S.G. Myre

av Amalie Skram

III

Sivert var falden ned mellem nogle Brændenelder paa en Bunke Fejerusk. Han lytted med Øret tæt til Plankeværket og forvissed sig om, at Munthe havde forladt Haven, satte sig saa med Armene om de optrukne Knæ og grubled lidt. Om en Stund rejste han sig og gik afsted langs den lange Række Plankeværk i det smale Rum mellem Haverne og Bagsiden af Stuerne fra Bosdynge til Bosdynge, hvor Affaldet og Skrammelet i Tidens Løb havde æltet sig saaledes sammen med Jord og Rusk og Væde, at det var haardt som Sten at gaa paa. Tilsidst krøb han over et Gjærde, som spærred ham Vejen, og befandt sig saa paa en ryddelig Gaardsplads, hvor to gamle Damer i opsatte Kapper stod foran et udslaat Klaffebord og bandt sammen Blomster, som de tog fra en uhyre Stentøjskolle. Hurtig gik Sivert forbi Damerne, som vendte Ryggen til, tværs over Gaardspladsen, aabned en Port, der holdtes lukket af en Sten i et Snøre, og stod paa Vitrlidsalmenningen.

«Ud slap Du daa,» mumled han. «Jaja, det er vel bedst te tutle seg hem; kaa det gaar eller ikkje, enddaa kan di ikkje ha faat vidst nokke.»

Da han var kommen ud i Dræggen til det ludende, Aar for Aar mere og mere sammensunkne Hus, som hans Forældre havde boet i, siden de gifted sig, hørte han en høj, prækende Mandstemme og en Lyd af Suk og Snøften derindefra.

«Opbyggelse nu igjen! Ja, det er sandt, det er jo ossaa Fredag ikvæld,» han blev raadvild staaende.

At Forældrene hans nu ogsaa skulde være bleven saa overhændig gudelige. Ja, det var Moren især. Hun havde pratet saalænge om de Opbyggelser, Faren hendes holdt, mens hun var Barn, sammen med rige Mons Thorsen, og kjavet om, at hvis de vilde vente sig Guds Velsignelse, saa skulde de ikke alene selv holde sig til Herren, men ogsaa søge at frelse andre. Det var nu forresten vist ikke blet til noget, hvis ikke Vorherre havde gjort dette her Miraklet med Sivert. Men da han en vakker Dag frisk og sund traadte ind i Stuen til dem, efter at de havde troet, han var druknet i Franskebugten, da havde Faren ikke længer kunnet modstaa hendes Overtalelser, men samtykket i at indbyde Naboer og Kjendinger til at komme og høre et Guds Ord i deres fattige Stue, udlagt af hvem, som dertil følte Kald. I Begyndelsen var der ikke kommet mange, og deres Andagter havde indskrænket sig til, at Faren læste op et Kapitel af Bibelen med Salmesang før og efter, men efterhaanden som disse Sammenkomster blev mere og mere bekjendt, var Menigheden vokset, og Stuen blet fuld. Samtidig var ogsaa forskjellige Lægmandsprædikanter begyndt at optræde hos dem og at udlægge Skriften for de forsamlede.

Siverts første Indskydelse var at luske sig bort og vente, til det var forbi; men saa betænkte han sig. Idag havde han jo vært saa rent aparte syndefuld. Det han havde bedrevet idag maatte vel kaldes for Ondskabssynd, og der var jo stor Forskjel paa den Synden og paa Skrøbelighedssynd. Det var kanske rettest at være med til Opbyggelsen i Kvæld; saa kunde han faa Forladelse med det samme. Forældrene var jo ogsaa altid sint, naar han ikke kom. Ak ja, den som bare kunde omvende sig og vandre rigtig kristelig, saa kom han vist aldrig til at forgaa sig som idag. «Søger Herren medens I er unge.»

Sagte løfted han Klinken af Kjøkkendøren og traadte ind. En Os af Varme og Stank af Snus og gamle Klær slog ham imøde. Der var pakkende fuldt ikke alene i Stuen men ogsaa i Kjøkkenet, især udenfor den aabne Stuedør, hvor de stod sammenklumpet med fremrakte Halse for at kunne se Taleren derinde. Størstedelen var middelaldrende Fruentimmer, nogle med Smaabørn paa Armene, men der var ogsaa Mandfolk og ganske unge Piger. Nogle, som var blet træt af at staa, sad og dingled paa Kanten af Kjøkkenbordet. Gamle blinde Ole Høien og hans fortiaarige ugifte Datter, som altid leded ham ved Haanden, naar han gik ud, havde faat de to hvidskurte Kjøkkenkrakker at sidde paa. Selv borte i Gruen havde en 3–4 Stykker tat Plads.

