1ste October.

Den er nu begyndt, den vigtige Maaned, som vistnok vil afgjøre Norges Skjæbne. Seire Zeloterne paa Storthinget, enes Pluraliteten om, i daarlig Tillid til sit Mod og sin Kraft at trodse hvad der synes at være Almagtens bestemte Villie, da – ja da vil det gaa ud over de Uskyldige med de Skyldige. Trygge mellem deres Bjerge ville vore kjække nordenfjeldske Brødre «bebæe» Svensken «paa lang Distans, fra Posten hans», og skjælde os for Cujoner eller Forrædere, fordi vi boede i Egne, hvor Omhu for Kvinder og Børn bød os at vige for Nødvendigheden. Imidlertid undgjælde vi for deres Halsstarighed, der i dette Øieblik ikke fortjener noget bedre Navn. Dog, naar Kongen er reist (gid han var det alt!) falde de vel paa fredeligere Tanker. En engelsk Kutterbrig er kommen, for at afhente ham. Han gaar ombord, mener man, i Drøbak – ak! uden at se det Ønske opfyldt, som han gjorde paa Prinds Friederichs Afskedsdag. Om han fra Februar til August skadede eller gavnede Norge er problematisk; men at han fra Krigens Begyndelse har fremskyndet Landets Ruin, er desværre altfor klart. Jeg Daare, som nær mit 50de Aar endnu ikke har ladet det 271taabelige Idealmageri fare! Hvad vidste jeg egentlig mere om ham, end at han var smuk og affabel, skrev og talte godt og gjerne hørte mig prædike? Min Menneskekundskab har faaet et Ørefigen, som den ikke saa snart forvinder. – Capt. Tscherning har ladet sit Tøi afhente; derimod har jeg faaet en ny Indqvarteringsseddel, lydende paa Provst Schmidt, hvor man blot havde udslettet Ordene «paa Cantoneringsfod». Det synes, som om man kunde ladet trykke nye Blanketter og ikke sat Nationens Repræsentanter i Classe med en garnisonerende Lieutenant eller Capitaine, ligesom det ogsaa er tvivlsomt, hvorvidt det sans façon kan paalægges en Byes Indvaanere som Pligt at modtage saadan Indqvartering, da Grundloven fastsætter, at Storthingets Medlemmer, medens det varer, skal underholdes paa Statens Bekostning.

2den October.

Maa vil vide, at Hount ventes paa Storthinget, hvor han, som Deputeret fra en svensk Provinds, neppe vil vorde modtaget. – Pontecorvo skal for det meste være meget høflig, desimellem dog, især ved Rygterne fra Bergen og Trondhjem, heftig og brusque. Han veed alt, hvad der passerer, og vidste saaledes, hvad der var bleven talt hos Kongen paa hans Fødselsdag om Aftenen, da der var Dameselskab.

3die October.

Siden den svenske Konges Erklæring, at ville respectere Norge Constitution, har Treschow intet mod Foreningen, og ønsker, at al utidig Enthusiasme maa fjernes fra Storthinget. Efter en Samtale med Kongen frygter han, at denne, hvis man vilde overtale ham til at blive, endnu kunde lade sig bevæge. «Følgen deraf blev», sagde 272Treschow, «at han voldsomt vilde anstrænge sig, for tiltrodse sig det Mod og den Kraft, Naturen har nægtet ham. Dette vilde vare en kort Tid; saa nedspændtes han og gik rent fra Forstanden».

4de October.

Hegermann, som vist ikke kan beskyldes for Svenskhed, talte med megen Berømmelse om Pontecorvo som en høflig, fornuftig og, efter alles enstemmige Udsagn, god Mand. Han tror sig overbevist om, at Norges Vel er hans alvorlige Ønske, og at han, om alt lykkes, heller vil blive partisk for end mod Normændene. Han vil gjøre sig Umage for at bibringe enhver Storthingsmand, han møder, en moderat Stemning, og tydeligen skjønnes det, at Sverrigs Kronprinds nu i hans Øine er en langt større Mand end vor Christian. Hvo skulde sagt det for fire Maaneder siden? – I Eftermiddag havde jeg Visit af den bekjendte Provst og Ridder HertzbergNiels Hertzberg, 1759 – 1841, norsk teolog og prest, representant på det ekstraordinære storting 1814, Deputeret fra søndre Bergenhus Amt, en cultiveret og behagelig Mand. Han medbragte et Brev fra Biskop Brun, som han med Føie kaldte en «excentrisk Normand», samt endnu et Exemplar af hans sidste Prædiken. Brevet aander samme brændende Nidkjærhed, som Prædikenen. Et saare charakteristisk Sted kan jeg ikke undlade at afskrive: «Jeg blev vred paa Dem for et Ord. De husker det nok, naar jeg saaledes yttrer min Vrede: Hr. Pavels! gak flux til Kongen! Tag Mod til Dem, tag Ord med Dem! De er hans Confessionarius – nu! fac officium! Sig ham; Du har gjort Ed; den bør Du holde, om det saa skulde koste Livet. Pavels! forlad ikke Kongen nu. Nu gjælder det, nu behøver han den Kraft, som er af Gud, og Du, Pavels, vær den Conductor, hvorigjennem det electriske 273Stød ledes til det ædleste Kongehjerte. Sig til de visne Adjutanter, til Lægerne: Af Veien! hindrer mig ikke! jeg har et arcanum til at helbrede den Syge; jeg er sendt fra en Potentat, mægtigere end AlexanderAleksander I, 1777 – 1825, russisk tsar 1801-25, Frantz, Carl, GeorgGeorge III, 1738 – 1820, konge av Storbritannia og Irland (senere UK of Great Britain and Ireland) 1760-1820! Af Veien! jeg maa tale med Kongen!» – Hvilken Aand! hvilken Kraft! men ogsaa, hvilken Mangel paa Verdens- og Menneskekundskab! – Med hans Prædiken gik det ellers sørgeligt. Den gamle Mand gik rent fra den, havde Manuscriptet liggende for sig, extemporerede (fortæller Hertzberg) med liden Sammenhæng et Qvarterstid, og sluttede saa. Der er nok ikke megen Olie tilbage i Lampen. Den blusser saa voldsomt; det skal ikke undre mig, om den, førend man tænker derpaa, pludselig er slutt.

5te October.

Det Rygte, at Trondhjemmerne have bestemt Ordre at protestere mod Foreningen, skal være ugrundet. Men nu tillægges de bergenske Valgmænd denne Sottise, og besjeles de alle af samme Aand som Biskop Brun, er det troligt. – Schmidt kom iaften, forsynet med hemmelig Fuldmagt fra sine Commitenter, af hvis fem Punkter de tre mellemste sikkerligen ville blive bevilligede. Med den første: at Fæstningerne skulle sløifes eller besættes af norske Tropper vil det holde haardest, og Eftergivenhed her fra svensk Side vil neppe kunne haabes. Den sidste: at Kongen skulde den halve Tid residere i Norge, uden svensk – altsaa med norsk – Hofstat, bør, som urimelig og skadelig for Landet, bortfalde. – En Student BjerregaardHenrik Anker Bjerregaard, 1792 – 1842, norsk forfatter og jurist har i Intelligentsseddelen afgivet Rapport til Publikum om hans og flere Reisendes slette Medhandling som Krigsfanger i Sverrig. Vistnok er det oprørende, men hvortil 274tjener saadan Bekjendtgjørelse nu, uden til at nære og opflamme Nationalhadet og volde urolige Optrin paa en Tid, da Orden og Rolighed i saa høi Grad er ønskelig. – Holten, som imorgen reiser til Danmark, viste mig en overmaade smuk og kostbar Brillantring med Paaskrift: souvenir, som Kongen, tilligemed et meget naadigt Brev, har sendt ham til Afsked. Mon Hans Majestæt vil reise bort uden at have bevidnet mig med andet end Ord sit Velbehag, uden at have værdige mig, sin Skriftefader og Cabinetsprædikant, mindste Erindringstegn? Formodentlig!

6te October.

Hount har ikke aflagt Ed, som inderligen glæder mig og gjør tilligemed Sorenskriver MantheySamuel William Manthey, 1774 – 1815, norsk jurist og politiker, representant på det ekstraordinære storting 1814 og Provst AschehougThorkild Aschehoug, 1756 – 1838, norsk prest og stortingsmann, representant på det ekstraordinære storting 1814 bestemt Paastand at vorde antagne ved Storthinget, da Smaalehnene, skjøndt besatte af svenske Tropper, ingenlunde ville betragtes som svensk Provinds, men som integrerende Del af Norges Rige. Jeg ser ikke, med hvad Føie de kunne afvises. – Paa Gaden traf jeg Grev Wedel, som hilste og tiltalte mig, hvilket jeg ikke noksom kan undres over.

7de October.

Fuldmagterne revideredes. Alle Valg erkjendtes gyldige undtagen Commerceraad BrochsMangler info om ham fra Frederiksstad og Kjøbmand HansensWilhelm Hansen, 1776 – 1851, kjøpmann, representant på det ekstraordinære storting 1814 og flere senere fra Frederikshald, som begge har aflagt Ed til den svenske Konge, foruden at Frederiksstad ikke har saa mange Stemmeberettigede, at den kan sende en Deputeret. Til interimistisk Storthingspræsident valgtes Diriks og til Secretær Sorenskriver Christie. – De Foranstaltninger, som ere trufne for Storthinget, ere under al Kritik. Der hviler en Søvnagtigheds Aand over Administrationen i alle Ting, fra Statsbestyrelsens vigtigste 275Anliggender til det ubetydeligste Ceremoniel: de kunde høiligen behøve en Vækker alle tilhobe. – Schmidt hjembragte det Rygte, at Kongen vilde reise i Morgen, men det tør jeg nu, da dette skrives, erklære aldeles ugrundet. Tvertimod er det sandsynligt, at han endnu (eller igjen) bygger paa et Luftcastel, der sikkerligen vil have Luftcastellernes sædvanlige Skjæbne.

8de October.

