Innleiing

Aksel og Valborg vart trulova som barn, men prins Hagen forelskar seg i Valborg. Han vil prøve å få gjort trulovinga ugyldig. Han snakkar med skriftefar sin, broder Knut, og munken føreslår at dei alle skal kome til kyrkja. Der seier han at Aksel og Valborg ikkje kan gifte seg. Dei har same gudmor, og dermed er dei åndeleg i slekt. Skilsmissa skjedde ved ein symbolsk og dramatisk handling: dei skar over eit klede, eit symbol for lakenet i ektesenga. Etter det måtte dei skilje lag, og Valborg vart trulova til Hagen.

Både Aksel og Hagen må ut i krigen, og Hagen fell. Aksel hemner han, men mister sjølv livet. Valborg går i kloster.

Med 200 strofer er «Aksel og Valborg» vår aller lengste ballade. Av gode grunnar har den ikkje levd i munnleg tradisjon, men den har levd godt på papir. Den eldste oppskrifta er i ei dansk handskriven visebok frå 1570-åra. Sidan har visa vorte kopiert inn i private visebøker etter eldre oppskrifter eller skillingstrykk. Visa er tidleg trykt i København, i Kjempeviseboka og i skillingstrykk som kom ut i Kristiania, Arendal, Skien, Sarpsborg og mange andre stader.

Visa må ha vore svært populær, for berre i Noreg er det dokumentert 28 melodiar. Seks melodiar er frå Telemark, fem frå Sogn og Fjordane, tre frå Hordaland, to frå Aust-Agder, og elles frå Oslo, Akershus, Møre og Romsdal, Nordland, Troms, Østfold, Hedmark og Buskerud. Visa har også vore populær i Danmark, med 8 melodiar, og med 11 melodiar i Sverige.

Populariteten ser vi også i fleire lokalsegner som fortel at hendingane i visa skulle ha skjedd nettopp her. Den eldste segna om Aksel og Valborg er frå Giske i Borgund. I 1766 skreiv Hans Strøm at Aksel og Valborg skulle vere gravlagde på kvar si side av eit gamalt kapell på Giske. Denne lokaliteten er også støtta i viseteksten. Der kjem det ein pilegrim som seier:

«Norge det er mit Fædrene Land
Ieg er udaff Gildske Stamme»

Og Aksel seier:

«Est du kommen aff Gildske Æt
Oc da est du min Frende»

Mindre kjent er det at Aksel Tordsson skal vere gravlagde på Lesja i Gudbrandsdalen. Det var presten Jens Krefting som i 1775 kunne skrive til Gerhard Schøning at Aksel Tordsson skulle liggje gravlagt under ein steinsirkel på garden Einbu.

Segna frå Tønsberg er nok yngre, men desto fyldigare. Folkeminnesamlaren Andreas Faye fortel at Valborg budde i eit kloster på Teie på Nøtterøy, og mellom klosteret og slottet der Aksel budde, skulle det gå ein underjordisk gang. Etter den lokale tradisjonen skulle Valborgs del av kledet også ha hengt i ei kyrkje i Tønsberg heilt fram til ca. 1800.

Språket i visa er dansk, men både stadnamn og personnamn er norske. Den danske viseforskaren Axel Olrik tenkte seg at visa var dikta i danske adelsfamiliar som var busett i og med sterke band til Noreg. Viseforskarane ville gjerne plassere visene så langt bak i tid som mogleg, og Axel Olrik meinte at visa, med sin katolske tankegang, måtte ha vore dikta minst ein mannsalder før reformasjonen. Men det finst ikkje spor av visa før år 1600, og det er vanskeleg å tenkje seg at ei så lang vise skulle kunne leve i munnleg tradisjon. Folk på 1600-talet visste godt korleis katolsk tankegang var, og dei kunne godt ha dikta ei vise om «gamle dagar».

DgF 475
SMB 85

Oppskrift A

TSB D 87: Aksel Tordsson og skjønn Valborg

Oppskrift: Kjempeviseboka (1787), 483–502 (nr. XXIII).

Oppgjeven tittel: Alle Baand ere for svage til at binde Kierlighed

*

1. De legte guldtavel ved breden bord,
I glæde og lyst med alde,
De fruer tvende med ære stor,
Saa underlig legen mon falde.
– Men lykken vender sig ofte om. –

2. De terninger løbe ofte omkring,
De sig faaFeil for: saa snart monne vende,
Saa giør og lykkens hiul udi ring;
Dens løb man neppe kand kiende.

3. Fru Julli og Dronning Malfred,
De lege guldtavl med ære,
Paa gulvet ganger det barn derved,
Og legte med æble og pærre.

4. Paa gulvet ganger det barn saa ven,
Og legte med æble og blomme,
Da indkom Herr Axel Tordsen,
Han agter til Rom at komme.

5. Han hilsed fruer og jomfruer skiøn,
Hannem fulte baade tukt og snilde,
Han elsker det ædle-barn udi løn;
Thi lykken vilde for dennem spille.

