Peer Gynt

av Henrik Ibsen

FJERDE HANDLING.

114(Paa Sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket Middagsbord, Solsejl og Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er henimod Solnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende Herre i elegant Rejsedragt, med Guldlorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale ifærd med at slutte Maaltidet.)

    Peer Gynt. 

Drikk, mine Herrer! Er man skabt

till Nydelse, saa skal man nyde.

Der staar jo skrevet: tabt er tabt,

og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?


    Trumpeterstraale. 

Du er superb som Vært, Broer Gynt!


    Peer Gynt. 

Jeg deler Æren med min Mynt,

med Kokk og Stewart –


    Master Cotton. 

                             Werry well;

en Skaal for alle fires Held!


    115Monsieur Ballon. 

Monsieur, De har en Gout, en Ton,

som nutilldags kun skjelden findes

hos Mænd, der lever en Garçon, –

et visst, jeg ved ej hvad –


    v. Eberkopf. 

                             Et Vift,

et Skjær af frigjort Aandsbetragtning

og Verdensborgerdomsforpagtning,

et Syn igjennem Skyens Rift,

der ej af snever Fordom bindes,

et Præg af højere Forklaring,

en Ur-Natur med Livserfaring

paa Trilogiens Topp forent.

Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?


    Monsieur Ballon. 

Jo, meget muligt; ikke ganske

saa smukt det klinger i det franske.


    v. Eberkopf. 

Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –

Men hvis till Fænomenet Grunden

vi søge vil –


    Peer Gynt. 

                             Saa er den funden.

Det er fordi jeg ej er gift.

Ja, mine Herrer, ganske klar

er Tingen. Hvad skal Manden være?

Sig selv; det er mit korte Svar.

Om sig og sit han skal sig kære.

116Men kan han det, som Pakk-Kammél

for andres Ve og andres Vel?


    v. Eberkopf. 

Men denne For- og I-sig-Væren,

jeg lover, har Dem kostet Strid –


    Peer Gynt. 

Aa ja saamen; i fordums Tid;

men altid gik jeg bort med Æren.

Engang var jeg dog ganske nær

i Fælden fanget mod min Vilje.

Jeg var en rask og vakker Fyr;

og Damen, som jeg havde kjær, –

hun var af kongelig Familje –


    Monsieur Ballon. 

Af kongelig?


    Peer Gynt 
(henkastende).

                             Af disse Ætter,

De ved nok –


    Trumpeterstraale 
(slaar i Bordet).

                             Disse Adelstroll!


    Peer Gynt 
(trækker paa Skulderen).

Forlagte Højheder, som sætter

sin Stolthed i, Plebejerpletter

at holde væk fra Stammens Skjold.


    Master Cotton. 

Gik saa Affæren overstyr?


    117Monsieur Ballon. 

Familjen var imod Partiet?


    Peer Gynt. 

Nej, tvertimod!


    Monsieur Ballon. 

                   Ah!


    Peer Gynt 
(skaansomt).

                             De forstaar;

der gaves Ting, som talte for

at faa os snarest muligt viet.

Men, rentud sagt, det hele Væsen

var mig fra først till sidst imod.

Jeg er i visse Dele kræsen,

og helst jeg staar paa egen Fod.

Og da nu Svigerfader kom

forblommet frem med Fordring om

jeg skulde skifte Navn og Stilling

og løse Adelskabsbevilling,

samt mangt og meget højst usmageligt,

for ej at sige uantageligt, –

saa trak jeg mig med Anstand ud,

gav Afslag paa hans Ultimatum –

og Afkald paa min unge Brud.

(trommer paa Bordet og synes andægtig.)

Ja, ja; der raader dog et Fatum!

Paa det vi Mennesker kan lide;

og det er trøsteligt at vide.


    Monsieur Ballon. 

Og dermed Sagen var forbi?


    118Peer Gynt. 

Nej, jeg fik føle noget andet;

thi Uvedkommende sig blanded

med høje Ramaskrig deri.

Værst var Familjens yngre Lemmer.

Med syv af dem jeg fik Duel.

Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,

skjønt jeg gik ud deraf med Held.

Det kosted Blod; men dette Blod

gier Brev paa min Persons Fordyrelse,

og peger styrkende imod,

som sagt, et Fatums vise Styrelse.


    v. Eberkopf. 

De har et Blik paa Livets Gang,

der hæver Dem till Tænker-Rang.

Imens en slett og rett Formener

ser hver for sig de spredte Scener,

og aldrig ender med at famle,

forstaar De alt till et at samle.

Med samme Norm De alting maaler.

De spidser till hver løs Eragtning,

saa hver og en gaar ud som Straaler

fra Lyset af en Livsbetragtning. –

Og De har ingentid studeret?


    Peer Gynt. 

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

en blot og bar Autodidakt.

Methodisk har jeg intet lært;

men jeg har tænkt og spekuleret,

og læst mig till en Del af hvert.

119Jeg har begyndt i ældre Alder;

da ved De jo, lidt tungt det falder

at pløje Side opp og ned

og tage ligt og uligt med.

Historien har jeg taget stykkevis;

thi mere fik jeg aldrig Tid till.

Og da man jo i tunge Tider

et noget visst maa sætte Lid till,

saa tog jeg Religionen rykkevis.

Paa den Manér det bedre glider.

Man skal ej læse for at sluge,

men for at se, hvad man kan bruge –


    Master Cotton. 

Se, det er praktisk!


    Peer Gynt 
(tænder en Cigar).

                             Kjære Venner;

betænk mit Levnetsløb forresten.

Hvorledes kom jeg først till Vesten?

Som fattig Karl med tomme Hænder.

Jeg maatte slide saart for Føden;

tro mig, det faldt mig tidtnok svært.

Men Livet, Venner, det er kjært;

og, som man siger, besk er Døden.

Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

og gamle Fatum, han var bøjelig.

Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

saa gik det stedse bedre, bedre.

Ti Aar derefter bar jeg Navn

af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.

120Mit Rygte fløj fra Havn till Havn

jeg havde Lykken inden Borde –


    Master Cotton. 

Hvad gjaldt Trafiken?


    Peer Gynt. 

                             Mest jeg gjorde

i Negere till Karolina

og Gudebilleder till Kina.


    Monsieur Ballon. 

Fi donc!


    Trumpeterstraale. 

                             For tusend, Farbroer Gynt!


    Peer Gynt. 

De finder nok Bedriften svævende

paa det tilladeliges Pynt?

Jeg selv har følt det samme levende.

Jeg fandt den endog odiøs.

Men, De kan tro mig, først begyndt,

det holder haardt at slippe løs.

Ialfald er det yderst svært

i slig en stor Forrettningsførelse,

der sætter Tusender i Rørelse,

at bryde ganske overtvert.

Det «overtvert» jeg kan ej lide,

men tillstaar paa den anden Side

at jeg har altid næret Agt

for hvad man kalder Konsekventserne;

og det, at overskride Grænserne,

121har stedse gjort mig lidt forsagt.

Desuden tog jeg till at ældes;

jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –

fik efterhaanden graasprængt Haar;

og skjønt min Helbred var fortrinlig,

saa faldt den Tanke dog mig pinlig:

hvem ved, hvor snart den Time slaar,

da Jurykjendelsen skal fældes

og skille Bukkene fra Faarene.

Hvad var at gjøre? Standse Farten

paa Kina gik umuligt an.

Jeg fandt dog Udvej, aabned snart en

Forrettning till paa samme Land.

Hver Vaar jeg Guder exporterte;

hver Høst jeg Prester udklarerte,

forsynte dem med det fornødne,

som Strømper, Bibler, Rum og Ris –


    Master Cotton. 

Ja, mod Profit?


    Peer Gynt. 

                             Naturligvis.

Det gik. De virked ufortrødne.

For hver en Gud, hist over kjøbt,

de fik en Kulier grundigt døbt,

saa Virkningen neutralisertes.

Missionens Mark laa aldrig brakk;

thi Guderne, som kolportertes,

af Presterne blev holdt i Schak.


    Master Cotton. 

Naa, men de afrikanske Varer?


    122Peer Gynt. 

Der sejred ogsaa min Moral.

Jeg indsaa, den Trafik var gal

for Folk i fremadskreden Alder.

Man ved jo ej naar fra man falder.

