Den ringe Stands Fordele

af Ove Gierlov Meyer.

23Nec levis ambitio, perfusaqve gloria fuco,
Magnarumve fames sollicitavit opum.
Ovid.

*

          Stiig Høyheds Slave kun! bliv stor! tving Modgangs                                                                                                     Bølger!
Jeg hos et nøysomt Folk, i roelig Friheds Egn,
          Et Liv ukiendt med Pragt, men uden Sorger, dølger;
Hvor glemte Ringhed blev mod voldsom Frygt et Hegn.

          Her Venskab smilende, mig hellig Fristad byder
For sorte Sorgers Hær, som raser i dit Bryst,
          Naar, i din Pragt indsvøbt, du Stoltheds Ønsker nyder,
Og kiøber gyldne Baand, trods medfød Friheds Lyst.

          24Her ofrede jeg dig, mit Forsyns milde Styrer!
Den første skiønsom Tak, som Mistvivl qvælte før,
          Naar fra beklemte Bryst Bekymringers Uhyrer
Bortrante selv det Haab, som Livets Vel udgiør.

          Her klarnedes mit Syn, jeg saae selvgiorte Plager
Berøve Hiertet først medskabte Nøysomhed,
          Og at det dybe Suk, den dødelige drager,
Ey altid vidner Nød, men blot Begierlighed.

          Jeg saae en stræbsom Slægt med Ringheds Kaar                                                                                                     fornøyet,
Som ærer Høyheds Navn, ublendet ved dens Pragt;
          Som under gavnrigt Aag har villig Skuldre bøyet,
Men, for at blive stor, ey blev i Lænker lagt.

          Af Glæde rørt min Geist Naturens Lov istemmer,
Som til uskyldigt Rov for medfød Plagers Hær
          Sin Yndling Mennesket tyrannisk ey forglemmer,
Men, Aarsag til dets Nød, dets første Redning er.

          25Men hvilket gruesomt Skrig min glade Roe forjager!
"Kom Død! Min Skygge svæv i grumme Skikkelser!
          "Vær Vidne om en Siel, som er fordømt til Plager;
"Kun Frygt og Skræk indjag forhadte Mennesker!

          "Og tør en lykkelig hid til din Boelig træde,
"Han døe da ved dit Syn, og qvalt af Angester,
          "Mig i Fordømtes Land med dette Budskab glæde:
"Foragtet Levende, jeg død dog frygtet er!”

          Forbauset, tankeløs, jeg hen til Redning iiler
Den Ulyksalige. – Hvad? Phedon! Ak min Ven
          Forbander Liv og Sig og Verden, og fortviler,
Og med en borget Roe tør trodse Himmelen.

          26Skræk qvælte Mælet her, jeg om hans Knæe mig                                                                                                     slynger,
Ham river fra den Pynt, som truer kun med Død.
          Siig Phedon! Hvad Uheld din Siel saa dybt nedtynger;
Vort Venskab helligt var, dets Ret din Taushed brød.

          "Kiædsommelige Ven! som grumme Skiæbne sendte
"Til dobbelt Qval, Velan! saa lær at kiende mig.
          "Forgiæves Ærelyst i kiekke Hierte brændte,
"Jeg vilde blive stor, og blev ulykkelig."

          Ulykkelig? Ney flye med roelig Siel den Lykke,
Hvis Tab din Lykke giør, hvis Slot er Plagers Boe;
          Hvor gyldne Sorger kun dens solgte Slaver trykke,
Forøge Lasters Tal og røve Sinders Roe.

          Flye dette Dødens Svælg, følg mig til hine Hytter;
Kiend et lyksaligt Folk, som du miskiendte før,
          Hvis Ringhed, Fortrin ey med prægtig Høyhed bytter,
Som uden fremmed Glands sin egen Lykke giør.

          27Døm ey om Ringheds Stand af den fortrykte Slave,
Som Træl og plaget er til Skam for Mennesket;
          Men af det Folk, som glad ved Frihed, Himlens Gave,
Selv føler eget Værd, og hævder egen Ret.

          En Glædes Fest i Dag løvprydet Gaard bebuder,
Ey den, som Smigreren med gyldne Siffer skrev,
          Da Templer reystes først hans Lykkes nye Guder,
Og første Virak dem af Daaren ofret blev.

          Ey den, som Yppighed, for kostbar Tid at myrde,
Sig helliger hver Dag til prægtig Ekkelhed;
          Hvis vante Glæde kun fordobler Siælens Byrde,
Hvor Høyhed pyntet gaaer og aander Kiædsomhed.

