S.G. Myre

av Amalie Skram

V

Om Eftermiddagen gik Sivert og drev ude paa Sandvigsvejen med en nytændt Skillingscigar i Munden.

«Monstro hvad Klokken var nu? Snart syv vel, for efter Solen at dømme saa – – Om en Timestid kunde han gaa hjem og lade, som han kom fra Øvregaden. Naar saa Moren spurte, om han havde spist, vilde han svare: ja. Sommetider, naar der var meget at bestille, havde han faat baade Mellemmad og Aftensmad, før han gik. Der kom en, som han kunde spørge, hvad Klokken var. Aanej, det kunde være til i siden.

Uf, hvor lang denne Dagen var. Han havde vært alle mulige Steder om Formiddagen, før det blev Middagstid, saa han kunde gaa hjem og spise. Først bortpaa Strandgaden, ned i hvereneste gudskaptige Gaard, ligefra Torvet til Bethanebryggen. Saa var han ruslet ned over til Nøstet, hvor han var kommen i Slagsmaal med nogle Gutter, som havde sigtet med Smaasten efter Cigaren hans. Derfra var han strøget tvers gjennem Byen ind paa Markekirkegaarden, og der havde han læst saa mange rørende Gravskrifter.

Der kom en til, som vist havde Uhr paa sig. Aanej, det var ikke værdt at spørge endnu; jo længer han vented, jo senere blev det, og jo snarere fik han Ende paa Dagen. «Der gaar «Laura» tilsjøs,» han saa ud over Kvarven, hvor en Brig laa og kryssed mellem Askelandet og Nordnæspynten. «Velbekomme! – Alting tjener dem tilgode –. Aanej, mæn gjør det ej, nej! Ti nu stille med dette Tøve dit. Nu har Du gnaalet paa «alting tilgode» og «i Sandhed elsker Gud», ligefra igaaraftes, og ka Nøtte har du havt af det? Har Vorherre rørt saa møkke saa Litnefingeren sin for te hjælpe Deg kanske? Hys, ikkje bespotte, ikkje pukke, det er din egen Skyld altsammen.»

Nu skulde han ha vært paa Øvregaden og kløvet Ved og ryddet op i Vedboden; imorgen var det jo Søndag. Monstro hvem de nu satte til det? – Kanske sad Lydia nu i Lysthuset og læste paa Forklaringen igjen. – Aanej, det gjorde hun vist ikke. Slike fose Cigarer, en fik ikkje Tid te snu sig rundt, før de var oprøgt.

«Aa, kan I seie meg ka Klokken er?» Sivert skraade over Vejen hen til en ældre Herre i lys opknappet Vaarfrakke, hvis lange Skjøder blaffed frem og tilbage ved hans raske, hoppende Skridt. Han gik med svingende Arme, tilbagekastet Hode og Hatten skudt helt bag i Nakken, og Sivert kunde høre, da han nærmed sig, at Manden talte højt med sig selv.

«Kan I seie meg ka klokken er?» gjentog Sivert, da han var lige foran ham.

«Dagdrivere og Mordere skulle sidde tilbords med Konger og Salmister i Himmeriges Rige,» sa Herren og stansed. Det lød som en fortsættelse af hans Enetale. Han holdt Armene stivt tilbage, og saa med sine tomme, fremstaaende Øjne langt hen for sig. Sivert betragted ham nysgjerrig.

«Hvo som ihjelslaar sin Broder er skyldig for Raadet,» vedblev Herren, «men hvo som ihjelslaar Guds kostbare Tid er skyldig for det høje Tri-bu-nal.» Det sidste Ord udtalte han i 3 Afdelinger med hævet Stemme og løfted sig paa Fødderne, idet han bevæged Munden, som om han snapped efter Fluer.

«Eg vilde gjerne vite ka Klokken er?»

«Forfængelighed, Forfængelighed,» mumled Herren og satte Maven frem i smaa ivrige Stød, saa den svære Dingeldangelkjæde hopped op og ned. Det saa ud, som om nogen stod og puffed ham bag, saa det næsten tog Pusten fra ham. Armene holdt han fremdeles tilbagestrakt, og Blikket havde ikke et Sekund strejfet Siverts Ansigt eller forandret Retning. «Klokken er for Skrædder og Skomager og for Lediggjængere og Landstrygere, men værsego’, værsego’!» han blev uafladelig ved at puffe Maven frem paa samme stødvise Maade og gjentog Ordet «værsego’» saalænge, til der næsten ikke var mere Aande i ham.

