Republikken paa Øen

av Johan Nordahl Brun

Anden Handling



Første Optrin.

Leonard, klæd som Raadsherre, Lise, som børster ham.


    Lise. 

Jo, Jo! Lise bliver dog den bedste naar alt kommer til alt. Vil han troe, Fatter! at der stikker endnu en Smule Adel i Frue Pettis; hendes Fingre staae ikke saa ret til dette Smaa-Væsen, hun vil nok have Fatter prægtig, men hun gider ikke været over at pynte ham; Men see nu skal han blive saa reputeerlig, som Holophernes.



    16Leonard. 

Du er ret en Sladderhanke; Men hør nu Lise, hvad jeg vil sige: See der har Du 3 Breve til 3 af mine Colleger, som Du seer, og der er 3 Pakker, alle liige store, forstaaer Du mig; Du leverer, først til enhver Brevet, og naar det er læst, siger Du: Kan Leonard haabe at De vil forrette Commissionen? Svares der da: Ja; saa leverer Du en af Pakkerne og siger: Her er vist nogle Penge som skulle følge med til Deres Disposition. For, seer Du, der er Banco-Noter i Pakkerne, forstaaer Du mig. De ere fattige Diævle, og dem kan man kiøbe, saa ere de altid af min Meening; forstaaer Du mig?



    Lise. 

Men er ikke dette, med Forlov, en Slags Bestikkelse? Jeg meente den hørte kun til Aristocratie og Monarchie? burde ikke disse Skabhalse holde med Fatter alligevel, naar Fatter har Ret? Men kandskee denne Gang – –



    Leonard. 

Ja vist har jeg Ret, men de maa dog smørres. For de ere ellers avindsyge paa min Rigdom, forstaaer Du mig, og saa ere de mig altid imod.



    Lise. 

Men med Forlov, jeg spør nu som en Tosse i min Eenfoldighed: Naar man dog saaledes faaer sin Villie frem ved bare Penge, er ikke dette Bestikkelse?



    Leonard. 

Nei vist ikke; nei. Jeg vil strax viise Dig hvordan det er; Hør nu: bør ikke Du røgte disse Ærinder for Din Huusbond?



    Lise. 

Jo det forstaaer sig.



    Leonard. 

Bør Du sladdre af Skolen, naar Fatter, som holder af Dig, betroer Dig noget hemmelig?



    Lise. 

Nei, GUd bevare os vel, da var jeg et Skarn.



    17Leonard. 

Men naar jeg nu ovenikiøbet forærer Dig en Banco-Note paa 5 Pd. Sterl. (han giver hende den) bestikker jeg Dig da?



    Lise. 

O! nei vist ikke, nei. Jeg takker tusindfold. Nu fik jeg det rette Lys i Sagen. O! hvad denne Friehed dog er et nyt Liv, og denne Republik ret en allerkiereste Ting. Men Fatter! her er kun 3 Pulvere og der er jo 7 Patienter?



    Leonard. 

Gaae, du lille Nar! Bombast, forstaaer du mig, er riig, ligesom jeg, og har Jordegods af samme Natur, som mit, han er altid af min Meening. Altsaa ere vi 5, forstaaer Du, og saa overstemme vi de øvrige 3, og lade saa den Knurpotte Philalet skiælde længe nok.



    Lise  (i det hun gaaer)

O du Republik! du Republik! du Republik! hvad du dog ret er en Himmel paa Jorden.



    Leonord  (allene)

Ja bare den Pøbel, den Pøbel, den er mig saa diævleblændt uregierlig. Naar ikke det var, saa ville jeg styre Republikken med en Silketraad, og saa kunde man have mangen feed Steeg, og man kunde saa kiønt forøge sin Rigdom.



Andet Optrin.

Carl Pettis,Carl Pettis] rettet fra: Carl, Pettis (trykkfeil) Leonard.


    Carl. 

Frisk Allarm! Atter Spektakler af denne forbandede Gierrigheds Aand; men Hævnens Time er kommen baade over den og alle andre Afgrundens Vanskabninger. Flittig Hilsen fra Bombast, han har da ogsaa faaet nok; Jeg forstod vel, det ville tilsidst komme noget saadant ud af hans Bondeplagerie. Der er Vacance i Octoviratet. Bombast 18er gaaen derhen, hvor en Guine og en Kopek hvor Piaster og Assignater gaae all pari, og han tog ikke en Skilling med sig.