Sivert lukked Døren saa sagte som mulig efter sig, men alligevel vendte flere Hoder sig og saa uvilligt paa Fredsforstyrreren. Han stilled sig op med Ryggen mod Kjøkkendøren og betragted nærmere de tilstedeværende, blandt hvilke han opdaged flere nye Ansigter. Alle var svært andægtige; Hoderne rokked sagte frem og tilbage, Taarer viskedes bort af Næserne med Kanten af de slidte Salmebøger, og der hørtes uafladelig en dæmpet Surren af Suk og Næsepudsning og ruelsesfulde Støn.

Aftenskumringen var begyndt at falde paa, men Sivert kunde dog tydelig se Prædikanten derinde. Det var Skomager Tofte iaften, en høj, mager Mand, med et svært skaldet Hode, fremstaaende Øren, hvorfra der strutted ud en Dusk graa Haar, og en Halvkrans af Skjæg bag Kinderne og under Hagen. Paa den brede, bløde Næse sad et Par hornindfattede Briller, og det flade Ansigt var fuldt av glinsende Striber efter de trillende Svedperler. Han havde graa Frakke af hjemmevævet Tøj, knappet tæt op i Halsen, der var uden Snip, med et sort Tørklæde, hvis Ender var stukket ind. Han stod oprejst midt i Stuen foran et lidet aflangt Bord, dækket af et hvidt Klæde. Der laa et opslaaet Ny Testamente og en Salmebog mellem to utændte Toskillingslys i blanke Blikblakkerter med skinnende nye Lysesakser. Forældrene sad en paa hver Side af ham. Faren luded forover med den ene Albu paa Knæet og Haanden for Øjnene. Moren bevæged sagte Overkroppen frem og tilbage, mens de store, stramme, altid sænkede Øjenlaag lyste dødningagtig hvide i det fregnede Ansigt. Af og til løfted hun de foldede Hænder og mumled med Læberne.

Tofte talte med langtrukken, grædefærdig Stemme; Armene var udbredte og Fingerknoerne støttet mod Bordkanten.

«Tænk paa de fordømtes Pine i Helvedes evige Luer, hvor dereses Orm ikke dør og dereses Ild ikke udslukkes! Tænk paa den yderste Dag, da Du skal staa enten paa den højre eller paa den venstre Side af Lammets uskyldige Blod, som har forløst os, saamange som vil omvende sig fra sine Synder. Tænk, at om Du da befindes paa den venstre Siden at staa, da skal Du nedstyrtes i Flammebaalet, og din fortabte Sjæl skal saltes med Ild, ja, med Helvedes Ild.»

«Aa Gud hjælpe os arme Syndere!» lød det med stønnende Hvisken rundt omkring. «Det er altsammen baade vist og sandt i alle Maader,» sa et Fruentimmer, som stod tæt foran Sivert, og hele Tiden gav sit Besyv med i en lav, vaandefuld Tone. «Aaja, aaja, aaja,» mumled blinde Ole Høien, «Herrens Vrede er over os Syndere.» Paa Kjøkkenbordets yderste Ende lige ved Sivert, sad en ung Pige med Hodet skjult af et Tørklæde. Hun havde rullet sig saaledes sammen, at Ansigtet laa nede paa Knæerne, og hun hulked saa der gik Rykninger gjennem Ryggen og Skuldrene.

