Poetiske Samlinger

Brev fra Waldborg Immers Datter til hendes Veninde

af Charlotta Dorothea Biehl.

103BREV.

          Du, som i Glædens Skiød og hos en elsket Mage,
I din Venindes Sorg medynksom Deel vil tage;
O! tænk ey: Venskabs Drift mig meer ey røre kan,
Endskiønt den ey formaaer at stille Øyets–Vand.
Den Gift, som nu min Roe og Leve–Saft fortærer, —
O Ney! den søde Ild, som jeg med Flid ernærer,
I Hiertet ulmede før Venskabs rene Lyst,
Ved dig, min Huldeste! fik Adgang til mit Bryst.
Fra Vuggens første Trin mig Modgang alt omspendte,
Ukiendt med Elskovs Navn dens Glød i Hiertet brændte,
Som aldrig slukkes ud ey kan, ey skal, ey maae,
I Følelsen af den min Lindring skal bestaae.

          104Bebreid din Waldborg ey hun om dit Venskab tvivlte
Den Tid hun trøstesløs til Kloster Muuren iilte;
En Død blant Levende kun Stæd i Graven har,
Den Axel fældede min Leve–Traad afskar.
Til Venskabs Pandt fra mit af Sorg mest brustne Hierte,
Antag Fortælningen, Veninde! af min Smerte,
Min Angst beklemte Siæl udøses skal for dig,
Læs i min Barm og døm saa mellem dig og mig.

          Det Fortrin, Konge Blod af Dyd og Mod oplivet,
Ved Fødslen skienke kan, blev mig af Skiæbnen givet;
Af Harald Gilles Rod min Fader Immer var,
Hans Glæde Julli blev, som mig til Verden bar.
Men ak! mit svage Syn end ey min Fader kiendte
Da han paa Ærens Seng sit Helte–Løb fuldendte;
Min Alder var et Skiold mod dette grumme Stød,
Og ved Fornuftens Lys først Tabets Saar udbrød.
105Ni gange havde jeg lagt Aarets Løb tilbage,
Uskyldig Lyst og Skiæmt opfyldte mine Dage,
Da jeg en Dag – (O Dag! hvis Minde ey forgaaer;
Men mig til Trøst og Qval endnu for Øyet staaer).
En Dag hos Dronningen min Moder er tilstæde,
Mig, som ved Immers Tab blev eene hendes Glæde,
Al hendes Ømheds Maal, ey Øyet savne maae,
Det tabte al sin Glands saa snart det mig ey saae.
Da hun sin Kierlighed for Dronningen ey dulgte,
Tilstædte hun med Lyst, at jeg min Moder fulgte;
Jeg glad og spøgende omkring paa Gulvet gaaer,
Da Elskovs skarpe Piil mit spæde Bryst gav Saar.

          Hr. Axel drage vil til Kayser Henrichs Rige,
Han kommer Dronningen Farvel og Tak at sige;
Hans Øye saae kun mig, sin Arm han om mig slog,
Jeg føler det endnu; jeg høer det Suk, han drog.
106En ukiendt Sødme jeg af Axels Læber sanker,
Trykt til hans ædle Barm mod min hans Hierte banker,
Mit svarer Slag i Slag, det lover Kierlighed,
Udtrykker det, min Mund end ey at nævne veed.
I det han af sin Arm mig ned paa Gulvet sætter,
Han siger: Jeg gaaer hen hvor Æren Krandse flætter,
Jeg fæster dig i Dag min dyrebare Brud!
Forglem din Axel ey, der gaaer af Landet ud.
En Guldring af sin Haand med Hæftighed han river,
Og til et Troeskabs Pandt sin Waldborg overgiver;
Han hilser Dronningen, og hans bevægte Siæl
Bød ved et Øyekast mig end et ømt Farvel.
Strax Banghed, Ængstelse mit unge Bryst omspender,
Sig Øyet længselfuld mod Døren stedse vender,
Uroeligt Hiertet er, det ønsker, føler, slaaer,
Men dets Bevægelser min Kundskab overgaaer.