Nu har jeg da seet og hørt, hvad jeg for mindre end et Aar siden aldrig havde ventet at se eller høre: et Folks Repræsentanter høitideligen forsamlede for at afhandle dens vigtigste Anliggender. Da Storthingets Medlemmer vare samlede i Kathedralskolens store Auditorium, bleve de opraabte og rangerede i alphabetisk Orden efter Byen eller Amtet, som havde udsendt dem. Derpaa forelæste Præsidenten et Brev, han havde skrevet til Statsraadet, at Fuldmagterne vare reviderede, men Svaret ventedes endnu. For at fordrive Tiden, siden Storthinget ikke kunde aabnes, førend Kongen eller hans Udsendte havde været der, amuserede man sig med at optegne de Deputeredes fulde For- og Tilnavne, hvilket varede længe og var saare ennuiant. Endelig kom der et Brev fra Kongen, som lod Storthinget vide, at Sygdom ei tillod ham at møde, men at han ønskede en Deputation til sig paa Mandag Formiddag, hvilken han mundtlig vilde meddele, hvad han ansaa tjenligt med Hensyn til Rigets Tarv. Ifølge dette Brev erklærede Diriks Storthinget aabnet, og man syntes at acquiescere derved. Der foresloges at vælge Lagthingets Medlemmer, og Treschow traadte frem til Talerstolen, for at fremføre en Motion i den Anledning, da (jeg tror Præsidenten selv) erindrede, at det var bedst 276at vælge den Deputation først, som skulde sendes Kongen paa Mandag. Dette var Løsen til en meget levende og interessant Debat: Præsten Brun reiste sig og protesterede mod Deputationens Afsendelse, saalænge Storthinget ikke var aabnet, og det var det ikke, førend Kongen enten selv eller ved en anden havde underrettet det om Rigets Tilstand og den Hensigt, hvori det var sammenkaldt. Biskop Bech tiltraadte strax Motionen. Præsidenten opponerede, og paastod, at Brevet kunde ansees ligegjældende med Talen, som anordnes i Grundloven. Ogsaa NansenHans Leierdahl Nansen, 1764 – 1821, sorenskriver og stortingsprepresentant, deltok på det ekstraordinære storting 1814 var for Deputationen, «da Storthinget paa denne Maade kunde komme efter Kongens physiske og moralske Tilstand, hvorom Rygterne havde været forskjellige.» Men nu hævede sig flere Modstemmer og Diriks stod til Slutning alene, og gik vistnok videre i sin Iver, end han som Præsident var berettiget til. Man maatte fordre Votering. Spørgsmaalet var: Kan Storthinget ansees aabnet eller ikke? Det benægtedes enstemmig. Sorenskriver Christie foreslog nu, at Statsraadet skulde underrettes om Storthingets Beslutning og anmodes om at føie de fornødne Foranstaltninger, da man ikke vilde skilles, før det constitutionsmæssigt var aabnet. Andre mente, at Anmodningen skulde ske umiddelbart til Kongen. Paa den ene Side paaberaabte man sig, at Kongen havde overgivet den executive Magt i Statsraadets Hænder; paa den anden, at han, ved at correspondere umiddelbart med Storthinget, havde erklæret, at han i denne Sag vilde handle selv. Christies Forslag bifaldtes med 79 mod 7 Stemmer, og en Deputation blev afsendt til Statsraadet. Til alles store Forbauselse returnerede den med den Besked, at Statsraadet vilde komme om en halv Time. Dets 277samtlige Personale: Rosenkrantz, Sommerhjelm, Collett og Aall indfandt sig ogsaa punktlig, og Rosenkrantz erklærede paa Præsidentens Tiltale, at det glædede ham at kunne opfylde Storthingets Ønske, da Hans Majestæt havde sendt og overdraget ham at oplæse den Tale, som han vilde have holdt, hvis ei Sygdom havde hindret ham. (Dette var rigtignok høist besynderligt. Hvorfor meldtes ei et Ord derom i Kongens Brev? hvorfor kom ikke Statsraadet ukaldet? Det ser ud som en anlagt Plan, hvis Tendents jeg vel ikke fatter, men som strider mod den usminkede Aabenhjertighed, som man før har anprist hos Kongen). Talen oplæstes af Rosenkrantz med Eftertryk og Følelse, og var virkelig i sig selv god, men syntes ikke at gjøre nogen Effect, muligens fordi man gjenkjendte de Talemaader, man nu siden Kundgjørelsen i Mai f. A. er saa vant til at høre, at man næsten kan dem udenad. Efterat Statsraadet var gaat, udnævntes Deputationen, som skal sendes Kongen. Den bestaar af 25 Medlemmer, og efter Præsidentens Forslag valgtes forholdsvis mange Bønder, især for de Egne, hvor man ikke har seet Kongen. Treschow, som Storthingets ældste Medlem, er dens Formand.

9de October.

I Selskabet hos Biskopen var ogsaa Grev Wedel, som nu igjen er en agtet og hædret Mand, der med Bifald kan prædike fra Tagene, hvad han forhen hviskede i Lønkammerne. Modpartiets Mening er nu fast ligesaa contraband, som det wedelske Parties var i Rigsforsamlingens Dage, og hvad Dissents forresten kan finde Sted – mod Kongen forene sig fast alle Stemmer. Om den underlige Adfærd igaar taltes især lydeligen. Præsten 278Brun, som vist bliver en stiv og djærv Kjæmper for den Sag, som han anser for den gode, sagde, at naar hint kongelige Brev skulde ansees æqvivalent med den Tale, Constitutionen anordner, var der intet andet for Storthinget at gjøre, end at sende en Læge til Kongen, da man ikke lærte andet af Brevet, end at han var syg. Hersleb holder endnu fast ved den Mening, at det kun skal tillades Svensken at byde over vore Lig og Landets Ruiner. Af samme Mening syntes ogsaa Storthingsmanden fra nordre Bergenhus Amt, Præsten DahlNiels Griis Dahl, 1778 – 1852, prest og politiker, representant på det ekstraordinære storting 1814 og flere senere, at være, men ellers forekom de fleste mig, selv af de fordums ivrigste Rigorister, med megen Resignation at skikke sig i Tiderne, hvilket ogsaa nu er baade klogt og patriotisk. – Jeg havde en lang Samtale med Hount. Den saa heftigt dadlede Ambassade til Kongen priser han som sit Livs bedste Handling, hvis Minde vil glæde ham paa Dødssengen. «Det var ved den Kongen stemtes til at undertegne Vaabenstilstanden og Conventionen, og den øvrige Del af Landet altsaa reddedes fra fiendtligt Overfald; og ham er det ene, som har udvirket, at Norges Grundlov vedtoges og erkjendtes af den svenske Konge». Dette er nu vel en Overdrivelse, men at han kan have gjort noget dertil, vil jeg ikke benægte. – Vi havde mange Sange ved Bordet, men saalidet jeg virkelig sørger eller frygter, er Selskabssang mig nu modbydelig. Græde bør vi ikke, men tie og tænke, indtil Gaaden løses – ja da maaske vi have mere Grund til at juble, end for fire Maaneder siden.

10de October.

Hount slog atter paa den Streng, at Norge allerede i 1807 burde givet sig i svensk Vold. Selv Schmidt 279syntes at finde det fornuftigt, om Norge da havde løsrevet sig fra Danmark; men lovet være Gud, at ikke det skede. Mine svage Forsøg paa at fastholde Baandet mellem Sjette Frederik og mine Landsmænd er ogsaa af det, som vil fryde mig paa Dødssengen. Det er nu forbi, og, i hvad der end sker, aldrig vil den for faa Maaneder siden ei usandsynlige Gjenforening finde Sted.

11te October.

Kongen er reist – og aldrig er en rimelig Forventning sørgeligere bleven skuffet, aldrig et fornuftigt, ædelt Ønske paa en mere frappant Maade nægtet Opfyldelse, end hans Ytring den 29de Mai 1813: «Gid jeg, naar jeg forlader Norge, maa have en saadan Afskedstime!» – Endnu i Søndags (troede Diriks bestemt at kunne forsikre) haabede han, at der muligens kunde ske en Diversion. De nordenfjeldske og oplandske Bønder ved Storthinget mentes at skulle frembringe den, men de mælede ikke et Ord. Hos dem, som hos alle, saa man Resignation og Taushed. Deputationen kom til Ladegaardsøen og Treschow havde det ubehagelige Hverv at begjære Privataudients og gjøre Kongen opmærksom paa, at det til Rigets Gavn var nødvendigt, at Frasigelsesakten ogsaa betryggede med Pretensioner af hans Søn og eventuelle Afkom. Clausulen blev tilføiet, og han kom ud til den samlede Deputation. Han vilde sige nogle Afskedsord, men Taarer kvalte hans Stemme, og alle (fortalte Biskop SørensenChristian Sørensen, 1865 – 1845, biskop, representant på det ekstraordinære storting 1814) græd med ham. Idet han ønskede Norge Velsignelse, afbrød han sig: «Jeg kan ikke mere. Farvel!» og ilede ud. Kl. 9 reiste han, ledsaget af Broch, Lector Adler og Capt. Holsteen. Saadan Ende tog da hans korte Herredømme. For ham, hvor uendelig bedre, om den 280Sygdom, hvori nogle ere inhumane nok til at ane Forstillelse, havde lagt ham i Graven! Jeg vil tro, at der paa Bunden af det Malurtbæger, som i dette Øieblik rækkes os, kan være liflig qvægende Sødme, ligesom saa ofte de søde Drikke levne en bitter Eftersmag, men at Christian Frederik er en saare talentfuld og ædel Mand, at hans værste og maaske eneste Feil var den, at han paatog sig et Arbeide, han ikke var voxen, og henreven af en skjøn Ide ei tilbørligen tog i Overveielse, om og hvorledes den kunde realiseres, at han i roligere Dage, veiledt af forstandige og retskafne Raadgivere, kunde bleven en ypperlig Regent, det er min stadige Overbevisning, og saa Fred være med ham! Skjøndt jeg personligen vel kunde ventet af ham, hvad han ikke har præsteret, skal dog hans Minde altid være mig kjært, og jeg skal ikke fortryde at have kjendt og elsket ham.

