Psyche

av Anna Munch

I.

(Et værelse, udstyret med luksus og smag i moderne stil, med tæpper på gulv og vægge, byster på sokler, et par større malerier o. s. v. Mange blomster. Udgang til en altan i baggrunden, gardinerne er trukne fra og dørene står åbne. Udsigt over lidt af byens omegn, træerne bærer høstfarver. Dør med portiérer tilhøire, en anden dør længere nede tilvenstre. I forgrunden tilvenstre et marmorbord, lidt længer tilbage en kamin. Tilhøire et større bord med lænestole m. m.)
Alma sidder og læser ved bordet tilvenstre. På det andet bord og i værelset ligger forskjellige brogede sager strød omkring, større og mindre åbne æsker hist og her.


    EVA (kommer ind fra altanen, læsende på et papir.)

Klokken 6; – (ser på uret) og nu er den snart halv. Han kommer, du Alma! (ser sig om). Da må vi sandelig rydde!


    ALMA (ser op fra bogen.)

Ja, vi må vel det? Til herren i huset kommer hjem, ellers blir han grætten – – er han begyndt med det alt, Eva? Han er vel ikke bedre han end andre. (Vil reise sig).


    EVA.

Å nei, sid du. Jeg ved, hvor det skal lægges altsammen.


    6ALMA.

Det er også forfærdeligt, hvor du har draget udover.


    EVA (rydder.)

Ja – og du har vist ikke set ordentlig på det endnu. Du bare sidder og læser i den fillebogen. (Stanser lidt, tænker sig om). Men når han kommer kl. 6 og lige fra jagten, så har han vel ikke spist. Hvad skal vi finde på?


    ALMA.

Bif med speilæg? Det var han så glad i før, når han kom til os.


    EVA.

Ja, det husker jeg godt.


    ALMA,

Nei, det husker vist ikke du, for det var mere i gamle dage, før du var kommen i huset, og før han havde været i udlandet.


    EVA (ler.)

Ja, det kan så godt være. Dere tre – du og din bror og han – har jo så mange minder sammen, som ikke jeg er med i. (Hun ringer, en pige kommer). Vil du være så snil at dække bordet derinde – og rigtig fint, Edvarda. Min mand kommer hjem, jeg har fåt telegram. (Hun går hen til pigen og gir mere dæmpet en nøiere besked, pigen siger noget, hun nikker, går fra hende). Ja dét – det skal jeg selv kjøbe. (Pigen går).


    7EVA (ser sig om, ler.)

Men nu jeg sandelig rydde!


    ALMA (som har siddet med hodet i bogen, ser op, smiler også, lægger sig tilbage i stolen).

Tænk, at man ordentlig kommer sådan i bevægelse – bare fordi ens mand kommer hjem!


    EVA (rydder og lægger i æsker.)

Å, det mener du ikke. Du forstår det så godt, Alma. Og du holder af Valentin du også – – endda så meget du har at udsætte på ham altid. – Du snakker! skulde en ikke være glad, når ens egen deilige velsignede gut kommer hjem! (stanser igjen og ser ud for sig). Hvor underligt det er! det er næsten skjønt at være fra hinanden, for da blir det en glæde så vidunderlig stor.


    ALMA.

Du taler, som han havde været borte i et år istedetfor i tre dage.


    EVA (nynner og rydder.)

Ja, ja – – du har ingen erfaring, Alma! – Se så! nu har jeg da fåt alt det store afveien. Og du har virkelig næsten ikke så meget som set på det engang.


    ALMA.

Vist har jeg jo. Det har jo ligget her i hele formiddag.


    8EVA (med nogen sager.)

Se den lange tyrkiske piben der! og turbanen! Tror du ikke, Valentin kommer til at ta sig ud? (Hun sætter turbanen på og røger af piben). Han kjøbte en slobrok dernede også, eller sådan en lang tyrkisk kaftan, men den har han i sin egen kuffert. (Lægger sagerne ned). Her er en kamé, ægte antik, den kjøbte vi i en bod i Neapel. Det var en liden pige der, som havde sådanne store, sorte, sørgmodige øine, at jeg måtte kjøbe alt, hvad hun bad om.


    ALMA.

Den er deilig.


    EVA.

Vil du eie den, Alma?


    ALMA.

Tak – det kan du tænke, jeg gjerne vil. Men nu har du git mig så meget.


    EVA.

Ingenting er for meget. Det er jo dig og – dere alle derhjemme, jeg kan takke for, at jeg har det, som jeg har det og eier alt dette – for at jeg lærte Valentin at kjende! – Hvad er det? Å sjalet! Du må ikke glemme din mors kniplingssjal, når du går iaften – her lægger jeg det på stolen.


    ALMA.

Nei, det skal jeg ikke.


    9EVA.

Så tror jeg ikke, der er mere. (Ser sig om). Å jo, å jo – der er endnu min hvide kniplingsfichu. (Hun står og lægger den sammen). Der er minder ved den! Og vil du kjende – – en duft af en egen sort viol-essens, som jeg fik af Valentin dernede. Den er ikke at få her. (Lægger den mod ansigtet). Det er som at dukke sig ned i minder – den deilige, deilige dag i Versailles! (Hun står tankefuld). Nei, sådan blir det vist aldrig mere – en sådan reise er som et eventyr, en vidunderlig drøm, man bare får drømme en gang! – (Stryger sig over øinene, smiler). Blir det ikke? – Jo vist blir det, – (i leende overmod) det blir bare deiligere og deiligere – – og det skal vare – – hele livet ud! (Hun lægger sjalet i æske, går lidt omkring, nynner og sætter sig til at stelle med noget).


    ALMA (reiser sig og begynder at gå frem og tilbage på gulvet).

Jeg skjønner mig slet ikke rigtig på dig, Eva – nei, det gjør jeg ikke.


    EVA.

Hvad skjønner du ikke?


    ALMA.

At du kan være så glad – så rent sorgløs – rent ud sagt.


    EVA (forundret).

Hvad er det da, som er sørgeligt?


    10ALMA.

Å – hvis jeg var dig, så vilde jeg vel heller komme til at gå med en følelse, som ulykken hang over hodet på mig.


    EVA (ser på hende.)

Uf da? Hvorfor det? Fordi jeg er altfor lykkelig, mener du? fordi der er noget – ligesom eventyrligt ved det? (tankefuld). Ja, det har jeg nok undertiden tænkt selv. Men man skal jo ikke tænke på sådanne ting.


    ALMA.

Nei, ikke just det. Men tænk at være gift på den måden, som du er det. Det synes jeg må være nokså utrygt – –.


    EVA (leende.)

Men Alma – vi er da virkelig aldeles ordentlig gifte.


    ALMA.

Ja, vist – men aldeles mod fru Skyttes vilje. Valentin har jo brudt med hende for at gifte sig med dig – han tør ikke sætte sin fod indenfor hendes dør mere.


    EVA.

Å, det. Ja det er sandt. – Ved du hvorfor?


    ALMA.

Nei, jeg gjør ikke.


    11EVA.

Ikke jeg heller. (Grundende). Der er jo noget underligt ved det. Valentin ved det vist, men han vil ikke sige det. Han siger, vi må vente – at han håber, alt vil bli godt tilsidst.


    ALMA.

Ja, underligt er det, Jeg synes, det må være så utrygt på den måden. Om ikke du føler det, så kan du være vis på, at han gjør det. Det kan bli tungt nok at bære i længden.


