S.G. Myre

av Amalie Skram

XIX

«Nej din Mage, din Mage!» Lydia bed sig i Læben, da hun gik indover Strandgaden; Haanden klemte fast om Paraplyskaftet, Kinderne brændte, og de hvide, bløde Næsevipper løfted sig i ét væk.

Nej, at hun virkelig havde gjort det, havde faat sig selv til at træ op paa Trappestenene, gaa ind gjennem Gangen, aabne Kramboddøren og staa der og spørge efter – –. Bare det var en Drøm! Du søde, miskundelige Gud, om det dog var en Drøm!

«Hvorfor i Alverden gjorde Du det?» Lydia luded sig forover med fremstrakt Hode som for at se paa sine Støvlesnuder, mens hun sagtned sine Skridt.

Ja, hvis hun kunde udgranske, hvorfor hun havde gjort det. Hun var jo bare fuld af Afsky for den Fyren, vilde ikke ha det ringeste med ham at skaffe, ikke vide af ham paa nogen Maade. Det, hun saa tidt havde forestillet sig om Dagene, at han og hun var to ulykkelige elskende, var bare Tøv. Det vidste hun, selv mens hun forestilte sig det, men hun gjorde det for Tidsfordriv, og fordi det var saa dejligt at tro sig ulykkelig og faa græde af Sorg og Rørelse over sig selv. Hun var en rig og skjøn Borgfrøken, som foretrak ham, den fattige Pagen for alle de fornemme Bejlere. Men hendes Far var ond og grum og havde spærret hende inde i et Taarn for at bøje hendes stolte Sind. Og ved Nattetid kom Pagen paa en høj Stige og banked paa hendes Vindu, og hun aabned for ham, og han steg ind, og hun sa: Dig vil jeg tilhøre, Dig og ingen anden! Og han la sig udstrakt ned foran hende og vilde, at hun skulde gaa over hans Legeme. Før Du gjør det, rører jeg mig ikke af Flekken, sa han. For det skal være Tegnet paa min Taknemmelighed og Tilbedelse. Og saa gik hun over ham, og han rejste sig paa Knæ og kyssed hendes Fødder og Kanten af hendes Kjole, men saa kom Faren og kasted ham i Ormegaarden og tvang hende til at danse sig ihjel.

«Nu, Lydia! Gaar De og tæller Gadestenene i denne Væden?» Lydia saa op; Konsul Smith strøg forbi hende, hilsende og smilende.

Hun gik raskere til.

Det var bare fordi hun havde kjedet sig saa hele Vinteren, at hun var kommen til at tænke paa det væmmelige Menneske og forestille sig alt det Sludderet. Der var nu ogsaa saa bra utaaleligt hjemme. Saant borgerligt, tarveligt Stel. Og de, som bildte sig ind, at de havde det fint. Nej, da skulde de set hos Wegners i Hamburg. Og ingen fride til hende, ingen brød sig om hende, ikke engang Carl Ravn. Den hans Smule Forlibelse var da saa fordunstet som vel muligt. Saadan var Mandfolkene. Ude af Øje, ude af Sind, ja naturligvis; helt og holdent ude af Sind. Men derfor behøved han jo ikke at være uhøflig imod hende, som sidst paa Logeballet, hvor han ikke engagerte hende til en eneste Dans, knapt nok hilste paa hende. Og det var ikke af Flouhed, eller fordi han sørged over Kurven, hun havde git ham, aldeles ikke paa den Maaden. Han var træg og ligegyldig, gad ikke danse med andre heller, sad mest i Sideværelset og spilte Kort med de gamle, som røg og drak Toddy. Det skulde Rosa vide! Hun, som skrev, at hun endelig maatte forbarme sig over den ulykkelige Ravn. Jovist, jo. Men hun vilde ikke fortælle til Rosa, hvordan det forholdt sig. Rosa fik heller gaa i den Troen, at hun havde Skrupler fremdeles, og at Ravn gik og døde af Kjærlighed. Det var meget interessantere, og saa havde de det at skrive om. – Var det nu forresten ikke mærkeligt, at det aldrig var Carl Ravn, som var Pagen og blev kastet i Ormegaarden, men altid bare Sivert, den simple, ækle Gadegutten.