    Leonard. 

Bombast, min Gemyts Ven, død; Hvordan? Af et Slag.



    Carl. 

Af et eller fleere, det kan jeg ikke sige; men han er slagen ihiel af sine Bønder, som han dræbte saa langsom.



    Leonard. 

Min GUd! en Octovir af en Bonde? Nei! det gaaer for vidt.



    Carl. 

Ja! en Bonde af en Octovir, det gik ligesaa vidt, de ere begge et Par tobeenede Gude Skabninger.



    Leonard. 

O! jeg forskrækkes, hvor gik det til?



    Carl. 

O! denne Gang var det en smal Sag; men gammelt velfortient Had brød ud. En fuld Bonde, som maaskee havde været grov, nedstyrtet af hans Trapper og ligger i Svime paa Gaden, andre Bønder see det, forbittres, trænger ind i Huuset; hvordan der gik til, veed jeg ikke. Nok! Bombast er heden faren. Vogt De Dem, min Far! Deres egne Bønder har De vel faaet vante til Lænken; men de paa Baroniet vare anderledes vante før, og de vil snart ikke meere taale min Faders alt for trykkende Haand.



    Leonard. 

O! der blir en Raad med, gid vi saa vist havde Bombastes Plads vel besat. En Tverdriver i hans Sted i Octoviratet, saa staaer man der, saa faaer man ingen Ting drevet igiennem. (han gaaer)



    Carl.  (allene)

Min GUd! hvad Alderdommen dog er fuld af Rænker; Men jeg skal opdage dem, jeg skal ikke skaane om det og var min Fader selv. Intet skal være mig helligt uden Friehed og Ret.



19Tredie Optrin.

Dorant, Carl.


    Dorant. 

Min unge Helt! fortæl mig lidt om Revolutionen her paa Øen, vi vide ikke stort meere paa det faste Land, end at De har tilfægtet Dem Friehed, og at De endog ville være uafhængige af det Rige, hvoraf De før udgiorde en Provinds.



    Carl. 

O! min Herre! naar De har læst om en Revolution i Verden, saa kiender De 100de; saa veed De om graadig Geistlighed, om stolt Adel, om despotisk Gouvernement. Dette kan være nok for de Tænkende; Men skal Pøbel bringes i Harnisk, maa hertil komme Pengetrang; Alt dette støder sammen paa vor Øe. Det heele Eventyr gider jeg ikke fortaalt. Vor Konge har jeg aldrig kiendt eller seet; men vor Gouverneur var en af de smaa mørke Tyranner, der vilde betragtes som en liden Guddom paa denne Øe, og disse Under-Guder dem har Fanden skabt. Kort sagt: vi følede os paa Øen som paa det faste Land. Vi streed for Friehed, vi fik den, vi have den og saa, men, ak! den har mange Forrædere.



    Dorant. 

Friehed hos Dem? mig synes alt hvad jeg seer er frit. Her er intet Baand, ingen Tvang, ingen Aristocrat, ingen Hierark, ingen Despot; saa mange Siele, saa mange Frieheds Venner.



    Carl. 

Ædle Fremmede! De kiender os ikke. 100de Fiender for hver Ven. I den første Heede brænder alt, og en Aand synes besiæle alle. Men nu, hvor mange Skiævheder opdager jeg ikke. De som i Revolutionens haardeste Tid vare Engle, de som da talte Gudernes Sprog, ere nu Diævle, 20hvisle nu deres Egennytte frem, eller deres private Had, eller deres Stoltheds Plan. De fleeste gamle Borgere plages af Gierrigheds Aand. Haandtværkere begynde at caballere for deres monopoliske Laugs-Artikler. Jordegods Eiere ville beholde saa meget mueligt af Hoverie-Trældommens gamle Suurdei. Kiøbstæd-Pøbel er Pøbel, sværmende, vaklende, nedrig. Dersom en Adelsmand endnu i dette Øieblik hvervede 10, som kunde skraale, og gav saa dertil en Smaus, nogle Tønder Øl Brændeviin paa Torvet, saa opvakte han gierne en Contrarevolution, for hvilken alt maatte vige. Kun Bonden er den karakteristiske Klasse af Mennesker. Men disse ere for ærlige, for eenfoldige, enten mistroiske mod en redelig Mand, fordie de ere saa tidt bedragne, eller og, naar nogen først vinder dem, alt for godtroende. Og faaer jeg nu ikke min Plan drevet igiennem for denne vigtige Stands Friehed, kan Bonden gierne sige, som Æslet i Fabelen: Hvad skiller det mig hvem jeg tiener, naar jeg dog maa bære mine Kløver. Men hvad er det? Stormklokken ringer – bliv her – staae mig bie, om jeg kalder Dem. (Han gaaer.)



