Se Hallingskarven i Vinterham; –

han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.

Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;

han har endnu den grønne Iskaaben paa.

Folgefaannen, hun er nu saa fin, –

ligger som en Jomfru i skjære Lin.

Vær ingen Galninger, gamle Gutter!

Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.

To Mand tillrors, – og Lanternen satt!

Det kuler stivt.

                             Vi faar Storm inatt.

Har en fra Havet Kjending af Ronden?

Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.

Eller Blaahø?

                             Nej; men oppe fra Riggen

kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.

Hvor har vi Haartejgen?

                             Saa omtrent.

Ja vel.

                             Det lader till De er kjendt.

Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;

og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.

Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –

hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –

og under, langs med den aabne Fjord, –

188der er det altsaa Menneskene boer.

De bygger spredt her i Landet.

                             Ja;

der er vidt imellem og langt ifra.

Er vi inde før Daggry?

                             Saa ved Pass,

ifald ikke Natten blir altfor hvass.

Det tykkner i Vest.

                   Det gjør saa.

                             Stopp!

De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –

jeg er sindet, som man siger, at øve godt

imod Mandskabet –

                   Takker!

                             Det blir kun smaat.

Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –

Fatum og jeg vi er rent paa Kant.

De ved, hvad jeg har ombord i Behold.

Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.

Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt

mellem Folket hjemme.

                             Jeg har ingen Slægt.

Der er ingen, som venter den rige Styggen. –

Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!

Der har vi Vejret.

                             Ja, husk saa paa, –

er nogen af Folkene rigtig trængende,

saa ser jeg ikke saa nøje paa Pengene –

Det er vakkert. De flestes Kaar er smaa;

alle har de Kjærring og Unger hjemme.

Med Hyren alene falder det tyndt;

men kom de nu hjem med lidt extra Mynt,

blev der et Gjensyn, de sent vilde glemme.

Hvad for noget? Har de Kjærring og Unger?

Er de gifte?

                             Gifte? Ja, hele Flokken.

Men den, som er trangest stillet, er Kokken;

hos ham er tillhuse den svarte Hunger.

Gifte? Har hjemme nogen, som venter?

Som glædes, naar de kommer? Hvad?

                             Ja vel, –

paa Fattigfolks Maade.

                             Og kommer de en Kveld,

hvad saa?

                             Saa tænker jeg Kjærringen henter

lidt godt for en Gangs Skyld –

                             Og Lys i Pladen?

Kanhænde to; og en Dram till Maden.

Og saa sidder de lunt? Har Varme paa Gruen?

Har Ungerne om sig? Der er Staak i Stuen;

der er ingen, som hører den anden tillende, –

slig Glæde er der paa dem –?

                             Det kunde vel hænde.

Og derfor var det vakkert, De lovte før, –

at spede lidt till.

                             Nej, om jeg gjør!

191Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger

ud till Fromme for andres Unger?

Jeg har surt nok slæbt for at tjene min Mynt!

Ingen venter paa gamle Peer Gynt.

Ja, ja; som De vil; Deres Penge er Deres.

Rigtig! De er mine og ingen fleres.

Oppgjør, saa fort De har Anker i Bunden!

Min Fragt fra Panama som Kahyttspassager.

Saa Brændevin till Folkene. Ikke mer.

Gier jeg mere, Kaptejn, kan De slaa mig paa Munden!

Jeg skylder Dem Kvittering og ikke Juling; –

men undskyld; nu faar vi Storm for Kuling.

Holde en ustyrtelig Ungeflok hjemme; –

ligge som en Glæde i Sindene fremme; –

følges af andres Tanker paa Vej –!

Der er aldrig nogen, som tænker paa mig. –

Lys i Pladen? Det Lys skal slukkne.

Jeg vil finde paa noget –! Jeg vil drikke dem drukkne; –

ikke en af de Djævler skal gaa ædru iland.

Fulde skal de komme till Kjærring og Unger!

De skal bande; de skal slaa i Bordet saa det runger, –

skræmme dem, der venter, fra Vid og Forstand!

Kjærringen skal skrige og rømme af Huset, – –

192trive Ungerne med! Hele Glæden i Gruset!

Naa, det var en ordentlig Overhaling.

Havet arbejder, som det havde Betaling; –

det er endnu sig selv her nord under Leden; –

Sjøen paatvers, lige vrang og vreden – –

Hvad er det for Skrig?

                             Et Vrag i Læ!

Roret hart Styrbord! Klods for Vinden!

Er der Folk paa Vraget?

                             Jeg skimter tre!

Fir Hækkjollen ned –

                             Den blev fyldt forinden.

Hvem tænker paa sligt?

                             Er I Folk, saa frels!

Hvad Fanden, om I faar jer en fugtet Pels –

Det er ugjørligt i sligt et Hav.

De skriger igjen! Se, Vinden skraler –.

Kokk, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –

Nej, ikke om tyve Pundsterling De gav –

I Hunde! I Krystersjæle! Kan I glemme,

det er Folk, som har Kjærring og Unger hjemme?

Nu sidder de og venter –

                             Taalmod er sundt.

Bær af for Brottet!

                             Vraget gik rundt.

Der blev stille med et –?

                             Var de gifte, som De tænker,

saa fik Verden rett nu tre nybagte Enker.

Der er ingen Tro mellem Menneskene mer, –

ingen Kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –

lidet gjør de godt, og mindre de beer,

194og har slett ingen Agt for de vældige Magter. –

I et Vejr, som inatt, er Vorherre farlig.

De Bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,

det er vogsomt at lege med Elefanter; – –

og saa lægger de sig ud med ham aabenbarlig!

Jeg er skyldløs; paa Offerpynten

kan jeg bevise jeg stod med Mynten.

Men hvad har jeg for det? – Der gaar jo det Ord:

Samvittighedsfred er en dejlig Pude.

Aa ja, det holder Stikk paa den tørre Jord,

men duer s’gu ikke for en Snus ombord,

hvor en skikkelig Mand er blandt Pakket ude.

Tillsjøs faar en aldrig være sig selv;

en faar følge de andre fra Dækk till Hvælv;

slaar Hævnens Time for Baadsmand og Kokken,

saa stryger jeg sagtens i Vasken med Flokken; –

ens særlige Tarv sættes rent till Siden; –

man gjælder som en Pølse i Slagtetiden. –

Fejlen er den, jeg har været for from.

Og Utakk har jeg for hele Stasen.

Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,

og prøved en Stund at spille Basen.

Der er Tid endnu! Det skal spørges i Byggden

at Peer er kommen over Havet i Højden!

Gaarden vil jeg vinde med ondt eller godt; –

jeg vil bygge den om; den skal lyse som et Slott.

Men ingen faar Lov at komme ind i Stuen!

For Porten skal de staa og dreje paa Luven; –

tigge og tryggle, – det kan de frit;

men ingen faar en eneste Skilling af mit; – –

195maatte jeg under Skjæbnens Piskeslag hyle,

saa findes vel de, jeg igjen kan prygle – –

Godaften!

