Norske mellomalderballadar
Kong Sigurd har mist dotter si, nokon har stole henne frå han. Framfor alle riddarane sine let kongen kaste terning om kven som skal ut på leiting, og det blir prins Ragnar som får denne utfordringa. Etter fleire år møter han ein smådreng som fortel at han veit om ei jente som vaktar herr Habors geiter. Ho går fattigsleg kledd, men håret skin som spunne gull, seier småsveinen. Prins Ragnar finn den vakre jenta. Ho seier først at faren er ein gammal gubbe og at ho heiter Kråka. Men etter press må ho vedgå at det er kong Sigurd som er far hennar, sjølv heiter ho Svanhild. Prins Ragnar tek med seg den vakre jenta og gifter seg med henne.
Vi har ikkje norskspråklege variantar av denne balladen. Handlingsreferatet byggjer derfor på Peder Syvs tekst i Kjempeviseboka, som har vore velkjend i Noreg (DgF I: 327–333). Derimot har vi ei tidleg melodioppskrift saman med førstestrofa i teksten, som presten Cornelius Thomas Rønnau (1752–1828) gjorde etter ein ukjend songer (Ressem 2014: 315–316). Rønnau vart fødd i Kristiansand, studerte i København og vart seinare prest i Trøndelag. Her skreiv han bl.a. to topografiske skildringar av Oppdal. Dessutan leverte han 30 melodiar til Nyerup og Rahbeks Udvalgte danske Viser fra Middelalderen (1812–1814). Jamvel om Rønnau levde si lengste tid i Trøndelag, har han truleg gjort melodioppskrifta i Lindesnes-traktene, for det er dette området visa særleg er knytt til.
Balladen byggjer på den norrøne fornaldersoga om Ragnar Lodbrok. I følgje soga gifte Ragnar seg med Åslaug Kråka, dvs. dotter til den legendariske helten Sigurd Fåvnesbane og valkyrja Brynhild Budlesdotter. Etter at Sigurd og Brynhild var døde, tok fosterfaren Heime småjenta med seg på ei lang reise, slik at ikkje Sigurds fiendar skulle finne henne. Heime plasserte henne i ei harpe som var stor nok til henne:
Harpa hans var so kunstig laga, at han kunde taka henne sund og fella henne i hop att, og om dagane når han kom til ei elv, og det var langt til gards på alle kantar, brukte han å taka harpa sund og vaska veslegjenta. Han hadde ein vinlauk som han gav henne å eta av. Og den lauken er soleis at ein kan leva lenge av han, om ein ikkje har nokor onnor føde (Soga om Ragnar Lodbrok 1944: 1).
På reisa kjem fosterfaren og småjenta til Spangereid i Lindesnes. Dei tek inn hos to fattige bønder, Åke og Grima. Grima overtalar mannen sin til å gjere det av med fosterfaren om natta, og Åslaug veks opp hos dei.
Segntradisjonen om Åslaug Kråka er omtala av bl.a. den lærde islandske historikaren Tormod Torfæus (1636–1719), som sjølv var på Spangereid, av presten Jonas Ramus (1649–1718) og av presten og folkeminneutgjevaren Andreas Faye (1802–1869). I Norske Folke-Sagn refererer Faye lokaltradisjonen om Åslaug:
Paa et Skjer i Bugten nedenfor Gaarden Svennevik, i Nærheden af Lindesnes, blev i fordums Dage funden en Guldharpe, hvori et lidet Pigebarn laa. Deraf har det Inderste av Bugten faaet Navn av Guldviken. Pigen hedte Aadlov eller Adlaug, og blev af sine Fosterforældre paa Svennevik, då hun voxede til, sat til at vogte Sauer og Gjeter; men siden blev hun Dronning, hvilket Sagn Slægt efter Slægt har vidst at fortælle. Den Haug, hvor hun pleiede at sidde for at see til sin Buskab, blev siden kaldet Aslaughaugen. Hun blev ogsaa kaldet Kraka, og efter hende skal Krakabækken, der flyder paa Spangereid, en Fjerdingvei fra Guldviken, have sit Navn (Faye 1844: 149–151).
«Prins Ragnar og den vakre bondejenta Kråka» høyrer til dei norske balladane som gjekk i gløymeboka før dei første samlarane kom. Men av dei to danske tekstane som finst, og særleg av dei færøyske, kan vi få ei aning om korleis visa har lydd på 1700-talet. Av Jonas Ramus sitt dessverre altfor korte handlingsreferat kan det elles sjå ut til at den norske visa særleg har handla om Åslaug og harpa, som ho skal ha kome rekande til lands i. Ramus skriv at det «endnu siunges en Viise i Norrige om samme Guld-Harpe og en Konges Daatter som af sin Stif-Moder blef udkastet i Søen» (Utsyn 40–41).
Utsyn 71
TSB D 401: Prins Ragnar og den vakre bondejenta Kråka
Orig.: Peder Syv: Kjempeviseboka (1787), Fierde Part, nr. VI (feilskrive for «IV»), 400–402.
Oppgjeven tittel: Kong Regners Anden Viise.
*
1. Det springer nu saa vide,
Saa vidt over alle Land;
Kong Sigurd haver sin Dotter mist,
Hun blev hannem staalen fra.
– Imeden jeg rider selv eene. –
2. Det var Sigurd Konge,
Han svøber sit Hovet i Skind,
Saa ganger han i Høyeloft,
For Riddere og Hofmænd ind.
3. De kasted Tærning paa Bord,
De Terninger runde saa vide,
Det fald Regnfred Kongens Søn til,
Han skulde den Jomfru oplede.
4. Han ledte efter hende i Vintere,
Han ledte efter i fem,
Ikke kunde han den Jomfru finde,
I allesammen dem.
5. Det var Regnfred Kongens Søn,
han reed i grønnen Lund,
Der mødte hannem en liden smaa Dreng,
Alt om en Morgenstund.
6. O hør du det min liden smaa Dreng,
Alt hvad jeg siger dig,
Den første Jomfru der du veest1764-utgåva har: veedst,
Og den saa viser du mig.
7. Hør I fager ungen Svend.
I tage det ikke til vrede,
Den første Jomfru der jeg veed,
Hun vogter Herr Tabors Geder.
8. Hendes Kiortel er af Kidskind,
Hendes Kappe af Vadmel graa,
Hendes haar det skinner som spunden Guld,
Imellem hendes Hærder laa.
9. Han reed over de Enge,
Igiennem den tykke Torn,
Der fand han den Jomfru,
Hun gente de Geder fra Korn.
10. Han tog Hende listelig i sin Arm,
Klapped hende ved hviden Kind,
Jeg beder dig ved den øverste GUd,
Du siig mig Fader din.
11. En gammel Mand er min Fader,
Han genner de Geder af Mose,
Selv da heder jeg Kragelild,
min Byrd vil jeg ey rose.
12. Det var Regnfred Kongens Søn,
Og han tog til sin Kniv:
Du skalt sige mig Fader din,
Eller det skal koste dit Liv.
13. Sigurd Konning heder min Fader,
Og Dronningen er min Moder,
Selv da heder jeg Svanelild,
Det Navn sømmer mig at bære.
14. Det var Regnfred Kongens Søn,
Slog over hende Kaaben blaa,
løfted han hende saa listelig,
Alt til sin Ganger graa.
15. Og han reed over de Agre,
Og han reed over de Tofte,
Efter løb den gamle Mand,
Saa fast paa Kragelild raabte.
16. Han gav ham baade Guld og Sølv,
Og dermed løb han bort;
Saa førde han hende saa listelig,
Hjem til det Høyeloft.
17. Nu haver Regnfred Kongens Søn,
Forvunded ald sin Harm,
Han sover nu saa gladelig,
Udi sin Jomfrues Arm.
18. Nu haver Jomfru Svanelid
Forvunden ald sin Qvide,
Hun sover i saa gladelige,
ved sin Konges Side.
*
Strofene er nummererte i utgåva.
Etter tittelen (s. 398) har utgåva ei lang innleiing som greier ut om bakgrunnen til denne visa.
Etter viseteksten står det: Der findes og en anden Vise siden, som og nogenledes kommer overeens hermed. Men fleere saadanne korte Viser i et Sangvers, baade Regners, Aslavgs og hans Sønners, findes i Kong Regners Saga, og i Haandskrevne Norske Krønike. o. a. f.
Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Riddarballadane er den avgjort største av alle dei seks balladegruppene. Her finn vi viser med mange og sprikande emne. Samla sett gjev riddarballadane likevel ei tilsynelatande realistisk skildring av livet i adelsmiljø, men så å seie alltid med vekt på dramatiske hendingar som forføring, sjalusi, brurerov, valdtekt, utruskap og drap.
Erotisk kjærleik og alle komplikasjonar som kan følgje med den, som standsskilnad og foreldreautoritet, står nesten alltid i sentrum. Ikkje minst kretsar riddarballadane om døden, den uventa og nådelause døden, som verken den unge brura eller brudgomen slepp unna. Motsetninga – og samanhengen – mellom kjærleik og død har appellert til mange, og er truleg ein hovudgrunn til at det vart dikta så mange riddarballadar.
På grunn av storleiken er gruppa delt i to i denne utgåva. Dette bandet inneheld balladetypane frå TSB D 283 til og med TSB D 436.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