    Dorant  (allene)

Den sande Republikaner.



Fierde Optrin.

Valentin med Pallask, Dorant.


    Dorant. 

Hvad er der, min Ven! hvad er der?



    Valentin. 

Kun Mord og Nederlag, min Herre! kun Pøbel og Borgervagt som slaaes, kun Menneskeblod som rinder langs Gaden, kun hver Dags Optrin. Denne Gang et Slags-Maal hos 21en Horevert, Borgervagten skal gaae ind og stifte Fred, den drives tilbage. Partiet voxer paa begge Sider, og Seieren er tvetydig.



    Dorant. 

Skal De da hen og tage Partie, siden De bær Sværd?



    Valentin. 

Nei, jeg har mit engang for alle. Naar Stormklokken ringer har Hr. Pettis befalet mig at forsvare hans Huus.



    Dorant. 

I Sandhed dette huuslige Partie var og det bedste, naar man ikke var oplagt til Krig.



    Valentin. 

Ikke oplagt til Krig? De skulle, hvad mig angaaer, ikke stole derpaa, om De var min Modstander. Jeg er i det mindste Øvet fra min Barndom i alt hvad som hører dertil. Opdragelsen har just ikke bestemt mig til Tiener-Rullen; Men i Statens Jordskiælv tumles man saa underlig om.



    Dorant. 

Velan da, Tiden er kostbar. Jeg bør aabne Dem af min Plan, hvad jeg kan. Jeg er udsendt at bortføre Frøken Leverpol, hun er elsket, og Kierlighed vil giøre meere for hende, end man kan troe her til Lands.



    Valentin. 

Hun er elsket! – ventelig af en Adelsmand, en Mand i glimrende Forfatning.



    Dorant. 

Af en Adelsmand i glimrende Forfatning.



    Valentin. 

I en eller anden Monarkes Tieneste?



    Dorant. 

I Kongen af Dannemarks.Kongen af Dannemarks] rettet fra: Kongens af Dannemark (trykkfeil)



    Valentin. 

Han har altsaa seet hende paa denne Øe?



    Dorant. 

Paa denne Øe. Men nu ikke fleere Spørsmaal. Vil De staae hende bie?



    Valentin. 

Vil De være hende saa troe som jeg, da opofre vi Liv og Blod for hendes Vel. – Men hun er elsket. – Jeg veed ikke – Jeg skulle biedrage –?



    22Dorant. 

Hvordan? De vakler? Jeg har endnu ikke truffet min Mand; De skal blive belønnet, rigelig belønnet. Mit Rederie har udrustet mig med skiønne Hollandske Ducater.



    Valentin. 

Dristige Fremmede! var det ikke mod Gieste-Ret, jeg skulle lære Dem hvad det er at troe min Siel til Fals. Nei! blot Domestique, som De seer mig, tiener jeg Dyd og Skiønhed par Honneur. Men hun er elsket – er De vis paa at hun vil elske igien.



    Dorant. 

Saa vis, som paa nogen Ting i Verden.



    Valentin. 

Grunder denne Vished sig paa det almindelige Begreb om unge Damers Forfængelighed, saa turde den netop her tage mærkelig Feil.



    Dorant. 

Som jeg siger, jeg er Dem Borgen derfor.



    Valentin. 