    EVA.

Å – når vi er to om det.

ALMA.

Ja, men dere er jo ikke to om det heller.


    EVA.

Er vi ikke?


    ALMA.

Du ved jo ikke engang, hvad det er. Han burde da ikke skjule det for dig. En mand burde ikke ha nogen hemmelighed for sin hustru. Jeg vilde aldrig tålt det.


    EVA.

Nei, det kan være så ganske sandt. Men det nytter ikke at tvinge nogen, skal jeg sige dig – hver får gjøre, som han vil.


    12ALMA (nervøst.)

Du er et barn, Eva. Du forkjæler ham i det hele, han kommer til at få aldeles magten over dig. Jeg kjender ham bedre end du – han tåler det ikke. Valentin trængte netop en kone, som forstod at ta ham.


    EVA.

Og jeg glemmer bestandig at tænke på, hvordan han skal «tages» – –.


    ALMA.

Ja, du beundrer Valentin blindt i alting.


    EVA (forundret.)

Nei, skal du nu stikle på Valentin igjen? Jeg tror virkelig, at du ikke kan udstå ham:


    ALMA (kort.)

Å, jo vist.


    EVA (reiser sig, går hen til Alma, lægger armene om hendes hals og ser hende ind i øinene).

Ja, – så skal du ikke være så slem og kritisk, du!


    ALMA (i nogen bevægelse.)

Nei, herre gud, Eva min – jeg vil vist ikke forstyrre din lykke. Jeg synes bare, at dette forhold til Valentins mor burde dere se at få greiet så snart som mulig. Ellers har dere jo bare hinanden.


    13EVA.

Bare hinanden. Er ikke det nok?


    ALMA.

Det er ikke ‘nok at sætte sin lid til bare et eneste menneske i verden.


    EVA.

Jeg har ham, og han har mig. Det er nok. – Men nu må jeg nok skynde mig.


    ALMA.

Hvor skal du hen nu?


    EVA.

Jeg må ind til konditoren på hjørnet og kjøbe noget til dessert. Det er noget rart – – og man kan lave det selv i en fart. Du får ikke vide, hvad det er endda. (Ser sig om). Generer det dig, at altandørene står åbne?


    ALMA.

Nei, de kan vist stå en stund endnu.


    EVA. (ordner lidt.)

Så hyggeligt her er.

(Hun skynder sig ud).

    ALMA (sætter sig ved bordet tilhøire, lægger armene på bordet og hodet ned på dem. Om en stund kommer Viggo Brandt stille ind fra høire, står lidt).

    BRANDT.

Goddag – Alma!


    14ALMA (farer op.)

Viggo! – hvor kom du fra? hvorledes kom du ind?


    BRANDT.

Entrédøren stod oppe.


    ALMA.

Mødte du ikke – Eva?


    BRANDT.

Nei. Er herskabet ude?


    ALMA.

Hvor tør du komme her, Viggo?


    BRANDT.

Jeg skal tale med Valentin. Er han hjemme?


    ALMA.

Ikke i øieblikket – men om en stund kommer han.


    BRANDT.

Så får jeg vente; – eller komme igjen.


    ALMA.

Men hvor tør du komme her?


    BRANDT.

Har jeg gjort noget ondt?


    ALMA.

Nei, nei – men du burde ikke rive op i dette; – for din egen skyld, mener jeg.


    15BRANDT.

Å, jeg skal nok passe mine sager; pas du dine. Hvorfor er du her? Ikke for noget glædeligt, tænker jeg – at dømme efter den stilling, du indtog, da jeg kom.


    ALMA (ser ned.)

Nei, det er sandt. (i stærk sindsbevægelse, begynder at gå). A, – ved du, at synet af andres lykke kan gjøre en ond; – – jeg har følt mig så ond, Viggo….


    BRANDT.

Andres lykke –? Er lykken da virkelig så overlag stor?


    ALMA.

Å, de er som to barn.


    BRANDT.

To fugle i et rede. (ser sig om) Her bor de altså. Å ja – det var mere end andre har råd til. Men derfor kan en vel være lige god, tænker jeg. (Går omkring).


    ALMA.

Nu kommer Eva snart tilbage. Vil du ikke helst gå – og komme igjen siden?


    BRANDT.

Å, det har vel ikke saadan hast. Jeg har ikke nødig at gjemme mig bort og er ikke bange hverken for hende eller nogen anden. Det kunde være ganske interessant at se hende igjen. Vi to har været ganske godt kjendte engang i tiden.


    16ALMA.

Idag for et år siden, ja – hvor alt var anderledes! dengang var han netop kommen hjem fra udlandet – –


    BRANDT (står.)

Ja, og dengang var det ham og dig – og mig og hende.


    ALMA.

Men det varte ikke længe.


    BRANDT.

Nei – det varte ikke længe.


    ALMA.

Ja, – dengang! det er som det ligger et helt liv imellem – – min hele ungdom! (halv for sig selv) Tænk, at jeg siger det! at jeg tør udtale det! å, men det gjør saa godt at tale, det var, som jeg skulde kvæles før! – – Husker du – husker du, når vi sad om bordet om aftnerne og han fortalte – – å, for et liv der var med ham bestandig! – Men alt dengang var det Eva, han talte for – hende han spilte og sang for – alt dengang – – å, jeg ved det!


    BRANDT.

Ja – det varte ikke længe før hans evige forfængelighed var påfærde igjen. Sådanne egoister – (knytter hånden) når de bare rigtig kan få sit eget lys til at skinne, så – –


    17ALMA.

Å, nei, Viggo, slig er ikke Valentin. Det var ikke bare egoisme – – han holder jo virkelig af hende.


    BRANDT.

Undskylder du ham? – Hun elsked ikke ham, siger jeg – – ikke straks, ikke i førstningen. Og han kunde ladet hende være i fred. meget kunde han gjort for en ven. Af én grund til.


    ALMA.

Hvilken grund?


    BRANDT.

Å – det kan være det samme. – Men han så, hvad det gjaldt for mig, og han vidste, at du holdt af ham. Dere var ja så godt som forlovede, før han reiste.


    ALMA.

Nei, Viggo, det var vi alligevel ikke. Vort forhold var altid mere roligt, kameratsligt – ja kanske mindst i den sidste tid, før han reiste. Men det kom i al fald aldrig til noget opgjør, nei, ikke med et eneste ord. Det er ikke for at forsvare ham, at jeg siger det, men fordi det er sandt. Og så fordi det er en trøst for mig. Så har jeg da ikke egentlig mistet ham.


    BRANDT.

En fattig trøst! – jeg har ikke engang den!


    18ALMA (om lidt, ser på ham.)

Mener du, at – hun virkelig var ved at elske dig – først?


    BRANDT (nikker.)

Å ja – kan vel være. Hvem ved.


    ALMA (ryster på hodet.)

Ak – jeg er bange for, det havde ikke været stort håb for dig – stakkars Viggo.


    BRANDT (irriteret.)

Kan du vide, hvad der har været os imellem?


    ALMA.

Dere blev jo aldrig dus engang.


    BRANDT (smiler.)

Å, det har ikke noget at sige – tvertom. Havde ikke den – forgyldte don Juan været, så var hun kanske min nu.


    ALMA.

