Norske mellomalderballadar
Ein ung mann tener i kongens gard og veit ikkje av noka sorg. Men så kjem det seint ein kveld bod frå kjærasten hans at han må ri til henne straks. Den unge mannen salar hesten og rir av stad gjennom mørke skogar. Fuglane syng, men han oppfattar den vakre fuglesongen som ei påminning om at han må ri fortare. Etter at han har ride gjennom skogen, kjem han ut på ei grøn eng og kan høyre klokkene ringje. Han anar uråd, og i høgeloftet finn han då også kjærasten død:
Jeg klappede hende på hviden kind,
som før var så rosende røde:
Herre Gud bedre mig fattig ungersvend!
her finder jeg min kjæreste døde
(Liestøl & Moe 1959: 150–151).
Det finst over førti variantar av denne populære balladen. Nær halvparten er skrive opp i Telemark på 1800-talet og litt inn på 1900-talet, men vi har også mange oppskrifter frå andre fylke. Sophus Bugge har skrive opp fleire variantar, deriblant ei form etter Signe Eivindsdotter Storgård (1790–1861) frå Lårdal. Bugge møtte henne i 1857 og skreiv opp meir enn tjue balladar etter henne. Ein av dei trykte han som A-tekst i Gamle norske Folkeviser, det var ei form av «Rike Rodenigård og ørna» (Jonsson & Solberg 2011: 431–433). Vi har også fleire melodioppskrifter av «Jeg lagde meg så silde», bl.a. ei oppskrift som Lindeman gjorde i 1848 i Valdres (Ressem 2014: 171–187).
Den eldste kjende nordiske teksten er dansk, frå siste del av 1500-talet. I 1573 skreiv Anna Parsberg, ei av dronning Sophias hoffdamer, inn ei viseform på seks strofer i ei poesibok som tilhøyrde ei venninne (DgF VII: 525–531, DgF XII: 326–329). Sophia av Mecklenburg (1557–1631) var Fredrik IIs dronning. Dei gifte seg i 1572. Ho var poesi- og viseinteressert og oppmoda presten og historikaren Anders Sørensen Vedel til å gje ut gamle danske viser, noko han gjorde i 1591, då Hundreviseboka såg dagens lys.
Noko av det særmerkte for «Jeg lagde meg så silde» er at visa blir fortald i eg-form. Dette er ikkje så vanleg i nordiske balladar, og enkelte forskarar har hevda at den meir subjektive eg-forma er relativt ung i balladetradisjonen. Truleg stemmer dette likevel ikkje, for det finst balladar med påviseleg høg alder som blir fortalde i eg-form. Når det så gjeld 1573-teksten, blir han fortald i tredje person. Hovudpersonen heiter herr Oluf, han kan oppfattast som ein tidleg representant for dei mange norske variantane med balladeforteljing i tredje person, og med ein eller annan Ole/Ola/Olav som balladehelt:
Her Olluff hand tienner y konniges gaard
och bode med heder och ere:
saa liide hand aad, hallde minder hand drak,
hand tencktted paa syn hierttens-kiere
(DgF VII: 531).
Viseteksten er romantisk, vemodsfull og klagande – utan ytre dramatikk som elles er så vanleg i balladediktinga. Visa er attgjeven i fleire nyare visebøker, og det finst ei rad innspelingar av henne.
Liestøl & Moe 107
DgF 458
SMB 132
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: 1846 av Jørgen Moe etter søstrene Anna Ivarsdotter Opedal og Marit Ivarsdotter Opedal, Ullensvang i Hardanger, Hordaland.
Orig. ms.: NFS J. Moe 7, 56–58.
Ingen oppgjeven tittel.
*
1. Det hendte en Aften saa silde aa seint
At man skulde søge sin Hvila
Da fik jeg et Bud ifra Kjæresten min
Jeg skulde til hende hjemila
– Haa haa haa haa haa,
Hei fallalila laa
Jeg skulde til hende hjemila. –
2. Da gik jeg mig i Kammeret ind
Klædte paa mig de sorteste Klæder
Saa gjek jeg mig i Stalden hen
Aa klappa den Blakke paa Lænda
3. Saa red jeg mig fem steive Mile frem
Med de Andre monne sødeligen sova
4. Saa red jeg mig til grønne Volden frem
Der hørde jeg Klokkerne ringa
Ei Andet jeg vidste ei heller fornam
End Hjertet det vilde udspringa
5. Saa red jeg mig paa Kirkegaarden frem
Der staaude to Gravare aa grava
«Aa hører I dette i Graver to
For hvem graver I denne Grava?
