VII

Ude i Hytten paa Hellemyren sad samme Eftermiddag i Mørkningstiden Siverts Farmor, gamle Oline, sammenkruket foran den lille ophedede Kakkelovn, hvis sprukne Rør var saa glødende, at der kom et rødligt Skin paa den sodede Kalkmur bag, hvorigjennem det gik. Hun havde foldet de smaa stive Hænder omkring Knæerne, og stirred dvask ind paa de brændende Tørvstykker, der sendte en sur, røgblandet Os ud over den lave Stue. Der var kun tre hele Ruder i det bittesmaa Vindu, Resten var tilstoppet med Filler. Oppe under Taget, tæt ved Døren havde Væggen slaat en Revne, hvorigjennem Lysskjæret udenfra trængte ind. Der fandtes intet andet Bohave i Stuen end den gamle, i Væggen fasttømrede Ægteseng med det dobbeltdørede Skab i Fodstykket, en Krak, en Spigerkasse, der stod paa Højkant borte ved Vinduet, og i Krogen ved Ovnen, støttet op mod Væggen, et Bord, som var lavet af en Huggeblok og en Kjælderlem, hvorfra de rustne Hængsler hang ned. I de 16 Aar, siden de mod Vilkaar paa Livstid og mod at bo for sig selv i den gamle Hytte, havde afstaat Gaarden til Anders Søndrehellen, Søn af Magne paa Nabogaarden, var alt hvad de paa nogen Maade kunde undvære, blevet afsat for Brændevin.

Borte i Sengen med en gammel Strisæk bredt ud over det Lag af Halm, som danned Hovedgjærdet, laa Manden, Sjur Gabriel, med næsten lukkede Øjne og de skrumpne mørke Knokkelhænder foldet over Brystet udenpaa Uldkvittelen. For 4 Dage siden var han kommen syg hjem fra Salhus, uden at ha kunnet drikke op den Pægl Brændevin, han havde tilbyttet sig for en Hank Smaafisk. Næste Morgen havde han kjendt Smerter i Ryggen og i Underlivet, og havt stor Møje med at komme sig op.

«Eg meiner, da verte DauenForfatternote: Døden. mæ meg,» havde han mumlet hen i Vejret, da han lidt efter var krøben i Seng igjen. Og siden havde han ligget der, uden store Smerter, men med en Fornemmelse af Blytunghed i hvert et Lem og Ledemod og en stadig tilstedeværende Forestilling om, at han laa eller sad paa Huk med en Kipe paa Ryggen, som han skulde og maatte bære bort etsteds, han vidste ikke hvor, men som han ikke kunde orke. Han kjendte tydelig Kipens Tougløkker stramme over Skuldrene og skjære i Armhulerne, og han stræved og sled for at løfte sig op med sin Byrde, men det vilde ikke lykkes. Naar han saa gav sig over i Visheden om sin Afmagt, følte han sig knuget af en Angst, der pressed Vandet ud af hans matte Øjne, og saa tog han atter paa at anstrænge sig, til Sveden sprang frem paa hans Pande.

Det var ikke nogen almindelig Kipe, syntes han, og det gjorde Rædslen større. Den var nemlig formet som et Kors, og indeni den stod et fælt Utyske med Troldhode og Ildøjner og keg ned paa ham over Kipekanten. Benene og Overkroppen havde Plads i Korsets Langstykke og de udstrakte Arme i Tverstykket. Men hvis han bare var istand til at faa bragt Kipen derhen, hvor den skulde være, saa vilde den bli til en almindelig Kipe, og saa vilde Utysket ikke mere være Utyske, men noget ganske andet.

Af og til sang han hen i en Halvdøs, og da kaved han med en Masse forskjellige Ting, altsammen rodet om hinanden. Hans Hode delte sig og blev til 3, men Forestillingen om Kipen laa bestandig under alt andet.

«Hvad hjælper, at vi aarle opstaa,
Belade os med stor Møje.»

sa det atter og atter inde i ham, mens hans tandløse Mund med de hvide, stubbede Skjægbuster mimred svagt, uden Lyd af Ord. Alt i ett stak han langsomt Tungen ud og strøg den famlende frem og tilbage over de tynde, sprukne Læber, men det lykkedes ikke at fugte dem, for Tungen var tør og Halsen tør, alt baade udvendig og indvendig saa tørt, saa tørt.

