S.G. Myre

av Amalie Skram

IX

«Qu’est-ce-que vous-avez donc aujourd ‘hui mademoiselle Lydia?» raabte den franske Lærerinde i «Institut für junge Damen, Altona, Landesstrasse 109.» Hun trommed med sine myge Fingre iltert i det aflange, sorte Skolebord, ved Enden af hvilket hun sad mellem otte unge Damer, fire paa hver Side. Lydia havde konjugeret naitre rent bort i Natten.

«Naitre, naiquant, eh bien mademoiselle Lydia? Silence mes dames!» det sidste var henvendt til to fyldige mørkhaarede Piger i Sekstenaarsalderen, der sad og hvisked og lo og saa over paa Lydia.

Lydia sa, at hun havde Hodepine og bad om Lov til at forlade Skolestuen.

«Det er Hjærtesorg,» sa den ene af de mørkhaarede paa Fingersprog over til Rosa Wegner, Lydias Sidekammerat, en Blondine med fremstaaende Øjne, bløde smaa Ansigtstræk og en liden kirsebærrød Klat til Mund. «Hun er forelsket i den unge Nordmand, som Du og hun kom kjørende med igaaraftes.»

«Attention mes dames!» buldred Lærerinden og slog et Klask i Bordet.

Da Lydia kom op paa sit og Rosa Wegners fælles Værelse, der likesom Pensionatets øvrige Sovekamre laa i Kvistetagen ud til Gaarden, stod der en Pige i kortærmet Kjole og med en Topkappe paa Hodet, og spredte de unge Damers nystrøgne Vask ud over Straasofaen og Stolene.

«Aldrig er her da Fred at faa nogetsteds heller,» tænkte Lydia, og skyndte sig ud igjen. Hun tog sin Hat og gik ned i Haven, hvor hun gav sig til at spadsere frem og tilbage i Akaciealleen, ved hvis ene Ende der var et udtørret Springvandbasin, omgit af nogle hvide, kvindelige Træfigurer i lange Klædebon og Hænderne sammenlagt over Brystet.

Lydia mindedes de første Ganger hun havde gaat her. Dengang havde hun syntes, at det var saa’n en dejlig romantisk Have, saa fuld af Overraskelser, men nu var hun saa lej af den. Hun kjendte den ud og ind, vidste endog, hvordan der lugted i hver enkel Krog af den. Overraskelserne var ikke Overraskelser mere, men bare Kjedsommeligheder, saa utaalelige, at hun gjerne kunde skrige ved Synet. Som nu de væmmelige TræpopperForfatternote: Trædukker. dernede ved Basinet, som man ikke saa, før man ved en liden Drejning af Vejen pludselig stod foran dem.

«Überraschend, nicht wahr?» Lydia hærmed efter Bestyrerinden.

«Scheusslich, hässlich, unausstehlich!» vilde hun sige næste Gang, og saa vilde hun stampe med Foden, og række Tungen ud, saa langt som saa.

Ikke engang stor var Haven. Det havde bare vært Indbildning, fordi der var saa mange Vinkler og Krinkelkroge, rigtig saa’nt fordægtig Snuskeri, som ordentlige Folk hverken vilde eje eller ha. En ækkel liden Fillehave var det, med støvet, simpelt Buksbomhegn, klistret ind mellem Nabohaver, klods op til Altona Landesstrasse foran, hvor den uudholdelige Omnibus i ét væk kom forbi. Se, der er den igjen. «Hamburg, zehn Minuten. Zehn Minuten Hamburg, meine Herrschaften!» raaber Konduktøren og svinger med sin Klokke, idet den tunge, gule, firkantede Kasse langsomt kjører forbi. Hvad skulde hun ogsaa gaa her for? Inde i Lysthuset borte i Hjørnet var hun dog fri for at maatte se paa den Landevejen udenfor, hvergang hun kom nedover.

Hun forlod Alleen, gik rundt den store Græsplæne med Metalkuglen, i Midten af Haven, forbi de lange, smale Blomsterrabatter ind i det runde Lysthus, hvis Sprinkelvægge var dækket af nylig udsprungen Vedbænd og Vinløv.

Institut für junge Damen,
im Jahre 1836 von den Schwestern
Augusta und Theresia Baumann
errichtet,

læste hun paa den solbelyste Forside af den graa gamle toetages Pensionatsbygning med de to Rækker lave, tætte Vinduer.

Uf nej, at sidde og læse paa disse store, sorte Bogstaver, hvis hvereneste Sving og Snørkel hun kjendte saa vel, at hun saa dem allertydeligst med lukkede Øjne, var endnu værre end Landevejen. Hun flytted sig paa Bænken helt hen til Indgangen, saa hun vendte Ryggen til Pensionatet, og læned Hodet tilbage mod Væggen. Hun vilde gjennemgaa de sidste Dages Oplevelser. Rigtignok havde hun tænkt paa det hele Tiden siden igaaraftes, det vilde sige, det havde liksom ligget under alt det andet, hun tænkte paa, men nu vilde hun ta det for sig rigtig ordentlig i Ro og Mag.