Men forresten var det ligedan endnu. Dersom Ravn havde friet til hende om igjen, turde hun ikke tat ham, det vidste hun nok, men at han ikke gjorde det, var dog alligevel svært ærgerligt. Og den Labanen, den Sivert! Han, som havde skrevet, at Synet af hende paa Hjemkomstens Dag havde tændt en evig Ild i hanses Hjærte, eller hvad det var for noget grusomt Vrøvl. Aa, de falske Mandfolk! Han havde andet at tænke paa, han. Danseballer med Jomfruer hos Konsul Smither og saant. Men hvis han nu havde sendt ud Krambodgutten og var falden paa Knæ og havde grædt og bedt og kysset hendes Kaabe? Saa var hun vel løbet sin Vej formodentlig.

Uf ja, dette med Sivert var ikke til at komme fra. Det skulde da være, hvis hun traf en, som vilde tilgi hende og ha hende alligevel. Aa, men hun vidste jo saa godt, at hun aldrig i Livet kunde bekjende det for noget Menneske.

Om nu Sivert fortalte det? Aa pyt, han turde nok ikke, og han havde jo ogsaa skrevet, at heller end at krænke hende med sin Tunge, vilde han skjære den af sig. Med ham skulde Hemmeligheden dø og begraves, stod der i Brevet. Men det var dette skrækkelige, at han altsaa kunde fortælle det, at han gik der og vidste det, vidste det hele sit Liv. Aa Gud, hvad hun dog var for et elendigt og ulykkeligt Menneske. En falden Kvinde, en falden Kvinde. Ikke Fred før i Gravens Stilhed, ikke før i Gravens Stilhed.

«Nej, det er dog for galt,» mumled Lydia og slog trodsig med Nakken. Ravn gik forbi hende uden at hilse. «Han saa mig godt, men lod bare saa. Vendte Hodet til Siden og med den underlige træge Minen. Han ser ud, som han vidste det. Rosa skulde da vel ikke. – Umuligt! Ich schwøre! – Langtifra! Han har naturligvis fundet noget andet. Og her gaar jeg. Kanske faar jeg aldrig en Frier mere, blir Pebermø – gaar hen og blir Pebermø. Nei, før skal Du ta Sivert, ja, om Du saa skulde tvinge ham. Aa Gud.» – Hun næsten graad, da hun gik op over Vitrlidsalmenningen og bøjed ind paa Øvregaden. Valleslettet faldt fremdeles; hun var drivvaad helt ned over sin lange Silkekaabe. Det var besværligt at komme frem i det glirede Føre; Snevandet sived ud og ind om Galoschekanten, og Fingrene, som holdt om Paraplyen, var stive og forfrosne.

«Gamle Fru Smith paa Visit.» Lydia var naaet hjem og saa en skinnende blank Kariol forspændt med en stor brun Hest holde udenfor Gadedøren. Paa Trappen sad Hestedrengen med den fine Skindtømmen stukket ind paa Armen.

«Hvis Du nu bare kunde slippe for at hilse paa hende,» Lydia sprang forbi Hestedrengen paa Trappen, der letted paa Blankhatten uden at forandre Stilling. I det samme, hun kom ind i Gangen, gik Dagligstuedøren op, og gamle fru Smith, høj og mager i vatteret Atlaskeskaabe, fodsid Boa og langt, grønt Slør, der laa tilbage over Hatteskyggen,kom ud, fulgt af Fru Munthe.

«Nej, men se, der har vi jo Lydia,» sa Fru Smith med sin tørre Stemme, der minded om visne Blade. «Det kan jeg like Dig for, at Du ikke bryr Dig om, hvad slags Vejr det er,» hun kyssed Lydia paa Kinden med spidse Læber.

«Jeg er saa vaad,» sa Lydia afværgende.

«Ja, at Du ogsaa gaar med den bedste Kaaben din,» skjændte Fru Munthe.