          107Strax efter sendtes jeg til Klosteret at lære
De Ting, som er vor Kiøn en Prydelse og Ære;
Veninde! Jeg dig der til Trøst og Glæde fandt,
Der Venskabs søde Drift os evig sammenbandt.
Men Axels Billede mig allevegne fulgte,
Beskyld din Waldborg ey hun dig sit Hierte dulgte.
Vel følede hun tit, at Kinden farvet blev,
Men vidste ikke selv, hvad Blodet til den drev.
Før jeg den Kundskab faaer vi Skilsmiss’ Skaalen smager,
Ulige Skiæbne dig og mig af Klostret drager,
Du kaldes Hilmers Dyd i dig sin Løn at faae,
Min Moders Øye jeg for evig lukke maae.
Mit Hiertes Ønske var i Eensomhed at græde,
Men Dronning Malfred mig det ikke vil tilstæde,
Hun vil erstatte mig Frue Jullis dyre Savn
I Moders Stæd mig staae i Raad, i Daad, i Gavn.

          108Blant sine Jomfruer hun første Stæd mig giver,
Og dette Lykkens Smiil min Uhelds Kilde bliver,
Kong Haagen, hendes Søn, mit Øye tænder an,
Endskiønt det daglig flød i salte Taarers Vand.
Hans Øye nogen Tid om Elskov til mig talte,
Men derpaa Tungen mig dens Hæftighed afmalte,
Guld–Kronen, Riget, Alt blev for min Fod nedlagt,
Hans Hæld, hans Roe, hans Liv var eene i min Magt.
Af det han sagde mig om Luen ham fortærte,
Mit Hiertets Tilstand jeg da først at kiende lærte;
Naar Længslen han beskrev, han i sit Hierte bar,
Mit sukket lønligen: O gid det Axel var!
Men skiønt jeg tvungen var hans Klagemaal at høre,
Jeg dog ey dulgte ham, de mig ey kunde røre,
Al Kronens Glands forsvandt, naar Axels Ring jeg saae,
I hvor jeg gik og stod han mig i Tanker laae.

          109Til Axel midlertid, som fulgte Ærens Faner,
Fra Norges Land til Rom sig Rygtet Veyen baner;
Ham om min Moders Død en Pillegrim bær Bud,
Og at man troer forvist jeg bliver Kongens Brud.
Frygt, Sorg, Forbittrelse hans Hierte sønderriver,
"Mens jeg i Live er hun Kongens Brud ey bliver,
Brød han i Vrede ud, “saa fremt ey Axel er
"I Waldborgs Hierte glemt og hun har Haagen kiær.
Ved Kayser Henrichs Hoff han vil ey længer tøve,
Han siger: at man ham sin Elskte vil berøve;
Ham Henrich gav Forlov til Fødeland at gaae,
Med Løfte, at hans Stæd for ham skal aaben staae.
Han derpaa Dag og Nat af fulde Kræfter iler;
Og i sin Søsters Gaard han først paa Veyen hviler,
Hun skal berette ham om jeg forgiættet har,
Den Kiærlighed og Troe, som jeg ham skyldig var.
Han lever op paa nye den Tid han faaer at høre,
Mit Hierte Kongens Bøn ey Tronens Glands kan røre;
110For mig ukiendt at see forfatter han et Brev
Og i Frue Helfreds Navn selv Sendebudet blev.

          O Tid! O Dag! O Stund! o meer end kiære Minde!
Min Stemme brydes af – Din ængstede Veninde
Her Ord ey finde kan til at udtrykke dig
De Følelser, som da og nu bemestret mig.
Jeg kom af Aftensang, saae Axel til mig træde,
Ukiendt han Øyet var, men Siælen følte Glæde,
"Frue Helfreds Bud jeg er”. Ved Røsten Hiertet slog,
Jeg maalløs, skiælvende med Haanden Brevet tog.
Imens jeg Seglet brød, mit Øye hos ham bliver,
Fem Smykker laae deri; “Dem Axel Waldborg giver,
"Er han af hende glemt vil han for hendes Fod,
"Udøse sidste Suk”. I Brevet skreven stod.
Fæld Dommen, sagde han, og knælede tillige,
Min Axel! det var alt hvad Tungen kunde sige
111Han stammer: Engle Brud! Ja han er evig din
Men glæd en ængsted’ Siæl, siig: Du vil være min.
Ja Axel din jeg er og din vil eene være;
Jeg skal i Liv og Død din Skiæbne med dig bære.
Henrykte kaldte vi den rene Jomfrue paa,
At hun imod vor Eed og Løfte tage maae.