6. Denne Grava me før din Kjæreste Ven
Som førr vore rausande røda
«Gud trøste aa bære mei, fager Ungersvend,
Som seer saa min Kjæreste døda»
7. Hende Ja vel kan jeg fæste en Anden hos min Haand
Men aldri fæster jeg hendes Liga
Hendes Lige findes ikke i dette Konge land
Ja neppe i sjau Kongeriga
8. Hendes Hænder vare snilde, hendes Finger vare smaa
Hendes Øine vare blaae som en LuaAlternativ lesemåte: Due
Hendes Bønner de vare idelig til Gud
I Himmerig skal man dem skoua.»
9. Saa tok han ut sit forgyllande Sværd,
Aa stak det igjennem sin Sida
Nu er det Ende paau al denne Færd
Og nu er slukt al Sorrig aa Kvida
*
Strofene er ikkje nummererte i oppskrifta.
Over oppskrifta står det: (Sangersken hørte den af sin Bedstemor) Det er truleg mormora Sigrid Olsdotter, fødd kring 1700. Namna på informantane står på side 53 i heftet.
Ei avskrift ved Sophus Bugge finst i NFS S. Bugge II, 41–42, med overskrift: Det sørgelige Ridt. (J. Moe fra Hardanger).
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: 1848 av Ludvig Mathias Lindeman etter Marit Ivarsdotter Grønlykkja, Vågå i Gudbrandsdalen, Oppland.
Orig. ms.: NB Mus ms 6849, nr 85 (strofe 1) og NB Ms 8vo 1740, 60–62 (strofe 2–10).
Ingen oppgjeven tittel.
*
1. Jeg lagde mig saa sildig alt seent om en Kvæld
jeg vidste ingen Kvide til at have
saa kom der da Bud ifra Kjæresten min
jeg maatte til hannemhende vel fare
– Ingen har man elsked over hende. –
2. Saa gik jeg da mig oppaa høiande Loft
aa klædde mine bedste Klæder
jeg klædde paa mig en Klædning af ny
en Klædning af Bombølske Fløiel
3. Saa gik jeg da mig i Stalderen ind
aa klappede Graagangeren paa Bagen
jeg lagde paa hannem Salen af Sølv
og Beslet af Guld var beslagen
4. Saa rider jeg fire Styver Miler vei
mens andre monne sødeligen sove
som jeg da kom til min Kjærestes Hjem
da mødte jeg min Kjærestes Svoger
5. Saa gik jeg da mig oppaa høiande Loft
hvor jeg haver været saa mange
der stander de Jomfruer alt udi en Flok
aa pynta min Kjærest til Graven
6. Hendes Føder var hvide hendes Fingre var smaa
hendes Øine va blaa som en Due
aa Bryst havde hun som Sneen udi Huul
aa Munden som Sukker den søde.
7. Haar havde hun som va spunde af Guld
aa flette med en liden Fløiels NøsseSamlarkommentar: /: Snor :/
hendes Bønner vare saa inderlig te Gud
i Himmerig maatte hun møde
8. Saa rider jeg et Stykke derfra
saa fik jeg høre de Klokkerne klinga
ikke andet jeg vide og ikke andet jeg fornam
end mit Hjerte i Stykker mon springa
9. Saa rider jeg te Kirkegaarden frem
saa fik jeg see de Klokkerne udvælga
der stander de Jomfruer, høviske Mænd
bad mig en anden Ven at udvælga
10. Vel kan jeg fæste en anden ved min Haand
aldrig finder jeg hendes Liga
hendes Liga findes ikke i denne Verdens Land
ei heller i det tilkom tre Kongeriger
*
Strofene er ikkje nummererte i oppskriftene. Første strofa står til Lindemans melodioppskrift.
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: 1848 av Ludvig Mathias Lindeman etter Gunnar Eriksson Kongslien, Vang i Valdres, Oppland.
Orig. ms.: NB Ms 8vo 1740, 81–83.
Ingen oppgjeven tittel.
*
1. Herr Ole han tjente i Kongens Gaard
Han tjente for Føde og for Klæder
Saa kom der et Brev ifra Rosenlund
Som siger at hans Kjæreste er døde
2. H[er]r Ole han træder for Kongens Bord
Han giord al den Tjeneste han kunde
Saa bad han Kongen om at faae Lov
At reise udi Rosenlunden
3. Og Kongen han giver H[er]r Ole til Svar
Det kan jeg nu slet ikke gjøre
Men siig mig kun et eneste Ord
Hvad du har udi Rosenlund at giøre.