I Storthinget aflagde Treschow Rapport om den forrige Dags Mission, og endte med at foreslaa en Takadresse til Kongen, hvorom det dog ei kom til Ventilation, ventelig fordi han alt er reist. Frasigelsesakten oplæstes, og Præsidenten foreslog en Committe nedsat for at undersøge Rigets Tilstand, men ogsaa denne Sag ajourneredes. Ordenen kom nu til Lagthingsmedlemmernes Valg, i hvilken Anledning Treschow fremkom med den Motion, som han vilde gjort i Løverdags. Den delte sig i to Momenter, hvoraf det første gav Anledning til længere Debatter, end det var værd. Han mente nemlig, at der ved Valget af Lagthingets Medlemmer ei burde sees paa Alder, Stand, Indsigter o. dsl., hvilket da i det høieste var et Raad, som de fleste ligesaagodt kunde give sig selv. Vigtigere var det andet Moment. Constitutionen 281fastsætter, at de Forslag, Odelsthinget har antaget, skulle forelægges Lagthinget, men hvad skal da gjøres ved dem, som det har forkastet? Efter nogen Debat enedes man om, at hvad Lovgivningen angaar og den indre Administration, da maa Grundlovens Taushed være Bevis paa, at hvad Odelsthinget har forkastet, ikke bør eller maa gaa videre. Hvor derimod, som ved nærværende Storthing, Talen er om Landets udvortes Tilstand, der forenes begge Thingene, og Storthinget udgjør et Helt. Forhandlingerne bleve nu afbrudte, da den constituerede Statssecretær, Krigsraad FischerChristian Emanuel Fischer, mangler mer info om ham, kom fra Statsraadet med Underretning om, at det havde en Sag af Vigtighed at foredrage. Rosenkrantz førte ogsaa idag Ordet, og udbad sig Storthingets Villie meddelt angaaende, hvorledes der skal forholdes under nærværende Interregnum i Overenstemmelse med Grundlovens § 42 ofl. De svenske Commissærer havde meldt deres Ankomst, og ønskede at vide, naar Storthinget vilde høre deres Forslag. Endelig foreslog han en Committe nedsat, der kunde revidere Protokollerne, og meddele Storthinget en Udsigt over Rigets Forfatning, hvilken Committe da maaske ogsaa kunde træde i Underhandling med de Svenske. Efter Statsraadets Bortgang skred man til Valget af Lagthingets Medlemmer. CollettJohan Collett, 1775 – 1827, politiker, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og ble valgt til stortinget flere ganger. Bror av Jonas Collett. havde de fleste Stemmer, iøvrigt valgtes Mennesker fra alle Egne og af alle Stænder, Bondestanden dog undtagen. De fleste vare dog civile Embedsmænd; af Geistlige valgtes kun Bech og Hertzberg. Der ventileredes om Lagthingets Præsident skulde være det hele Storthings, eller om en egen skulde vælges for dette. Det sidste besluttedes. Sorenskriver Christie havde flest Stemmer baade til Præsident og Secretær; 282han ønskede at beholde det sidste Embede, men Pluraliteten paalagde ham at beholde det første og hæderligste, og han fandt sig deri. Debatterne om Statsraadets Forestilling udsattes til imorgen.

Til Middag vare Schmidt og jeg indbudne til Rosenkrantz, hvor vi traf den hele svenske Skare, civile, geistlige og militære, vist henved 20 Personer. Efter Bordet blev jeg tiltalt af Biskop RosensteinCarl von Rosenstein, 1766 – 1836, svensk teolog og politiker, en ret affabel, middelaldrende Mand, der sagde mig smukke Ting om mit Rygte og vil paa Søndag høre mig, for at erfare, om Rygtet har løiet. Imidlertid gik den fornemste Mand af alle, Seraphimer-Ridderen, Statsraad RosenbladMathias Rosenblad, 1758 – 1847, svensk adelsmann og statsmann omkring i Salen og søgte efter mig, traf paa Provst Hertzberg og complimenterede ham paa min Regning; endelig fandt han mig, og sagde, at han havde læst mine Prædikener med stort Bifald, og længtes efter at høre mig, talte om Religiøsiteten hos Almuen i Nord og Syd, og var overvættes galant. Manden er aldrende, ser sygelig ud og Ordensbaandet udgjør vel det meste af hans Værdighed. Endelig fik jeg en da capo af den bekjendte Diplomatiker, Baron WetterstedtGustaf af Wetterstedt, 1776 – 1837, svensk adelsmann og politiker, og saa kunde det da være Røgelse nok for den Gang.

12te October.

Lector Stenersen har i Dagens Intelligentsseddel grebet Aandens Sværd og befaler os at føre det legemlige, indtil vi ligge paa Valpladsen; i andet Fald anklager han os som Menedere for Guds Domstol. Det hører nu engang til Grundtvigianernes Charakter at gjøre enhver Sag, de interesserer sig for, til Guds, og at fordømme her og hisset Enhver, hvis Overbevisning og Fremgangsmaade afviger fra deres. – Paa Storthinget ventileredes 283angaaende Statsraadets Indberetning og Forslag. Om den Committe, der skulde undersøge Rigets Tilstand debatteredes længe, men alt, hvad Oppositionen fremførte, var taabeligt og intetsigende Snak. Det var egentlig Præsterne Brun og Dahl, som udgjorde denne Opposition. Den første røbede den fuldkomneste Uvidenhed om en Revisions-Committes Arbeide, og troede, at Protokollernes Oplæsning for Storthinget kunde udrette det samme. Dahl gik et Skridt videre, og ytrede ei utydeligen, at det vel var muligt, at en saadan Committe kunde give en falsk Indberetning og saaledes begaa det sorteste Landsforræderi. Han blev ogsaa efter Fortjeneste irettesat: lempeligen af Motzfeldt, eftertrykkeligen af Collett. Man skred omsider til Valget af denne Committe, hvis Medlemmer bestemtes til 9. Valget faldt paa Kammerraad HolstPoul Christian Holst, 1776 – 1863, norsk embetsmann og statsråd, Consul Konow, Justitsraad Diriks, Biskop Sørensen, Grev Wedel, Amtmand KroghKrogh] skrevet slik i boken, skrives nå: KrohgHilmar Meincke Krohg, 1776 – 1851, amtmann i Romsdal, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og som representant på det ekstraordinære storting 1814 og på senere storting, Major Hegermann og Præsten Brun, som nu selv vil erfare, hvad Ordet Committe monne betyde. Motzfeldt havde de fleste Stemmer. – Hvad de Svenskes Ankomst betraf, besluttede man at modtage og høre dem i Morgen kl. 10. Der fandtes gevaltige Patrioter, der, trods Klogskab og Velanstændighed, vilde at Fuldmagterne skulde affordres dem i Forsalen, og at ingen Deputation skulde udsendes for at indlede dem. Grev Wedel talede Høflighedens Sag og det bestemtes, at det samme Antal Medlemmer skulde modtage dem, som for Statsraadet er reglementeret, neml. 5, og at Fuldmagter og Forslag paa engang skulde afleveres. – Christie beklædte for første Gang Præsidentstolen med meget Held og Bifald, og jeg tror ikke, han mangler nogen af de Egenskaber, der fordres hos en Præsident. 284– Da Storthinget var hævet, traadte Lagthinget sammen i Bibliotheksalen, som er dets bestemte Locale, for at vælge Præsident og Secretær. Det første blev Grev Wedel, det sidste Assessor Hagerup. Odelsthinget fik samme Præsident og Secretær, som det samlede Storthing.

Under Lagthingsvalget igaar forefaldt en synderlig Historie, som jeg glemte at fortælle. Hount kom op paa Galleriet og hilste først paa mig og siden paa Rasmussen, men denne vilde ikke modtage Hounts Haand, og sagde høit for alle Mennesker: «Nei, dig kan jeg ikke mere kjende eller indlade mig med». Hount forbausedes, men styrede sin Vrede, talte om ligegyldige Ting med mig og en anden, og gik. Jeg fortalte R. efter Hounts Bortgang, hvad jeg vidste til hans Forsvar, og især hvad han selv havde sagt i Anledning af Ambassaden. Det syntes at undre ham, men videre blev ikke talt derom. Hount har nu skrevet et Brev til ham, og affordret ham en fyldestgjørende Æreserklæring. Faar han ikke den, vil han stevne ham. Jeg kan ikke misbillige, at han tager Sagen paa en saa alvorlig Maade. – Lieutenant Schwartz, som engang sagde til mig, at han «vilde følge Kongen til Betlerstaven», er her dog endnu.

13de October.

