Sankt Hans Fest

av Alexander L. Kielland

V.

Otteogtredive Aar var Morten Kruse bleven, uden at han havde faaet synderligt Brug for sine Evner og Kræfter. Derfor var det til Forbauselse for alle og for ham selv, hvad han kunde udrette nu, da en stor Bevægelse hurtigt voxte omkring ham, og utallige Mennesker søgte hen til ham i utallige Ærinder.

Thi det blev ikke med det ene Bedehus paa Brændevinshandlerens Tomt. Saasnart han saa, at der ingen Ende var paa Villigheden, naar han krævede Offer, byggede han nye Forsamlingshuse og Stiftelser i Byen og udover Landet.

Hans tunge, slappe Krop samlede sig og blev fast og stærk. Det haarde og trodsige i hans Ydre blev mere sikkert og myndigt, alt eftersom han saa sin Magt voxe mellem de mangfoldige Mennesker, for hvem han var dels 80Sjælesørger dels Arbeidsherre, helst begge Dele.

Oprindelig hvilede hans Magt mest paa Kvinderne; men ogsaa Mændene fulgte efterhaanden med; og Bevægelsen blev saa stor, at man i theologiske Kredse begyndte at spørge hinanden, hvorledes dette skulde ende.

De Theologer, som havde hørt ham, kunde ialmindelighed ikke begribe, at Folk rendte, forat høre sligt. Der var vistnok intet at sige paa Renheden i det, han lærte; men det var ganske simpelt og tarveligt det, han kom med; – om nogen Veltalenhed i sand kristelig Forstand kunde der nu aldeles ikke være Tale. De forstod ikke det Greb, han havde paa Sine; og naar de saa Mænd bøie sig og Kvinderne græde under hans Prædiken, mente de, det var ikke andet end en forbigaaende Mode og en stor Del Hysteri.

Men saa var der desuden i Præsten Kruses Færd kommen saa megen Hensynsløshed mod Overordnede og Embedsbrødre, at man begyndte at forarges; og Biskop Sparre maatte ud med sit berømte Patentfilt.

Hans Velærværdighed havde i al Hemmelighed 81den Anskuelse, at man burde prøve, om ikke Præsten Kruse i Tillid til sin store og hengivne Skare skulde være tilbøielig til at danne en Frimenighed?

Visselig var det overmaade beklageligt med al saadan Splittelse i Kirken. Men kristelig Erfaring havde ikke destomindre lært, at man paa den Maade hurtigst faar Lederen udmattet og Bevægelsen dæmpet.

Men ved den første Antydning af sligt mærkede Bispen, at det blev der ikke noget af.

Isandhed nei! – Morten Kruse havde havt nok af det, at være udenfor. Der var ingensomhelst Grund for ham til at gaa ud af sin Stand; han vilde tvertimod være den første inden Døre; og det lod han saa utvetydigen skinne frem, at Biskop Sparre skyndsomt pakkede sit udmærkede Filt sammen, trak sig tilbage og rystede paa Hovedet til de andre.

Hvorfor skulde Morten Kruse gaa ud af en saa god og fuld Krambod som Statskirken?

Der var intet i det, han lærte, eiheller i det, han krævede af Sine, som paa nogen 82Maade skilte dem ud fra Landets øvrige Borgere.

Med hans Tilhængere var det ikke som i sin Tid med Haugianerne, der i et kjærligt og fredsommeligt Samliv søgte at vække hos sig selv og hos andre Forestillingen om den lille trofaste Skare, som i Ydmyghed ventede paa Forjættelsen.

Præsten Kruses store og blandede Skare var ogsaa meget ydmyg, forsaavidt som de viste, at de var de i Verden ringe og foragtede – de simple Folk. Men Jesus og de tolv havde ogsaa været simple Folk, og se, hvad de havde udrettet!

