XII

Petra begav sig hjemover, opfyldt af glad Uro. Det kjendtes, som om hun var vaagnet efter en lang Døsighedstilstand og pludselig var kommen i travl og munter Virksomhed.

Hun gik rask til, men havde ondt ved at komme frem. Strandgaden var propfuld af Lørdag-eftermiddags Trafikken. Strilene kom i Rækker, halvvejs spærrende Gaden, Mænd og Kvinder med Armene om hinandens Skuldre og Tiner i Hænderne. De stabbed ivej med de korte, stive Ben i de vældige Sjøstøvler, mens det brune Sneslaps sprøjted op og til Siderne, og Strilelugten stod som en Os omkring dem. Kom der nogen ivejen for dem, slap de ikke Taget i hverandre for at gi Plads, Folk fik hytte sig saa godt de kunde. Kjærringer og Smaabørn som ikke hurtig nok sprang tilside, vælted de overende og skræved urokkelig videre, uden saameget som at værdige de faldne et Øjekast. Efternølerne af Fanø- og Natlandsbønderne traved afsted foroverbøjet med Rømmebøtter i Hænderne og paa Ryggen tomme Surmelkbøtter, der naade dem fra Nakken helt ned paa de hvide Vadmels Kofteskjøder. De skyndte sig indover til Marken, hvor de havde sine Hester og Melkekjærrer staaende. Kjøbmændene vendte hjem fra Eftermiddagsbørsen eller stod paa Fortouget udenfor sine Kontorvinduer og tygged Drøv paa det sidste Bysladder. Tjenestepiger med Kurver paa Armen, der skulde efter varmt Brød til om Søndagen, da Bagerne holdt Hviledag, stod i Klynger og sendte Slagord og Vittigheder efter sine Arvefjender, Strilene, der i uforstyrrelig Ro hverken saa eller hørte. Gutter løb med Tøndebaand eller spilte Klink bag de store, fremspringende Hustrapper. Ved Hjørnet af Gaardene sad de spedalske, med blaaviolette Knuder i de uformelige Ansigter, paa Krakker og falbød sine Kamme og Børstenbindersager. Fulde Sjouere med hujende Børn i Hælene, sjangled i zigsag gjennem Gaderne og tvang Arbejdskjærrene til at gjøre pludselig holdt, hvergang de svingled ind under Hestenes Forben, mens Kjørerne skjældte og smeldte, saa Fodgjængerne stod stille for at høre paa.

Petra var imidlertid saa optat af sine egne Tanker, at hun neppe la Mærke til Færdselen omkring sig. Hun saa sig selv færdes i de elegante Værelser, hun kom fra, husvant og hjemmetryg som den, der forestod det hele. Hun mødte Konsulen i Trappen; han hilste høfligt, smilte med de røde Læber, saa de perleblanke Tænder blev synlige under det brune, bløde Skjæg, roste hendes Stel og hendes Madlavning og sa, at hans Skjortebryster aldrig havde vært saa pent strøget for. Og mens han talte, kom hans hvide Haand med de fine mørke Haar og de lange smale Negle og plukked bort et Støvgran fra hendes Kjoleliv og gled langs Armen nedover mod Hoften. Blodet jog igjennem hende, og hendes Skridt blev raskere og kortere. Saa tænkte hun paa, naar hun havde fri om Søndagen og gik i Kirke med sin blaa thibets Vaarkjole og det fine Langsjall med brogede Snørkler og Silkefryndser. En ny Hat skulde hun ha sig; det fik hun jo ogsaa Raad til, og Hansker, sviklede, med hele Fingre i. Saa kunde hun jo ogsaa kige hjemom. Det var Synd at være storagtig, bare vise sig, gi Peder og Marius et par Skilling, og se ind til Madam Holm i den hyggelige Fremstuen hendes, hvis hun ikke var i Forretning. Og hos Konsulens vilde hun til daglig gaa i mørke Kjoler med Spændesko og fileret Silkenæt paa Haaret og lyse Smækkeforklæder, som gik helt rundt om Kjoleskjørtet. Konsulen syntes vist om, at Husjomfruen gik pen. En blaa Silkesløjfe vilde hun ha paa Nættet foran ved Skilningen, blaat klædte hende bedst, og hver Dag Manschetter og stivet Krave med Haarbroschen i Guldindfatning, som Provstinden havde git hende i Konfirmationsgave.