Storthingets Forhandlinger aabnedes med Valget af to Adjuncter, som tilforordnes Statsraadet under Interregnet. Dette Valg faldt neppe aldeles heldigt ud. Hegermann og Commandør Fasting ere de valgte, men hvad Hegermann angaar, da tiltror man Oberst RodeHans Henrik Rode, 1767 – 1830, norsk offiser større militære Indsigter, og finder ham, hvis Udmarsch igjen skulde finde Sted, undværligere ved Armeen, end Hegermann. 285Da dette var forbi, afbrødes Forhandlingerne, og man besluttede at oppebie de svenske Commissærer. De udebleve næsten en Time over den bestemte Tid, nogle af Tilhørerne paa Galleriet til stor Forargelse. Omsider kom de. Statsraad Rosenblad oplæste med megen Værdighed og Anstand en Tale, mod hvis Indhold eller Tone intet med Føie kunde erindres, uden dette, at han erklærede, kun under den Betingelse at kunne indlade sig med den Underhandlingscommitte, som han og hans Colleger ønskede at conferere med, at begge Rigers Forening erkjendtes. Præsidenten gav et kort og passende Svar, og de forføiede sig bort i samme Orden, som de vare komne: Rosenblad, Wetterstedt, Grev MørnerCarl Carlsson Mörner af Tuna, 1755 – 1821, svensk greve og offiser, riksstattholder i Norge 1816-18, WirsenGustaf Fredrik Wirsén, 1779 – 1827, svensk embetsmann og politiker og Rosenstein. Tilligemed Fuldmagterne afgav de Norges omarbeidede Grundlov, hvori indeholdtes de Forandringer, man ifølge Conventionen finder fornødne. Den forelæstes in extenso, og jeg ser ikke andet, end at, paa et Par Punkter nær, hvilke Hount forsikrer ville vorde eftergivne, hver sindig og retskaffen Normand, sin egen Patriotisme og Nationens Frihed ubeskadiget, kunde i et og alt antage den. Discussioner fandt ikke Sted; ogsaa Underhandlingscommitteens Valg udsattes til imorgen. I Dag decreteredes blot, at intet lydeligen ytret Mishag eller Bifald maa finde Sted paa Storthinget, og dernæst fremførtes af Biskop Bech en Motion, at Storthinget høitideligen skulde erkjende Modtagelsen af Kongens Abdication, og han løses fra sin Ed, ligesom vi fra vor. Ogsaa herover opfattes Debatterne. De Fleste, som jeg siden har talt med, finde Forslaget utidigt og overilet, – jeg indser ikke hvorfor. At han aldrig mere bliver Norges Konge er dog en soleklar Sag. – Storthingsmanden og Hougianeren 286Ole SvanøenOle Torjersson Svanøe, 1781 – 1859, kjøpmann og verftseier, stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 besøgte mig i et Forretningsanliggende. Han er en vakker ung Mand, men syntes ikke at være meget enthusiastisk for Norges Uafhængighed, som overalt de fleste Deputerede af Bondestanden paastaaes ikke at være. – Det er kommen til fuld Forklaring mellem Hount og mig, og vort gamle Forhold er fuldkommen retableret. Sagtens vilde det ikke glæde mig at staa i det fortrolige Forhold til de Svenske, hvori han bekjender sig at have staaet siden Smaalehnenes Invasion og endnu at staa. Men er det, hvad jeg stadigen tror, den Overbevisning, der ledede ham, at Landets Frelse alene paa den Maade kunde bevirkes, hvo tør da fordømme ham? og er saa desuden hans Overbevisning sand og grundet, hvo maa da ikke takke og ære ham?

Kongen har ved sin Bortreise affordret alle de norske Kammerherrer deres Nøgler og Kammerjunkerne deres Bestalninger. Det var da Pernilles korte Frøkenstand!

14de October.

Nansen begyndte idag med en temmelig lang udarbeidet Tale, hvis egentlige Tendents man længe var uvis om. Han fortalte om de patriotiske Gaver fra Jædderen og Dalerne, oplæste og afleverede den Adresse, der skulde ledsage dem, samt en Fortegnelse derover (en yderlig Bagatel som Gave fra et halvt Amt.) Derpaa kom han da til Hovedsagen, om Norge burde indgaa Forening med Sverrig. Han anførte tre Modgrunde, der syntes at fraraade den: Nationalhadet, Eden, vi har svoret, at vove Liv og Blod for Norges Selvstændighed, og – den tredie erindrer jeg ikke. Endnu stod jeg i den Formening, at han vilde opfordre til Nationens Reisning i Masse og Undergangskrig, da han endelig vendte Medaillen og anførte 287ret antagelig Modgrunde, der tilraadede Foreningen. Hans Forslag var, at indlade sig strax i Underhandling med de svenske Commissærer, og begjære Vaabenstilstanden forlænget paa 14 Dage. Præsidenten modtog Talen, men anmærkede, at den var kommen fortidlig, da den omhandlede Sag endnu ikke var taget under Overveielse. – Debatterne om den af Commissærerne foreslaaede Committe vare lange og tildels vrøvlende. Resultatet blev, at man udnævnte en Committe, ikke for at underhandle, men for at modtage de Oplysninger, der senere, forelagte for Storthinget, kunne tjene til Basis for Underhandlingerne. (Schmidt anser imidlertid dette Skridt for afgjørende, og føler sig overbevist om, at det svenske Parti bestemt prædominerer i Storthinget. Jeg for min Del finder ikke Navnet Parti passende her. Jeg tror Nationen nu er for Foreningen paa billige og hæderlige Vilkaar, og at de, der modsætte sig den, nu maa kaldes Parti). Ogsaa denne Committe bestaar af 9 Medlemmer og deraf bestemtes det, at en Trediedel skulde være Bønder. Valget faldt paa: Christie (i hvis Sted, saalænge han er Præsident, Assessor LangeLorents Lange, 1783 – 1860, jurist, stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 indtræder), Treschow (der betragtes som en af Unionisternes Høvdinge), Collett, Proc. Arntzen, Major SibbernValentin Sibbern, 1779 – 1853, major, deltok i Riksforsamlingen på Eidsvoll (i forrige Rigsforsamling regnet blandt de tvetydige Medlemmer) og Biskop Bech (en af Unionens erklærede Venner), samt af Bondestanden: Asmund NørgaardAasmund Saamundsen Nordgaard, 1776 – 1864, byggmester og oppfinner, representant på det ekstraordinære storting 1814 (en halvstuderet Person), Erik NoerNoer] skrevet slik konsekvent i den trykte utgaven. Skal være: NordErik Olsen Nord, 1780 – 1858, handelsmann, håndverker og stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 og Lensmand ForsethPaul Larsen Forseth, 1762 – 1817, lensmann i Klæbu, representant på det ekstraordinære storting 1814, to ubekjendte Mænd, i hvis Sted Schmidt vilde havt den bekjendte LysgaardAnders Lysgaard, 1756 – 1827, lensmann, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll, stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814, Guldbrandsdølen Ole HaagenstadOle Paulssøn Haagenstad, 1775 – 1866, bonde og storingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 og Bergenhuseren Torger NæsTorger Halvorsen Næss, 1772 – 1854, bonde og politiker, flere ganger stortingsrepresentant, også på det ekstraorinære storting 1814, alle efter hans Formening gode Patrioter. Der efter oplæstes endel Breve m. v. hvoriblandt en utidig 288Forespørgsel af en Præst, om et Sogn er berettiget til at vælge lutter Bønder til Valgmænd (Lister Amt har givet Exempel paa, at et helt Amt kan vælge lutter Bønder til Deputerede) samt en Adresse fra Valgforsamlingen paa Ulfsten Sogn paa Søndmør, som var stemt i en meget høi Tone. Den indeholdt – jeg tror 18 Punkter, som Præsten og hans Menighed fordrede bestemte, inden de gav deres Minde til Foreningen, hvoraf flere vare høist absurde og revoltante, ligesom overalt en enkelt Communes Ret til at gjøre slige Fordringer synes urimelig.

15de October.

Dagens Intelligentsseddel indeholdt 3 ei uvigtige Stykker. Det ene var en næsten 2 Sider lang Forklaring over det Ønskelige og Nødvendige i Foreningen med Sverrig. Det andet var en ret vittig Charade over Navnet Tank, hvis Opløsning var meget let, og til Overflod havde Student Bjerregaard (udentvivl Charadens Forfatter) strax nedenfor, efter en forhen – maaske af ham selv – givet Opfordring erklæret, at den som i Frederikshald vilde opfordre ham og hans Selskab til at gjøre Troskabsed til den svenske Konge, var forrige Statsraad Tank. Det tredie Stykke havde til Titel: «Anarchi bedre end Despoti». Autor paastaar deri, at Anarchi kun er det Godes Kamp med det Onde, altsaa hvad man ser hver Dag i Verden, hvorimod han gjør en frygtelig Skildring af Despotiet, som det synes, med individuelt Hensyn, hvoraf jeg dog ikke forstaar at gjøre Anvendelse. Det lader, som om han hører til den herskende philosophisktheologiske Skole, der snart vil udbrede sig over hele Landet, dersom Hersleb og Stenersen fremdeles skulle 289vedblive allene at udgjøre det theologiske Facultet. Saalidet jeg nu kan beskyldes for Heterodoxi, venter jeg om faa Aar at fordømmes og udskjældes fra de Grundtvigske Prædikestole, som i Christian den SjettesKristian 6, 1699 – 1746, konge av Danmark-Norge 1730-46 Tid hver Prædikant blev det, der ikke gjorde «Lammets Blod» til sit eneste Æmne.

I den Formodning, at intet mærkeligt vilde blive foretaget paa Storthinget udeblev jeg idag derfra. Imidlertid havde dog Biskop Bech holdt en Tale, hvori urgeredes paa Storthingets Erklæring om Forening med Sverrig, ligesom et Par Motioner bleve gjorte af Capt. Ræder.

16de October.

I Selskabet hos Mariboe gjordes Ære af Christie som Storthingets Præsident. Den første Portion Mad bares til ham, og vi drak hans Skaal i en Sølvkande. Haffner holdt et syndigt Hus med Major Broch, hvem han beskrev som den jammerligste Karl, Solen har beskinnet, og som den, der, qua Kongens Raadgiver, fremfor nogen anden er Skyld i vor Ulykke. Jeg frygtede et ubehageligt Optrin, da Christie erklærede sig for Brochs Ven, og Haffner desuagtet blev ved at rive ned paa ham. Men andre Materier kom snart paa Bane, og jeg saa Haffner efter Bordet opsøge Christie, ventelig for at gjøre ham en Slags Æreserklæring. For en Vindmager har jeg rigtignok altid anseet Broch, men ikke for en Skurk. – Blandt fremmede Storthingsmænd, som jeg idag lærte at kjende, fandt jeg i Præsten Schultz en godmodig og interessant Mand. SodemannJacob Hersleb Sodemann, 1780 – 1849, lærer og teolog, representant på det ekstraordinære storting 1814 derimod sætter Næsen høit i Sky.

17de October.

Ogsaa i denne mærkelige Tid kan undertiden indfalde en aldeles tom og umærkelig Dag, og saadan var denne. 290Der holdtes intet Storthing, og jeg var ikke ude af min Dør. – Søndenvinden har bragt os adskillige Kornladninger, men holder endnu Kongen i Frederiksværn.

18de October.

