Drikk, mine Herrer! Er man skabt
till Nydelse, saa skal man nyde.
Der staar jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?
Du er superb som Vært, Broer Gynt!
Jeg deler Æren med min Mynt,
med Kokk og Stewart –
Werry well;
en Skaal for alle fires Held!
Monsieur, De har en Gout, en Ton,
som nutilldags kun skjelden findes
hos Mænd, der lever en Garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
Et Vift,
et Skjær af frigjort Aandsbetragtning
og Verdensborgerdomsforpagtning,
et Syn igjennem Skyens Rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et Præg af højere Forklaring,
en Ur-Natur med Livserfaring
paa Trilogiens Topp forent.
Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?
Jo, meget muligt; ikke ganske
saa smukt det klinger i det franske.
Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –
Men hvis till Fænomenet Grunden
vi søge vil –
Saa er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine Herrer, ganske klar
er Tingen. Hvad skal Manden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
116Men kan han det, som Pakk-Kammél
for andres Ve og andres Vel?
Men denne For- og I-sig-Væren,
jeg lover, har Dem kostet Strid –
Aa ja saamen; i fordums Tid;
men altid gik jeg bort med Æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i Fælden fanget mod min Vilje.
Jeg var en rask og vakker Fyr;
og Damen, som jeg havde kjær, –
hun var af kongelig Familje –
Af kongelig?
Af disse Ætter,
De ved nok –
Disse Adelstroll!
Forlagte Højheder, som sætter
sin Stolthed i, Plebejerpletter
at holde væk fra Stammens Skjold.
Gik saa Affæren overstyr?
Familjen var imod Partiet?
Nej, tvertimod!
Ah!
De forstaar;
der gaves Ting, som talte for
at faa os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele Væsen
var mig fra først till sidst imod.
Jeg er i visse Dele kræsen,
og helst jeg staar paa egen Fod.
Og da nu Svigerfader kom
forblommet frem med Fordring om
jeg skulde skifte Navn og Stilling
og løse Adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
saa trak jeg mig med Anstand ud,
gav Afslag paa hans Ultimatum –
og Afkald paa min unge Brud.
(trommer paa Bordet og synes andægtig.)Ja, ja; der raader dog et Fatum!
Paa det vi Mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
Og dermed Sagen var forbi?
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi Uvedkommende sig blanded
med høje Ramaskrig deri.
Værst var Familjens yngre Lemmer.
Med syv af dem jeg fik Duel.
Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,
skjønt jeg gik ud deraf med Held.
Det kosted Blod; men dette Blod
gier Brev paa min Persons Fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et Fatums vise Styrelse.
De har et Blik paa Livets Gang,
der hæver Dem till Tænker-Rang.
Imens en slett og rett Formener
ser hver for sig de spredte Scener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt till et at samle.
Med samme Norm De alting maaler.
De spidser till hver løs Eragtning,
saa hver og en gaar ud som Straaler
fra Lyset af en Livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar Autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig till en Del af hvert.
119Jeg har begyndt i ældre Alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje Side opp og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig Tid till.
Og da man jo i tunge Tider
et noget visst maa sætte Lid till,
saa tog jeg Religionen rykkevis.
Paa den Manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
Se, det er praktisk!
Kjære Venner;
betænk mit Levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først till Vesten?
Som fattig Karl med tomme Hænder.
Jeg maatte slide saart for Føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men Livet, Venner, det er kjært;
og, som man siger, besk er Døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle Fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
saa gik det stedse bedre, bedre.
Ti Aar derefter bar jeg Navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
120Mit Rygte fløj fra Havn till Havn
jeg havde Lykken inden Borde –
Hvad gjaldt Trafiken?
Mest jeg gjorde
i Negere till Karolina
og Gudebilleder till Kina.
Fi donc!
For tusend, Farbroer Gynt!
De finder nok Bedriften svævende
paa det tilladeliges Pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder haardt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor Forrettningsførelse,
der sætter Tusender i Rørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men tillstaar paa den anden Side
at jeg har altid næret Agt
for hvad man kalder Konsekventserne;
og det, at overskride Grænserne,
121har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg till at ældes;
jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –
fik efterhaanden graasprængt Haar;
og skjønt min Helbred var fortrinlig,
saa faldt den Tanke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den Time slaar,
da Jurykjendelsen skal fældes
og skille Bukkene fra Faarene.
Hvad var at gjøre? Standse Farten
paa Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog Udvej, aabned snart en
Forrettning till paa samme Land.
Hver Vaar jeg Guder exporterte;
hver Høst jeg Prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som Strømper, Bibler, Rum og Ris –
Ja, mod Profit?
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en Gud, hist over kjøbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
saa Virkningen neutralisertes.
Missionens Mark laa aldrig brakk;
thi Guderne, som kolportertes,
af Presterne blev holdt i Schak.
Naa, men de afrikanske Varer?
Der sejred ogsaa min Moral.
Jeg indsaa, den Trafik var gal
for Folk i fremadskreden Alder.
Man ved jo ej naar fra man falder.
Og dertill kom de tusend Snarer
fra vore Filantropers Lejr,
for ej at nævne Kapringsfarer,
samt Risiko af Vind og Vejr.
Alt dette sammenlagt vandt Sejr.
Jeg tænkte: Peter, Rev i Sejlene;
se till, at du kan rette Fejlene!
Saa kjøbte jeg mig Land i Syden,
beholdt den sidste Kjødimport,
som ogsaa var af prima Sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
saa det var mig og dem en Glæde.