«Det er gruelige Ord dette,» vedblev Taleren, efterat ha faret sig over Ansigtet med et storblomstret Lommetørklæde og drukket en Slurk Vand, «og alligevel er det som Dagens fulde Sommerlys mod Nattens sorte Mørke sammenlignet med, hvorlissen det verkligen skal for sig gaa. Tænk Dig, at hele dit Legeme blir opskaaret i hvert et Lem og Ledemod, og at saa alle Indvoldene dine og alle de blødenes Lemmerne dine blir tilstrød med gloenes Ildsluer, liksom naar Du strør Salt og Pipper i en Rullepølse, før Du syr ‘an sammen. Og saa streng og nidkjær er Herren over Synden, at om Du bare havde bedrevet én eneste Synd, saasom Utugt, Tyveri, eller endog onde og syndige Tanker, og Du ikke havde faat Tid til at omvende Dig, saa blev Du liggenes til Fortæring og Opraadnelse i al Evighed med alle de fordømtes hylenes Jammerskrig omkring Dig, og dereses Tal er som Jordens Sandskorn og som Havets Vanddropper, og af dette skal Du aldrig, aldrig, aldrig slippe ud, nej sandelig! Ingen af de fordømte skal nogensinde slippe derifra – –.»

Et Hyl skar gjennem den tykke Luft. Folk letted sig i Sædet og drejed sig til Siden med fremrakte Hoder, og Tofte holdt inde. Det var Pigen paa Kjøkkenbordet som trilled ned paa Gulvet, hvor hun skreg og vred sig i Krampe. Fruentimmeret foran Sivert skvætted hende Vand i Ansigtet, og da det ikke hjalp, blev hun baaret ud af Kjøkkenet og ind i Vedboden, hvor hun blev overladt til sig selv og de forskrækkede Høns, der vaagned af sin Slummer paa Pindene oppe under Taget.

«Hvis dit Øje forarger Dig, saa riv det ud og kast det fra Dig,» for Tofte videre med høj og hurtig Stemme, «og hvis din Haand forarger Dig, da hug den af og kast den fra Dig, og hvis din Fod forarger Dig, da slid den af og kast den fra Dig, byder Herren i sit Ord, men se, om nogen af os har gjort det. Sandelig ve, ve over os! siger jeg.» Han slog saa uventet i Bordet, at Tilhørerne rysted og bæved og stirred med stive Øjne paa ham, mens han flytted sit Blik fra Ansigt til Ansigt og lod det dvæle længst paa dem, som stønnet højest. «I Helvedes Pøl skal dit indre sønderrives af gloenes Tænger, og Du skal martres af Angerens Fortærelse og sige til Dig selv, at om Du havde adlydt Guds Bud, saa havde Du da idetmindste havt ét Lem mindre til at kjende denne ryggesløse Pine i –.»

Atter lød der et Skrig. Det kom fra blinde Ole Højens Datter. Hun bed og sled i sit Forklæde med blaasprængt fordrejet Ansigt og styrted saa næsegrus i Kjøkkengulvet. Da hun blev bragt ud af de nærmeststaaende, strakte den blinde Far famlende Hænderne efter hende, og bad jamrende om at faa følge med Datteren. Sivert gik bort til ham, hjalp ham op fra Krakken, leded ham ud og satte ham paa Dørstokken til Vedboden tæt ved Datteren, der laa udstrakt paa Ryg i Sagerusk og Høvlespaan og udstødte Skrig paa Skrig. Sivert selv var stærkt rystet; der gik Kuldegysninger gjennem hans Rygrad, han svedte paa Hænderne og følte en kildrende Trang til at gi sig til at skrige omkap med de andre.

Da han kom ind igjen, var Tofte atter igang. Med fælere og fælere Ord blev han ved at skildre Helvede og de deri grasserende Pinsler. Hans Ansigt blussed af Ophidselse, Øjnene syntes at skyde Gnister bag Brillerne, og Nakkehaaret stod stift ud til Siderne. Flere og flere fik ondt og maatte slæbes ud, men det var som al denne hulkende Skrigen opildned Taleren mere og mere. Han lod sig ikke længer afbryde, bare satte stærkere i for at overdøve Hylene.

Tilsidst ligned Vedboden derude et Lasaret, hvor de faldne laa Side om Side i to Rækker. Blinde Ole Høien sad fremdeles paa Dørstokken og holdt Datteren, der var bleven roligere, i Haanden.