Det havde vært en dejlig Tid, disse Pintseferiedage. Tænk, om hun engang kunde gjøre Gjengjæld og invitere Rosa op til Bergen, Rosa havde flere Ganger sagt, at hun saa gjerne vilde se Norge. Men de havde det ikke saa fint som Rosas Far, der bode i et prægtigt Hus ved Alsteren, endda han var Enkemand, og bare havde den ene Sønnen hjemme. Som de havde moret sig disse fire Dagene! Selskaber og Kjøreturer og Teater og Cirkus og uafladelig noget nyt, fra Morgen til Aften. Det var nu ikke bare for hendes Skyld, at Grossereren og unge Wegner havde anstrengt sig saaledes forresten, men ogsaa for Carl Ravns. Ja, for et Held, at han netop samtidig var i Besøg hos Rosas Bror, for uden ham var det vist blet stivt og kjedeligt. Dette at de to kunde tale sammen uden at de andre forstod det, og i en rasende Fart og rent uformærkt faa sagt en Masse fornøjelige Ting, som slet ikke var fornøjelige forresten for andre end dem. Hun maatte le om og om igjen, naar hun tænkte paa det. Og saa meget som de havde faat gi sig af med hinanden. Rosas Bror havde laget det saa. Han havde vært saa glad, fordi hans norske Forretningsven havde truffet en Landsmandinde, som han kunde snakke løs med. Nu var det da godt at se, at han ikke kjeded sig. Han havde sagt det med saa’nt underligt Smil, som om han tænkte noget mere ved det, og Rosa var ogsaa kommen med Hentydninger. Hun var vis paa, de trode Carl Ravn gjorde af hende, eller kanske det var Tøv og Spøg, bare noget de syntes de maatte lade som de trode –. Tyskerne var jo saa opfyldt af sligt. Men igaar Aftes forresten, da Rosas Bror og Carl Ravn havde fulgt dem tilbage til Pensionatet i Wegners store Kaleschevogn, hvor de havde siddet nedsunkne i de bløde, lysegraa Puder, da havde han hele Tiden sét saa underlig paa hende, bedrøvet og længselsfuldt og liksom saa smeltende varmt, og saa havde Øjnene hans skinnet saa svært, især paa de Steder af Vejen, hvor de store Kastanjetrær gjorde det mørkere. Naar hun tænkte paa det Blik, gik det formelig i hende – – –

«In alten Tagen ward eine solche Braut aus der Gemeinde unseres Herrn Gottes mit Schimpf und Schande gesteinigt. Jetzt aber begiebt es sich nur allzu oft, dass die Braut mit dem Brandmale der Unzucht auf ihrem Leibe in den Tempel dess Herrn tritt – – Slidder Sladder! Skal Du nu igjen til at tygge paa det uanstændige Præstepræket hans – det er da ogsaa forfærdeligt, naar noget først hænger sig fast i Ørene paa et Menneske.»

«Undertiden kunde en ønske, at Tiden vilde staa stille, for hvordan jeg skal falde tilrette i mine gamle Folder igjen efter dette,» – nej, som han havde sukket og sét melankolsk ud, da han sa det. Men derfor var det slet ikke sagt, at han var forelsket, og det kunde jo ogsaa være Rosa, han havde tænkt paa, skjønt hvorfor skulde han saa snakke norsk og hviske det, saa bare hun kunde høre det? Og slig som han havde trykket hendes Haand til Afsked i gaaraftes og sagt, nej, bare mumlet, at han haabed, de snart skulde sés igjen. Det saa ud, som han var paa Nippet til at græde, men det tog hun naturligvis Fejl i. Selv havde hun pludselig havt Taarer i Øjnene, – det havde hun da ogsaa faat høre af AugustaAugusta] rettet fra: August (trykkfeil) og Helene, som siden ikke havde gjort andet end ærte hende med «dem jungen, blonden Norweger». At nu ogsaa Augusta og Helene netop skulde staa der og glane over Buksbomhækken, med det samme de kom kjørende. – Det var de to værste af hele Pensionatet at komme ud for. Bare de ikke ogsaa fik Rosa til at begynde, for saa kunde hun ikke holde det ud.

Det var da ogsaa forfærdelig tosket med de Taarer – De maatte jo tro alt muligt. Saa ærgerligt! For hun var jo ikke forelsket i Carl Ravn, ikke det aller-allerbitterste. Men hvorfor skulde hun saa flæbe? Aa, det var vel, fordi hun altid blev saa blød om Hjærtet, naar hun sa Farvel til nogen, og han rejste jo ovenikjøbet saa langt bort, og ingen kunde vide, om de saas mere. Hun flytted sig paa Bænken og slog Støvet af Bordhjørnet foran sig med sit Lommetørklæde, mens de urolige Øjne under de haardt sammentrukne Bryn, lyste med en tør Glans.

Men hvis han nu alligevel skulde være bleven indtat i hende, saa kanske han opsatte Afrejsen. Aa, hvad skulde det saa nytte til? Hun var jo en Fange i Pensionatet og han – og desuden – –. «In alten Tagen ward eine solche Braut,» Uf da! hun stamped med Foden, rev Hatten af Hodet og kasted den paa Bordet.

Ja, hvordan det nu havde sig eller ikke, saa var hun glad for, at han rejste, just bra, at han kom væk netop idag, nu med det samme. Det var ikke det, hun var bedrøvet for – aa langtifra! Hun var bare i daarligt Humør, fordi Pintseferien var forbi, og det var jo saa rimeligt, slig som de havde moret sig. Nu var det blet saa væmmeligt paa Pensionatet; før havde hun likt sig noksaa godt der. Uf ja – hun folded Fingrene fast i hverandre, la Hænderne bag Nakken, løfted Brystet og pusted langt og højt. Den, som kunde faa se ham én Gang til alligevel, én eneste én, bare for at komme rigtig til Ro, og bli vis paa, at hun ikke brød sig om ham. For det var saa rart; naar hun ikke saa ham, var hun liksom lidt forelsket i ham, syntes hun, men saasnart hun saa ham, gik det over, og det kunde ikke kaldes for Kjærlighed vel.

Hun hørte den lille Havelaage knirke ned i Buksbomhækken og straks derpaa Skridt paa Grusgangen udenfor. En Anelse gik som et Stød igjennem hende. Hun letted sig op, bøjed sig forover og keg ud af Lysthuset. En ung Mand i lys, graabrun Sommerdragt, med Hat og stramme Hansker af samme Farve kom langsomt opover; den tynde Spaserstok slæbte efter ham. Det var ham.

Lydia drog Vejret kort og hurtigt. Hendes Øjne hang ved den lysklædte Skikkelse, og hun rørte sig ikke. Nu stod han stille og saa op mod Huset, gik saa atter et par Skridt, stansed igjen, drejed sier lidt, og lod Blikket vandre rundt i Haven.