Ja, jeg tør sige uden Skryden,
jeg handled mod dem som en Faer, –
hvad sine gode Renter bar.
Jeg bygged Skoler, for at Dyden
bestandig kunde holdes paa
et visst almindeligt Niveau,
og paasaa strængt at ingenstunder
dens Thermometer sank derunder.
Nu desforuden af de Dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har Plantagen samt dens hele
Besættning solgt med Haar og Hud.
Paa Afskedsdagen gav jeg og
123till smaa og store gratis Grogg,
saa Mænd og Kvinder fik en Rus,
og Enkerne desuden Snus.
Se, derfor haaber jeg, saafremt
det Ord ej er et Mundsvejr blot:
hver den, som ej gjør ondt, gjør godt, –
saa er min Fortids Fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med Dyder mine Synder Stangen.
Hvor det er styrkende at høre
et Livsprincip i Scene satt,
forløst fra Theoriens Natt,
urokket af det ydre Røre!
Vi Mænd fra Nord forstaar at føre
vor Krig igjennem! Kunstens Nøgle
i Livets Sag er simpelthen
at holde Øret tætt igjen
for Indpass af en farlig Øgle.
Hvad for en Øgle, dyre Ven?
En liden en, en fult forførende
till det i et og alt afgjørende.
(drikker igjen.)Hvad hele Vove-Kunsten gjælder,
124den Kunst, at eje Daadens Mod, –
det er: at staa med valgfri Fod
imellem Livets lumske Fælder, –
at vide visst, at alle Dage
er ikke slut med Stridens Dag, –
at vide, dig staar aaben bag
en Bro, som bære kan tillbage.
Den Theori har holdt mig frem;
den har min hele Vandel farvet;
og Theorien har jeg arvet
fra Slægten i min Barndoms Hjem.
De er jo norsk?
Af Fødsel, ja!
Men Verdensborger af Gemyt.
For hvad jeg har af Lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte Bogreoler
jeg skylder Tydsklands yngre Skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine Veste,
min Holdning og min Skjærv af Aand, –
fra England en arbejdsom Haand
og skjærpet Sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt Hang till dolce far niente
jeg fra Italien fik i Sending, –
og engang i en snever Vending
jeg øged mine Dages Maal
ved Bistand af det svenske Staal.
Ja, svenske Staalet –!
Staalets Svinger
vi først og fremst vor Hyldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i Hovedet.)Alt dette her er saare godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres Guld vil gjøre.
Hm; gjøre? Hvad?
Ja, lad os høre!
Nu; for det første gaa paa Rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som Selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte till et Danserkor
af Venner om mit Guldkalv-Altar –
Højst vittigt sagt!
Men ingen hejser
sit Sejl for blot og bart at sejle.
126De har et Maal, det kan ej feile.
Og Maalet er –?
At blive Kejser.
Hvad?
Kejser!
Hvor?
I hele Verden.
Hvorledes, Ven –?
I Kraft af Guldet!
Den Plan er ingenlunde ny;
den Sjælen var i al min Færden.
Som Gut jeg har i Drømme rullet
vidt over Havet paa en Sky.
Jeg steg med Slæb og gylden Slire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men Maalet, Venner, stod ved Magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske Jord,
men selv dig tabte, var din Vinding
kun Krans omkring en kløvet Tinding.
127Saa staar der, – eller noget sligt;
og dette Ord er intet Digt.
Men hvad er da det gyntske selv?
Den Verden bag mit Pandehvælv,
som gjør at jeg er ingen anden,
end mig, saa lidt som Gud er Fanden.
Nu skjønner jeg, hvorhen det sigter!
Sublim som Tænker!
Høj som Digter!
Det gyntske selv, – det er den Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær, –
det gyntske selv, det er det Hav
af Indfald, Fordringer og Krav,
kort alt, som nettopp mit Bryst hæver,
og gjør at jeg, som saadan, lever.
Men som Vorherre trænger Muldet,
skal han bestaa som Verdens Gud,
saa har jeg og Behov for Guldet,
skal jeg som Kejser ta’e mig ud.
Men Guldet har De!
Ikke nok.
Ja, maaske for en to-tre Etmaal,
som Kejser a la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en Bloc,
vil være Gynt paa hele Kloden,
Sir Gynt fra Toppen og till Roden!
Besidde Verdens første Dejlighed!
Al Hundredaars Johannisberger!
Og alle Karl den tolvtes Værger!
Men først en profitabel Lejlighed
till Transaktion –
Den er alt funden;
og dertill var vor Ankring Grunden.
Iaften Farten staar mod Nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig Nyhed –!
(rejser sig med hævet Glas.)Det er, som Lykken uden Opphør
bær Hjælp till den, der selv har Kryhed –
Nu? Sig os –!
Hellas er i Opprør.
Hvad! Grækerne –?
Har rejst sig hjemme.
Hurra!
Og Tyrken er i Klemme!
(tømmer Glasset.)Till Hellas! Ærens Port staar aaben!
Jeg hjælper med mit franske Vaaben!
Og jeg med Oppraab – paa Distance!
Jeg ligesaa – med Leverance!
Gaa paa! Jeg finde skal i Bender
de verdenskjendte Sporespænder!
Tillgiv mig, Ven, at jeg en Stund
har miskjendt Dem!
Jeg dumme Hund,
jeg holdt Dem hartad for en Slyngel!
Det er for stærkt; kun for en Nar –
Jeg, Farbror, for et Exemplar
af Yankee-Pakkets værste Yngel –!
