II.

19Rund og glad og ubegribelig snedig var Politibetjent Iversen. Hans Døtre – nogle sagde, de var fem – andre paastod, der var syv – saa mange var de, – de var ogsaa runde og glade; og hvad Snedighed angik, saa var de ialfald flinke i sin Forretning.

Deres Forretning var en saadan, som Søstre pleier at holde i mindre Byer: Pynt, Papir og lidt Pomade; og de havde kun en Konkurrent, som hed Madame Eriksen. Men de nød Fru Christensens høie Beskyttelse, fordi Politibetjent Iversen havde begyndt sin Løbebane som Kusk hos Bankchefen.

Thi Fruen havde efterhaanden faaet noget af sin Mands Tilbøielighed til at være Forsyn; derfor holdt hun fast ved det, hun tog sig af, ligesom hendes Mand i det store opretholdt og bevarede, hvad der var tilovers af Byen.

Frøknerne Iversen kunde isandhed være 20glade over denne Beskyttelse i disse daarlige Tider, hvor alle Mennesker indskrænkede sig. Og deres Forretning gik saa godt, at de altid kunde være pene og fiffige baade i Kirken og paa Gaden.

De havde desuden det rette Haandelag til at anvende Stumper og til at forandre. De lavede sig gjerne en Hat af et Stykke Pap og en Snip Fløiel eller en Overkjole af to–tre kulørede Lommetørklæder; og da de var saa mange og saa taaleligt lige paa Façonen, kunde de længe skuffe Verden ved at laane og arve og forandre efter hinanden i det uendelige.

Politibetjent Iversen, som var Enkemand, levede muntert og lykkeligt mellem sine Smaapiger; og naar der en enkelt Gang var Anledning til en billig Fornøielse, sørgede han altid for, at de kom med.

Han blev derfor saa glad, da han – endnu tidligt om Morgenen – stødte paa en liden Spire til et Rygte om en paatænkt Fest til Sancte Hans.

Det var paa Torvet, han fandt denne Spire, og idet han forfulgte den, traf han 21Abraham Løvdahl, som var staaet tidligt op, forat slippe Regnskab for Natten.

De kjendte hinanden godt. Iversen viste fuld Besked om den andens hemmelige Farter, og Løvdahl var desuden ikke stor paa det. De havde ofte drukket et Glas Øl sammen, naar Løvdahl listede sig ud af Aviskontoret og kom ind i Iversens lille Have bag Huset.

Imidlertid hilste Politibetjenten meget ærbødigt; det var dog altid Professor Løvdahl sin Søn; og desuden behøvede ikke alle Folk paa Torvet at vide noget om deres private Forbindelser.

«Hr. Kandidaten gaar tidligt til Avisen; – er der noget særdeles nyt?»

«Ikke det, jeg ved. Ved De noget? – Iversen!» – Abraham var rusten i Maalet og ranglebleg.

«Her var en Pige, som stod og fortalte en anden, at der skulde være paatænkt en Fest –»

«Ja – det er ganske sandt,» – svarede Løvdahl.

«Se der! Kandidaten ved det alt!»

«Jeg er selv med,» svarede Abraham.

22«Nei virkelig!» sagde Iversen glad, men med et ganske ligegyldigt Ansigt, og seende skarpt omkring sig, som det sømmede sig en Politibetjent.

Og Abraham fortalte; han blev ganske livlig, mens han nævnte de, som var med, og fremstillede de andres Planer som sine egne. Og omendskjønt han viste saa vel, at den, han talte med, til Punkt og Prikke kjendte alle hans Forhold, – hele hans Ynkelighed baade hjemme og ude, saa kunde han dog ikke lade være at skryde af sine Venner og Forbindelser og sige «vi» om alt det storartede, der skulde sættes iværk.

Politibetjent Iversen inddrak med Velbehag hele denne vigtige Nyhed og ilede derpaa hjem. Alligevel kom han forsaavidt for sent, som hans Smaapiger allerede havde en liden Tæft af noget i den Retning; de løb imod ham og spurgte alle paa en Gang: Er det sandt, at her skal være Fyrværkeri?

Politibetjent Iversen studsede; men i sin ubegribelige Snedighed beregnede han i en Fart, at da Nyheden var kommen ud Pigeveien, 23maatte det være Randulf eller Kandidat Holck.

Dernæst gav han sine Smaapiger al den Besked, han fandt nødvendig – det vil sige, han maatte fortælle alt, hvad han viste; og da de alle spurgte, om de fik være med? svarede han forbeholdent: «Vi faar se».