          Den Glæde, som min Siæl i Axels Samfund smagte,
Meer Liv og Munterhed i Øyets Straaler bragte,
Det Ilden Tønder blev Kong Haagen bar for mig
Og den, til min Fortred, greb videre om sig.
Hvor tit han Afslag faaer dog Roe jeg ikke nyder,
Hvert Øyeblik han mig sin Hand og Krone byder;
Til sidst jeg siger ham: det Hierte du begier,
Er ikke i min Vold, det Axel given er.
Jeg elsker ham saa høyt, at om al Verdens Riger –
End for min Fod blev lagt, jeg ham dog aldrig sviger,
112Udsluk en Kiærlighed, som giør os begge Harm,
Kun Døden ender den jeg føder i min Barm.
Han hører agtsom til, snart rødmer han, snart blegner,
Sorg og Forbittrelse sig i hans Øye tegner;
Jeg som ey sindet var at vente paa hans Svar,
Forlod ham førend han blev selv min Bortgang vaer.

          Til Dronningen han gaaer i Øyet Vreden tindrer,
Men al dens Hæftighed dog neppe Graaden hindrer,
Forskrækket, at hun ham i slig en Tilstand saae,
Hun spørger, hvad ham kan saa nær til Hierte gaae?
"Min Kiærlighed belees; min Myndighed ey strækker,
"En Undersaat man mig dumdristig foretrækker,
"Jeg Waldborg Krone, HaandHaand] rettet fra: Kaand og Hierte skienke vil,
"Hun svarer mig (o Spot) Jeg hører Axel til.
Har hun ham Løfte giort, da bør hun det ey bryde,
Du over Hiertets Drift, min Søn! ey har at byde;
113Ved Sværdet ey ved Magt du hende vinde maae,
I Kampen om sin Brud dig Axel tør bestaae.
Som Bølgen stærkest slaaer hvor Dæmningen den binder,
Saa voxer Kongens Ild jo meer den Modstand finder,
Han i Forbittrelse fra Dronningen gaaer ud,
Og i sin egen Sal fandt sorte Broder Knud.

          Her isner alt mit Blod, Gud! han, som burde være
Uskyldighedens Tolk og Konger Pligter lære;
Han, Kirkens Myndighed tør skamløs foreslaae
For Kongen, som en Vey, sit Øyemeed at naae.
Da Haagen bryder ud for ham i bitter Klage,
Han svarer: Herre! dig det ey til Hierte tage,
Skiønt Axel Waldborg bandt ved Elskovs stærke Baand,
Hun dog forbydes kan at give ham sin Haand.
I Slægtskabs tredie Led har Blodet dem forbundet,
Af Harald Gilles Rod de begge er oprundet,
114Et mere helligt Baand er dem endog paalagt,
Frue Asbiørn lovet har for begge Daabens Pagt.
Lad Ærkebispen hid med sine Klærker bydes,
At sige Dommen af; vor Kirkes Bud maae lydes.
Saa kildrende et Raad strax Kongens Bifald fik,
Og ufortøvet Brev til Ærkebispen gik.
Han lyder Kongens Ord, sig strax paa Reysen giver,
Han kommer; Stævningen med ængstet Hierte skriver;
Paa Tinge læses op: Hr. Axel og hans Brud
For Bispen møde skal, at høre Kirkens Bud.

          Ak! Ord for svage er at bilde dig den Smerte,
Den Angest, bittre Qval, der sønderrev mit Hierte,
Afskyeligste Dag! som nogentid frembrød,
Mit Liv du røvede, men endte ey min Nød!
Halv død og uden Sands man mig i Karmen hæver,
Mit Øye nægter Graad! min Siæl i Brystet bæver;
Min Axel for mig reed omspendt af lige Vee,
Hans klemte Hiertes Qval i Øyet var at see.
115Mariæ Kirke var det Stæd, som skulde skille
Vor Kiærlighed, vor Troe, vor Løfte og vor Villie
Hvor gysede mit Blod, den Tid jeg Bispen saae
Med Staven i sin Haand for Klærkerne at staae.
Hans redelige Siæl sin Medynk ikke dølger,
Han venlig hilser os; mig ind i Kirken følger,
Der sorte Broder Knud med Arve–Tavlen stod,
Af den forkyndes os Vi er af Gilske–Rod.
I Slægtskabs tredie Led ved Blodets Kraft foreenet,
Og paa Frue Asbiørns Arm er Daaben os forleenet,
Vi, som Gud-Sødskende kan ey ved Ægte–Pagt
Foreenes, Kirkens Lov har denne Dom afsagt.
Derpaa til Alteret vi begge førte bliver;
Et Linnet–Klæde man i Hænderne os giver;
Det skiæres midt i tu saa hver sit Stykke faaer,
Men Baandet Hiertet bandt ey derved sønder gaaer.
Min Axels Troskabs Pandt af mine Fingre rives,
Paa Altret de af ham til hellig Oluf gives;
116Han siger: Intet kan min Elskov slukke ud,
Jeg glemmer Waldborg ey før jeg faaer Dødens Bud.