Forlad mig –!
Vi har alle famlet –
Hvad Snakk er det?
Nu ser vi samlet
i Glans den hele gyntske Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær –!
Saa det var Monsieur Gynt at være!
Det er at være Gynt med Ære!
Men sig mig dog –?
Forstaar De ej?
Ifald jeg gjør, jeg la’er mig hænge!
Hvorledes? Gaar ej Deres Vej
till Grækerne med Skib og Penge –?
Nej mange Takk! Jeg støtter Styrken
og laaner Pengene till Tyrken.
Umuligt!
Vittigt sagt, men Spøg!
Hør, mine Herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste Rest
af Venskab blaffrer bort i Røg.
Hvo intet ejer, lettvindt vover.
Naar man af Verden raader knappt
den Stribe Muld man skygger over,
man till Kanonmad er som skabt.
Men staar man berget paa det tørre,
som jeg, da er ens Indsatts større.
Gaa De till Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger Stridens Brand,
desbedre kan jeg Buen spænde.
Slaa smukt for Frihed og for Rett!
Løb Storm! Gjør Tyrken Helvedet hedt; –
og slut med Hæder Deres Dage
132paa Janitscharens Lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slaar paa Lommen.)Jeg har Mynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han slaar sin Solskjærm opp og gaar ind i Lunden hvor Hængekøjerne skimtes.)Den svinske Karl!
Ej Sans for Ære –!
Aa, Æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm Profit
for os, hvis Landet slog sig frit –
Jeg saa mig alt som Sejervinder
i Kreds af skjønne Grækerinder!
Jeg saa i mine svenske Hænder
de heltestore Sporespænder!
Jeg mit uhyre Fædrelands
Kultur saa spredt till Lands og Vands –!
Det værste Tab er det reelle.
God dam! Jeg kunde Taarer fælde!
Jeg saa mig som Olympens Ejer.
Hvis Berget svarer till sit Ry,
saa maa der findes Kobberlejer,
133som kunde tages opp paany.
Og dertill denne Elv, Kastale,
hvorom der gaar saa megen Tale,
med Fald paa Fald, beregnet lavt
till mer end tusend Hestes Kraft –!
Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd
er mer end Yankee-Guldet værd!
Maaske; men, ind i Rækken stukkne,
vi vil i Massens Mængde drukkne;
og hvor blir saa Profiten af?
Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –
og saa at standse ved dens Grav!
Hin sorte Kiste slutter inde
Nabobens gyldne Negersved –!
En Kongetanke! Fort! Afsted!
Hans Kejserdom er om en Hals!
Hurra!
Hvad vil De?
Vinde Magten!
Besættningen er lett tillfals.
Ombord! Jeg annekterer Yachten!
De – hvad –?
Jeg kniber alt iflæng!
(gaar ned till Jollen.)Da byder mig mit eget Tarv
at knibe med.
(gaar efter.)Det er en Skarv!
Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)Jeg faar vel følge dem paa Færden, –
men protesterer for Alverden –!
(gaar efter.)*
Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!
Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –
Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger Hænderne.)Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i Haaret.)135En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!
Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!
(med opprakkte Arme.)Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!
Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!
Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!
Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!
Verden skjøtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!
(vinker oppad.)Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!
Jeg har skikket Missionærer over till Asien!
En Haandsrækkning er dog en anden værd!
Aa, hjælp mig ombord –!
Det var Straffens Sverd!
Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!
O, evigt priset være Lykkens Slump – –
(rørt.)Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,
136holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –
(aander dybt ud.)Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?
Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.
Det er ikke saa farligt; –
(højt og indsmigrende.)han vil visst ikke
at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!
Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.
Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –
(farer forskræmt ivejret.)Var det en Løve, som knurred i Rørene –?
(med klapprende Tænder.)Nej, det var ingen Løve.
(mander sig opp.)En Løve; jo visst!
De Bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med Elefanter. – –
Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.
Derborte svajer Akazier og Palmer;
kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –
især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –
(klattrer opp.)Morgenen er ikke Kvelden lig;
det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tillrette.)Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.
137Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion
af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min Person; –
(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)men Økonom, – nej, det er han ikke!
*
Væk er Kejserens hvide Ganger!
Kejserens hellige Dragt er stjaalen!
Hundred Slag faar under Saalen
hver, som ikke Tyven fanger!
*
Fatalt! En højst ubehagelig Natt.
(slaar om sig.)Er du der igjen? Det er dog forbandet!
Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!
138Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og matt.
(forstyrres igjen; utaalmodig.)Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!
Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,
saa vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.
Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –
Atter en Sværm! De myldrer og kryr.
Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren Hale, –
noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –
Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!
(ser opp.)Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)Ja, – er du der, du gamle Buss!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?
Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –
Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!
Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.
Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:
139man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –
Der er Yngelen ogsaa!
(fægter og slaar.)Det er dog for galt,
at Mennesket, denne Skabningens Herre,
skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
*
Lansernes Tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Jeg føler alt Knappen
i Sandet trillende!
Ve, ve!
Min Fader var Tyv;
hans Søn maa stjæle.
Min Fader var Hæler;
hans Søn maa hæle.
Din Lod skal du bære;
dig selv skal du være.
Fodtrin i Krattet!
Paa Flugt! Men hvor?
Hulen er dyb
og Profeten stor!
(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)Hvilken livsalig Morgenstund! –
Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;
Sneglen kryber af Sneglehuset.
Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig Magt,
Naturen har saadan i Dagslyset lagt.
Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,
turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –
Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store Stæder,
blot for at rendes af Pakket paa Dør. –
Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,
snapper og tænker paa ingenting.
Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.
Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,
bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,
sig selv, som det blev paa hans første Bliv.
(sætter Lorgnetten paa Næsen.)141En Padde. Midt i en Sandstensblokk.
Forstening omkring. Kun Hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,
paa Verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?
Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.
Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?
Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar
min Sans for Tiden og Stedet forgaar.
(sætter sig ned i Skyggen.)Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.
Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.
(smager lidt.)Det er ligere Mad for et Kreatur; –
men der staar jo skrevet: tving din Natur!
Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.
(urolig.)Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet
og mage det saa, at jeg kommer ivej.
Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –
naar bare Vorherre under mig Helsen.
(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over Ørken.)Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –
Langt derborte skridter en Struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
Mening med alt dette tomme og døde?
142Dette, som alle Livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne Brøk af Verden, som ligger brakk;
dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,
har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –
hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –
Er det Hav, det i Øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun Sansebedrag.
Havet er i Vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra Ørken ved en skraanende Bakke.
(en Tanke farer gjennem ham.)Dæmmet ude? Saa kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et Gjennembrudd blot, en Kanal, –
som en Livsensflod vilde Vandene skylle
ind gjennem Svælget og Ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende Grav
ligge der frisk som et kruset Hav.
Oaserne vilde som Øer sig højne,
Atlas grønnes som Fjeldkyst mod Nord;
Sejlere vilde, som Fugle forfløjne,
skjære mod Syd Karavanernes Spor.
Livende Luft vilde sprede de kvalme
Dunster, og Dugg vilde drysse fra Sky;
Folk vilde bygge sig By ved By,
og Græs vilde gro om den svajende Palme.
Landet i Syd bag Saharas Mur
blev till et Kystland med frisk Kultur.
Damp vilde drive Tombuktus Fabrikker;
Bornu blev koloniseret med Il;
opp gjennem Habes foer Forskeren sikker
143i sin Waggon till den øvre Nil.
Midt i mit Hav, paa en fed Oase,
vil jeg forplante den norske Race;
det dølske Blod er jo kongeligt næsten;
arabisk Krydsning vil gjøre Resten.
Rundt om en Vik paa en stigende Strand
faar jeg lægge Peeropolis, Hovedstaden.
Verden er aflæggs! Nu kommer Raden
till Gyntiana, mit unge Land!
(springer opp.)Bare Kapitaler, saa er det gjort. –
En Nøgle af Guld till Havets Port!
Korstog mod Døden! Den griske Puger
skal aabne for Sækken, der han ligger og ruger.
For Frihed sværmes i alle Lande; –
som Asnet i Arken vil jeg sende et Raab
over Verden og bringe Befrielsens Daab
till de dejlige, bundne, vordende Strande.
Jeg maa frem! Kapitaler i Øst eller Vest!
Mit Rige, – mit halve Rige for en Hest!
(Hesten vrinsker i Fjeldkløften.)En Hest! Og Klædning! – Og Smykker, – og Værge!
(gaar nærmere.)Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at Viljen kan flytte Bjerge; –
men at den ogsaa kunde flytte en Hest –?
Vaas! Det er Faktum, at her staar Hesten; –
ab esse ad posse og saa videre forresten –.
(trækker Klædningen udenpaa og ser ned over sig.)Sir Peter, – og Tyrk fra Topp till Rod!
144Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rapp dig, Grane, min Ganger god!
(stiger i Sadlen.)Guldtøffel till at støtte min Fod! –
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
(han galopperer ind i Ørken.)*
Profeten er kommen!
Profeten, Herren, den alting vidende,
till os, till os er han kommen
over Sandhavet ridende!
Profeten, Herren, den aldrig fejlende,
till os, till os er han kommen
gjennem Sandhavet sejlende!
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
Hans Ganger er Mælken, den hvide,
som strømmer i Paradisets Floder.
Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder!
Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.
Intet Jordbarn dog taaler
Glansens Glans af de Stjerners Straaler!
145Gjennem Ørken han kom.
Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev Mørke;
bag ham foer Samum og Tørke.
Han, den herlige, kom!
Gjennem Ørken han kom,
som en Jordsøn pyntet.
Kaba, Kaba staar tom; –
han har selv forkyndt det!
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet Musik.)Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –
«ingen blir Profet i sit eget Land.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.
Der var noget hult i den hele Sag,
noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,
og aldrig rigtig som Mand af Faget.
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
Rode og rode i Forrettningsbingen.
Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig saa; det er hele Tingen. –
Være sig selv paa Grundlag af Guld,
det er som at bygge sit Hus paa Sandet.
For Uhr og for Ring og for alt det andet
146loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;
de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;
men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –
Profet; se, det er en klarere Stilling.
Da ved man dog paa hvad Fod man staar.
Slaar man an, saa er det en selv, som faar
Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.
Man er, hvad man er, foruden Snakk;
man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,
og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gjennem Ørken farende
og træffe Naturens Børn paa min Vej.
Profeten var kommen; den Sag var klar.
Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;
der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;
og jeg kan jo altid træde tillbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, saa at sige, privat;
jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;
kort sagt, jeg er Situationens Herre.
Profet og Hersker!
Hvad vil min Slavinde?
Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;
de beder at faa skue dit Ansigt –
Stopp!
Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;
sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.
Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!
Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –
rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –
Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.
Profeten er god! Profeten er bedrøvet
for det onde, som Støvets Sønner har øvet!
Profeten er mild; hans Mildhed være priset;
han aabner for Synderne Paradiset!
Benene gaar som Trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.