Blandt Haugianerne havde det været en af de største Glæder at samles Mænd og Kvinder om Ordet, forat samtale om vanskelige og vigtige Ting, Saliggjørelsen, og en Bibelkundskab og Læsning havde der været blandt dem, som hos enkelte kunde stige til virkelig Lærdom.

Morten Kruse var selv ingenlunde lærd; og for ham og hans var Sandheden klar og bentfrem: at Gud var med dem og de med Gud. Og Glæden bestod i Forvisningen om, at der var en liden Dør til Himmelen, hvortil 83deres egen Præst havde Nøglen; mens Helvedes Porte stod vidt aabne for alle de andre – saavel ved Dag som ved Nat.

Blandt hans Tilhængere fandtes ingen dogmatiske Uenigheder eiheller Tvivl; thi alt samlede sig i at høre og følge ham; og i ham var der ingen Tvivl. Gud havde prøvet ham og prøvet ham haardt. Men nu, da han havde fundet Veien, saa han kunde se, hvad Meningen havde været, – nu syntes det Morten Kruse saa godt gjort af Vorherre; han klagede ikke over den onde Tid, men tog det med Ydmyghed, fordi han forstod, at det var Veien.

Og da den store Velsignelse fulgte hans Arbeide, saaat han dagligen – ja hver Time kunde se, at Gud virkelig var med ham, da blev hans Tillid og Taknemlighed saa stor og varm, fordi Gud og han og han og Gud – de forstod hinanden og arbeidede sammen.

Hvor han gik og stod, fulgte denne Freidighed med ham – blandt Venner eller midt mellem Fiender; hvad der hændte ham, hvad der saa truede, – altid følte han sig saa tryg, som om han havde Gud i Lommen.

84Alt som han i et Par Aar prækede og reiste og byggede og samlede Penge, var det denne Sikkerhed i ham selv, der samlede og førte Arbeidet frem; medens den meddelte sig til hver eneste en af hans Tilhængere og gav Bevægelsen Præg. Ingen behøvede at gjøre nogen Forandring med sig selv eller med si Liv, fordi han blev en Ven og Tilhænger af Præsten Kruse; ingen afvigende Læresætninger at forsvare, ingen Ulempe endsige Forfølgelse at lide under, og ingen særlig Dyd at lægge Vind paa uden den at ofre rigeligen, – det passede for alle. Men hvad der udmærkede dem og bandt dem sammen til en Magt, – det var denne Sikkerhed, denne trygge Forvisning, at de havde Gud i Lommen.

Paa denne Maade var Kristendommen bleven baade bekvem og sikker; og paa dette Grundlag af Sikkerhed stod Morten Kruse selv – stærk og brutal som en bitte liden Luther.

Der var ingen Grænse for Lydigheden og Offervilligheden hos dem, der fulgte ham, og ingen Ende paa Feigheden hos dem, der prøvede at staa imod ham; han havde forsøgt det 85saa mange Gange, at nu viste han selv, at han kunde gjøre, omtrent hvad han vilde.

Men om det end var gaaet hurtigt; saa havde det dog været et uhyre Arbeide. Sent og tidligt havde han været paafærde; han havde ikke skaanet sig selv, ikke overladt noget til andre, som han selv kunde overkomme, og fremfor alt: intet havde været for smaat for ham.

Det nøiagtigste personlige Bekjendtskab til hver enkelt langt udover sin By, praktisk Forstand, Evne og Smag til at ordne og Evnen til at vælge de rette Folk, – alt havde han fundet hos sig – let og uden Famlen, dengang hans langsomme og tungvinte Udvikling endelig fuldbyrdede sig. Og nu var hans Magt saa solid i Bunden, fordi den fra først af var spundet omhyggeligt sammen af alle de smaa og ubetydelige Traade – af Byens Sladder, af Hemmeligheder i Handel og Vandel og i Sovekammerne, af smaa Menneskers Misundelse, Ærgjærrighed og Atraa.