En underlig Sag at borge for. Men enfin, hun bør bortføres. Jeg har ønsket at kunde giøre det længe før De kom. Og nu Cavaillers Parolle, at naar hun kommer hvorhen De vil, De aldrig overtaler, endnu mindre tvinger hende, mod hendes Tilbøielighed. Jeg følger med. Jeg forlader hende ikke. Og det Øieblik jeg mærker Mine eller Anlæg til noget saadant, anseer jeg Dem for en af disse Despoternes nedrige Gesandtere, der omstrippe Land og Strand, for at sanke uskyldige Skiønheder til at recrutere Deres Herrers Serail. Og da skal denne (han slaaer paa sin Pallask) søge Dem og deres Hierte, om det var igiennem tredobbelte Muure.



    Dorant. 

De taler som en Mand af Ære, og vi harmonere meere end De kan troe. See der er en 23Guldbørs, hav den Godhed dermed at hverve et Snees raske Karle, forsynede med Sværd og Pistoler, altid færdige til deres Vink. Lad dem stedse patroullere, ikke langt fra Frøkenen; lad dem ikke indlade sig i nogen anden Bande, hvor vidt vi skulle behøve dem eller ikke, kan jeg endnu ikke vide. Forbereed Frøkenen til Standhaftighed. Jeg maa ud og see om jeg kunde opdage et eller flere Tilfælde, som kan favorisere vor Plan. (Han gaaer.)



    Valentin.  (allene)

Nu først føler jeg at jeg elsker, nu, da jeg skal arbeide for en anden, nu da jeg med egen Haand skal udslukke mit svage Haab – elsket paa det faste Land – maaskee dog kun af en Beslægtet – en Oncle – en Fader – ja maaskee hendes Fader lever – Dog hvad da – da blev Afstanden mellem hendes og mine Kaar alt for stor – Og nu ikke engang spille Hoved-Rullen i hendes Bortførelses Act – Kun Dorantis Haandtlanger, kun hans Fortroelige, kun (han seer paa Guldbørsen med Foragt) hans Hverver. Der er hun.



Femte Optrin.

Amalia, Valentin.


    Amalia. 

Saa mørk, Valentin! saa dybsindig. Det er min Frelse, De lægger Plan til, ikke sandt?



    Valentin. 

Jo, naadige Frøken! (afsides) og min egen Undergang.



    Amalia. 

Ak! ædle ypperlige Valentin! De er saa forvirret, De bedrøver mig. Jeg blues ikke ved at sige det: De er min eeneste Fortroelige, min beste Ven paa den heele Øe. De er ellers saa blid, saa lys, saa bestemt: Dødens Skygger over dette 24Ansigt er endnu det grueligste Mørke, der trak sig op over min Horizont. –



    Valentin. 

Jeg følede at jeg var Dem vigtig; dette var min Stolthed, min Glæde. Jeg føler, at jeg ikke meere er det; dette er min Ydmygelse, min Smerte. Dorantes frelser Dem; jeg gaaer ham kun til Haande. De kommer til det faste Land, i glimrende Forfatning; jeg følger, og taber mig i Sviten af Deres Opvartere. Deres Dyd belønnes i en værdig Elskers Arme. – –



    Amalia. 

En Elsker? Hvem kan elske mig?



    Valentin. 

Enhver som har seet og kiendt Dem.



    Amalia. 

Det var nu kun en Compliment; Men har De Grund til at nævne en bestemt Elsker?



    Valentin. 

Ja! saa siger Dorant.



    Amalia. 

Siig Dorant igien: Jeg vil belønne, om jeg kan, min Bortførelse, men ikke saa dyre, ikke ved at tabe frie Raadighed over mit Hierte.



    Valentin. 

Jeg har giort den Paastand paa Deres Vegne, naadige Frøken! Men man lærer at elske i Deres Alder. Et anstændigt – Ja, meere: et glimrende Partie, og (Han seer veemodig paa Amalia) et frit Hierte. –



    Amalia.  (Afsides sukkende.)

Et frit Hierte! Valentin! De vil dog følge mig?



    Valentin. 