Hun har noget extravagante Former, –
ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;
men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –
en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.
Og just det extravagante behager,
naar man har tillbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for Rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
148det middels gjør vammel. –
Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;
ikke Armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen Forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –
Anitra, hør her!
Din Slavinde har hørt!
Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –
jeg gjør dig till Houri i Paradiset!
Umuligt, Herre!
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!
Men jeg har ingen Sjæl.
Saa kanst du faa!
Hvorledes, Herre?
Det maa jeg forstaa; –
jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.
Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,
149som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.
Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.
Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –
Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke
synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –
men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –
du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –
Profeten er god – –
Du nøler? Tal!
Men jeg ønsked heller –
Snakk væk uden Dvælen!
Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –
giv mig heller –
Hvilket?
Hin skjønne Opal!
Anitra! Evas naturlige Datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,
150og, som der staar hos en agtet Forfatter:
«das ewig weibliche ziehet uns an!»
*
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets Nøgle med.
Det bar tillhavs for nordlig Bris,
mens skjønne Kvinder sit Forlis
paa Havsens Strand begræd.
Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt
de salte Strømmes Vand.
Hvor Palmen svajer stolt og smukt,
i Krans om Oceanets Bugt,
jeg stak mit Skib i Brand.
Ombord jeg steg paa Slettens Skib,
et Skib paa fire Ben.
Det skummed under Piskens Hieb; –
jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –
jeg kviddrer paa en Gren!
Anitra, du er Palmens Most;
det maa jeg sande nu!
Ja, selv Angoragjedens Ost
er næppe halvt saa sød en Kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere.)Stillhed! Mon den fagre lytter?
151Har hun hørt mit lille Digt?
Mon hun bag Gardinet glytter,
udrappert af Slør og sligt? –
Hyss! Det klang jo, som om Korken
voldsomt af en Flaske sprang!
Nu igjen! Og end en Gang!
Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –
Nej, det er en hørbar Snorken. –
Sød Musik! Anitra sover.
Nattergal, hold opp at slaa!
Alslags Ufærd skal du faa,
hvis med Klukk og Klunk du vover – –
Dog, som skrevet staar, lad gaa!
Nattergalen er en Sanger;
ak, jeg selv er ligesaa.
Han, som jeg, med Toner fanger
Hjerter, ømme, bløde, smaa.
Skabt for Sang er Natten sval;
Sangen er vor fælles Sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og Nattergal.
Og just det, at Pigen sover,
er min Elskovslykkes Tipp; –
det, at spidse Læben over
Bægret uden mindste Nipp – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
Herre, kalder du i Natten?
Ja saamen; Profeten kalder.
Jeg blev vækket før af Katten
ved et voldsomt Jagtrabalder –
Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;
det var noget meget værre.
Hvilket da?
O, skaan mig!
Tal!
O, jeg rødmer –
Var det kanske
hvad der fyldte mig saa ganske,
da jeg gav dig min Opal?
Ligne dig, o, Verdens Skatt,
med en ækkel gammel Katt!
Barn, fra Elskovs Standpunkt set,
kan en Hankatt og Profet
komme hartad ud paa et.
Herre, Spøgens Honning strømmer
fra din Læbe.
Lille Ven;
du, som andre Piger, dømmer
Skorpen kun af store Mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og paa Tomandshaand især.
Af min Stilling er jeg bunden
till en Maskes Alvorsskjær;
Dagens Pligter gjør mig tvungen;
alt det Regnskab og Besvær,
som jeg har med en og hver,
gjør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun paa Tungen. –
Væk med Vaas! I Tetatet’en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi Profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)Kom, Anitra; vi vil hvile
under Palmens grønne Vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi Roller skifte;
da skal dine Læber friske,
mens jeg smiler, Elskov hviske!
Hvert dit Ord er sødt som Sange,
skjønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din Datter,
ved at lytte, Sjælen fange?
Sjælen, Aandens Lys og Viden
skal du nok bekomme siden.
Naar i Øst paa Rosenstrimer
prentes gyldent: her er Dagen, –
da, min Tøs, da gier jeg Timer;
du skal nok bli veloppdragen.
Men i Nattens lune Stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt Visdoms Rester
træde opp som Skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
rett betragtet, Hovedsagen.
Det er Hjertet, som det gjælder.
Tal, o, Herre! Naar du taler,
ser jeg Glimt, som af Opaler!
Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;
Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;
Sandhed i sin Overdrift
er en bagvendt Visdomsskrift.
Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,
som en Hund, hvis ej der gaar
sjælsforædte Folk paa Jorden,
som till Klarhed tungvindt naaer.
Jeg har kjendt en saadan Kropp,
Perlen i den hele Tropp;
og selv han tog fejl af Maalet,
misted Meningen i Skraalet. –
155Ser du Ørken om Oasen?
Hvis jeg blot min Turban svinger,
Verdenshavets Flod jeg tvinger
till at fylde hele Stadsen.
Men jeg var en Dompap-Pande,
hvis jeg skabte Hav og Lande.
Ved du, hvad det er at leve?
Lær mig det!
Det er at svæve
tørrskod nedad Tidens Elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i Mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kjære!
Gammel Ørn sin Fjærham fælder,
gammel Støder gaar og hælder,
gammel Kjærring mister Tænder,
gammel Knark faar vissne Hænder, –
hver og en faar vissen Sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en Sultan, hed og hel, –
ej paa Gyntianas Banker,
under Palmeløv og Ranker, –
men, paa Grundlag af det færske,
i en Kvindes Jomfru-Tanker. –
Ser du nu, min lille Pige,
hvi jeg har dig naadigst daaret, –
hvi jeg har dit Hjerte kaaret,
grundlagt, om jeg saa maa sige,
156der mit Væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine Længsler.
