Her gaaer jeg, som mellem Liv og Død; alting aander Skræk. Bombastes Bønder strømme ind fra Landet, og paatrænge Frieheds Decret. Byens Fruentimmer ere blevne rasende, og min Tante er Furie god nok til at anføre dem. En Flaade paa Reeden, som maaskee truer Byen med Beleiring – og ingen Valentin og ingen Dorant; Hvor ere de? hvad vove de? Iil, Brontis! opsøg mig Valentin! iil – dog nei, bie, forlad mig ikke, jeg er ellers forladt af Himmel og Jord.

Nei vist ikke, kiereste Barn! Jeg er saa læt om Hierte, jeg. Jeg er ingen Spaaekielling; det bæres mig dog rigtig for, at der er noget godt med denne Flaade. Denne Flaade og Dorant og Din Bortførelse, disse tre Ting tvinder jeg sammen som en Traad; Du skal sande og see, de høre sammen; Bønder er ikke Giæs, fordie de ere graae; Vær nu Du vakkert her, saa vil jeg hen og finde Valentin.

Nu, saa gaae da, gode kiere Brontis! gaae, og Fred følge Dig; men hast tilbage! (Hun gaaer.) – Denne Flaade – og Dorant? Ja det er rimeligt; Men en Flaade – for min Skyld, det er urimeligt; det er umueligt; Men jeg kunde være en Biesag, den kan have, den maa have vigtigere Hensigter. (Hun tager op den skrevne Contract) Ah! der har hans Taarer giennemtrukket Papiiret. Ædle Menneske! kunde nogen af høieste Byrd handle ædlere end Du! Fordømte Capricer.

Nu, lille Niece! jeg beklager din Ungdoms Daarlighed. Mit Hierte var moderligt, det brændte i denne Barm. Men Du har ikke villet dit eget Beste. Du forsmaaede min Søns Tilbud. Det er Forblindelse. Det er en Vei Du aabner Dig til yderste Vanære; Her er et Par gode Venner, som skulle afhente Dig. Det vil smerte mig i min Siel, om jeg i Morgen skal see Dig sælge Fisk paa Torvet.

O! Tante! hvad Deres Medlidenhed er gruesom, men var den virkelig, saa viis mig en Naade. Paa mine Knæe for Dem beder jeg derom. Forund mig Tid til Betænkning, kun i Dag, kun Natten over, maaskee jeg da indseer, at jeg har giort ilde i at afslaae Deres Søn.

Retten maa have sin Giænge.

Det er desuden forbie, Amalia! Min Søn er stolt, ædel stolt, han har lagt under dette Hierte, han taaler ikke meer end et Afslag.

Und mig dog Huuslye her til i Morgen.

Retten maa have sin Giænge.

Mig synes det var bedre I forsvarede den beleirede Bye, end at I ængste nogle stakkels uskyldige Frøkener. Men det er Kujoners Værk at være Barbarer mod værgeløse Qvinder, og Qvinder mod væbnede Mænd.

Retten maa have sin Giænge.

Kalde I det Ret at fængsle frie Folk, saa gid baade denne Ret og Rettens Giænge maatte knuses under den Ruin, som truer det heele.

Retten maa have sin Giænge. (De ville tage hende een under hver Arm.)

Rører mig ikke, Nedrige! uden foreviist Ordre, eller jeg anseer Eder for Straten-Røvere, og raaber Vold.

«Hos ovenmeldte adelige Piger indfinde I Eder cito, bringende dem til den anviiste Sahl. Viiser nogen skriftlig Ægteskabs Contract med en virkelig bekiendt og nærværende ugift Mands Person, da modtage I den Contract, og samme til Notarius 54levere, ladende en saadan som virkelig gift Kone med Fred i det Huus, hvor hun sig befinder.»

Retten maa have sin Giænge.

Nei, holdt! siden det ikke anderledes kan være, see der jeg er gift, tag og lad føre til Protocols, og lad saa Eders Ret have sin Giænge saa længe den vil.

Ja, ja! I faae altsaa ikke denne Tøite med paa den store Sahl, gaaer kun. (De gaae, hun seer længe stift og haanlig paa Amalia.)

O! Madam! Jeg seer hvad De tænker, jeg veed hvad De vil sige, jeg kan det udenad altsammen. Jeg har veiet mine Pligter. Da man ikke tillod mig at blive min Stand troe, giorde jeg i Nødsfald det bedste Valg jeg vedste.