Om jeg vil, jeg maa – om det var til Siberien. (Han falder paa Knæ og kysser hendes Haand, men reiser sig strax igien, som om han havde giort en Misgierning.) Tilgiv min Forvirrelse, min Dumdristighed. Der ere Øieblikke, hvor man glemmer sin Stand og andres tillige. Ah! denne Sielens Forædling ved boglige Kunster, skal jeg 25velsigne eller forbande den, den, som giør vore Følelser saa levende og vore Hierter saa aabne for Indtryk af det Skiønne? Skal jeg takke min Fosterfader, den ædle Aretus, eller laste ham? Han burde lært mig at pløie og harve, at saae og høste. Uden Læsning, uden Videnskaber skulde jeg dyrket den taknemmelige Jord, og med en trivelig Bondepige forplantet min Slægt, ubekymret, enten jeg betalte min Skat til Monarchiet eller Republikken. Men nu føler jeg kun alt for meget, nu svæver stedse for mine Øine dette Verdens Spøgelse, som man kalder Ære. Min Byrd maatte jeg ikke vide, men just derfor maa den have været alt for ringe. Denne tunge Tanke falder ofte ned paa mine muntre Øieblikke, som Ørnen paa en Flok uskyldige Duer. O! hvor sødt maa det være, at kunde nævne Fader og Moder i heele Verdens Aasiun, uden at rødme. Men Ak! – dog jeg forøder Tiden; bereed Dem, naadige Frøken! til Bortførelse, maaskee i Dag. Deres Tøi, Deres Prætiosa maatte indpakkes og bringes i mit Kammer. Vent nærmere Vink fra mig, og forglem, om jeg i denne Samtale har forglemt, at jeg var kun en Tiener! (Han gaaer.)



    Amalia.  (alleene.)

Men en Tiener, som Naturen neppe har bestemt til at være det – Han elsker; Men jeg – Forraskelige Hierte! hvo kan vaage nok mod dine Overrumplinger? Da han kyste min Haand, hvilken Ild sneeg sig ind i mit Blod! hvor meget Blod steeg der op i mit Ansigt! Men hvad var det? En ufrievillig Følelse, som kom, jeg veed ikke hvorfra, som fortryllede mine Sandser, jeg veed ikke hvorledes, men som jeg ikke biefalder, som jeg vil dempe. Jeg vil; thi jeg bør.



Siette Optrin.

Brontis, en Bondekone, Amalia.


    26Brontis.  (kyssende Frøkens Haand.)

Guds Fred, Frøken! Hvor lever Hun?



    Amalia.  (omfavnende hende.)

Siig: Du til mig, beste Brontis! kald mig Mallemor, som før, omfavn mig, som da jeg laae uskyldig diende ved dit Bryst! Jeg har vel før grædt ved denne Barm, men aldrig saa bittre Taarer.



    Brontis. 

O! Du er dog endnu det samme gode velsignede Barn, som Du altid har været, og aldrig storagtig mod ordinaire Folk, og saa var Forældre for Dig, GUd trøste deres Siel! Du har godt at slægte paa; Men hvorfor græder Du, Mallemor! Du faaer mig med til at græde. Hvor lever Du i al denne Forskrækkelse og al denne Røre?



    Amalia. 

Jeg lever som den, der sidder paa Hvælvet af en Baad, og seer, om der ingen kommer, som vil redde. Men først siig mig: Hvor gaaer det Dig i din Enkestand? Skal din Søn ikke gifte sig? Hvordan styrer han sin Faders Gaard? Jeg skylder ham meget; jeg berøvede ham den moderlige Melk, hvortil han var fød med større Ret end jeg.



    Brontis. 

O! GUd trøste mig arme bedrøvede Moders; Jeg har ingen Robbert meere! Han var forleden ude paa Fiske; da han kom til lands, kom der Byefolk og ville kiøbe Fisk, de var halv rusende, og snakkede om alt som til var. Saa var der een, som sagde: Vær nu glad Robbert! du skal ikke være Hoverle-Bonde længer; Nu skal ikke Leverpolen ride paa Dig, som paa en Hest. Saa sagde han, stakkels Dreng: GUd give Leverpolen kom 27igien, han var en velsignet Mand, han var som en Far mod os allesammen! Der var Forskiel paa ham og denne stygge Pettissen. Og dette forbandede Vaas I har fundet paa nu inde i Byen. Jeg var tilfreds det var Fanden i Vold. Saa sagde han, og saa tog det eene Ord det andet, og saa kom de til at slaaes, og saa slog de min skikkelige Robbert ihiel og kastet ham udi Søen. Ja, GUd see til dem, hvor mangen Moer de har bedrøvet. (Hun græder.)