«Er det ikke grueligt og forfærdeligt at betænke,» vedblev Tofte og gjorde saa et Øjebliks Ophold, hvori han med et flakkende Blik saa ud over Forsamlingen, og hurtig flytted det til en Klump sammentullede Lommetørklæde fra den ene Haand over i den anden og tilbage igjen, «er det ikke grueligt at betænke, at den lede Satan med de djævelske Hornene sine og de ildudspyende Øjnene skal ha saa mange, mange tusen Ganger flere Kjenere blandt Menneskenes Børn end den almægtige Gud, han, som er Himmelens og Jordens Herre, og som skabte os alle i sit Billede, men det kommer mest af de fordærvelige Lærere, som ogsaa voreses store Mester, Jesu Kristi sande Discipel, vores dyrebare, os alle elskelige Hans Nilsen Hauge siger. De har lullet Menneskene tæt og godt ind i Syndesøvnen med sine falske og smigrende Ord, Hyklerier og Skriftens Fordrejelse, siger han. Det er vederstyggeligt at tænke paa, hvor aldeles Kristi Aand er udryddet i vore Tider formedelst Kirken og Lærerne. Præsten skal læst være højlærd, siger Hauge. Dog er han saa vanvittig og formørket i Synden, at det maa hede: Hvo er blind uden min Kjener? Præsterne bedrager Sjælene med Saligheds Haab, indtil de vaagner i Helvede. De tragter ikkun efter at samle sig Penger, saa de sammen med deres Venner have Tidsfordriv i Gjæstebud, Spil, Komedier og andre vellystige Fornøielser, medens der vil Foræringer og magelige Tider til, naar en ringe skal faa opnaa at tale med sin Præst. Derfor siger jeg, Jens Jensen Tofte, Herrens fattige og ringe Kjener, dertil af Gud udvalgt og beskikket: Skyr disse Øgleunger, disse kalkede Grave, som ikkun vil bringe evig Fordærvelse over eders elendige Sjæle. Gaar til Herren selv med al eders Sorg, thi han har Omsorg for eder. Og trænger nogen iblandt eder til menneskelig Trøst og Formaning, da kommer trøstigen til mig, saa skal han blive retledet efter Herrens eget uforfalskede Ord. – O Du evige, barmhjærtige Gud,» han løfted de foldede Knokkelhænder op i Højde med Næsen, og la Hodet helt bagover, «Du som haver frikjøbt os med dit dyre Blod, paa det ingen skal fortabes, men alle have et evigt Liv, saa mange, som sig omvende i Tide, se Du i Naade ned til os, lad os være ikke aleneste blandt de mange kaldede, men end ydermere blandt de faa udvalgte. Velsign os og forbarm Dig over os, og lad altid det gruelige Syn af dit retfærdige Helvede staa opbyggeligt for vore Sjæles formørkede Øjne, saa vi med Frygt og Bæven arbejde paa vor Saliggjørelse. Amen i den Herres Jesu Navn. Amen, Amen.»

Han læste Fadervor, sa atter et par Ganger Amen, nævnte Salmenummeret og hvilke Vers de skulde synge, og satte sig saa ned med Hænderne for Ansigtet, som det syntes hensunken i Bøn. En Mand i Arbejdsklær af Sækkelærred rejste sig borte i Krogen, hvor han havde siddet paa Sengebænken, rømmed sig og begyndte at synge med drævende, højt skingrende Røst. Lidt efter lidt stemte flere i, og tilsidst sang de alle med:

Du vilt jo ikke en Synders Død,
Eller at han skal omkomme,
Men at han heller omvender sig,
Og kommer saa blandt de Fromme,
Saa hjælp os nu, o Herre Gud
At den Skyld, vi have mod dine Bud,
Skal os ikke overkomme.

De fra Vedboden, som efterhaanden havde overstaat sine hysteriske Anfald, kom nu, lokket af Salmesangen, stille luskende ind igjen og deltog i Sangen:

Om Du med os jo vilde regne,
Og gaa med os i Rette,
Ak, hvor skulde vi da blegne!
Hvo kunde os da undsætte?
O Herre vær os da barmhjærtig,
Hjælp os at gaa den rette Sti,
Med alle fromme Slægte.

Skumringen var nu bleven saa stærk, at det var vanskelig at se for de rødgrædte Øjne. De lod sig dog ikke anfægte, men satte sine egne Ord istedetfor, mens de sang de følgende Vers.