Det trykked ham ogsaa, at der var noget, han endelig skulde huske, men ikke kunde. Det var som et Grav inde i ham, og det blev stærkere og ulideligere efterhvert. Det var ligesaa vigtigt, at han kom til at huske dette, som at faa baaret Kipen bort og sat den fra sig.

«Ja, hvorledes det nu havde sig altsammen.» – Han drog et Suk, der løfted det magre Bryst og de foldede Hænder langsomt op og ned; Pupillerne flytted sig i de vandagtige Hvider, som om Blikket søgte noget; han vilde aabne Øjnene mere, men Laagene var saa tunge, saa tunge.

Aa, hvis han bare kunde komme paa, hvad det var, han skulde huske.

Undertiden stod det for ham, at han skulde dø, men det voldte ham ingen Uro, og det varte kun et Øjeblik ad Gangen. Han kunde ikke klare for sig, hvad det var at dø. – Lægges i en Kiste, Laaget slaaes fast med totoms Spiger – men saa var det ham selv, som skulde staa og hamre paa Kistelaaget, og saa blev det borte for ham.

«Hvad hjælper, at vi aarle opstaa,
Belade os med stor Møje.»

Aa denne Kipen, denne Kipen, – og saa dette, han ikke kunde huske. –

Oline drejed Hodet derborte, hvor hun sad paa Huk, og saa efter Dagslyset hun stak et Par Tørvstykker ind i Ovnen, letted sig op, slog lidt Mælk i en Træskaal, drog sig ludende hen til Sengen, og bød Sjur Gabriel drikke. Han sled lidt paa Øjnene, lukked dem igjen og rørte sig ikke.

«Onkort lyt Du ha i Deg,» sa Oline, «dabmæ Du inkje svelt ihel,» hun tog under hans Nakke og letted Hodet op, mens hun holdt Skaalen tæt hen til hans Mund. Sjur Gabriel drak et Par Slurk, og klemte saa Læberne sammen.

Oline svøbte en fillet Rest af et Vadmelsskjørt om Skuldrene og stak det fast foran i Brystet. Saa mumled hun noget mellem Tænderne, faldt i Tanker med Haanden paa Dørklinken, rysted sagte Hodet, og listed sig saa ud.

Udenfor Hyttedøren stod hun atter stille og saa hen til Anders Søndrehellens lyse Husebygninger med et skulende Blik, som hun derpaa flytted om til alle Kanter. Saa gik hun hen til en Jordkjælder midtvejs mellem Hytten og Husene. Jo, Nøglen sad i. Efter at ha set sig om endnu engang, aabned hun den lave Dør og smøg sig foroverbøjet, saa hendes Legeme beskrev en ret Vinkel ind i det mørke Rum, der var halvt fyldt af Poteter og Kaalrabi. Straks efter kom hun ud igjen med noget i Forklædet, hvis nederste Kant hun holdt sammenfoldet helt op til Brystet. Hun skelte til Siderne, og der laa et skjælvende Gjep om Munden, mens hun gik afsted nedover til Sjøen med smaa, stive Skridt og ludende Ryg, som hun plejed. En sagte Knurren trængte ud over hendes Underlæbe efter hendes Vane paa det sidste, naar hun ikke var fuld. Da hun nærmed sig Nøstet, strakte hun Hals og skygged med Haanden for Øjnene, idet Blikket blev spændt og uroligt. Jo gudskelov, der laa den smaa tjærede Færingsbaaden til han Anders, fastgjort i Lunnerne. Aarene stod paa Land lænet op mod Nøstedøren. Oline løste Forklædet af sig, laved det sammen til et Knytte og slang det ind i Forstavnen. Hun vilde til Salhus efter Brændevin for de stjaalne Poteter.

En Timestid efter at Oline var gaat, blev Døren til Hytten lukket op, og Sivert traadte ind. Han stod lidt og lytted i den nu ganske mørke Stue, undred sig over, at de gamle ikke snorked, da han var vis paa de maatte være i Seng, og famled saa med Haanden langs Væggen for at finde noget, han kunde lave Sengested af. Han fik fat i Farfarens Skindbukse, den kunde han rulle sammen til Hovedpude, og Vadmelskuften, som hang paa samme Spiger vilde han bre’ over sig.