«Se etter sjøl, mener I?» Sivert, som omsider var kommen i Tanker om, at dette kanske var Meningen, strakte Haanden ud og saa spørgende paa Herren, der holdt paa som før.

«Ja Omforladelse daa,» vedblev Sivert, og trak frygtsomt det store, næpeformede Sølvuhr op af Herrens Vestelomme.

«Du slette Tid! Gaar ‘an rigtig?» Han prikked med Pegefingeren paa Uhrskiven, hvis Visere stod paa et Kvarter over fem og saa paa Herren, men fik intet andet Svar end det idelig gjentagne: «Værsego’». Saa stak han Uhret tilbage, letted paa Huen og trak sig lidt til Siden. I samme Øjeblik satte Herren afsted med de forrige raske, hoppende Skridt, de stærkt svajende Arme og den knejsende, tilbagebøjede Nakke. Frakkeskjøderne blaffed som før, og Sivert hørte Dønet af hans monotone Snakkeri.

«Gale begge to, baade han og Klokken hans,» sa Sivert med en Hoderysten og slentred videre. «Det er umuligt, at Klokken ikkje er mere.»

Men den næste, han spurgte, gav til Svar, at Klokken mangled 10. Minutter i ½6, og da denne hverken saa ud til at være fuld eller gal, maatte Sivert, saa utroligt det end forekom ham, slaa sig tiltaals med, at det var saa.

Han tændte sig en ny Cigar, satte sig paa et Stengjærde ved Vejkanten, damped paa Cigaren, saa efter de enkelte Fodgjængere, drev videre, helt ned over La’gaardsbakken, satte sig igjen, tog atter paa at gaa, vendte saa om og gik langsomt indover mod Byen.

Da han nærmed sig Stølen, hørte han et gneldrende Spektakel af Latter og skraalende Barnestemmer. Han saa sig om, men opdaged intet, før han var kommen ved Siden af den lille bakkede Tvergade tilvenstre, hvor Arbejderboligen laa. Der stod en Flok Gadeunger, midt oppe i den bredt flydende Rendesten, store og smaa, mest store, i Ring om noget, Sivert ikke kunde se, men som de puffed til og ærted. «Farmor,» fo’r det med Skræk igjennem ham og saa anstrengte han sig for at høre, om nogen raabte «Smaafylla», mens han skyndte sig alt hvad han turde for ikke at se ud som en Flygtning.

«La’ nu det arme Guttebarne’ være i Fre’ der!» lød saa en skjændende Fruentimmerstemme. «Dokker sku’ skjemmest, Dokker, saa Vorherre har gjort baade friske og færdige, te fare saalissen avste’ med en Trave saa han, saa hverken kan snakke eller slaa ifra seg!»

Sivert standsed og keg opover Gaden.

Der blev et Øjebliks Stilhed, og Ungeflokken vendte sig og saa paa Konen med flirende, maabende og tildels trodsige Ansigter.

«Jou Dokker har pyntet ‘an pent te,» vedblev Konen og pegte paa en liden vissen Gutteskikkelse med et umaadeligt stort Hode, som kom tilsyne gjennem en Aabning i Ringen. Klærene hang i Filler om ham og saa ud, som de havde vært æltet i Søle, Ansigtet var forgrædt og fuldt af Gadesnaus; i Haanden holdt han et nyt Blikspand; Haaret stritted ud som paa et Vildsvin, og Fødderne stak til over Anklerne i Rendestenens graaskidne Vand. Sivert tænkte paa at gaa videre, men han kjendte sig saa tung i Benene og saa slap over hele Kroppen, at han blev staaende som i en Døs.

«Hem med Dokker nu!» fortsatte Konen og bevæged truende den venstre Arm, mens hun med den højre holdt paa et indtullet Barn, der som en Byldt laa tæt ind til hendes Bryst og Hals. «Hem med Dokker og det paa Øgeblikke!»

«Ka skiller det jer, Mor?» Det var en opløben Gutunge med Træsko paa Fødderne og begge Knæerne ude af Buksen, som tog Ordet.