Ja, du havde kanske kunnet tvinge hendes vilje, for din er stærk. (Lytter) Der gik det i entreen, det er vist Eva. – Hun går ud i kjøkkenet.


    BRANDT (har også lyttet efter.)

Aldrig mod hendes vilje. Men jeg skulde vundet hende.


    19ALMA (går omkring.)

Ja, far skulde vidst det – dengang han bestemte sig til at ta den finske sangerindes datter i huset, fordi fa’ren havde været hans ven! Vidst det – at han førte ulykken over sine egne børn!


    BRANDT.

Å, det var ikke hendes skyld.

(Liden Pause).

    ALMA.

Skal du ikke paa kontoret i eftermiddag?


    BRANDT.

Nej, jeg er fri – for en gangs skyld.


    ALMA.

Og jeg fra skolen. Jeg er begyndt med formiddagstimer nu. Men du arbeider vist for meget, Viggo. Du ser så anstrengt ud.


    BRANDT.

Jeg? – A ja – – der kan være skyer nok, når vi skal tale om det. (Efter en pause). Men er det mulig det, at hun kan være så aldeles bedåret og sætte al sin lid til denne lette fyren?


    ALMA.

Å, du skal ikke sige, han er saa let, Viggo. Han har et let sind og er let bevægelig, men derfor kan han godt være dyb. Jeg er mere bange for, at Eva ikke er den rette for ham.


    20BRANDT (ler, trækker på skulderen.)

Let – – dyb – –. Det bryr jeg mig pokker om – og kunde jo lige så gjerne spørge: er han den rette for hende? Han er ialfald uefterrettelig, det kan jeg sige dig.


    ALMA.

Hvorledes det?


    BRANDT.

Å – jeg har møie nok med hans historier. Det er jo derfor, jeg er her.


    ALMA.

Hvilke Historier?


    BRANDT.

Tror du kanske ikke, han har havt historier? Å jo, som det sig hør og bør. Det har vi jo forresten havt nogen hver, saa for den sags skyld –!


    ALMA.

Hvad er det da for Historier?


    BRANDT.

Har – har fru Eva aldrig fortalt dig noget?


    ALMA.

Nei, aldrig.


    21BRANDT.

Saa ved hun det naturligvis ikke. Damer pleier jo fortælle hinanden sådant. Men det ligner ham. Han staar for hende som den «rene», hendes ideal – og hvad ved jeg? det har han sørget for.


    ALMA.

Men hvad er det da?


    BRANDT.

Nei, det forhold hviler nok paa temmelig falsk grund.


    ALMA.

Ja, Eva stoler altfor blindt paa ham, det har jeg ogsaa sagt hende. Og så kan hun slet ikke saadan rigtig – hævde sin værdighed overfor ham. Det vilde kanske bare være en velgjerning at advare hende.


    BRANDT.

Hm …. ja, den gode hr. ValentinValentin] rettet fra: Valentien (trykkfeil) kunde ha så inderlig godt af lidt modbør – ikke for det! Han er kommen sovende til alting. Og han fortjener slet ikke hendes tro paa ham.


    ALMA.

Men hvad er det da, han har gjort?


    BRANDT.

Å, ikke just noget mærkeligt eller usædvanligt. (Efter en pause, stærkt) Men jeg siger, det er usikker grund!


    ALMA.

Hys….


    22EVA (et øieblik efter, fra høire. Hun farer let sammen, idet hun ser Brandt. Han ser vist paa hende og hilser stivt).

Goddag – Brandt, De her? det er længe siden, jeg har set – – – (hun rækker ham hånden, han tar den).


    BRANDT.

Ja, det er en stund siden. Jeg er her for at tale med Deres mand, frue – med Valentin.


    EVA

Han er ikke hjemme nu, men vi venter ham. Vil De ikke sidde ned – (hun gjør en bevægelse mod bordet tilhøire).


    BRANDT.

Tak, jeg ved ikke – jeg burde vel heller komme igjen – –


    EVA (som er blet roligere.)

Å, De kan vel sidde et øieblik og prate lidt.


    BRANDT

Vel, paa fruens eget ansvar – om jeg skulde komme til forstyrrelse. Jeg mener, De vil vel helst være alene, når han kommer. (Han har sat sig).


    ALMA (Tar et hekletøi og sætter sig ved det mindre bord).

Å, hun har jo saa alligevel mig – til at plage hende.


    EVA (ser på Alma, ler og sætter sig også.)

Hvorledes har De det?


    23BRANDT.

Å, jo, jeg takker –. De har det godt, ser jeg?


    EVA

Ja – jeg synes ikke, verden er så slem endda.


    BRANDT (ser hele tiden meget på hende.)

Og det endda Deres mand er borte. Har han været længe borte?


    EVA.

I tre Dage.


    BRANDT.

Og lar Dem alene tilbage?


    EVA.

Han var nødt til at reise; det var et længe aftalt møde med en engelskmand, Mr. Blount, som skulde komme hid i høst. Han har gjort Valentin flere tjenester. De skulde ud og seile og skyde lidt. (Efter en pause). Forresten har jeg ikke været alene. Alma har været her så meget hun kan,


    BRANDT (smiler.)

For at beskytte Dem?


    EVA.

Det behøves ikke, jeg er slet ikke bange. Hvem skulde gjøre mig noget midt i en stor by – og inden døre?


    24BRANDT (læner sig tilbage.)

Å, – – det er saa underligt med store byer, de kan rumme meget. Det er saa mangt, som kan hænde. – I en stor by findes der just mange slags mennesker, frue, baade onde og – –


    EVA.

Jeg håber, de lar mig være i fred. Jeg har aldrig gjort dem nogen fortræd.


    BRANDT.

Nei – – ganske vist ikke. (Efter en kort stilhed). Men De maa erindre én ting, fru Eva – – at De er ikke mere bare Dem selv, men en Del af en anden. Vi kan ta et exempel: Hvis nu Valentin – ja – hvis Deres mand havde fiender, kunde det ogsaa komme til at gaa ud over Dem.


    EVA.

Ja, vi skal jo dele byrden; – det var ikke mere end rimeligt, at jeg stod ved hans side, naar han blev angrebet – selv om jeg ogsaa skulde modta et hug iblandt.


    BRANDT (rask.)

Men om nu Deres mand havde uret?


    EVA (overrasket.)

Uret – – hvorledes –?


    25BRANDT.

Ja, sæt –.


    EVA (resolut.)

Men det har han ikke. Valentin har aldrig med vidende og vilje gjort noget menneske ondt – det er jeg vis på.


    BRANDT.

Hvad mener De med at gjore ondt – fru Eva?


    EVA.

Jeg tror, jeg har læst: At tilføie skade på legeme eller sjæl.


    BRANDT.

Eller begge dele?


    EVA.

Ja, naturligvis.


    BRANDT.

Nu vel; – la os da sætte, at Valentin – alligevel havde gjort et menneske skade paa denne måde, og at han ved at gjøre dét på samme tid havde skadet, begåt uret mod Dem? Vilde De da endnu stå ved hans side? vilde De ikke da gå over til dem, som angreb ham?


    EVA.

Hvorfor behøver vi at sætte sådant. Jeg forstår ikke hvad De mener – – og jeg synes, dette er saa uhyggeligt.


    26ALMA (reiser sig.)

Nei, Viggo – hvorfor skal du nu komme med sådant noget? hvad skal det betyde?