Omsider var det slut. Tofte rejste sig og bebuded, at han, om Gud vilde, agted at holde Opbyggelse næste Fredag paa samme Sted. Saa begyndte Forsamlingen at røre paa sig. Siverts Forældre trykked Toftes Haand med mange Taksigelser, fordi han agted deres ringe Hus værdigt til at holde sine Opvækkelser i. Alle trængte sig hen for at sige Farvel til Tofte og takke for hans styrkende Ord. Tofte bøjed alvorligt Hode og sa til hver enkelt: «Herrens Aand være hos og over Dig.» Idet de gik, lod de fleste en hel eller halv Kobberskilling falde ned i en Bøsse, som hang paa Væggen. Paa Bøssen stod skrevet: Til Herrens Vækst i Menigheden.

Da Tofte havde tat Afsked med Siverts Forældre og var kommen ud i Kjøkkenet, stansed han foran Sivert, som laa med den ene Arm ud over Kjøkkenbordet i en skraa Stilling og de sammenlagte Hænder hængende ned over Bordkanten. Han la sin Haand paa Siverts Skulder, saa mildt paa ham og sa: «Hvorledes staar det til med Dig, Gutten min? Vil Du gjerne slippe for at komme i Helvede?»

«Ja,» sa Sivert flout og langtrukkent.

«Saa maa Du dagligen døde og dræbe Dig selv, og have alle dine Tanker henvendt paa det ene fornødne, ikke at begaa Ondskabssynd.»

Sivert slog Øjnene ned uden at svare.

«Farvel Gutten min,» vedblev Tofte. «Herrens Aand være hos og over Dig. Amen!»

– «Ok for en dejlig Gu’s Mand,» sa Moren, Marthe, da Tofte havde lukket Kjøkkendøren efter sig. «Hørte Du Jens? Han sa Amen ogsaa til Sivert. Til de andre sa han bare: hos og over Dig, og ikkje nokke Amen.»

«Hjælp te med at faa rødde afvejen her, Sivert,» Jens kom ud med en af Opbyggelsesbænkene. «Pas Deg der, Marthe!» Han havde nær rendt Marthe overende med Enden af den lange Bænk, som han holdt paa Midten.

Sivert hented i Vedboden en Stige og stilled den op til en Lem i Taget, hvorpaa han steg op paa det lave Loft, hvor Kisterne stod med Familjens Søndagsklær.

«Stu ‘an godt ind under Panele’,» sa Jens idet han rakte Bænken op mod Sivert, der halte den til sig, «saa mykkje Mor kan faa Plads te snu seg, naar hun ska’ bitte op Klæsnorene sine.»

«Eg trur, eg sitter Vindøge op litevette,» sa Marthe. «Her er net saa lidt emmen Lukt.»

«Bare ikkje Barnene blev kald af det,» svarte Jens, som kom ind efter en Bænk til, og han skotted bort til de to yngste Gutter, der sad og sov paa en omvendt Kasse mellem Sengebænken og Ovnen.

«Nej, eg vækker di med det sam’e. Nils! Simen! op med Dokker, saa eg kan faa trække ud Sengebænken og gjøre istand te Dokker. Saa ska’ Dokker faa Kvællsmaden paa Sengen.»

Gutterne rejste sig ravende. Simon gned sig i Øjnene, mens han sutred og gisped. Nils stod og hinked paa et Ben. «Foten min sover like op te Magen,» sa han, da Marthe spurte hvad som fejled ham.

«Det er Straffen for Syndedorskheden din. Koffer kan Du aldrig holde Dig vaaken under Andakten?»

«Aa Herregud, saant et Baren,» mumled Jens.

Senere da de sad ved Aftensmaden, som bestod af varme Poteter med sur Melk og Fladbrød, ytred Marthe sin Glæde over, at Sivert havde indfundet sig til Opbyggelsen. «Du ska’ bare se, kaa godt det vil gaa Deg i Verden,» sa hun, «naar Du holder Deg te Herren fra Ungdommen af.»

Hun skulde bare vide, tænkte Sivert, men sa ingenting.

«Eg synes forresten rigtig Munthe gjerne kunde ta og forfremme Deg snart,» sa hun lidt efter. «Nu har Du jo vorre der i halvan’e Aar retnu. Ka seier Du Jens?»

«En faar ikkje være for hastig,» mente Jens. «Beflitter han seg paa Fremfart og en orntlig Opførsel, saa sku’ det ikkje undre meg, om han ender saa Gesell. Munthe er bekjendt for te holde paa Folkene sine, naar di duer nokke. Jessu Kristi Namn, tak for Maten,» han la Skeen fra sig og rejste sig.