6. Paa armen tog han den liden dukk,
Klapped hende ved hviden kind,
Christ give at du varst voxen nok,
Da blevst du snart min mandind.

7. Hans yngste søster svarede saa brat,
Paa kiæder hun guld monne bære,
Var hun end voxen i denne nat,
I maatte ey sammen være.

8. Jomfruens moder talede ret,
Hun mon hannem sandhed sige,
I ere alt for nær udi æt,
dog vel hin anden lige.

9. Han tog en guldring af sin haand,
Bad barnekFeil for: barnet der med leege,
Der hun fremvoxte i alder forsand,
Det giorde hendes kinder blege.

10. Kom vel ihu min lille brud,
I dag mønneFeil for: monne jeg dig fæste,
Jeg vil nu reyse af Landet ud,
Og fremmede Herrer gæste.

11. Herr Axel drager af Landet ud,
Hannem følger tugt og ære,
I klosteret sættes hans liden brud,
At hun skulde sønnenFeil for: sømmen lære.

12. De lærde hende silke-søm at sye,
At læse lod de hende lære,
Af hendes dyd gik herlig rye,
Hende fulde stor tugt og ære.

13. Slig adelig sæder som hun bær,
Maa hver med rette prise,
I sindet hun bestandig er,
Og regnis iblant de vise.

14. I klosteret var hun ellefve Aar,
Til GUd hendis moder kalte:
Dog tog hende Dronningen i sin gaard,
For alle hun hende udvalde.

15. Herr Axel tiener i Keyserens Gaard,
Forgylte haver han spore,
Sit sverd han vel ved siden bar,
Og Ridderlig var hans fore.

16. Her Axel sover saa sødelig,
alt som en Herre mon sømme,
Om natten har han ey roe hos sig,
Alt for sine sterke drømme.

17. Her Axel han sover i Høyestuv’,
Og hviler paa silke det bløde,
Han haver ey roe om natten at sove,
Han drømmer om Festemøe søde.

18. Han drømmer at Valdborrig Immersdotter,
I Fløyel staaer klæd med ære,
Hos hende sig Haagen Kongens Søn satte,
En bøn monne han begjære.

19. Aarle om morgen det blev dag,
Og Lerken sin stemme rørde,
Op stod Herr Axel med god behag,
Sig snarlig i klæderne førde.

20. Saa snarlig sadler han ganger graa,
Han lyster i landet at ride,
Saa drømme-tanker af hovedet slaaAlternativ lesemåte i Vedel 1664: Sin’ Drømme oc Tancker aff Hoffvedet flaa,
Og lyde paa fugle-sang blide.

21. Der nu Axel Tordsøn
kom hen i rosens-lunde,
Der møder hannem en pillegrim skiøn,
Udi de samme stunde.

22. Vel mødt, god dag du pillegrim from,
Hvorhen staae din begiere,
Fra mine lande monne du kom,
Din’ klæder kand mig det lære.

23. Norge det er mitt fæderneland,
Jeg er udaf GildskeAlternativ lesemåte i Vedel 1664: Glidske stamme
Til Rom haver jeg mig svoren forsand,
Om jeg kand Paven der ramme.

24. Est du kommen af gildske æt:
Og da est du min frende.
Har stolten Valdborrig mig forgiæt,
Sig mig om du hende kiende.

25. Valdborrig er en jomfru saa skiøn,
Jeg hende saa vel monne kiende,
Der er saa mangen ridder søn,
Som sætter sin love til hende.

26. Jeg kiender saavel den jomfru der,
Hun slider sabel og maar,
Blant alle jomfruer hun prisen bær,
Som tiener i Dronningens gaard.

27. Opvoxen er Valdborrig Immers daatter,
Som lilien seyerst paa qviste,
Blant alle jomfruer i landet er,
En skiønnere ingen viste.

28. Fru Julli hviler under marmorsteen,
Allt hos sin ædle herre,
Dronning Malfred tog skiøn Valdborrig hen,
Hun hende mon elske og ære.

29. Guld bær hun om sin hvide haand,
I perler fletter sit haar,
Hr. Axels brud, af alle mand
Hun kaldes, i hvor hun gaar.

30. De kalder hende Axels Festemøe skiøn,
Og giør det af got gammen,
De agte hende Haagen Kongens Søn,
Jeg meener de kommer tilsammen,

31. Det var herr Axel Tordsøn,
Han svøbte sig udi skind,
Saa ganger han udi salen hen,
For Rommerske Keyser ind.

32. Hil sidder I Keyser Henrik saa from,
I ere en Herre saa blide,
Orlov monne jeg eder bede om,
Til fæderneland at ride.

33. Mig er fader og moder fra død,
Mit gods staar nu udi vove,
Mig tvinger dog meest min fæstemøe sød,
En anden vil hende troelove.