«Gud fri mig vel!» Petra sa det næsten højt. Med Nød og Neppe havde hun undgaat at faa et Slag i Tindingen af en Tørfiskbaare, som en Drager med dybt forover ludende Hode bar paa Ryggen. Hun sprang tilside op paa det smale Fortoug, og fik i det samme Øje paa et Stykke Sirts, hvidt i Bunden med blaa Palmefigurer, som laa udstillet i Krambodvinduet lige foran.

«J. F. Virs’s Bondehandel.
Ny hjemførte solide
Manufakturvarer i alle Kvaliteter og Mønstre
m. m. m.
Kolonial- og flydende Varer,
samt alt til Faget henhørende,»

læste Petra paa Skiltet over Vinduerne.

Det vilde være pent til Forklædetøj, tænkte hun og kneb om Halvdalerstykket i Pengepungen inde i Muffen. Siden hun kom til Byen, havde hun ikke spendert saa meget som for to Skilling paa sig, og Forklæder var hun egentlig forlegen for. Og hvis hun nu fik Pladsen. Hun kunde ialtfald gaa ind og spørge paa det.

«Straks Jomfru,» svarte den graaskjæggede Mand, Petra henvendte sig til inde i Kramboden, idet han nikked uden at se paa hende, «fem, seks, syv, otte,» han stod ved Langdisken oppe ved Vinduet og maalte Vadmel til et Par aldrende Bondefolk, der fulgte hans Bevægelser med mistroiske Blikke.

«Rigtig en utrivelig Butik,» tænkte Petra, saa mørk og bepakket og saan stram Lugt af Vadmel og Oljeklær og hjemmespundet Uldgarn, eller hvad det nu var for noget. Hun saa op i Taget, hvorfra der hang ned Garnhæsper, Bundter med Hamp og Tougværk, Sydvester, brogede Stentøjkrus og mange andre Ting; saa lod hun Øjnene glide nedover Tværvæggen i Rummets nederste Ende, der var optat af Skuffer med Jernhhaandtag, hvorpaa der stod skrevet: Kaffe, Sukker, Hvedemel, Lys, Bladtobak, Kridtpiber o. s. v. Dernede stod en ung Fyr indenfor Tværdisken og dasked med den ene Haand til en Vejeskaal, hvorpaa dar laa Talglys, mensmens] rettet fra: mns (trykkfeil) han med den anden fingererte ved Lodderne. En Mandsling paa Ydersiden af Disken, knap to Alen lang, i hvid Vadmelskufte og med Skjægbuster, der stod ud til Siderne, saa de var synlig bagfra, brugte Mund og slog til Vejeskaalen, saa den klasked mod Disken.

«Vi har jo mere, Sivert Jensen, far?» spurgte den graaskjæggede Principal og holdt Vadmelet, som han maalte paa, i Vejret.

«Jo daa hr. Virs, like bak jer i tredde Hylden tevenstre.»

«Sivert Jensen,» tænkte Petra, «han ser ud, som han hed noget finere.

«Ja pas nu bare paa, at Du faar rigtig Vægt,» sa Sivert leende til Strilen. «Du ser nu vel det, at der er næsten en hel Mark lys i Overvægt, Kar.»

«Da e Lyngn i din Hals. Eg ska’ ha meir.»

«Mere! Er Du galen, Stril!»

Men Strilen blev ved sit og paastod, at han bare skulde komme med det straks paa Timen.

Sivert bytted det ene Lys om med et større.

«Se saa, er Du nu fornød daa?» Han strøg Lysene af Vejeskaalen ned paaned paa] rettet fra: ne dpaa (trykkfeil) Disken.

Strilen mumled noget mellem Tænderne, idet han tog Laaget af en blaa Tine, bemalt med store røde Roser, som han hele Tiden havde holdt i Haanden. I den var der Strilekager og Kringler, en Kridtpibe, nogle Angler og en Rul Skraatobak. Ovenpaa dette la han lysene. Saa skjøv han tilside det tykke Uldsjall, der var snoet flere Ganger om Halsen, og hvis Ender hang ham ned paa Maven, lukked Kuften op, aabnet nogle Knapper i Vesten, og stak Haanden gjennem Skjortesplitten ind paa det bare Bryst, hvorfra han med Besvær drog frem en Skinpung, der hang i en snor. Af den grov han langt om længe frem nogle irrede Kobberskillinger belagt med Fiskerisp, som han drejed i Fingrene og nøje betragted, før han la dem fra sig.