«Ja, ka skiller det jer Fylle-Lars-Ane!» raabte de andre i Kor, og saa fortsatte han med Knæerne: «Gaa bare ind og lag Blyvandsduker te, for nu kommer Man’en jeres snart hem fra Paatholle’ og mørbanker jer!»

«Ja bi Dokker bare! Bi Dokker bare!» Fruentimmeret rakte sin knyttede Haand ud imod dem. «Hvis om ikkje Dokker ska’ faa Pollitie paa Dokker, ska’ eg aldrig være den eg er. Er det ikkje skammeligt?» hun vendte sig til en gammel Kjærring, der sad paa Huk borte i en lav Gadedør med Armene indtullet i sit Forklæde og saa likegyldig til. «Først har eg sotte i Vindøge og set paa Ulikenskapen deres, eg trur i over et Kvarter, og nu. – De gjer seg ikkje, før di faar Livet av ‘an.»

«Enhver ska’ passe sit, seier eg nu altid,» svarte Kjærringen med en tør, skadefro Stemme, og skubbed sig paa Armene. «Den saa har faat en tussete Unge,Unge] rettet fra: nge (trykkfeil) faar værsgo’ holde ‘an heme.»

«Vi tar og gjer ‘an en Dukkert te, Dokker!» raabte Ordføreren for Ungerne, og med Hujen og Glædesskrig bukkedes Ryggene og udstraktes Armene mod den spinkle, storhodede Gut. I næste Øjeblik laa han paa Ryg i Rendestenen, mens hans skraalende Forfølgere med Hænder og Fødder skvabsed Vand over ham.

«Saa ska’ daa Hinma’nen ossaa!» Fruentimmeret med Barnet kom springende; han med de hullede Bukseknæ ramtes af et Slag i Nakken, saa han fløj tversover Rendestenen, en anden, som sad paa Huk og skvætted Vand med begge Hænder, fik et Spark i Ryggen, saa han trilled overende.

«Jysses pik i jor! han dør,» raabte saa Fruentimmeret og bøjed sig over Rendestenen. «Har Dokker nu faat det, saa Dokker vilde? Men det er godt, her er Vidner,» hun saa sig om i Gaden. Ungerne tog Flugten i forskjellige Retninger, og Sivert kom løbende til.

Gutten i Rendestenen laa paa Ryg og holdt Spandet i begge Hænder højt over sit Hode. Ansigtet var blaat og fordrejet, og Knæerne opkrympet til midt paa Brystet. Fraaden sived’ ud af Mundvigerne sammen med det Rendestensvand, han havde slugt, og han udstødte et rallende, kraftesløst Hyl, mens han bed i sin tykke Underlæbe med de bittesmaa, brune Tænder.

«Nej kaslag? Det er jo Hansemann,» mumled Sivert, idet han bukked sig over Gutten og drog ham hen paa det tørre. Han rejste ham op og vilde ha ham til at staa paa Benene, men Gutten sank ned som en Byldt for Siverts Fødder og vælted sig i Krampetrækninger.

«Nu har eg daa aldrig set Make te Medfaring!» udbrød Sivert.

«Nej I maa saa seie, Far,» sa Konen. «Det er Gesel Tønnesen sin Saan, Piter Tønnesen sin nere paa Stølen.

«Ja, det er saa,» svarte Sivert. «Hans Mor er min Faster.»

«Det var daa heldigt. I maa se te aa faa ‘an hem paa et Vis».

«Hadde han bare ikkje vorre fuldt saa skitten,» mumled Sivert.

«Tung ska’ han just ikkje være,» trøsted Konen. «Han vejer ikkje mange Markene, Stakkaren, skjønt di sejer, han ska’ være over 16 Aar.»

Sivert løfted Gutten op i sine Arme og la ham over sin ene Skulder, saa at Hodet og Hænderne, der ikke et Øjeblik havde sluppet Spandet, hang ham ned ad Ryggen. Konen trak i de opskrumpede Knæ for at rette dem, men det hjalp ikke.

«Det er bra, Vejen ikke er lang,» sa Sivert og nikked til Konen, idet han gik med sin skidne, drypvaade Byrde uden at ændse de nysgjerrige Blikke fra Døre og Vinduer og de spottende eller deltagende Bemærkninger fra dem, han mødte. Han drejed om ved Hjørnet af Stølegaden og naade saa det lange, enetages Hus med de to smaa Vindusfag et paa hver Side af den brune Gadedør og de fremstaaende Kvistgavler i Pandetaget, hvor Tønnesens bode.