          Men den, Naturen selv indvier elskte Pligter,
Naar første kiekke Søn, ved Elskov lykkelig,
          Sin Faders Borgen blev: Om end hans Minde svigter,
Hans Stamme vare skal paa kiekke Sønner riig.

          28Fornyet Afkoms Haab i muntert Øye smiler,
Og gyder Glædens Strøm i varme Faders Bryst;
          Han tillidsfuld sin Arm paa Sønne-Skuldre hviler;
Hans Ungdoms første Frugt er ventet Alders Trøst.

          Naturen nyder han, ukiendt med deres Plager,
Hvis Ungdom bange fløy af Sorger jaget hen;
          Hvis Manddom grumme Tegn af qvalte Længsler drager,
Og synker traurig ned til Ringheds Stand igien.

          Imedens møysomt Haab hvert Trin til Lykken regner,
Forloren Ungdoms Nag, og Døden i hvert Lem,
          En tidlig Alderdom i gustne Kinder tegner;
Knap en udtæret Rest til Lykken slæbes frem.

          Som Skovens skiønne Træe, hvis Krone Dalen pryder,
Ved Kunstens grumme Haand omsat i fremmed Lund,
          Forbrændt af fremmed Soel, kun traurigt Syn                                                                                                     frembyder,
Og visner snart, og døer i den uvante Bund.

          29Saa saae jeg tit en Stor, fra Ringheds Stand ophøyet,
Imedens Lykkens Soel en Lod-ret Straale skiød
          Paa glimrend’ Isse ned, af Høyheds Byrder bøyet,
Fortæres af sin Pragt og døe en fremmet Død.

          See her den heldige, hvis Ønsker Dagen fylder,
Han glemmer Verdener henrykt ved elsket Favn;
          Ey Lykken blev hans Gud, men glad han Hymen hylder;
Han elskes snart som Mand med Ret til Faders Navn.

          Stolt seer hans Elskov ned til disse Lykkens Trælle,
Som grum Nødvendighed og Modens Lov forbød,
          En tidlig Afkoms Slægt i moedne Aar at tælle,
Hvis Tvang blev Slægters Tab, og ofte Dydens Død.

          Her unge Fader selv forønskte Fakkel tænder,
Indvier unge Brud til Hymens Helligdom:
          "Tag Elskte! Tag den Mand, hvis Hierte for dig brænder;
"Arbeyde blev hans Arv, og Flid hans Eyendom."

          30Hvor lykkelig mod hiin, hvis smaae Forgrædte knæle
For raadvild Æsculap med Bøn om Faders Liv.
          Han silde Fader blev, ham moedne Sorger qvæle
Han døer ved deres Raab: Ak Fader hos os bliv!

          Vantreven Glæden sig i Høyheds Templer slæber;
Forlystelserne døe ved Stoltheds Tyrannie;
          Feyg Uroe, lænket Tvang, i Fødselen dem dræber,
Og Ulyst hyppig groer i tomme Pralerie.

          Da Tvang og Overmod først skrev Uligheds Love,
Og giftig Herskelyst, for Rang og Navn af Stor,
          Den første Nidding bød sit usle Liv at vove;
Fra den Tid Glæden kun i lave Hytter boer.

          I buntefarvet Pragt, som Egnens Ungdom pryder,
Som vidner virksom Flid, og trodser Modens Smag,
          Hver Ven i Hiertets Sprog sin Ven sin Hilsen byder,
Med trofast Haand i Haand og ærligt Favnetag.

          31Her glade Flokke sig til muntre Leege samle,
Hvor Lysten Valget giør, ulydig mod den Dom,
          Som Skiønnes Læber bød med tvungent Ney at samle,
Naar Hiertet siger ja, og raaber: Hyrde kom!

          Her Venner Ligemænd i Kredsen glade møde,
Og under moersomt Spøg belee den Overmand,
          Som giør en Smiil til Synd, og Latter til en Brøde,
Som Offer eller Bøn igien ey sone kan.

          Tungt stønner Overdaad for Giften at fordøye,
Som sød ved kostbar Kunst i piinte Kroppe gleed;
          Men næste Morgens Soel for disse bringer Møye,
Og Sundhed blev til Deel aarvaagne Flittighed.

          Misund dem deres Kaar, naar gavnrig Sved nedflyder
Langs Seenestærke Krop, frembragt ved virksom Arm,
          End da sig munter Siel i stærke Boelig fryder,
Friskt løber Blodet om i Stræbsomhedens Barm.

