IV

Næste Morgen mødte Sivert saa tidlig frem paa «Bryggen», at Gesellen endnu ikke var kommen. Alting tjener dem tilgode, som elsker Gud, tænkte han, idet han satte sig udenfor Stueporten paa en omvendt Sildekagge. Han skrutted sig og slog et par Slag Floke, for han frøs lidt i den klare Majmorgens tørre Kjølighed.

Ja, bare det var sikkert dette, at alting tjente dem tilgode, som elsked Gud. Han saa tversover Vaagen hen paa Strandgadsiden, og saa regned han ud, hvorlænge det vilde vare, før Solskinnet derborte rak over til Tyskebryggen.

«Om der nu ikkje var nokken Sol,» tænkte han videre, mens han holdt sine Lemmer saa tæt som muligt sammen paa Kaggen, «daa fik vi nok ta og fløtte allesam’en, for jysses, kaa kaldt her ble’ – Dødens Skyggers Dal – aa ja, Gud hjælpe os allesam ‘en.»

Hans Blik gled hen langs de brune, spidsgavlede Sjøboder, som laa og varmed sig i Solskinnet derborte paa Strandgadssiden, og som strakte sig fra Torvet helt forbi Nykirken og Bethanebryggens hvide Bygninger lige til Nordnæspynten. Fra de aabne Lemmer i Sjøbodernes Gavler hang tykke Vindetoug rakt og stille ned, og baade de og Boderne spejled sig i den blankgrønne Sjøflade omkap med Riggen og Siderne af de mange Nordlandsjægter og de andre smaa og store Fartøjer, som laa fortøjet i Havnen. En efter en kom Fløtmændene sigende med Kridtsnadder i Munden og Trøjerne knappet helt op i Halsen, og tog paa at spule sine grønmalte Baade, der havde Fangelinerne fastgjort om Bolværket paa Triangelens, Murens og Dreggens Fløtmandsbrygger. Paa Nordlandsjægterne blev her og der Kahytslugerne skubbet tilside af usynlige Hænder, og et bustet Hode stukket op ved Kanten af Aabningen. Hodet drejedes rundt til alle Sider med Gisp saa vældige, at Sivert baade kunde høre og se dem.

Nu begyndte ogsaa Arbejdskjærrerne at komme skumplende. Med et grættent Gjep om Munden efterligned Sivert. Lyden af Hjulene: «Vas – ass, ass,» naar de gik over de af Sildelage fugtige Bræddespor, der fra Stuernes Porte førte tværsover Tyskebryggen ned til Sjøbryggerne, hvor de lastetagende Skuder laa kloss op til. Og: «Børr – ørr – ørr,» naar det bar over de bredere Stykker med knudet Bolægning mellem Bræddesporene. Saa kom Bryggesjouerne slentrende. Siverts skarpe Øje opdaged Faren blandt dem. Han hørte til paa en af de borterste Stuer, et langt Stykke fra Munthes, der laa nærmere Torvet. Nu begyndte ogsaa Gesellerne at vise sig og lukke Stuerne op. Ja, nu var jo Klokken ½6 paa Børsuhret derborte. Det var paa tide, at Tollaksen havde sig frem, og ganske rigtig, der kom han ansættende om Hjørnet af Sme’smuget. Jysses for Skridt han tog. Det var godt at se, at han havde forsovet sig.

«Du har nok vorre ti’lig paa ‘an idag?» sa Gesel Tollaksen, idet han trak den svære Nøgle frem og aabned Porten.

«Eg kom for en halv Time siden,» svarte Sivert, og rejste sig. «I har jo sjøl sagt, vi ska’ begynne Klokken 5 om Sommeren.»

«Er ‘an Sommer nu daa, synes Du? Gud hjælpe os, hvis vi ikkje fik ‘an metere. Se her, gaa igang med disse Silletynnene,» Gesellen var gaat indenfor.

Sivert tog Trøjen af og hang den op paa et Søm indenfor Porten. Saa greb han en af Tønderne, fik den væltet overende og stødt ud med Hænder og Knæer. Henover de glatte Bræddespor gik det saa fort, at Sivert maatte løbe, for at ikke Tønden skulde trille fra ham. I en Ruf var han nede paa Sjøbryggen med den, og saa raabte han ombord i den svenske Jagten, som var begyndt at laste den foregaaende Dag, at nu kunde de bare rappe sig, for nu var Sivert sjøl kommen til. Saa satte han afsted igjen og vår straks tilbage med en Tønde til, op og ned i et Kjør. Aldrig havde han som idag følt for en herlig Ting det var at ha fast Emploi hos en god Stuekjøbmand. Der var Hir med at høre til paa Tyskebryggen. Det var ikke som at ha anden Sjou. Og aldrig havde Arbejdet gaat raskere fra Haanden. I knappe halvanden Time havde han rullet 30 Sildetønder ned paa Sjøbryggen, hvor Vippebommen var i uafladelig Bevægelse. «Pokker til Handelag paa den Gutten. Ikkje nok med seg sjøl, men han sitter en Krudtkjerring i Rumpen paa andre ossaa,» tænkte Gesellen og vendte sig efter ham, mens han gik ud og ind for at efterse Arbejdet og gi sine Ordrer.

Solen var imidlertid kommen højere paa Himlen og sendte sine hede Straaler ned over de mange Arbejderes støjende Travlhed. Hele Tyskebryggen stod i en stinkende Os af Tørfisk, Solsteg, halvraadent Sjøvand, Tran og lagebrændt Sild. Lugten var saa stærk, at den rev i selve Siverts vante Næse. Han havde nu ogsaa tat Vesten af; Huen var skubbet helt bag i Nakken, Sveden siled af ham, og hans blaa Bomuldsskjorte klæbed tæt ind til Ryggen.

Da han var færdig med Sildetønnerne, tog han fat paa et Parti Stokfisk, som skulde til samme Fartøj. Med opløftet Bryst og aabne Arme opfanged han de store Fiskeknipper, som blev kastet ned fra en aaben Vindedør i Pakboden, og stuved dem paa en Trillebør.

«I have got no wife
To bother my life
I paddle my own canoe!»

sang han, naar han saa fo’r afsted med den fyldte Trillebør og vælted Indholdet af nede paa Sjøbryggen. Men skjønt han skraalte i, alt hvad han kunde, tabte dog Lyden af hans Røst sig næsten ganske i den øredøvende Larm af Kjørsel og Trillebører, Hejsning og Haling, Hujing og Kommandering, skingrende Stemmers grætne eller muntre Svar og Tilraab, blandet med Skjældsord, Latter og Eder. Men Sivert sang alligevel, sang, som han var betalt for det. Undertiden bytted han mekanisk Ordene om med: Alting tjener dem tilgode, som i Sandhed elsker Gud, men det faldt lidt vanskeligt at bringe Salmeteksten i Overensstemmelse med Negersangens ligesæle Melodi, og hvergang han kom tilbage med den tomme Trillebør, saa han sig stjaalent om efter Munthe, som plejed at indfinde sig mellem 8 og 9, og plirte saa med et urolig Blink i Øjnene hen paa Børsuhret, hvis hvide Skive og store, sorte Tal syntes saa underlig matte og døsige i det smældende Sollys.

Saa var det Frokosttid. De, som hørte til «Bryggens» faste Arbejdsstok fik i den travle Tid, naar «Stævnen»Forfatternote: Nordlandsjægterne havde to «Stævner» (Markeder) om Aaret. var inde, sine Maaltider bragt ud til sig, men Sivert var blandt dem, som hadde Lov at gaa Hjem.

Da han efter endt Maaltid kom tilbage, sa Gesellen, straks han fik Øje paa ham: «Du ska’ op te Munthe paa Øgeblikke’; han sitter oppe paa Kantore.»

Sivert kjendte som et Dunk under Hjærtekulen, og der seg en hastig Varme ned i hans Ben og Fødder, helt ud i Tæerne.

«Allright,» svarte han uden at blinke. Tonefaldet var muntert, men Stemmen lidt tyk.

Sivert steg op ad den mørke Trappe, som førte til Stuens anden Etage. Uden at banke paa, aabned han Døren og traadte ind i et aflangt, skummelt Værelse, hvor der lugted af Tørfisk, Blæk og Tobak. Borte ved det lave Vindu, hvor de gule Bomuldsgardiner var trukket til for Solstegen, sad og dingled paa en høj Krak en luvslidt Kontorist, med et surt, magert Ansigt. Han støtted den ene Albu paa Kontorpultens skraa Flade, mens han i Ro og Mag med Munden skudt frem i en Trut, skar en Fjerpen til. Da Sivert gik over Gulvet til det indre Værelse, hvor Munthe havde sit Privatkontor, trak Kontoristen det ene Øjenbryn lidt ivejret og skjæved bort til ham.

«Nu, er Du der,» brummed Munthe, da Sivert var traadt over Tærskelen, og med Huen i Haanden havde stillet sig op ved Døren, som stod halvaaben. Munthe var iført Stuedragten, en knæsid, brungraa Frakke, med mange glinsende Pletter, og sad i en gulpoleret, skindbetrukket Sofa, der var stiv som en Bondebænk. Foran ham paa det gule firkantede Bord med de svære firkantede Ben laa en Regnskabsbog, som han bladed i, mens han sutted paa en lang Pibe.