                             Godaften! Hvad –? Hvem er De?

Jeg er Deres Medpassager, till Tjeneste.

Ja saa? Jeg trode, jeg var den eneste.

En fejl Formodning, som nu er forbi.

Men underligt nok, at først ikveld

jeg ser Dem –

                             Jeg gaar ikke ud om Dagen.

De er kanske syg? De er hvid, som et Lagen –

Nej, Takk, – jeg befinder mig inderlig vel.

Det stormer hvasst.

                             Ja, velsignet, Mand!

Velsignet?

                             Havet gaar højt, som Huse.

Ah, ens Tænder løber i Vand!

Tænk, hvilke Vrag det inatt vil knuse; –

og tænk, hvilke Lig, der vil drive iland!

Bevares vel!

                             Har De set en kvalt, –

en hængt, – eller drukknet?

                             Nu blir det for galt –!

Ligene ler. Men Latteren er tvungen;

og de fleste har gjerne bidt sig i Tungen.

Bliv mig fra Livet –!

                             Et Spørgsmaal kun!

Hvis vi f. Ex. tørned paa Grund

og sank i Mørket –

                             De tror, her er Fare?

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.

Dog, sætt nu, jeg flyder og De gaar tillbunds –

Aa, Sludder –

                             Det er en Mulighed kuns.

Men staar man i Graven med den ene Fod,

blir man blød, og deler ud milde Gaver –

Ho, Penge!

                             Nej; men er De saa god

at skjænke mig Deres ærede Kadaver –?

Nu gaar det for vidt!

                             Bare Liget, forstaar De!

Det er for min Videnskabs Skyld –

                             Nu gaar De!

Men, kjære, betænk, – De har Fordel af Sagen!

Jeg skal faa Dem aabnet og lagt for Dagen.

Hvad jeg navnlig vil søge, er Sædet for Drømmene, –

og forresten gaa Dem kritisk efter i Sømmene –

Vig fra mig!

                             Men, kjære, – en drukknet Kropp –!

Bespottelige Mand! De ægger Uvejret opp!

Er det ikke for galt! Vi har Storm og Regn,

en ustyrtelig Sjøgang og alskens Tegn

till noget, som kan gjøre os et Hode kortere; –

og saa ter De Dem saa det kommer desfortere!

De er nok ikke opplagt till vidre Forhandling;

men Tiden bringer jo saa mangen Forvandling – –

Vi træffes naar De synker, om ikke før;

kanske De da er i bedre Humør.

Uhyggelige Karle, disse Videnskabsmænd!

Sligt Fritænkervæsen –

                             Et Ord, min Ven!

Passageren? Hvad er det for et Galehuslem?

Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.

Ikke andre? Nu blir det værre og værre.

Hvem gik i Kahyttsdøren?

                             Skibshunden, Herre!

Land klods forud!

                             Min Kuffert! Min Kasse!

Alt Godset paa Dækket!

                             Vi har andet at passe.

Det var Sludder, Kaptejn! Bare Løjer og Spas; –

det er ganske visst, jeg vil hjælpe Kokken –

Klyveren sprang!

                             Og der strøg Fokken!

Grundbrott for Bougen!

                             Hun gaar i Knas!

Hjælp! Baad fra Land! Hjælp! Jeg forgaar!

Frels, Herre Gud, – som skrevet staar!

Aa, Herre Gud, – for mine Smaa,

vær naadig! Lad mig Landet naa!

Slipp!

                   Slipp!

                   Jeg slaar!

                             Jeg slaar igjen!

Jeg knuser dig med Spark og Spænd!

Slipp Taget! Hvælvet bær ej to!

Det ved jeg. Vig!

                   Vig selv!

                             Jo-jo!

Den Næven væk!

                             Aa, snille, – spar!

Husk paa de Smaa, jeg hjemme har!

Jeg trænger Livet mer end du,

for jeg er ungeløs endnu.

Slipp! De har levet; jeg er ung!

Fort; rapp dig; synk; – du blir saa tung.

Vær naadig! Vig i Herrens Navn!

For Dem bær ingen Sorg og Savn –

Jeg drukkner –!

                             I dit Nakkehaar

jeg holder; læs dit Fadervor!

Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –

Det væsentligste i en Fart –!

Giv os idag –!

                             Spring over, Kokk;

hvad du har nødig, faar du nok.

Giv os idag –

                             Den samme Sang!

Det mærkes, du var Kokk engang –

Giv os idag vort –

                             Amen, Gut!

Du var og blev dig selv till Slut. –

Hvor der er Liv, der er der Haab –

Godmorgen!

                   Huj!

                             Jeg hørte Raab; –

Det var dog morsomt jeg Dem fandt.

Nu? Kan De se, jeg spaade sandt?

Slipp! Slipp! Her er knappt Plads for en!

Jeg svømmer med det venstre Ben.

Jeg flyder, faar jeg blot med Spidsen

af Fingren holde her i Ridsen.

Men Apropos om Liget –

                             Ti!

Med Resten er det rent forbi –

Hold Munden!

                             Ganske som De vil.

Hvad godt?

                   Jeg tier.

                             Satans Spil! –

Hvad gjør De?

                   Venter.

                             Jeg blir gal! –

Hvad er De?

                   Venlig!

                             Vidre! Tal!

Hvad tror De? Ved De ingen anden,

som er mig lig?

                             Aa, jeg ved Fanden –!

Har han for Skikk at tænde Lygten

paa Livsens Nattvej gjennem Frygten?

Se, se! Naar Sagen grejdes ud,

saa er De vel et Lysets Bud?

Ven, – har De en Gang blot hvert Halvaar

tillbunds fornummet Angstens Alvor?

Rædd blir man jo, naar Faren truer; –

men Deres Ord er satt paa Skruer –

Ja, har De blot en Gang i Livet

havt Sejren, som i Angst er givet?

Kom De at aabne mig en Dør,

saa var det dumt De ej kom før.

Det ligner ingenting at vælge

sin Tid naar Havet vil en svælge.

Var kanske Sejren mere trolig

i Deres Ovnskrog, lun og rolig?

Lad gaa; – men Deres Snakk var gjækkende.

Hvor kan De tro den virker vækkende?

Hvor jeg er fra, der gjælder Smil

i Højde med pathetisk Stil.

Alt har sin Tid; for Tolder sømmeligt,

som skrevet staar, for Bisp fordømmeligt.

Den Sværm, som sov i Askens Urner,

gaar ej till Hverdags paa Kothurner.

Vig fra mig, Skræmsel! Pakk dig, Mand!

Jeg vil ej dø! Jeg maa iland!

For den Sags Skyld vær uforsagt; –

man dør ej midt i femte Akt.

Der slap det ud af ham tillsidst; –

han var en traakig Moralist.

Her gaar nok en Landsmand al Kjødets Vej.

Gud ske Lov, at det ikke er mig.