I Storthinget begyndte man med at debattere over det dobbelte Forslag, hvormed Biskop Bech havde sluttet sin i Løverdags holdte Tale. Det første var, at Storthinget høitideligen skulde erkjende Kong Christians Abdication. Nansen talte extempore nogle fornuftige Ord i den Anledning. Dette Prædicat kan jeg derimod ikke give KorensArnoldus von Westen Sylow Koren, 1764 – 1854, sorenskriver og medlem av Riksforsamlingen på Eidsvoll, senere stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 og Dahls skrevne Taler. De fremdrog det gamle, saa bestemt forkastede Forslag om en militær Conføderation mellem Norge og Sverrig under forskjellig Regjering, og vilde man ikke indgaa den, var især Dahl (som man er temmelig enig i, for Rimets Skyld, at kalde gal) redebon til at opofre Liv og Blod. Efterat endnu Wedel, Treschow, Lange og Hount havde talt, blev Resultatet, at Abdicationens Erkjendelse skulde opsættes til Hovedspørgsmaalets Afgjørelse, da den i Tilfælde af Foreningen fulgte af sig selv, i modsat Fald nærmere kunde omhandles. – At paaskynde denne Afgjørelse var Bechs andet Forslag, da Vaabenstilstanden er udløben paa Fredag, men da Sagen skulde sættes under Debat, fremtraadte begge de to nedsatte Committeers Formænd, Motzfeldt og Treschow, og erklærede, at de imorgen vilde være istand til at fremkomme med Indberetning om deres Forhandlinger. Ifølge heraf tog Bech sit Forslag tilbage. Capt. Ræders Motioner var nu Dagens Orden. Den første var, at en Takadresse skulde sendes Statsraadet for dets Redebonhed til at anstille Undersøgelser over de ved Armeen forefaldne Uordener, hvilken Adresse et andet Medlem vilde have 291udstrakt til Statsraadets hele Administration. Ved Votering bestemtes, at denne Sag skal forhandles i begge Thing, i hvilken Anledning man besluttede at forlange Resultatet af Overkrigscommissionens Undersøgelse forelagt Storthinget, ligesom ogsaa Hount forlangte dem actionerede, der havde lagt og ledet den Operationsplan, efter hvilken Smaalehnene hinsides Glommen vare givne til Pris. Ræders anden Motion var, at der fra Generalcommandoen skulde forlanges Beretning om de Officerer, som havde gjort sig vel fortjente i sidste Felttog. Sagen udsattes. – Fra Commandør Fasting var kommen Brev, at han ønskede sig fritagen for den ham paalagte Adjunction til Statsraadet, da han som Høistcommanderende paa Roflotillen muligens ved den kunde behøves, men ved Voteringen var der Pluralitet for at Valget skulde staa ved Magt. Ligesaa oplæstes et Brev fra Statsraadet, der troede at kunne fritages for at aflægge den i Grundlovens § 44 anordnede Ed, da Interregnum maatte formodes at blive kort, men ogsaa her stod Storthinget paa sin Respect. – Endelig foreslog Præsidenten, at Storthinget imorgen, da Committeernes Indberetning skal oplæses, holdes inden lukte Døre, og ingen Tilskuer stedes Adgang dertil, hvilket enstemmigen vedtoges.

Jeg var indbuden til de svenske Commissærer. Selskabet var meget stort, men bestod dog mest af Svensker og Storthingsmænd, hvoriblandt mange Bønder, som efter Bordet slog Kreds om Biskop Rosenstein og hørte med Agtsomhed paa hans Tale. Om dette Selskab er forresten intet andet at sige, end at jeg ikke mindes at have været i noget Gjæstebud i Christiania, hvor der har været en saadan Mængde Mad.

19de October.

292Hvad Schmidt kunde og turde fortælle mig om Storthingets Forhandlinger er følgende: Committeerne indgav deres Beretning, af hvilke dog Treschow extemporerde sin paa en utydelig og ufyldestgjørende Maade. Henstand med Hovedspørgsmaalets Afgjørelse kan ikke bevilliges, men man lovede, naar Foreningen vedtoges, at tage de foreslaaede Modificationer i Betragtning. Iøvrigt oplæstes en confidentionel Note fra Commissærerne til Storthinget, hvori de søgte at oplyse og retfærdiggjøre den svenske Regjerings Fremgangsmaade med Hensyn til Norge. Om Undersøgelsescommissionen vovede Schmidt intet at sige; kun fortalte han, at Oberst Rode havde indgivet en Plan til vor Armees Krigsoperationer i Tilfælde af Krigens Fornyelse. Hertzberg oplæste et Forslag der viste, at han i Excentricitet er Biskop Bruns Overmand, thi noget saa blodigt og rasende tror jeg ikke nogen Terrorist i den franske Revolutions vildeste Periode lod sig forlyde med. Hænges eller skydes skulde:

1. Hver Commandant, som overgav en Fæstning, og som ei, naar den nærliggende Byes Indvaanere selv satte Ild paa deres Huse, skjød dem i Brand.

2. Bemeldte Indvaanere, der ei lod deres Huse gaa op i Røg.

3. Hver Mand paa Landet i Egne, som Fienden vilde besætte, der ei opbrændte sit Hus, og endelig

4. Enhver, som lod sig fange i Krig, uden at være saa haardt blesseret, at det skjønnedes, at han ikke længer kunde forsvare sig.

Havde Agent Nielsen, Iver HolterIver Andreas Günther Holter, 1781 – 1860, jurist og kjøpmann, representant på det ekstraordinære storting 1814 eller en anden fra de Egne, Fienden om otte Dage vil oversvømme, hvis 293Foreningen ei sker, gjort et saadant Forslag, – det vilde været lige rasende og umenneskeligt, men man vilde dog sagt: «Den Mand har Mod og Kraft, thi han sætter sine egne Eiendomme, sin Familie og sit Liv i Vove». Men at en Provst, der i det Øieblik Svensken nærmer sig, retirerer op mellem Hardangerfjeldene, og ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed langt fra, temmelig vis paa, at den sildig eller aldrig vil naa til ham, at han fremkommer med slige Projecter: var det mindre fælt, saa vilde det være latterligt. Præsterne AbelSøren Georg Abel, 1772 – 1820, Prest og stortingsrepresentant, også på det ekstraordinære storting 1814 og TybringSøren Tybring, 1773 – 1822, prest, representant på det ekstraordinære storting 1814 holdt Taler, hin for, denne mod Foreningen, hvilke dog egentlig skulde hørt til Morgendagens Forhandlinger. Endelig fremkom Treschow med det definitive Forslag, som imorgen skal afgjøres: om Foreningen med Sverrig og det dermed forbundne Kongevalg. Ogsaa disse Forhandlinger holdes for lukte Døre, hvilket jeg finder overmaade anstødeligt. Det er muligt, at der med Hensyn paa Rigets Tilstand kunde være Ting, der ei bør komme til offentlig Kundskab, men at, hvor Landets paaberaabte Grundlov tilsiger Publicitet, en Forhandling, der skal afgjøre Nationens Vel eller Ve maaske for Generationer, en Forhandling, hvortil jeg synes man burde ønske, at have det hele Folk til Vidne, ikke maa bivaanes af andre end de Handlende selv, det er himmelraabende Despotisme. Man sige ikke, at det dog kun er en saare ringe Del af Nationen, som kan være tilstede. Localet maa man tage som det er, men det være stort eller lidet, saa bør det benyttes af saamange, som det kan rumme. Heller ikke tror jeg tumultuariske Optrin enten i Salen eller paa Galleriet i den Grad skulde være at befrygte, at saadan Forsigtighed maatte anvendes. Til sligt pleier dog at mærkes Symptomer 294i Forveien, men hverken Repræsentanternes Forhold i Salen, eller Folkets udenfor den, synes mig at modsige det Vidnesbyrd, vi i dette Aar have erhvervet os som et overmaade roligt og taalmodigt Folk. De første Dage i Februar var en vel saa betænkelig Periode som den nærværende. Landet var uden Regjering, og det var i Markedstiden, da Mennesker stimle sammen allevegne fra, men alt var dog i den dybeste Ro. Ogsaa i disse Dage, da Folkets Repræsentanter tage saa yderst vigtige Ting under Overveielse – man ser ikke fire Mennesker samlede paa Gaden, man hører ikke en fuld Matros eller Haandverksvend tale et Ukvemsord; hvad skulde da være at befrygte?

Vort theologiske Facultet er meget stridbart. Idag har Hersleb udgivet en Pjece, hvori han, især paa Grund af Edens Hellighed, protesterer mod al Forening med Sverrig. Hvad er det da, som vi har svoret? – at ofre Liv og Blod for Norges Frihed og Selvstændighed! Bryde vi denne Ed ved som et frit og selvstændigt Folk at hylde en anden Konge end Christian Frederik, som har forladt os, og høitidelig forpligtet sig til aldrig at vende tilbage? Konge skal vi have efter Constitutionen; den svenske Konge vil regjere os under de samme Betingelser, vi selv foreskrev os, da vi svor Christian Frederik Troskab. Opfylder han ei disse Betingelser – eh bien! da er det Tid at nøde ham dertil eller løsrive os fra hans Scepter. Forandrede vi Regjeringsformen og saaledes undergrov Constitutionen i dens Grundvold, da vare vi Menedere, men nu gjør vi jo kun ved Personalets Forandring nogle Modificationer, som i sig selv ere uvæsentlige; thi Valget er jo frit. Der er ikke en eneste Artikel i Constitutionen, 295der forbyder, at vælge et fremmed Riges Bestyrer til Norges Konge.

20de October.