    BRANDT.

Ja, jeg ber om forladelse. Men vi jurister er så vant til at gjøre tankeexperimenter, at de falder os i munden både i tide og i utide.


    EVA (efter en pause, ser på ham.)

De har jo kjendt Valentin længe – har De ikke?


    BRANDT.

Jo, jeg tænker omtrent så længe som Deres halve liv, frue. Vi gik på skolen sammen, som De ved.


    EVA.

Og jeg har ikke kjendt ham i mere end et år. Det er jo meget kort, men –


    BRANDT.

Å, paa den tid kan meget opleves – og meget fortælles. De maa jo nu kjende Deres mands liv ligesaa godt som jeg og endnu bedre; – i det forhold fortæller man jo hinanden alt.


    EVA.

Jeg ved alligevel lidet. Jo, på en måde meget, men – – ja, jeg synes, jeg kjender ham så godt. Men der findes kanske ting, han ikke bryr sig om at tale om. Og så spør jeg ham ikke – – endda jeg i grunden ikke kan fordra hemmeligheder…..


    27BRANDT

Nei, dét synes jeg, De har så ret i. Hemmeligheder …. og gamle venner, de burde ikke være til. Hvad vilde De nu f. ex. sige, om jeg fortalte Dem, at jeg har noget her i min lomme, som jeg ikke tør betro Dem, men må levere i Valentins egne hænder? Vilde De ikke bli jaloux på mig?


    EVA.

Ja, det kom jo an på, hvad det var. Det kunde jo være sådan en – vexel eller noget lignende, som herrer pleier at gå med. Og da vilde jeg bare helst slippe; – for jeg kan aldrig forstå det rigtig.


    BRANDT.

En vexel – – (ler dæmpet) den var sandelig ikke så gal! en forfalden – ja, hvem ved? En vexel, som skal indfries! – – (lidt stilhed, han reiser sig) Forresten var det nu ikke så alvorlig ment, frue, med den hemmelighed. (Han tar et papir op af lommen) De kan vist så godt levere Deres mand denne – vexel, uden nogen forklaring.


    EVA (tar imod brevet.)

Det kan jeg vist. (De kommer til at se på hinanden, der blir en temmelig lang pause).


    BRANDT. (lidt usikkert.)

Og så – tror jeg, jeg vil anbefale mig, frue – og heller komme igjen. Jeg burde og skulde jo tale med Valentin – træffer ham vel senere. Godaften! (Han bukker for Eva, som stille gjengjælder hilsenen, nikker til Alma og går. Under de følgende scener mørknes det lidt efter lidt).


    28EVA (følger ham adspredt med øinene, vender sig om, noget bleg. Hun ser sig om i værelset).

Dette var en rar konversation – jeg synes, han talte så underlig hele tiden. (Hun trykker hænderne mod ansigtet, gyser let). Hvor koldt det er her – – det er sandt, dørene står jo åbne. (Hun lukker altandørene).


    ALMA (som har gåt fra og til under den sidste del af forrige samtale, tar imens brevet, som Eva har lagt på bordet, ser på udskriften. Sætter sig på sin plads fra før).

Det ser næsten ud som en damehånd.


    EVA.

Ja – jeg tror det er en damehånd. (ringer, til pigen som kommer) Vær så snil at lægge lidt i kaminen.

(Hun sætter sig i en lænestol, mens der lægges i, pigen går, efter at ha fåt det til at brænde).

    ALMA (efter en pause.)

Jeg synes, det er skammeligt af ham, hvis han gjemmer noget for dig, som du har ret til at vide….


    EVA.

Å – sig ikke noget nu, Alma. (Hun reiser sig, går hen til ilden og stirrer ind i den; derefter til bordet, tar brevet, ser opmærksomt på det, lægger det hen på et fjernere sted i værelset. Sætter sig i lænestolen med albuerne støttet i fanget og ansigtet gjemt i hænderne. Om lidt tar hun den fra). Vemodig. Å, hvor lidet jeg egenlig kjender til livet og verden – og mennesker! derude er vist saa meget ulykke – – og sorg! Men mit liv, det har været så stille – ja, helt fra jeg var barn og bode sammen med far i to små 29værelser, og han var så syg – – og jeg så næsten aldrig andre end hans musikelever! det står så underlig klart for mig altsammen – med én gang – mit liv, som det var, og er!


    ALMA.

Ja, i mørkningen kan en komme til at tænke på så meget – –


    EVA.

Jeg har ikke villet vide om andet end denne min kjærlighed og lykke – – jeg har vist levet bare i min egen verden; – – skal det bli anderledes nu? Hvad er det da nu? – – Å, når man begynder at tænke på noget, da kan det svimle så underlig for en, du! (ser sig om) Alt det, jeg ser omkring mig, – det synes så fremmed, så uvirkelig – som jeg ikke ved, hvem jeg er, hvor jeg er –? Og Valentin – Valentin –! (forvildet, pressende hænderne mod øinene).


    ALMA (reiser sig, hen til hende.)

Nei, Eva – Eva! du blir syg af dette, – du får ikke sidde der og skræmme dig selv op! nu må jo Valentin straks komme, så kan du tale med ham selv, – og så skal vi få lampen ind. Hører du, Eva – –.


    EVA (roligere.)

Ja, nu kommer han jo. Det er jo ikke noget, han holder jo af mig! (mildt givende sig hen i det) Han 30elsker – elsker, sådan som jeg – – det er sandt – – han kunde ikke være mod mig, som han er, hvis han ikke gjorde det! hvad er det så? – – nei, han kunde ikke – kunde ikke – –. (Hun falder hen i en foroverbøiet, grublende stilling. Straks efter ringer det. Hun farer op).


    ALMA.

Der er han! nu skal jeg bede om lampen.

(Går ud til venstre). (Valentin Skytte, et øieblik efter fra høire, han er turistklædt og bærer et gevær).

    EVA (imod ham, kaster sig med heftighed i hans arme.)

Valentin!


    VALENTIN.

Eva! – Se så! (ler) men for guds skyld vogt dig da! tænk, om nu geværet havde været ladt! Tænkte du slet ikke på det?


    EVA.

Nei, det gjorde jeg sandelig ikke! Og selv om så var, så var jeg kanske død nu – – og fik aldrig, aldrig vide andet end at du var glad i mig!


    VALENTIN.

Ved du noget andet, om du lever kanske? Det var en underlig tale, det. (ser paa hende) Skulde jeg skudt min hvide due? Så – kjæreste – nu sætter vi det farlige vaaben fra os. (Gjør det, kommer tilbage) Rigtignok er du en sjelden fugl, ja, den sjeldneste af alle, jeg har gjort jagt på; – men ikke engang vingeskyde dig vilde jeg, du skal få fly 31frit! – (Tar hendes hånd og drage hende ind til sig). Men jeg tror, du ordentlig skjælver, barn! Hvad er det? (ler) sad du her i halvmørket og var mørkræd? Hvad var du bange for?


    EVA.

Ingenting – – ingenting nu. Tænk at du er her, Valentin. (Pigen kommer ind med lampen og går igjen). Så, nu kan jeg da få se dig rigtig. (ler). Får jeg se på dig! Å, så glad og kjæk og frisk. – –


    VALENTIN.

Ja – jeg gik ikke tilbunds med seilbåden denne gang! Får så jeg se på dig! (han holder hende ud fra sig). Også glad og frisk vel? Lidt bleg, synes jeg, – hvad?