Men da han nu havde dem i sin Haand, kom der et Øieblik for Morten Kruse, hvor 86han følte, at det var alligevel ikke dette, – det var ikke nok.

For Pengene havde han ikke længer nogen Bekymring. Hans Havesyge var ikke af den gjerrige og knibne Art som Fredrikkes. Og da han saa, at Pengene kom, bare han krummede sin Lillefinger, saa lod han dem roligt løbe ud igjen til Velgjørenhed, til Belønning for dem, der fulgte ham, og til «Opmuntring» for dem, der nølede og stod imod.

Han kjendte sin Kone; og skjønt der aldrig var talt om det, tænkte han nok, at naar Pengene havde passeret gjennem Fredrikkes Skrin, var de vel ikke sporløst forsvundne.

Omkring sig havde han samlet en Skare Mænd, der var ham absolut hengivne og arbeidede med ham. Det var helst saadanne, som havde en eller anden Knæk i Ryggen – en fordrukken Ungdom, nogle Falliter eller anden Mislykke at trækkes med; men som i Samarbeide med Præsten Kruse kom til en stille blegfed Velmagt som om de holdt til i Mørke og spiste godt.

I Byen kaldte man dem Præsten Kruses 87Kaniner; dels fordi de udviklede en lydløs Livlighed, dels fordi man saa’ saa lidet til dem i aaben Dag. De kom og forsvandt, somom de smuttede ned i Huller i Jorden; og saa gravede de sig ud igjen længer borte og kom pludseligt op, hvor man minst ventede dem.

Naar derfor en Mand, som bestandig havde været imod Morten Kruse og afskyet hele hans Væsen, – naar en saadan Mand pludseligt en Dag forandrede Tonen og otte Dage senere sad ved Præstens Fødder, saa pleiede Folk i Byen at sige: Kaninerne har været hos ham! –

Allerede for længe siden havde Morten Kruse gjort den Erfaring, at hans Kaniners underjordiske Arbeide virkede næsten ligesaa mægtigt som hans egen Forkyndelse. Hvad han inden sin By kunde ønske af offentlig Indflydelse, det havde han. Han kunde skræmme eller lokke sig frem ved Hjælp af sine Kaniner omtrent til, hvad han vilde for sig og sine. Og alligevel kom der et Tidspunkt, hvor alt dette ikke tilfredsstillede ham.

Hans Prædikener og opbyggelige Skrifter 88var efterhaanden gaaet over til Aviser af blandet Indhold. Og de udbredte sig over hele Landet og gav ham en Indflydelse og Betydning, som stod i et vist Misforhold til hans Stilling som en afsides Præstemand, der var begyndt halvt som en Lægprædikant for de «simple Folk».

Selv var Morten Kruse bleven gladere i Sind end han nogensinde havde været; stundom fik han Trang til en stor drøi Munterhed; og det forekom ham, at Surheden passede ikke længer, denne stadige Bitterhed mod dem, der var indenfor, som var glade, fordi de havde det godt. Mon det egentlig var Guds Mening at give saa meget i hans Haand, for at lade ham blive staaende saadan paa Halvveien – halvt udenfor, medens der fremdeles stod saa mange over ham baade i Kirken og i Staten?

Vel var Jesus og de tolv simple Folk, men – men – og der gik en Tid, hvori han var uvis, hvor han skulde tage fat, som om han famlede efter et Haandtag eller et forløsende Ord. –

Thi ligesom det havde været gamle Jørgen 89Kruses Glæde og Stolthed, naar hans lille Morten bed Kjæmpebid af tykke Smørogbrød eller fòr i Grødfadet med en aldrig udmattet Ske, saaledes var og forblev Morten Kruses inderste Væsen: Appetit.

Men i sin Ungdom havde han skuffet den ved at indbilde sig selv, at det tilfredsstillede ham at hæve sig op til Præst og Embedsmand med gamle Jørgens og Fredrikkes Penge i Ryggen. Først Ulykken havde vakt hans slumrende Madlyst.