34. Orlov det skal du gierne faa,
Selv vil jeg dig det give,
Om du tilbage komme maa,
Din Plads skal aaben blive.

35. Herr Axel rider af Keyserens gaard,
Ham fulde saa herlig en skare,
Og alle de udi gaarden var,
De bad ham alle vel fare.

36. Paa reisen var han saa frisk og snart,
Ham følgede tredive svenne,
Der han kom til sin moders gaard,
Da reed den Herre alleene.

37. Der nu Herr Axel Torden
Kom frem til borgeled,
Ud stod fru Helfred hans søster ven,
Og hvilte hun sig der ved.

38. Her stander du Helfred søster fin,
Nu venter du ikke min komme,
Hvor lever Valdborrig fæstemøe min,
En rose for alle de blomme?

39. Skiøn Valdborrig lider meget vel,
Den skiønneste jomfru for alle,
Hun tiener og vores Dronning selv,
For alle hun hende udvalde.

40. Du raade mig Helfred søster fin,
Du give mig raad de gode,
Hvor jeg kand tale med fæstemøe min,
At ingen mand det forstode.

41. Svøb du dig udi silke skiøn,
Og klæd du dig udi piæld,
Sig at du est mit bud udi løn,
At tale med jomfruen selv.

42. Det var Herr Axel Tordsøn,
Gaar over de høye lofts spange,
Der møder hannem Dronningens jomfruer skiøn,
De komme fra Aftensange.

43. Han rakte skiøn Valdborrig hviden haand,
Og talde saa mildelige,
Jeg er fru Helfreds sendebud sand,
Jeg haver eder noget at sige.

44. Hun brød op de lønnebrev stor,
Hun læste det ud med alle,
Der stode udi de Elskovens Ord,
Som nogen best kan udtale.

45. Der laa udi de guldringe fem,
Var dreven i roser og lilier,
Eder giver Axel Tordsøn dem,
Han eder saa ung haver gillet.

46. I lovede at være min fæstemøe,
Den tro skal I mig holde,
Jeg sviger eder ey paa verdens øe,
Det lover jeg eder min bolde.

47. Saa fuldtis de over den høye bro,
Som GUd gav dennem til raade,
Der gave de hinanden sin tro,
Og Eeder svore de baade.

48. De svore om sancte Dorethe i ær’,
Og om den hellige Møe,
I æren vilde de leve her,
I æren vilde de døe.

49. Herr Axel rider i Kongens gaard,
Han var baade glad og fro,
Hans fæstemøe udi høye loft staar,
Hun baade legte og loe.

50. Det stod saa i maaneder fem,
Og vel udi maaneder ni,
Elleve Greve Sønner gik bort,
Og bade om hende i di.

51. Elleve vare de Riddere skiøn,
Til hende i æren mon gilde,
Den tolfte var Haagen Kongens søn,
Han bad hende aarle og silde.

52. Hør I det skiøn Valborrig fin,
Og vil I være min kiære?
Da tager jeg eder til Dronningen min,
Og kronen den skal I bære.

53. Hør I Herr Haagen Kongens søn,
Og det kand ikke saa gaa,
Jeg haver lovet Herr Axel i løn,
Det ganger jeg aldrig fra.

54. Vred blev Haagen Kongens søn,
og svøbte han sig udi Skind,
Saa gaaer han i salen saa skiøn,
For sin kiere moder ind.

55. Her sider I kiere moder min,
Hvad giver I mig for raad?
Jeg beder skiøn Valdborrig fiin,
Hun biuder mig spot og had.

56. Jeg biuder hende baade hæder og ær,
Sampt rige og land tillige,
Hun siger hun haver Herr Axel saa kier,
Hun vil hannem aldrig svige.

57. Haver hun sin tro bortjæt,
Da er hun den pligtig at holde,
Her er vel fleere af Greve-æt,
Saa biurdige og saa bolde.

58. Vel er der Greve-døttre fleer,
Saa bolde og saa rige,
Men ingen saa skiøn som Valborrig er,
Ey heller saa dyderige.

59. Med magt kand du hende ikke faae,
Thi det var skam at høre,
Med vaaben om du hende vinde maa,
Kand sig Herr Axel og røre.

60. Vred blev Haagen Kongens søn,
Og vreed saa gik han ud,
Der mødte hannem hans Skriftfader skiøn,
Han kaldes sorte Broder Knud.

61. Hvi ganger min Herre saa sørgelig frem?
Hvor hen stander hans begiere?
Er hannem paakommen nogen modgang slem?
Da siger han mig det here.

62. Modgang stor er mig kommen paa,
som tvinger mig allermeest,
Stolt Valdborrig kand jeg ikke faae,
Hr. Axel har hende fæst.

63. Haver Herr Axel skiøn Valborrig fæst,
Han skal ey føre hende hiem,
I sorte-brødre kloster her nest,
Der ligger deres herkomst igien.

64. Nær sødskende-børn de begge er,
Af frender saa høye og gode;
En Frue holdte dem til daaben med ær,
Paa høyborrig som hun boede.