Dette Svar var altid som et halvt ja, og alle de glade og runde Smaapiger gav sig til at hoppe og le og snakke saa fort, at Iversen bare maatte gaa.

Den lille Butik blev livlig udover Formiddagen; der kom unge Damer og Piger, forat forhøre sig. «Frøknerne Iversen» blev af sig selv som et foreløbigt Centralbureau for denne storartede Sankt Hans Fest, hvis Rygte voxede med hver Time. Og Iversens Smaapiger var allerede saa optagne af at finde paa noget for sig selv, at det smittede, og enkelte Damer begyndte at «se paa» Silkebaand og Hansker.

I en ualmindelig Fart kom Fru Christensen ind i Butiken Klokken tolv fulgt af sin Datter; og uden at spilde Tiden med Indledninger forlangte hun strax at vide, hvad det var, man fortalte i Byen om en Fest.

24Den ælste Frøken Iversen berettede ærbødigt og smilende alt, hvad de viste; medens de yngre bag Disken og inde i Arbeidsværelset vimsede omkring og brændte efter at faa et Ord indført, om Mine skulde staa fast eller glemme noget.

Imidlertid sad Frøken Christensen stiv ved Siden afrettet fra: ‘af sin Moder og hørte efter. Hun var lang og blond med lyse Øienhaar og tyk hvid Hud med Porer.

Da hun var voxet op i sin Moders Stue, hvor alt – absolut alt, hvad der foregik i Byen, var bleven fortalt og drøftet, havde hendes Ansigt antaget en stram Uskyldighed, som skulde skjule, hvor meget hun viste og forstod.

Kun hendes Øine, som altid saa nedenfra, gik omkring og speidede, indtil de mødte andre Øine, da slog hun sine strax ned eller væk og strammede sig endnu mere ind i sin sure Uskyldighed.

Medens Bine, som havde været saa heldig at bemægtige sig Ordet, fortsatte Beretningen: at det var Byens fineste Herrer, som stod i Spidsen, følte Fru Christensen sin Datters Øine. 25Og da hun mærkede, denne ikke kunde holde sig længer, men netop vilde til at hviske: om hun fik Lov til at være med? – sagde Fruen: «Ja det kan vist blive morsomt for Dem – Bine! og for Deres Veninder; det er nok – efter hvad jeg kan forstaa – en rigtig Folkefest for alle og enhver, – endogsaa Dans i fri Luft!»

Iversens Smaapiger smilte undseligt; – naturligvis! – det var ikke noget for fine Damer. Men den unge Frøken Christensen havde faaet røde Pletter i Kinderne og en Uro i Kroppen.

«Der skal være Fyrværkeri ogsaa – Mor!» mumlede hun.

«Ja – det ved du, vi ser netop ligesaa godt fra vor Have,» svarede Fruen og reiste sig.

Idetsamme kom Fru Ellingsen med to Døtre, og i al Uskyldighed raabte hun til Fru Christensen: «Vi mødes naturligvis i samme Ærinde. De er ganske umulige – de unge Piger, saasnart der er Tale om Fest eller Dans.»

Men Fru Christensenrettet fra: Fru Christen blev frygteligt stram, 26og Frøkenen surnede end yderligere, idet de passerede ud af Butiken.

«Jeg tvivler paa, der kommer nogen af vore til den Fest – Fru Ellingsen!» med disse Ord og et sønderrivende Smil seilede Fru Bankchefen afsted.

Fru Ellingsen blev saa forvirret, at hun hverken viste op eller ned; og Frøknerne Iversen var yderst ulykkelige over dette Sammenstød mellem to udmærkede Kunder – midt i deres Butik. De to Frøkner Ellingsen nappede i sin Mor, og hviskede, at hun havde været dum.

Den gode Fru Ellingsen mistede rent Lysten til at kjøbe Pynt og gik lige hjem igjen med en Datter paa hver Side, som intet Øieblik ophørte med at fortælle hende, at hun havde været dum.

Først hjemme i Spisestuen, hvor hendes Mand alt gik og ventede – Suppen stod paa Bordet, først der slap hun sig løs i Klager og Bebreidelser – hun græd næsten over denne Fornærmelse, som var tilføiet hende.