«Bare han ikke gaar igjen,» tænkte Lydia og tog sig rask sammen.

«Goddag Ravn,» sa hun og traadte ud af Lysthuset. Stemmen ligned ikke hendes egen, syntes hun.

Han vendte sig og gik bagover med et Sæt, da han fik Øje paa hende. Det varte lidt, før han tog til Hatten. Et Smil, der var lykkelig og forlegent samtidig, gled fra hans blaa smalle Øjne ud over Ansigtet, og Kindernes blege Farve blev langsomt lyserød.

«Idag gik det ikke over med det samme,» tænkte Lydia. «Tværtimod.» Blodet jog bølgende varmt igjennem hende.

«Skal De op i Pensionatet?» spurgte hun muntert. «Det maa jeg sige, er stolt af Dem, at De vilde vove Dem ind i et saa ‘nt Damerede.»

«Jeg stod virkelig ogsaa og tænkte paa. om det ikke var bedst at luske sig bort igjen,» han lo lidt, idet han sa det, og traadte nærmere.

«Ja, jeg saa det nok paa Dem. Hvad vilde De sagt, naar De nu var kommen indenfor og havde mødt dem allesammen?»

«Jeg vilde bedt om at faa Tale med Frøken Munthe.»

«Det havde De aldrig i Verden havt Mod til!» sa hun overgivent. «Det var altsaa mig, De vilde besøge og ikke Rosa. Hvor heldigt, at jeg havde Hodepine og bad mig fri for den franske Timen. Vi kan like godt sætte os her,» hun gik ind igjen i Lysthuset. Han fulgte efter og de tog Plads ligeoverfor hinanden.

«Ja. Jeg vilde forebragt, at jeg havde Hilsener til Dem hjemmefra.»

«Men Rosa véd, at vi ikke er fra samme By.»

«Ja, saa vilde jeg sagt, at da jeg nu skulde til Bergen, kom jeg for at faa Hilsener med til Dem fra Deres Forældre, nej omvendt, mener jeg. Aa jeg skulde nok klaret mig.» «Om hun saa ti Gange ligner et Faar, som de siger, saa er hun alligevel dejlig, og saa klær hun sig saa delikatenes pent,» tænkte han, mens hans Øjne et Øjeblik strejfed hendes lyse blaaspettede Sommerkjole med det fikse, moderne Snit.

Lydia sad urolig paa Bænken. Hun strøg sig tit over Ansigtet og retted paa sit brusende, gule Haar, som hun nu bar i Lokker, og hun undgik omhyggelig at se paa Ravn. Hans Øjne veg derimod ikke fra hendes Ansigt.

«Ja De skulde jo rejst idag,» bemærked Lydia, som om der ingen Pause havde været. «Det var sandelig uventet at faa se Dem.»

«Jeg har opsat det.»

«Men hvorfor det da?»

«Jo, for jeg kunde ikke.»

«Aa, bare det var mig, som skulde rejse,» skyndte hun sig at afbryde ham. «Jeg er saa kjed af at være her, men tænk, jeg har endnu et helt Aar tilbage. De kan nok vide, det ikke er morsomt – en Stund gaar det an, men i Længden – uf nej!» Lydia talte meget hurtigere, end hun plejed, mens hun i ét væk skifted Stilling, satte Albuen paa Bordkanten og læned sig forover med Kinden i Haanden for saa straks efter at rette sig op igjen. «Bestyrerinden er saa lej, saa’n en rigtig Skolersmor, vi kalder hende Giraffen, Gud ved hvorfor egentlig. Hun gaar med Hæler saa høje som saa, fordi Benene hendes er for korte, og saa er hun saa mager og knoklet; det brager i hende, naar hun kommer, liksom hun var lavet af Træ. Hun vil, vi skal være som Nonner, men De kan tro, vi narrer hende – de andre da, – ikke jeg saameget for jeg faar ingen hemmelige Brever desværre. – Og saa læser hun Bordbøn ved Maaltiderne og drager os i Kirken hver eneste Søndag, og da maa vi gaa parvis nedover Gaden, saa alle kan se, vi er et Pensionat. – Er det ikke rædsomt?» Hun saa flygtig hen paa ham, og det var et Øjeblik, som om Hjærtet hopped i hende ved det betagne Blik, hun mødte.

«Men hvis De ser mine Forældre saa sig bare, jeg har det godt,» for Lydia fort, «for det skriver jeg altid hjem. Har De været i Bergen før?»

«Nej.»

«Gud véd, om De saa kommer til at drives der; Østlændinger liker sig jo aldrig paa Vestlandet. Hvorfor har De valgt Bergen til at bosætte Dem i?»

«Det er min Far, som har valgt. Han har Forbindelser der.»

«Vil De ikke gruelig nødig?»

«Før vilde jeg det nødig, men ikke nu mere,» de sidste Ord kom lidt lavere.

«Hvorfor? Uf, som jeg spør! Men hvad jeg vilde sagt – synes De ikke, Rosa er nydelig?»

«Aajo,» kom det langtrukkent. «Lidt vel tysk.»

«Stor og fyldig med altfor lubne Hænder, mener De? Ja, for det synes jeg, alle tyske unge Piger har. Jeg var ogsaa tyk før, men nu er jeg bleven mager. Aa, men Rosa er saa snil, det er min bedste Veninde, den éneste, jeg bryr mig rigtig om her. Havde jeg ikke hende, holdt jeg det ikke ud.»

«Tænk, hvor hun er lykkelig,» han sa det hen for sig, mens han blev ved at betragte hende som før.

«De snakker!» Lydia lo nervøst, «Men saa maa De altsaa hilse allesammen hjemme forfærdelig meget, Hermann og Julius ogsaa, det er to Brødre, jeg har, og fortæl dem endelig, hvor tynd jeg er bleven, for de ærted mig altid før med, at jeg var som en Budeie.»

«Det skal jeg nok,» sa Carl Ravn aandsfraværende.

Pause.

«Hvad Tid rejser De nu da?» sa Lydia, og samtidig tænkte hun: «Du skulde hellere spurgt, om han ikke vilde hilse paa Rosa.»

«Det kommer an paa Dem,» svarte Ravn med en underlig indestængt Stemme.

«Es kommt auf Sie an,» deklamerte Lydia, og lo igjen. «Det siger Forføreren til Fru Christiane i den Bogen, Rosa og jeg læser paa Sengen. Vi har laant den af vores Zimmermädchen, som har den fra et Lejebibliothek. Giraffen véd naturligvis ikke om det. Har De læst den? Den heder «Gott waltet.»

«Nei.»

«Den er af Dumas, forfærdelig spændende! Vi læste før en anden: «Die Rache ist mein, Ich will’s vergelten», men den var langt fra saa morsom. Er De ikke glad i at læse?»

«Jo. Især Digte.»

«Ja, Digte er dejlige.»

«Ach ein Traum dass wir uns lieben, und dass wir uns nie verloren,» deklamerte han med en svag Skjælven i den indestængte Stemme.

«Det har jeg læst, det er vist af Heine. Men at De, som er Handelsmand, sværmer for Digte?»

«Det ligger til Familjen, sa han liksom undskyldende. «Min Far skriver Vers, som blir trykt, men det er en Hemmelighed.»

«Saa passer han vel ikke sine Forretninger?»

«Aa jo, det gjør han nok. Forresten er min Onkel associé.»

«Hvad er han da? Fortæl mig lidt om ham.»

«Aa, men hvorfor!»hvorfor!»] rettet fra: hvorfor! (trykkfeil) Der vibrerte som en Klang af Bebrejdelse i Tonefaldet. «Jeg kom herud for at tale om ganske andre Ting.»

«Ja, det véd jeg nok,» sa Lydia hurtig. Det for hende ud af Munden, næsten uden at hun vidste det. Hun blev blussende rød, bed sig i Læben og sa stakaandet: «Vil De ikke ogsaa hilse paa Rosa?»

«Nej,» han rysted uvillig paa Hodet. «Naar De véd, hvorfor jeg kom, og er saa’n som De er, saa véd jeg ogsaa, hvad jeg har at vente mig. Hvorfor har De forandret Dem saa siden igaar?» Hans Øjne fik et lidende Udtryk, og de fine, lysebrune Bryn sitred ved Næseroden.

Lydia vilde svare noget, der skulde slaa det hen, men idetsamme strejfed hendes Øjne hans Ansigt, og Ordene døde paa hendes Tunge. Hun blev bleg, og Næsevipperne rørte sig.

«De skulde ikke vært saa’n imod mig, naar De ikke mente det,» vedblev han langsomt og afbrudt, som om det anstrengte ham at faa Ordene frem. «Jeg har aldrig før for Alvor bryd mig om nogen. – De skulde vide, hvor ondt det er.»

«Men hvad har jeg da gjort?» Lydia skygged med Haanden for Øjnene. I hendes Stemme var der ikke mere Spor af den forrige snakken-løs. Tonen var helt forandret.

«Hvad De har gjort, véd jeg ikke, men De var saa sød og venlig imod mig, at jeg trode,» han sad og bored let med Spadserstokken i Lysthusets Jordgulv – «Det er naturligvis min egen Dumheds Skyld. Hvad man gjerne vil, indbilder man sig let. – De maa bare ikke tro, at jeg bebrejder Dem noget, aa langtifra! Dertil ser jeg altfor meget op til Dem, og det er som sagt bare mig selv –,» han holdt inde og blev ved at bore med Spadserstokken.

Lydia havde bøjet Hodet helt ned paa Brystet og klemt Haanden fast for Øjnene, «In alten Tagen ward eine solche Braut. – Hvad skal Du gjøre? – Aa Gud, aa Gud, hvad skal Du gjøre?» sa det uafladelig inde i hende.

«Saa faar jeg vel gaa igjen,» lød det utydeligt over til hende. «Jeg kan kanske endnu komme afsted idag.»

«Aldrig se ham mere – hvad skal, hvad skal Du gjøre?» Hun lytted krampagtig efter hans Bevægelser, mens Haanden fremdeles dækked for Øjnene. «Jo, nu rørte han paa sig, det var vist Hatten, han tog fra Bordet –. Der rejser han sig.»

«Aa nej da!» raabte Lydia og for op med et Sæt. Hendes Mine var saa underlig forstyrret, at Ravn uvilkaarlig gled ned igjen paa Bænken og saa forbanset paa hende.

«De skulde vide, hvor ondt det er, siger De. End jeg da!» Hun talte lavt og monotont, og kneb med Fingerspidserne om sine nederste Kjoleknapper, én efter én, saa Neglene blev hvide. «Jeg skal sige Dem – aanej, det kan være det samme,» hun kasted Hodet tilbage og saa stærkt blinkende op i Lysthustaget. «Skjønt hvorfor ikke,» vedblev hun lidt efter, «hvad gjør det. – De har ikke tat Fejl, jeg er glad i Dem, jeg er det kanske endda mere, end De i mig, men jeg forstod det ikke selv, før nu idag, og jeg har ikke forandret mig siden igaar, men da vidste jeg ingenting, hverken om Dem eller mig, jeg syntes bare, det var morsomt at være med Dem. JegJeg] rettet fra: Je (trykkfeil) har vært saa lykkelig i disse fire Dager like til igaaraftes, da Dere kjørte bort igjen, De og unge Wegner, da kom det over mig med saa’n Tomhed og Lede. Nu forstaar jeg, at det var for Deres Skyld. Siden synes jeg, at her er blet saa rædsomt, alting er rædsomt, alting» – hun rysted sagte Hodet og stirred ret frem for sig.

Ravn flytted sig paa Bænken, saa han kunde naa hendes ene nedhængende Haand. «Men naar det er saa, Lydia,» sa han hviskende, «hvorfor kan vi saa ikke? – Det var jo derfor jeg kom, for at sige Dem – og spørge, om De vilde gi mig noget Haab,» han trykked sagte hendes Haand og saa ømt paa hende.

«Haab?» Lydia studsed ved dette Ord, som om hun aldrig havde hørt det før, og saa gik der en Frysning igjennem hende. Haab? Nej, det var netop Haab, der ikke var for hende. – In alten Tagen ward eine solche Braut aus der Gemeinde unseres Herrn Gottes. – Nej, en saadan Brud vilde hun ikke være – aldrig i Evighed!

«Og der er Haab, ikke sandt, Lydia?» hvisked Ravn bønlig og kyssed hendes Haand.

«Nej, der er slet ikke noget Haab,» mumled Lydia hen for sig.

«De siger jo, at De er glad i mig, Lydia?»

«Ja, netop derfor,» hun saa ud, som hun talte med sig selv. «Jeg forlover mig aldrig, binder eller gir mig aldrig til nogen, jeg er glad i. Nu véd De det.» Der brændte to røde PletterPletter] rettet fra: Plettetr (trykkfeil) oppe i Panden over Øjenbrynene, ellers var Ansigtet dødt og blegt.

En ubestemt Modløshed sneg sig over Ravn. Lydia saa saa haabløs og paa samme Tid saa urokkelig ud. Han følte, det var Alvor, skjønt han ikke forstod et Muk af det.

«Men skal vi da slippe hinanden, naar vi begge er glad i hinanden?» Tonefaldet var saa spagt. – «Jeg kan det ikke, Lydia. Hvad er det for noget Hjernespind, De har gaat og lavet sammen?» HanHan] rettet fra: Ran (trykkfeil) rejste sig og la frygtsomt Armen om hendes Liv.

«Det er ikke Hjernespind,» svarte Lydia og smilte stivt.

«Har De da bundet Dem til en, som er død eller bortreist, eller har De aflagt et Løfte om ikke at gifte Dem af Kjærlighed? Ja, for dette er den værste Gaade, jeg har vært ude for.»

«Ja,» sa Lydia og smilte som før. – «Jeg er bunden til en, jeg aldrig kommer løs fra.»

«De skal fortælle mig, hvordan det hænger sammen, hører De, Lydia. Betro Dem til mig, det kan De trygt.»

Bare Tanken om, at Ravn nogensinde skulde faa et Glimt af Nys om hennes Hemmelighed, jog en slig Skræk igjennem hende at hun blev stiv og kold som staal. «Nej,» sa hun, næsten vredt, og rev sig løs. «Aldrig siger jeg det!» Hun skyndte sig ud af Lysthuset, han fulgte efter og vilde holde hende tilbage.

«Gaa, skynd Dem for Guds Skyld,» bad hun angst. «Der ringer Klokken, saa er Timen ude; om et Øjeblik har vi dem alle herned i Haven før Middagen.»

«Nej, ikke skrive, ikke skrive,» sa hun lidenskabeligt. «Gaa nu, før nogen ser Dem, ellers faar jeg Spørgsmaal, jeg ikke kan udholde.» Hun sprang op over Grusgangen mod Huset.

«Somme har det saa, og andre saa,» mumled Ravn, mens han saa efter hende. «Fanden forstaa sig paa det.» Saa gik han. – –

«Hvor skal Du hen, Lydia?» raabte Rosa Wegner, idet hun tog sin Hat og Mantille ned fra Knagen i Gangen udenfor Spisestuen nedenunder. Pensionatet havde drukket The og var fri for den Dag til Kl. ½10, da det var Sengetid.

«Op,» svarte Lydia uden at stanse sit Løb i Trappen.

«Kommer Du ikke ned i Haven?»

«Nej! Jeg maa læse paa de tyske Udenadvers.»

«Det er udlagt: drømme om den unge, blonde Nordmand!» raabte den mørkhaarede Augusta, som stod ved Siden af Rosa og knytted sit Hattebaand. «Ikke sandt, Lydia?»

Lydia var alt oppe i den mattebelagte Vindeltrappe, der fra anden Etage førte til Soveværelserne i Kvistgavlerne.

Da hun var kommen ind, stod hun lidt og pilled paa den lyseblaa Porcelænshyrdinde, der i halvt liggende Stilling pryded Laaget paa en Toiletskaal, og flytted tankeløst om paa de øvrige Smaasager, som i sirlig Orden var stillet ovenpaa Komodens Filértæppe. Saa tog hun en Bog, paa hvis Ryg der var skrevet: «Auserwählte Romancen und Lieder für den Jugend,» tændte Lyset og satte sig i den lille Straasofa. Hun slog op midt i Bogen, støtted Albuerne paa Bordkanten og Kinderne i Hænderne, og stirred i Bogen uden at læse. I den Stilling fandt Rosa hende, da hun en Timestid senere kom derop.

«Men det er jo slet ikke det, vi skal ha til imorgen,» udbrød Rosa, idet hun bøjed sig over Lydias Skulder med Øjnene fæstet i Bogen.

«Jeg læste lidt videre.»

Idetsamme gik Døren op, og Augusta, klædt som Ridderdame i hvid Pudderparyk og blaat, firskaaret Atlaskesliv, stramt snøret foran og med høje Puffer i Overærmene, fulgt af en fløjelsklædt Page, som bar hendes lange, røde Silkeslæb, traadte ind og hilste gravitetisk.

«Juchhe!» raabte Rosa, og sprang hen og drejed Nøglen om i Døren. «Hvorfor har Du ikke sagt det, saa vi ogsaa kunde vært i Dragt?»

«Jeg vilde overraske jer Børn,» svarte Augusta. «Skaf mig til Sæde,» hun vendte sig til Pagen og pegte bydende med sin Vifte paa det Sted, hvor hun vilde sidde.

Pagen gjorde et kejtet Buk, satte en Stol frem paa Gulvet og bukked igjen.

«Skal det være Thusnelda og Ridder Edgar?»

«Nej, vi har indstuderet noget andet,» svarte Pagen og gned sig glad i Hænderne.

«Ikke sæt Bagen saa ud, Helene,» skjændte Augusta og slog efter Pagen med Viften. «Den er stor nok i forvejen. Hvorfor er du ikke henrykt, Lydia?»

«Jeg har jo set jer saa tit i det Kostyme.»

«Hva’, hva’, hva’, er hun grætten, Mademoiselle?» Augusta stamped i Gulvet med sin Safians Snabelsko. «Hun fortjente, at vi gik vor Vej, Helene.»

«Væk med «Romancen und Lieder»,» raabte Rosa og slog Bogen sammen. «Nu skal vi være Koret,» hun trak Lydia op fra Sofaen.

«Nej, det er ikke Tragedie iaften,» bemærked Augusta. «Det ender i Fryd og Gammen, foreløbig ialtfald. Begynd nu Helene,» vedblev hun henvendt til Pagen, «og husk saa paa at være lidenskabelig, saasnart Du mærker min Svaghed.»

Pagen stilled sig op bag Augustas Stol.

«Nu ser Du altsaa smægtende paa mig,» instruerte Augusta, «lar Blikket glide langsomt nedover mig, lige til Fødderne og tilbage igjen, og saa sukker Du, saadan rigtig kvalfuldt, véd Du.» Hun la sig bagover mod Stoleryggen med Hodet paaskjæve og halvlukkede Øjne, korsed Armene over Brystet og vifted sig mat.

«Løs min Sko,» vedblev hun med træt Teaterstemme, og rakte den ene Fod frem. «Baandet strammer om min Ankel!»

Pagen gik frem foran Ridderdamen, sank ned paa det ene Knæ, satte Augustas Fod op paa det andet, der var bøjet i en Vinkel, og løste Skobaandet.

«Du glemmer at skjælve paa Hænderne,» hvisked Augusta.

«Hvad gjør Du med min Fod, Dreng?» kom det lidt efter søvndrukkent, mens Øjnene lukked sig mere.

«Jeg løser Baandet ædle Herskerinde, og saa forlyster jeg mit Øje med at betragte Ankelens dejlige Form.»

«Ser man det,» sa Ridderdamen med hendøende Stemme, mens hun blev ved at vifte sig langsomt. «Bliv dog færdig engang.»

«Ak forund Eders tilbedende Slave endnu et Par Øjeblikke, skjønneste Herskerinde. Sluk ikke Lyset saa hurtig for hans blændede Øjne,» Pagen bøjed Hodet ned over Foden og kyssed den.

«Min Gud, hvad var det,» læsped Augusta og smilte mat, uden at forandre Stilling eller aabne de nu helt lukkede Øjne. «Nu er det, Du mærker min Svaghed,» hvisked hun saa hurtig.

«Ak, at jeg maatte dø,» begyndte Pagen med Ansigtet tæt nede ved Foden.

«Min Kval er større,» afbrød Augusta.

«Min Kval er større, end nogen dødelig kan bære,» skyndte Pagen sig at fortsætte.

«Lidenskabelig,» hvisked Augusta.

«Min Kval er større, end nogen dødelig kan bære,» begyndte Pagen om igjen, idet han stønnende slog sig for Brystet med den ene Haand, mens han holdt paa Foden med den anden. «Ak, at jeg maatte dø her i salig Beskuelse af Eders skjønne Fod hellere end at skulle gaa om med denne brændende Ild i mit Bryst, som lidt efter lidt fortærer mig.» Her sank Pagen helt sammen og hulked med Foden trykket op mod Hagen.

«Tys Dreng, hvortil disse Taarer?» Ridderdamen retted sig op og klapped Pagen paa Haaret.

«Min Gud, denne Berøring!» Pagen for op som en Bold. «Den gjør mig svimmel; jeg er ikke mere mig selv mægtig.»

Ridderdamen havde ligeledes rejst sig, «Jeg tror, jeg besvimer,» hvisked hun og holdt begge Hænder for Øjnene, idet hun gjorde Mine til at ville synke om.

Pagen slog Armene om hende. «Min Beherskerinde, min tilbedte! Nu kan ingen jordisk Magt holde dette Ord tilbage: Jeg elsker Dem,» han kyssed hende paa Munden.

«Tys, hvo kommer der?» raabte den besvimede i Angst. «Ha, min strenge Fader! Før mig bort, ulykkelige.»

Pagen løfted hende op i sine Arme og løb afsted med hende. Han var imidlertid ikke kommen mange Skridt, før han lod hendes Ben glide ned paa Gulvet og slap hende. «Du er tung som en Elefant,» stønned han og sank om paa den nærmeste Stol.

«Bravo!» raabte Rosa og klapped i Hænderne.

«Narrestreger,» mumled Lydia og vendte sig om mod Vinduet.

«Gjorde jeg det nu ikke rigtig, Augusta?» spurgte Pagen.

«Aa jo saamæn, men Du kysser fremdeles med lukket Mund. Du har ingen Erfaring min Pige.»

«Ikke det? Jeg som har vært forlovet i 3 Uger! Men han kyssed slet ikke saadan, som Du vil ha det.»

«Saa har Du ikke forstaat at trække ham op, Helenchen, og saa véd Du heller ikke, hvad det vil sige at bli saadan rigtig knuget i en Mands Arme. Du skulde kjendt min Gardeløjtnant! Det var en, som kunde.»

«Er det ham, Du faar de hemmelige Brever fra om Dagene?» spurgte Lydia.

«Hvor vil Du hen! Det var jo forrige Aar. Ak nej, de svandt, de svandt de skjønne Elskovsdage. – Da Sommeren var forbi, var min Løjtnant det ogsaa.»