65. Daabe-sødskende ere nu de,
For deresAlternativ lesemåte i Vedel 1664: voris klosterræt
Her hos kand vi erfare og see,
De ere i tredie slegt.

66. Min Herre lader skrive breve om land,
Capitelet skal de liude,
Herr Axel faaer ikke den lillievand,
Vi ville ham det forbiude.

67. Det var Haagen Kongens søn,
Han kalder paa svenne saa:
I beder jomfruens morbroder i løn,
I stuen for mig at indgaae.

68. De Grever de stedes for breden bord,
Med tugt og megen ære,
Vor naadige Herre os sende ord,
Han sige os sin begiere.

69. Jeg beder om eders søster-dotter,
I æren hos mig at blive,
Til Dronninge vil jeg hende sætte,
Om I mig hende vil give.

70. Svarede det hendes morbrødre tre,
De bleve baade glade og fro,
Vel er skiøn Valborrig fød;
Thi see en Konge-søn lover hende tro.

71. Det var ædle Grever da,
Svøbte de sig udi skind,
I høye loft strax monne de gaae,
For Dronning Malfred ind.

72. Først hilde de Dronning Malfred skiøn,
Med tugt og høviske sinde,
Dernæst ogsaa stolt Valdborrig køn,
Den skønneste der var inde.

73. Vel dig kiere Søster-dotter skiøn,
Vel dig mens du er i live,
Om dig beder Haagen Kongens søn,
Og hannem vil vi dig give.

74. Haver I mig trolovet hen,
Da vil jeg eder sige,
Herr Axel er min kiereste ven,
Jeg vil hannem aldrig svige.

75. Svarede hendes morbrødre tre,
De mægtige Grever saa bolde,
Det skal i sandhed aldrig skee,
At du det løfte skal beholde.

76. Det var Haagen Kongens søn,
Lod skrive de breve af ny,
Og lader hente den Erkebisp skøn,
Med Clerkerne sju gange ti.

77. Melte det mester Erland,
Han læste de kongebrev ud,
Skam faa de som dette paafand,
Ja først og sidst broder Knud.

78. Erkebispen han steddes for bord,
Og talde til Kongen med ære,
Min naadige Herre har sendt mig ord,
Hvad monne hans villie være.

79. Jeg haver mig en jomfru fæst,
Til hende skal I mig vie,
Herr Axel er hende om hiertet næst,
Hun skal hannem overgive.

80. Saa skreve de den stefning ud,
og lod den læse til tinge,
At møde for Erkebispen prud,
Begge de tu Adelinge.

81. Aarlig om den morgen blid,
der ottesang var nu ude,
Til kirken skulde Herr Axel rid’,
Med fæstemøe sin den prude.

82. Den Herre han stiger til høyen hest,
Han monne saa hiertelig sukke,
Den jomfru følger i karmen nest,
Sin sorrig hun inde maa lukke.

83. Det meldte hun stolten Valdborrig,
Hun kom udi rosens lund,
Sielden sukke glad hierte af sorrig,
Men ofte leer sorrigfuld mund.

84. Den Ridder han rider paa høyen hest,
Hans tanker de løbe saa vilde,
Den jomfru hun følger i karmen nest,
Hun døller sin sorg med snilde.

85. Uden Mariæ kirkegaard,
der traadde de Herrer fra heste,
Der efter de ind i kirken gaae,
De Frender og Ridder beste.

86. De hvilde mit paa den kirkegang,
Der mødte dem Bisper og klerke,
At de vare begge i hiertet bang,
Det kunde man paa dem merke.

87. Der møtte dem Erkebispen selv,
Med sølfbunden staf udi hænde,
Med alle sine ordens brødre vel,
Som deres venskab skulde vende.

88. Frem traade strax sorte Broder Knud,
Med slegtebog udi hænde,
Han læsde den arve-tavle ud,
At Axel var Valdborrigs frende.

89. Saa læsde de op den arvetal,
Som munken gaf dennem til til raade,
Nær sødskende børn vare de udi val,
Paa møderne slegtninge baade.

90. Nær sødskende børn de rettelig var,
Af adelig blod det beste,
I fierde leed, deres slegtskab staar,
Strax skilde dem ad de Præste.

91. De vare kommen af gildske rod,
Nær sødskende børn saa fromme,
Herr Axel og skiøn Valdborrig god,
Maatte ikke tilsammen komme.

92. En frue dem begge til daaben bar,
Der de finge daabens gave,
Herr Asbiørn begge deres fader var,
Hin anden maatte de ey have.

93. Saa fulde de dennem til Alteret hen,
Fik dennem handklæde udi hænde,
De løsde det baand og vaare ey seen,
For svenden var jomfruens frende.

94. De vare frender af biurd og blod,
Af adelige gildske slegte.
Dernest ver de Gudsødskende god,
De komme ej sammen i ekte.