Og nu, da Sjælen stævner mod sin Dom,

og Støvet hviler lig en Bælgfrugt tom, –

nu, kjære Venner, taler vi et Ord

om denne Dødes Vandring paa vor Jord.

Han var ej rig, og heller ej forstandig,

hans Røst var spag, hans Holdning var umandig,

sin Mening bar han vegt og uvisst frem,

og knappt han raadig var i eget Hjem;

i Kirken tren han, som han vilde bede

om Lov till, andre lig, at tage Sæde.

Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.

Da hid han flytted, var han fast en Gut; –

og visst I mindes, at till sidste Slut

man saa ham stødt med højre Haand i Lommen.

Den højre Haand i Lommen var det egne,

der præged Mandens Billed i ens Sind, –

og dertill denne Vridning, den forlegne

Tillbagetrukkethed, hvor han kom ind.

Men skjønt han helst sin stille Vej gad slingre,

og skjønt han blev en Fremmed mellem os,

207saa ved I visst, hans Dølgsmaalsstræv tilltrods, –

den Haand, han skjulte, bar kun fire Fingre. –

Jeg mindes godt for mange Herrens Aar

en Morgen; der blev holdt Session paa Lunde.

Det var i Krigens Tid. I alles Munde

var Landets Trængsler og dets Fremtids Kaar.

Jeg var tillstede. Midt for Bordet sad

Kaptejnen mellem Lensmand og Sergenter;

og Gut for Gut blev maalt paa alle Kanter

og skreven ind og tagen till Soldat.

Fuld Stuen var, og udenfor paa Traakken

lød højmælt Latter mellem Ungdomsflokken.

Da raabtes opp et Navn. En ny kom frem,

en, der var bleg, som Sne paa Bræens Bræm.

Han kaldtes nærmere; han naaede Bordet; –

den højre Haand var hyllet i en Klud; –

han gisped, svælged, snapped efter Ordet, –

men fandt ej Mæle, trods Kaptejnens Bud.

Dog jo, tillsidst; og da, med Brand paa Kindet,

med Tungen svigtende og atter rapp,

han mumled noget om en Sigd, som glap

og skar i Vaade Fingren af till Skindet.

Der blev i Stuen Stillhed samme Stund.

Man skifted Øjekast; man trak paa Mund;

man stened Gutten med de stumme Blikke.

Han kjendte Hagglen, men han saa den ikke.

Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –

han spytted, pegte ud og sagde: gaa!

Og Gutten gik. Man veg till begge Sider,

saa der i Midten blev en Spidsrodsgang; –

208han vandt tilldørs; der satte han paa Sprang; –

opp bar det nu, – opp gjennem Lund og Lider,

opp gjennem Røsen, styrtende og hældende.

Han havde hjemme borte mellem Fjeldene. –

Et Halvaar efter var det hid han kom

med Moer og Spædebarn og Fæstekvinde.

Han byggsled Jord etsteds paa Hejen inde,

hvor Ødemarken grænser opp mod Lomb.

Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;

han tømred Hus; han brød den haarde Grund;

han kom ivej, hvad mangen Agerflækk

fortalte der den bølged gul og kjækk; –

ved Kirken bar han højre Haand i Lommen, –

men hjemme tror jeg nok de Fingre ni

fik trælle fuldt saa saart, som andres ti. –

En Vaar blev alting revet bort af Flommen.

De slap derfra med Livet. Arm og nøgen

han tog paa Ryddningsværket fatt paany,

og inden Høsten kom, steg atter Røgen

ifra en Fjeldgaard, lagt i bedre Ly.

I Ly? For Flommen, ja, – men ej for Bræen;

to Aar derefter laa den under Sneen.

Dog, Mandens Mod fik Skreden ikke krøget.

Han grov, han rensed, førsled, rydded Grus, –

og før den næste Vintersne var føget,

stod rejst for tredje Gang hans ringe Hus.

Tre Sønner havde han, tre raske Gutter;

i Skole skulde de, og did var langt; –

det gjaldt at naa, hvor Byggdevejen slutter,

igjennem Skaret, styrtende og trangt.

209Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte

som bedst, og der, hvor Stien faldt for stygg,

slog Manden Toug om ham till Tag og Støtte; –

de andre bar han frem paa Arm og Rygg.

Saa sled han Aar for Aar; og de blev Mænd.

Her var vel Skjæl at kræve ligt igjen.

Tre Velstandsherrer i den nye Verden

har glemt sin norske Faer og Skolefærden.

Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen

af dem, ham nærmest stod, han intet saa.

For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,

de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.

Folk, Fædreland, det lysende, det høje,

stod stedse slørt af Taager for hans Øje.

Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;

og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,

saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand

og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –

En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!

Men der er et, som lyser over Loven,

saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld

har Sky med højre Tinderad foroven.

Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke

et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,

i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,

der var han stor, fordi han var sig selv.

Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.

Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.

Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,

som stred og faldt i Bondens lille Krig!

210Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –

det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –

dog fri og fast det Haab jeg taler ud:

den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!

Se det, det kalder jeg Kristendom!

Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –

Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –

hvad Prestens Præken drejed sig om, –

er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.

Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen

den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?

Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav

paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,

saa kunde jeg tro det var mig, der sov

og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –

Det er rigtig en vakker kristelig Skikk

at kaste et saakaldt Erindringsblik

velvilligt over den henfarnes Dage.

Jeg har intet imod, min Dom at tage

af denne værdige Sogneprest.

Naa, der er sagtens en Stund tillbage,

før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –

og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –

og iligemaade: den Tid den Sorg, –

endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –

Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.

Jeg har ikke skattet den synderligt før; –

211nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,

at høre forsikkret af kyndige Røster:

slig som du saaer, du engang høster. –

Sig selv skal en være; om sig og sit

skal en kære sig baade i stort og i lidt.

Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren

af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –

Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;

lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –

gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang

og blir den han er; fattig men dydig.

Atter og fram, det er lige langt;

ud og ind, det er lige trangt. –

Tiden tærer og Elven skjær.

Gaa udenom, sa’e Bøjgen; – en faar saa her.

Nu er der bare Skrammel igjen.

Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go’e Ven!

Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.

Er her Barselgilde eller Bryllupslag?

Jeg vil heller kalde det Hjemkommerøl; –

Bruden ligger i et Ormebøl.

Og Orme rives om Trevler og Klude.

Det er Enden paa Visen; saa er den ude.

Alle Viser har samme Slut;

og alle er de gamle; jeg kunde dem som Gut.

Her skal I se, hvad Stas jeg har kjøbt!

I den har Peer Gynt sine Sølvknapper støbt.

Men jeg da! En Skilling for Pengeskjæppen!

Ingen bedre? Halvfemte for Kramkarl-Skræppen!

Peer Gynt? Hvem var han?

                             Jeg bare ved,

han var Svoger till Døden og till Aslak Smed.

Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?

Du glemmer, paa Hæggstad var en Stabburdør.

Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.

Bare hun ikke taer Døden ved Næsen –

Kom, Svoger! En Dram, for Svogerskabs Skyld!