Men Smagen forandrer sig med Aarene. Nu tilfredsstillede det ham ikke længer at være henvist til sine egne – sur og bitter mod de andre. Han var kommen i den Alder, da hverken de trofaste Kvinder fra Blaasenborg, der tilbad ham, eller de smukke Piger og unge Koner, der forgudede ham, eiheller Kaninerne, som laa flade for ham, eiheller Lovsangene fra de mange, han havde hjulpet og taget sig af – nei! – det var ikke det.

Hans Appetit var bare voxet, medens alt dette var fortæret; og nu stod hans vældige Hu til Magten over Mænd, over de stærkeste, til Glansen og Æren, som følger Magten, til det 90høieste, en Mand kunde naa i sit Land og i sin Samtid!

– Men – saa var det dette Uheldige, at hans Begyndelse ikke passede rigtig; dette med Jesus og de tolv, – de simple Folk – tilfredse i sin Ydmyghed, foragtende denne Verden og dens Forfængelighed.

– Saa sad han en Dag sammen med Professor Løvdahl i Bestyrelsens Værelse oppe i Blindestiftelsen. Præsten havde grundet denne Anstalt tildels for den gamle Øienlæges Skyld. Thi de første, Morten Kruse havde knyttet til sig, var Løvdahls.

Mod denne Mand, som havde ruineret ham, vilde han øve Tilgivelse, han vilde, det skulde sees, at denne smukke, hvidhaarede Olding, hvem Modgangen havde knækket, at han havde fundet et Asyl netop der, hvor han minst kunde ventet. Og det var kjært for Præsten at sidde i den store Stol og høre Professoren ærbødigt og mildt aflægge Regnskab over denne Anstalt, hvor han var Læge og Opsynsmand.

Ogsaa den unge Fru Clara Løvdahl var bleven en trofast Medarbeider. Hun egnede 91sig bedre end Fredrikke til at ordne og bestyre Bazarer og Kvindeforeninger, idet hun forbandt et ægte kristeligt Væsen med den fine Dames Sikkerhed og Evne til at omgaaes Folk.

Men Abraham Løvdahl artede sig ikke saa vel efter den store Ulykke. Han havde prøvet flere Ting; men Folk havde ingen Tillid til ham; og der sagdes desuden, at han ikke var fri for at drikke.

Paa Professorens og Claras instændige Bøn havde Præsten Kruse givet ham Arbeide i Avisen; men der blev aldrig mellem de to gamle Skolekammerater det Forhold, som Præsten forlangte af sine Folk.

Abraham gjorde sit Arbeide i Redaktionen uden synderlig Interesse; og han fulgte ikke altid de Veie, man anviste ham, med den Nøiagtighed, som Morten Kruse ellers forlangte. Men denne Lyst hos Abraham til at gjøre Opposition – den kjendte Præsten og viste, hvad den var værdt; han ventede bare paa en Leilighed til at knække den ganske.

Saa sad altsaa en Dag Præsten og Professoren i det lysmalede Kontor i Stiftelsen og 92snakkede sammen. De var tilfældigvis kommen ind paa Politiken – noget, Professoren ialfald sjeldent indlod sig paa efter sit Fald.

Præsten Kruse derimod og de Lag, hvor han fra først af fandt sine Tilhængere, gik naturligen helst til den venstre Side, og der havde han ogsaa hidtil lagt sin Indflydelse, dog uden nogen personlig Deltagelse i Politiken.

Men just i denne Tid, hvor han var søgende og saa lidet tilfredsstillet, kom han let ind paa disse Ting; og han sad og talte haarde Ord baade om Sine og om sine Modstandere. Det var snart ikke godt at sige, hvem der var værst! – raabte han.

«De værste er hellerikke hverken tilhøire eller tilvenstre;» svarede Professoren.