95. Det handklæde mellem dem skaaren blev,
Hver fik af dennem et stykke,
saa lever den aldrig i verden saa giev,
Der selv kand raade sin lykke.

96. Det haandklæde sønder skaaret er,
Hvor med I monne os adskille,
Saa lenge vi leve det aldrig skeer,
I bryder vor venskab og villie.

97. De toge guldringe af fingrene hen,
Guld armbaand af hendes haand,
Da fik den Ridder sin gave igien,
opløst var kierligheds baand.

98. Herr Axel kastet guld paa Alteret da,
Gaf det sanct Oluf til ære,
Svor alle de dage han leve maa,
Han Valborrigs ven vilde være.

99. Da vredis Haagen Kongens søn,
Alt under sin silke rød,
Men du kand hende ej glemme i løn,
Da er hun vist ikke møe.

100. Erland Erkedegn talde paa stand,
Den viseste blant de klerke,
Den agter jeg for en ufrisk mand,
Der kiender ey elskoven sterke.

101. Med vand udslukker man ilden stor,
Der til den brendende brand,
Men kierligheds brynde langt overgaar,
Der ingen mand dempe kand.

102. Solens heede den falder saa sterk,
At ingen den ledske kand,
Men elskovens baand er haardere verk,
Det aldrig slet brydis forsand.

103. Der til svarede Herr Axel saa,
Han stod i silke rød,
Den sag skal jeg mig legge fra,
Skulde jeg i morgen døe.

104. Da blev Haagen Kongens søn vred,
Traadde frem paa breeden sten,
I morgen skalt du mig svære en eed,
Og det foruden al meen.

105. Svære skal du i morgen mig,
Paa sværd og hellige læst,
Om Valdborrig hun er møe for dig,
Eller du har sovet hende næst.

106. Skal jeg Loven give saa,
Jeg kan det fuld vel giøre,
I kampen tør jeg end bestaa,
Saa længe jeg mig kand røre.

107. I løftetFeil for: loftet hviil Estelin Haagens Frue,
Hun vogner af søvne saa brat,
Sanct Birgittæ raade nu for min hue,
Hvad haver jeg drømt i nat.

108. Jeg drømte om Julli hin venne,
Som hviler i sorten muld,
Hun bad mig saa meget gierne,
At være hendes dotter huld.

109. Min Herre, jeg haver de sønner siuv,
Og hver haver tredive svenne,
De binde op fverdFeil for: sverd og vove deres liv,
At hielpe den jomfru saa venne.

110. Min Herre han sadler Ganger ti,
Og rider bort som en Herre,
I følger dem med, I staar hende bi,
Det maatte end blive dis bedre.

111. Siu sønner have vi nu tilsammen,
De unge Hertuger bolde,
det er voris egen glæde og gammen:
De ridderlig sig kand holde.

112. Sødskende born vi tvende var,
Fru Julli og jeg her baade,
hvorfore det os vel ilde staaer,
Om vi hendes dotter forlode.

113. Aarle om den morgen saa kiøn,
Der solen skinde over de heede,
Paa slottet ganger den Ridder saa skiøn,
At svære de dyre eede.

114. Færdig Herr Axel Tordsøn var,
Og ragte sin haand fra sig,
I kommer hid Grever af gildske gaard,
Og lover i Dag med mig.

115. Frem gaa elleve Ridder med migFeil for: mag,
Var klædde i sabel og maar.
Vi Ville love med Herr Axel i dag,
Gud give i hvor det gaar.

116. Saa stride rand taare paa jomfruens kinde,
Som regnen kand falde mest,
Ah hvor skal jeg nu venner finde,
Jeg er ælendig vist.

117. Hendis morbroder Tue Alternativ lesemåte i Vedel 1664: morbrødre tre de svarede da,
Og talede saa til hende,
Ene du selver svære maa,
I raadet varst du selv ene.

118. Melte det Erkedegn Erland,
Og saa tog han oppaa,
Frenderne du mange finde kand,
Men vennerne haver du faa.

119. Frenderne du vel mange har,
Men vennerne kandst du ey finde,
Gud hielpe dig vel udaf den far,
Du maatte din sorrig forvinde.

120. At mig er fader og moder fra død,
For GUd maa jeg det klage,
Den GUd som hielper alle af Nød,
Han veed vel all min aarsage.

121. Fru Julli hviler under marmorsteen,
Herr Immer i sorten muld,
Men vare de nu i iive igien,
Da vare mine frender mig huld.

122. Der hun saa sad med jammer og vee,
Og i sin største sorrig,
Da kom Herr Haagen og lod sig see,
Fremridendes til den borrig.

123. Han traadde strax frem saa hastelig,
Sine Ord lod han saa lyde,
I loven gaar jeg i dag med dig,
Jeg monne mig selv tilbyde.

124. Fru Estelin er dig huld og god,
Hun sover mig hver nat nær,
Din moder og hun var af en rod,
Derfor kommer jeg her.

125. I træder frem mine siu sønner i tall,
Og eder i loven blande,
Herr Karl hans sønner af sønderdal,
De skal her hos nu stande.