Fanden være Svoger! Du væver i Fyld –

Aa, Sludder; Blodet er aldrig saa tyndt,

en kjender sig altid i Slægt med Peer Gynt.

En træffer nok Kjendinger.

                             Salig Moer

kommer efter dig, Aslak, hvis du Svælget fugter.

Her gjælder nok ikke Agronomernes Ord:

jo mere en roder, des bedre det lugter.

Se Katten paa Dovre! Ja, bare Fellen.

Det var den, som jog Troldet paa Julekvelden.

Her er den gjilde Renbukk, som bar

Peer Gynt ved Gjendin over Egg og Skar.

Hej, du Aslak, kjender du Slæggen?

Var det den, du brugte, da Fanden brød Væggen?

Mads Moen, her er Usynlighedskuften!

Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i Luften.

Brændevin, Gutter! Jeg kjender mig gammel; –

jeg vil holde Auktion over Skrab og Skrammel!

Hvad har du at sælge?

                             Jeg har et Slot; –

det ligger i Ronden; det er muret godt.

En Knapp er buden!

                             Du faar gaa till en Dram.

At byde mindre, var Synd og Skam.

Han er lystig, Gamlen!

                             Grane, min Hest; –

hvem byder?

                   Hvor gaar han?

                             Langt i Vest!

Mod Nedgangen, Gutter! Den Traver kan flyve

saa fort, saa fort, som Peer Gynt kunde lyve.

Hvad mere har du?

                             Baade Guld og Skrab!

Det er kjøbt med Forlis; det sælges med Tab.

Raab opp!

                             En Drøm om en Spændebog!

Den kan I faa for en Hægtekrog.

Fanden med Drømme!

                             Mit Kejserdom!

Jeg kaster det i Flokken; I kan gramse derom!

Følger Kronen med?

                             Af det dejligste Straa.

Den vil passe den første, som sætter den paa.

Hej, her er mer! Et vindlagt Ægg!

En Galmands Graahaar! Profetens Skjægg!

Alt skal han faa, som viser mig paa Hejen

Stolpen med Paaskrift: her gaar Vejen!

Du bærer dig ad, min Mand, saa næsten

jeg tror din Vej gaar bent i Arresten.

Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?

Hvad Sludder –

                             Med Forlov! Jeg beer saa tyndt –!

Aa, der siges, han var en vederstyggelig Digter –

En Digter –?

                             Ja, – alt, som var stærkt og stort,

det digted han ihob, at han havde gjort.

Men undskyld, Ven, – jeg har andre Pligter –

Og hvor er han nu, den mærkelige Mand?

Han foer over Havet till et fremmed Land;

der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –

nu er han for mange Aar siden hængt.

Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;

salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.

Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!

I glade Gutter, I væne Kvinder, –

vil I høre en Skrøne till Vederlag?

Ja, kan du nogen?

                             Der er intet till Hinder. –

I San Franzisco jeg grov efter Guld.

Hele Byen var af Gjøglere fuld.

En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;

en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;

en tredje, hørte jeg, gjorde Vers

mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.

Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –

vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.

Hans Fag var det: paa en skuffende Vis

at kunne grynte som en virkelig Gris.

Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.

Huset var fuldt og Forventningen spændt.

218Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;

man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.

Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –

havde han forstaaet en Gris at liste.

Og nu begyndte da Præstationen.

Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.

Det hele blev holdt som en Fantasi

over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –

till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –

hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –

Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;

Stemningen blev baade lastet og berømt; –

nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;

andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –

men alle var enige om: qva Grynt

var Præstationen yderst outreret. –

Se, det fik Fanden fordi han var dum

og ikke beregned sit Publikum.

Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –

Alt skal en prøve, og vælge det bedste.

Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar

og nedover lige till Nebukadnezar.

Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –

Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.

219Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –

Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.

Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –

jeg vil være listig og sætte Doner.

Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,

og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.

Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –

saa kryber jeg under et vindfældt Træ;

som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver

og risper i Barken med store Bogstaver:

Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,

Kejser over alle de andre Dyr. –

Kejser?

                             Du gamle Spaamands-Gjøg!

Du er ingen Kejser; du er en Løg.

Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!

Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.

Der ligger det ydre forrevne Lag;

det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.

Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –

har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.

Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;

Saften er væk, – om det nogen har ejet.

Dette Grovskind her med den haarde Flig,

det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.

Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!

Det kaster vi væk uden vidre Snakk.

Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.

220Og her er Profeten, færsk og saftig.

Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,

saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.

Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,

det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.

Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –

svart kan ligne baade Prest og Neger.

Det var en ustyrtelig Mængde Lag!

Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?

Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre

er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –

Naturen er vittig!

                             Fanden maatte gruble!

Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.

Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –

for jeg ligger bundfast paa alle fire.

Underligt Stell, det hele Røre!

Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.

Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,

og en fanger noget andet – eller ingenting.

Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!

                             Det er plent,

som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –

Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!

En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!

221Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –

Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!

Nu er her stellet till Pinsekveld.

Kjære Gutten min, langt borte, –

kommer du vel?

Har du tungt at hente,

saa und dig Frist; –

jeg skal nok vente;

jeg lovte saa sidst.

En, som har husket, – og en, som har glemt.

En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –

O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!

O, Angst! – Her var mit Kejserdom!

Aske, Skodde, Støv for Vinden, –

her er nok at bygge af!

Stank og Raaddenskab for inden;

alt ihob en kalket Grav.

Digt og Drøm og dødfødt Viden

lægger Fod om Pyramiden;

over den skal Værket højne

222sig med Trappetrin af Løgne.

Flugt for Alvor, Sky for Anger,

som et Skilt paa Toppen pranger,

fylder Domsbasunen med sit:

Petrus Gyntus Cæsar fecit!

Hvad for Graad af Barnerøster?

Graad, men halvt paa Vej till Sang. –

Og for Foden triller Nøster –!

Væk! I gjør mig Stien trang!

Vi er Tanker;

du skulde tænkt os; –

Pusselanker

du skulde skjænkt os!

Livet har jeg skjænkt till en: –

det blev Fusk og skjæve Ben!

Tillvejrs vi skulde

som skakende Røster, –

og her maa vi rulle

som Graagarns-Nøster.

Nøste! Dit fordømte Drog!

Spænder du for Faer din Krog?

Vi er et Løsen;

du skulde stillet os!

Se, hvor Døsen

har ynkeligt pillet os.

Ormen har ædt os

i alle Bugter;

vi fik aldrig spredt os

som Krans om Frugter.

Faafængt var dog ej jer Fødsel; –

lægg jer stillt og tjen till Gjødsel.

Vi er Sange;

du skulde sunget os! –

Tusende Gange

har du kuget og tvunget os.

I din Hjertegrube

har vi ligget og ventet; –

vi blev aldrig hentet.

Gift i din Strube!

Gift i dig, dit dumme Stev!

Fik jeg Tid till Vers og Væv?

Vi er Taarer,

der ej blev fældte.