Det er fuldbragt! Norges Forening med Sverrig er decreteret med 72 Stemmer mod fem. Disse fem vare Præsten Dahl og de fire Bergensere. De sidste havde bestemt Fuldmagt ei at samtykke i Foreningen, og da de ved deres Ankomst hertil havde faaet mere Lys i Tingene, end de havde før, og derfor sendte Expresse til deres Committenter med Forespørgsel om Fuldmagten fremdeles skulde gjælde, fik de igaar afgjørende Svar: Ja! Det siges at være Biskop Brun allene, der har opflammet denne hos en Handelsstads Indvaanere vistnok sjeldne Enthusiasme. Adskillige havde begyndt at slaa paa mildere Strenge, men da erklærede den gamle Bisp, at om de alle bleve Forrædere, vilde han ikke være det, og saa forunderlig stor Anseelse staar han i blandt Folket, at alle omstemtes. – At Trønderne gav saa villigen efter, finder jeg ikke mindre besynderligt. Ingen Stemme fra den Kant hævede sig undtagen Schultzs og Sodemanns, der rigtignok spaaede Ulykke af Foreningen, men dog ved Stemmegivningen bifaldt den. Der holdtes ialt 17 Taler. Bech begyndte og Wedel endte. Begge talte længe og med Eftertryk for Unionen. Koren gjorde det absurde Forslag, at vælge Gustav den Fjerdes Søn til Konge. Treschow og Nansen sammenlignede Foreningen med et Ægteskab, Convenients slutter, men som siden Kjendskab, gjensidig Agtelse og Hengivenhed gjør lykkeligt. Forhandlingerne varede til Kl. 6, da Underhandlingscommitteen afsendtes med Brev fra Præsidenten til Commissærerne. De bleve hjerteglade, modtog Deputationen paa Trappen, 296kyssede og omfavnede den med Taarer i Øinene, og gave hverandre Haanden paa at virke troligen hvad de kunde til Norges Hæder og Held. Forslaget til Forandringerne i Grundloven skal nu gjennemgaaes; at de Svenske eftergive, hvad eftergives kan, derom er vist ingen Tvivl, og saaledes er da vel om 8 Dage Carl den Trettende vor Konge. – Saaledes synes da de Svenske at have et kraftigt Bevis ihænde, at deres offentligen yttrede Paastand var rigtig, at det ikke var Folket, men kun en Fraction, der modsatte sig Foreningen. Dette sidste vil og kan jeg dog ingenlunde indrømme, men ubegrændset Tillid til Christian Frederik hævede Folkets Mod, og da hin sank, nedbøiedes ogsaa dette. Mere end noget andet har vist Harme mod ham og hans Raadgivere ogsaa i de fjerne Egne frembragt denne Enstemmighed.

21de October.

Kammerraad TiedemandChristen Tiedemand, 1779 – 1838, tollinpektør, representant på det ekstraordinære storting 1814 fra Mandal havde igaar fremsat et Forslag mod bestemte Fuldmagter, men da det idag skulde forhandles, tog han det tilbage. Alligevel reiste Motzfeldt sig, og sagde med sin sædvanlige Sindighed og Grundighed, hvad der lod sig sige til Undskyldning for den Ting. – De svenske Commissærer, som havde begjæret en Sammenkomst med Storthinget Kl. 12, indfandt sig idag paa Minutten, og Rosenblad holdt en Tale, som uden Tvivl var smuk og hjertelig, men som blev fremsagt saa hurtigt, at jeg ikke allevegne forstod den. Præsidentens Svar var kort, men de Svenskes Yndlingsord «den skandinaviske Halvø» var anbragt deri. – Strax efter bortvistes vi, da Protokollen for den 19de skulde oplæses. Der havde siden været et varmt Optrin med en inpertinent Bonde, Theis LundegaardTheis Jacob Thorkildsen Lundegaard, 1774 – 1856, bonde og politiker, deltok på riksforsamlingen på Eidsvoll, stortingsrepresentant flere ganger, også på det ekstraordinære storting 1814 fra Lyngdal, 297som, fast han i Tirsdags ophøiede min Prædiken, uden Tvivl er en slem Krakiler. Han var under Paaskud af Sygdom udebleven fra den vigtige Gaarsdags Forhandlinger, og det var alt hvad Storthinget baade med det Onde og det Gode kunde bringe ham til, at afgive sit Votum. – Fra Holten, som nu er i Kjøbenhavn, fik jeg et uventet Brev. Han dolerer over, at man dernede har Fordom mod Christian Frederik, og fremstiller hans Forhold «i det sorteste Lys».

I Selskabet hos Sverdrup gik det, som rimeligt er, mest ud paa politiske Discourser. At Præsten Brun og Sodemann ikke ere svensksindede, fordi de stemte for Unionen, er naturligt. Jeg bestyrkedes iøvrigt i min Overbevisning, at disse og mange flere aldrig i Evighed havde givet den sin Stemme, naar ei Mistanke, tildels endog Forbitrelse mod vor fordums Konge havde dæmpet Nationalhadet. – Kjerschow disputerede stærkt med Sverdrup og tildels mig om Overbevisning og Tro. Uden Tro paa Aabenbaring paastaar han, at Religiøsitet ikke kan existere, og denne Aabenbaring maa ikke prøves ved Fornuften, hvilken kun som en Slags Tjener eller Dørvogter kan tolereres. Jeg kan heraf ikke slutte andet, end at enhver Aabenbaring, naar Fornuften ei maa prøve den, er lige sand og god. Hvorved uden ved Fornuftgrunde erkjende vi den christelige Religions Fortrin fremfor den mohamedanske? Endog de historiske Beviser maa Fornuften først have prøvet, inden de erkjendes gyldige.

22de October.

Førend Schmidt gik ud, forelæste han mig af sin Dagbog den Udsigt over Rigets Tilstand, der blev forelagt Storthinget den 19de, dog under Tausheds hellige 298Segl. Den har da vist ogsaa bidraget meget til at omstemme de stridslystne Deputerede. Finantserne derangerede, Fæstningerne og Armeen slet forsynede med Alt, ingen uden- eller indenlandske Ressourcer – hvad kunde under saadanne Omstændigheder opnaaes ved længere Modstand, uden Rigets totale Undergang. – Kongens Forsvarere aftage mere og mere i Antal. Man har tillagt ham det rasende Forsæt at reise til Bergen, hvori da ikke Søndenvinden kan have forhindret ham; altsaa gjendriver dette Rygte sig selv. Ventelig er han endnu i Frederiksværn, og har endnu i Norge den krænkende Ydmygelse at se, hvor aldeles Normændenes Hjerter ere bortvendte fra ham. – Klokken 12 holdtes Odelsthing i Anledning af den Takadresse, Capt. Ræder havde foreslaaet. Efter en kort Debat blev den forkastet. Derimod besluttede man at tilskrive Statsraadet og forlange Resultatet af Overkrigscommissionens Forhandlinger forelagt, ligesom man overalt, uagtet Foreningen, lader sig det være alvorligt magtpaaliggende, at Undersøgelserne om de Commanderendes mislige Forhold, sker med størstmulig Strenghed og Nøiagtighed. Ingen er ivrigere i denne Henseende end Hount. Jeg gjorde idag et forgjæves Forsøg paa at faa en Forsoning istand mellem ham og Rasmussen. Denne vilde ikke møde ved den foreslaaede Sammenkomst. Endog under det ubehagelige Tilfælde, at Hount efter sin Trudsel stevner ham, erklærede han, at det var ham umuligt at række ham Haanden som Ven.

23de October.

Jeg skrev et Brev til Holten, hvem jeg fortalte, hvad der hidtil var bestemt paa Storthinget. Jeg tænkte mig den dobbelte Mulighed: at et Brev til Etatsraad Holten, 299Christian Frederiks Fortrolige, kunde blive aabnet i Sverrig, og at Brevet, naar det kom til sin Eier, kunde vorde Ex-Kongen forelæst. Efter begge disse Muligheder indrettede jeg mine Fortællinger og mine Betragtninger. Jeg meldte ham, at Kongens Brev havde gjort en meget ubehagelig Sensation i Storthinget og maaske bidraget til Sagens endelige Udfald. Tilsidst, da jeg omtalte Partiaandens Svækkelse og den Enstemmighed, hvormed man nu synes at arbeide til det nys saa forhadte Maal, anmærkede jeg: «Hvad der næst Landets forknyttede Forfatning har virket mest hertil, er en Sag, som jeg ikke uden at saare Deres og min Følelse kan beskrive. Om her er Forrædere i Landet, ved jeg ikke; men at det ikke er dem, der have fremskyndet Opfyldelsen af Sverrigs Ønske: fredelig Forening med Norge, derom tror jeg mig forvisset». – Hount, Schmidt, Kjerschow og jeg vare indbudne til Hans Houge. Mellem Hount og Kjerschow kom det til en varm Dispute i Anledning af Herslebs Skrift, der dreiede sig om samme Punkt, som hin i Fredags: «Tro og Fornuft», men var mindre fredelig. Hount har, naar han disputerer, en bydende Bispetone, og ifølge sin Sects Grundsætninger viser Kjerschow heller ikke den Beskedenhed, som egner den unge Mand. Eftergivenhed og Tolerance ere, saavidt jeg kan indse, i vore moderne Theologers Øine, den foragteligste af alle Svagheder. Jeg vil hermed ingenlunde bryde Staven over min brave Collega, hvis Arrogance er forenet med megen Godmodighed og Jovialitet; men Arrogancen er der. Den følger Systemet, som Skyggen Legemet.

24de October.

Efter Schmidts Fortælling havde Treschow i Storthinget 300vakt Misnøie hos mange ved den udmærkede Svenskhed, han viste sig i Besiddelse af, efter at han for faa Maaneder siden havde erklæret, at det var en Nations Pligt at vove og opofre alt for en stor og skjøn Ide uden Hensyn paa Følgen. «Han gik videre i sin Paastand end selve Commissærerne, og yttrede Grundsætninger, der paadrog ham den Mistanke, at en Statsraadspost, en Nordstjerne-Decoration eller deslige er det Maal, hvorefter han tragter». – Ved den svenske Dinér omdeltes idag et trykt Digt af en Esaias TegnérEsaias Tegnér, 1782 – 1846, svensk dikter, professor i gresk mm, i dag kanskje mest kjent for Frithiofs saga fra 1825, som ikke er i Christiania, hvilket altsaa maa være et Produkt af ægte prophetisk Begeistring, da Foreningen deri besynges som afgjort. Digtets Titel er Nora. Det er smukt og kraftfuldt og ægte Poesi. En nydelig Blomst lægges paa Christian Augusts Grav, og alt, hvad der kan kaldes captatio benevolentiæ, for os er troligen benyttet. Slutningen behager mig mindst.

25de October.