Sikken Funke af Sentiments, just da den adelige Stolthed opgav sin Aande. De vil dog ikke troe, at mine Øine endnu skulle være dunkle af Alderdom? Nei! nei! disse alt for pæne Piger ere mig engang for alle mistænkte. Jeg har optegnet i min Hukommelses-Journal alle disse mistænkelige Samtaler med Valentin, alle disse talende Øiekast, denne sygelige kielne Tone, i hvilken man befalede denne stakkels Tiener noget. I Sandhed, Republikken har forekommet Deres Ønsker, den har tient Dem med et Paaskud, saa anstændigt, som De forgiæves skulle søgt det i al Verdens Monarchier. A la bonn «heure» Tienerinde Madame Valentin Wigdahls. Han maatte tage dette Tilnavn, stakkels Fyr! af den Gaard, hvor han er opfostret; men det var i Mangel af Faders Navn. De veed, 55han er et Hittebarn; Kanskee han er en stor Mands Søn, naar alt kommer til alt, en Prinds af Blodet incognito; Kan ogsaa hende, hans Fader er kagstrøget og brændemærket; Men en fin, Deres adelige Blod har følet, at der var noget ved ham. Han er sandelig sufficant, en god Bygning, og lover en giftesyg Pige en lykkelig Fremtid.

Denne Forelæsning karakteriserer Deres Hierte. Min Samvittighed kan besvare alt; men den taler et Sprog, som De, Madam! ikke forstaaer, som De ikke fortiener at høre. De har bragt min Forvirrelse til høieste Spidse. Viid da: jeg foragter Dem i min Siels Inderste! De beviiser, hvad man i denne Tid saa gierne vil have beviist: At Adel frembringer Monstra. De bær et Sværd der, giennemboer mig dermed, siden Naturen dog har taget feil, og bestemt Dem til at anføre Fiskerkiellinger. Kom, stød til! Det er jo gandske republicansk at slaae de Folk ihiel, som tænke og tale anderledes end vi; Og overalt: De kan jo faae et Decret, som siger: Det skal saa være, det maa saa være!

Frue General! Frue General! Armeen venter Dem, og bestormer Huuset i dette Øieblik, dersom De ikke kommer.

Nei! lev, Dumdristige! Min Hævn skal skaane Dig til langvarigere Smerter. (Hun gaaer.)

Ja! det er en bitter Diævel, den søde Tante; Kan hun hugge saa dybe Saar med sit Sværd, som med sin Mund, saa GUd forbarme sig over Fienden! 56Men, Frøken! der skulle De seet en Armee, de havde nær skamrasket stakkels Valentin, som stod paa Tøihuuset og udleverede Vaaben til dem. Den dydziirede Rufferske, Mutter paa Trappen, er Oberstlieutnant; Hendes Mave af tre Etager gaaer som en Smidebælg.

Du saae Valentin? hvor er han? hvor gik det ham?

Det veed jeg i Sandhed ikke; Jeg saae kun et Glimt af ham, og hørde kun en og anden Gang hans Røst mellem disse snøvlende Fiskerkiellingers rustede Basuner. Jeg tog Flugten, for ikke at blive hvervet.

Hør, Lise! Vær mig troe! jeg skal ægte Valentin: Vi ville flytte hemmelig i denne Aften; Forraad mig ikke, men vær tilstede, hielp til Rette, naar vort Tøi afhæntes. Der har Du den lille Guldbørs, den sidste Gave maaskee af min Haand.

O! min søde Frøken! seer jeg Dem ikke meere, saa vær velsignet for hvert Øieblik jeg har kiendt Dem! De var altid god, mod alle god; Men seer jeg Dem ikke meere?

Det veed jeg ikke; gaae min Pige! vær paa din Post i Valentins Kammer! Lykke følge Dig. (Hun gaaer.)

Det er dog en Vellyst at være elsket, endog af den ringeste Tiener, endog af ubefæstede Karakterer.