126. Elleve Hertuge sønner ginge frem,
Var svøbt i sabel og maar,
Paa førstelig viis og klædde de dem,
Og kruset var deres haar.

127. Elleve Grever gik sammen i flok,
De vare slet uforfærde,
Krusede var deres gule lok;
Forgylte var deris sværde.

128. Med jomfruen vi nu svære vil,
Og loven med hende gjøre,
I ædeling to I træder her til,
Thi alle skal der paa høre.

129. Paa Messe-bog lagde Herr Axel sin haand,
Og sverdet holt han udi feste,
Hans rige frender stod hos forsand,
De gieveste og de beste.

130. Heftet det holdt han i sin haand,
Og odden stod mod en steen;
Saa giorde han strax sin eed paa stand.
Og det foruden al meen.

131. Vel haver jeg haft skiøn Valborrig kier,
Hun var min høyeste trøst,
Jeg hende dog aldrig var saa nær,
At jeg hende engang køst.

132. Paa Messe-bog lagde den jomfru sin haand,
Og svor hun om vor Frue,
Mine øine vare aldrig saa dristig forsand,
Jeg torde Herr Axel anskue.

133. Saa løfte de over hende himmel skiøn,
Og bare saa over hende skrud;
Saa fulde de hende paa salen i løn,
Og kaldet hende Kongens brud.

134. Ind kom Haagen Kongens søn,
Han talde et ord saa brat,
Hverken svend eller ridder skiøn,
Maa reyse her fra i nat.

135. Jeg fæster i dag stolt Valdborrig fin,
Alt til min hiertens kiere,
Hun skal nu være Dronning min,
Og kronen af røde guld bære.

136. Der bredes dug, de sættes til bord.
De skienkte baade mød og viin,
Herr Axel sad med sørgelig ord
Og talde med kiereste sin.

137. I siger mig Valdborrig Hiertens kier,
Mens vi ere ene her inde,
Hvad raad os begge nu best monne vær,
HvorFeil for: Vor længsel den kand forsvinde.

138. Faar jeg Kongen om det saa skeer,
da er det mod min minde,
Om jeg i tusinde aar levede her,
I ganger mig aldrig af sinde.

139. Jeg vil sidde i høye loft viid,
og virke det guld i hue,
Saa sørgelig vil jeg leve min tiid,
Alt som en Turtel-due.

140. Hun hviler aldrig paa grønnen green,
Hendes been ere altFeil for: aldrig saa møde,
hun drikker aldrig det vand saa reen,
Men rører det først med fødder.

141. Min Herre I rider saa lystelig,
At bede den vilde Raa,
Alle de tanker I faaer om mig,
I lader dem snart bortgaa.

142. Min Herre I rider saa lystelig,
Og beder den vildene Hare,
Alle de tanker I faaer om mig,
I lade dem snart bortfare.

143. Om jeg end rider i rosens lund,
Og beder de diur i skove;
Hvad skal jeg giøre om natte-stund,
Naar jeg kan ikke sove.

144. Mit fæderne gods jeg sælger forsand,
For sølv og guld det røde,
Saa vil jeg drage i fremmede land,
Og sørge mig selv til døde.

145. Min Herre I selgerFeil for: selger ey eders Jord,
Det er saa hart at miste,
Men sender nu strax Herr Aßbjørn ord,
Hans dotter den skal I fæste.

146. Alhed hans dotter I fæste maa,
Og leve hos hende med ære,
I moders sted vil jeg eder staa,
Og sorgen saa for os bære.

147. Ingen skiøn jomfru jeg have maa,
og ingen trolover jeg mig,
Kunde jeg end Keyserens dotter faa,
Mens jeg fik ikke dig.

148. Erland Erkedegn svarede brat,
han klappede dennem med ære,
I siger hinanden i aften god nat,
Det kand nu andet ej være.

149. Erkebispen han raabte det ud,
Sin tunge kunde han vel røre,
Skam faa sorten broder Knud,
Som her i Splid monne giøre.

150. Herr Axel han bød den jomfru god nat,
Han giorde det ikke gierne,
Hans hierte det var med sorrig beladt,
Som fangen der ligger i jerne.

151. Skiøn Valborrig gaar i Høyeloft hen,
Hendes moderFeil for: møer følge hende at sove,
Hendes hierte det brænde af sorrig og meen,
Som ilden i lysende lue.

152. Aarle om den morgenstund,
Der solen skinde med alle;
Begynder hun Dronningen mangelund,
Paa jomfruer sine at kalde.

153. Dronningen beder strax jomfruen sin,
At virke det guld saa røde,
Stille stod Valborrig jomfru saa fin,
Hendis hierte af sorrig blødde.

154. Hør du Valdborrig jomfru kier,
Hvi sidder du saa drud,
En hiertens glæde monne det dig vær,
At du bliver Kongens brud.

155. Langt heller vil jeg Herr Axel have,
Og leve med hannem i ære,
End jeg vilde medAlternativ lesemåte i Vedel 1664: vil nyde den store gave,
Den Norske Krone bære.

156. Saa lidet det mig gavne kand,
Mine frender de sig monne glæde,
Naar jeg med mine øyens vand,
Mine kinder maa dagligen væde.

157. Det stod nu en tid saa rom,
Ja meere end maaneder to,
Herr Axel og den jomfru saa from,
De hverken legte eller lo.

158. Der kom Orlog paa det Land,
De fiender vare saa sterke,
Her Haagen Kongens Søn forsand,
Maatte til at prøve Hofværke.

159. Kongen Haagen lod binde alle sine mænd,
Ja baade de leege og lærde,
Her Axel den høyædle Svend,
Lod sig og ikke forfærde.

160. Det var Haagen Kongens søn,
Han rider i Herrefærd,
Han binder i landet hver og en,
Som bære kunde sværd.

161. Han binder ud over alt det land,
Saa mangen som sverdet kunde bære,
Her Axel den høyædle mand,
Han skulle hans høvitzmand være.

162. Hans skiold var baade hvid og blaa,
Det kiendes i marken vide,
To røde hierter der i monne staa,
For æren vilde han stride.

163. Der de komme i marken ud,
Saa de deres fiender glantze,
Der galdt da mod og manddom prud,
Og ikke med fruer at dantze.

164. Her Axel prøver saa stor Hofverk,
Sit fæderneland til fromme,
For hannem falder og Hovmænd saa sterk,
Han giør dennem sadelen tomme.

165. Han slog saa mangen velbiurdig mand,
Han traade dennem under sin heste,
Han skaaner ingen med sin haand,
Og helst de ypperste og beste.

166. Han vog de Herrer af Oppeland,
Som rider de høye heste,
Kong Ammons sønner falt for hans haand,
De Grever og Hertuger beste.

167. De pile fløy saa tykke i skar
Som bønderne de slaa høe,
Haagen Kongens søn blev saaFeil for: saar
Og maatte snarlig døe.

168. Der nu Haagen Kongens søn,
fra hesten monne nedfalde,
Her Axel den ædele Herre saa skiøn,
Han gav sig der ved med alle.

169. Hør Hr. Axel Tordsøn ret,
Du hevne tilfulde min død,
Saa fanger du land og rige slet,
Der til og begge vores møe.

170. Tilfulde skal jeg hevne din død,
Saa det skal spørgis til by,
Jeg skoner mig ej for noget stød,
Og aldrig skal jeg fly.

171. Hr. Axel render i Hoben ind,
Han var saa vreed i mødeFeil for: mode,
Enhver som hannem møtte gesvind,
Den slog han ned for fode.

172. Da falt alle de sterke mænd,
Som bønderne korn monne høste,
Hr. Axel den høyædle svend,
Saa mandelig sig monne trøste.

173. Saa lenge vergede den Herre sig,
Til han miste brynien bolde,
Han stride saa frisk og mandelig,
Til kleven bleve hans skiolde.

174. Han vegredeFeil for: vergede sig saa mandelig der,
Og monne sig selver trøste,
indtil saa lenge hans gode sverd,
Det monne i heftet bryste.

175. Ved atten vare de dødelig saar,
Den Herre han havde i bryste,
I teltet de hannem siden bar,
Saa nødig de hannem miste.

176. Den Herre rand blodet saa stridelig,
For seyeren maatte han døe,
Det sidste ord han talde for sig,
Var om hans Fæstemøe.

177. I siger skiøn Valdborrig tusind god nat,
Vor HErre skal for hende raade,
I himmerig vi findes saa brat,
Og sankes saa gladelig baade.

178. Ind da kom den liden smaa Dreng,
Og stedis han for bord,
I talen var han snild og kreng,
Han kunde vel føye sine Ord.

179. Jomfruer aflægger nu silke rød,
Og bærer de hvide lin!
Haagen Kongens søn er nu død,
Og Axel kiære Herre min.

180. Død er Haagen Kongens søn fiin,
Han ligger paa lige-baar,
Det hevnet Herr Axel Herre min,
Thi fik han sit bane-saar.

181. Sejeren haver de vunden vist,
All Norriges land til ære,
Saa mangen bonde haver livet mist,
Og mangen ædelig Herre.

182. Saa saare græd Dronning Malfred skiøn,
Det kand hver moder vel vide,
Skiøn Valdborrig sørgede og saare i løn,
Sine hænder monne hun vride.

183. Hun talede strax til tienere sin,
Bad han skulde snarlig være,
Du henter mig mit forgyldte skrin,
Du maat det strax indbære.

184. I spender graa ganger for karmen rød,
Til kloster vil jeg mig give,
Jeg glemmer aldrig Herr Axels død,
Saa længe jeg er udi live.