«Kom der saa en anden?»

«Ja, saa kom der en anden,» Augusta blinked og nikked og smilte skælmsk.

«Hvad siger han til din Løjtnant?»

«Til min Gardeløjtnant! Du bilder Dig da vel ikke ind? – En Elsker skal altid tro, han er den eneste og første, ellers er Fortryllelsen borte.»

«Men hvis han nu fandt paa at spørge Dig en Dag?»

«Saa løj jeg naturligvis.»

«Fy,» sa Lydia.

«Skulde jeg fortælle alle mine Elskovseventyr til hver ny Inklination, jeg fik? Ak Gud, det blev dog for besværligt. Du véd jo, at jeg begyndte, da jeg var tolv Aar.»

«Gud, der er Giraffen!» Rosa rakte Haanden advarende i Vejret.

Der blev dødsstille i Værelset, og saa hørtes haarde, smældende Skridt ude fra Gangen. Det lød, som om nogen gik paa Stylter.

«Bare hun ikke falder paa at komme ind og se, om vi er i Seng,» hvisked Rosa, og holdt begge Hænder lukkende om Lyset.

Augusta løb paa Taa med Pagen i Haanden bort i Værelsets fjerneste Krog, hvor de pressed sig ned paa huk mellem Sengen og Væggen.

«Hun gaar forbi,» sa Lydia.

«Ja saa sandelig,» Rosa lod Hænderne synke. «Der gik hun ind til sig selv. Nu lukker hun Døren. Fred være med hende.»

«Amen,» sa Augusta, idet hun og Helene kom frem igjen fra Skjulestedet. – –

«Synes Du ikke, det er frygtelig urigtig af Augusta?» spurgte Lydia, da hun og Rosa var blet alene.

«Hvilket?» Rosa stod i Korset og Underskjørt foran Spejlet og redte sit Haar.

«At hun har havt alle de Historier?»

«Bare det var mig,» svarte Rosa og gisped.

Lydia gik paa Strømpelæsten frem og tilbage i Værelset. Hendes Kinder brændte, og hun holdt de nervøst arbejdende Hænder paa Ryggen.

«Men sig mig,» sa hun efter en Pause og standsed bag Rosa, «hvis det nu var Dig, vilde Du da ogsaa, ja jeg mener, skjule det for den, Du skulde gifte Dig med, f. eks.?»

«Tror Du kanske ikke, han vilde ha noget at skjule?»

«Mændene har jo Lov til det.»

«Men det har vi unge Piger ikke,» bemærked Rosa tørt. «Derfor holder vi det ogsaa hemmeligt.»

«Men jeg kunde ikke holde ud at lyve for den, som skulde bli min Mand, – at sige, hvis jeg var glad i ham.» Lydia gav sig atter til at gaa paa Gulvet. «Og det kunde Du vist heller ikke, naar det kom til Stykket.»

«Barn.» Rosa tog det afredte Haar af Kammen, vikled det sammen og putted det ind i Kakkelovnen. «Tror Du, jeg fortæller min tilkommende den min Historie med Papas Kontorist? Du kan stole paa nej!» Rosa gik fløjtende hen til Servanten og fyldte Vandfadet.

«Men hvis Du nu, – dersom der – – ja, hvis han nu havde – – saadan virkelig – – forført Dig, vilde Du saa ikke –?»

«Jo, hvis jeg ikke kunde udstaa ham og for enhver Pris vilde bli ham kvit,» svarte Rosa i en kjæphøi Tone, mens hun torred sig i Ansigtet.

«Men jeg har hørt,» sa Lydia lavt og stod stille et Stykke fra Rosa med Ryggen halvt vendt mod hende, «at den Ting ikke kan skjules. Man siger, at de mærker det paa Bryllupsnatten.»

«Det er bare noget, de har fundet paa for at skræmme os,» forsikred Rosa. «Her var en ung Pige her,» hun holdt inde, spidsed de smaa røde Læber og fortsatte næsten lydløst: «som de sa havde havt et Barn saagar.»

«Her i Pensionatet?» spurgte Lydia forfærdet.

«Ja, just her i Pensionatet,» nikked Rosa. «Hun rejste en Maanedstid før Du kom, og nu er hun gift med en anden og umaadelig lykkelig, har jeg hørt.»

«Jamen tror Du, det var sandt?»

«At hun havde faaet et Barn? Ja, hvorfor ikke? Det kan vist let nok gaa for sig.» Rosa saa meget overlegen ud.

«Hvor det er rædsomt,» Lydia gjøs og satte sig paa en Stol med Hænderne for Ansigtet. «Bedrage sin Brudgom saaledes.»

«Verden vil bedrages, min Pige, saa faar den ha det saa godt. Skal Du ikke i Seng, Lydia? Nu er Klokken saa mange, at Lyset skal være slukket.»

«Det gjør ikke noget; sluk Du bare; jeg kan godt klæ af mig i Mørke.»

«Jaja, god Nat mein Liebchen,» Rosa kom hen til Lydia, tog hende om Halsen og kyssed hende. «Men Gud, Du græder jo,» udbrød hun forbauset. «Hvad er der i Vejen med Dig?»

«Aa jeg er saa ulykkelig, saa ulykkelig,» sa Lydia, idet hun slog Armene om Rosa, der var i Natdragt, og la sit Hode op til hendes Bryst. Og nu vælded den frem den Graad, som hun hele Dagen med Magt havde holdt tilbage. Det var, som der brast en Skorpe etsteds indeni hende.

«Men hvorfor er Du ulykkelig, Lydia, hvad er der hændt Dig?»

Lydia kunde ikke svare for Hulken.