Vær roelig, mit Barn! jeg traf ikke ham; men Dorant han sagde: Du skulde være færdig, 57naar Bud kom og hilsede fra Valentin. Valentin var i hans Erinde, jeg veed ikke hvor; Men GUd forbarme sig, hvad det er for en Republik! En Mær af en Madam fik mig i sine Kløer, og sagde: at hun vilde giøre mig til Amazon. Fanden være din Amazon, svarte jeg, jeg er en ærlig Bondekone; Til al Guds Lykke var jeg saa stærk, at jeg puffede hende fra mig. Jeg saa ingen som holdt Skik, alle vare lige gode, eller lige onde, ret som en Flok uskikkelige Børn, som sætte Stuen paa Loftet, naar Faer og Moer ere ude. Er dette Republik, og faaer vi ingen Konge igien, eller nogen anden brav Mand, som kan Holde styr paa Almuen, saa svær jeg paa, alle Folk i Byen i det mindste ødelægge hverandre inden Aar og Dag.

Er det Frøken Amalia?

Ja! det er.

Valentin Wigdahl sendte os at afhente Dem, og her er fleere udenfor at tage Tøiet.

Løb og beed Lise være i Valentins Kammer (Hun gaaer.) (til den Bevæbnede) beed dem, som skal tage Tøiet, gaae til Bagporten! (Een af de Bevæbnede gaaer ud, og kommer strax ind igien.)

Ak Himmel! din Varetægt! (Brontis kommer tilbage, og da hun vil følge Amalia.)

Vi har ingen Ordre om nogen Kielling.

Da er det blot en Forglemmelse.

Forfærdelige Optrin!

Hvad Fanden var dette? Heida! Valentin! Lise! hvor ere I allesammen? Hvem gik i den Dør? Ikke en Siel i Huuset! Valentin var en feed Karl til at passe paa Huuset. Ak! din Skielm! Man skulle giøre vel mod slige Folk! Saa snart en saadan Laquai – Slyngel faaer en lille Betiening, saa er han strax Matador, og giver sit Herskab Døden og Diævelen. O! gid dette Republicanskab var Fanden i Vold. Jeg er bange, her gaaer meere for mindre. Jeg tænkte ret, jeg skulle fiske i rørt Vand, men jeg drugner i denne Røre.

Lise! hvor holder Du Huus? Du passer godt paa; Her kunne man jo stiæle alting bort.

O! jeg var oppe i Fruens Garderobe og fandt en Jagtklædning med breede Guldgalloner, den var i Moden da jeg var et Barn, men nu vil den klæde godt til Amazon-Dragt, saa slipper Fatter at skaffe hende nye Uniform. Hvad som er spart er fortient.

Du er brav, Lise! men hvor er Valentin?

Han kom for en Stund siden som han var gal, løb ind i sit Kammer, slog Dørren efter sig, og da han foer ud igien, syntes mig han havde rød Kiole. Jeg gik ind i hans Kammer, og der laae den heele Laquai-Ham paa Gulvet.

Det begriber jeg – Men Amalia?

Hun var her i øieblikket – Ah! hun har vel fulgt disse Frøken-Støvere til den lykkelige Sahl hvor alle disse Brudesængs Candidater skulle henbringe deres Uskyldigheds sidste Nat.

Det er nok saa; det er nok saa.

Staffetten fra Flaaden er paa Raads-Sahlen. Man venter Dem, Hr. Pettis!

Ja! men hvor Fanden er du henne, som skal passe paa mit Huus? Nu maa Du blive her til jeg kommer tilbage.

Det er mig umueligt, jeg skal til Volds, og desuden hører Man ikke Stormklokken. Men hvor er Amalia?

De slæbte nu af med hende paa Frøken-Sahlen.

Det er umueligt.

Det som er virkeligt, er ikke umueligt.

Saa har Betienterne giort Vold, hun havde jo Document, hvormed at befrie sig.

Det maa have været et falskt Document, siden hun ikke blev befriet.

Eller falsk Beskeedenhed, eller Stolthed.

Hun er virkelig bortført efter Ordre (sagte) Du forstaaer mig nok – og med god Villie.

Det kan jeg i Evighed ikke forstaae. (Han gaaer.)

See der, tog ikke atter Fanden ved ham.

Det er en poleret Krabbat, den Valentin!

Faae den Skam der forlader mit Huus. Republikken betaler mig ikke, naar jeg er bestiaalen af Gautyve.

Ak! gid vi ikke vare bestiaalne, jeg kommer ind af Bagporten, den staaer aaben, i Valentins Kammer, det er tomt, i Amalies Kammer, det er tomt, hvor er Amalia?

Amalia er jo vel paa Frøken-Sahlen.

Nei, hvad skulde hun der? hun er gift i Tugt og Ære med Valentin. Betienterne maatte gaae med uforrettet Sag. Hendes Naade tog til Takke med Laquaien. Det kalder jeg den høie Adel.