«Sjaa nou daa,» han skjøv Pengene bortover Disken.

«Der mangler en Hallskilling.»

Den vilde Strilen ha eftergit, men denne Gang fik han ikke sin Vilje.

Efter noget Mundhuggeri snerred han: «Kjuvapak,» og tog en Halvskilling op af Vestelommen. «Ka gjeve Du attepaa daa?» spurgte han og holdt Skillingen mellem Tommel- og Pegefingeren.

«Du er snubt skamløs idag. Ikkje fornød med trekvart Mark Lys i Overvægt.»

«Du lyt gjeve onkort attpaa, korsomer.»

Sivert skar med en Tollekniv et Stykke af en Tobaksrul og rakte ham.

Strilen tog det, betragted det fra alle Sider med optrukne Bryn og gjepende Mund, og stak det saa til sig. Da først udleverte han Halvskillingen. Saa trak han Sydvesten dybere ned i Panden, tog Tinen op fra Gulvet, mumled atter noget om Kjuvapak og Byfanter og skræved sig med en sabbende Lyd i Støvlerne, hvis høje Fedtlærsskafter laa i dybe Folder, ud af Kramboden.

Petra kunde ikke begribe, hvorfor hun hvert Øjeblik havde maattet betragte Krambodsvenden. Hun syntes, det var skam, og havde Gang efter Gang tat Øjnene til sig, men inden hun vidste Ord af det, var de der igjen. Straks havde hun tænkt, han var styg og havde følt en underlig Uvilje mod ham, men lidt efter lidt maatte hun tilstaa for sig selv, at han i Grunden havde et udmærket vakkert Ansigt. Det brune tæt smaakrøllede Haar vokste i en liden Spids ned i den brede, skraat tilbagefaldende Pande. Øjnene var mørke og blanke. De havde en lynsnar Maade at flytte sig paa, og saa var det livagtig, som de lo højt. Brynene var sorte og tykke, det ene ganske lige, det andet en liden Smule buet. Næsen var stor og pen, lidt kroget, og Munden havde tynde, stærkt buede Læber. Langs de brune Kinder og under Hagen grode et ungt, mørkt Skjæg. Og saa var han høj og rank og bredskuldret.

Et par Ganger havde han mødt Petras Blik og blinket til hende med det ene Øje. Hun forstod, det var Strilen, han vilde, de skulde more sig over, men Petra havde følt sig forarget over hans Dristighed og ladt, som hun ikke skjønte det.

Da Strilen var ekspedert, kom han hen til hende: «Jomfruen ude og handler idag?» Der var noget oprømt, næsten fortroligt i Tonefaldet.

Petra nævnte, hvad hun ønsked.

«Blaakraatet Sirts skal være, ja,» og i to Skridt var han borte ved Vinduet, tog med et raskt Sving af Overkroppen fat i den svære Tøjrul, bar den i den ene Haand paa strakt Arm, og lod den med et Smæld falde ned paa Disken.

«Her skal I se Sirts, som har vasket sig, Jomfru! Ny Vare, udmærket Bonitet, ekstra vakkert Mønster.» Han drejed Stykket rundt paa Disken med den ene Haand og holdt med den anden det oprullede Tøj ivejret.

Petra faldt i Tanker over hans Hænder. Et par saa vældige Labber havde hun aldrig set. Haandleddets Knokler ligned smaa Gevækster, Midtledene paa to af hans Langfingre var stive og danned røde Knuder; Fingrene endte i Klumper med afstumpede, itubrudte Negle. Tænk hvad for Slag disse knyttede Næver kunde gi, tænkte hun, og fulgte med Øjnene de krummede Fingre, mens de rask sysled med Tøjet.

«Aa gje meg Saksen der, Sivert Jensen far,» sa Virs. Han havde maattet maale Tøjet 5 Ganger om igjen, før Ægteparret slog sig tiltaals og tillod ham at klippe af.

Sivert strakte sig paa langs henad Disken efter Saksen uden at slippe Tøjet.

«Ka koster det for Alen?» spurgte Petra.

«En Ort og 2½. Røverkjøb, Jomfru.»

«Det gaar vel billigere?» sa Petra og ærgred sig i samme Nu over, at hendes Tone havde vært saa kjendt.

«Kaa kan I snakke saa, Jomfru! Vi har det sjøl ikkje under Orten.»

«Der hænger Make til det i Vinduet hos Offersen sine for 18 Skilling.»