          Af Harme Blodet sig i Kongens Ansigt skyder,
Han med Forbittrelse i disse Ord udbryder:
Da Waldborg ingen Tid forglemmes kan af dig,
Hun din Begiærlighed har vist opofret sig.
Til Kongen Bispen sig med haanligt Øye vender:
"Vankundig er den Mand, som Elskovs Magt ey kiender
"Den grueligste Ild udslukkes kan med Vand
"Men Kiærlighedens Glød af intet dæmpes kan.
Hr. Axel svarer ham: jeg skal uskyldig kiendes
Om end mit Livets Løb i Morgen skulde endes.
Kong Haagen sadt sin Fod med Vrede mod en Steen:
J Morgen sværges skal om hun for dig er reen.
"Hvor Loven kræver det, jeg Eeden tør aflegge,
"Og tvivler du end da saa bær vi Vaaben begge,
"I Marken tør jeg dig med Spyd og Skiold bestaae,
"At redde Waldborgs Navn vil jeg i Døden gaae.

          117Ak! forestil dig nu, min elskede Veninde!
Med hvilken Skræk, at jeg saae Nattens Mørke svinde
Jeg, af enhver forladt, ey Ven, ey Frænde veed,
Der vove vil med mig at giøre Troskabs Eed.
Knap Morgenrødens Glands igiennem Mørket bryder,
Og Solens blide Pragt de første Straaler skyder,
Før Axel færdig staaer til Slottet op at gaae,
Tolv ædle Riddere man ved hans Side saae.
Med kiækt og freydigt Mod han Haanden til dem rækker:
Træd ædle Græver frem, som Overmagt ey skrækker,
Af Gilske Rod J kom, Lov nu i Dag med mig.
"Hvad Følgen blive skal Vi sværge vil for dig.

          Som naar et Kilde–Væld fra Klippens Top nedrinder,
Saa stridig Taarene flød ned af mine Kinder:
"Ak! hvor er Hielp og Raad! hvor skal jeg søge hen!
"Jeg Ulyksalige! hvor finder jeg en Ven!
118Min Moêrbroêr svarer mig: Den eene vilde være,
Den Tid hun vælgede, den kan nu eene svære,
Vor fromme Ærkebisp medynksom til mig saae:
"Du mange Frænder har men Venner har du faa.
Imedens Frygt og Sorg mit Hierte haardest spendte,
Som qvalte Sukkes Raab til Gud om Redning sendte
Lod Hertug Haagen sig med sine Sønner see,
Hans Aasyn og hans Ord forlindrede min Vee.
"At giøre Eed med dig i Dag jeg mig tilbyder,
"Derved jeg Kierligheds og Pligters Lov adlyder,
"Frue Estelin, som dig saa nær beslægtet er
"Hun hviler i min Arm og har end Waldborg kiær.
"Her mine Sønner staaer mit Livets Lyst og Ære,
"Om din Uskyldighed de skulde Vidne bære.
De Ord var neppe sagt, da traadde frem en Præst,
I Messe–Prydelsen med Sværd og hellig Læst.
Hr. Axel høyre Haand paa Messe–Bogen lagde,
Holdt Sværdet mod en Steen og disse Ord udsagde:
119Jeg Waldborg elsket har meer end min egen Siæl,
Hun var mig alleting, mit Liv, min Lyst, mit Vel,
Men desuagtet tør jeg Gud til Vidne tage
At Kys af hendes Mund jeg aldrig fik at smage.
Jeg ved vor Frue svor: mit Øye aldrig var
Saa dristig, at det sig til Axels hævet har.

          Imedens jeg endnu for Eedens Rædsel bæver,
Man over Hovedet mig Konge Himlen hæver,
Med Øyet fuldt af Graad med Angest–blegnet Kind,
Man mig, som Kongens Brud i Salen leeder ind.
Kong Haagen fulgte med; “Sig ingen bort begive,
"Før Morgenrødens Glands af os kan øynet blive,
"Jeg Waldborg fæstet har; i Dag er Krone, Magt
(Mit Hierte bævede) for hendes Fødder lagt.