Voldsmagt i min Elskovs Stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som Guld og Ædelstene.
Skilles vi, er Livet omme, –
ja, for din Part, notabene!
Hele du, hver Trevl og Tomme,
uden Vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine Lokkers Midnattsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal, som babylonske Haver,
vinke mig till Sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme Pandehvælv.
Har man Sjæl, saa er man bunden
i Betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min Tro,
faa en Ring om Ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer Plads i Sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker.)Hvad? Hun sover! Er det gledet
Hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min Magt,
at hun flyder bort i Drømme
157paa min Elskovstales Strømme.
(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)Her er Søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du Kronen
paa din Kejsers Pande satt!
Sejr paa Grundlag af Personen
vandt Peer Gynt i denne Natt.
*
Lad være; jeg bider!
Du lille Skalk!
Hvad vil du?
Vil? Lege Due og Falk!
Føre dig bort! Gjøre gale Streger!
Skam dig! En gammel Profet –!
Aa, Vaas!
Profeten er ikke gammel, din Gaas!
Synes du dette paa Alderdom peger?
Slipp! Jeg vil hjem!
Nu er du kokett!
Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!
Vi gale Fugle, af Buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for Øjne.
Desuden, min Unge, paa samme Sted
bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;
man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –
især, naar man kommer som Profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.
Det var s’gu paa Tid at Besøget fik Endskab.
Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –
tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.
Ja, men er du Profet?
Jeg er din Kejser!
(vil kysse hende.)Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!
Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.
Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!
Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!
Saligt, at vide sig elsket saa højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!
(rækker hende Ridepisken og stiger af.)Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;
159her vil jeg gaa i Sandet og kave
till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!
Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.
Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!
Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,
saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –
din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!
Ja, du er ung. Har du flere Ringe?
Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!
Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)Jeg er en lyksalig Hane!
Hakk mig, min lille Tippe!
Ej! Hopp! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig Hane!
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –
uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!
(danser og synger igjen.)Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.
Pytt, sa’e Peer; – pytt, lad gaa!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!
Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!
Hejsan! Trækk ud!
Din Kaftan blev for lang,
din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –
Eh bien!
(knæler.)Men gjør mig en hæftig Sorg; –
det er sødt for elskende Hjerter at lide!
Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –
Till dit Paradis; – har vi langt at ride?
Aa, en tusende Mile –
Forlangt!
O, hør; –
du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –
Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.
Men du bad om en Sorg –
Ja, Død og Plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!
Anitra lyder Profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.)Naa, saa skulde da ogsaa – – –!
*
Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –
Dette hedenske Væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,
og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,
vrage Paafuglhabittens Pral,
støtte sin Færd till Lov og Moral,
være sig selv og faa sig tillsidst en
Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.
(gaar nogle Skridt.)Den Taske; – hun var paa et hængende Haar
ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.
Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven
et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
162Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,
at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.
Det var ikke selve Personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske Levnet,
saa ganske blottet for Virksomheds Salt,
som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.
En daarlig Bestilling at være Profet!
I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;
profetisk taget man flux er Bét,
saa saare man ter sig ædru og vaagen.
For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,
netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i Latter.)Hm, tænke sig till!
Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!
Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,
og ende som en Hane – med at lade sig plukke.
Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;
jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;
er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;
jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;
kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –
Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;
og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.
163Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;
min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.
Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –
Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;
et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.
Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –
en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –
hvad, om jeg som en rejsende Lærd
studerte de henfarne Tiders Graadighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –
Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!
Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,
leve den opp igjen, som i en Drøm, –
se Heltenes Kampe for stort og godt,
men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –
se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,
se Riger grundes og Riger forgaa, –
se Verdensepoker slaa ud af det smaa;
kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –
Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,
og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,
og Historiens indre Mekanik underfundig; –
men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,
164blir tidt Resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,
og drive det igjennem som Flint og Staal!
(stille bevæget.)Bryde, paa alle Kanter og Ender,
de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –
sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –
sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –
alt, for at finde det sandes Mysterium, –
(tørrer en Taare af Øjet.)det er den ægte Forskers Kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al Maade.
Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.
Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!
Det er vel tillgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,
ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –
Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes Veje; –
Samtiden er ej en Skosaale værd;
baade troløs og margløs er Mændenes Færd;
deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –
(trækker paa Skulderen.)og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!
(han gaar.)*
Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,
165og næste Sommer med, og det hele Aar; –
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen.)Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!
Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!
Her skal jeg vente till du kommer igjen;
og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!
*
Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –
Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;
men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.
Siden till Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med Verdens Skabelse,
det vilde bare lede till Fortabelse; –
jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;
og at se den, som man siger, i Sømmene efter,
ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.
(sætter sig paa en Sten.)Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.
Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;
faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpaa till-lands om det røde Hav;
kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –
Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
166de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –
det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.
Og saa med et Spring till Trojas Mur.
Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte
over till det herlige gamle Athen; –
der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,
befare det Pass, som Leonidas dækkte; –
jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,
finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;
nej, det er s’gu sandt, – der er Krig for Tiden –!
Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.
(ser paa sit Uhr.)Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før Solen rinder. Min Tid er knapp.
Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –
(rejser sig og lytter.)Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?
Af Halvgudens Aske stiger foryngende
Fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine Fugle?
Du maa dø eller raade
Sangens Gaade!
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
167fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.
Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –
Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.
(noterer i Lommebogen.)«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,
men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.