    Amalia. 

Fordømte Fredsforstyrrere! hvor mange Uskyldige have I ofret paa den indbildte Frieheds Alter! Brontis! Du skulle have qvalt mig sovende med dit Bryst, saa havde Du været mod din Villie en velgiørende Amme. Du har sparet mig, at jeg skulde opleve alle de Afskyeligheder, som Menneskeslægtens Afskum kan frembringe; Dog, ønsk mig Lykke, Brontis! I Dag skal jeg maaskee forlade Røverkulen; En Fremmed er kommen at afhente mig; Valentin skal følge med; alting skal gaae hemmelig. Du skal hielpe mig med at indpakke mine Smaasager, og for Resten gaae mig til Haande, og saa, Brontis! give mig din Velsignelse.



    Brontis. 

O! lad mig faae reise med! Jeg reiser som jeg staaer og gaaer; nu har jeg ingen Robbert, jeg har intet i Verden at hygge mig til, uden Dig, Mallemor! og Du bør ikke heller reise eene Fruentimmer med Mandfolk.



    Amalia. 

Værdige Brontis! Dette var det behageligste, som har mødt mig i lang Tid. Ja! Du skal være med, i dit Skiød vil jeg græde, i din Arm vil jeg sove. Du skal være min bedste Veninde. Du er ikke den første ædle Siel i Bondedragt. O! 28denne Sædernes Forfinelse, denne indbildte Oplysning man sludrer mig om, hvad er den dog for et Blændeværk! Naar du har Religion, naar du har Hierte, aabent for ædle Følelser, hvad er det øvrige saa meere. Man vil maaskee ogsaa polere saa længe paa Eders Stand, indtil man faaer den lige fordærvet med alle de øvrige. Kom, ædle Brontis! følg mig, raad mig, trøst mig, deel mit Brød, deel min Sorg, ledsag mig med dine oprigtige, dine eenfoldige, dine moderlige Bønner.



Syvende Optrin.

Lise. (De forrige.)


    Lise. 

Brontis! Jeg troer saamen Du gier Die endnu til din Patteglut? Hvad synes Du om, at din Mallemor er omdøbt, og har faaet et christeligt republicansk Navn, en Æres-Tittel, som vi stakkels Piger saa gierne ville indbilde Verden at vi fortiene: Hun skal heede Jomfrue, ikke Frøken, Amalia Lever, ikke Leverpol; thi dette pol er en styg adelig Grimace, som skurrer for høviske Ørne.



    Amalia. 

Jo, det er sandt Brontis! Raadet har befalet det; Hvad synes Du?



    Brontis. 

Mig synes: Raadet skulde lade sligt Fias være, og heller holde Styr paa gale Folk i Byen. Skam skulle den faae, som ville tage fra mig mit Fars-Navn. Der er Bønder, som ogsaa har Bienavn. Manden paa Møchlebust kalder sig Tormund Trogne; Trogne heed Far for ham, og Trogne Søn efter ham. Der skal staae i en gammel Krønike, at en af den Slægt skal have været saa troe mod en Konge, og vist nok er det, disse Folk paa 29denne Gaard vil altid fortiene dette Navn; for Du skal aldrig høre, at de fare med Løgn eller Bedrag.



    Lise. 

Troe mod en Konge? Jo, det var ret en Fortieneste. Du skulle sige sligt paa Torvet, saa blev Du steenet.



    Brontis. 

Ja! ja! jeg hører nu, de vil ingen Konge have meere; Men Bonden synes, han har faaet en heel Buskab af smaae Konger, og dem fordrager han ikke, og aldrig før pirrer de lidt med Bonden, førend han kommer og slaaer Dommedags Slag.



    Amalia.  (hvisker til Brontis, leverer hende Nøgler, og hun gaaer.)

Føler Hun, Lise! hvor megen Sandhed der ligger i denne ukunstlede Bondekones Ord?



    Lise. 