          Den Saft, der jager bort Bekymrings Nag og Griller,
Med liflig Syn og Lugt i gyldne Skaaler spiller;
120Dens Dunsters blide Magt i hvert et Øye leer,
I Axels og i mit man Kummers Taage seer.
Han nærmer sig til mig: O du, min Siæles Glæde!
Da Skiæbnen endnu vil os et Farvel tilstæde;
Saa siig mig, elskte Ven! hvad Raad der findes maae,
Der kraftigst dæmpe kan vor saaret Siæls Attraae?
"Mig Skiæbnens grumme Magt vel kan til Kongen binde
"Men om jeg bliver hans da skeer det mod mit Minde,
"Min Axel! af mit Bryst du aldrig slættes skal,
"Om tusend’ Aar blev lagt til mine Dages Tal.
"I eensom Høyeloft mig Kummer skal fortære
"Mit Liv skal Billede paa Turtel–Duens være;
"Naar den har Magen tabt den aldrig glædes kan
"Min Drik jeg blande vil med salte Taarers Vand.
"Iil du til Skov og Mark hvor Raae og Hare vanker
"Den Lyst at følge dem adspreder Sorgens Tanker,
"Naar de paa prydet Eng dit Øye viser sig,
"Saa skye hver Ømheds Drift der minder dig om mig.
121Kan jeg end Dagens Lys med vilde Dyr bortdrive,
De mørke Nætter dog foruden Søvn vil blive;
Mit Gods jeg sælge vil og søge fremmet Land,
Til Sorgen for dit Tab mit Hierte brække kan.
"Ney, Axel! ney min Ven, dit Gods du ey maa sælge,
"Men til den elskte Brud dig Asbiørns Datter vælge,
"Søg Trøst mod Waldborgs Tab i Alheds hvide Arm,
"Antag som Moder mig, der bærer begges Harm.
O Waldborg! kunde jeg paa slig Ulykke tænke!
En anden end som dig mit ømme Hierte skienke?
Ney; vilde Kayseren sin Datter byde mig,
Jeg ingen have vil da jeg fik ikke dig,
Beklagelige Par! var Ærkebispens Tale,
Et grumt og haardt Farvel J ikke maae forhale,
J sees for sidste gang, den Dom er alt afsagt,
Men Skam faae Broder Knud, der brød saa stærk en Pagt.
Veninde! – her – min Haand — ak! hele Hiertet bæver,
Hans sidste Ord til mig end for mit Øre svæver!
Det tornende Farvel – O! gid Lynildens Magt
Det havde ført med sig og mig i Aske lagt!

          122Til Forsmag paa den Glands mig Lykkens Gunst bereder
Mig Dronning Malfred selv hen til mit Kammer leder;
Med Moders Kiærlighed mig slutter i sin Arm,
Men bittre Følelser kun hersker i min Barm.
Da Morgen–Solens Pragt alting igien opliver,
Hun sine Jomfruer hver sin Forretning giver,
Jeg død og følesløs iblant de andre staaer,
Ved Dronning Malfreds Ord mit Bryst ny Kummer faaer.
"Om Kronen ikke kan hos Waldborg Virkning giøre,
"Kan da mit Moders Navn ey hendes Hierte røre?
"Til det jo Rettighed ved Haagen gives dig.
For hendes Fødder jeg med Taare kaster mig:
Forøg o Dronning ey min bittre Siæle Smerte!
Dit Moder Navn er kiært og kostbart for mit Hierte,
Men Rettighed til det du selv mig givet har;
Før Kongen kiendte mig jeg jo din Datter var.
Foreenet med min Ven at leve i en Hytte,
For alle Kroners Glands jeg vilde ey ombytte
Jeg hører Axel til, han er mit Liv, min Lyst,
Kun Døden rive kan hans Minde af mit Bryst.

          123I denne Siæle Qval to Maaneder forløber,
Mit Øyes bittre Graad mit Hiertes Tilstand røber;
Min Offer Dag jeg alt med Skræk i møde saae
Da Bud kom, Fiendens Magt blant Norges Klipper laae.
Kong Haagen Landet vil med egen Haand forsvare,
Og fremmest vise sig i Marken og i Fare,
Til Leding bydes alt, hvad Sværdet føre kand;
Hr. Axel nævnes ud til Hærens Høvedsmand.