«Aa, jeg véd det!» Rosa knipste med Fingrene. «Du er forelsket i Carl Ravn! Betro Dig til mig, vil Du, Lydia! Du skal se, det letter Dig, og hvem véd, kanske jeg kunde hjælpe Dig. Kom nu her,» hun klapped Lydia paa Haaret og trak hende op af Stolen, «sæt Dig dér, saa kommer jeg straks.» Rosa snapped Sengeteppet og svøbte det om sig, idet hun satte sig i Straasofaen, hvor Lydia var gleden ned. «Saa, nu er jeg din Skriftefader.»

Omsider havde Lydia hulket sig færdig. Hun tørred Ansigtet, pusted Lyset ud, og mens Rosa, indtullet i Sengeteppet laa med Armene ud over Bordet og Ansigtet helt drejet om mod Veninden, fortalte Lydia, stadig afbrudt af Udraab og Spørgsmaal fra Rosa, Tildragelsen med Sivert hjemme i Haven paa Øvregaden; og om Carl Ravns Besøg og Frieri om Formiddagen.

«Men min Gud, hvad Du dog er for en Tosse, kjæreste Lydia!» raabte Rosa indigneret, da Lydia havde endt. «Sige nej til Carl Ravn! Er Du gal? Og se mig til hende, som har gaat ner i al denne Tid og har ladt saa uskyldig, mens hun – uf, jeg kunde banke Dig,» Rosa slap Taget i Teppet, greb Lydia i Skuldrene og rysted hende. «Var han stor og høj og vakker, den Husknegten deroppe i dit Bergen? Du slipper ikke, for Du fortøller mig alting. Alting, forstaar Du.»

«Aa nej Rosa,» bad Lydia. «Jeg kan ikke, ialtfald ikke iaften.»

«Men imorgen. Hører Du! Straks vi vaagner imorgentidlig. – Og hvad skal vi saa gjøre med Carl Ravn?»

«Gjøre,» gjentog Lydia aandsfraværende.

«Ja, for Du tror da vel ikke, jeg finder mig i, at du opfører Dig saa taabeligt! Naar Du nu virkelig elsker ham?»

«Just derfor.»

«Vis vas,» knurred Rosa. «Du er vist altfor puritansk opdraget, Lydia. Har Du virkelig gaat og græmmet Dig over dette lige siden det skete?»

«Ja, omtrent. Jeg har mange Ganger forsøgt at skyve det fra mig og lade, som det ikke var hændt, men Tanken om det har altid meldt sig paanyt. Og saa var det den Søndagen, da vi hørte den uanstændige Aftensangen, som Augusta siger. Kan Du huske?»

«Pastor Bauers Prædiken om det hellige Ægteskab? In alten Tagen ward eine solche Braut,» Rosa sa det vrængende. «Hvem bryr sig om, hvad saadan en gammel Bondepræst staar og vrøvler af sig paa en Prækestol?»

«Det kan Du altid sige, men naar det rammer, saa rammer det. Bruden skal være ren som en Engel paa Legeme og Sjæl, sa han, ellers drager hun Forbandelse over sig og sine Børn.»

Rosa gav sig til at fløjte Forførelsesarien af Don Juan.

Lydia sad ubevægelig med Hodet skjult i Hænderne.

«Gud, hvor Du vil le af Dig selv, naar Du bli ældre, Lydia,» udbrød saa Rosa. «Men Ravn skal Du gi et andet Svar, Fortæl ham det da, hvis Du ikke tør ta det paa Dig at lyve for ham. Der er jo en Mulighed for, at han gifter sig med Dig alligevel.»

«Nej, Rosa! Hellere end at sige det til ham, vilde jeg dø den værste Død. Bare jeg tænker paa det, er det som jeg skulde omkomme af Skam.»

«Saa kunde jeg jo,» foreslog Rosa, «skrive og antyde det, forstaar Du.»

«Rosa!» Lydia greb hende haardt om begge Haandled. «Hvis Du nogensinde fortæller en Stavelse til noget Menneske af det, jeg har betroet Dig iaften, sidst af alle til ham, saa dræber jeg mig. Hører Du?»

«Au da! klem mig ikke saa,» Rosa vristed Hænderne til sig.

«Lover Du at ikke sige noget?» Lydia greb febrilsk efter Hænderne igjen.

«Ja naturligvis, naar Du forlanger det.»

«Vil Du sværge, at tie evigt?» Lydia var ude af sig selv af Angst.

«Ich schwöre,» sa Rosa højtideligt og rakte to Fingre i Vejret. «Men nu maa jeg lægge mig. – Bevare mig vel, hvor jeg fryser.» Hun sprang op i Sengen med klaprende Tænder og la sig tilrette. «Vi kan godt snakke videre for det.»

Kanske det ikke var saa galt at være som Rosa og Augusta – endskjøndt det kom nu an paa, hvis der var hændt dem det samme, tænkte Lydia, mens hun klædte sig af. – – Forresten var der ingen Hjælp i at betro sig til nogen. Rosa forstod ikke, hvordan hun havde det, ikke rigtig ialtfald. – – – Dejlig var det dog, at hun havde havt en Frier, saa vidste hun da, at man kunde bli forelsket i hende. – Naar alt kom til alt, var det kanske bedst at vente og ikke ta den første, den bedste, Carl Ravn var ogsaa saa ung. – – – Hun havde altid tænkt sig, at hendes Mand skulde være meget ældre end hun.

«Sig mig bare én Ting,» afbrød Rosa borte fra Sengen Lydias Tanker, «hvad hed han, den unge Don Juan deroppe i dit Bergen?»

«Sivert,» sa Lydia, «Sivert Jensen.»

«Sivert –» gjentog Rosa. «Hvor gammel var han?»

«Nitten Aar, tænker jeg.»

Rosa laa lidt stille. «Bare jeg havde den Gutten her,» hvisked hun. Og liksom forskrækket over de Ord, der var undsluppet hende, udstødte hun et lidet Skrig, der halvvejs lød som Latter, sprat op i Sengen, og vendte sig mod Væggen med Ansigtet boret ned i Puden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.