Sivert kravled op ad den stejle Trætrappe, der løb paa langs ved Siden af den høje Stenmur, som Huset hvilte paa, og førte op til Svalgangen med det alenhøje Rækværk. Han sparked paa Gadedøren og raabte: «Skynd Dokker og luk op derinde!»

Straks efter blev Døren revet op af et stort, førladent Fruentimmer i solid og renslig Paaklædning med Øredubber og opsat Haar.

«Dokker sku’ riktig rive Huse’ ner,» sa hun med ilsket Stemme og et sint, rødblankt Ansigt, der skifted Udtryk, før Sivert fik sagt noget.

«Nej Gu’ bevare meg vel,» kom det saa i en spagfærdig, grætten Tone. «Skyndt Deg om kom ind med ‘an. Kaa fandt Du ‘an henne, Sivertmann? Lig ‘an fra Deg her.» De var gaat gjennem det lille, nyvaskede Kjøkken, hvor alt, baade af Kobber og Jern var skinnende blankt, og stod nu paa den smale, renfejede Gaardsplads, der laa klods op ad den fugtige Fjeldvæg bag Huset og havde en stor Stenhelle i Midten.

«Her paa Pladsen?» spurgte Sivert og saa paa Fasteren, som om han trode, han havde hørt Fejl.

«Kaa vilde Du elles, eg sku’ ha saant et Udyr liggenes?» Fasteren satte barsk i, med et ondt Blink i de smaa, sorte Øjne. «I altfald mens eg faar maaket den værste Gadelorten av ‘an. Eh jisses, jisses,» hun havde brættet Ærmerne op og stukket den overflødige Skjørtevidde ind mellem Benene, og stod nu foroverbøjet og trak med det yderste af de tykke Fingre de tilsølte Ankelsko og drivvaade Strømper af Gutten, som Sivert varsomt havde lagt fra sig paa Stenhellen.

«Han var saa gla’, daa han gik hemenifra idag, Tussingen,» vedblev hun, «han sku’ bringe hem Mejsterstøkke’ sit,» hun vristed Blikspandet ud af hans forvredne, fast sammenklemte Fingre. «Dette her har han nu læst sku’ arbej’et paa, saalænge han har vorre paa Værkste ‘e’, og enddaa er det Svennen, saa har gjort det meste. Ja, Gud Fader og Guds Søn! Vorherre gjorde vel, om han tok saan’t et Træksel.»

«Han lever vel ikkje længe, saa laak saa han er,» mente Sivert.

«End ikkje lever!» skreg hun op. «Han eter og drikker saa en blind Mær, og sover, saa Du kan høre det over hele Huse’. Og desuten, kem er det, saa dør, maa eg spøre? Det er di vakre, friske, velskabte Barnene, se nu paa Fredrikke og Oleus, om di fik leve? Men sligt et Styggety! Nej, Vorherre, han vet nok, ka han gjør, han. – Og saa mange Klær, saa han rudinerer, Grisen,» hun vendte Gutten om imod sig for at aabne den rynkede, hjemmesyede Bukse, som var knappet i Siden. «Det er ‘kje første Gangen, han er gaat hel og rein ut ifra meg, og er hemkommen flenset og beskitten fra øverst til nederst.»

«Det er jo ikkje hannes Skyld, Stakkaren,» sa Sivert; «det er jo disse Pøblene, saa ikkje kan late ‘an være.»

«Ka ska’ han gje seg i Lag med alslag for daa?»

«Han vil jo bare spelle sig,»Forfatternote: Lege. sa Sivert mæglende.

«Aa Du ved ikkje, Du, kaa fortærenes han er. Og trur Du, han nokkensinde kan gaa sin beine Vej saa en an’en daa? Nej, han ska’ staa og gape og fline og brække seg paa denne Tussestammingen sin – det undrer mig slettes ikkje, at di tar fat paa ‘an. Og al den Julingen han har faat fore det, men Ingenting biter paa ‘an. Vær i Ro med Deg, dit Utyske!» Hun gav Gutten et Slag i Hodet og stamped med Foden. Efter at ha ligget rolig og klynket svagt var han begyndt at ralle og vride sig, hvorved han var kommen til at støde Moren i Ansigtet med sit Knæ.