Straks efter havde han lagt sig til Ro i Krogen tæt ved Kakkelovnen, hvor han vidste, at hans Far med sine Søskende, om Vinteren mens det var for koldt paa Loftet, havde havt sit Natteleje, da de var smaa.

Aa, saa træt, saa træt som han var. Ja, det var jo ogsaa rimeligt, slig som han havde trasket og straaket om, siden han gik fra Farbror-Berthe idag. Han var saa udtrættet, at han ikke orked at græmme sig engang. Og det kunde ogsaa være det samme; slig en Lusefant som han var ikke Græmmelse værdt. Han, som havde været bestemt paa at ta Livet af sig, og derfor var drevet udover Sandvigsvejen længere og længere, bestandig for at finde et bedre Sted naturligvis, indtil han pludselig i Maaneskinnet havde set Bedsteforældrenes Hytte, og vært glad til at kunne krybe ind der. Aaja, dette var just høveligt Sted for ham; nu skulde han da slippe for at skamme sig over Slægten sin, eller synes, han var bedre end den.

Hvad de nu sa om det, at han ikke havde vært hjemme hverken til Frokost eller Middag eller Kvælds idag. De havde vel tænkt, at det var Travlhed, som var Skyld i det, og lagt Nøglen ud under Stentrinnet foran Gadedøren, som de plejed, naar det hændte, at nogen af dem ikke var hjemme til Sengetid. Men naar de nu opdaged, at han ikke havde vært i Hus om Natten heller – ja, saa var der ingen Bøn længer; saa gik Faren til Munthe.

– «Det va’ ‘kje meg, det va’ Kokken!» med dette Raab rejste Sivert sig overende efter en lang og fast Søvn og saa sig i den svage Lysning fortumlet omkring, indtil hans Blik skrækslagent fæsted sig paa noget sort, sammentullet, som laa og krøb over hans Fødder. Han blev siddende stiv af Angst, hvorpaa han forsøgte at frigjøre sine Fødder og opdaged saa, at det sorte dernede var Farmoren. Men hvor var det blet af Kokken? – Kokken! – For noget Sludder – han var jo i Hellemyrshytten og ikke ombord i «To Venner». Ikke heller havde han bidt nogen ihjel; det var bare en Drøm; han havde vært i Slagsmaal med Kokken paa Dækket ombord i «To Venner», og havde bidt ham rundt omkring i Ansigtet. Han havde vidst, at Tænderne hans var giftige, og at Kokken vilde dø af det, men alligevel havde han gjort det. Saa, med ett, var det Farmoren og ikke Kokken han slog løs paa, og hun havde kloret ham og sagt, at hun vilde ha Brændevin med sig i Kisten, og saa havde Lydia staat ved Siden af og pegt Fingre ad ham og let og raabt, at nu blev han halshugget for Mord, og da var det, han vaagned og skreg, at det var Kokken, som havde dræbt hende.

Der kom en dump jamrende Lyd borte fra Sengen. Sivert fo’r sammen med et Gys, som om han pludselig gjennemisnedes af Kulde. Det var, som om nogen i yderste Nød vilde raabe om Hjælp, men ikke orked. Hastig rejste han sig og gik hen til Sengen.

Sjur Gabriel laa i samme Stilling. Han pusted kort og tit, og Pupillerne bevæged sig langsomt flakkende under de halvlukte Øjenlaag. I den graablege Morgendæmring, der gjennem de tre smaa Ruder sived ind under det lave Bjælketag, lyste det stive Ansigt gustent hvidt. Hvert Træk var ubevægeligt, som hugget ud i Sten, og dog var det for Sivert, som om hele Ansigtet skreg i Pine.

«Er I syk, Farfar?» Sivert bukked sig over ham med opspilte Øjne.

Sjur Gabriel gjorde et svagt Forsøg paa at løsne de foldede Hænder, men opgav det igjen. Saa drejed han Hodet næsten umærkeligt ud mod Stuen, som om hans Blik søgte noget.