224Isbrodd, som saarer,

kunde vi smelte.

Nu sidder Brodden

i Bringen lodden; –

Saaret er lukket;

vor Magt er slukket.

Takk; – jeg græd i Rondesvalen, –

fik dog lige fuldt paa Halen!

Vi er Værker;

du skulde øvet os!

Tvivl, som kværker,

har krøblet og kløvet os.

Paa yderste Dagen

vi kommer i Flok

og melder Sagen, –

saa faar du nok!

Kjæltringstreger! Tør I skrive

mig tillbogs det negative?

Tvi, for en Skydsgut!

Hu, du har væltet mig!

Sne faldt her nys, Gut; –

styggt har den æltet mig. –

Galt har du kjørt mig.

225Peer, hvor er Slottet?

Fanden har forført dig

med Kjæppen i Kottet!

Bedst, en Stakkar væk sig skynder.

Skal en bære Fandens Synder,

maa en snart i Bakken segne; –

de er tunge nok, ens egne.

En Graver! En Graver! Hvor er I, Hunde?

En Sang af brægende Klokkermunde;

om Hatteskyggen en Sørgeflig; –

jeg har mange døde; jeg skal følge Lig!

Godt Møde, Gubbe!

                             God Kveld, min Ven!

Karlen har Hastværk. Hvor skal han hen?

Till Gravøl.

                             Ja saa? Lidt skralt jeg ser; –

med Forlov, – du heder vel ikke Peer?

Peer Gynt, som man siger.

                             Det kalder jeg Held!

Det er nettopp Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.

Skal du det? Hvad vil du?

                             Her kan du se;

jeg er Knappestøber. Du skal i min Ske.

Hvad skal jeg i den?

                             Du skal smeltes om.

Smeltes?

                             Her er den, skuret og tom.

Din Grav er gravet, din Kiste bestillt.

I Skrotten skal Ormene leve gjildt; –

men jeg har Ordre till, uden Dvælen

paa Mesters Vegne at hente Sjælen.

Ugjørligt! Saadan foruden Varsel –!

Det er gammel Vedtægt ved Gravøl og Barsel

i Stillhed at vælge Dagen till Festen,

uden ringeste Varsel for Hædersgjæsten.

Ja, rigtig. Det rundt i min Hjerne løber.

Du er jo –?

                             Det hørte du; – Knappestøber.

Forstaar! Kjært Barn har mange Navne.

Ja saa da, Peer; det er der, du skal havne!

Men dette, go’e Karl, er uredelig Færd!

Jeg ved, jeg er mildere Medfart værd; –

jeg er ikke saa gal, som I kanske tror, –

har øvet adskilligt godt her paa Jord; –

i værste Fald kan jeg kaldes en Flynder, –

men slettikke nogen særdeles Synder.

Nej, det er jo nettopp Knuden, Mand;

du er ingen Synder i højere Forstand;

se, derfor slipper du Pinsels-Veen,

og kommer, som andre, i Støbeskeen.

Kald det, hvad du vil, – Ske eller Pøl;

Mungaat og Bjor er beggeto Øl.

Vig, Satan!

                             Du er da vel aldrig saa grov

at tænke, jeg traver paa en Hestehov?

Paa Hestehov eller Ræveklør, –

pakk dig; og pass dig for hvad du gjør!

Min Ven, du er i en stor Vildfarelse.

Begge har vi Hast, og till Tidsbesparelse

skal jeg forklare dig Sagens Grund.

Du er, som jeg har af din egen Mund,

ikke nogen saakaldt storartet Synder, –

ja, knappt en middels –

                             Se, se; du begynder

at snakke rimeligt –

                             Vent nu lidt; –

men at kalde dig dydig, vilde gaa for vidt –

Det gjør jeg jo heller ikke Fordring paa.

Altsaa midt imellem, og saa som saa.

En Synder af det rigtig storladne Slags

træffes ikke langs Alfarvej nutilldags;

der skal mere till, end at traske i Dynd;

der kræves baade Kraft og Alvor till en Synd.

Ja, det er s’gu rigtigt, hvad du der bemærker;

en skal buse paa, som de gamle Bersærker.

Du derimod, Ven, du tog Synden lett.

Bare udenpaa, Ven, som et Søleskvætt.

Nu blir vi enige. Svovelpølen

er ikke for jer, der plasked i Sølen –

Og følgelig, Ven, kan jeg gaa, som jeg kom?

Nej, følgelig, Ven, skal du smeltes om.

Hvad er det for Kneb I har fundet paa

herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?

Skikken er gammel som Slangens Skabelse,

og beregnet paa at hindre Værdifortabelse.

Du kjender jo Haandværket, – ved vel, at tidt

kan en Støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;

stundom blir Knapperne hæmpeløse.

Hvad gjorde saa du?

                             Jeg slang Skrabet væk.

Ja vel; Jon Gynt havde Ord for at sløse

saalænge han aatte i Skjæppe og Sækk.

Men, Mester, ser du, er sparsom, han;

og derfor blir han en holden Mand.

Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,

hvad der som Raastoff kan blive brugeligt.

Du var nu ætlet till en blinkende Knapp

paa Verdensvesten; men Hæmpen glap;

230og derfor skal du i Vraggods-Kassen,

for, som det heder, at gaa over i Massen.

Du mener da vel aldrig, at faa mig gydt,

sammen med Peer og Paal, till noget nyt?

Jo, saa min Sæl mener jeg saa.

Det har vi gjort med ikke saa faa.

Paa Kongsberg gjør de det samme med Penge,

hvis Præg er slidt ved at rulle for længe.

Men dette er jo liderligt Gnieri!

Kjære min Ven, lad mig slippe fri; –

en hæmpeløs Knapp, en blankslidt Skilling, –

hvad er det for en Mand i din Mesters Stilling?

Aa, saasom og eftersom Aanden er i en,

saa har en jo altid Metalværdien.

Nej, siger jeg! Nej! Med Tænder og Klør

gjør jeg Modstand mod dette! Alt andet før!

Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.

For Himlen er du ikke tillstrækkeligt luftig –

Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke saa højt; –

men af Selvet slipper jeg ikke en Døjt.

Lad mig dømmes paa gammeldags Vis efter Loven!

231Sætt mig en tidlang hos ham med Hoven; –

et hundrede Aar, om galt skal være;

se, det er noget, en sagtens kan bære;

thi Pinen er jo dog kun moralsk,

og altsaa vel ikke saa pyramidalsk.

Det er en Overgang, som skrevet staar,

og som Ræven sagde; – man venter; der slaar

en Forløsningens Stund; man træder tillbage,

og haaber imidlertid paa bedre Dage. –

Men dette andet, – at skulle gaa opp

som et Fnug i en Uvedkommendes Kropp, –

dette Støbeske-Væsen, dette gyntske Opphør, –

det sætter min inderste Sjæl i Opprør!

Men, kjære Peer, det trænges dog ej

for Smaating at tage saa voldsomt paa Vej.