Men da Præsten fæstede sine haarde Øine paa ham, skyndte han sig at tilføie:

«Ja – det sømmer sig jo lidet for mig – en slagen Mand – at have nogen Mening –»

«Lad mig høre,» sagde Præsten.

«De værste – kjære Hr. Pastor! De ved det ligesaa godt som jeg,» – svarede den 93gamle smilende; «de værste er baade tilhøire og tilvenstre og midt iblandt os; thi de værste Hr. Pastor! – det er jo de Vantro – ikke sandt?»

«Naturligvis,» svarede Præsten.

«Det er jo til Slutning imod dem, at al sand kristelig Virksomhed maa rettes,» fortsatte Professor Løvdahl beskedent, somom han mere talte til sin egen Opbyggelse.

Men Præsten havde reist sig og stod ved Vinduet og saa ned i Gaarden med det velmalede Plankeværk.

Professoren blev ved en Stund, talte om al den Velsignelse, som allerede var kommen af Præsten Kruses Virksomhed; og hvor godt det var netop nu, da Vantroen brød frem. Skjønt han ikke saa mere end den brede Ryg henne ved Vinduet, havde han det dog paa Følelsen, at hans Ord fandt Vei.

Lidt efter gik Præsten med et kort Farvel – som han pleiede. Men Professor Løvdahl tog hans Plads ved Vinduet; og medens han betragtede det velmalede Plankeværk, tænkte han paa, at nu kunde kanske mange – mange 94andre blive knækkede, – saaledes som han var blevet det. –

– Der kom virkelig en ny Vending i Morten Kruse efter Løvdahls Ord. Thi om han end var udholdende og utrættelig til at forfølge en Tanke eller Plan, saa var hans Hoved dog altid tungvint og trængte til Hjælp, forat finde nye Veie.

Desuden havde hans og hans Tilhængeres Stilling paa den venstre Side i kirkelige og politiske Spørgsmaal gjort det nødvendigt at tage mod megen Hjælp og Samvirken med Personer, hvis Vantro desværre ikke stod til at nægte.

Men nu var han jo stærk nok. Og den nye Adskillelse var langt at foretrække for enhver anden og dybere kristelig: det var ham og hans paa den ene Side og de Vantro paa den anden; det var et nyt «indenfor og udenfor» at arbeide med.

Det klarnede nu ogsaa for ham, at Guds Børn behøvede ikke at være saa sure. De skulde være glade i Kampen, fordi Velsignelsen fulgte dem; og de skulde ikke nøies 95med at se surt paa dem, der havde det godt; men de skulde selv tage de gode Pladse.

Thi der stod jo skrevet med tydelige Ord: det er ikke Ret at tage Brødet fra Børnene og kaste det for de smaa Hunde.

Og det var ganske sandt, hvad Professor Løvdahl havde sagt: i Politiken udjævnedes Forskjellen mellem høire og venstre; og de nye Modstandere vare overalt: alle, som ikke var hans Venner. Og naar Gud saa tydeligen og rigeligen havde været med ham og reist den store Bevægelse, saa sømmede det sig ikke i et kristent Land, at nogetsomhelst forblev i Hænderne paa de Vantro, – intet Stykke Brød for de smaa Hunde!

Men de trange og haarde Tider, den store Krise, som aldrig vilde ende, som havde ødelagt saa mange og endnu hang truende over de andre, den gav selv de smaa Stykker Brød et Værd, som gjorde Menneskene lettere at skræmme og billigere at kjøbe. Men baade de smaa og de store Stykker var for ham og hans, – det var saaledes Guds Vilje.

Morten Kruses Hjerte fyldtes atter med stor Tak, fordi hans Øine vare blevne opladte 96for dette, og i hans Tale kom der ny Kraft og en ny Klang.