Og dertill kom de tusend Snarer

fra vore Filantropers Lejr,

for ej at nævne Kapringsfarer,

samt Risiko af Vind og Vejr.

Alt dette sammenlagt vandt Sejr.

Jeg tænkte: Peter, Rev i Sejlene;

se till, at du kan rette Fejlene!

Saa kjøbte jeg mig Land i Syden,

beholdt den sidste Kjødimport,

som ogsaa var af prima Sort.

De trivedes, blev blanke, fede,

saa det var mig og dem en Glæde.

Ja, jeg tør sige uden Skryden,

jeg handled mod dem som en Faer, –

hvad sine gode Renter bar.

Jeg bygged Skoler, for at Dyden

bestandig kunde holdes paa

et visst almindeligt Niveau,

og paasaa strængt at ingenstunder

dens Thermometer sank derunder.

Nu desforuden af de Dele

jeg har mig ganske trukket ud; –

jeg har Plantagen samt dens hele

Besættning solgt med Haar og Hud.

Paa Afskedsdagen gav jeg og

123till smaa og store gratis Grogg,

saa Mænd og Kvinder fik en Rus,

og Enkerne desuden Snus.

Se, derfor haaber jeg, saafremt

det Ord ej er et Mundsvejr blot:

hver den, som ej gjør ondt, gjør godt, –

saa er min Fortids Fejlgreb glemt,

og jeg kan holde, mer end mangen,

med Dyder mine Synder Stangen.


    v. Eberkopf 
(klinker med ham).

Hvor det er styrkende at høre

et Livsprincip i Scene satt,

forløst fra Theoriens Natt,

urokket af det ydre Røre!


    Peer Gynt 
(som under det foregaaende har stukket flittigt paa Flaskerne).

Vi Mænd fra Nord forstaar at føre

vor Krig igjennem! Kunstens Nøgle

i Livets Sag er simpelthen

at holde Øret tætt igjen

for Indpass af en farlig Øgle.


    Master Cotton. 

Hvad for en Øgle, dyre Ven?


    Peer Gynt. 

En liden en, en fult forførende

till det i et og alt afgjørende.

(drikker igjen.)

Hvad hele Vove-Kunsten gjælder,

124den Kunst, at eje Daadens Mod, –

det er: at staa med valgfri Fod

imellem Livets lumske Fælder, –

at vide visst, at alle Dage

er ikke slut med Stridens Dag, –

at vide, dig staar aaben bag

en Bro, som bære kan tillbage.

Den Theori har holdt mig frem;

den har min hele Vandel farvet;

og Theorien har jeg arvet

fra Slægten i min Barndoms Hjem.


    Monsieur Ballon. 

De er jo norsk?


    Peer Gynt. 

                             Af Fødsel, ja!

Men Verdensborger af Gemyt.

For hvad jeg har af Lykken nydt,

jeg takke kan Amerika.

De vel forsynte Bogreoler

jeg skylder Tydsklands yngre Skoler.

Fra Frankrig fik jeg mine Veste,

min Holdning og min Skjærv af Aand, –

fra England en arbejdsom Haand

og skjærpet Sans for eget bedste.

Af Jøden har jeg lært at vente.

Lidt Hang till dolce far niente

jeg fra Italien fik i Sending, –

og engang i en snever Vending

jeg øged mine Dages Maal

ved Bistand af det svenske Staal.


    125Trumpeterstraale 
(hæver sit Glas).

Ja, svenske Staalet –!


    v. Eberkopf. 

                             Staalets Svinger

vi først og fremst vor Hyldest bringer!

(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i Hovedet.)

    Master Cotton. 

Alt dette her er saare godt; –

men, Sir, nu gad jeg vide blot,

hvad De med Deres Guld vil gjøre.


    Peer Gynt 
(smilende).

Hm; gjøre? Hvad?


    Alle fire 
(rykker nærmere).

                             Ja, lad os høre!


    Peer Gynt. 

Nu; for det første gaa paa Rejser.

Se, derfor tog jeg jer ombord

som Selskabsbrødre i Gibraltar.

Jeg trængte till et Danserkor

af Venner om mit Guldkalv-Altar –


    v. Eberkopf. 

Højst vittigt sagt!


    Master Cotton. 

                             Men ingen hejser

sit Sejl for blot og bart at sejle.

126De har et Maal, det kan ej feile.

Og Maalet er –?


    Peer Gynt. 

                             At blive Kejser.


    Alle fire. 

Hvad?


    Peer Gynt 
(nikker).

                   Kejser!


    Herrerne. 

                   Hvor?


    Peer Gynt. 

                             I hele Verden.


    Monsieur Ballon. 

Hvorledes, Ven –?


    Peer Gynt. 

                             I Kraft af Guldet!

Den Plan er ingenlunde ny;

den Sjælen var i al min Færden.

Som Gut jeg har i Drømme rullet

vidt over Havet paa en Sky.

Jeg steg med Slæb og gylden Slire, –

og dratted ned paa alle fire.

Men Maalet, Venner, stod ved Magt. –

Der er jo skrevet eller sagt

etsteds, jeg mindes ikke hvor,

at hvis du vandt den ganske Jord,

men selv dig tabte, var din Vinding

kun Krans omkring en kløvet Tinding.

127Saa staar der, – eller noget sligt;

og dette Ord er intet Digt.


    v. Eberkopf. 

Men hvad er da det gyntske selv?


    Peer Gynt. 

Den Verden bag mit Pandehvælv,

som gjør at jeg er ingen anden,

end mig, saa lidt som Gud er Fanden.


    Trumpeterstraale. 

Nu skjønner jeg, hvorhen det sigter!


    Monsieur Ballon. 

Sublim som Tænker!


    v. Eberkopf. 

                             Høj som Digter!


    Peer Gynt 
(i stigende Stemning).

Det gyntske selv, – det er den Hær

af Ønsker, Lyster og Begjær, –

det gyntske selv, det er det Hav

af Indfald, Fordringer og Krav,

kort alt, som nettopp mit Bryst hæver,

og gjør at jeg, som saadan, lever.

Men som Vorherre trænger Muldet,

skal han bestaa som Verdens Gud,

saa har jeg og Behov for Guldet,

skal jeg som Kejser ta’e mig ud.


    Monsieur Ballon. 

Men Guldet har De!


    128Peer Gynt. 

                             Ikke nok.

Ja, maaske for en to-tre Etmaal,

som Kejser a la Lippe-Detmold.

Men jeg vil være mig en Bloc,

vil være Gynt paa hele Kloden,

Sir Gynt fra Toppen og till Roden!


    Monsieur Ballon 
(henreven).

Besidde Verdens første Dejlighed!


    v. Eberkopf. 

Al Hundredaars Johannisberger!


    Trumpeterstraale. 

Og alle Karl den tolvtes Værger!


    Master Cotton 

Men først en profitabel Lejlighed

till Transaktion –


    Peer Gynt. 

                             Den er alt funden;

og dertill var vor Ankring Grunden.

Iaften Farten staar mod Nord.

Aviserne, jeg fik ombord,

beretter mig en vigtig Nyhed –!

(rejser sig med hævet Glas.)

Det er, som Lykken uden Opphør

bær Hjælp till den, der selv har Kryhed –


    Herrerne. 

Nu? Sig os –!


    129Peer Gynt. 

                             Hellas er i Opprør.


    Alle fire 
(springer opp).

Hvad! Grækerne –?


    Peer Gynt. 

                             Har rejst sig hjemme.


    De fire. 

Hurra!


    Peer Gynt. 

                             Og Tyrken er i Klemme!

(tømmer Glasset.)

    Monsieur Ballon. 

Till Hellas! Ærens Port staar aaben!

Jeg hjælper med mit franske Vaaben!


    v. Eberkopf. 

Og jeg med Oppraab – paa Distance!


    Master Cotton. 

Jeg ligesaa – med Leverance!


    Trumpeterstraale. 

Gaa paa! Jeg finde skal i Bender

de verdenskjendte Sporespænder!


    Monsieur Ballon 
(falder Peer Gynt om Halsen).

Tillgiv mig, Ven, at jeg en Stund

har miskjendt Dem!


    v. Eberkopf 
(trykker hans Hænder).

                             Jeg dumme Hund,

jeg holdt Dem hartad for en Slyngel!


    130Master Cotton. 