Hvor bliver De af, Hr. Collega! Stafetten venter, vi har Debatter. Her er periculum in mora. Hør hvad han bringer. (Han læser:)

«Undertegnede lader spørge den høirespective Republik i sin Herre Kongen af Dannemarks Navn, om den vil tillade ombordeværende Minister at komme ind i Byen for mundtlig at afgiøre Ting af Importence, samt om han maa bringe med sig en Esqcorte af 100de bevæbnede, ingenlunde tvivlende om det høie Octovirats Parolle, naar den blev givet; men fordi man har bragt i Erfaring, at Byen er ængstet af indvortes Uroelighed, og at høibemeldte Octovirat ikke med bedste Villie, under nærværende Omstændigheder, kunde anderledes holde ham sikker for Pøbel-Insulter. Skulde alt venskabeligt, mod 61Formodning, afslaaes, forbeholder man sig at tage andre nødvendige Messures, for at naae det foresatte Maal.»

Orlogskibet Biørnen den 28de Januarii 1793.
Schoutbinacht Nordskiold.

See, der er Sagen. Med Kongen af Dannemark kan vi ikke have noget udestaaende, uden de Uartigheder vi have sagt mod alle Konger. Af det Danske Ministerium troer jeg desuden ikke vi bør befrygte nogen voldsom Invasion. Overalt kan man med kloge Folk altid snakke sig til Rette; Men med os selv ere vi værre farne. Gid vi kunne komme overeens! Gid vi kunde hytte os for Narrestræger! Mentor har det hæftigt med Etiquetten, hvordan vi skal staae og gaae, om vi skal reyse os for Ministeren eller ikke. Han taler om romerske Fassces og Lictores og Corona civica. Jeg var tilfreds, han i den Sted kunde skaffe os nogle Fabier og Marier og Scipioner, ellers klæder det os ilde, at være deres Abekatter i Baggateller. Han paastaaer, at det diplomatiske Fag bør være hans alleene; Men han fordærver alt. Jeg forstaaer mig slet ikke paa Diplomatique, det er vist nok; Men jeg skulle troe, at denne danske Minister ligesaa gierne nogocierer med en Mand af sund menneskelig Forstand, som med en Nar, der kommer antogende i en overspendt Høitidelighed. Hør nu! Mit Forslag er for det første: Vi indvilge Ministerens Komme og Esquorte; 100 bevæbnede kan dog ikke skræmme os. Dernæst: at Hr. Collega indrømmer Ministeren sit Huus til Logis, at vi kan sondere hans Meening, førend vi in pleno giver Svar, som da ikke kan forandres.

Ja, vel nok, Hr. Collega! Men Republikken skal betale mig Huusleie; Jeg giør det sandelig ikke under 100de Pd. Strl.; Thi naar–

Specificeer ikke Deres Patriotisme, jeg kiender den baade en gros og en datail. De skal faae Betaling; Forekom nu kun, at ikke Mentor fordærver os Leegen. Han fik det, til Lykke, travelt med noget, GUd veed hvad det var, og foer afsted, som en Brems havde stukket ham. Glad var jeg, at jeg fik Leilighed til at tale med Estaphetten. Jeg gaaer hen og byder Ministeren være velkommen, og anviiser Deres Huus. Farvel! (Han gaaer)

Nedrige! med sine 100de Pd. Strl., nævn mig dem aldrig meere; Ikke en Skilling! Fy! Han maatte skamme seg! Vil Han ikke, at jeg maa holde Marketenterie for de 100de Soldater? Der var en Skilling at fortiene.

Stille, stille, Kone! Jeg skal giøre det for intet.

Her er Manden, den fortiente af Staten. Hvad have I udrettet der oppe allesammen, saa længe I have sat der? Strax ved Dørtærskelen opdager jeg Conspirationer, Forrædere, Fødelands Fiender. Jo! jo! de skulle haft sit Spil, om jeg ikke var kommen. Men det er ikke saa læt at være Catilina, naar der gives en Cicero. Dog, jeg kan troe, det skal saa gaae. Naar Allbestyreren vil have en Stat ræddet fra Undergang, opvækker han i Nødens Tid en Mand, som har Øine, en Frelser.

Han præker.

Nu! hvad er der? hvad er der? De giør mig gandske angest.

Staaer ikke paa, staaer ikke paa, Hr. Collega! Dorant er en Spisbub, Valentin en Forræder, begge i Ledtog med Flaaden.