Naar han nu vidnede og forkyndte, behøvede han ikke længer at begynde nedenfra: at han og hans var og forblev de i Verden ringe og foragtede. Thi de, som stod imod ham, var ikke længer denne Verdens Store og Mægtige, for hvis Hovmod og Forfængelighed man maatte bede Gud bevare sig. Nu var de simpelthen smaa Hunde, som havde ranet Børnenes Brød.

Og naar han nu trængte sig og sine frem til de høieste og bedste Pladse, saa var det jo ikke for Pladsens Skyld; men fordi Gud selv ikke tillod, at de Vantro fik raade til Folkets Fordærvelse. Og naar han og hans Kaniner fordoblede Arbeidet, saa holdt intet ham længer tilbage: mod de smaa Hunde gjaldt ingen Ret; de var hans og Guds Fiender, derfor skulde de med Guds Hjælp ud udenfor.

Og hvis de stimlede sammen mod ham og vilde stoppe ham i Farten, tog han sin Tilflugt til Bibelen; der fandt han altid noget, 97han kunde kaste i Hovedet paa sine Fiender: Bibelen er en tyk Bog.

Selve Bevægelsen fik ogsaa efterhaanden en anden Farve. Den mugne, trodsige Mine hos de Enkelte fik et Anstrøg af Triumf; og i Forsamlingen sad de smukke Piger – forsigtigt pyntede og sang freidige Salmer med høie Stemmer. Guds Børn kunde glæde sig i Arbeidets Velsignelse.

Kaninerne formerede sig og blev vidfarne. Med Aviser, Skrifter og Penge grov de sig ud over det hele Land til de fjerneste Egne. Men de lignede ikke Fortidens Lægprædikanter og Opbyggelsesmænd.

Der blev ikke noget Liv eller nogen Begeistring efter dem, ingen stærke Omslag og Omvendelser; de gik og kom ganske stille og der var ingen Lyd af dem uden en bestandig Raslen med Skillinger.

Men det viste sig alligevel snart overalt, hvor de havde været; noget sygnede hen og andet groede op. Nogle saa sin Handel og Velfærd skrumpe ind, og Kunderne forsvandt; og omvendt kunde en liden Bager faa sit sure Brød solgt fremfor nogen anden og runde sig 98i Mel og Velmagt, samtidig som det rygtedes, at han var bleven en rigtig god og Hjertens Ven af Præsten Kruse.

Og alle Poster – store og smaa, hvortil Folk blev valgt af Medborgere, de begyndte at skifte paa en underlig Maade. Han, som havde Posten, fik Vink og Advarsel; men hvis han ikke forstod, – eller om han vilde trodse! – saa viste det sig pludseligt, at han hverken havde Venner eller Vælgere; og ubarmhjertigen blev han sat udenfor, før han viste Ord af det. Og overalt, hvor der blev en god Stol eller Taburet ledig, hoppede der en Kanin op.

Især kom det tilsyne i Politiken, i hvis løse Jord Kaninerne kunde arbeide hurtigt og let. Der begyndte Frafald og Omslag og Troløshed og Løftebrud med en Koldblodighed som ingensinde tilforn. Gamle Venner, som havde fulgt hinanden, Grupper og Partier, som aarevis havde staaet sammen, de skiltes og opløstes en vakker Morgen, idet en stod frem og sagde til de andre, at han desværre var nødt til at forraade dem, fordi de var Vantro.

99Og hvis de trængte paa ham med Spørgsmaal og Bebreidelser, hvis de manede og besvor ham ved en Mands Ære og en Vens Trofasthed, – saa trak han roligt op det lille sikre Smil, som tydeligere end Ord forkyndte: vi har jo Gud i Lommen!

Bekvemmere kunde man umuligt have Kristendommen. Men derfor blev Bevægelsen ikke til nogen Vækkelse, men til en velkommen Slappelse, under hvilken Feighed og Magtlyst, som ikke længer skammede sig, ilede med at søge Tilflugt.