    EVA.

Å – jeg har længtet så efter dig!

VALENTIN.

Ja, jeg også! (omfavner hende, slipper, betragter hende). Og så har du klædt dig aldeles i hvidt!


    EVA.

For sidste gang iår! jeg tog den på idag, endda så høstlig det er; – men i formiddag skinned solen, og den minded så om i sommer!


    VALENTIN. (ser på hende.)

Ved du rigtig selv, hvor rørende du er, som du står der, med foldede hænder, og ser så alvorlig 32på mig? – Der står et billede for mig (med hånden over øinene). ja, jeg husker ikke hvorfra, men jeg må ha set det et eller andet sted – – dernede. Du ligner en præstinde – eller en ung vestalinde – – en «Psyche», tror jeg, det var …. (ler). Ja, nu skal jeg være Eros!


    EVA.

Jeg flyr ikke fra dig! – og du ikke fra mig, vel? (ser på ham og smiler). Du ved – Eros havde jo også vinger, og det var vist en ustadig krabat – –.


    VALENTIN.

Han blev den bedste ægtemand i verden.


    EVA (lænende sig til hans skulder, tænker efter.)

Ja, det gjorde han jo; de blev lykkelige – tilslut.


    VALENTIN.

Du siger det så sørgeligt. Når enden er god, er jo alting godt – ikke sandt?


    EVA.

Jo, jeg tænkte bare – at al den modgang kunde vist været spart.


    VALENTIN.

Hvorledes?


    EVA.

Han skulde ikke skjult sig for hende.


    33VALENTIN.

Det havde han vel kanske sine grunde til. Han mente det godt, og desuden (med lune) hvor var så historien blet af? Den skjønneste af myter var aldrig blet til!


    EVA.

Nei – og de var kanske heller aldrig blet så lykkelige, om de ingen sorg havde havt.


    VALENTIN.

Og alligevel, Eva …. vilde jeg nok bede Vorherre bevare os for, at en lignende modgang skulde ramme os. (ler). Nu ja, det er vel ingen fare for heller. Ulykken kom, fordi de to ikke havde den gjensidige tillid – og den har jo vi – ikke sandt?


    EVA (nikker.)

Jo…..

(Det ringer på entréklokken).

    VALENTIN.

Og så står vi ialfald to sammen, om ulykken skulde komme fra en anden kant. Er der ellers ingenting hændt, mens jeg var borte?


    EVA.

Hændt –? nei – – ikke det jeg husker. –


    VALENTIN.

Der er ikke kommet noget bud fra – mor? ikke noget brev fra hende til mig?


    34EVA.

Nei, men …. (hun ser sig om og går et par skridt).


    EN PIGE (kommer fra entréen tilhøire.)

Den herre, som var her for en stund siden, er kommen igjen og spør, om han må få tale med ingeniøren.


    VALENTIN.

Hvilken herre?


    PIGEN.

Jeg ved ikke, hvem det er.


    VALENTIN (ser spørgende på Eva).

    EVA.

Det er …. Brandt.


    VALENTIN.

Brandt? har han været her?


    EVA.

Ja, han var her. – Det er kanske bedst, jeg går så længe –.


    VALENTIN (til pigen.)

Bed ham være så god at komme.

(Eva og pigen går hver til sin side).

    VIGGO BRANDT (om lidt, fra høire).

    VALENTIN (går ham imøde, venligt, lidt forlegen.)

Goddag, Viggo, det var da overraskende – og glædeligt Også (rækker ham hånden).


    35BRANDT (modtar den ikke.)

A, det var ikke netop ment som nogen visit. Jeg havde ikke tænkt at forstyrre en hjemkomsts mulige sødme; – men jeg har et ærend til dig, som det haster med.


    VALENTIN (koldere.)

Så sig fra. Vil du ikke sætte dig?


    BRANDT.

Tak, det behøves ikke. – Det er Ottilie altså … jeg var for tre dage siden der oppe og kan hilse fra hende.


    VALENTIN.

Ottilie? Hvad har jeg med det? Hun har ikke lov at sende mig nogen hilsen.


    BRANDT.

Det får ikke hjælpe. Jeg er nu alligevel overbringer af den.


    VALENTIN.

Hvad vil hun mig? Det er jo forbi – – dødt og magtesløst. Hele forholdet hører fortiden til.


    BRANDT.

Så? Vel ikke så ganske. Det kaster sin skygge. Hun var syg mandag og var gåt tilsengs. Så sendte hun bud efter mig og sa, hun vilde og måtte tale med dig. Jeg havde tilfældigvis hørt, at du var bortreist og kunde ingenting gjøre … men nu ved du besked.


    36VALENTIN.

Å, det har vel ikke noget videre på sig. Du har ikke været der siden?


    BRANDT.

Nei.


    VALENTIN.

Så er hun sandsynligvis bra igjen.


    BRANDT.

Fordi om jeg ikke har været der?! hun kunde gjerne være død for den sags skyld. Jeg har ikke tid til at rende omkring til dine gamle flammer; jeg har næsten ikke et øieblik fri fra kontoret.


    VALENTIN.

Å, det er vel bare kapricer, som vanlig. Man kan jo aldrig ha fred.


    BRANDT.

Nei, det ser ud til det. For der kom et brev også nu igåraftes, som jeg skulde bringe dig. Jeg leverte det her før –.


    VALENTIN.

Så – –


    BRANDT.

Hun var alvorlig syg altså. Det var bare dét, jeg vilde sige …. syntes jeg måtte tale med dig selv, når jeg har lovet det….


    VALENTIN.

Jeg skal naturligvis se til hende.


    37BRANDT.

Ja, det var ikke mere end kristelig barmhjertighed. Jeg kan ikke sige, du holder hende videre flot. Hun havde ingenting fåt de to sidste måneder.


    VALENTIN.

Sa hun det? Hun fik dobbelt før jeg reiste; – til udlandet nu.


    BRANDT.

Og din lille datter gik der for lud og koldt vand.


    VALENTIN.

Fordi hun er en dårlig mor.


    BRANDT.

Og så fordi hun er syg, kanske. Og trænger medicin og pleie og tilsyn m. m. Men nu har du formodcntlig ikke øie for den side af sagen. Ja – så går det! Kan du huske for bare lidt over 4 år siden, dengang barnet blev født? Jeg tror sågar, du tænkte paa at gifte dig med hende dengang.


    VALENTIN.

Ja – det var ialfald kanske mere end du vilde gjort. Men hvis du kan ha nogen fornøielse af at være min samvittighed, så er den dig vel undt. Jeg forstår det til og med – at du har nogen grund til at være bitter.


    BRANDT.

Ja, så var det ikke mere. (vil gå).


    38VALENTIN.

Viggo …. går du nu med en gang, uden et eneste godt ord? Kan vi da ikke være venner…


    BRANDT.

Å, – venner – det er jo bare ord – –


    VALENTIN.

Ja, tro mig, jeg forstår dig, jeg kan sætte mig ind i, hvordan du har det, og du har min fulde sympati – –


    BRANDT.

Jeg trænger ikke din sympati; – og bed mig ikke bli; da kunde jeg komme til at sige mere end jeg vil.


    VALENTIN.