Ja saamen giør jeg saa; Jeg er, jeg tilstaaer min Synd, en Smule lætsindig; men Folk i mit Fag maa vende Kaaben efter Veiret, og Verden er, som man den sig tager; Men naar jeg skal digte reent ud, er jeg færdig at lee mig ufør til denne Republik. Den skal føde, siger Carl Pettis; disse Mord, disse Oprør, disse evige Narrestræger ere kun, siger han, Fødsels-Veer; Men det gaaer over Tiden, Frue! Republikkens Regning er alt længe ude, og jeg seer hverken Jordemoder eller Accuscheur. Det eene med det andet kreperer, det troer nu jeg. Hver skraber til sin Kage, nu som før; Og disse 8 smaae Majestæter ere de løierligste Figurer af Verden; Naar jeg undtager denne Philalet, saa ville jeg paatage mig at narre de andre 7 op i Skiægget, for hver af dem har sin Orm. Ru Anføreren for Borgerskabet, han er heel og holden Orm, lang og smal og mørk, liig salig Don Qvixot paa sin Rosinante. Ride og kommandere kan han ikke, men tale, men præke, ja som en Cathechet, 30der har været 30 Aar i et Børnehuus. Endog i Dag, han skulde sende 12 Mand med en Underofficier paa et Horehuus, for at stille et Slagsmaal, han forødede der saa megen Tapperhed og Conduite og Borgerdyd, at det halve var nok, da han nu ret var i Heeden og med Andagt, som en Helgen skulde slutte med disse Ord: Overalt, Venner! respecterer Nationens Majestæt! da kneb det om Hiertet, kan jeg troe, og han har nok trykt Sporene ind i Hestens Siide. Hesten, meere republikansk end hans Rytter, steiler og staaer bag ud, og Harleqvin Patriot falder netop i Rendesteenen. Carl Pettis, der vil undskylde alt hvad som er vel meent, siger: at han kastede sig ned for at kysse den store Moder, vort fælles Fødeland. Jeg, for min Deel, vilde heller kyst Carl Pettis, end velbemeldte store Moder; thi hun vasker ikke altid sin Flab. Men jeg staaer her og sluddrer, og glemmer, at jeg har en Commission for en Trængende til min Frøken, eller Jomfrue.



    Amalia. 

Nu, saa skynd Dig og siig hvad det er! jeg skal maaskee ikke længe kunde giøre Godt paa disse Grændser; skynd Dig, om det ellers er Trang, jeg kan afhielpe.



    Lise. 

Det er at afstaae til Deres Næste, hvad De gierne gad været af med.



    Amalia. 

Saa er det jo ikke at giøre godt?



    Lise. 

Jo Kierligheds Gierning i bogstavelig Forstand. Carl Pettis kan godt lide mig, men han skal tage Dem, det er besluttet. Lad os hielpe hverandre til at forekomme denne Beslutning.



    Amalia. 

Dertil har jeg et Anlæg, som du mindst gietter.



    31Lise. 

Og der møder en Hindring, som De umuelig kan giette. De er i dette Øieblik decreteret. Hvad vi skal giøre og lade decreteres, hvad vi skal troe og tænke, hvad vi skal kaldes og være, og nu endelig decreteres i Dag hvad vi skulle ville, hvem vi skal elske. Octoviratet er Republikkens Siele-Verkstæd, vi andre ere kun Lemmer paa Legemet. Philalet er Fornuften, Pettis Villien, Bombast var Talen, de andre 5 ere Sandserne. Nu er De, min Frøken, decreteret til Ægteskab strax i Dag eller i Morgen. Jeg faaer Copie af alt saadant hos den gamle forsnusede Skriverkarl Olfux, den Abekat skriver det altid med grønt Blæk, for han siger: Grønt er for Kjerlighed; han er forliebt i mig, arme Diævel, og lader sig nøie med et Kys. Der kan De selv læse deres Dom.



    Amalia  læser:

«Da her findes i vor Stat adskillige adelige ugifte Qvinder, have disse strax at bestemme dem til Ægteskab. De som ikke allereede for nogen vis Person bestemme sig selv, skulle i Morgen fremstilles paa Raads-Sahlen med et lige Antal giftedygtige unge Karle, da enhver skal faae sin efter Lodkastning, paa det al Rest af Adel saaledes maatte udryddes, og Plan lægges til Folke-Formeerelsen, som er Statens Styrke.» Levende GUd! hvilket Decret, hvad er Despotisme, naar dette ikke er det?