Dig selv har du aldrig været før; –

hvad skiller det saa, om tillgavns du dør?

Har jeg ikke været –? Jeg maa næsten le!

Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!

Nej, Knappestøber, du dømmer iblinde.

Kunde du syne mig i Nyrerne inde,

saa vilde du træffe bare Peer og Peer,

og ikke noget andet og heller ikke mer.

Det er ikke muligt. Her har jeg min Ordre.

Se, her staar skrevet: Peer Gynt skal du fordre.

Han har budt sit Livs Bestemmelse Trods.

I Støbeskeen med ham som mislykket Gods.

Hvilket Vaas! Der maa menes en anden Person.

Staar der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?

Dem har jeg smeltet for længe siden.

Kom saa med det gode, og spild ikke Tiden!

Nej, om jeg gjør! Jo, det var pent,

om det viste sig imorgen at en anden var ment.

Du faar tage dig ivare, min gode Mand!

Husk paa det Ansvar, som følge kan –

Jeg har skriftligt for mig –

                             Men und mig dog Frist!

Hvad vil du med den?

                             Jeg vil faa bevist

at jeg var mig selv gjennem hele Livet;

og derom er det jo dog vi har kivet.

Bevist? Med hvad?

                             Med Vidner og Attester.

Jeg er saare rædd, de blir vraget af Mester.

Umuligt! Forøvrigt, den Tid, den Sorg!

Kjære Mand, lad mig laane mig selv paa Borg;

jeg er snart her igjen. Kun engang man fødes;

og sig selv, som man skabtes, holder man paa.

Ja; er vi saa enige?

                             Naa da, lad gaa.

Men husk, ved næste Korsvej vi mødes.

Tid er Penge, som skrevet staar.

Den, som nu vidste, hvor Korsvejen gaar; –

kanske er den nær, og kanske fjern.

Jorden brænder mig som gloende Jern.

Et Vidne! Et Vidne! Hvor finder jeg nogen?

Det er næsten utænkeligt her paa Skogen.

Verden er Fuskværk! Stellet er slett,

naar en Mand skal bevise sin soleklare Rett!

Kjære, vakkre, – en Skilling till en husvild Kall!

Undskyld; jeg har ikke Skillemynt ved Haanden –

Prins Peer! Aa nej; saa vi træffes skal –?

Hvem er du?

                             Han minds ikke Gamlen i Ronden?

Du er da vel aldrig –?

                             Dovregubben, Faer!

Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!

Aa, jeg er kommen saa rent paa Knæerne –!

Ødelagt?

                             Plyndret for Rubb og Stubb.

Her traver jeg paa Fantestien, sulten som en Skrubb.

Hurra! Sligt Vidne voxer ikke paa Træerne!

Herr Prinsen er ogsaa bleven graa siden sidst.

Kjære Svigerfaer, Aarene gnager og tærer.

Naa; Streg over alle private Affærer, –

235og, for alting, ingen Familjetvist.

Jeg var dengang en Galning –

                             Aa ja; aa ja; –

Prinsen var ung. Og hvad gjør en ikke da?

Men klog var Prinsen, at han vraged sin Brud;

dermed har han spart sig baade Harmen og Skammen;

for siden er hun saa rent skejet ud –

Se, se!

                             Hun gik nu for koldt Vand og Lud;

og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.

Hvilken Trond?

                   Han i Valfjeldet.

                             Han? Aha;

det var ham, jeg lokked Sæterjenterne fra.

Men Dattersøn er bleven baade fed og stor,

og har gjilde Børn over hele Landet –

Ja, kjære Mand, spar de mange Ord; –

der ligger mig paa Hjerte noget ganske andet. –

Jeg er kommen i en temmelig vanskelig Stilling,

og ønsker et Vidnesbyrd eller en Attest; –

236se, dermed kunde Svigerfaer hjælpe mig bedst.

Jeg skal altid gjøre Udvej till en Drikkeskilling –

Aa nej; kan jeg være Prinsen till Nytte?

Saa kanske jeg faar et Skudsmaal i Bytte?

Med Glæde. Jeg er noget i Betrykk for Kontanter,

og maa spinke og spare paa alle Kanter.

Men hør nu, hvad det gjælder. I mindes vel,

da jeg meldte mig som Frier i Ronden hin Kveld –

Bevares, Herr Prins!

                             Ikke dette med Prinsen!

Men nok. I vilde med Magt og Vold

hverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,

og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.

Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –

svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;

jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,

altsammen bare for mig selv at være.

Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –

Nej, om jeg kan!

                             Hvad er det for Snakk?

Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?

237Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,

og smagte paa Mjøden –?

                             Ja, I lokked forførende; –

men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.

Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.

Det er Slutningsverset det kommer an paa.

Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.

Hvad er dette for Væv?

                             Da du Ronden forlod,

saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.

Hvilket?

                             Ordet, – det kløvende, stærke.

Ordet?

                             Som skiller mellem Menneskenes Flok

og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!

Nok!

                             Og af alle Livsens Kræfter

har du jo siden levet derefter.

Jeg! Peer Gynt!

                             Det er utakknemmeligt!

Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.

Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand

till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –

og saa kommer du her og kaster paa Nakken

af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.

Nok! Et Bergtrold! En Egoist!

Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!

Du mener nok ikke, vi holder Aviser?

Vent; her skal du se med rødt paa sort,

hvor «Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;

og det samme har «Heklefjelds-Tidende» gjort

alt fra den Vinter, du rejste bort. –

Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.

Her staar noget med Underskrift «Hingstehov.»

Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»

Skribenten drager den Sandhed frem,

at det lidet kommer an paa Horn og Hale,

bare en forresten af Huden har en Rem.

«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel

till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.

Et Bergtrold? Jeg?

                             Ja, den Sagen er klar.

Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?

Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?

Spart Slid og Møje og mange Par Sko?

Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!

Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.

Nej, snille Prins Peer!

                             Slipp! Du er gal,

eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.

Aa, det er nettopp det, som jeg søger.

Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,

har faaet her i Landet slig svare Magt;

og de siger, jeg bare er till i Bøger.

Det heder jo, værst er ens egne Frænder;

jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.

Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –

Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.

Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,

ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –

i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.

Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!

Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.

Og hvis han paa en eller anden Boug –

Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;

jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –

Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?

Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.

Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!

Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.

Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!

Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –

Hvad vil du der?

                             Jeg vil gaa till Komedien.

De søger i Bladet nationale Subjekter –

Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.

Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.

Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;

den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»

Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!

Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.

Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.

Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!

Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?

Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!

Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,

hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.

Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –

Ja; og desuden, hvad fører det till?

Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –

Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?

Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!

Men kanske han kunde –

                             Hyss; nej, – lad være!

Ja, taer vi saa fatt?

                             Et Spørgsmaal blot.

Hvad er det «at være sig selv» igrunden?

Et underligt Spørgsmaal, især i Munden

paa en Mand, der nylig –

                             Svar kort og godt.

At være sig selv, er: sig selv at døde.

Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;

og derfor, lad det kaldes: overalt at møde

med Mesters Mening till Udhængsskilt.

Men den, som nu aldrig at vide fik,

hvad Mester har ment med ham?

                             Det skal han ane.

Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –

og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.

Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel

har Fyren med Hoven sin bedste Angel.

Dette her er en yderlig filtret Affære. –

Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –

243det tør kanske falde svært at faa det bevist.

Jeg betragter den Del af Sagen som forlist.

Men nylig, da jeg vandred her saa ensom paa Moen,

følte jeg et Trykk af Samvittigheds-Skoen;

jeg sagde till mig selv: du er dog en Synder –

Nu lader det jo, som du forfra begynder –

Aldeles ikke; jeg mener en stor;

ikke blot i Gjerning, men i Lyster og Ord.

I Udlandet har jeg levet forbistret –

Kan være; men maatte jeg faa se Registret?

Ja, und mig blot Frist; jeg vil søge Presten,

og skrifte i en Fart og bringe dig Attesten.

Ja, bringer du den, saa er det jo klart,

at du blir for Støbeske-Historien spart.

Men Ordren, Peer –

                             Papiret er gammelt;

det hidrører visst fra et ældre Datum; –

der var engang jeg leved saa slappt og vammelt,

og spilled Profet og trode paa Fatum.

Ja, faar jeg saa prøve?

                   Men –!

                             Kjære, snille, –

du har dog visst ikke stort at bestille.

Her i Distriktet er jo Luften saa gjæv; –

den lægger till Befolkningens Alder en Alen.

Husk paa, hvad Justedals-Presten skrev:

«det er skjeldent, at nogen døer her i Dalen.»

Till næste Korsvej; men saa ikke længer.

En Prest, om jeg saa skal gribe ham med Tænger!

Den tør være nyttig till mange Ting,

sa’e Esben, han tog opp en Skjæreving.

Hvem kunde tænkt at ens Syndegjæld

skulde fri en af Klemmen den sidste Kveld?

Naa, Sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;

for det bærer igrunden fra Asken i Ilden; –

men der er jo et Ord, som har Hævdens Daab, –

der siges: saalænge der er Liv, er der Haab.

Hvem der? En Prest med et Fuglegarn!

Hej, hopp! Jeg er Lykkens Kjælebarn!

God Aften, Herr Pastor! Stien er fæl –

Ja visst; men hvad gjør man ikke for en Sjæl?

Aha; der er en, som skal himle?

                             Nej;

jeg haaber, han er paa en anden Vej.

Herr Pastor, faar jeg slaa Følge et Stykke?

Rett gjerne; Selskab er efter mit Tykke.

Jeg har noget paa Hjerte –

                             Heraus! Lægg an!

De ser her for Dem en skikkelig Mand.

Statens Lov har jeg redeligt holdt;

har aldrig siddet i Jern og Bolt; –

dog, stundom taber man Fodefæste

og snubler –

                             Ak ja; det hænder de bedste.

Se, disse Smaating –

                   Kun Smaating?

                             Ja;

Synder en gros har jeg holdt mig ifra.

Ja, kjære Mand, lad mig saa i Ro; –

jeg er ikke den, De synes at tro. –

De ser paa mine Fingre? Hvad finder De ved dem?

Et mærkelig udvikklet Neglesystem.

Og nu da? De skotter mod Foden ned?

Er den Hoven naturlig?

                             Det smigrer jeg mig med.

Jeg skulde svoret paa, De var en Prest;

og saa har jeg den Ære –. Naa, bedst er bedst; –

staar Salsdøren aaben, – sky Kjøkkenvejen;

kan du træffe Kongen, – gaa udenom Lakejen.

Et Haandtrykk! De synes mig fordomsfri.

Naa, kjære; hvad kan jeg saa tjene Dem i?

Ja, De maa ikke bede mig om Magt eller Penge.

Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.

De kan ikke tro, hvilken Flauhed i Forrettningen; –

247det er gaaet saa rent tillagters med Omsættningen;

ingen Tillgang paa Sjæle; kun i Ny og Næ

en enkelt –

                             Har Slægten saa mærkeligt forbedret sig?

Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –

de fleste kommer i en Støbeske.

Naa ja, – den Ske har jeg hørt lidt om;

det var egentlig i den Anledning, jeg kom.

Tal frit!

                             Hvis det ikke var ubeskedent,

saa ønsked jeg gjerne –

                             Et Tillholdssted? Hvad?

De har gjættet min Bøn forinden jeg bad.

Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;

og kanske De derfor ikke taer det saa nøje –

Men, kjære –

                             Mine Fordringer er ikke høje.

Nogen Løn er egentlig ingen Nødvendighed;

kun en venlig Omgang efter Sted og Omstændighed. –

Varmt Værelse?

                             Ikke for varmt; – og helst

Adgang till at gaa igjen frank og frelst, –

Rett till, som man siger, at træde tillbage,

naar der byder sig en Lejlighed till bedre Dage.

Min kjære Ven, det gjør mig sandelig ondt;

men De kan ikke tro, hvilken Mængde Suplikker

af lignende Indhold mig Godtfolk skikker,

naar de skal bort fra sin jordiske Dont.

Men naar jeg betænker min forrige Vandel,

saa er jeg en adgangsberettiget Mand –

Det var jo kun Smaating –

                             I en viss Forstand; –

dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –

Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,

men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.

Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.

Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.

Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer

249i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –

de maa dog staa udenfor –

                             Ja, men ved

De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!

I Udlandet? Humbug! De flestes Seen

ins Blaue slutter i Støbeskeen.

Har De ikke andet at støtte Dem till,

saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.

Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –

og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –

endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –

og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.

Jeg var tillfreds, De en Kokkepige

havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.

Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,

med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider

ødsle det dyre Brændsel, i Tider

som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?

Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;

og undskyld, at jeg taler saa rent ud af Posen. –

Hør, kjæreste Ven, slaa ud den Tand;

og gjør Dem med Støbeske-Tanken fortrolig.

Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem Kost og Bolig?

Tænk efter; De er en fornuftig Mand.

Ja, Mindet beholdt De; den Satts er sand; –

250men Udsigten over Erindringens Land

blev, baade for Hjerte og for Forstand,

hvad Svensken kalder «bra litet rolig.»

De har intet hverken till at hyle eller smile over;

intet till at juble eller fortvivle over;

intet, som kan gjøre Dem kold eller hed;

bare saadant noget till at ærgre Dem med.

Der staar skrevet: det er ikke grejdt at forstaa,

hvor Skoen trykker, naar en ikke har den paa.

Det er sandt; jeg har, – den og den være Lov, –

kun for en umage Støvle Behov.

Men det var heldigt, jeg nævnte Støvler;

det minder mig om, at jeg maa afsted; –

jeg skal hente en Steg, som jeg haaber blir fed;

det er nok ikke værd, jeg staar her og vrøvler –

Og turde man spørge, hvad Synde-Foer

har mæsket den Karl?