Himmel og Jord! Men hvoraf veed De det?

Opdaget ved en Constabel, at Dorant forstaaer sig paa Fæstnings-Værk, som Koe Paa Moskat. Han vil have et Fort, hvor et Huus staaer, et Fort, som, naar det blev færdigt, kunde beskyde Byen, aldrig forsvare den.

Jeg troer positiv, at Dorant har Ret; Thi –

Dumt raisoneret, Hr. Collega! Men nu eet da, som ikke gaaer over Deres Horizont: Dorant fører hemmelig Brev-Vexling med Flaaden.

Ja, skulle det være sandt, saa maatte han vel arresteres.

Dumt raisoneret, Hr. Collega! in hac crisi reipublicæ. Arresteer ham nu, saa har vi Krig med Flaaden; men en Karl leiet, der giennemborer Spionen med en Dolk, saa veed ingen, hvo der har giort det. Vi skylde paa Pøbelen, og beklage den brave Mands Tab.

Fy, det var hæslig, jeg troer De, Hr. Mentor! var bedre værd en Dolk, som kommer frem med sligt, end Dorant, det er ret saadan allerkiereste kiøn Mand.

Lise! bland Dig ikke i Stats Sager.

Ja! det giør mig ret Ondt for Dorant. Men nu Valentin?

Er hans Haandtlanger og sublato ante cedente tollitur conseqvens.

O! jeg forstaaer ikke Latin da! Det var en Diævels Allarm med det Menneske og hans Latin. Hvad har Valentin giort?

Bortført Amalia med bevæbnede Banditter.

Det var jo intet Forræderie, han maa jo føre sin Kone hvorhen han vil.

Ha! ha! ha! Saa politicerer Kandestøberen. Men Mentor seer lidt dybere i Tingen. Hvorfor bortføre hemmelig sin aabenbare Kone – Ja, der staaer I nu – Jo, paa det, naar hans Plan med Dorant var udført, og Forræderen ikke torde være længere paa Øen, han da kunde viide ubehindret at tage og indskibe hende; og maaskee er hun i denne Stund paa Flaaden.

Dette er høyst sandsynligt.

Men jeg bringer det til juridisk Vished. Valentin bør arresteres, dømmes og straffes som Landsforræder. Jeg gaaer hen at opsøge ham, og Republikken skal takke mig for sin Frelse. (han gaaer.)

Jeg maa ind og see om Amalia ogsaa har taget mine Juveeler med sig – hun vedste hvor de vare. (Hun gaaer.)

Og jeg maa giemme det rareste i mit Mynt-Cabinet, jeg faaer dog vel viise Ministeren det, og han kunde ellers blive med lyste. (han gaaer.)

Ak Himmel! gid jeg ikke blev indviklet med i denne Bande! Gid jeg aldrig havde taget imod denne Guldbørs.

Lise! kiære Lise! jeg besvær Dig ved Himmel og Jord, siig mig hvor Amalia er.

Far Pokker i Vold Abekat! spil ikke Rulle for mig, jeg er jo Medvider, Mentor har opdaget alt; siig heller, hvorledes vi begge undgaae Lygte-Pælen.

I, min Gud! Lise! spøg dog ikke nu, jeg er i Døds Angest.

Jeg meener Du raser, jeg er og i Døds Angest, frels os, frels os.

Ja Du kunde giøre mig rasende, tal dog, hvor er Amalia, siig hvad Du veed, hvad her er passeret.

To Bevæbnede hilser fra Dig og bortføre Amalia, fleere af samme Bande indlukkes af mig giennem Bagporten, og afhente dit og Amalias Tøi.

Hvor er jeg? hvad Hører jeg? have disse Canailler giettet min Plan, og udført den i Utide, uden Ordre. Hvor mange vare De?

Jeg vil slutte der var omtrent et Snees Stykker.

O! min GUd! det var de samme.

Men de beraabte sig paa Ordre.

Det er Løgn, Lise! jeg har ingen Ordre givet, kun befalet dem at vente paa Ordre. O! forfærdelige Tildragelse! hvilken ond Aand blander sig i dette Spil. Jeg er forraad! jeg er forraad–

Ja det er omtrent saa, men det er godt, at en Forræder forraades. Nedrige! mindst havde jeg ventet dette af dig. I Ledtog med Dorant? I Ledtog med Flaaden? Republikkens Fiende?