Det hele var naturligvis Sansebedrag. –
Ellers intet af Vægt observeret idag.»
(gaar vidre.)*
Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?
For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.
Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de saakaldte Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med Enden plantet paa Søjlestubber.
Men dette underlige Krydsningsdyr,
denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –
har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?
Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –
(gaar nærmere.)168De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –
ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i Hovedsagen. –
Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,
naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!
Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.
Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen.)Hej, Bøjg, hvem er du?
Ach, Sfinx, wer bist du?
Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!
Wer bist du?
Det taler jo Sproget færdigt!
Den Observation er ny og min.
(noterer i Bogen.)«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
Et Menneske!
Naa; det er ham, som prater.
(noterer igjen.)«Kom senerehen till andre Resultater.»
Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.
Hvad? Sfinxen –?
Jeg har kjendt ham i gamle Dage.
Famost! – Og det efter denne Natt!
Min Pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kjender ham, Mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
Hvad han er? Ja, det kan jeg glatt.
Han er sig selv.
Ha, Livsgaaden glindste
som Lyn for mit Syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
Ja, saa siger han idetmindste.
Sig selv! Omvæltningens Stund er nær!
(tager Hatten af.)Deres Navn, min Herre?
Jeg er døbt Peer Gynt.
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekjendte, –
det kommende, hvis Komme var mig forkyndt –
Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?
Peer Gynt! Dybsindig! Gaadefuld! Hvass!
Hvert Ord er ligesom en bundløs Lære!
Hvad er De?
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit Pass.
Atter det gaadefulde Ord paa Bunden!
(griber ham om Haandledet.)Till Kairo! Fortolkernes Kejser er funden!
Kejser?
Kom!
Er jeg virkelig kjendt –?
Fortolkernes Kejser – paa selvets Fundament!
*
Schafmann; sig mig, hvor er Direktøren?
Kjørt ud imorges længe før Dag.
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig Sag;
thi inatt –
Hyss, stille; der er han ved Døren!
Isandhed, en yderst begavet Mand;
næsten alt, hvad han siger, gaar over ens Forstand.
(ser sig om.)Saa dette her er de Lærdes Klubb?
Her vil De finde dem, Rubb og Stubb; –
de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Kreds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(raaber paa Vogterne.)Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i Burene med jer flux!
Vi?
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Naar Verden snurrer, saa snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et Bur.)Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer till Resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger Buret og kaster Nøglen i en Brønd.)Men, bedste Herr Doktor og Direktør –?
Ingen af Delene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg maa give mig Luft –
Hvad er det?
Lov mig, De ikke vil skjælve.
Jeg skal prøve –
Den absolute Fornuft
afgik ved Døden iaftes Kl. 11.
Gud fri mig –!
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
173thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste
for en Daarekiste.
En Daarekiste!
Ikke nu, forstaar De!
Nu skjønner jeg Stedet!
Og Manden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort.)Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?
Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.
Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –
akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.
Undskyld et Minut –
Nej, det var som en Aal; –
ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –
han sprælled paa Væggen – –
Hvor finder jeg Frelsen!
Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!
Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!
Nu er det klart, og det la’er sig ikke dølge, –
denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge
en hel Omvæltning till Lands og Vands.
De Personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,
konforme med Fornuften i dens nye Fase.
Og ser man endvidre paa Sagen rett,
er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett
begyndte de saakaldt kloge at rase.
De nævnte Klokken; min Tid er knapp –
Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!
(aabner en Dør og raaber:)Herud! Den vordende Tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
Nej, kjæreste Mand –!
(de afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.)God Mogen! Giv Møde,
og hils paa Befrielsens Morgenrøde!
Eders Kejser er kommen!
Kejser?
Ja visst!
Men Æren er saa stor, saa over al Maade –
Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade
i en Stund som denne.
Men und mig blot Frist –!
Nej, jeg duer s’gu ikke; jeg er rent fordummet!
En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?
Som er sig selv?
Ja, det er just Knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, saa at sige, foruden.
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.
Hver lukker sig inde i selvets Tønde,
i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –
han stænger hermetisk med selvets Spunds
og tættner Træet i selvets Brønde.
Ingen har Graad for de andres Veer;
176ingen har Sans for de andres Ideer.
Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,
os selv till Springbrættets yderste Rand, –
og følgelig, skal der en Kejser paa Tronen,
er det klart at De er den rette Mand.
Aa, gid jeg var Fanden –!
Nu ikke forknytt;
næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.
«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(till en mørk Skikkelse.)Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,
bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?
Kan jeg andet vel, naar Folket
Slægt for Slægt dør ufortolket?
(till Peer Gynt.)Du er fremmed; vil du høre?
Gudbevar’s!
Saa laan mig Øre. –
Fjernt i Øst, som Krans om Pande,
staar de malebarske Strande.
Portugiser og Hollænder
Landet med Kultur bespænder.
177Desforuden boer der Skarer
af de ægte Malebarer.
Disse Folk har Sproget blandet; –
de er Herrer nu i Landet. –
Men i Tiden længst forgangen
raaded der Orangutangen.
Han var Skogens Mand og Herre;
frit han turde slaa og snærre.
Som Naturens Haand ham skabte,
saa han gren og saa han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var Hersker i sit Rige. –
Ak, men saa kom Fremmedaaget
og forplumred Urskogs-Sproget.
Firehundredaarig Natten
ruged over Abekatten;
og man ved, saa lange Nætter
Landsens Folk i Stampe sætter. –
Skogens Urlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore Tanker male,
maa det ske ved Hjælp af Tale.