4. Tidend’ er kommen paa denne Hædersdag
Hvorover mit Hjerte maa bløde
Der er kommen et Brev ifra Rosenlund
Som siger at min Kjæreste er døde
5. O kjære H[er]r Ole du maa ei græde saa
Det var jo ikke mere som en Qvinde
Jeg kunde vel skikke det saa i mit Land
At du kann faa den ypperste Grevinde
6. Af alt det som Kongen mon have i sit Land
Det vil jeg nu slet ikke have
Men jeg vil reise til Rosenlund
Og følge med min Kjæreste til Graven
7. Og du er den troeste jeg haver i mit Land
Af alle mine Grever og Baroner
Og dig vil jeg give en duelig Skjænk
Af hundrede norske Kroner
8. H[er]r Ole han sadler sin Ganger rød
Den røde var saa fauer og saa snilde
Saa rider han over de nordiske Fjeld
Saa hurtig som en Rind kunde flyve
9. H[er]r Ole han kom nu til Rosenlund
Der bandt han sin Hest ved en Støtte
Saa gaaer han strax i Ligstuen ind
Hvor Fruer og Jomfruer monne græde
10. H[er]r Ole han gaaer i Fruestuen ind
Han vred sine Hænder saa saare
Og hvert et Sandkorn som paa Gulvet laa
Det vædte han med sine Taare
11. H[er]r Ole han satte sig ned paa en Stol
Ret ligesom han vilde sove
Sin sorg fuld Sjel befalede han Gud
Og derpaa opgav han sin Aande.
*
Strofene er nummererte i oppskrifta.
Oppskrifta er seinare retta frå dansk til valdresmål. Desse rettingane gjev oppskrifta eit heilt anna preg:
1. Han Ola han tentø i Kungens Gar
Han tente før Føa o før Klæo
So kom dæ eit Brev ifraa Rosenlund
So seje at hans Kjæreste æ daue
– –
2. Han Ola han træddø før Kungens Bor
Han giordø al den Tenist han kunna
So ba han Kungen um at faae Løv
At reisø uti Rosenlunde
3. O Kungen han giæve han Ola te Svar
Dæ kan e no slet inkji giæera
Men sei me kun eit einastø Ord
ko du har uti Rosenlund o gjæera
4. Tiend’ æ kaami paa dinne Heiersdag
ko over mit Hjarta maa bløø
Der æ kaame eit Brev ifraa Rosenlund
So seie at min Kjærest æ daue
5. O kjæro H[er]r Ola du maa kji graatø so
Dæ va daa kji meir el ei Kvinnø
dæ kunna væl skjikkø seso i mit Land
At du kanna faa den ypparstø Greivinnø
6. Af alt dæ so Kungen kan hava i sit Land
Dæ vil æ no slet inkji hava
Men e vil reisø te Rosenlund
O følje mæ min Kjærest te aat Græften
7. O du æ den truastø e har i mit Land
taa all mine Greivar o Barona
O de vil e gjeva ein dugøle Skjænk
taa Hundrøde nørska Kruno
8. Han Ola han sala sin Gangar rau
Den raue va so fager o so snillø
So rier han ovør dei nøriske Fjæld
So snøgt so ein Rein kunna flyøgø
9. Han Ola han kom no te Rosenlund
Der bat’n sin Hest ve ei Støtt’ø
So gaaer han trast i Likstøga ind
kor Fryugo o Jamfryugo søto greto
10. Han Ola han gaaer i Fryugøstøga ind
Han rei sine Hændar so saarø
O kort eit Sandkødn so paa Gølve laag
Dæ vædt’ø han mæ sina Taare
11. Han Ola han sættø se ne paa ein Stol
Ret likøso han vildø søva
Si sørg fullø Sjel befaltø han Gud
O derpaa upgav han sin Aande.
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: 1894/1895 av Chr. Kopseng etter ei visefugge frå Kopseng i Eggedal, Buskerud.
Orig. ms.: NFS M. Moe 77, nr. 17.
Oppgjeven tittel: Ole Velland.
*
1. Ole Velland han tjente paa kongens gaard
han tjente der for klæder og for føde.
Saa kom der et brev ifra Rosenlund
som sagde at hans kjæreste var død.
2. Han Ole han gik sig for kongens brede bord
og gjorde al den tjeneste han kunde.
Saa bad han sin naadigste konge om faa lov
at reise til de engelandske egne.
3. Kongen han svared saa mildelig:
«Det kan jeg for alting ikke gjøre.