«Aa snak, naar den er udslidt faar hun en ny af Manden sin.» Fru Smith saa paa Lydia med plirende Øjne og den tynde Mund stukket ud i et surt Smil. Saa nikked hun og gik mod Gadedøren, men vendte sig straks om igjen og sa nejende med en kort, skarp Latter, som Fru Munthe istemte: «Farvel Svigerdatter,» hvorpaa hun skyndte sig ud.

Lydia stod og maabte, flou og forbauset, som om Fru Smith havde sagt et grovt Ord. Moren holdt Gadedøren aaben og blev ved at snakke og nikke, mens Fru Smith steg tilvogns. «Saa skal jeg nok skaffe Dem den Pigen, vi talte om,» sa tilslut Fru Smith, og Gadedøren blev lukket.

«Skam Dig at være saa muggen,» Fru Munthe vendte sig ærgerlig mod Lydia, «ikke et Smil, ikke saa meget som Farvel engang.»

«Jeg kan ikke udstaa hende,» svarte Lydia hvast.

«Naa, naa, naa, Unge!»

«Hun er saa ækkel, saa væmmelig, saa – saa – Hun tænker ikke paa and’t end ækelt!»

«Nu kan det være nok. Gaa op og byt paa Dig, hvad staar Du der for?» fru Munthe gik hurtig ind i Stuen.

– – «Du, Lise,» Lydia kom fort hen til Bordet i Rullestuen, hvor Lise Stuepige stod og la Vasken sammen. «Fortæl mig, hvorfor Sine skal væk?»

«De kan jo spørre hinner.»

«Saa hun skal altsaa væk? Jeg hørte Fru Smith snakked om at skaffe en ny Pige idag, og da jeg saa mødte Sine i Trappen – Hvad har Sine gjort?»

«Jammen De maa ‘kje seie det til Deres Mor.»

«Nej, ved Gud, Lise! Du skal faa en pén Ting for det.»

«Hun er paa gode Veje. Fruen tog hinner forre seg imorges, og saa maatte hun tilstaa. Det er derfor, hun ser ud, saa hun har strød Pebber og Salt i Øgene sine.»

«Ja, det er vel en liden, Du mener?»

«Mindst én; hun har opgit to Farer.»

«Men kan der være mere end én da?»

«Ha, ha, ha!» Lise kasted Hodet bag over, mens hun lo. «Hun kan jo godt ha havt med fler te bestelle.»

«Nej, hvor det er rædsomt! Sine, som har vært her saa længe.»

«Og ge seg af med saa’n en Guttehvalp. Tvi vorre!»

«Hvem?»

«Han, Tusenkunstneren, saa var Dreng her.»

Lydia blev kold i Ansigtet. «Skal de gifte sig?»

«Han er daa ikkje gal, vét eg.»

«Stakkels Sine,» Lydia sa det rent mekanisk.

«En kan jo passe seg, men det er denne græsselige Havesygen hinnes. Hun graver te seg og graver te seg og faar aldrig nok. Alt det, hun har logge seg tebedste i Vinter! Penger og Klær og alle slags Varer. En faar det ikkje for Ingenting.»

Lydia stod aldeles stille og saa stift ud for sig.

«Men nu kan hun ha det saa godt,» vedblev Lise og trak i en af Munthes Natskjorter, saa det smald. «Hun kunde tat A ‘varsel af, ka Spaa-Kathrine sa i Vinter.»

«Spaa-Kathrine?»

«Ja, det er en Kjærring oppe i «Fjeldet», saa spaar Folk.»

Da Lydia kom ud fra Rullestuen, standsed hun ved Kjøkkendøren og lytted. Hun følte en nysgjerrig Trang til at se paa Sine, rigtig mønstre hende fra øverst til nederst, den væmmelige Tøsen, som skulde ha – aa Gud, skulde ha et Barn, og med ham, med den samme, som –. Hun og Sine Kokkepige! Hun maatte ind og se paa hende; det vilde rive og slide i hende af Væmmelse, men det var just tilpas; jo mere ondt det gjør, jo bedre. Bare hun blev gal; nej døde af Skam.