          32Naar dorsk Ufølsomhed paa Blødheds Leye glemmer
Sin Pligt, sin Gud, og Sig, knap føler den er til;
          Tit under Byrden selv en Træl sin Sang istemmer,
Og Hiertet blusser høyt af søde Pligters Ild.

          Stiig ned Forvovne Du! som Kundskab gav din Styrke,
Som bygger Overmod paa Gisninger og Ord,
          Stiig hid til Hytten ned, og lær din Gud at dyrke,
Ukunstlet Lydighed han evig Pagt tilsoer.

          Forviist er her den Tvivl, som hastig Vantroe skaber,
Hvis sidste Glimt af Haab forsvandt ved rædsom Grav,
          I hvis forvovne Klygt Fornuftens Magt sig taber,
Og dømmer sandsesløs det Raad, som Godhed gav.

          Mon Viisdom læres der, hvor Modens Videnskaber?
Hvor for et uvist Haab opofres Ungdoms Værd,
          Hvor andres Lærdom giør os blot til andres Aber,
Hvor Stolthed leer saa tryg bag Minen af en Lærd;

          33Hæld ham! som i sin Vraae, hvor Møye Fliid ernærer,
Før tidligt Graanende frembringer Dagens Bud,
          Ved natlig Lampes Skin sin Søn og Yndling lærer,
At hædre Fødeland, sit Haandværk, og sin Gud.

          Ham Nøysomhed giør riig, og døver alle Plager,
Mod andre, som mod sig, han Himlen billig troer;
          Langt fra hans stille Roe forjages vilde Klager,
Fordi den større Magt uddeelte til en Stor.

          Tryg seer vor lille Jord de større Verdners Kroppe,
At tumles over den i stadig Orden om,
          Den Almagts vise Lov, som satte dem deroppe,
Afvender deres Stød, afsirkler deres Rum.

          Tryg og den ringe seer i Høyheds Hvirvler jages
Med stærk men farlig Fart Jordklodens Vældige,
          Naar ved en stridig Magt til fælles Fald de drages,
Han Faldet roelig kan, som Stierneskuddet, see.

          34Bag Lovens hellig Skiærm, som ham og Hytten dækker,
Som Borger, Undersaat, sit Land, sin Konge kiær,
          Ham ey statistisk Vid ved andres Vælde skrækker,
Hans Lov hans Kobbermuur, hans Krog hans Fristad er.

          Men tør sig Stolthed frek af tryglet Fortrin bryste,
Og paa det plagte Folk grumt hugge Saar i Saar
          Om Folket rører sig, da maae dets Bødler ryste,
Naar Tronen klippefast paa Folkets Godhed staaer.

          Gid mægtig Sandhed maae min Phedons Uroe stille;
Hin troefast Vidne bær, Han, om hvis Tindinger
          End Ungdoms Leeg og Lyst i sølvgraae Lokker spille,
Og smile til den Skaal, hans Haand til Munden bær’.

          Ja tal ærværdige! Du gamle som udtømmer
Saa glad en Hæders Skaal paa Sønnesønners Vel,
          Siig, hvad Erfarenhed om Livets Forskiel dømmer,
Om Fød til ringe Stand du savner Livets Held?

          35"Taknemligt sidste Suk den Faders Navn skal ære,
"Som selv med egen Haand sit Haandverk lærte mig;
          "Lær, sagde han, min Søn! thi dette skal dig nære,
"Hvo blev for Mangler frie, blev nesten lykkelig.

          "Alt tidlig hørte jeg Naturens milde Stemme:
"Elsk Søn og Fader bliv, jeg skal forsørge dig.
          "Ugudeligt det er Naturens Bud at glemme,
"Jeg elskte, stræbsom var, og jeg blev lykkelig.

          "Nu Livet er forbi, jeg mig ved Maalet fryder,
"En hædret Alderdom mig til en Fyrste giør,
          "I talrig Afkoms Slægt jeg som en Konge byder,
"Velsigner hver en Dag og snart fornøyet døer."

          Som Regn for nøgent Field, saa Raad for Phedons Hierte,
Hvert Ord gleed uden Kraft hans hærdet Siæl forbi.
          Hvor alting aander Lyst han eene samler Smerte;
Saa slukkes Siælens Lys i Lysters Raserie.

          36Forgiæves faldne Mod anvender sidste Kræfter,
Han bange flyer det Raad, Natur og Venskab gav.
          Fortvivlelsen gaaer for og Døden følger efter.
Skiul Nat og Glemsel! Skiul hans Minde og hans Grav.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.