Et Brev fra Lieutenant Schwartz skal cirkulere i Kjøbenhavn og er efter Rygtet opslaaet paa Børsen, hvori vi beskyldes for at have forraadt Kongen. Det lader altsaa, at vi i Kjøbenhavn fremstilles i et endnu sortere Lys end han. Hegermann sagde, at han vil gribe Pennen til Nationens Forsvar, hvilket vel ikke kan ske, uden at compromittere hans fordums Majestæt. Der fortælles nu, at han aldeles ikke var yndet i Trondhjem, at Trampe og Bugge virkelig i Vinter vilde udraabt ham til souveræn Konge, men at Folkets Stemme hævede sig lydeligen derimod, og at han meget misfornøiet forlod Byen. Saaledes fremdrages nu allevegne Svagheder og Inconseqventser. Alle – baade de Svenskes Venner og Fiender – 301støde til den hældende Vogn, og Bergenserne, hos hvilke han aldrig har været, ere vel nu de eneste Normænd, der ønske ham tilbage.

Storthingets Forhandlinger havde været langvarige, og deres Resultat var saadant, at man ikke er aldeles rolig med Hensyn paa Følgerne. Det var de to vigtigste Punkter i de Svenskes Forslag, der debatteredes og afgjordes (dog var iforveien bestemt, at Storthingets nærværende Beslutninger ikke skulde være dets Ultimatum): om Krigsmagten og Naturalisationsretten. I Henseende til den første vedtoges enstemmigen efter Motzfeldts Forslag: «at i Fredstider hvert Lands Arme skulde blive inden dens Lands Grændser; til offensiv Krig maatte norske Tropper aldrig uddrage af Landet; angrebes derimod Sverrig, kunde Halvdelen af den norske Arme (men ikke uden Storthingets Samtykke) udcommanderes til dets Forsvar, ligesom ogsaa i Tilfælde af at Norge bliver angreben, halvt saamange svenske Tropper som den norske Arme beløb sig til, skulde drage herind og forsvare det». Denne Beslutning synes at være et nødvendigt Værn mod Despoti og mene de Svenske det ærligt med os, maa de heri give efter. Med Hensyn til Naturalisations-Retten bestemtes med 69 Stemmer mod 9, at i Overensstemmelse med Grundloven, Storthinget allene har Ret til at naturalisere Fremmede, men i dette Punkt skal de Svenske være ubøielige i deres Paastand. Wetterstedt var i Aften hos Motzfeldt, Wirsèn hos Christie og Rosenstein hos Biskop Sørensen og klagede bitterligen. Sagen maa vel foretages paany.

26de October.

I Dag var jeg igjen paa Galleriet. Man begyndte 302med at oplæse et Brev fra Statsraadet med Communication fra de svenske Commissærer, at Tropperne efterhaanden trække sig ud af Landet. Der ventileredes en Stund, hvorvidt dette skulde ansees som en blot officiel Meddelelse eller som Æmne til Deliberation, om nemlig ogsaa vore Tropper nu skulde hjempermitteres. KrabbeOle Krabbe, 1758 – 1826, norsk offiser, suppleant (vararepresentant) på det ekstraordinære storting 1814 yttrede i den Anledning, at de burde blive staaende, til den hele svenske Krigsmagt var ude af Landet, men hans Motion understøttedes ikke og Brevet lagdes ad acta. – Man foretog nu et Forslag af StoltenbergCarl Stoltenberg, 1770 – 1830, kjøpmann og politiker, deltok på riksforsamlingen på Eidsvoll, det ekstraordinære storting 1814 og flere senere storting om en egen Underhandlingscommittes Udnævnelse. Der debatteredes længe, om det skulde være en ny Committe eller den gamle blot forøges med 5 Medlemmer. Der forefaldt Ytringer, som saarede Committeens Ærekjærhed. Da Treschow og Bech nu erklærede, at de særdeles gjerne fraveg en Post, der medførte saamange Ubehageligheder, fremstod Præsten BullJacob Bull, 1784 – 1850, prest i Fredriksvern, stortingsrepresentant på det ekstraordinære storting 1814 (maaske den yngste Mand i Forsamlingen) og fortalte de gamle Mænd i en sand Skolemestertone, at det ikke var smukt at unddrage sig fra Forretningerne, fordi de ei vare behagelige. Naturligvis kunde ikke Committeen undlade at tage til Gjenmæle. Collett blev vred, Bech og Treschow replicerede med Sindighed. Ogsaa Wedel gav den unge Mand en eftertrykkelig Revselse. – Debatterne fortsattes og Resultatet blev, at man bestemte sig til at forstærke Committeen med 5 Medlemmer. Disse bleve: Motzfeldt med 71 Stemmer, Sørensen med 40, Diriks med 32, Wedel med 28 og Schultz med 21. – Nu gik man over til Grundlovens Revision efter de Svenskes Forslag. Forhandlingerne vare ubetydelige og der herskede megen Enstemmighed. Da man standsede, hvor Committeens Betænkninger ophørte, 303fremstod Biskop Bech og gjorde i en kort Tale, fuld af høitravende Ros over Kongens Fortjenester af Norge, det Tillæg til Treschows Forslag om Adressen, at ogsaa en anstændig Appanage skulde bevilliges ham, indtil han besteg den danske Throne, da han for vor Skyld har opofret en betydelig Del af sin Privatformue. Konow gik endnu et Skridt videre, og vilde have et MarmonumentMarmonument] skal være: Marmormonument opreist for ham paa Spidsen af Dovre, eller et andet Sted, hvor det kunde tage sig godt ud. Alt opsattes til Hovedforhandlingerne ere endte, men jeg forudser disse Projecters Skjæbne. Wedel hørte paa dem med et ironisk Smil.

27de October.

Stoltenberg havde indgivet et dobbelt Forslag: at det om Landmagten fattede Decret ogsaa skulde extenderes til Roflottillen, og at, naar svenske Tropper kom til Norge eller omvendt, det Land, til hvis Forsvar de vare indkaldte, skulde underholde dem. Hvad det første Forslag angik, da var allerede igaar negativ Beslutning fattet herom, men adskillige erklærede, at have misforstaaet Qvæstionen og forlangte den optagen paany. Wedel, Tybring, Sorenskriver WeidemannLaritz Weidemann, 1775 – 1856, embedmann, deltok på Riksforsamlingen på Eidsvoll og på det ekstraordinære storting 1814 og flere talte derimod, og paastod, at den engang fattede Beslutning burde staa fast, men Pluraliteten var for ny Overveielse. Resultatet blev, at en ubetydelig Pluralitet bifaldt Stoltenbergs Forslag, og decreterede om igjen, over hvilket de svenske Commissærer skal have persifleret. Det andet Forslag forkastedes. Jeg maa ellers sige, at jeg ved disse Voteringer ikke forstaar mig paa Schmidt og hans Colleger Collett og Lensmand Gram. De have deres specielle Fuldmagt, hvis Hovedpunkter Schmidt har meddelt mig, 304men overalt, hvor Sagen ei er soleklar, hersker Dissents i deres Votering. Collett hører bestemt til det wedelske Parti, Schmidt (med nogle Modificationer) til det Trondhjemske, og Gram stemmer snart med det ene, snart med det andet. Bergenserne vise sig nu, efterat have opfyldt deres Committenters Befaling og voteret mod Foreningen, meget moderate og ingenlunde antisvenske, Konow tildels undtagen. Den egentlige Opposition bestaar, saavidt jeg kan skjønne i dette Øieblik, af: Dahl, Hertzberg, Koren, Schmidt, Tybring, Holter, Theis Lundegaard, Schultz, Hegermann, Sodemann, Brun, Krabbe, GarmannJohan Garmann, 1780 – 1815, prest, deltok på det ekstraordinære storting 1814 og Stoltenberg. Bønderne, skjøndt omgivne af en tre, fire ivrige Præster fra deres respective Egn, finde sig meget roligt i Omstændighederne, og Hertzberg og Koren have som oftest den Chagrin, at høre de to Bønder, som sidde midt imellem dem, være af en anden Mening end de. Samme Koren taler ellers nu i Almindelighed 20–30 Gange hver Dag. Jeg bliver ordentlig beklemt, naar jeg ser ham reise sig og hører hans fatale Stemme.

28de October.