Selve Historien var ikke lang; men naar hun tænkte paa, hvor godt hun kjendte Fru 27Christensen – altfor godt! – hvorledes de havde været Veninder i Skolen, da ingen anede, at hun skulde komme saa høit tilveirs med sin Bankchef; – at hun skulde lade sig byde sligt midt i en Butik! – naar Fru Ellingsen gjentog dette for sig selv og de andre, tog det alligevel saa megen Tid, at Ellingsen besindigt satte sig paa sin Plads og forsynede sig af Terrinen.

Fruen blev siddende paa en Stol ved Buffeten med løste Hatteband: men den tykke Ivar Ellingsen sad en Stund og spiste i Taushed, derpaa talte han roligt – næsten lidt spøgefuldt.

«Det blir nok ikke saa gal Fest – den – skal du se! Saavidt jeg forstod paa Børsen, er der god Stemning for en liden Muntration; – her er s’gu Elendighed nok!»

«Men naar ingen af de Fine er med, saa kan virkelig ikke vi –»

«Ja! – vel siger man, at uden Bankchef Christensen faar man aldrig noget istand her i Byen; men jeg gad dog prøve, om ikke Ellingsen & Larsen var Mand for at lave sammen en Sankt Hans Fest.»

28Den store bredryggede Mand satte Tallerkenen ind paa Bordet og plantede sine to haarede Hænder foran sig; meden han saa sig om i sin Spisestue. De to Døtre var strax med ham; men Fruen sad endnu tvivlraadig paa sin Stol ved Buffeten.

Ellingsen & Larsen – det store Firma i Kolonialvarer var den eneste af de nyere Forretninger i Byen, som var kommen op til rigtig Velstand. Men da begge Indehaverne havde begyndt helt nedenfra, fik de kun langsomt nogen Indflydelse og aldrig nogen selskabelig Fornøielse af sine Penge.

Derfor havde det længe gjæret i Ivar Ellingsens rummelige Bryst. Han viste meget godt, at et stille Had voxede blandt hans Ligemænd imod denne Bankchef, som skulde have sin store bløde Næse overalt, og i hvis Hænder hele Byen bestandig skulde føle sin Skjæbne.

Anledningen var jo ikke stor; men det var best for Smaafolk at begynde smaat; og saaledes blev han ved at forklare, at man meget godt kunde undvære disse Christensens, – det skulde han være Mand for at vise!

29Fru Ellingsen kom sig under dette saa vidt, at hun fik af sig Hatten og flyttede hen til Bordet. Men da hendes Mand foreslog, at hun strax om Eftermiddagen skulde gaa til Frøknerne Iversen og bestille Pynt til de unge Piger, – da svarede hun med megen Fasthed: «Aldrig i Livet mer sætter jeg mine Ben indenfor Jomfruerne Iversens Tærskel.»

«Men Kjære! det er jo der, Fru Christensen gaar hver Dag, forat høre nyt. Hun skal netop faa se, at vi ikke trænger til hende; – bestil det fineste, de har, og snak om Festen, saa meget du bare kan».

De unge Døtre billigede i høi Grad denne Plan, og selv Fruen fattede lidt Mod. Jo mere hun spiste, des mere Mod fik hun; og om Eftermiddagen drog hun virkelig afsted med sine Døtre til Frøknerne Iversen.

– I Firmaet var Larsen en Pebersvend, som udenfor Forretningen ikke havde anden Passion end Seilebaade. Men Ellingsen var Manden med Familie og Ærgjerrighed. Opvoxet i Byen kunde han den paa sine Fingre; og han viste godt, at i saa elendige Tider var det ikke nok at holde gode Varer og rimelige 30Priser. Hvor let tog ikke Tjenestepigernes Tog en anden Retning, hvis man stødte dem, eller hvis noget i en anden Krambod trak; hvor mange Gange havde han ikke seet hele Byen pludseligt kaste sig over en enkelt Sort Kaffe og forsage al anden.

I slige Tider, hvor Folk kjøbte lidet og betalte endnu mindre, maatte der sandelig passes paa, og det gjorde Ellingsen & Larsen. De holdt sig gode Venner med alle – ligefra Tjenestepigerne til Præsterne, – især til Morten Kruse sendtes store Kurve ved Høitiderne.

Men desto større Lyst fik Ivar Ellingsen denne ene Gang til at unde sig selv et lidet Oprør mod den mægtige Bankchef. Det kunde ikke være saa farligt.

Om Aftenen gik han op i Klubben, hvor han nylig var bleven Medlem, for at træffe Thomas Randulf.

«De arbeider paa en Fest – Randulf?» – begyndte han aabent, da de sad alene henne ved et Vindu i Avisværelset.

«Ja,» svarede Randulf lidt tvært; det Spørgsmaal havde han faaet hele Dagen.

31«Men det vil De snart blive kjed af, hvis De ikke faar vante Folk med Dem. Kandidat Holck er for fremmed, og Garman er altfor ung. Der maa ældre Folk til – af Byens Borgere.»

Randulf begyndte at se paa ham, og Ellingsen lo godmodigt:

«Ja! – det er for at tilbyde mig selv.»

«De skal være velkommen,» sagde Randulf glad.

«Ja, for ser De,» begyndte Ellingsen og prøvede at tale i den samme Borgertone, som Christensen brugte, «de har det virkelig altfor trist – de simple Folk her i Byen. Efter al den Elendighed, som kom efter de store Falliter, kan jeg selv se det saa godt paa Butikshandelen, hvorledes de kniber sig ind – alle Mennesker; ikke et Øre over det strængt nødvendige. Men det gaar ikke an i Længden. Folk kan ikke bare slide og spare; de maa sandelig ogsaa have lidt Glæde og Underholdning.»

Det var Randulf ganske enig i, og Ellingsen tog fat igjen; – det var saa sjeldent, han fik udvikle sine Ideer.

«Derfor syntes jeg netop, det var saa fornuftigt 32– saa ypperligt af Deherrer, at de har lagt Festen an for Smaafolk, for de saakaldte simple Folk –»

«Vi vilde helst have alle med.»

«Ja; de allerfineste kan vi nu godt undvære?» sagde Ellingsen prøvende.

«De kommer hellerikke; Hovedsagen er at Arbeidsfolk, Fattige – helt ned til –»

– «til Gadegutterne,» afbrød Ellingsen ivrigt; «jeg har selv været Gadegut, – ja sandelig har jeg saa – Hr. Randulf! og en af de værste! Derfor ved jeg, at altid, naar vi skulde være udenfor, – og det skulde vi jo som oftest –, var der ikke Ende paa Leven og Dævelskab, vi kunde finde paa. Men var nogen saa godmodig eller fornuftig, at han lod os faa være med, – bare de bandt os en Baandstump paa Brystet eller tog os hen til et Bord med hvid Dug og gav os et Stykke Peberkage – aa! da blev vi saa stille og snille, og Ingen kan ane, hvor lykkelige vi vare.»

Han blev ganske ildrød i Hovedet, thi han følte selv, hvor han blev bevæget. Men da han saa, at der ikke fandtes Spor af Spot 33i Randulfs Ansigt, blev han ved at forklare, hvorledes han havde tænkt sig at tage selv de smaa Piger og Gutter fra Gaden med i Festen.

«Der ligger jo – kan De vide – i en Forretning som vor saa meget efter i Skuffer og Kasser, som ikke netop er til at sælge; men som alligevel er Delikatesser for slige Munde; det skal vi samle og dele ud.»

«Godt,» sagde Randulf, «De overtager Desserten; nu gaar jeg ind til Madam Blomgreen, forat tale om den øvrige Beværtning.»

«Jeg tager de Smaa paa mig,» raabte Ivar Ellingsen; «men husk paa, at Madame Blomgreens Varer maa ogsaa være billige. Hun skal faa Tilskud af Festkomitteen.»

«Tilskud! – ja, men vi havde tænkt os det saa simpelt og billigt –»

«Naturligvis maa vi skaffe Penge, kan De forstaa,» sagde Ellingsen.

Randulf begyndte næsten at synes, at dette blev altfor storartet; men den anden paatog sig saa freidigt at samle Bidrag, – det skulde nok han være Mand for!

Randulf gik da gjennem Kjøkkenet ind i 34Madamens private Stue, hvor hun selv sad ved Vinduet og læste Avisen. Madame Blomgreen var vant til at Thomas Randulf kom ind til hende; dels – men det var jo mest i fordums Dage, naar han kom, forat bestille en extra Soupér i den lille Sal, – eller naar han bare vilde tale med hende eller Constance.

Da hun hørte, hvad det gjaldt iaften, trykkede hun sin tykke Underlæbe frem og sagde: «Folkefest – Hr. Randulf!»

Han forklarede hende, hvad Meningen var; men hun forholdt sig lidt spodsk, indtil der kom, at Festkommitteen vilde holde hende skadesløs for de billige Priser.

Hendes store tunge Ansigt formildede sig nu noget; og da hun havde en stor Tillid til Hr. Randulf fik hun efterhaanden Lyst; hun begyndte at regne efter, hvad hun maatte have sikret, naar der skulde leveres temmeligt tykke Smørogbrød med Kjød og Ost – indtil Røgelax à 5 Øre pr. Styk. Dertil var det en varm Tid, og farligt at gjøre store Indkjøb af ferskt Kjød.

Men der kom jo en Mængde Mennesker? og saa var det Drikken? –

35«Selters, Saft og tyndt Øl,» svarede Randulf.

«Selters og tyndt Øl! – men kjære Hr. Randulf! hvad er det for en Festkommitte, De er kommen opi denne Gang?» raabte Madame Blomgreen og lo.

Han maatte atter til at forklare, hvad det var for Slags Fest; men Madame Blomgreens Underlæbe vilde ikke vige. Hun havde været Værtinde paa Klubben i fjorten Aar, saa ikke kunde hun forestille sig nogen Fest paa Selters, Saft og tyndt Øl, – nei det kunde hun virkelig ikke!

Idetsamme kom Constance ind fra Gaden, og Randulf raabte strax, at hun maatte hjælpe ham. Og hun, som kom lige fra sine Veninder, var naturligvis ganske opfyldt af Festen, saa Moderen fik ikke Suk for sig, før hun lovede at overtage hele Beværtningen ude i Paradis Sankt Hans Aften.

Saa bad hun bare saa mindeligt, at Hr. Randulf vilde huske paa, at hun var en fattig Enke, og at hun paatog sig alt dette ene og alene, fordi hun havde den sikre Tro og Tillid til Hr. Randulf, at han nok vilde være paa 36hendes Parti og sørge for, at hun ikke led noget Tab.

«Hele Byen kommer derud – Mor!» forsikrede Constance og fortalte om en hel Mængde, som vilde komme.

Hun tog sin Straahat af og hængte den forsigtig bort, og ordnede sit Haar foran Speilet mellem Vinduerne, mens hun hele Tiden snakkede og lo til Randulf.

Constance Blomgreen var stor som sin Moder; men fyldig og rank og med en freidig Holdning. Om Formiddagen, men aldrig om Aftenen havde hun hjulpet til at varte op i Klubben fra hun var liden Pige. Derfor saa hun ældre ud end atten Aar, som hun var; mere sikker, næsten lidt udfordrende – syntes Randulf iaften – i sin fyldige og færdige Skjønhed med det store sorte Haar og de stærke Øienbryn over de klare ganske lyseblaa Øine. Ellers var hun ualmindelig bleg, derfor kom der ogsaa noget uvant over hende iaften – varm og rød i Kinderne, som hun kom ind fra Turen.

«Men hvor faar jeg Borde og Bænke?» spurgte Madame Blomgreen.

37«Tag Klubbens,» svarede Randulf, som var Direktør.

«De forslaar ikke stort. Nei – han har deilige Borde – Præsten Kruse; jeg saa dem oppe i Bedehuset – paa en Bazar.»

«Vi sender Constance op til ham og beder om at faa laane Borde og Bænke,» foreslog Randulf; «naar De ber pent, kan han ikke sige nei, han er saa glad i smukke Piger, – siger de.»

«Hys – Hr. Randulf!» sagde Madamen; «det kan ikke nytte at bede ham; vi er ikke af hans Folk.»

Men Constance lo og mente, hun skulde gjerne prøve; det var da bare et Spørgsmaal. –

– Madam Blomgreen havde passet godt paa sin Datter; og der stod saa stor Respekt af hende, at ingen af de unge Herrer i Klubben nogensinde tillod sig en Spøg med den smukke Constance. Den eneste, som havde Lov til at være mer fortrolig, var Thomas Randulf; det var ikke længe siden, han havde holdt op at sige «du» til hende; han var saa meget ældre. Og Madame Blomgreen havde Tillid til Hr. Randulf. Mange Gange havde han hjulpet hende med Raad og Daad.

38Iaften hændte det igrunden for første Gang, at han blev opmærksom paa, hvorledes Constance med en Gang var bleven, – hvad han selv kaldte: foruroligende.

Randulf tænkte længe over dette, mens han gik og ventede paa Holck og Garman i Billardsalen.

Han fik efterhaanden en Fornemmelse af, at Constance var kommen til det Punkt, fra hvilket han med sin rige Erfaring saa ofte havde set Piger i hendes Stand styrte sig hovedkuls ind i noget ganske uventet, miste Fodfæste og Sikkerhed, og hvirvles hen i et pludseligt Kast af Lidenskab, som ingen skulde anet, – intet kunde modstaa.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.