«Alting tjener dem tilgode – Bremerhafen – elske Gud – – Lübecks Havn – Alting tjener dem tilgode – Byen Bergens Indsejling» – Sivert drejed Huen mellem Hænderne og flytted Øjnene omkring paa Inskriptionerne under Billederne med de flade, brune Rammer, som hang over Sofaen. «– – Sluppen Nymphen, – – – Christiern Rex – – som i Sandhed elske Gud. – – Den som bare turde lukke,» han drejed lidt paa Hodet og skelte til den halvaabne Dør ved Siden af sig.

«Gaa ned og spør Gesellen, ka ti’ Lykkens Yndling bler fuldlastet, Torgersen!» raabte Munthe efter først at ha flyttet Piben hen i den ene Mundvig.

«Dette betyr galt,» tænkte Sivert.

Den sure Kontorist i Værelset ved Siden af rejste sig trevent, tog en Vogsdugshue ned af Væggen og gik.

«Du er en flink Gut til dit Arbejde, Sivert Jensen, far,» begyndte saa Munthe, mens han bladed videre i Regnskabsbogen, – «hm ja, i den Henseende er der ingenting at sige paa Dig,» han stødte med Langfingeren i Pibehodet og trak hurtigt til, «men der er visse andre Ting, hm ja – nok udaf det, en Gut saa Du maa vide at holde sig i Skinde’ – – – holde sig i Skinde’ ja, ellers gaar det galt,» han stansed og tændte Piben, som var gaat ud.

«Alting tjener dem tilgode,» sa Sivert for tyvende Gangen indvendig i krampagtig Fart, mens han i Angst vented paa Resten.

«Du har ikkje opført Dig, saa Du skulde. Igaar aftes sprang Du over Plankeværke’, men det nytter ikkje at springe over Plankeværker, det er ikkje dermed gjort. Hm, ja, kort og godt, vi har ikkje Brug for Dig mere. Du har stelt Dig forkjert, far, rigtig skikkelig forkjert,» han rysted liksom deltagende paa Hodet og endte saa med et haardere Tonefald: «Nu maa Du pakke sammen, far, paa Munthe sin Stue har Du ingenting mere at bestille.»

«Hun kan ikkje ha sagt alt,» tænkte Sivert med en Følelse av inderlig Taknemmelighed mod Lydia, «ellers vilde han vært møkke sintere.» Dette i Forening med Munthes spagfærdige, næsten forlegne Maade at snakke paa, gav ham Mod til at sige: «Men hvis om eg forbe’ret mig, hr. Munthe; eg sku’ nok ta mig ivare herefterdags, for nu –»

«Det er ikkje mere at gjøre ved den Tingen,» afbrød Munthe kort. «Her paa Stuen har vi ikkje fuldt Dagsarbejde for Dig, og paa Øvregaden vil di ikkje se Dig mere. Se her,» han tog et Toortstykke op af sin Pengepung, «Du har ingenting tilgode rigtignok, men for at Du ikkje skal falde dine Forældre til Byrde, mens Du hører Dig om efter noget andet.» Han rakte Pengestykket ud mod Sivert, som mekanisk nærmed sig og tog det med et utydeligt: «Mange Tak.» Munthe fordybed sig atter i Regnskabsbogen og damped stærkt paa Piben.

Sivert tog et Skridt mod Døren; der sad ham som en Prop i Halsen, og for Ørene hørte han rappe Sus af fjærne Piskesmæld. Saa saa han, at den skraa Skygge, han kasted over Gulvet, stod stille og drejed paa sig, og straks derpaa hørte han sig selv sige med valen Stemme: «For Forældrene mine sin Skyld – di er aktenes Folk, og det bler saa’n Skam for di.»

Munthe saa ikke det saare Blik Sivert fæsted paa ham, idet han sa’ dette. Hans Hode var bøjet over Bogen, og uden at se op vinked han Sivert bort med Haanden.

Sivert blev staaende og stirred ned i Gulvet. Hans ellers saa blanke Øjne syntes overtrukken af en Hinde, der gjorde dem glansløse og døde. Han følte sig fortabt som en domfældt. Haanden med Huen hang stille ned, og Fingrene klemte fast om Pengestykket.

«Ka for nokke, staar Du der endnu?» Munthes Stemme lød overrasket. «Nu faar Du gaa, far.»

«Forbannet Fruentimmertøv,» mumled han mellem Tænderne, da Sivert var borte, og saa rejste han sig og stopte en ny Pibe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.