Og rundt i al denne Uhumskhed svømmede da nogle ærlige Kristne som sjeldne Fisk i den grumsede Hvirvel.

Men høiere og høiere steg Præsten Kruses Magt; indtil han red Landet som en Mare. –

Og Præsterne?

Ja de gjorde som de pleier: indvortes var de delt med Had og Forbitrelse; men udvortes holdt de sammen i broderlig Enighed.

Thi medens nogle fulgte Morten Kruse og søgte at efterligne ham saa godt de kunde, var mange mistroiske og de fleste forbitrede paa denne ene Enkelte, som skuflede saa forfærdeligt 100til sig, at han svækkede det hele Lands Offerevne.

Men ingen traadte frem og sagde Ordet.

Og dog havde de baade høie og klare Kirkelys blandt sig, – der var ingen Mangel paa det! – baade lærde Mænd og myndige Herrer. Og dog havde de allesammen – hver eneste en havde Maalestokken liggende hjemme i sit Kontor.

De kunde bare læse efter i det nye Testamente og saa tage Mesterens sagtmodige Maal og lægge det paa denne Mand, der fra Magt til Magt trampede opigjennem Samfundet, – saa kunde de vide med positiv Sikkerhed, at ved saadanne Midler, paa den Maade vinder ikke et Menneske den ganske Verden uden at tage Skade paa sin Sjæl.

Men ingen havde Lyst til at binde Klokken paa Katten. Var det nogensinde nødvendigt at holde sammen, saa var det nu i disse onde Dage; – og se! hvor meget Folk der fulgte ham! – nei, nei! der maatte vises megen Langmodighed mod denne besværlige Broder i Kristo.

Thi om Hykleriet kunde man prædike, – 101fra Stolen maatte man gjerne vidne og forkynde – som sandt er, at Verden den er stappende fuld af Hykleri. Men ligesaa strængt maatte der holdes over, at Ingen havde Lov til at fæste Hykleriets svare Synd paa nogen Enkelt.

Og dersom der var et Menneske, som ikke kunde holde sig, men greb i Flokken, tog en af de værste i Nakken og holdt ham mod Lyset: se her! – her er en –!

Nei – nei nei! – og strax kom de alle løbende; – det maa du aldeles ikke gjøre. Hvo er vel du, at du formaster dig? – Vil du strax slippe ham igjen: Dommen hører Herren til!

Bedre kunde Hykleriet ikke være beskyttet. Paa samme Tid som man skulde vide, at rundt omkring og overalt var der myldrende fuldt af Hyklere og Øienskalke, saa skulde hver Enkelt føle sig ganske sikker for sit Vedkommende: ingen havde Lov til at tage ham i Nakken og holde ham mod Lyset.

Nei – Hykleriet kunde ikke være bedre beskyttet. Men derfor trivedes det da ogsaa over al Maade. Lig en stor Øgle med klamme kolde Klør og lang slimet Hale – saaledes 102krøb det udover Landet og sugede Folkets Marv og friske Blod.

Og ligesom Øgler skifter Ham, og fange ny Kraft i ny Hud, saaledes havde ogsaa Hykleriet vundet i Vælde i sit nye Overtræk, – en god seig Hud, som kunde holde længe.

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sankt Hans Fest

Romanen Sankt Hans Fest kom ut i 1887. Den er en frittstående fortsettelse av Gift og Fortuna.

Etter den store økonomiske krisen som har rammet byen (skildret i Fortuna) er det lite å glede seg over. Bankkasserer Thomas Randulf, juridisk kandidat Holck og den unge Christian Fredrik Garman bestemmer seg for at byen trenger en fest, og danner festkomité. Det skal være en fest for alle samfunnsklasser. Men byens elite liker ikke at noen andre enn dem arrangerer noe i byen. Banksjef Christensen og amtmann Hiorth forlanger å bli en del av komiteen, og festplanene blir endret.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1887 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.