«I faar komme hen te Farfar og høre, ka han vil,» sa Sivert til Oline med Graad i Stemmen. «Ser I ikkje kaa laak han er? Han er mest klar.»

Oline, som havde kravlet sig op fra Gulvet, stod nu borte ved Bordet i Stuen og slubred kold Grød i sig. «Jou, da verte vel Dauen da,» mumled hun likegyldig og slikked med Fingeren omkring Kanten af Træskaalen. «Da verte vel Dauen da,» gjentog hun et Par Ganger og rysted Hodet, saa Skoutet dingled.

«Har I ikkje nokke te læske ‘an med?» vedblev Sivert harm. «Vil I ha Drikke Farfar?» han la Øret ned til Sjur Gabriels Mund.

«Jou da have eg,» nikked Oline, idet hun lod sit sløve Blik fare søgende rundt, hvorpaa hun luded sig ned og tog op fra Gulvet en Topægleflaske, som hun rysted og holdt op for Lyset for at se, hvor meget der var tilbage. Saa bed hun Proppen af, drak lidt og nærmed sig Sengen.

«I vil daa vel ikkje gje den syke Stakkeren Brænnevin, Farmor?» udbrød Sivert. «Har I ikkje en Taar søt Melk te ‘an?»

Oline plirte et Øjeblik forundret paa Sivert. Det var tydeligt, at hun først da opdaged hans Nærværelse. «Gak sta legj Deg Gut,» sa hun med et Gjep, og holdt med begge sine skjælvende Hænder Flasken tæt hen til Sjur Gabriels lukkede Mund.

«Drik eit Gran.» sa hun og hældte til, saa Brændevinet flød ned over hans Mundviger.

Sjur Gabriel sled Øjenlaagene helt op og saa med et hastigt Glimt af Rædsel og Afsky paa Oline. Saa rev han de foldede Hænder fra hinanden og stødte til Flasken, saa den rulled ned indenfor Sengekanten. Det varte kun nogle faa Sekunder; saa sluktes Glimtet, Øjenlaagene faldt til, og Haanden sank mat tilbage paa Tæppet.

«Han Sjur Gabriel ve være Asen idag, meiner eg.» Oline greb hurtig Flasken og lo fjottet. «Eg ska’ seie da mæ han Vesle-Jens,» føjed hun truende til. «Der ser Du, kor han Far din fær aat mæ ho Mor di’,» hun nikked til Sivert, som forstod, at hun forveksled ham med hans Far.

Sivert stod raadvild og saa paa Farfaren, som han skjønte var dødssyg. Hvad skulde han gribe til? Bare han kunde faa fat paa en Doktor – eller kanske springe til Byen og varsko Forældrene. Men Vejen var saa lang, og la ham ligge her alene med Farmoren i den Tilstand hun var –

Nu rørte Sjur Gabriel paa sig. Han løfted Hænderne og slog dem sagte sammen som i Overraskelse; Hodet bevæged sig til Siderne, og et Smil gled hen over de stivnede Træk. Sivert syntes, at Farfarens Ansigt i det Øjeblik formelig skinned.

«Vesle-Gabriel,» sa Sjur Gabriel stammende, mens hans Mine blev mere og mere henrykt. «Vesle-Gabriel», gjentog han to Ganger til med svagere Stemme. Nu vidste han, hvad det var, han ikke havde kunnet huske.

Det var det, at han havde havt en liden Gut, som hed Vesle-Gabriel, og som var død for længe siden, at han havde havt det saa ondt og fælt i al den Tiden, siden han var tat fra ham, men at han nu skulde finde ham igjen og samles med ham for bestandig. Naar han nu bare kunde orke at løfte Kipen op og bære den bort, der, hvor den skulde staa, saa vilde alt bli godt. «Tager mit Kors paa Eder,» svæved det dunkelt for ham. Ja, nu fik han prøve for sidste Gang. Nu var jo ogsaa Vesle-Gabriel kommen for at hjælpe ham; han stod jo der foran Sengen og bukked sig over ham.