Af henkastede Ytringer de foregaaende Dage formodede jeg, at der idag vilde forefalde interessante Debatter i Anledning af Grundlovens § 30, om Kongens Ret til at udnævne Statsraadets Medlemmer. Paragraphen var i Overensstemmelse med Commissærernes Forslag delt i fire, og over Begyndelsen til den første var det egentlig der tvistedes. Aall fremsatte nogle Erindringer om, at Norge bør have Vicekonge, ikke Statholder, hvilken Benævnelse var vedtaget istedetfor den militære Generalguvernør. Den Sag henlagdes imidlertid, indtil Spørgsmaalet om Statsraaderne var afgjort. Brun aabnede Debatterne 305herom med en skreven Tale, hvori han søgte at godtgjøre, at Storthinget, som bedst kjendte Nationens Mænd, burde forbeholde sig den Ret at vælge dens første Embedsmænd. Koren understøttede Motionen med en ligeledes skreven Tale, hvori han især skjældte paa Hofkryb og Hofgunst, samt paastod Umuligheden af at Kongen i Stockholm kunde kjende de Mænd, der boede paa Vestkanten af Norge. Dahl holdt en lang Oration, hvori han troede at gjendrive fem Indvendinger, der kunde gjøres mod denne Nationens Ret, og gjentog iøvrigt udførligen, hvad de andre havde sagt. Nu stod Hount op og viste i en kort Tale Urigtigheden af deres Paastand, især paa Grund af det Indgreb, herved gjordes i den udøvende Magts Rettigheder, og den Conflict, der maatte opstaa mellem den og den lovgivende. Vidtløftigere talte Motzfeldt. Han havde ingen udarbeidet Tale, men havde tydeligen fattet Modpartiets Mening og gjendrev den med seirende Grunde, ikke uden Sidehug til Dahl og hans afgjørende Tone. Blandt andet sagde han i Anledning af Korens Yttring, at om Hofgunst end hist og her kunde have nogen Indflydelse, vilde maaske Cabale, en endnu værre Ting, gjøre sig gjældende paa Storthinget. Dette paatog Dahl sig at modbevise. Han mente, at de fleste af Storthingets Medlemmer vare sande Patrioter. Herover følte Bech sig fornærmet og spurgte, hvem af Storthingets Medlemmer han ikke ansaa for sande Patrioter, hvortil Dahl svarede, at det ikke var det nærværende, men de tilkommende Storthings Medlemmer, han muligens kunde tiltro Mangel paa Patriotisme. (Ligesom Bech gjerne kunde tilbageholdt sin Anmmærkning, der syntes at vidne om at han følte sig truffen, maa jeg og tilstaa, at Dahls Svar var usselt 306og inconseqvent). Endelig gjennemgik Præsidenten kortelig og med Sindighed, dog ikke uden Stænk af Ironi, Opponenternes Grunde, hvorefter Spørgsmaalet blev sat under Votering, der havde det Udfald, at Kongen med 61 Stemmer mod 16 hjemledes den ham i Grundloven tilstaaede Ret at udnævne Statsraaderne. Kortere var Debatterne om Vicekonge eller Statholder. Ved Pluralitet af nogle og 50 Stemmer overlodes det Kongen at sende os hvilken af disse han fandt for godt, til stor Ærgrelse for Schmidt og flere, der endelig vilde have en Prinds som bestandig Vicekonge; men jeg for min Del er ikke bedrøvet over, at vi rimeligvis, til Prinds OscarJosef Frans Oskar (Oskar 1), 1799 – 1859, sønn av Karl Johan og unionskonge fra 1844 bliver myndig, faar en Statholder, thi vistnok vilde en Vicekonge være mere ærefuldt for Landet, men at vi maatte betale den Ære med en dyr Hofholdning, og at især dette Hofvæsen i flere Henseender vilde falde Christiania kostbart, maa jeg tro, tildels oplært af Erfaringen. Grev Essen, som strax efter Kieler-Traktaten bestemtes til Statholder, roses som en brav Mand. Endnu voteredes, om Statholderen skal være svensk eller norsk, og det overlodes til Kongen.

Da de følgende Paragrapher enstemmig vare antagne, foretoges et Forslag af Capt. Ræder, om en Slags Ostracisme, hvorved Storthinget skulde være berettiget til at excludere af Statsraadet en eller to Mænd, der maatte antages at have tabt Nationens Tillid. Treschow var imod Forslaget, da, som han sagde, Athenienserne havde været det eneste Folk, hos hvem Ostracismen var indført, og den der havde havt saa uheldige Følger, at Exemplet ikke kunde opmuntre. Sodemann erindrede, at det just var Grundsætningen i Athen, ved Ostracisme at udelukke 307de bedste Borgere af Frygt for, at de skulde usurpere Enevældet, og at disse jagedes i Landflygtighed, hvilket alt ikke passede paa den her foreslagne. Motzfeldt fandt desuagtet, at Misbrug og Cabale derved vilde finde Sted og Motionen blev forkastet. – Før Mødets Slutning tilbagekaldte Bech sit Forslag om Kongens Appanage.

29de October.

Schwartz har i Intelligentsseddelen lovet 1000 Rbd. til den, der beviseligen kan opgive, hvo der har opdigtet og udspredt om ham det usandfærdige Rygte, at han i et Brev, som cirkulerer i Kjøbenhavn, har sværtet Nationen og den norske Arme. Han kalder os i denne Bekjendtgjørelse «sine Medborgere». – Da mine Forretninger var forbi, vilde jeg gaa paa Storthinget, men mødte Sorenskriver BergJens Christian Berg, 1775 – 1852, historiker og embedsmann, representant på det ekstraordinære storting 1814, som fortalte, at det alt var forbi for idag, samt at han havde læst de Svenskes Contraforslag om Kongens Disposition over Armeen, og fundet dem meget liberale. Jeg har siden ogsaa læst dem og maa istemme samme Dom. Debatter ville rimeligvis forefalde om et Par Punkter, men jeg tvivler ikke om at de ville blive antagne, hvorved da al Vanskelighed er ophævet, thi hvad Naturalisationen angaar, tror Hount, at de Svenske, med en ubetydelig Modification, ville give efter. – Man beskylder Treschow for, den 20de at have villet lægge en Snare for Storthinget ved at foreslaa det definitive Kongevalg umiddelbar efter Foreningens Antagelse. Derved vilde alle Debatterne om Betingelserne bortfalde som unyttige, og Storthinget underkastede sig den valgte Konges vilkaarlige Godtbefindende. Det var efter en Motion af Holter at Forslaget faldt igjennem. En Statsraadpost skal være Treschow vis. Christie skal man have tiltænkt 308samme Ære, som han dog neppe modtager. Ogsaa Hegermann menes at være en vis Candidat. – Sverdrup staar nu i den faste Formening, at Kongen har spillet en Farce heroppe, arbeidet for Danmark saalænge han kunde og siden umiddelbart fremledt den nuværende Katastrophe. Det er sørgeligt at tænke saadant, men desværre, man tvinges i vore Dage til at tro saameget imod sin Villie. For en Hykler kan og vil jeg imidlertid ikke anse den i saamange Henseender elskværdige Christian, men svag, uselvstændig er han, trods sin Fætter og hvilkensomhelst af Europas Potentater.

30te October.

Religion og Geistlighed synes at have stort Værd for Statsraad Rosenblad. Han opmuntrede til et Bibelselskabs Oprettelse, og lovede fra det Stockholmske et Bidrag af 3000 Sølvdaler. Ogsaa talede han om et Seminarium for tilstundende Religionslærere – en meget god Ide – og disses Undervisning i Medicin, for at kunne paa Landet i fjern Afstand fra Lægen være Almuen til Raad og Hjælp. Med min Prædiken idag og «den ægte Religiøsitet, den bar Præg af», viste han sig særdeles tilfreds. – Jeg er i denne Tid næsten aldrig i noget Selskab, uden at det gaar ud over Kongen. Flere af hans ivrigste Tilhængere optræde nu som hans værste Antagonister. Ikke umærkelig er den Omstændighed, jeg iaften hørte relevere: hans Samvittighedsnag, og det Udbrud ved Synet af de Blesserede: «Det er for min Skyld disse Mennesker opoffres». Dette kunde han, paastaar man, aldrig have sagt, naar han var sig bevidst, at have opfyldt sin Pligt. Det var jo ikke for ham, men for sin egen Selvstændighed, Nationen kjæmpede; Liv og Blod 309havde den svoret at opoffre, ikke for ham, men for Fædrelandet; Sagen var den lige hellig og rigtig, i hvo der havde været dens Anfører. Hvor kunde han da sige: «de offres for mig!» Frappant er sandelig ogsaa hans sunde Udseende den 18de Septbr., efter at man for en Maaned siden havde beskrevet ham som et ravende, kraftløst Skelet, neppe mulig at gjenkjende. Neumann erindrede mig om vor Dispute i Markedstiden. Ak! han havde altformegen Ret. Dog, ogsaa han dyssedes jo siden i den samme Drøm, som jeg. Maaske er det vort Fædrelands sande Lykke, at vi saa tidlig vaagnede. – Man tror, Qvæstionen om Krigsmagten kun ved en Deputation til Kronprindsen fuldkommen vil blive bragt i Orden. Schmidt idetmindste er af den Mening; hvorvidt Pluraliteten deler den, vil Tiden vise.

31te October.

Consistorialraad Aschehoug stod idag frem med en Motion om at paaskynde Forretningernes Gang paa Storthinget. Det havde nu varet i 24 Dage. Imidlertid stod de svenske og norske Tropper under Vaaben, led ondt i det vedholdende Regnveir og begyndte at anfaldes af smitsomme Sygdomme. De lange Taler, som holdtes i Forsamlingen, forhalede det endelige Resultat, og derfor foreslog han, at ingen udførlige Taler maatte holdes. Enhver skulde blot i Korthed fremsætte sin Mening; 8 Minutter skulde være den længste Tid, der maatte tilstedes nogen at tale; naar disse vare forbi, skulde Præsidenten og ethvert Storthingsmedlem have Ret til at raabe Stop. Endelig vilde han have enhver Omvotering forbudt, med mindre nye Forslag fra de svenske Commissærer gjorde det nødvendigt. Koren geraadede over dette 310Forslag i megen Iver, men Præsidenten paabød Taushed og opsatte Sagens Discussion til imorgen. Nu gjennemgik man Resten af Grundloven, med hvilken man blev færdig. Det meste antoges enstemmig. 70 Paragrapher bleve gjennemgaaede, men uagtet man saaledes ikke kunde opholde sig længe ved hver, saa talte dog Nansen ikke mindre end 36 Gange. Koren lod sig sjeldnere høre. I Anledning af § 53 b c henkastedes Anmærkninger af Bech, Weidemann ofl., hvori tydeligt Hensyn toges til Oberst HolstJohan Hübner von Holst, 1774 – 1836, norsk, senere svensk offiser. Svensk kommandant på Fredriksten festning, men da intet kunde gjøres ved den Sag, kaldte Præsidenten til Dagens Orden. Til Slutning fremdrog Schmidt et Forslag, han havde gjort, og hvoraf ei var taget Notice, at til Professorer ved Universitetet skulde foreslaaes tre, hvoraf Kongen skulde vælge en, siden Indfødsretten ei gjælder om dem, og Kongen kunde sende os lutter svenske Professorer, hvis Indflydelse paa Landets Ungdom kunde blive farlig, men Sagen ansaaes afgjort.

Om Dagbog 1814

Claus Pavels dagbøker fra litt før 1814 og til han ble biskop i Bergen i 1817 viser mange nærbilder av det norske politiske miljøet på denne tiden.

I dagboken fra 1814 skildrer han stort og smått i tiden og kommer med til dels skarpe personkarakteristikker. Pavels deltok ikke selv i Eidsvoldsforhandlingene, men fulgte arbeidet tett fra sidelinjen og engasjerte seg sterkt for norsk selvstendighet og Christian Frederik.

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

• Claus Pavels Riis' utgave fra 1864

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook