VI.

Mattias Aga kom en Eftermiddag kjørende gjennem Silregnet til Gan, der han nu ikke havde sat sin brede Fod siden Forsommerens Tid. –

Da Mattias Aga havde lagt Tøiet af og med sit ludende Hoved var traadt ind i Storstuen paa Gan, bar han sig ad som de Folk flest, hvilke en Bekymring trykker: Han blev urolig gaaende frem og tilbage paa Gulvet og vilde ikke tage Føde til sig. – Og da Fernanda Torsen tilsidst fik nødet ham til at sætte sig ned ved Bordet, blev han siddende med Haand under Kind og stirre mørkt fremfor sig. Jomfru Rikka der borte ved Vinduet strakte Hovedet frem og smilte.

«Feiler Aga noget?» spurgte Fernanda Torsen omsorgsfuldt. «Har kanske Aga forkjølet sig underveis? – Saa faar vel nogen sendes op iaften med Hyldethe og Franskvin – – eller hvad siger du, Rikka? – Nei – forsøg nu bare det lille Stykke, Hr. Aga, det er Nyre i.»

«Pinedød – jeg vil jo ikke ha da, Menneske!» fór Aga pludselig op. – Fernanda Torsen trak paa Skulderen og reiste sig for at gaa ud:

«Nei nei, Hr. Aga.»

«Naa, det var forresten ikke saa ondt ment, Madam Torsen,» tog Aga sig undskyldende sammen. «Jeg har nogle Forretninger, jeg tænker paa – og desuden har jeg en Jobspost at bringe. – – – Det er ikke godt, nei, naar saant falder i ens Hus.»

«Hvad er det, Aga?» spurgte Fernanda Torsen lavt, idet hun kom tilbage. «Aga ved dog: Paa os kan han stole som paa sig selv.»

«Her er det,» sagde Mattias Aga, han tog et Dokument op af Frakkelommen og bredte det udover Bordet. – Saaledes lød denne Skrivelse:

«Til velbaarne Hr. Mattias Aga, …..
Dette for at meddele Dem, at De i Anledning en i Deres Hus i Ud boende Kvindesperson, Jomfru Rikka Torsen, – der, som inculperet for visse scandaleuse Forbrydelser – D. og N. L. 6 – 6 – 7 – snarest bliver at anholde efter forudgaaende Aastedsbefaring, medicina forensis og Vidneførsel, – faar under Falsmaals Straf at indfinde Dem paa Deres eiendes Gaard Gan i Ud trende Dage fra Datum.
Fra Theodor Klyne, Prokurator i Ud.»

«Her skal da bli Opstyr,» mumled Mattias Aga, idet han folded dette besynderlige Stævningsdokument sammen og stak det tilbage i Frakkelommen.

Fernanda Torsen havde støttet sin Haand mod Bordet under Læsningen.

«Lad saa bli,» sagde hun saa; men det lød lidet bestemt til hende at være – «deraf vil intet komme.»

«Det vil nok,» svarte Mattias Aga og saa vist op paa hende: «Ved De, hvad medicina forensis betyder? – Undersøgelse af Delinkventens Legeme – kommer De forbi det? – – – Kunde Mennesket se forud,» lagde han til, bitter i Tonefaldet – «skulde jeg vel ha vogtet mig for de Personer, som hin Dag for Aar tilbage kom paa mit Kontor.»

«Ikke behøver dog dette at skade hverken Dem eller os andre, Hr. Aga,» sagde Fernanda Torsen efter en kort Betænkning. «Rikka Torsen faar selv – og alene – tage sit Kors paa sig. Ikke sandt, Rikka,» henvendte hun sig til denne, som den hele Tid havde siddet stille derborte med fremstrakt Hoved og smilt – «ikke sandt, Svigerinde – du er taus som Graven, du?»

«Nei, alt skal for Dagen,» lød nu Rikka Torsens Stemme, kold og høi. «Mig er nu Skylden bleven for stor, og ikke øger jeg den mer med Løgn eller Fortielse.»

Da var det, at den stærke Fernanda Torsen raved som for Slag, og Mattias Aga fór op som stukket.

«Gaa nu ud, Fernanda – det er med Aga, jeg skal snakke,» sagde saa Rikka Torsen lavt. Og paa et Tegn fra Aga gik Fernanda Torsen under sagte Ynk og vridende sine Hænder ud af Stuen. –

«Hvad – hvad var det, du vilde gjøre?» spurgte Aga truende, der han blev staaende foran hende.

«Nævne mine Medskyldige.»

«Derved vinder du ingen Naade.»

«Ikke af Mennesker. Men kanske af min Herre og Gud.» – Mattias Aga blev staaende og se skummelt paa hende:

«Det nytter dig ikke,» sagde han – «du faar ikke trukket mig med. Jeg har ingenting vidst, lille Rikka.»

Rikka Torsen trak Øienbrynene i Veiret:

«Fortæl nogen, at Aga ikke havde Øine at se med og Hoved at tænke med – og se til, om de vil tro det.»

Mattias Aga tog til at vandre frem og tilbage over Gulvet i stærkt Oprør:

«Du er gal. – Du er gal,» sagde han undertiden og stopped op foran hende – «hvad vil du rode mig op i?» – Og han gik og gik, og stopped paany:

«Hahaha – det var en vakker Historie – jeg, Mattias Aga.» – Og atter begyndte han sin endeløse Gang.

«Tier du, skal du ikke tabe ved det,» hed det tilslut.

«Jeg har heller ingenting at tabe,» sagde Rikka Torsen koldt.

«Hør her, Riketta,» forsøgte han saa at overtale. «Jeg reiser til Udlandet. Du tier. Og naar jeg kommer tilbage, er Sagen bortdøet og mit Navn forskaanet.»

«Og Rikka Torsens Tunge stum for altid, mener du? – da er du sikker, Aga.»

«Tier du, Riketta – skal du sagtens komme i kristen Jord.»

«Aa – fortjener jeg kristen Jord, saa faar jeg den nok alligevel. Og det er efter min Fortjeneste, jeg skal ha.»

Da slog Mattias Aga sig for Panden og blev gaaende derinde med tunge Skridt til langt paa Nat. Og Rikka Torsen blev siddende halvt sammenkrøben paa sin Plads ved Vinduet, følgende ham med Øinene, frem og tilbage, frem og tilbage – lig et Rovdyr, der lurer paa Bytte.

– Først langt ud paa Natten, da Regnet slog mod Ruderne og knaased, som om nogen skulde staa der og kikke ind, fandt Rikka Torsen, at Tiden var inde, – og hun reiste sig fra Stolen:

«Jeg ser, du har det ondt,» sagde hun. «Og det er vel ogsaa saa, at det er værre for dig at miste dit Navn end for mig at miste Livet. – Derfor har jeg hele Tiden siddet og søgt efter en Løsning paa dette. Og nu tror jeg, jeg har fundet den.» – Aga tog hendes Haand:

«Hvad har du saa tænkt ud?» spurgte han.

«At jeg skal rømme – ikke andet. Men naar jeg er borte, vil ogsaa det andet falde bort.» – Mattias Aga pusted lettere:

«Kunde det lykkes, Riketta, skulde jeg evig takke dig.»

«Det vil koste Aga mer end Takken,» sagde nu Rikka Torsen. Og hun kunde ikke tvinge et Smil tilbage, da hun fortsatte:

«Det vil koste Aga Gans Bortforpagtning paa Livstid til min Bror. Og det vil koste Aga et Gavebrev paa 3000 Spd til min ældste Brordatter. – Og tilsidst maa Aga holde Heste færdige til mig paa Graaen Skydsskifte.»

Da hændte det sagtens, at Mattias Aga prutted med hende og lod mange Ord falde, at denne Udvei havde hun ikke foreslaaet af Kjærlighed til ham. Men Rikka Torsen veg ikke en Haarsbred. Og saaledes blev det, da den graa Dag sev ind af Vinduerne, at hun havde faaet alt, som hun vilde. – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.