Sjur Gabriel strakte Armene ud, fik fat i Siverts Hænder og søgte at lette paa sig. Sivert gjorde fri sin ene Haand, stak den ind under Ryggen paa ham, og idet der drypped en Taare fra hans Øje ned paa Farfarens Kind, fik han ham rejst op i en siddende Stilling. I det samme var det for Sjur Gabriel, som om Tougløkkerne, der hele Tiden havde strammet saa ulidelig i Armhulerne, løsnedes, og Kipen løftedes af ham. Han pusted ud i et lettende Suk og følte sig saa glad og befriet. Ingen Byrde mere; al Synd og Skyld og Angst var borte. Langsomt drejed han Øjnene for at se efter Kipen; den stod paa Gulvet foran Sengen. Da Sjur Gabriels Blik faldt paa den, begyndte den at synke og var straks efter forsvunden. Det var saavidt han fik Tid til at se, at Utysket, som havde vært indeni, var blet til en vrimlende Masse af Padder og Kryb.

«Død og begraven,» sa det inde i Sjur Gabriel. Dø var det, han ogsaa skulde; nu vidste han det klart.

Nej, at det kunde være saa godt og velsignet at dø. Han stræved med at vende Øjnene opad; Læberne bevæged sig, og Sivert hørte utydeligt: «Nu lover alle Gud.» Et Udtryk af Fred og Taknemmelighed bredte sig over Farfarens Ansigt. Han vilde folde Hænderne, men formaaed det ikke. Hodet faldt forover, pludselig, som om Halsen var blet knækket. Et Øjeblik efter sank det dybere ned paa Brystet. Sivert la ham varsomt tilbage paa den grove Sæk og opdaged saa, at han var død. Der risled en Rædsel igjennem ham. Uvilkaarlig sank han paa Knæ foran Sengen og sa højtidelig: «Herre, i dine Hænder befaler jeg min Aand.» Saa læste han Fadervor, folded Sjur Gabriels Hænder over Brystet og gik paa taa ud af Stuen, uden at se til Oline, der laa og snorked paa Gulvet foran Ovnen ved Siden af den tømte Brændevinsflaske.

Han skyndte sig afsted for at være den første, der meldte Budskabet hjemme. Og alt som han vekselvis gik og løb i den friske Majmorgen, tænkte han paa, hvor vakkert det vilde vært, om det nu havde hængt ganske anderledes sammen, end det gjorde med det, at han havde vært tilstede ved Farfarens Død. Om han nu havde drømt om Natten, at Farfaren laa paa det sidste, og at Gud havde befalet ham at gaa ud og se til ham, for at denne ikke skulde være alene i sin Dødsstund, men ha en, som kunde sukke til Gud om Naade for ham.

Ja, tænk om han havde drømt det altsammen, og tat Varsel af Drømmen, og var staat op midt om Natten, og havde skyndt sig afsted. Siverts Hjærte svulmed af Rørelse og Andagt. Han visked et Par Taarer bort fra Øjnene og fantaserte sig dybere og dybere ind i, hvordan det kunde ha vært.

Da Solen stod op, og han følte sig kvæget og varmet af dens milde Straaler, der laa som brede Fuger af gylden Glans mellem Skyggerne af Sandvigsfjeldets mørke Stenknauser, hvor Sivert gik i den knudrede Sti, blev det, han digted paa, lidt efter lidt til Virkelighed for ham, mens Begivenheden med Lydia, Optrinnet paa Stuekontoret, da Munthe gav ham Afsked, og de sidste Dages pinefulde Lediggang, altsammen blev til en ond, mere og mere taaget Drøm. Aa, for en Lettelse! Han liksom styrted sig paa Hodet ind i denne Forestilling, der kom til ham som en Frelse fra alt Ondt. – Ikke stanse og se sig tilbage, ikke røre ved det, bare videre, videre ind i det.

Mod og Fortrøstningsfuldhed grode op i ham. Det kjendtes, som om hans Legeme vokste ved det. Og jo nærmere han kom Byen, jo gladere blev han. Det sang inde i ham. Han var fuld af Taknemmelighed mod Gud og Mennesker, skyldfri og ubekymret som de Smaafugle, der hopped om mellem Grenene i de lysegrønne Birke paa Markerne ved Sandvigsvejen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.