185. Uden for Mariæ Kirkegaard,
Der traadde hun fra sin karm,
Saa sørgelig hun i kirken gaar,
Hun havde baade angest og harm.

186. Guldkronen tog hun med sin haand,
Hun satte den paa de steene,
Nu vil jeg aldrig have mand,
Men leve en jomfru alleene.

187. To gange var jeg festemø,
Men aldrig brud kunde blive,
Nu vil jeg udi klosteret døe,
Fra verden mig gandske give.

188. De bare frem det forgyldte skrin,
Der var udi guld det rødesteAlternativ lesemåte i Vedel 1664: meste,
Det skifte hun blant Frenderne sin,
Det ypperste og det beste.

189. Hun tog guld og det store halsbaand,
Hvor i de smykker monne henge,
Det gavAlternativ lesemåte i Vedel 1664: gav hun Fru Estelin paa stand,
Som hende havde elsket saa lenge.

190. Saa tog hun op de store guldbaand,
Der til de bradser brede,
Det gav hun Herr Haagen med mund og haand,
Som svor med hende de Eede.

191. Hun tog guld og sølv saa kiøn,
Vel hundrede guldringe,
Dem gav hun de Hertuge sønner skiøn,
Som loven med hende i ginge.

192. Hun gav til kirker og kloster vel,
Og dennem som skulde læse,
For sin og for sin kiærestes siæl,
Hun stiftede daglige messe.

193. Hun gav til enker og faderløse børn,
Og dennem som vandrer om føde,
til sancte Anna billede skiøn,
Gav hun Guldkronen den røde.

194. I træder frem Bisp ærværdige Herre,
I vier mig ind med muld,
Den kloster Orden jeg sværer her,
Jeg haaber j vorder mig huld.

195. Kommer Aage Erkebisp kier,
I vier mig ind for Gud,
Jeg kommer aldrig af klosteret her,
Før jeg bæres død der ud.

196. Der vare saa mange Grever bold,
Som bare derved stor harm,
Der de nu kaste det sorte muld,
Over skiøn Valborrigs arm.

197. Nu ganger Valdborrig i klosteret der,
Hun lider saa megen tvang,
Messen hun aldrig forsømmer her,
Ej heller Otte-sang.

198. I klosteret mange given er,
Baade møer og høviske kvinder,
Dog ingen saa skiøn som Valdborrig kiær,
hvis lige man ikke kand finde.

199. Bedre er det ej være fød,
End stedse i sorgen leve.
Med længsel daglig æde sit brød,
og aldrig lystighed prøve.

200. Gud dennem forlade som aarsag er,
At de ej sammen maa være,
Som haver hin anden af Hiertet kier,
Og elsker i tukt og ære.

*

Strofene er nummererte i boka.

Balladen om Aksel og Valborg kom inn som tillegg i Hundreviseboka i 1655 og finst elles i mange skillingstrykk, til dømes i TGM R. Berge DLXXIV og DLXXV.

Peder Syv tok inn visa som nr. 23 i del 4 av Kjempeviseboka, med eit etterord.

Oppskrift B

TSB D 87: Aksel Tordsson og skjønn Valborg

Oppskrift: 1860 av Ludvig Mathias Lindeman etter Margjit Olsdotter Trå, Sauland, Telemark.

Orig. ms.: NB Mus ms 2456/1860, nr. 69.

Ingen oppgjeven tittel.

*

1. Paa Gulvet ganger den lille Dukke
hun legte med Perler og Plommer,
herind kom Aksel Thoreson
han agter sig ind at komme.
– Men Lykken vender sig ofte om. –

*

Strofa står til Lindemans melodioppskrift og er variant til strofe 4 i Kjempeviseboka.

Oppskrift C

TSB D 87: Aksel Tordsson og skjønn Valborg

Oppskrift: Udatert av Ole Mørk Sandvik etter Svein Knutsson Hovden/Tveiten, Bykle, Aust-Agder.

Orig. ms.: NB Mus ms 1810:1848, nr. 2, attgjeve i Astrid Nora Ressem (utg.) 2013: Norske middelalderballader. Melodier, 2: Ridderballader. Kjempe- og trollballader. Oslo: Norsk visearkiv. s. 95

Ingen oppgjeven tittel.

*

1. Han vog dei herrer av Uppeland,
dei øverste o dei besste.
Kong Amors søner falt for hass hand,
som red på de høie heste.
– Men lykken vender sig ofte om. –

*

Strofa står til Sandviks melodioppskrift (jf. Ressem 2013, s. 95) og er variant til strofe 166 i Kjempeviseboka.

Om Riddarballadar 1

Riddarballadane er den avgjort største av alle dei seks balladegruppene. Her finn vi viser med mange og sprikande emne. Samla sett gjev riddarballadane likevel ei tilsynelatande realistisk skildring av livet i adelsmiljø, men så å seie alltid med vekt på dramatiske hendingar som forføring, sjalusi, brurerov, valdtekt, utruskap og drap.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook