæggelse. (Paa Frederikshald viste man engang, at man havde Mod til at hjælpe sig selv, men det var for 100 Aar siden, og da var man ikke saa klog som nu). «Kan det gaa af», vedbliver han, «ved blot en saadan Protest, som den du anfører, hvem vilde ikke gjøre den? men naar Fienden betragter os som Rebeller og behandler os som saadanne, (at kalde os Rebeller, er en saadan Afsindighed, at deraf ei bør tages Notice) naar vi ikke strax ville underkaste os hans Bydende, naar han befaler mig at sammenkalde Menigheden, og jeg, efter al Protestering, ikke formaar ham til at afstaa derfra, men har at vælge mellem at skydes og at hænges, skal jeg da osv. (Men min Gud, Svenskerne ere dog christne Mennesker, og de maatte være Canibaler, naar de saaledes behandlede en agtet Embedsmand, en Religionslærer, fordi han gjorde mandige og beskedne Forestillinger. Overalt, naar alle Præster og Øvrighedspersoner vægrede sig, og Almuen enedes om at sige nei, vilde Svensken komme i en slem Forlegenhed, thi han kunde dog ikke skyde og hænge dem alle; og skjøndt hint vel mere er at ønske end at haabe, skulde det dog være forunderligt, om Hount var den eneste fædrelandssindede Præst hinsides Glommen, han, som endnu før Rigsforsamlingen nævnedes som tvetydig!) Det «norske Parties Zeloter», som han kalder dem, siger han adskillige Ubehageligheder, og paastaar, at de af Egennytte og Ærgjerrighed spille en saa heroisk Rolle osv. – Dog, 214jeg er kjed af denne Recension og afbryder den, skjøndt endnu kun det Halve af Brevet er gjennemgaaet. Jeg havde besluttet at svare og gjendrive ham, men ved saaledes nærmere at anatomere hans Sentiments, har jeg besluttet rent at afholde mig fra Politik i mit næste Brev til ham. Hver af os faar handle saaledes, som han vil forsvare det for Gud, Fædrelandet og sin Samvittighed! – De Seve har paa en meget flau og intetsigende Maade taget til Gjenmæle. Som Hovedbevis for sin Patriotisme anfører han en Tirade af et Brev, han for et Par Aar siden sendte Frederik den Sjette, hvilken og otte Dage efter sendte ham et meget naadigt Svar, men der er skeet mange underlige Ting siden den Tid, og har Frederik imidlertid uden Sværdslag kunnet bortgive eller sælge Norge, kan vel ogsaa de Seve svige det.


22de Juli.

Kongen er reist til Moss, og sagde til Treschow i Søndags, at han haabede at hjembringe Vaabenstilstand eller Fred. – Generalmajor PetersenDaniel Frederik Petersen, 1757 – 1816, norsk offiser, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og Søcapitaine HolsteenFrederik Christian Holsten, 1783 – 1816, dansk sjøoffiser, fikk i 1814 avskjed fra den danske marine og reiste til Norge der han ble kaptein i den norske marine, to varme Patrioter, ere afsendte til de Underhandlinger, som finde Sted i Strømstad.


23de Juli.

Saavel her i Christiania, som i andre Byer, indsamles nu Guld og Sølv hos Damerne til Norges Rigsinsignier.


26de Juli.

Schmidt meddelte mig en Charakteristik paa Vers over Rigsdagens Medlemmer, som han, Rein, Falsen og Sverdrup i ledige Timer havde forfattet. Der fandtes Vittigheder, desimellem ogsaa meget træffende Domme, 215men ogsaa Flauheder, ligesom ogsaa Partiaanden var umiskjendelig.


27de Juli.

Telegraphen skal have signaliseret, at der er gjort Landgang paa Hvaløerne, og at Capt. FastingThomas Fasting, 1769 – 1841, (dansk-)norsk sjøoffiser, etter 1814 norsk marineminister med Roflottillen har trukket sig indad Christianiafjorden. Men alt har været roligt idag. Intet høres om ankomne Courerer eller Ordres. Det formodes altsaa at være blind Allarm, en truende Manøvre, som Telgrafisterne har misforstaaet, eller endogsaa at staa i Forbindelse med den projecterede Vaabenstilstand, om hvilken nu læses udførligen i Tiden, hvor de mellem Kongen og Gesandterne vexlede Noter ere indrykkede paa Fransk og Dansk. Gesandternes ere alvorlige, men mere moderate end Morriers, ligesom man ogsaa spaar godt af den Omstændighed, at de, efter at have taget skriftlig Afsked, dog om Søndagen inden deres Afreise havde havt ordentlig Afskedsaudience – ved diplomatiske Sendelser et Tegn paa fredeligt Sindelag og velforrettet Sag.


28de Juli.

Endnu har man ikke faaet klarere Lys i Sagen. Min Indqvartering Capt. TscherningJohan Frederik Tscherning, ? – ? fortalte mig, at de ridende Artillerister og Jægere har faaet Marschordre, men saa ved man og med Vished at fortælle, at de fire Gesandter atter vare komne til Kongen, som fremdeles er paa Moss, med nye Forslag. – Varmen er i disse Dage kvælende.


29de Juli.

Krig er denne Dags Historie. Det er nu forbi. Underhandlingerne ere afbrudte. Proclamation fra Kongen er udstedt og Kamp er Almenløsen. Det svenske Ultimatum, 216som Gesandterne overbragte, indeholdt blot den beskedne Fordring, at Kongen skulde nedlægge sin Værdighed, Frederikssten og Kongsvinger besættes med svenske Tropper, saa skulde man se, hvad man kunde gjøre. – Iaften var jeg i Selskab hos Mariboe paa Økern. Der var en evig Politiseren, som vel i denne Tid er aldeles naturlig, men som jeg dog ikke kan lide, naar dette er de Politicerendes fælles Løsen: «Timen er kommen; Alt maa voves, Meget kan vindes, men skulle vi tabe, saa lad os tabe med Ære!» Bange Frem- og Tilbageblik vække blot Mistrøstighed. Mariboe forekommer mig nu vankelmodig; Schmidt tænker og vil vist ogsaa handle raskt og ædelt, men hans convulsiviske Spænding og Haardhed i at dømme dem, hvis Følelser ikke ligne hans i intensiv Styrke, er mig lidt frastødende. Oldingen Treschows rolige Frimodighed behagede mig bedst. Gid den besjele ret mange! Udenfor Kampens Hede er det, næst Gud, den, der skal redde Norge.


30te Juli.

Sverdrups freidige Stemning synes at tabe sig, og naar «den Helt» forsager, hvad kan da ventes af «de Smaa»? Svenske Aviser have fortalt om Cosakker, der skulde sendes herind, og deres vilde, regelløse Omstreifen stod især Sverdrup for Hovedet. Andre tro, at de, ligesom Krebsen, «staa blot i Brevet», og at, om de virkelig kom, de i vort Klippeland vilde vorde lidet farlige.

Hans Houge talte meget om de mæhriske Brødre, paa hvis Bekostning han synes at ville hæve sin Sect, og er nok overalt endnu ikke overbevist om, paa hvilken Afvei, han og hans Medarbeidere var, hvorfor det desmere 217er at beundre, at de saa aldeles har forladt den. At dens Fiender ved overilet Nidkjærhed, der vel flød af ligesaa uren Kilde, som hans Tilhængeres fanatiske Iver, have givet den en Vigtighed og Celebritet, den ellers aldrig vilde faaet, er unægteligt: at flere af dens Anklagere for det læsende Publikum selv ere tvetydige Personer, hvis Stemmer, naar man kjendte dem, ei kan eller bør tillægges synderlig Vægt, er ogsaa sandt, ligesom ogsaa, at Mænd af lyst Hoved og et christeligt Hjerte have seet Sagen fra et andet Synspunkt, brugt en anden Fremgangsmaade, og derved gavnet den gode Sag vel saa meget, – men at Hans Hauges Skrifter er jammerligt og ovenikjøbet misledende Sludder, det burde han ikke fragaa; at han, ved at vandre omkring som Bygdeprædikant, afdrage Folk fra deres Arbeide og indføre paa en vel endnu ikke noksom forklaret Maade Fællesskab i Eiendom, spilte en mindre hædelig Rolle end han gjør nu, da han paa Bakke selv er utrættelig virksom og fremmer Virksomhed i sin vidtløftige Bekjendtskabskreds, og at han ved at ynde de Skrifter og hylde de Grundsætninger, han jevnlig beraaber sig paa, aldrig vilde eller kunde gaaet saa vidt, som han fordum gik: det er saa indlysende, at han burde vise den ædle Selvfornægtelse, med høi Røst at bekjende det.


31te Juli.

Kongens Bekjendtgjørelse om Krigens Udbrud sendtes mig imorges til Oplæsning fra Prædikestolen. Hans Religiøsitet er meget rosværdig, men hans liturgiske Arrangements røbe liden Localkundskab, for ikke at sige Eftertanke. Sligt Detailvæsen kunde han overlade til Mænd, hvis Embedsstilling det umiddelbart vedkommer.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Denne utgaven av Pavels 1814-dagbok følger Claus Pavels Riis' utgave fra 1864.

Les mer..

Om Claus Pavels

Claus Pavels er nok i dag best kjent for sine dagboksnotater fra årene rundt 1814. Han hadde et stort nettverk og fulgte interessert med i tiden. I 1814 engasjerte han seg sterkt for norsk selvstendighet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.