Det er for stærkt; kun for en Nar –


    Trumpeterstraale 
(vil kysse ham).

Jeg, Farbror, for et Exemplar

af Yankee-Pakkets værste Yngel –!

Forlad mig –!


    v. Eberkopf. 

                             Vi har alle famlet –


    Peer Gynt. 

Hvad Snakk er det?


    v. Eberkopf. 

                             Nu ser vi samlet

i Glans den hele gyntske Hær

af Ønsker, Lyster og Begjær –!


    Monsieur Ballon 
(beundrende).

Saa det var Monsieur Gynt at være!


    v. Eberkopf 
(ligesaa).

Det er at være Gynt med Ære!


    Peer Gynt. 

Men sig mig dog –?


    Monsieur Ballon. 

                             Forstaar De ej?


    Peer Gynt. 

Ifald jeg gjør, jeg la’er mig hænge!


    131Monsieur Ballon. 

Hvorledes? Gaar ej Deres Vej

till Grækerne med Skib og Penge –?


    Peer Gynt 
(blæser).

Nej mange Takk! Jeg støtter Styrken

og laaner Pengene till Tyrken.


    Monsieur Ballon. 

Umuligt!


    v. Eberkopf. 

                             Vittigt sagt, men Spøg!


    Peer Gynt 
(tier lidt, støtter sig till en Stol og antager en fornem Mine).

Hør, mine Herrer, det er bedst

vi skilles, før den sidste Rest

af Venskab blaffrer bort i Røg.

Hvo intet ejer, lettvindt vover.

Naar man af Verden raader knappt

den Stribe Muld man skygger over,

man till Kanonmad er som skabt.

Men staar man berget paa det tørre,

som jeg, da er ens Indsatts større.

Gaa De till Hellas. Jeg skal sende

Dem gratis væbnede iland.

Jo mer De øger Stridens Brand,

desbedre kan jeg Buen spænde.

Slaa smukt for Frihed og for Rett!

Løb Storm! Gjør Tyrken Helvedet hedt; –

og slut med Hæder Deres Dage

132paa Janitscharens Lansestage. –

Men hav mig undskyldt.

(slaar paa Lommen.)

                             Jeg har Mynt

og er mig selv, Sir Peter Gynt.

(han slaar sin Solskjærm opp og gaar ind i Lunden hvor Hængekøjerne skimtes.)

    Trumpeterstraale. 

Den svinske Karl!


    Monsieur Ballon. 

                             Ej Sans for Ære –!


    Master Cotton. 

Aa, Æren, den fik endda være;

men tænk jer, hvad enorm Profit

for os, hvis Landet slog sig frit –


    Monsieur Ballon. 

Jeg saa mig alt som Sejervinder

i Kreds af skjønne Grækerinder!


    Trumpeterstraale. 

Jeg saa i mine svenske Hænder

de heltestore Sporespænder!


    v. Eberkopf. 

Jeg mit uhyre Fædrelands

Kultur saa spredt till Lands og Vands –!


    Master Cotton. 

Det værste Tab er det reelle.

God dam! Jeg kunde Taarer fælde!

Jeg saa mig som Olympens Ejer.

Hvis Berget svarer till sit Ry,

saa maa der findes Kobberlejer,

133som kunde tages opp paany.

Og dertill denne Elv, Kastale,

hvorom der gaar saa megen Tale,

med Fald paa Fald, beregnet lavt

till mer end tusend Hestes Kraft –!


    Trumpeterstraale. 

Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd

er mer end Yankee-Guldet værd!


    Master Cotton. 

Maaske; men, ind i Rækken stukkne,

vi vil i Massens Mængde drukkne;

og hvor blir saa Profiten af?


    Monsieur Ballon. 

Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –

og saa at standse ved dens Grav!


    Master Cotton 
(med knyttet Haand mod Fartøjet).

Hin sorte Kiste slutter inde

Nabobens gyldne Negersved –!


    v. Eberkopf. 

En Kongetanke! Fort! Afsted!

Hans Kejserdom er om en Hals!

Hurra!


    Monsieur Ballon. 

                   Hvad vil De?


    v. Eberkopf. 

                             Vinde Magten!

Besættningen er lett tillfals.

Ombord! Jeg annekterer Yachten!


    134Master Cotton. 

De – hvad –?


    v. Eberkopf. 

                             Jeg kniber alt iflæng!

(gaar ned till Jollen.)

    Master Cotton. 

Da byder mig mit eget Tarv

at knibe med.

(gaar efter.)

    Trumpeterstraale. 

                             Det er en Skarv!


    Monsieur Ballon. 

Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!

(følger de andre.)

    Trumpeterstraale. 

Jeg faar vel følge dem paa Færden, –

men protesterer for Alverden –!

(gaar efter.)

*

(Et andet Sted paa Kysten. Maaneskin og drivende Skyer. Yachten gaar langt ude for fuld Damp.)
(Peer Gynt løber langs Stranden. Snart kniber han sig i Armen, snart stirrer han ud over Havet.)

    Peer Gynt. 

Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!

Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –

Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!

(knuger Hænderne.)

Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!

(rykker sig i Haaret.)

135En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!

Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!

Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!

Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!

(med opprakkte Arme.)

Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!

Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!

Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!

Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!

Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!

Verden skjøtter sig nok selv imens! – –

Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!

Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!

(vinker oppad.)

Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!

Jeg har skikket Missionærer over till Asien!

En Haandsrækkning er dog en anden værd!

Aa, hjælp mig ombord –!

(en Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.)

    Peer Gynt 
(bleg og sagte).

                             Det var Straffens Sverd!

Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!

O, evigt priset være Lykkens Slump – –

(rørt.)

Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.

Jeg skulde frelses og de forgaa.

O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,

136holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –

(aander dybt ud.)

Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?

Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.

Det er ikke saa farligt; –

(højt og indsmigrende.)

                             han vil visst ikke

at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!

Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.

Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –

(farer forskræmt ivejret.)

Var det en Løve, som knurred i Rørene –?

(med klapprende Tænder.)

Nej, det var ingen Løve.

(mander sig opp.)

                             En Løve; jo visst!

De Bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med Elefanter. – –

Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.

Derborte svajer Akazier og Palmer;

kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –

især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –

(klattrer opp.)

Morgenen er ikke Kvelden lig;

det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.

(sætter sig tillrette.)

Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.

137Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion

af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod min Person; –

(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk:)

men Økonom, – nej, det er han ikke!

*

(Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og hvilende Krigere.)

    En Slave 
(kommer og river sig i Haaret).

Væk er Kejserens hvide Ganger!


    En anden Slave 
(kommer og sønderriver sine Klæder).

Kejserens hellige Dragt er stjaalen!


    Oppsynsmand 
(kommer).

Hundred Slag faar under Saalen

hver, som ikke Tyven fanger!

(Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.)

*

(Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.)
(Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en Sværm Abekatte fra Livet.)

    Peer Gynt. 

Fatalt! En højst ubehagelig Natt.

(slaar om sig.)

Er du der igjen? Det er dog forbandet!

Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!

138Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.

Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og matt.

(forstyrres igjen; utaalmodig.)

Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!

Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,

saa vil de andre tro jeg er ægte. –

Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.

Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –

Atter en Sværm! De myldrer og kryr.

Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren Hale, –

noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –

Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!

(ser opp.)

Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!

(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund.)

Ja, – er du der, du gamle Buss!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?

Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –

Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!

Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –

Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;

dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.

Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:

139man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –

Der er Yngelen ogsaa!

(fægter og slaar.)

                             Det er dog for galt,

at Mennesket, denne Skabningens Herre,

skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!

Den gamle var fæl, men de unge er værre!

*

(Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene Side et Fjeldkløft og en Hule.)
(En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning. Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.)

    Tyven. 

Lansernes Tunger,

slikkende, spillende, –

se, se!


    Hæleren. 

Jeg føler alt Knappen

i Sandet trillende!

Ve, ve!


    Tyven 
(folder Armene over Brystet).

Min Fader var Tyv;

hans Søn maa stjæle.


    Hæleren. 

Min Fader var Hæler;

hans Søn maa hæle.


    Tyven. 

Din Lod skal du bære;

dig selv skal du være.


    140Hæleren 
(lytter).

Fodtrin i Krattet!

Paa Flugt! Men hvor?


    Tyven. 

Hulen er dyb

og Profeten stor!