«Gud naa’ jer, Faster Ingeborg, at I slaar ‘an,» sa Sivert uvilligt. «Han har jo faat Begavinger igjen.»

«Ja, kaa ska’ en bære seg ad med saa’nt nokke? Vil Du! Vil Du!» hun slog og slog, mens Sveden trilled ned over hendes røde Kinder, og hun forsøgte samtidig med den anden Haand at holde Styr paa hans sprællende Ben. «Det var likere, Du kom her og hjalp meg!» hvæste hun hen imod Sivert, da Anfaldet stedse blev heftigere. «Flæk av ‘an paa inkvarslags Vis, saa ska’ eg holde ‘an. Buksen er kaput saa allikevel.»

Sivert tog op sin Tollekniv, knælte ned ved Siden af Gutten, skar med et raskt Snit Bukselinningen over og fik i et nu de vaade Filler revet af ham.

«Det var ret! Kil paa, Vesten og Halsduken og hele Slabbedasen!»

«Ikkje Skjorten vel?» spurgte Sivert.

«Kver Smittel og Smul!» Hun snapped en Bøtte, fo’r op paa en Sagekrak, der stod ved Siden af det store Regnevandstræ, fyldte Bøtten, var tilbage i et nu og tømte Indholdet i fire, kraftige Skvæt ud over den nøgne, blaaladne Guttekrop, saa Vandet fra øverst til nederst skylled hen over de nubrede Lemmer. Gutten gav et Hvin ifra sig, det lød hæst og halvkvalt, som om noget hindred ham fra at skrige ud, og saa aabned han de smaa, graa Museøjne, saa paa Moren, der havde vært inde efter et Ulddække, og strakte med klaprende Tænder og en bønlig Klagelyd den kyllingspinkle Hals og de rørtynde Arme op imod hende. Moren bukked sig over ham, svøbte Ulddækket om ham, løfted ham op og bar ham ind i et Kot ved Siden af Kjøkkenet, hvor han havde sit Sovested.

«Se saa, nu sovner han, saa er han like god igjen, Traven. – Ja, en snakker om Kors, men her er Kors, her.» Hun stak pludselig i at græde, lænet op til Gruestolpen med Munden spærret ud til Siderne, saa Huden strammed hvid omkring den. Engang imellem gned hun med Forklædesnippen Øjnene, der under Graaden blev ganske borte. Sivert skotted stjaalent til hende.

«Men det er altid saa,» vedblev Faster Ingeborg snøftende og utydeligt, «den, saa har møkke te trækkes med i Forvejen, ska’ ha mere. Nu er det ikkje nok med Far og Mor, Du ved sjøl kaalissen di er, aa nej var det likt,» hun snød sig i Forklædet, «nu ska’ eg ossaa ha dette Barne’ te se paa, saa aldrig blir Menneske, men altid bare en Skam og Lejelse. Og saa svinagtig saa han er! Slike Sengklær, baade paa den ene Maaten og paa den andre Maaten, med Uterlighed ossaa, og kem er det, saa ska’ ta det etter ‘an, andre end saa meg? Og hvis enddaa Pitter var skikkelig,» her gik hendes Snøften over til Hulken, og hun maatte vente lidt.

«Er ikkje han orntlig, han daa?» sa Sivert spagfærdig.

«Forde om han ikkje drikker netop! Tror Du, det er dermed gjort? Men der kommer vel en Regnskabens Dag, daa han ska’ svare for alle Strekene sine. Daa nøtter det ikkje te spike Dørene etter seg og løbe sin Vej, heller daa,» hun pudsed atter Næsen, fo’r sig med Forklædet over Ansigtet og gik bort og retted paa Halvgardinet foran det lille Vindu, hvor hun syntes at falde i Tanker.

«Det saa arger meg allermest,» vedblev hun lidt efter, «det er, at det netop er meg, det ska’ gaa ut over. Se nu paa Jens, Faren din,» hun vendte sig til Sivert med en bister Mine, «koffor ikkje han? Koffor ska’ hans Baren være skikket og skapt akkurat saa andre Folks Baren?»

«Eg vet ikkje nokke te seie te det,» sa Sivert, da han mærked, at Fasteren vented Svar.