          Forhaling i min Dom vel Fiendens Indbrud giver,
Men Frygt for Axels Liv mit Hierte sønderriver,
Jeg skiælvende ham saae at søge selv sin Død,
At vinde Helte–Roes og ende Elskovs Nød.
Min Brudgom hader jeg, min Elsker jeg tilbeder,
Men lige Farlighed dem Fiendens Sværd bereder;
For Haagen taler Pligt; men Hiertet dog i Løn
For Axels Liv og Vel til Himlen sender Bøn.
Men til mit bange Raab, den Øret ikke laaner,
Fortvivlet Axel er han Liv og Blod ey skaaner,
124Hans Arm nedstyrter alt saa vidt, som Sværdet naaer,
Og Seyren næsten vis faaer Kongen Banesaar.
Bespændt af Dødens Vee, han ned til Jorden falder,
Med svag og halv død Røst, han Axel til sig kalder,
Hør Axel! lov mig her, min Død du hevne vil
Da Riget og min Brud dig begge hører til.
"Jeg svær ved Waldborgs Siæl, at du skal hævnet blive,
"Om hver en Draabe Blod jeg skal til Offer give;
Derpaa han render ind, hvor Fienden tykkest stod,
De vige for hans Arm, de falde for hans Fod.
Han føler ingen Saar; han seer ey Blodet rinder;
Han hævner Kongens Død; han Norge Seyer vinder;
Hans Skiold i Stykker gaaer; hans Brynie mister han,
Han værger sig endda mens Sværdet holde kan.
Hans meer end Helte Mod ham Kraft og Styrke giver,
Indtil hans gode Sværd i Hæftet brækket bliver;
Han Atten dybe Saar i Brystet eene har,
Foruden Haab om Liv De ham i Teltet bar.
Hans Tab udbreder Skræk og Jammer i hvert Hierte;
Han tænker kun paa mig i Dødens Angst og Smerte;
125"Bring tusende god Nat fra mig til Waldborg hen,
"I Himlen, som vort Hiem, der samles vi igien.

          O Axel! – elskte Ven! – her Taarene maae flyde —
Gud! Smerter ikke kan vor Levetraad afbryde!
Jeg ellers havde seet en Ende paa min Nød,
I samme Øyeblik jeg hørte Axels Død.
Saa snart jeg Buddet saae af Siæle Angst jeg blegnte,
Og uden Sands og Maal død ned til Jorden segnte;
Men Smerten vakte mig fordrev den søde Roe,
Der kun i Dødens Favn hos mig kan fæste Boe.
Jeg ingen Lindring nød i hvor jeg den end søgte,
Vor Dronnings Klagemaal min Græmmelse forøgte,
Det Tab, som hun begræd, en Aarsag var til mit,
At hævne Haagens Liv tilsadte Axel sit.
Til Kloster–Muren jeg kun Tilflugt kunde tage,
Og indelukke der min Græmmelse og Klage;
At vies jeg begiær; nød Lise i min Barm,
Da Mulden kastedes af Bispen paa min Arm.
126Her intet hindre kan min Attraae til at græde,
I Bøn for Axels Siæl min smager eene Glæde.

          Veninde! nu min Barm udøset er for dig,
Saa døm, om Jorden meer tilovers har for mig?
Mig Verden er forhadt; Naturen synes øde;
Hvad kan mit Øye see? Det Axels ey kan møde!
Til Graven eene er min Lyst og Attraae vendt,
Min Axel er ey meer, mit Liv med hans er endt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Poetiske Samlinger

Det Norske Selskab i København ble stiftet i 1772. Blant medlemmene var forfattere, diktere og filosofer i kretsen rundt dikteren Johan Herman Wessel (1742–1785). I 1775 ga selskapet ut første bind («Første Stykke») av Poetiske Samlinger. Samlingen består av 8 dikt: tre dikt av Peter Harboe Frimann (1752–1839), to dikt av Wessel, i tillegg bidrar Ove Gjerløv Meyer (1742–1790), Edvard Røring Colbjørnsen (1751–1791) og Charlotte Dorothea Biehl (1731–1788) med ett dikt hver.

Les om Norske Selskab i Store norske leksikon

Les om Norske Selskab i Wikipedia

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.