Nu ja, så tal heller ud og la mig få tale! Jeg har ofte havt trang til at retfærdiggjøre mig for dig, fordi jeg har vidst, at du har gåt ud fra feilagtige motiver.


    BRANDT.

Jeg spør snart ikke mere efter motiver, men bare efter fakta. (Valentin går hen og lægger et par vedtrær i kaminen. Dæmpet:) Å, jeg er jo gal – at jeg har set hende igjen!


    VALENTIN (kommer tilbage).

Ja, men det er ikke retfærdigt. Og saa godt skulde du kjende mig, at du vidste, hvor langt det har været fra mig at ville krænke dig eller gjøre dig ondt.


    39BRANDT.

Jeg er lige glad med din gode hensigt, den kan ikke hjælpe mig. Faktum er, at du har handlet som en egoist.


    VALENTIN.

Hør nu – –


    BRANDT.

At du – la mig se – ialfald to gange har handlet som en troløs ven. Første gang for 5 år siden overfor Ottilie. Du tog hende fra mig; jeg led og græmmed mig og – glemte. Men nu igjen, for et år siden gjorde du det samme. Og nu glemmer jeg ikke.


    VALENTIN.

Ja, skinnet er imod mig, men herre gud, hvad skulde jeg gjøre? Jeg kan da ikke for, at – – (ryster på hodet, smiler) jeg forsikrer dig, der var ikke spor af beregning i dette.


    BRANDT.

Nei, naturligvis. Du gjorde ingenting for at få dem indtaget i dig.


    VALENTIN.

Jeg var simpelthen selv taget – jeg elsked – deri ligger hele hemmeligheden! Begge gange mødte det mig noget, som fik mig til at sætte ind det bedste af mig selv. Det var mig umulig at la være. Kan man forklare sligt? Det er jo magter her, vi ikke selv rår over.


    40BRANDT.

Ja, dét er en deilig undskyldning for forbrydelser.


    VALENTIN.

Du får kalde det, hvad du vil. Men jeg har aldrig nogensinde i mit liv følt mig saa opfyldt af kjærlighed til alt og alle og så istand til at gjøre noget virkelig godt, som netop disse gange.


    BRANDT.

Ja, det høres jo bra. Og hvor mange gange er det så egentlig, du har været i den tilstand? Ti du er da, ja, uden fornærmelse, det ustadigste menneske, jeg har kjendt.


    VALENTIN.

Nej, der gjør du mig nu egentlig uret. Med mig var det jo aldrig alvor, undtagen just disse to gange….


    BRANDT.

Hm, – for vidt så – kunde det jo altid været nok at stifte familie én gang, synes jeg.


    VALENTIN.

Å, hvorfor skal du nu rive det op igjen? Tror du ikke, det piner mig selv. Jeg er jo syg paa sjælen – syg – siger jeg dig! (går lidt omkring) En ligger paa sine gjerninger – ja, selv nu, jeg endelig har fundet det – dette, som jeg gjennem flere år bestandig har søgt, uvilkaarlig, uden at vide af det.


    41BRANDT.

Og hvad er så det, om jeg maa spørge?


    VALENTIN.

Ja, – det kan vel mere føles end forklares … Men det er så, og det er vel også nedlagt i vor natur, dette, at vi søger, vi mennesker, lige fra vi blir os selv bevidste. Jeg har ialfald følt det så lige fra jeg kom ud i livet: denne brændende trang til at beundre, elske, ikke alene med sanser, men med sjæl – som man kan det, når man står overfor det, som gjør en bedre; – en længsel efter dette, som vi ved være der, fordi – ja, fordi – (trækker på skuldren) en bærer det jo i sig …. i forestillinger og billeder …. det er igjen denne natur, som vi aldrig kommer fra…


    BRANDT.

Hm; – jeg vidste ikke, at det var den slags høie idealer, som foresvæved dig ligeoverfor damer af halvverdenen.


    VALENTIN.

Å – hvad véd man i den alder rigtig at skjelne det høie fra det lave – det solide fra det usolide! Sådan en gut på tyve år eller lidt mere! han kan finde sit «ideal» i en skuespillerinde af tredje rang, en statsraadsdatter – eller en bodegapige! og er man så dertil forsynet med et altfor varmt hjerte og kanske en altfor vel fyldt pung – å ja, så kan ens liv komme til at opvise feiltagelser! Man stormer frem, man gribes, føler en magt i sig, 42en magt som af det gode! Man er lykkelig, lever med hver fiber – det går så let, altfor let at handle! – Ottilie var en sådan for mig. Hun blænded mig ved sit udseende, som lovte saa meget, ved sin originale umiddelbarhed – det var, som jeg var kommen ud at seile en morgen for den friskeste brise! – – Men så er det forfængelighed, altsammen. Man bryder sig mod en anden sort natur, just noget, en ikke kjender, ja, men ikke det, en har drømt om! Og det blir ikke harmoni, men falske, skurende toner – –


    BRANDT.

Ja – og imens er pigebarnet ødelagt, eller sidder igjen med skuffede forhåbninger – – og så går man til den næste!


    VALENTIN.

Å ja … selv skuffet, som kvinderne kan skuffe …. så en taber troen både på sig selv og dem!


    BRANDT.

Og hvad garanti har du så for den «næste»? hvad hun for dig? Vogt dig! Hvad dét angår kunde jo det sidste bli værre end det første.


    VALENTIN (ler, ser på ham.)

Du er ikke dig selv, menneske! – La være med dét – det nytter dig så alligevel ikke.


    43BRANDT.

Du tror, du har lykken grundfæstet?


    VALENTIN.

Ja, jeg tror, jeg har hjemmet grundfæstet, hjemmet og lykken – hendes og min! Jeg tror på hende og hun på mig.


    BRANDT (ironisk.)

Og hvad har du bygget dit hjem og din lykke på? Er det et «sandt» forhold, som digterne taler om? Eller er det bygget paa «fortielsens hule grund?» Kjender du hende, og hun dig – fuldt ud? – Har du f. ex. fortalt hende om dine «feiltagelser»?


    VALENTIN.

Nei. Hvorfor skulde jeg bebyrde et skyldfrit væsen med tanker på vildfarelse og synd og skam? Jeg har en følelse, som jeg vilde krænke hende ved det – fornærme hendes tillid til mig!


    BRANDT.

Der ser du! du tror ikke på dig selv overfor hende, du tør ikke være dig selv, ikke vise dig som du er! du tror ikke, hun tåler at kjende dig! (ler hånlig) det er jo en stærk tro, grundfæstet på en klippe! – – Og nu hun –? kjender du hende? var der ikke en tid, da du ikke kjendte hende?


    VALENTIN.

Å, ti med dig! det er jo det rene vanvid alt, hvad du siger.


    44BRANDT.

Å ja, et år er jo rigtignok en lang tid! Og man har jo den sikreste garanti i et omstreiferliv med en artist og en omreisende sangerinde; – – du kan sige, du endelig er nåd til det solide!


    VALENTIN (opfarende heftig.)

Nu vil jeg rå dig at holde op! – Du egger – – du trækker ufred ind i huset! Og husk så på, at det er min hustru, du taler om!


    BRANDT (ude af sig selv.)

Ja, din! men jeg kjendte hende før du! og før du kjendte hende var hun min! (Liden pause).


    VALENTIN (roligere.)

Å – – du er gal.


    BRANDT.