Hvilken Tvang for alle Stænder!
Portugiser og Hollænder,
Blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet paa at fægte
for vort Urskogs-Maal, det ægte, –
prøvet at belive Liget, –
hævdet Folkets Rett till Skriget, –
178skreget selv og paavist Trangen
till dets Brug i Folkesangen. –
Skralt man dog min Idrætt skatter. –
Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.
Takk, at du har laant mig Øre; –
ved du Raad, saa lad mig høre!
Der staar skrevet: man faar tude
med de Ulve, som er ude.
(højt.)Kjære Ven, saavidt jeg husker
findes i Marokko Busker,
hvor en Flok Orangutanger
lever uden Tolk og Sanger; –
deres Maal lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre Standsmænd,
vandred ud till Gavn for Landsmænd –
Takk, at du har laant mig Øre; –
som du raader, vil jeg gjøre.
(med en stor Gebærde.)Østen har forstødt sin Sanger!
Vesten har Orangutanger!
(han gaar.)Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
179sig selv i Kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.
(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen.)Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?
Er jeg Kong Apis?
Jeg maa tillstaa, desværre,
jeg er ikke inde i Situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –
Nu lyver du ogsaa.
Deres Højhed faar melde
hvordan Sagerne staar.
Det skal jeg fortælle.
(vender sig till Peer Gynt.)Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?
Han Navnet Kong Apis lød.
Nu gaar han under Navn af Mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle Pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
180Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en Gud,
og stillet ham opp i Templer,
i Lignelser af en Stud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg saa soleklart;
og hvis du ikke forstaar det,
saa skal du forstaa det snart.
Kong Apis var nemlig paa Jagten,
og steg af sin Hest en Stund,
og gik for sig selv afsides
ind paa min Oldefaers Grund.
Men Marken, Kong Apis gjøded,
har næret mig med sit Korn;
og trænges der flere Beviser,
saa har jeg usynlige Horn.
Og er det saa ikke forbandet,
at ingen vil prise min Magt!
Af Byrd er jeg Apis i Landet,
men Fellah i andres Agt.
Kan du sige hvad jeg skal gjøre,
saa raad mig foruden Svig; –
hvad det gjælder om, er at blive
Kong Apis den store lig.
Deres Højhed faar bygge Pyramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
Jo, det er en dejlig Tale!
En Fellah! En sulten Lus!
Jeg har nok med at holde min Hytte
ryddig for Rotter og Mus.
Fort, Mand, – find paa noget bedre,
som baade gjør stor og trygg,
og derhos aldeles lig med
Kong Apis bag paa min Rygg!
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpaa i Jordens Skjød,
bag Kistens naturlige Grænser,
forholdt Dem aldeles død?
Saa vil jeg! Mit Liv for en Strikke!
I Galgen med Haar og Hud! –
I Førstningen blir der lidt Forskjell;
men den jævner Tiden ud.
(gaar hen og gjør Anstalter till at hænge sig.)Det var en Personlighed, Herr Peer, –
en Mand med Methode –
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os naadig!
Jeg blir syg; – jeg er knappt mine Tanker raadig!
En Overgangstillstand; den varer kun kort.
En Overgang? Hvortill? Undskyld, – jeg maa bort –
Er De gal?
Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!
Man har meldt mig, her er kommet en Kejser idag.
(till Peer Gynt.)Det er Dem?
Ja, det er en afgjort Sag!
Godt. – Her er Noter, som skal besvares?
Hejsan! Rett saa; – jo værre, jo bedre!
Maaske De vilde med et Dypp mig hædre?
(bukker dybt.)Jeg er en Pen.
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt Pergament.
Min Historie, Herre, er kortelig den:
jeg gjælder for et Sandhus og er en Pen.
Min Historie, Herr Pen, er, i Korthed vævet, –
jeg er et Papirblad og blir aldrig beskrevet.
Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;
alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!
Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –
det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!
Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;
være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!
Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!
En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!
Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!
Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.
Her er Kniv!
Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!
Hvilken Vellyst at snitte sig.
(skjærer Halsen over.)Sprutt dog ikke.
Hold paa ham!
Hold paa mig! Der er Ordet!
Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!
(falder.)Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en paaholden Pen!
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –
et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –
hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!
(synker i Afmagt.)Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –
185er fra sig selv –! Hans Kroning sker!
(trykker Kransen paa ham og udraaber:)Han leve! Leve selvets Kejser!
Es lebe hoch der grosse Peer!
Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Peer Gynt ble skrevet i Italia og utgitt i november 1867. Boken ble straks en salgssuksess og allerede samme høst kom stykket i et nytt opplag.
Handlingen starter og slutter i Norge, men i løpet av stykket beveger hovedpersonen seg rundt i store deler av verden. Vi møter ham i Marokko, Egypt og ombord på et skip i Nordsjøen. Stykket er fullt av litterære allusjoner til europeisk diktning, men er også tydelig inspirert av Ibsens norske bakgrunn, hans reise gjennom Gudbrandsdalen i 1862 og ikke minst skildringer i norsk diktning, som for eksempel Peter Chr. Asbjørnsens Norske Huldreeventyr og Folkesagn.
Stykket har undertittel «et dramatisk dikt» og var fra Ibsens hånd først og fremst ment som et lesedrama. Uroppføringen kom ni år etter utgivelsen, på Christiania Theater i februar 1876, med Edvard Griegs musikk. Siden den gang har stykket jevnlig blitt satt opp og det spilles fremdeles på scener over hele verden.
Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1867 (NB digital)
Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.