                             Saa vidt jeg tror,

har han været sig selv om Natten som om Dagen;

og det er igrunden dog Hovedsagen.

Sig selv? Sogner det Slags Folk under Dem?

Som det falder sig; Porten staar ialfald paa Klem.

251Husk paa, man kan være paa to Slags Vis

sig selv; være Vrangen eller Retten af Kjolen.

De ved, man har nylig fundet paa i Paris

at gjøre Portræter ved Hjælp af Solen.

Enten kan man direkte Billeder give,

eller ogsaa de saakaldt negative.

De sidste faar omvendt Lys og Skygge,

og synes for almindelige Øjne stygge;

men Ligheden hviler dog ogsaa i dem,

og det gjælder ikke andet, end at faa den frem.

Har nu en Sjæl sig fotograferet

i sit Levnets Førsel ad negativ Vej,

saa blir ikke Pladen derfor kasseret, –

man skikker den ganske simpelt till mig.

Jeg taer den da for mig till fortsatt Behandling;

og ved passende Midler sker en Forvandling.

Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,

med Svovl og med lignende Ingredienser,

till Billedet kommer, som Pladen skulde give, –

nemlig det, der kaldes det positive.

Men har man, som De, visket halvt sig ud, –

saa nytter hverken Svovl eller Kali-Lud.

Altsaa, till Dem maa man komme som en Ravn,

for at gaa som en Rype? Tør jeg spørge, hvad Navn

staar der under det negative Kontrafej,

som De nu skal føre over paa positiv Vej?

Der staar Peter Gynt.

                             Peter Gynt? Ja saa!

Er Herr Gynt sig selv?

                             Ja, det bander han paa.

Naa; troværdig er han, den samme Herr Peter.

De kjender ham kanske?

                             Aa-ja, som det heder; –

man kjender jo saa mange.

                             Min Tid er knapp;

hvor saa De ham sidst?

                             Det var nede paa Kap.

Di buona speranza?

                             Ja, men derfra sejler

han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.

Saa maa jeg derned paa staaende Fod.

Gid jeg nu bare betids ham fanger!

Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –

der findes nogle slemme Missionærer fra Stavanger.

Den dumme Hund! Der sætter han paa Sprang

med Tungen af Halsen. Jo, Næsen blir lang.

Det var mig en Fryd at narre det Asen.

Slig Karl gjør sig kostbar og spiller Basen!

Han har rigtig noget at gjøre sig bred af!

Haandværket skal han nok ikke bli fed af; –

snart ryger han af Pinden med hele Stasen. –

Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;

jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen.

Hils fra Peer Gynt, Broer Stjernerap!

Lyse, slukkne og forgaa i et Gab – –

Er der ingen, ingen i hele Vrimlen –,

ingen i Afgrunden, ingen i Himlen –!

Saa usigelig fattig kan en Sjæl da gaa

tillbage till intet i det taagede graa.

Du dejlige Jord, vær ikke vred,

at jeg tramped dit Græs till ingen Nytte.

Du dejlige Sol, du har sløset med

dine lysende Stænk i en folketom Hytte.

Der sad ingen derinde at varme og stemme; –

Ejeren, siger de, var aldrig hjemme.

Dejlige Sol og dejlige Jord,

I var dumme, at I bar og lyste for min Moer.

Aanden er karrig og Naturen ødsel.

Det er dyrt at bøde med Livet for sin Fødsel. –

254Jeg vil oppad, højt, paa den bratteste Tinde;

jeg vil endnu engang se Solen rinde,

stirre mig trætt paa det lovede Land,

se at faa Snedyngen over mig kavet;

de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»

og bagefter, – siden –! Lad det gaa, som det kan.

Velsignede Morgen,

da Gudsrigets Tunger

traf Jorden som flammende Staal!

Fra Jorden mod Borgen

nu Arvingen sjunger

paa Gudsrigets Tungemaal.

Aldrig se did! Der er Ørk og Øde. –

Jeg er rædd, jeg var død længe førend jeg døde.

God Morgen, Peer Gynt! Hvor er Synderegistret?

Mener du ikke, jeg har hujet og plistret

alt hvad jeg aarked?

                             Og ingen du traf?

Ingen, uden en rejsende Fotograf.

Ja, Fristen er ude.

                             Alting er ude.

Uglen lugter Lunten. Kan du høre den tude?

Det er Ottesangs-Klokken –

                             Hvad er det, som skinner?

Bare Lys i en Stue.

                             Hvad er det for Sus –?

Bare Sang af en Kvinde.

                             Ja, der, – der finder

jeg Synderegistret –

                             Beskikk dit Hus!

Beskikke mit Hus? Der er det! Gaa!

Pakk dig! Var Skeen saa stor som en Kiste, –

du kan tro, den rummed ikke mig og min Liste!

Till tredje Korsvejen, Peer; men saa –!

Atter og fram, det er lige langt.

Ud og ind, det er lige trangt.

Nej! – Som en vild uendelig Klage

er det at gaa ind, gaa hjem og tillbage.

Udenom, sa’e Bøjgen!

                             Nej; denne Gang

tvers igjennem, var Vejen aldrig saa trang!

Har du Dom for en Synder, saa tal den ud!

Der er han! Der er han! Lovet være Gud!

Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!

Intet har du syndet, min eneste Gut!

Registret, Peer Gynt?

                             Skrig ud min Brøde!

Livet har du gjort mig till en dejlig Sang.

Velsignet være du, at du kom engang!

Velsignet, velsignet vort Pinsemorgens-Møde!

Saa er jeg fortabt!

                             Der er en, som raader.

Fortabt! Med mindre du kan gjætte Gaader!

Nævn dem.

                             Nævn dem! Hejsan! Ja visst!

Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?

Været?

                             Med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande;

været, som han sprang i Guds Tanke frem!

258Kan du sige mig det? Hvis ikke, maa jeg hjem, –

gaa under i de taagede Lande.

O, den Gaaden er lett.

                             Saa sig, hvad du ved!

Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?

Hvor var jeg, med Guds Stempel paa min Pande?

I min Tro, i mit Haab og i min Kjærlighed.

Hvad siger du –? Ti! Det er gjøglende Ord.

Till Gutten derinde er selv du Moer.

Det er jeg, ja; men hvem er hans Fader?

Det er han, som for Moderens Bøn forlader.

Min Moder; min Hustru; uskyldig Kvinde! –

O, gjem mig, gjem mig derinde!

Sov du, dyreste Gutten min!

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage. –

259Gutten har siddet paa sin Moders Fang.

De to har leget hele Livsdagen lang.

Gutten har hvilet ved sin Moders Bryst

hele Livsdagen lang. Gud signe dig, min Lyst!

Gutten har ligget till mit Hjerte tætt

hele Livsdagen lang. Nu er han saa trætt.

Sov du, dyreste Gutten min!

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage.

Vi træffes paa sidste Korsvejen, Peer;

og saa faar vi se, – om; jeg siger ikke mer.

Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; –

sov og drøm du, Gutten min!