Spørg hende selv og se, om hun nægter! (går nærmere hen til ham, de ser hinanden fast i øinene. Brandt dreier sig om, går mod udgangen, vender sig). Så, nu ved du sandheden. Farvel! (Han går).


    VALENTIN (ser efter ham, ryster på hodet.)

Han er gal, skinsyg – rasende! (går lidt op og ned på gulvet). Å, det er jo umuligt! – men hun havde kanske talt med ham! hun var så underlig før – – (blir stående og se hen for sig).


    45EVA (i døren til venstre.)

Jeg hørte, han gik. Hvor længe dere talte … var det noget vigtigt?


    VALENTIN.

Å. – – (ser på hende).


    EVA (kommer nærmere.)

Du ser så tankefuld ud. – Men vil du ikke spise nu, Valentin, du kan vist trænge det. Alma er derinde ogsaa – –


    VALENTIN.

Jo vist. – (Spørger rask). Talte du med Brandt før, da han var her?


    EVA.

Ja – – han sad en stund. (hurtig). Det er sandt, jeg glemmer jo – – her er et brev til dig.

(Leverer ham det, han bryder og læser).

    PIGEN (fra venstre.)

Nu er det anrettet, frue.


    EVA.

Tak. Vil du ta den lampen med – den lyser så godt. (ser på Valentin). Skal vi gå –?


    VALENTIN (svarer ikke, pigen går med lampen. Det lyser endnu fra kaminen).

    46EVA (urolig.)

Hvad er det? er det noget slemt? – å, – hvad er det?


    VALENTIN.

Ikke noget videre, kjære – hvad er du bange for? Men jeg blir nødt til at gå ud i byen. Vent ikke på mig; sæt dere tilbords. Jeg tar en vogn – og er forhåbentlig snart tilbage igjen. (Vil gå).


    EVA (stanser ham, lægger de foldede hænder over hans bryst).

Valentin! å, sig mig, hvad det er, denne gang …. gå ikke fra mig, jeg er så bange …. bange for at være alene nu!


    VALENTIN (med nogen kulde.)

Jeg forstår dig ikke. – (ser på hende). Hvad er det? du pleier da ikke at være sådan –. Hvad er det, som har sat dig i slig bevægelse i eftermiddag? (Står lidt som han venter, fører hende mod døren, mildere). Se her, vær nu fornuftig! (Alma kommer i det samme). God aften, Alma! Vil du ikke passe på min hustru? jeg er nødt til at gå min vei.


    ALMA.

Så snart! (dæmpet til Eva, som har sat sig ned). Hvad er det med dig? er du syg?


    47EVA (svarer ikke, følger Valentin med øinene. Han er gåt hen til et skrivebord med udskårne skabe i et hjørne af værelset, tar et nøgleknippe og låser op en skuffe og et af skabene. Man hører klang som af sølvpenge, han lægger papirer og sedler i en tegnebog, låser igjen og gjemmer bogen og nøglerne i sin brystlomme).

    VALENTIN.

Se så! sid nu ikke her i mørke, mine damer! gå ind, hvor der er lyst og tænk på noget hyggeligt til jeg kommer tilbage! – (Han går).


    EVA (farer op og lytter et øieblik.)

Der gik gangdøren –! Han la brevet derned – i skuffen, tror jeg …. og nu går han …. derhen, til hende – – ja, hvor?! (Hun går op og ned på gulvet og vrider hænderne).


    ALMA.

Vilde han ikke sige dig det?


    EVA.

Nei – nei, jeg ved det ikke, ved ikke …. å gud, at han ikke sa mig det! jeg må jo tro, at det er noget ondt. – (stanser, begynder at gå igjen). Nei – nei – nei! Jeg kan ikke tro det. Han må jo ha grunde, som han sa før; men han skulde sagt mig det, da han så, hvor angst jeg var …. å nei …. jeg tror ikke, han skjønte det engang –! Han vidste jo ikke, hvor jeg var skræmt iforveient!


    48ALMA (grundende.)

Ja, noget må det være. – Og det var stor uret af ham at skjule det for dig. Der ser du, Eva, du har føiet dig alt for meget efter ham.


    EVA.

Å, jeg har jo slet ikke tænkt på, at der var noget at skjule …. ikke tænkt på noget, som heder falskhed, bedrag …. for nogen stygge ord! Og det har altsammen faldt så ganske af sig selv. Han har altid været saa kjærlig og god!


    ALMA.

Det er ikke noget at takke ham for. (Halv for sig selv) Ja, ja – Valentin, Valentin! Å, de mænd, de er vist alle sig selv lige!


    EVA (går, standser igjen, lægger hænderne om hodet.)

Om jeg kunde finde rede i dette! er det nødvendig, at jeg har det så ondt – så ondt som nu? Skal jeg ikke tro ham? det er jo bare et brev – (en tanke slår hende) kunde det være fra hans mor? (forvildet) nei, nei, det er jo ikke …. det er jo en ganske anden skrift …. (Hun kaster sig i en stol med hænderne for ansigtet)


    ALMA (efter en taushed, reiser sig.)

Ja, men nu er der jo ikke noget at gjøre ved det, Eva. (Hen til hende) Kom nu, så går vi derind – – hvor det er lyst!


    49EVA (tar hænderne fra, i tanker.)

Husker du … Brandt talte om, at han havde fiender. Tror du … at det er fare … nei, nei, det er jo umulig! En dame … (efter en pause) Jeg skulde kunne tåle visheden, men ikke dette – – (sagte) Bare lukke op derborte – så vidste jeg det! brevet ligger derinde.


    ALMA.

Er du gal! – hvordan ved du det?


    EVA.

Jeg så jo, at han la det derind, jeg er næsten sikker på det.


    ALMA.

Turde du virkelig gjøre det, Eva? Nei, kom nu, vogt dig! det vilde være altfor resikabelt!


    EVA (reiser sig, energisk.)

Ja, men forstår du ikke – – jeg jo ha klarhed i dette! Når jeg først har begyndt at tænke på det! før kan vi to aldrig bli lykkelige! Det har jeg læst også, at fordølgelse i et sådant forhold er det farligste af alt. Hvor sandt det er –! det kan gå, så længe en ikke tviler, men da – –


    ALMA.

Ja, retten har du – –


    50EVA (næsten hviskende, forfølgende sine egne tanker.)

Han vil ikke sige mig det. Bare lukke op – – så vidstevidste] rettet fra: visdte (trykkfeil) jeg det! vidste kanske, at det ikke var så slemt, som jeg tænkte. Men om det nu var meget værre –? å, gud – at jeg kan tænke så – –! men jeg jo vide det, hvad det så er ….. jeg må vide det, før han kommer! – ja, klarhed …. bare klarhed…..


    ALMA (forskrækket.)

Du er aldeles fra dig selv, Eva, – du kan ikke styre dig!


    EVA (stryger sig over øinene.)

Jo, jo. (ser sig om) Det er sandt, han tog jo nøglerne med sig! men kanske en af mine passer – –


    ALMA.

Mener du virkelig –? ja, gjør hvad du vil, jeg tør ikke råde dig – du er syg! men det siger jeg dig, at jeg vil ikke ha noget ansvar – –


    EVA (ser sig om igjen, roligere.)

Hvor mørkt og uhyggeligt her er. Jeg vil hente lys. (Hun går).


    ALMA (ser efter hende, ryster på hodet og begynder at gå op og ned på gulvet).