Men jeg vil vide et eneste ord,
hvad haver du i Rosenlund at giøre?»
4. «Det er kommet erFeil for: et rygte alt over et land,
som ved at mit hjerte maa bløde!
Det er kommet et brev ifra Rosenlund,
som siger at min kjæreste er død!»
5. «Kjære min Ole, du give dig tilfred,
det er vel ikke mere end en kvinde?
Jeg skal gjøre det saa udi hele mit raad
at du skal faa den skjønneste grevinde!»
6. «Alle grevinder du har i dit raad
dem vil jeg for al ting ikke have.
Men jeg vil reise til Rosenlund
og følge med min kjæreste til graven!»
7. «Du er den troeste jeg haver i min gaard
blandt alle de riderSamlarkommentar: staar saa i haandskriften med ? efter. og personer.
En ærligen løn jeg give vil dig,
titusinde danske guldkroner!»
8. «Sølvsadlen og guldsporen jeg give vil dig
og hesten, den bedste jeg mon have.
Saa skal du faa reise til Rosenlund
og følge med din kjæreste til graven!»
9. Ole opsadlede graagangeren sin.
Der stod han saa vakker og saa skjønne.
Saa red han saa fort, som en liden fugl fløi,
alt over de engelandske egne.
10. Ole han kom sig til Rosenlund,
der bandt han sin hest til en stolpe.
Saa gik han sig i fruerstuen ind,
hvor fruer og jomfruer græde.
11. Ole han gik sig i lig-stuen ind,
der vred han sine hænder saa saare,
og hvert et sandkorn paa gulvet mon laa,
det vædte han med grædende taare.
12. Hun gamle-mor hun talte saa mildelig:
«Du finder vel altid hendes lige!»
«Nei hendes lige jeg alderigen findt –
nei, ikke i et kongerige!Retta frå: kongerike»
13. Ole han satte sig ned paa en stol,
der sad han, som han monne sove.
Men Gud, som befaler hans syndige sjæl,
og dermed opgav han sin aand.
14. Og begge disse lig bleve lagt paa en baar
og kisten var gjort udaf marmarAlternativ lesemåte: malmor.
Saa hviler de der indtil dommens dag,
da Gud vil opvække os alle.
*
Strofene er nummererte i oppskrifta.
Oppskrifta ligg ved eit brev frå vinteren 1884/1895 som Theodor Kittelsen sendte til Moltke Moe. Om oppskrifta skriv Kittelsen:
Fra min Tur til Eggedal har jeg i disse Dage faaet en vakker Erindring – en gammel Vise om Ole Velland, tilsendt fra Hr. Chr Kopseng. Samme Vise gick Skredsvig og mig saa i Bringa at vi ikke kunde glemme den. Da jeg kom til Haugen traf jeg C. Kopseng, talte om Visen, og tænk – saa fortæller han at samme fandtes i «en gammel haandskreven Visebog» i hans gamle hjem «Kopseng» i Eggedal.
Saman med tekstoppskrifta sendte Kopseng en melodi, «slig den er kjendt her i bygden».
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: Udatert av Martine Søylen etter Lars Torsteinsson Davidhaug, Voss, Hordaland.
Orig. ms.: (NFS-kopi av) NFS M. Søylen I, 25–26.
Oppgjeven tittel: Hrr. Oluf.
*
1. Hrr Oluf han tjenede i kongens gård.
Der tjened han for klæda og for føda
Men så kommer brev ifra Rosendelund
at hans allerkjærast vare døda –.
2. Hrr Oluf han sad ved kongens skrivebord
der gjorde han de tjenester han kunde.
Aa kan du ikke si mig et eneste ord
Hvad du har i Rosenlund at gjøre?
3. Her feiler hverken klæda her feiler ikke sko
Her feiler hverken glæda eller føda
men jeg vil lave mig til Rosendelund
for å følge min kjæraste til grava.
4. Her Oluf jeg kan nu vel sige dig for sant
det var nu ikke mer end en kvinde
Vel kan det lavest så her i mit land
at du kan få den smukkeste grevinde.
5. Av alt det end kongen haver i sit land
det vil jeg nu slet ikke hava
men jeg vil lave mig til Rosendelund
for å følge min kjæraste til grava.
6. Hrr. Oluf han sadlede sin ridende hest
så liden og så vakker og så snella
så rider han så fort som en flyvende fugl
Alt over de nordiska fjella.
7. Hrr Oluf han kommer til Rosendelund
der bandt han sin hest i en støtta
Så taler madammen brudens mor:
ja vel kan du finna hennes lika
Nei aldri så finnes hun på denne jord
Langt mindre i dette kongerike –!
8. Hrr. Oluf han trådde i brudehuset ind
der vred han sine hender så såre
Hvert sandkorn som på gulvet det lå
begræd han alt med sina tæror.
9. Så døde de begge de lagdes på et bord
og kisten blev gjort udav marmor
Så hviled de så søt – ja indtil i dag
for å sove i hverandres armer –.
*
Strofene er nummererte i oppskrifta.
Etter tittelen står det: sungi av min bestefar Lars Davidhaug
Under oppskrifta står det: Sunget på Bg. torg av bestefar for 100 år siden. En dame kom med et par skilling og la di i handen hans, – men han var stolt og lot pengene gå mellem fingrene i gaten. Han var odelsgut på Voss.
TSB D 280: Jeg lagde meg så silde / Ole Vellan
Oppskrift: 1943 av Lars M. Fjellstad etter Otto Andersson Midtskogssætra, Eidskog, Hedmark.
Orig.: Lars M. Fjellstad 1951. Til-Till-Tove : eventyr, segner, regler og anna. (Folkeminne frå Eidskog, 1.) Oslo: Norsk Folkeminnelag. 97–99.
Oppgjeven tittel: Hr Ole han rider til Rosandelund.
*
1. Hr. Ole han tjente paa konungens gaard,
han tjente for klæder og føde —
men saa fik han brev ifra Rosandelund
som sagde hans kjærest var døde.
2. Hr. Ole han blev i sit ansigt saa bleg,
ja bleger end alt som kan blegne.
Hr. Ole han træder for konungens bord
at klage sin sorg og sin kvide.
3. En tidend har kommet til mig i din gaard
hvorover mit hjerte monn bløde.
Et brev har jeg faaet fra Rosandelund
som siger min kjærest er døde.
4. Jeg tager farvæl for min kjærest er død,
jeg har ingen kjær mer i verden.
Og derfor jeg blegner og derfor må dø,
nu vil jeg ei lengere leve.
5. Men kongen han svaret saa listelig:
Det er vel ei mer end en kvinde?
Vi kunde vel lage det saa i vaart land
at du fik den fagrest grevinde.
6. Nei, ingen som kongen har udi sit land,
nei, ingen av dem vil jeg have.
Men lad mig faa reise til Rosandelund
at følge min kjærest til grave.
— — — —
7. Pistolen og guldsalen faar du av mig
og kvikkeste hest ud av alle. —
Saa red han saa fort som den lille fugl fløi
alt over nordiske fjelde.
8. Og da han var kommen til Rosandelund,
saa bandt han sin hest til en stolpe.
Saa gik da Hr. Ole i Frustuen ind,
der fruer og jomfruer græde.
9. Saa gik da Hr. Ole i likstuen ind
og vred sine hender saa saare.
Og hvert av de sandkorn paa gulvet der laa
de vædet han nu med sin taare.
10. Og moderen taled saa mildelig:
Du finder igjen hendes lige. —
Å nei, det faar jeg nok aldrigen se,
ei heller i syv kongerige.
11. Hr. Ole han satte sig ned paa en stol,
han satte sig der til at sove.
Til Gud han befaled sin syndige sjel,
og opgav der inde sin aande.
12. Og begge saa bleve de lagt i en baar,
og kisten den var udav marmor.
Og der skal de sove til Dommen sin dag
saa sødt paa hverandres arme.
*
Strofene er ikkje nummererte i utgåva.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Riddarballadane er den avgjort største av alle dei seks balladegruppene. Her finn vi viser med mange og sprikande emne. Samla sett gjev riddarballadane likevel ei tilsynelatande realistisk skildring av livet i adelsmiljø, men så å seie alltid med vekt på dramatiske hendingar som forføring, sjalusi, brurerov, valdtekt, utruskap og drap.
Erotisk kjærleik og alle komplikasjonar som kan følgje med den, som standsskilnad og foreldreautoritet, står nesten alltid i sentrum. Ikkje minst kretsar riddarballadane om døden, den uventa og nådelause døden, som verken den unge brura eller brudgomen slepp unna. Motsetninga – og samanhengen – mellom kjærleik og død har appellert til mange, og er truleg ein hovudgrunn til at det vart dikta så mange riddarballadar.
På grunn av storleiken er gruppa delt i to i denne utgåva. Dette bandet inneheld balladetypane frå TSB D 14 til og med TSB D 280.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