(de flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)

    Peer Gynt 
(kommer, skjærende paa en Rørfløjte).

Hvilken livsalig Morgenstund! –

Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;

Sneglen kryber af Sneglehuset.

Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –

Det er dog igrunden en mærkelig Magt,

Naturen har saadan i Dagslyset lagt.

Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,

turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –

Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –

ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store Stæder,

blot for at rendes af Pakket paa Dør. –

Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,

snapper og tænker paa ingenting.

Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.

Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,

bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,

sig selv, som det blev paa hans første Bliv.

(sætter Lorgnetten paa Næsen.)

141En Padde. Midt i en Sandstensblokk.

Forstening omkring. Kun Hovedet ude.

Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,

paa Verden og er sig selv – nok. –

(tænker sig om.)

Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?

Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.

Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?

Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar

min Sans for Tiden og Stedet forgaar.

(sætter sig ned i Skyggen.)

Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.

Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.

(smager lidt.)

Det er ligere Mad for et Kreatur; –

men der staar jo skrevet: tving din Natur!

Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.

Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.

(urolig.)

Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –

det er umuligt at tænke sig andet.

Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet

og mage det saa, at jeg kommer ivej.

Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –

naar bare Vorherre under mig Helsen.

(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over Ørken.)

Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –

Langt derborte skridter en Struds. –

Hvad skal en egentlig tro var Guds

Mening med alt dette tomme og døde?

142Dette, som alle Livskilder savner;

dette forbrændte, som ingen gavner;

denne Brøk af Verden, som ligger brakk;

dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,

har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –

hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –

Er det Hav, det i Øst, det blinkende, flakke,

som glittrer? Umuligt; kun Sansebedrag.

Havet er i Vest; det højner sig bag,

dæmmet ude fra Ørken ved en skraanende Bakke.

(en Tanke farer gjennem ham.)

Dæmmet ude? Saa kunde jeg –! Højden er smal.

Dæmmet ude! Et Gjennembrudd blot, en Kanal, –

som en Livsensflod vilde Vandene skylle

ind gjennem Svælget og Ørken fylde!

Snart vilde hele den glødende Grav

ligge der frisk som et kruset Hav.

Oaserne vilde som Øer sig højne,

Atlas grønnes som Fjeldkyst mod Nord;

Sejlere vilde, som Fugle forfløjne,

skjære mod Syd Karavanernes Spor.

Livende Luft vilde sprede de kvalme

Dunster, og Dugg vilde drysse fra Sky;

Folk vilde bygge sig By ved By,

og Græs vilde gro om den svajende Palme.

Landet i Syd bag Saharas Mur

blev till et Kystland med frisk Kultur.

Damp vilde drive Tombuktus Fabrikker;

Bornu blev koloniseret med Il;

opp gjennem Habes foer Forskeren sikker

143i sin Waggon till den øvre Nil.

Midt i mit Hav, paa en fed Oase,

vil jeg forplante den norske Race;

det dølske Blod er jo kongeligt næsten;

arabisk Krydsning vil gjøre Resten.

Rundt om en Vik paa en stigende Strand

faar jeg lægge Peeropolis, Hovedstaden.

Verden er aflæggs! Nu kommer Raden

till Gyntiana, mit unge Land!

(springer opp.)

Bare Kapitaler, saa er det gjort. –

En Nøgle af Guld till Havets Port!

Korstog mod Døden! Den griske Puger

skal aabne for Sækken, der han ligger og ruger.

For Frihed sværmes i alle Lande; –

som Asnet i Arken vil jeg sende et Raab

over Verden og bringe Befrielsens Daab

till de dejlige, bundne, vordende Strande.

Jeg maa frem! Kapitaler i Øst eller Vest!

Mit Rige, – mit halve Rige for en Hest!

(Hesten vrinsker i Fjeldkløften.)

En Hest! Og Klædning! – Og Smykker, – og Værge!

(gaar nærmere.)

Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst

etsteds at Viljen kan flytte Bjerge; –

men at den ogsaa kunde flytte en Hest –?

Vaas! Det er Faktum, at her staar Hesten; –

ab esse ad posse og saa videre forresten –.

(trækker Klædningen udenpaa og ser ned over sig.)

Sir Peter, – og Tyrk fra Topp till Rod!

144Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –

Rapp dig, Grane, min Ganger god!

(stiger i Sadlen.)

Guldtøffel till at støtte min Fod! –

Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!

(han galopperer ind i Ørken.)

*

(Telt hos en Araberhøvding, ensomt paa en Oase.)
(Peer Gynt i sin østerlandske Dragt hvilende paa Hynder. Han drikker Kaffe og røger af en lang Pibe. Anitra og en Flok Piger danser og synger for ham.)

    Pigernes Kor. 

Profeten er kommen!

Profeten, Herren, den alting vidende,

till os, till os er han kommen

over Sandhavet ridende!

Profeten, Herren, den aldrig fejlende,

till os, till os er han kommen

gjennem Sandhavet sejlende!

Rør Fløjten og Trommen;

Profeten, Profeten er kommen!


    Anitra. 

Hans Ganger er Mælken, den hvide,

som strømmer i Paradisets Floder.

Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder!

Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.

Intet Jordbarn dog taaler

Glansens Glans af de Stjerners Straaler!

145Gjennem Ørken han kom.

Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.

Hvor han red blev det lyst.

Bag ham blev Mørke;

bag ham foer Samum og Tørke.

Han, den herlige, kom!

Gjennem Ørken han kom,

som en Jordsøn pyntet.

Kaba, Kaba staar tom; –

han har selv forkyndt det!


    Pigernes Kor. 

Rør Fløjten og Trommen;

Profeten, Profeten er kommen!

(Pigerne danser under dæmpet Musik.)

    Peer Gynt. 

Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –

«ingen blir Profet i sit eget Land.» –

Dette her, det huger mig meget bedre,

end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.

Der var noget hult i den hele Sag,

noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –

jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,

og aldrig rigtig som Mand af Faget.

Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?

Rode og rode i Forrettningsbingen.

Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –

det traf sig saa; det er hele Tingen. –

Være sig selv paa Grundlag af Guld,

det er som at bygge sit Hus paa Sandet.

For Uhr og for Ring og for alt det andet

146loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;

de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;

men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –

Profet; se, det er en klarere Stilling.

Da ved man dog paa hvad Fod man staar.

Slaar man an, saa er det en selv, som faar

Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.

Man er, hvad man er, foruden Snakk;

man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,

og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –

Profet; ja, det er noget for mig.

Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –

blot ved at komme gjennem Ørken farende

og træffe Naturens Børn paa min Vej.

Profeten var kommen; den Sag var klar.

Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;

der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;

og jeg kan jo altid træde tillbage.

Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;

det hele er, saa at sige, privat;

jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;

kort sagt, jeg er Situationens Herre.


    Anitra 
(nærmer sig fra Indgangen.)

Profet og Hersker!


    Peer Gynt. 

                             Hvad vil min Slavinde?


    Anitra. 

Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;

de beder at faa skue dit Ansigt –


    147Peer Gynt. 

                             Stopp!

Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;

sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.

Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!

Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –

rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!

Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt

de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –

Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!

Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.


    Pigerne 
(dansende).

Profeten er god! Profeten er bedrøvet

for det onde, som Støvets Sønner har øvet!

Profeten er mild; hans Mildhed være priset;

han aabner for Synderne Paradiset!


    Peer Gynt 
(idet hans Øjne følger Anitra under Dansen).

Benene gaar som Trommestikker raske.

Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.

Hun har noget extravagante Former, –

ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;

men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –

en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.

Og just det extravagante behager,

naar man har tillbunds det normale nydt.

I det lovbundne blir man for Rusen snydt.

Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;

enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –

148det middels gjør vammel. –

Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;

ikke Armene heller; især den ene.

Men det er igrunden ingen Forringelse.

Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –

Anitra, hør her!


    Anitra 
(nærmer sig).

                             Din Slavinde har hørt!


    Peer Gynt. 

Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.

Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –

jeg gjør dig till Houri i Paradiset!


    Anitra. 

Umuligt, Herre!


    Peer Gynt. 

                             Hvad? Tror du, jeg væver?

Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!


    Anitra. 

Men jeg har ingen Sjæl.


    Peer Gynt. 

                             Saa kanst du faa!


    Anitra. 

Hvorledes, Herre?


    Peer Gynt. 

                             Det maa jeg forstaa; –

jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.

Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,

149som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.

Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.

Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –

Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.

Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke

synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –

men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –

du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –


    Anitra. 

Profeten er god – –


    Peer Gynt. 

                             Du nøler? Tal!


    Anitra. 

Men jeg ønsked heller –


    Peer Gynt. 

                             Snakk væk uden Dvælen!


    Anitra. 

Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –

giv mig heller –


    Peer Gynt. 

                   Hvilket?


    Anitra 
(peger paa hans Turban).

                             Hin skjønne Opal!


    Peer Gynt 
(henrykkt, idet han rækker hende Smykket).

Anitra! Evas naturlige Datter!

Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,

150og, som der staar hos en agtet Forfatter:

«das ewig weibliche ziehet uns an!»

*

(Maaneskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras Telt.)
(Peer Gynt med en arabisk Luth i Haanden sidder under et Træ. Hans Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.)

    Peer Gynt 
(spiller og synger).

Jeg stængte for mit Paradis

og tog dets Nøgle med.

Det bar tillhavs for nordlig Bris,

mens skjønne Kvinder sit Forlis

paa Havsens Strand begræd.

Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt

de salte Strømmes Vand.

Hvor Palmen svajer stolt og smukt,

i Krans om Oceanets Bugt,

jeg stak mit Skib i Brand.

Ombord jeg steg paa Slettens Skib,

et Skib paa fire Ben.

Det skummed under Piskens Hieb; –

jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –

jeg kviddrer paa en Gren!

Anitra, du er Palmens Most;

det maa jeg sande nu!

Ja, selv Angoragjedens Ost

er næppe halvt saa sød en Kost,

Anitra, ak, som du!

(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere.)

Stillhed! Mon den fagre lytter?

151Har hun hørt mit lille Digt?

Mon hun bag Gardinet glytter,

udrappert af Slør og sligt? –

Hyss! Det klang jo, som om Korken

voldsomt af en Flaske sprang!

Nu igjen! Og end en Gang!

Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –

Nej, det er en hørbar Snorken. –

Sød Musik! Anitra sover.

Nattergal, hold opp at slaa!

Alslags Ufærd skal du faa,

hvis med Klukk og Klunk du vover – –

Dog, som skrevet staar, lad gaa!

Nattergalen er en Sanger;

ak, jeg selv er ligesaa.

Han, som jeg, med Toner fanger

Hjerter, ømme, bløde, smaa.

Skabt for Sang er Natten sval;

Sangen er vor fælles Sfære;

det, at synge, er at være

os, Peer Gynt og Nattergal.

Og just det, at Pigen sover,

er min Elskovslykkes Tipp; –

det, at spidse Læben over

Bægret uden mindste Nipp – –;

men der er hun jo, minsæl!

Bedst, hun kom, alligevel.


    Anitra 
(fra Teltet).

Herre, kalder du i Natten?


    152Peer Gynt. 

Ja saamen; Profeten kalder.

Jeg blev vækket før af Katten

ved et voldsomt Jagtrabalder –


    Anitra. 

Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;

det var noget meget værre.


    Peer Gynt. 

Hvilket da?


    Anitra. 

                   O, skaan mig!


    Peer Gynt. 

                             Tal!


    Anitra. 

O, jeg rødmer –


    Peer Gynt 
(nærmere).

                             Var det kanske

hvad der fyldte mig saa ganske,

da jeg gav dig min Opal?


    Anitra 
(forskrækket).

Ligne dig, o, Verdens Skatt,

med en ækkel gammel Katt!


    Peer Gynt. 

Barn, fra Elskovs Standpunkt set,

kan en Hankatt og Profet

komme hartad ud paa et.


    Anitra. 

Herre, Spøgens Honning strømmer

fra din Læbe.


    153Peer Gynt. 

                             Lille Ven;

du, som andre Piger, dømmer

Skorpen kun af store Mænd.

Jeg er spøgefuld igrunden,

og paa Tomandshaand især.

Af min Stilling er jeg bunden

till en Maskes Alvorsskjær;

Dagens Pligter gjør mig tvungen;

alt det Regnskab og Besvær,

som jeg har med en og hver,

gjør mig tidt profetisk tvær;

men det ligger kun paa Tungen. –

Væk med Vaas! I Tetatet’en

er jeg Peer, – ja, den, jeg er.

Hej, nu jager vi Profeten;

og mig selv, mig har du her!

(sætter sig under et Træ og drager hende till sig.)

Kom, Anitra; vi vil hvile

under Palmens grønne Vifte!

Jeg skal hviske, du skal smile;

siden vil vi Roller skifte;

da skal dine Læber friske,

mens jeg smiler, Elskov hviske!


    Anitra 
(lægger sig for hans Fødder).

Hvert dit Ord er sødt som Sange,

skjønt jeg lidt kun deraf fatter.

Herre, svar mig, kan din Datter,

ved at lytte, Sjælen fange?


    154Peer Gynt. 

Sjælen, Aandens Lys og Viden

skal du nok bekomme siden.

Naar i Øst paa Rosenstrimer

prentes gyldent: her er Dagen, –

da, min Tøs, da gier jeg Timer;

du skal nok bli veloppdragen.

Men i Nattens lune Stille

var det dumt, ifald jeg vilde

med en luvslidt Visdoms Rester

træde opp som Skolemester. –

Sjælen er jo ikke heller,

rett betragtet, Hovedsagen.

Det er Hjertet, som det gjælder.


    Anitra. 

Tal, o, Herre! Naar du taler,

ser jeg Glimt, som af Opaler!


    Peer Gynt. 

Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;

Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;

Sandhed i sin Overdrift

er en bagvendt Visdomsskrift.

Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,

som en Hund, hvis ej der gaar

sjælsforædte Folk paa Jorden,

som till Klarhed tungvindt naaer.

Jeg har kjendt en saadan Kropp,

Perlen i den hele Tropp;

og selv han tog fejl af Maalet,

misted Meningen i Skraalet. –

155Ser du Ørken om Oasen?

Hvis jeg blot min Turban svinger,

Verdenshavets Flod jeg tvinger

till at fylde hele Stadsen.

Men jeg var en Dompap-Pande,

hvis jeg skabte Hav og Lande.

Ved du, hvad det er at leve?


    Anitra. 

Lær mig det!


    Peer Gynt. 

                             Det er at svæve

tørrskod nedad Tidens Elv,

helt og holdent som sig selv.

Kun i Mandskraft kan jeg være

den, jeg er, min lille kjære!

Gammel Ørn sin Fjærham fælder,

gammel Støder gaar og hælder,

gammel Kjærring mister Tænder,

gammel Knark faar vissne Hænder, –

hver og en faar vissen Sjæl.

Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,

som en Sultan, hed og hel, –

ej paa Gyntianas Banker,

under Palmeløv og Ranker, –

men, paa Grundlag af det færske,

i en Kvindes Jomfru-Tanker. –

Ser du nu, min lille Pige,

hvi jeg har dig naadigst daaret, –

hvi jeg har dit Hjerte kaaret,

grundlagt, om jeg saa maa sige,

156der mit Væsens Kalifat?

Jeg vil eje dine Længsler.

Voldsmagt i min Elskovs Stat!

Du skal være min alene.

Jeg vil være den, der fængsler

dig, som Guld og Ædelstene.

Skilles vi, er Livet omme, –

ja, for din Part, notabene!

Hele du, hver Trevl og Tomme,

uden Vilje, ja, og nej,

vil jeg vide fyldt af mig.

Dine Lokkers Midnattsgaver,

alt, hvad yndigt er at nævne,

skal, som babylonske Haver,

vinke mig till Sultanstævne.

Derfor er det brav igrunden

med dit tomme Pandehvælv.

Har man Sjæl, saa er man bunden

i Betragtning af sig selv.

Hør, imens vi just er ved det; –

hvis du vil, du skal, min Tro,

faa en Ring om Ankelledet; –

det blir bedst for begge to;

jeg taer Plads i Sjælestedet,

og forøvrigt – status quo.

(Anitra snorker.)

Hvad? Hun sover! Er det gledet

Hus forbi, hvad jeg har sagt? –

Nej; det stempler just min Magt,

at hun flyder bort i Drømme

157paa min Elskovstales Strømme.

(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød.)

Her er Søljer! Her er fler!

Sov, Anitra! Drøm om Peer – –

Sov! Isøvne har du Kronen

paa din Kejsers Pande satt!

Sejr paa Grundlag af Personen

vandt Peer Gynt i denne Natt.

*

(Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.)
(Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har Anitra foran sig paa Sadelknappen.)

    Anitra. 

Lad være; jeg bider!


    Peer Gynt. 

                             Du lille Skalk!


    Anitra. 

Hvad vil du?


    Peer Gynt. 

                             Vil? Lege Due og Falk!

Føre dig bort! Gjøre gale Streger!


    Anitra. 

Skam dig! En gammel Profet –!


    Peer Gynt. 

                             Aa, Vaas!

Profeten er ikke gammel, din Gaas!

Synes du dette paa Alderdom peger?


    Anitra. 

Slipp! Jeg vil hjem!


    158Peer Gynt. 

                             Nu er du kokett!

Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!

Vi gale Fugle, af Buret fløjne,

tør aldrig mere komme ham for Øjne.

Desuden, min Unge, paa samme Sted

bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;

man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –

især, naar man kommer som Profet eller sligt.

Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.

Det var s’gu paa Tid at Besøget fik Endskab.

Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –

tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.


    Anitra. 

Ja, men er du Profet?


    Peer Gynt. 

                             Jeg er din Kejser!

(vil kysse hende.)

Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!


    Anitra. 

Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.


    Peer Gynt. 

Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!


    Anitra. 

Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!


    Peer Gynt. 

Saligt, at vide sig elsket saa højt!

Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!

(rækker hende Ridepisken og stiger af.)

Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;

159her vil jeg gaa i Sandet og kave

till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.

Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!

Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.

Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!

Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,

saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –

din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!


    Anitra. 

Ja, du er ung. Har du flere Ringe?


    Peer Gynt. 

Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!

Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.

Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!

(danser og synger.)

Jeg er en lyksalig Hane!

Hakk mig, min lille Tippe!

Ej! Hopp! Lad mig trippe; –

jeg er en lyksalig Hane!


    Anitra. 

Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –

rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.


    Peer Gynt. 

Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –

uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!

(danser og synger igjen.)

Unge Peer Gynt er en Galfrands; –

han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.

Pytt, sa’e Peer; – pytt, lad gaa!

Unge Peer Gynt er en Galfrands!


    160Anitra. 

Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!


    Peer Gynt. 

Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!

Hejsan! Trækk ud!


    Anitra. 

                             Din Kaftan blev for lang,

din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –


    Peer Gynt. 

Eh bien!

(knæler.)

                             Men gjør mig en hæftig Sorg; –

det er sødt for elskende Hjerter at lide!

Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –


    Anitra. 

Till dit Paradis; – har vi langt at ride?


    Peer Gynt. 

Aa, en tusende Mile –


    Anitra. 

                   Forlangt!


    Peer Gynt. 

                             O, hør; –

du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –


    Anitra. 

Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.

Men du bad om en Sorg –


    Peer Gynt 
(rejser sig).

                             Ja, Død og Plage!

En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!


    161Anitra. 

Anitra lyder Profeten! – Farvel!

(hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.)

    Peer Gynt 
(staar en lang Stund som lynslagen).

Naa, saa skulde da ogsaa – – –!

*

(Samme Sted. En Time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.)

    Peer Gynt 
(idet han kaster Turbanen langt fra sig).

Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –

Dette hedenske Væsen duer s’gu ej.

Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,

og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –

Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?

En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,

vrage Paafuglhabittens Pral,

støtte sin Færd till Lov og Moral,

være sig selv og faa sig tillsidst en

Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.

(gaar nogle Skridt.)

Den Taske; – hun var paa et hængende Haar

ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.

Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,

hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.

Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven

et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –

162Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,

at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.

Det var ikke selve Personen, der faldt.

Det er egentlig dette profetiske Levnet,

saa ganske blottet for Virksomheds Salt,

som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.

En daarlig Bestilling at være Profet!

I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;

profetisk taget man flux er Bét,

saa saare man ter sig ædru og vaagen.

For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,

netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.

Men, ikke desmindre –

(brister i Latter.)

                             Hm, tænke sig till!

Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!

Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!

Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,

og ende som en Hane – med at lade sig plukke.

Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –

Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!

Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;

jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;

er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –

Og dette middels er igrunden bedst.

Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;

jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;

kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –

Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;

og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.

163Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;

min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.

Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.

«Atter og fram, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt», –

saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –

Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;

et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.

Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –

en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?

Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –

hvad, om jeg som en rejsende Lærd

studerte de henfarne Tiders Graadighed?

Isandhed, ja; det er noget for mig!

Krøniker læste jeg alt som liden,

og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –

Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!

Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,

leve den opp igjen, som i en Drøm, –

se Heltenes Kampe for stort og godt,

men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –

se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,

se Riger grundes og Riger forgaa, –

se Verdensepoker slaa ud af det smaa;

kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –

Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,

og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –

Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,

og Historiens indre Mekanik underfundig; –

men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,

164blir tidt Resultatet originalest. – –

Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,

og drive det igjennem som Flint og Staal!

(stille bevæget.)

Bryde, paa alle Kanter og Ender,

de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –

sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –

sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –

alt, for at finde det sandes Mysterium, –

(tørrer en Taare af Øjet.)

det er den ægte Forskers Kriterium! –

Jeg føler mig lykkelig over al Maade.

Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.

Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!

Det er vel tillgiveligt om jeg knejser

og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,

ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –

Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;

aldrig slide de levendes Veje; –

Samtiden er ej en Skosaale værd;

baade troløs og margløs er Mændenes Færd;

deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –

(trækker paa Skulderen.)

og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!

(han gaar.)

*

(Sommerdag. Højt oppe mod Nord. En Hytte i Storskogen. Aaben Dør med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.)
(En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i Solskinnet.)

    Kvinden 
(kaster et Øje nedover Vejen og synger):

Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,

165og næste Sommer med, og det hele Aar; –

men engang vil du komme, det ved jeg visst;

og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.

(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen.)

Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!

Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!

Her skal jeg vente till du kommer igjen;

og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!

*

(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten staar i Sandet.)
(Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en Stund omkring.)

    Peer Gynt. 

Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –

Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;

men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.

Siden till Assyrien jeg lægger ivej.

Helt at begynde med Verdens Skabelse,

det vilde bare lede till Fortabelse; –

jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;

jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;

og at se den, som man siger, i Sømmene efter,

ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.

(sætter sig paa en Sten.)

Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,

till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.

Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;

faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.

Derpaa till-lands om det røde Hav;

kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –

Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger

166de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –

det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.

Og saa med et Spring till Trojas Mur.

Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte

over till det herlige gamle Athen; –

der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,

befare det Pass, som Leonidas dækkte; –

jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,

finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;

nej, det er s’gu sandt, – der er Krig for Tiden –!

Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.

(ser paa sit Uhr.)

Det er dog for galt, hvor længe det varer,

før Solen rinder. Min Tid er knapp.

Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –

(rejser sig og lytter.)

Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?

(Soloppgang.)

    Memnonstøtten 
(synger):

Af Halvgudens Aske stiger foryngende

Fugle syngende.

Zeus, den alvidende,

skabte dem stridende.

Visdomsugle,

Hvor sover mine Fugle?

Du maa dø eller raade

Sangens Gaade!


    Peer Gynt. 

Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik

167fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.

Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –

Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.

(noterer i Lommebogen.)

«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,

men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.

Det hele var naturligvis Sansebedrag. –

Ellers intet af Vægt observeret idag.»

(gaar vidre.)

*

(Ved Landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af Klippen. Langt borte Kairos Spir og Minaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen oppmærksomt, snart gjennem Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.)

    Peer Gynt. 

Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før

noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?

For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.

Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?

Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,

ligned de saakaldte Dovregubber,

slig, som han sad der, stiv og stind,

med Enden plantet paa Søjlestubber.

Men dette underlige Krydsningsdyr,

denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –

har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?

Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?

Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!

Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –

det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –

(gaar nærmere.)

168De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –

ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;

men ellers den samme i Hovedsagen. –

Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,

naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!

Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.

Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!

(raaber mod Sfinxen.)

Hej, Bøjg, hvem er du?


    En Stemme 
(bag Sfinxen).

                             Ach, Sfinx, wer bist du?


    Peer Gynt. 

Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!


    Stemmen. 

Wer bist du?


    Peer Gynt. 

                             Det taler jo Sproget færdigt!

Den Observation er ny og min.

(noterer i Bogen.)

«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»

(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)

    Begriffenfeldt. 

Et Menneske!


    Peer Gynt. 

                             Naa; det er ham, som prater.

(noterer igjen.)

«Kom senerehen till andre Resultater.»


    Begriffenfeldt 
(under alleslags urolige Fagter).

Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!

Hvad fører Dem just idag herhen?


    169Peer Gynt. 

En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.


    Begriffenfeldt. 

Hvad? Sfinxen –?


    Peer Gynt 
(nikker).

                             Jeg har kjendt ham i gamle Dage.


    Begriffenfeldt. 

Famost! – Og det efter denne Natt!

Min Pande hamrer! Den er nærved at revne!

De kjender ham, Mand? Tal! Svar! Kan De nævne,

hvad han er?


    Peer Gynt. 

                             Hvad han er? Ja, det kan jeg glatt.

Han er sig selv.


    Begriffenfeldt 
(med et Spring).

                             Ha, Livsgaaden glindste

som Lyn for mit Syn! – Det er visst, at han er

sig selv?


    Peer Gynt. 

                             Ja, saa siger han idetmindste.


    Begriffenfeldt. 

Sig selv! Omvæltningens Stund er nær!

(tager Hatten af.)

Deres Navn, min Herre?


    Peer Gynt. 

                             Jeg er døbt Peer Gynt.


    170Begriffenfeldt 
(med stille Beundring).

Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –

Peer Gynt? Det vil sige: det ubekjendte, –

det kommende, hvis Komme var mig forkyndt –


    Peer Gynt. 

Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?


    Begriffenfeldt. 

Peer Gynt! Dybsindig! Gaadefuld! Hvass!

Hvert Ord er ligesom en bundløs Lære!

Hvad er De?


    Peer Gynt 
(beskeden).

                             Jeg har altid prøvet at være

mig selv. Forøvrigt er her mit Pass.


    Begriffenfeldt. 

Atter det gaadefulde Ord paa Bunden!

(griber ham om Haandledet.)

Till Kairo! Fortolkernes Kejser er funden!


    Peer Gynt. 

Kejser?


    Begriffenfeldt. 

                   Kom!


    Peer Gynt. 

                             Er jeg virkelig kjendt –?


    Begriffenfeldt 
(idet han trækker ham med sig).

Fortolkernes Kejser – paa selvets Fundament!

*

171(I Kairo. Et stort Gaardsrum med høje Mure og Byggninger omkring. Gittervinduer; Jernbure.)
(Tre Vogtere i Gaarden. En fjerde kommer.)

    Den kommende. 

Schafmann; sig mig, hvor er Direktøren?


    En Vogter. 

Kjørt ud imorges længe før Dag.


    Første. 

Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig Sag;

thi inatt –


    En anden. 

                             Hyss, stille; der er han ved Døren!

(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, laaser Porten og stikker Nøglen i Lommen.)

    Peer Gynt 
(for sig selv).

Isandhed, en yderst begavet Mand;

næsten alt, hvad han siger, gaar over ens Forstand.

(ser sig om.)

Saa dette her er de Lærdes Klubb?


    Begriffenfeldt. 

Her vil De finde dem, Rubb og Stubb; –

de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Kreds;

den er nylig forøget med hundred og treds – –

(raaber paa Vogterne.)

Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –

ind i Burene med jer flux!


    Vogterne. 

Vi?


    172Begriffenfeldt. 

                             Hvem ellers? Afsted, afsted!

Naar Verden snurrer, saa snurrer vi med.

(tvinger dem ind i et Bur.)

Han er kommen imorges, den store Peer; –

I kan slutte jer till Resten, – jeg siger ikke mer.

(stænger Buret og kaster Nøglen i en Brønd.)

    Peer Gynt. 

Men, bedste Herr Doktor og Direktør –?


    Begriffenfeldt. 

Ingen af Delene! Jeg var det før – –

Herr Peer; kan De tie? Jeg maa give mig Luft –


    Peer Gynt 
(i stigende Uro).

Hvad er det?


    Begriffenfeldt. 

                             Lov mig, De ikke vil skjælve.


    Peer Gynt. 

Jeg skal prøve –


    Begriffenfeldt 
(trækker ham hen i et Hjørne og hvisker).

                             Den absolute Fornuft

afgik ved Døden iaftes Kl. 11.


    Peer Gynt. 

Gud fri mig –!


    Begriffenfeldt. 

                             Ja, det er yderst beklageligt.

Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;

173thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste

for en Daarekiste.


    Peer Gynt. 

                             En Daarekiste!


    Begriffenfeldt. 

Ikke nu, forstaar De!


    Peer Gynt 
(bleg og sagte).

                             Nu skjønner jeg Stedet!

Og Manden er gal; – og ingen ved det!

(trækker sig bort.)

    Begriffenfeldt 
(følger efter).

Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?

Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.

Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –

akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.


    Peer Gynt. 

Undskyld et Minut –


    Begriffenfeldt 
(holder paa ham).

                             Nej, det var som en Aal; –

ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –

han sprælled paa Væggen – –


    Peer Gynt. 

                             Hvor finder jeg Frelsen!


    Begriffenfeldt. 

Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!


    174Peer Gynt. 

Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!


    Begriffenfeldt. 

Nu er det klart, og det la’er sig ikke dølge, –

denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge

en hel Omvæltning till Lands og Vands.

De Personligheder, som før kaldtes gale,

blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,

konforme med Fornuften i dens nye Fase.

Og ser man endvidre paa Sagen rett,

er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett

begyndte de saakaldt kloge at rase.


    Peer Gynt. 

De nævnte Klokken; min Tid er knapp –


    Begriffenfeldt. 

Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!

(aabner en Dør og raaber:)

Herud! Den vordende Tid er forkyndt!

Fornuften er død. Leve Peer Gynt!


    Peer Gynt. 

Nej, kjæreste Mand –!

(de afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.)

    Begriffenfeldt. 

                             God Mogen! Giv Møde,

og hils paa Befrielsens Morgenrøde!

Eders Kejser er kommen!


    Peer Gynt. 

                   Kejser?


    175Begriffenfeldt. 

                             Ja visst!


    Peer Gynt. 

Men Æren er saa stor, saa over al Maade –


    Begriffenfeldt. 

Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade

i en Stund som denne.


    Peer Gynt. 

                             Men und mig blot Frist –!

Nej, jeg duer s’gu ikke; jeg er rent fordummet!


    Begriffenfeldt. 

En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?

Som er sig selv?


    Peer Gynt. 

                             Ja, det er just Knuden.

Jeg er mig selv i et og i alt;

men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt

at være sig selv, saa at sige, foruden.


    Begriffenfeldt. 

Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!

Her er man sig selv aldeles forbandet;

sig selv og ikke det ringeste andet; –

man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.

Hver lukker sig inde i selvets Tønde,

i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –

han stænger hermetisk med selvets Spunds

og tættner Træet i selvets Brønde.

Ingen har Graad for de andres Veer;

176ingen har Sans for de andres Ideer.

Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,

os selv till Springbrættets yderste Rand, –

og følgelig, skal der en Kejser paa Tronen,

er det klart at De er den rette Mand.


    Peer Gynt. 

Aa, gid jeg var Fanden –!


    Begriffenfeldt. 

                             Nu ikke forknytt;

næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.

«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;

jeg vælger det første det bedste iflæng –

(till en mørk Skikkelse.)

Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,

bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?


    Huhu. 

Kan jeg andet vel, naar Folket

Slægt for Slægt dør ufortolket?

(till Peer Gynt.)

Du er fremmed; vil du høre?


    Peer Gynt 
(bukker).

Gudbevar’s!


    Huhu. 

                             Saa laan mig Øre. –

Fjernt i Øst, som Krans om Pande,

staar de malebarske Strande.

Portugiser og Hollænder

Landet med Kultur bespænder.

177Desforuden boer der Skarer

af de ægte Malebarer.

Disse Folk har Sproget blandet; –

de er Herrer nu i Landet. –

Men i Tiden længst forgangen

raaded der Orangutangen.

Han var Skogens Mand og Herre;

frit han turde slaa og snærre.

Som Naturens Haand ham skabte,

saa han gren og saa han gabte.

Uforment han turde skrige;

han var Hersker i sit Rige. –

Ak, men saa kom Fremmedaaget

og forplumred Urskogs-Sproget.

Firehundredaarig Natten

ruged over Abekatten;

og man ved, saa lange Nætter

Landsens Folk i Stampe sætter. –

Skogens Urlyd er forstummet;

ikke længer blir der brummet; –

skal vi vore Tanker male,

maa det ske ved Hjælp af Tale.

Hvilken Tvang for alle Stænder!

Portugiser og Hollænder,

Blandingsracen, Malebaren,

hver er lige ilde faren. –

Jeg har prøvet paa at fægte

for vort Urskogs-Maal, det ægte, –

prøvet at belive Liget, –

hævdet Folkets Rett till Skriget, –

178skreget selv og paavist Trangen

till dets Brug i Folkesangen. –

Skralt man dog min Idrætt skatter. –

Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.

Takk, at du har laant mig Øre; –

ved du Raad, saa lad mig høre!


    Peer Gynt 
(sagte).

Der staar skrevet: man faar tude

med de Ulve, som er ude.

(højt.)

Kjære Ven, saavidt jeg husker

findes i Marokko Busker,

hvor en Flok Orangutanger

lever uden Tolk og Sanger; –

deres Maal lød malebarisk; –

det var smukt og exemplarisk, –

dersom De, lig andre Standsmænd,

vandred ud till Gavn for Landsmænd –


    Huhu. 

Takk, at du har laant mig Øre; –

som du raader, vil jeg gjøre.

(med en stor Gebærde.)

Østen har forstødt sin Sanger!

Vesten har Orangutanger!

(han gaar.)

    Begriffenfeldt. 

Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.

Af sit eget er han fyldt, og af det alene.

Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –

179sig selv i Kraft af at være fra sig.

Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,

fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.

(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen.)

Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?


    Fellahen 
(vildt till Peer Gynt).

Er jeg Kong Apis?


    Peer Gynt 
(trækker sig bag Doktoren).

                             Jeg maa tillstaa, desværre,

jeg er ikke inde i Situationen;

men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –


    Fellahen. 

Nu lyver du ogsaa.


    Begriffenfeldt. 

                             Deres Højhed faar melde

hvordan Sagerne staar.


    Fellahen. 

                             Det skal jeg fortælle.

(vender sig till Peer Gynt.)

Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?

Han Navnet Kong Apis lød.

Nu gaar han under Navn af Mumie,

og er derhos aldeles død.

Han har bygget alle Pyramider,

og hugget den store Sfinx,

og kriget, som Doktoren siger,

med Tyrken baade rechts og links.

180Og derfor det ganske Ægypten

har priset ham som en Gud,

og stillet ham opp i Templer,

i Lignelser af en Stud. –

Men jeg er denne Kong Apis,

det ser jeg saa soleklart;

og hvis du ikke forstaar det,

saa skal du forstaa det snart.

Kong Apis var nemlig paa Jagten,

og steg af sin Hest en Stund,

og gik for sig selv afsides

ind paa min Oldefaers Grund.

Men Marken, Kong Apis gjøded,

har næret mig med sit Korn;

og trænges der flere Beviser,

saa har jeg usynlige Horn.

Og er det saa ikke forbandet,

at ingen vil prise min Magt!

Af Byrd er jeg Apis i Landet,

men Fellah i andres Agt.

Kan du sige hvad jeg skal gjøre,

saa raad mig foruden Svig; –

hvad det gjælder om, er at blive

Kong Apis den store lig.


    Peer Gynt. 

Deres Højhed faar bygge Pyramider,

og hugge en større Sfinx,

og krige, som Doktoren siger,

med Tyrken baade rechts og links.


    181Fellahen. 

Jo, det er en dejlig Tale!

En Fellah! En sulten Lus!

Jeg har nok med at holde min Hytte

ryddig for Rotter og Mus.

Fort, Mand, – find paa noget bedre,

som baade gjør stor og trygg,

og derhos aldeles lig med

Kong Apis bag paa min Rygg!


    Peer Gynt. 

Hvad om Deres Højhed hang Dem,

og derpaa i Jordens Skjød,

bag Kistens naturlige Grænser,

forholdt Dem aldeles død?


    Fellahen. 

Saa vil jeg! Mit Liv for en Strikke!

I Galgen med Haar og Hud! –

I Førstningen blir der lidt Forskjell;

men den jævner Tiden ud.

(gaar hen og gjør Anstalter till at hænge sig.)

    Begriffenfeldt. 

Det var en Personlighed, Herr Peer, –

en Mand med Methode –


    Peer Gynt. 

                             Ja, ja; jeg ser –;

men han hænger sig virkelig! Gud, vær os naadig!

Jeg blir syg; – jeg er knappt mine Tanker raadig!


    Begriffenfeldt. 

En Overgangstillstand; den varer kun kort.


    182Peer Gynt. 

En Overgang? Hvortill? Undskyld, – jeg maa bort –


    Begriffenfeldt 
(holder ham).

Er De gal?


    Peer Gynt. 

                             Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!

(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gjennem Sværmen.)

    Hussejn. 

Man har meldt mig, her er kommet en Kejser idag.

(till Peer Gynt.)

Det er Dem?


    Peer Gynt 
(fortvivlet).

                             Ja, det er en afgjort Sag!


    Hussejn. 

Godt. – Her er Noter, som skal besvares?


    Peer Gynt 
(river sig i Haaret).

Hejsan! Rett saa; – jo værre, jo bedre!


    Hussejn. 

Maaske De vilde med et Dypp mig hædre?

(bukker dybt.)

Jeg er en Pen.


    Peer Gynt 
(bukker endnu dybere).

                             Og jeg er plent

et krimskramset, kejserligt Pergament.


    183Hussejn. 

Min Historie, Herre, er kortelig den:

jeg gjælder for et Sandhus og er en Pen.


    Peer Gynt. 

Min Historie, Herr Pen, er, i Korthed vævet, –

jeg er et Papirblad og blir aldrig beskrevet.


    Hussejn. 

Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;

alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!


    Peer Gynt. 

Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –

det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!


    Hussejn. 

Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;

være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!


    Peer Gynt 
(hopper højt).

Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –

altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!


    Hussejn. 

En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!

Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!


    Peer Gynt. 

Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,

af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.


    Begriffenfeldt. 

Her er Kniv!


    184Hussejn 
(griber den).

                             Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!

Hvilken Vellyst at snitte sig.

(skjærer Halsen over.)

    Begriffenfeldt 
(viger tillside).

                             Sprutt dog ikke.


    Peer Gynt 
(i stigende Angst).

Hold paa ham!


    Hussejn. 

                             Hold paa mig! Der er Ordet!

Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!

(falder.)

Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:

han leved og han døde som en paaholden Pen!


    Peer Gynt 
(svimler).

Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!

Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –

et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!

(skriger.)

Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –

hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!

(synker i Afmagt.)

    Begriffenfeldt 
(med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham).

Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –

185er fra sig selv –! Hans Kroning sker!

(trykker Kransen paa ham og udraaber:)

Han leve! Leve selvets Kejser!


    Schafmann 
(i Buret).

Es lebe hoch der grosse Peer!

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Peer Gynt

Peer Gynt ble skrevet i Italia og utgitt i november 1867. Boken ble straks en salgssuksess og allerede samme høst kom stykket i et nytt opplag.

Handlingen starter og slutter i Norge, men i løpet av stykket beveger hovedpersonen seg rundt i store deler av verden. Vi møter ham i Marokko, Egypt og ombord på et skip i Nordsjøen. Stykket er fullt av litterære allusjoner til europeisk diktning, men er også tydelig inspirert av Ibsens norske bakgrunn, hans reise gjennom Gudbrandsdalen i 1862 og ikke minst skildringer i norsk diktning, som for eksempel Peter Chr. Asbjørnsens Norske Huldreeventyr og Folkesagn.

Stykket har undertittel «et dramatisk dikt» og var fra Ibsens hånd først og fremst ment som et lesedrama. Uroppføringen kom ni år etter utgivelsen, på Christiania Theater i februar 1876, med Edvard Griegs musikk. Siden den gang har stykket jevnlig blitt satt opp og det spilles fremdeles på scener over hele verden.

Gå til Henrik Ibsens skrifter for bakgrunnsstoff, kommentarer, varianter, faksimiler m.m.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1867 (NB digital)

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.