    51EVA (kommer tilbage med et nøgleknippe og et enkelt, brændende lys, som hun sætter fra sig. Begynder at prøve nøglerne i skrivebordskuffen, den ene efter den anden. Alma står og ser til et stykke fra).

Den passer ikke, den er for stor, – og det må være hul i. Der er en – – nei, den går ikke ind – – ikke den heller; – – hvad skal jeg gjøre, der er ikke flere med huller. (Kaster nøglerne) La mig se …. nøglen til bogskabet …. til mit sybord….


    ALMA (uvilkårlig.)

Eller til dit skrivebord, Eva – –


    EVA (hurtig ind til venstre og kommer tilbage. Prøver igjen.)

Nei, nei – det går ikke! – Denne da? (Hun sætter en ny ind, prøver længe, tilsidst får hun dreiet om og låsen går op). Den gik – – (stanser forfærdet et øieblik) å gud! (febrilsk) Videre – enden paa det! (Hun leder mellem papirerne, ser på enkelte). Der er det, ganske rigtig – – i konvoluten! (Står et øieblik med det i hånden, åbner så) Bare nogen ord – – med blyant. (læser) «Doktoren siger, at min tilstand er betænkelig, og at det kan gå hurtig. Siden jeg sendte bud til dig, er det blevet til stærk lungebetændelse. Kom så snart du kan – jeg må tale med dig om, hvad vi skal gjøre med barnet». (Hun lar papiret falde, står bleg og stille, siger sagte nogen ord, de sidste høres halvhøit) – og mo’ren ligger for døden –. (Lægger hånden over øinene, grublende) Men jeg ved ikke mere end før – var det, før han kjendte mig – – eller –? Hvorfor har han ikke sagt 52mig noget? Det kan ha været fordi han skammed sig …… eller fordi det varer ved endnu – –? Ved du ingen, ingen ting om dette, Alma?


    ALMA.

Nei – jeg har ingenting vidst. Men nu har vi jo sort på hvidt for det. Han har altså bedraget dig skammelig….


    EVA.

Det er ligesom jeg ikke kan tænke, det går rundt altsammen. (Sætter sig, læner sig mat tilbage. Om lidt, dæmpet, tankefuld, halv for sig selv). I dette øieblik ligger hun kanske og dør – – og han er hos hende. Å – gid det var mig! (Hun hviler hodet i armene på bordet; sidder lidt, – så farer hun op). Hvor gjorde jeg af brevet? (Hun tar det op).


    ALMA.

Ja, efter dette kan du da ikke leve med ham. Ingen kvinde, som har agtelse for sig selv vilde kunne gjøre det. langt er vi da kommen, gud ske lov!


    EVA (forfølgende sine tanker.)

Skal jeg sige ham, at jeg ved alt? Jeg ved ikke. Men dette må vel gjemmes –. (hun går mekanisk hen til skuffen, lægger brevet ind, låser igjen og vil ta nøglen ud; den går ikke, hun arbeider med den en stund).


    ALMA.

Får du ikke låst igjen?


    53EVA.

Jo. Men nøglen sidder fast, jeg kan ikke få den ud. Prøv du!


    ALMA (prøver en stund forgjafeves.)

Nei – den går ikke!


    EVA.

Den går ikke. Når han nu kommer, så forstår han alt. (Forvildet). Hvad vil da ske? Vil det da bli klarhed? Jeg ved ikke; – nu får det komme som det vil –! men vil den da ikke gå – – (hun prøver igjen).


    VALENTIN (i overtøi, i døren tilhøire. Alma ser ham i samme øieblik og flyr. Han blir stående og se på Eva).

    EVA (ser ham tilsidst; hun farer forskrækket sammen og trækker sig et par skridt tilbage. Siger afbrudt.)

Valentin …. jeg måtte vide …. jeg holdt ikke ud….


    VALENTIN.

Og nu ved du – –


    EVA (gjemmer ansigtet.)

Alt!


    VALENTIN.

Alt … (går hen til hende, tvinger hendes hænder fra, ser på hende). Hvem er du da? (slipper, står lidt), å, så (ler) jeg forstår …. han talte vel om det også, han, som var her. Og så skulde du undersøge…. hvad?


    54EVA.

Nei, nei, det var min egen skyld …. (ser på ham) å, Valentin, – Valentin….


    VALENTIN.

Ja, du tror ikke på mig mere! (smertelig) å, hvorfor skulde det komme nu …. dette også … jeg synes, jeg kjendte dig …. og på et par timer er der lagt tusen mil mellem os!


    EVA.

Hvad mener du?


    VALENTIN.

Du kan gjemme for mig og handle bag min ryg …. der kan være endnu mere! (Ser hende i øinene) der kan være forhold, som er døde eller forhold, som lever …. nu spør jeg dig; har du ingenting at svare?


    EVA.

Jeg forstår dig ikke – –


    VALENTIN (efter en taushed, hvor han ligesom har ventet.)

Jeg skjulte for dig, ja, bedrog dig, om du vil – – men det var for vor lykkes skyld! å, den lykke, den ramler sammen som et korthus! (stærkt, smertelig) der står du … langt fra mig, du tør ikke! … troen, tilliden, er den først borte, kommer den aldrig tilbage … jo stærkere man har elsket, desto vanskeligere …. vi vil føle det begge, aldrig, siger jeg dig….


    55EVA (gjentar mekanisk, halv sansesløs.)

Aldrig…


    VALENTIN.

Men skylden er vor egen. (Lægger hånden over øinene, sagte) Nu har jeg mistet alt!


    EVA.

Alt. Er hun død – – den anden – – damen –?


    VALENTIN (ser på hende.)

Du spør! – – Vil du vide, om jeg har havt flere? Spør, så skal jeg være oprigtigere end du! Vil du ikke også spørge til mit barn – –


    EVA.

Å, gud….


    VALENTIN.

Det kan trænges; hendes mor vil aldrig spørge efter hende mere. (Han gjør en bevægelse som for at gå).


    EVA (angst.)

Valentin – – går du – –?


    VALENTIN (stanser, afbrudt.)

Ja, jeg må … kan ikke bli her. Ikke nu(sagte). Der er noget istykker…


    EVA.

Å – hvor går du hen … ud i mørket…


    56VALENTIN.

Nei, nei, jeg flytter hjem – – til mor. Har du noget at sige, får du skrive … og sørget for skal du bli … (Han går).


    EVA (står stille med sammenknugede hænder og ser mod døren).
Teppet falder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Psyche

Skuespillet Psyche ble ifølge 1. utgavens tittelblad opprinnelig skrevet i forbindelse med den såkalte «hanskedebatten» i kjølvannet av Bjørnstjerne Bjørnsons skuespill En Hanske i 1886. Stykket ble senere omarbeidet og det ble først utgitt i 1893.

Som i mange av Munchs verker er temaet i skuespillet forholdet mellom kvinner og menn, ekteskap og utroskap, og ikke minst dobbeltmoral.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1893 (nb.no).

Les mer..

Om Anna Munch

Anna Munch er i dag kanskje mest kjent som romanfigur i Selma Lønning Aarøs roman Hennes løgnaktige ytre fra 2016, som handler om forholdet, eller kanskje rettere sagt ikke-forholdet, mellom Munch og Knut Hamsun. Men Anna Munch var en ganske godt kjent og produktiv forfatter i sin tid.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.