«Det er Gu’sfrøkti’heten, saa gjør det, vilde Mor din seie,» hun efterabed Marthes lidt tunge Stemme, lukked Øjnene og trak Brynene opover for at minde om hendes store, stramme Øjenlaag, «men vi’kje Du tru an?» Hun lo haanlig. «Slikt Skidtprat! Eg gik paa Opbyggelser kveran’en Kvæld hele forrige Vinter, ja, ikke nere i Dræggen hos Dokker, Far, der er mykkje for godt for meg, men ka’ Hjælp var der i det? Siden daa har Pitter vore skikkelig galen, og Gutungen net med det same. Aanej, det saa ska’ være, det bler værenes, kan Du helse fra meg og seie den gudelige Moren din. Men hun er slu hun, hun vet nok, koffor hun gjør det. Det gjer Grunker te være hellig, forstaar sig.» Faster Ingeborg trak snufsende Vejret gjenneni Næsen. Sivert saa paa hende med store Øjne.

«Ja, det er mykkje muligt, at Du ikkje vet om det, far, men saa møkke har eg lote meg fortælle, at di har Bøsser hængenes langs Væggene, og at alle slepper i.»

«Det er jo til Opbyggelsesbænker og sligt,» sa Sivert indigneret.

«Jaja, far, det kan gjerne være; det skiller ikkje meg, og kaalissen det har seg eller ikkje har seg, saa ser eg ikkje nogen Trivsel av det. Di bur i de same Fillehuse’, saa di altid har bud i. Din Mor gaar i same Kaanehabitten, saa hun altid har gaat i, og din Far er aldrig blet and’t end saa en Bryggesjouer, mens her hos os,» hun saa sig knejsende om i det velfyldte Kjøkken og trak i sin ene, lange Ørendub. «To Stovver paa Stas, med Damask paa Stolene og Messing-Spøttebakker. – Se saa, nu er han vaaknet alt» – hun var bleven afbrudt ved en pibende Lyd fra Kottet, og gik hen og aabned Døren.

«Spe, spe, spe!» klynked Gutten, mens han blev rød af Anstrængelse og skar fæle Grimacer.

«K’ e’ det, Hansemann, far?» hun bøjed sig over ham.

«Spe, spe, spe!» gjentog Hansemann ivrigere. «Mi ha, mi ha,» han stak de sprukne smaa Hænder op av Ulddækket, som han var indtullet i lige til Halsen, sprikte med Fingrene og bevæged dem i forskjellige Retninger for at gjøre sig forstaaelig.

«Er det Spanne’ Du mener?» sa Moren, efter at ha grundet lidt.

Der kom et grinende Smil paa Hansemanns Ansigt; han blinked med Øjnene og nikked.

«Kaa kan I forstaa, ka han seier, Faster Ingeborg?» spurgte Sivert, som havde nærmet sig.

«Aa, naar en er vant, saa. – Spe, spe, betyr Spanne’, mi ha eg vil ha det. Se kaa gla’ han er, stakkes Traven.» Fasteren pegte paa Hans, der blev ved at storsmile og nikke. Saa gik hun ud paa Gaardspladsen, kom straks ind igjen med Blikspandet og holdt det op foran Hans.

Ved Synet af Spandet smilte Hansemann endnu mere. Øjnene kneb sig sammen, og ud af Munden hang en vaad, tyk Tunge. Han rejste sig overende, saa Uldteppet gled ned over de spidse Skuldre, bevæged den knyttede højre Haand op og ned med Klask i den venstre Flade, som om han slog med en Hammer, pegte imellem afvekslende paa Spandet og sig selv og gjentog uafladelig: «Mi ot de, mi ot de.»

«Ja vel ja, Hansemann sjøl gjort det,» sa Moren. «Med Løgn paa,» føjed hun lavere til henvendt til Sivert.

Hans greb Spandet med begge Hænder, strøg kjærtegnende ned ad det, og rakte det saa til Moren, idet han paany fremstammed nogle Enstavelsesord og med ivrige Nik førte Haanden frem og tilbage mellem sig selv og Moren.

«Det er meg, saa ska’ ha det, ja vel ja, forstaar. Hansemann har laget det til Moren sin,» hun strøg ham over det stive, stubbede Haar, tvang ham lempelig tilbage paa Puden og dækked ham til med Teppet. Hans blev liggende uden at røre sig med Ansigtet vendt mod Kjøkkenet, hvortil Moren lod Døren staa aaben. Hans Mine var saa glædestraalende, at Sivert syntes, han formelig blev vakker.