«Er ‘an møkke tung?» Marthe saa hen til Jens, som havde tat Bøssen ned af Væggen og rysted den op og ned.

«Aaja, der er vel altid en Orts Penger i ‘an.»

«Med Gu’s Hjælp bler der snart te Bænker i Kjøkkene’ ossaa, saa di slepper te staa. Te Jul ska’ Dokker se, vi har di.»

Marthe bar af Bordet, og Jens røg sin Snadde. Sivert, som ikke turde ryge i Farens Nærværelse, sad ved Vinduet og gumled paa en Skraa, mens han stirred paa det brændende Skillingslys i Jernblakkerten, som var brudt over og surret sammen med Seglgarn. Han tænkte paa den Kvælden om Bord i «To Venner», hvor han var bleven reddet fra at springe paa Sjøen. Det var besynderligt, at det netop i Kvæld skulde staa saa tydeligt for ham, at det liksom blev til et Syn, han ikke kunde faa Fred for. Kanske det kom af, at han næsten var ligesaa lej og ude af det nu, som den Kvælden. Tænk for en Tilstand, hvis han nu blev vækjaget: Først kom Faren til at prygle ham, og saa vilde han kanske tvinge ham til at gaa tilsjøs igjen, og det var det værste af alt i Verden. – Herregud, at han ogsaa altid skulde tutle sig op i saa meget galt. Holde sig til Herren, sa Moren. Ja, men det havde han jo gjort, ialtfald strævet med det, og gjort Bønner om, at Gud skulde omvende ham. Men Ulykken var, at han glemte alt saant, saasnart han bare kom ud paa Gaden. Det maatte jo ogsaa være en frygtelig vanskelig Ting, for Vorherre havde jo selv erkjendt, at der var mange kaldede, men faa udvalgte, og det var jo bare de udvalgte, som blev frelst, mens de Stakkerne, som ikke var udvalgt – –.

Pokker ogsaa, at han skulde komme op i dette med Lydia. Ikke, om de vilde partere ham levende, kunde han forstaa eller begribe eller sanse, hvordan det var gaat til. Nogen skulde sagt ham det i Forveien! Og det kunde saamæn gjerne vært det samme ogsaa. Det var sandt det, som stod i Forklaringen, at «Ukydskheds Synd den snart forgaar, men Pinen længe varer.» Og naar det skulde føre saa megen Ulykke og Elendighed med sig. Nu var Lydia ogsaa blet saa rasende paa ham, at hun ikke taalte se ham mere, og før – ja, han skulde gjerne bande paa, at hun havde likt ham, og hvem kunde vide, hvordan det vilde gaat.

Marthe kom ind, efter at ha gjort fra sig i Kjøkkenet, og foreslog Jens, at de skulde læse et lidet Guds Ord, inden de gik i Seng. Jens mente, at der kunde være Maade paa alt, men slog dog op i det Ny Testamente og læste et Kapitel af Matthæus, hvorpaa de sang dæmpet for ikke at vække Gutterne et Vers af Salmen:

«Alting tjener dem tilgode,
Som i Sandhed elske Gud.»

«Alting tjener dem tilgode, som i Sandhed elske Gud,» gjentog Sivert for sig selv, da han laa i Udslagssengen under Kjøkkenbordet, hvor Søsteren Thrine havde havt sin Plads, før hun kom i fast Tjeneste. «Jaja, ka vil Du mere daa, Far?» Den, som ikke elsker Gud, hader ham, havde Tofte engang sagt, og hade ham, det var han da vel fri for at gjøre. Ræd ham var han, forfærdelig ræd, især sommetider, men hade ham? Aa langtifra! Altsaa elsked han ham. Og saa var han jo en af dem, som alting tjente tilgode. Da kunde det vel ikke være saa farligt med det, han havde gjort. Der var vel heller som en Guds Styrelse i det. – «Men hvis om eg nu bler vækjaget Imorgen, ka ska’ eg daa ta meg te? Seie det Heme, tør eg ikkje, men op maa det jo komme engang, for platte meg i Længden kan eg ikkje. – Jaja Sivertmand, den Tid den Sorg, som skrevet staar.» Han trak Teppet helt op til Ørene og la sig tilrette med Hodet ind mod Væggen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.