«Saa maa Offersen ha stolle det. Men d’e’ naturligvis ikkje den Boniteten. Vi har Sirtser baade til 18 og 16.» Han vendte sig rask, sprang op ad en Trap og drog ud af den næstøverste Hylde nogle Stykker, som han stabled op i sin venstre Arm. «Se her ska’ I se,» han stod atter ved Disken, «dette her kan I faa for 16.»

«Det tynne, grisne Stoffe? Eg vi’kje ge 10 for det.» Petra slog tilside det Tøj, som Sivert holdt op foran hende.

Den ene af de to Døre i Krambodens nederste Tvervæg gik op, og en Madam viste sig i Aabningen. «Har Du Tier te komme ind et Øgeblik, Virs? Eg sku snakt med Deg?»

«Straks Mor,» nikked Virs. Han stod og talte Pengene op, som Bondeparret havde lagt paa Disken.

«Saa maa Dokker ha tak for Handelen daa,» sa Virs, og stak Pengene ned i et aflangt Hul i Disken. «La’ meg nu se, Dokker kommer snart igjen.»

Hvis han bare ikke havde bedraget dem, mente Konen. Hun vilde nu se, hvorledes Tøjet blev i Krympingen.

«Ja gjør Du det, mor. Eg ska’ love for, Du aldrig har havt drygere Vammel.»

Konen svarte med et haanligt Gjep, hvorpaa de to forlod Butikken.

Virs gik ind til Madammen.

«I faar holde jer te dette, Jomfru,» Sivert drog frem det blaapalmede Stykke, der var kommet underst, og da det ovenpaa de andre Stykker. «I er altfor vakker og pyk te disse billige Tyer.»

«Hvis det bare ikkje var saa dyrt,» mumled Petra, som blev rød over Komplimenten og samtidig stødt over hans Næsvished.

I det samme lød der et Rabalder bag Disken borte ved Vejeskaalene. Et lurvet Hode og Halvdelen af et Gutteansigt kom tilsyne over Disken, og en forskræmt Stemme sa: «Siropstynnen.»

Sivert var i en Fart derhenne. Han bukked sig ned og tog fat i noget tungt paa Gulvet. «Ligger Du paa Knæ og sover, mens Du læst ska’ rødde op i Garnhæspene? Vil Du kvikke Dig, din Dovning! Nu har Du logge her og grovve i over en Time, og ka har Du faat udrettet?»

Gutten rejste sig og saa hjælpeløst paa Sivert.

«K’e’ Du holder Hænderne paa Ryggen for?» Sivert slap Tønden, som han havde faat rejst, greb fat i Guttens ene Arm og tvang Haanden frem i Lyset.

«Ja, va’kje de’ det, eg forstod, at Du hadde vorre oppe i Siroppen med Nævene! Slikke kan Du, ja Du heter ikkje Mass for ingenting. Jysses, kaa Du ser ud! Eg mener, Du har staat paa Hovve i Tynnen, Gut, eller kanske Du sku lage Dig Barter af Sirop, var de’ det, Du vilde?» Sivert lo saa hjærteligt, at Petra maatte le med.

«Eg kom te skyve te Tynnen med Ryggen, daa eg sku smette meg ind og trække ut Saapeskuffen,» stammed Gutten, der uafladelig saa paa Sivert med opspilte Øjne.

«Ja, naturligvis, Du er ganske uskyldig, Mass Far! Løkken din var, at der ikkje var mere i Tynnen. Gaa ud og vask Nævene dine, og kom saa ind igjen og rap Dig.»

«Det kan I tru er et Meisterstøkke af en Krambodgut,» sa Sivert med en Efterdønning af den hjærtelige Latter, da han kom hen igjen til Petra. «Haa, haa, haa! Han er gal, spike gal, og liksom alle galne livsfarlig. Eg har sagt det te Virst, at det kommer te ende med Forskrækkelse.»

«Saa var det daa be’re te faa ‘an væk i Tide,» bemærked Petra, som syntes hun maatte sige noget.

«E’kje de’ det, eg altid siger, men Virs prater om, at vi kan faa en, som er enddaa galnere.»

Petra tænkte paa, at her kanske kunde være Plads for Peder, men kom sig ikke til at nævne det. Hun tog fat i Sirtset og saa prøvende paa det.

«Kaa mange Alen, Jomfru?»

«Gaar det ikkje for 20?»