Sivert, laved sig til at gaa. Nu var da Klokken blet mange nok. Men saa sa Fasteren, at han skulde ha en Skaal Kaffe og nogle Skiver til Tak for Umagen med Hansemann, og hun gav sig til at tænde Ild paa Gruen. «Du er like sæl, Sivert, du gaar ut i Buen og kløver lidt Ved te meg,» sa hun straks efter, da hun saa, der ikke var nok til at faa Kjedlen kogt op med.

Da Sivert traadte ind igjen med den kløvede Ved stablet op paa Armen, var Pitter Tønnesen kommen hjem. Han stod borte i en Krog i Skjorteærmer og paa Strømpelæsten og vasked sig i en Trækolle, som var stillet op paa en Krak. Paa Siverts Godkvæld, svarte han kort og muntert, mens han skylled Grønsæben af sit solrøde Ansigt med en Halvkrans af Skjæg under Hagen fra Øre til Øre. Da han havde tørret sig, slog han Vandet ud paa Gaardspladsen, tog en ny blaa Vadmelsbukse ned fra en Knage, satte sig igjen paa Krakken og trak Arbejdsbuksen af.

«Ska’ Du ut igjen?» spurgte Ingeborg, som havde fulgt hans Bevægelser med et agtpaagivende Blik.

«Har du nokke imot det, kanske?» Tonen var lystig og udfordrende paa en Gang.

«Ska’ Du ikkje spise tekvælls, før Du gaar?»

«Eg vi’kje forstørre Matroen din.»

«Aanej, nere i Skuteviken has Slagtertausene dine, faar Du vel baade Syltelabber og Blo’pølser og Hovvemater der. Det er and’t end ka saa her vanker.»

«Ja, og Dram og Øl og varm Grog, alt ka dit Hjærte Begjærer.» Pitter Tønnesen lo raat.

«Og Kroppen din med! Men pas Deg bare, at ikkje Polletie’ fakker idetmindste den ene af Tøjtene dine og faar hinner indskreven.» Ingeborg havde, mens hun talte, sat Hænderne i Siden og rystet sit Ansigt, der var hvidt af Raseri, hen imod Manden.

«Du kunde jo gaa bort og melde hinner, ka?» Pitter Tønnesen lo atter, mens han knytted sit Silkehalstørklæde og trak den langskjødede Søndagsfrakke paa.

«Daa var det vel bedst, eg meldte Deg først for alle Bøschen sine Silletynner, Du har stokke teside og sælt ut i Smaat for egen Regning,» hu stod i samme Stilling og var saa ophidset, at hun havde ondt ved at faa Ordene frem.

Pitter Tønnesen, som havde snud Ryggen til for at ta sin Hat ned af Væggen, vendte sig hastig om, og med opspilte Øjne og dirrende Næsebor gav han Ingeborg et Slag paa Øret, saa hun tumled tilside og blev siddende paa Gruekanten, og før hun fik Tid til at sumle sig, var Pitter Tønnesen gaat med Smæld af Dørene, saa Huset rysted.

Ingeborg blev siddende en god Stund med Hænderne paa sine Knæ og sænket Blik. Hun rokked lidt med Hodet, ellers rørte hun sig ikke. Sivert stod og hang ved Kjøkkenbordet, ret op og ned og pilled paa en Knap i sin Trøje. Hansemann sov i Kottet med Lyde som af en knirkende Blæsebælg, og ind igjennem det lave Vindu flød en enkel skraa Solstraale og tegned en aflang op og ned glidende Lysplet paa Ingeborgs brune Kjoleærme.

«Aa ja ja,» mumled hun omsider og rejste sig langsomt. «Vorherre, han vet nok te straffe sine Folk, om han ikkje netop arresterer di.» Den ene Kind var rødere end den anden, og de brede Hænder skjalv, da hun som i Ørske satte Mad og Kaffe frem for Sivert.

«Se indom en an’en Kvæll, hvis Du gaar saa,» sa hun til Sivert, da han havde spist og bød Farvel. «Eg baler jo her med alting aleine, saa Du ser. Men Du har vel ikkje Ti’er.»

«Aajo,» sa Sivert. «Der er saa lite for meg paa Stovven netop nu.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.