    Lise. 

Ja det er næsten paa eengang at voldtage alle adelige Frøkener; Men i hvorom alting er: Hvo som faaer en Mand, faaer en god Ting. Og noget deslige skulde dog hvert Qvindemenneske have.



    Amalia  (afsides)

(O! gid jeg var alt borte) Hør, Lise! her passerer dog intet i Dag.



    32Lise. 

Jo vist, man vil forsikre sig Deres Person, dersom De ikke i Dag erklærer Dem for en Brudgom. Man er bange for Flugt eller Selvmord. For De veed jo, det er længe siden decreteret, at Selvmord er Synd, ikke mod GUd, men mod Staten.



    Amalia. 

O, Himmel! hvad giør jeg, hvor skiuler jeg mig?



    Lise. 

Jeg vedste ikke med Sikkerhed at forvare denne lille Æske, om De kunde krybe devi. I saa Fald ere vore Politie-Støvere værre end den spanske Inqvisition. De kunde vel erklære, at De var udygtig til Ægteskab, men man ville ikke troe Dem, og saa ville den geskiæftige Publicitæt strax komme, den taaler ikke at et Menneske har sig nogen Ting forbeholden.



    Amalia. 

Lise! kiere Lise! staae mig bie, hvad du kan, i det mindste røb ikke min Plan, om Du opdager den. Denne lille Guldbørs skal blive Din Belønning. Gaae hen, opsøg mig Valentin, han maa komme strax, siig ham, jeg maa tale med ham i Eenrum.



    Lise  (i det hun gaaer)

Aha! jeg lugter Lunten.



    Amalia  (allene)

Mon den Fiante skulle begribe mig. Dog – hvad er det jeg vil giøre? – Men kan jeg vel giøre andet end dette. Min Byrd! min Fader! om han lever – Min Tantes Forhaanelser – Men see der –



Ottende Optrin.

Mentor, Amalia.


    Mentor. 

Min Jomfrue! De kiender Decretet. Her er den som vil frelse Dem fra at hæftes i Dag, fra at faldbydes i Morgen. Jeg tilbyder Dem denne 33Person, mig selv til en ligesaa kierlig som værdig Ægtemand.



    Amalia  afsides.

(Jeg faaer et Indfald) Hr. Mentor! jeg erkiender Deres Fortienester og skiønner paa Deres belejlige Tilbud. Men Hiertets Valg bestemmes ikke i et Øieblik. Jeg bør ikke svare Nei; thi en grov Karl kunde blive min Lod; jeg kan ikke svare ja, thi jeg elsker ikke, i det mindste endnu ikke. Men vil De vove noget paa denne Sag, afvend, om De kan, i det mindste i Dag, at jeg ikke bliver nød at erklære mig eller arresteret. Opvæk en Cabale derimod, og lykkes det Dem, biedrager denne Tieneste meget til at bestemme mit Hiertes Valg. (Hun gaaer.)



    Mentor  (allene).

Mit Hierte brænder, og den Skiønne er ikke brandfrie. Cabalen er min Siels Vellyst; thi det er at narre Tosser. Jeg maa vinde min guddommelige Donna, om og Republikken skulle tabe sin Friehed. (Han gaaer.)


Ende paa Anden Handling.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Republikken paa Øen

Skuespillet Republikken paa Øen ble utgitt i 1793, i kjølvannet av den franske revolusjonen. Brun driver i stykket ap med republikanere, med republikk som styreform og med likhetsidealene. Budskapet er at likhetsidealet er urealistisk og at revolusjon har farlige konskvenser.

Les mer..

Om Johan Nordahl Brun

Johan Nordahl Brun utga verk innenfor ulike sjangere (skuespill, dikt, salmer og viser). Mest kjent er han for påskesalmen «Jesus lever, Graven brast», for den patriotiske drikkevisen «For Norge, Kiempers Fødeland» og Bergens bysang «Udsigter fra Ulriken» (bedre kjent som «Jeg tog min nystemte...»).

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.