«D’e’ det sam’e. Siden d’e’ jer, skal I ha det for 22½, men I maa ikkje la nokken vite det.»

«Jaja daa. La meg faa tre Alen.»

Sivert maalte Tøjet op, la det sammen og pakked det ind i noget gulbrunt Papir med uldne Trevler i Kanten. Saa slang han sig paa skraa ud over Disken, visked ud med sit Ærme nogle Regnestykker fra før af, skrev op med Kridt og talte dem sammen.

«Tre Ort og en halv Skilling.» Han saa op med et Nik, og hans Ansigt var saa tæt ved Petras ene Haand, der holdt paa Pakken, at hun kjendte hans varme Aande gjennem Bomuldshansken.

«Der har I gjort en god Handel, Jomfru,» vedblev han og kneb hende i Lillefingeren.

«Au,» sa Petra og trak Haanden til sig, idet hun gik et Skridt tilbage.

«Au,» sa Sivert efterabende og gjorde nøjagtig som Petra, hvorpaa han gav sig til at le, saa begge de smaa mørkladne Tandrækker og det røde fugtige Tandkjød blev synligt.

«Om Forladelse, Jomfru,» sa han saa og søgte at lægge sit Ansigt i alvorlige Folder. «Eg kun ‘kje bare meg, for I saag saa lækker ud.»

Petra slog paa Nakken og paatog sig en krænket Mine. Han var dog altfor nærgaaende – men frisk og fornøjelig alligevel. Mod sin Vilje maatte hun like ham.

Hun la Halvdalerstykket, en Fireskilling og nogle Kobbermønter fra sig paa Disken. I det samme kom to Bønder, den ene med en Kipe paa Ryggen, den anden med et Svøbelsebarn i Seler over Skuldrene, stampende ind i Butikken.

«Nej, goddag Anders! Og Du Lars Tveiten! Nu trudde eg Vorherre hadde tokke Dokker. Det var daa rigtig Sælebod at faa se Dokker igjen. Ka ska’ Handelen staa om idag?»

«Da spyrs om, ka Varer Du heve,» svarte han med Kipen i en tvær Tone.

«Udmærkede Varer! Friske, nyhjemførte, billige Varer, alting af første Sort, godt Maal, god Vægt og en Tobaksrul att paa, ha, ha, ha!» Ka siger Du te det, Anders? Ka ska I ha, Mor?» Han vendte sig til en Pige med Knyttetørklæde om Hodet, der var kommen ind samtidig med Bønderne.

«Et halt Kvintin svarte Hægter.»

«Svarte Hægter ska’ være ja!» Han gjorde et Hop over Gulvet og trak en liden Kasse frem fra en af Hylderne. «Nu kommer eg straks, Anders. Sæt Dig ner paa Bænken, Lars, Barne er tung te staa med ska’ vite. Bare ekspedere denne vesle Byjenten her.»

«Vil I værs’go’ se, om det er rigtigt,» sa Petra og pegte paa Pengene.

Sivert begyndte at tælle efter; men med ét slap de krummede Fingre Taget om Pengene; Halvdalerstykket trilled fra ham, og Resten faldt ned paa Disken. Hans Mine blev ængstelig lyttende og Øjnene skotted over Petras Skulder paa Døren bag hende. Uvilkaarlig vendte hun sig om, og hørte nu en Lyd som af en Barnehaands Kramsen paa Dørtaget udenfor. Idetsamme gik Døren op, og en bitteliden, fillet Bondekone uden Sko paa den ene Fod og med de graa Haartjafser hængende ned under det skjæve Skout, kom slingrende ind. Rask hev Sivert sig over Disken, tog Konen i Armen og skubbed hende foran sig indenfor Tværdisken, i hvis ene Ende han aabned en Klaf. Konen holdt hele Tiden Hodet drejet bagover mod Sivert og forsøgte at komme tilorde, men Sivert trued med Haanden og sa hvast gjentagne Ganger: «Hys, ti stil med Jer, eg har ikkje Ti’er nu.» Han lukked op Døren tilvenstre dernede i Bunden af Butikken, stødte hende ind gjennem Aabningen og drejed Nøglen rundt.

«Gud véd, hvad hun vilde ham,» tænkte Petra paa Hjemvejen. «Nogen Kunde var det ikke, for saa kunde han ikke ha behandlet hende paa den Manér, og saa havde han heller ikke set saa forstyrret ud.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.