Det er jeg ikke, det bliver jeg aldrig. Men min Amalia borte, saa kan intet verre møde mig.

Giftige Skiælm! Du har selv ført hende bort, Du veed eene hvor hun er, og Du vil drive Giæk med al Verden.

Det nytter ikke at retfærdiggiøre mig. Al Sandsynlighed er mig imod. Jeg har kun et Vidne, men det taler ikke paa Jorden.

Du troe Tiener! Din Løn venter Dig. I Republikkens Navn leveer Din Kaarde!

Den burde giennemboere Dig, Nedrige! see mig i Øinene, frygtagtige Skiælm. Du tør ikke, Du burde døe paa Stedet, men Du skal leve. Hvor indviklet end Sagen er, Sandhed maa frem, om der er Skygge af Ret til paa denne Øe. Jeg veed ikke hvor Amalia er, hvad Ruller I spille, hvilke Intriguer Du sammenvæver. Staae Karl paa dine Been, de skiælve, Dit Ansigt blegner; Du ja Du er min Ulykkes Ophavsmand. (Vagten nærmer sig og vil tage fat paa Valentin) Røer mig ikke, Karle. 67Karle! Jeg er Mand for jer alle 3, naar jeg har denne, (han seer paa sin Kaarde) Jeg skal levere den, naar min Tid kommer, naar jeg faaer sagt denne Glosebog, at han er en gemeen Karl, som kan slikke Pøbelen, for at voteres ind i Raadet, at jeg haaber at afklæde hans Skiændsel i Rettens Aasyn. Studeer nu, sorte Siæl! paa Dine Rænker, medens en ærlig Karl gaaer i Fængsel, og venter at Sandhed maa udvikle sig selv. See der, Vagt! der er min Kaarde, nu gaaer jeg–

Hvor staaer til, Mentor? Jeg er bange det hænger ikke ret sammen. Man pleier sielden være saa kiek som Valentin, naar man gribes i en Misgierning, og sielden saa bange som Mentor, naar man har Ret. Hr. Collega! De puster saa, og er saa hierteklemt.

Ja, han seer ud skinbarlig som den onde Samvittighed.

Jeg bekymrer mig ikke om Eders Anmærkninger. Et rasende Menneske maa vel Folk være bange for. Jeg har ydmygst Respect for en blot Kaarde. Min Styrke er ikke i Armene, men her – (Han peger paa sit Hoved)

Men her, Hr.Collega! her staaer nok heller ikke ret til.

Kiender De denne Karl, (pegende paa Constabelen) De svarer ikke, De blegner, De tier. Han har bekiendt i Vidners Nærværelse at han er leiet af Dem, og det i Republikkens Navn, til at myrde Dorant. Karlen bør ikke straffes. Han har giort sin Pligt, fulgt sin Øvrigheds Ordre. Jeg kom til i samme Stund, forhindre mig ikke, raabte Karlen, jeg har Ordre, og jeg myrder en Forræder. Forræder eller ikke, sagde jeg, saa er han et Menneske, han skal leve, og er han skyldig, dømmes efter Love. Jeg forvirrede Stødet. Dorant er uden Tvivl kun let saaret; jeg skal ikke vige fra hans Side, vil man myrde skal man nu myrde os begge. Nedrige Mentor! er dette Omgangsmaade? hvilken Skiændsel har De villet kaste paa vor Republique? hvilke sorte Maximer? Ja, Du har lært mig boglige Konster, Du understod Dig vel ikke at forgifte min unge Siel med Bundfaldet af Din Tænkemaade. Men jeg har dog længe keeget ind i Dit inderste, det er ikke godt, nei, det er ikke.

Republikkens Frelse var mit Maal, og sund Politique min Methode.

Jeg elsker nok Republikken meere end Du, Skinhellige! men kan den ikke frelses uden ved Møykelmord, saa faaer den tabe sig, og er dette sund Politique, saa gid al Politique var i heede Helvede.

Ikke saa hidsig, min Søn! ikke saa hidsig, betænk Du er et ungt Menneske.

En ærlig ung Mand er bedre end en Skielm dobbelt saa gammel. Min Faer! Colludeer ikke! aftvæt den Skamplæt af Republikken, og befal Deres Collega arresteret. De tier – Nu vel an! jeg giør 69det, jeg befaler det, og jeg har 300de Bønder ved Haanden, som skal giøre mine Ord gieldende.