«Jeg skal ha lidt Vand,» Lydia sa det hen i Vejret, idet hun gik over Kjøkkengulvet og tog fra Hyllen et Glas, som hun fyldte med Blikøsen av Vandbøtten borte paa Grueskammelen, hvor Sine stod med ludende Ryg og strøde finhakket Ener af en Spaankurv udover Gruen. Mens Lydia langsomt drak, strøg hendes Øjne mønstrende hen over Sines bøjede Skikkelse.

«Hun bare lader, som hun drysser,» tænkte Lydia. «Saa, nu er der ikke Plads for mere, Sine.»

«Jævne lidt paa det,» mumled Sine og fór om mellem Enerne med de krummede Kokkepigefingre.

«Hvor hun ser forgræmmet ud i Ryggen,» tænkte Lydia. «Stakkeren! Og saa genert; hun tør ikke rette sig op og gaa med Enerkurven.»

Med ét blev Lydia grebet af en dyb Medlidenhed; hun vidste ikke, om det var med Sine eller med sig selv. Det gik som en Iling igjennem hende. Taarerne kom hurtigt, saa det værket i Øjnene, og hun maatte skjære Ansigter for ikke at græde højt. Og saa, uden at ville det og uden at hun vidste det næsten, strøg hun hastig Sine over Kinden med Ydersiden af Fingrene og hvisked: «Jeg synes Synd i Dig, Sine.» Med et Ryk drejed Sine Nakken og saa forbauset og sky fra de saare af Graad forkrøllede Øjne op paa Lydia.

I det samme forvandledes Lydias Medlidenhed til Afsky og Vrede. «Din, din, din!» hun stamped med Foden og klemte Fingrene sammen for ikke at komme til at slaa Sine i Ansigtet, og saa satte hun paa Løb ud af Kjøkkenet.

«Hvordan Du bærer Dig ad!» Lydia læned sig tilbage mod Klædeskabet oppe paa sit Værelse med Hænderne paa Ryggen. Hendes store, lyse Øjne flakked om paa Væggen ligeoverfor, og hun bed i sin Underlæbe, som var trukket helt ind i Munden. «Klappe hende!» hun rev Haanden frem og rysted den, som om hun havde brændt sig paa Fingrene, «og saa bagefter! En skulde tro, Du ikke var rigtig klog. – Hvis Mor vidste det!»

– – – «Her er det,» sa Lise forpustet til Lydia og standsed, idet hun pegte i Mørket. De var kommen op i «Fjeldet» og havde gaat hurtig og i ét Kjør hele den Stejle Stentrappevej, der bugted sig i Øst og Vest mellem de smaa spidsgavlede Hytter og Huse, der laa hulter til bulter strød omkring paa Fjeldskraaningen.

«Er det et Hus?» sa Lydia, «der er jo ingen Vinduer.»

«Der er et, men der er Luger indvendig.»

«For en underlig Facon det har.» Lydia pegte med Paraplyen op mod Taget.

«Det er jo Fjeldknausen, saa luter utover.»

«Uf, Lise, Hjærtet mit slaar,» hvisked Lydia og greb Lise fast om Armen.

«Ska vi kanske snu igjen? Det sku ‘kje være meg imot.»

«Er Du ogsaa bange, Lise?»

«Nej, men ka trur De, Deres Mor seier, hvis om det kommer op, at eg har lotte meg overtalle te ta Dem med paa saant nokke.»

«Du kan være tryg, Lise, Mor skal aldrig faa vide det. Hun kommer ikke hjem før Klokken 10, og nu er den bare 7. Kom nu, men jeg holder i Dig hele Tiden.»

De steg op af Trappen, der gik sidelæns og bestod af et par svære, utilhugne Graasten. Lise banked paa Døren.

«Gud, hvor Du dundrer,» hvisked Lydia.

StraksStraks] rettet fra: «Straks (trykkfeil) efter blev Døren aabnet lidt, og en lav Fruentimmer-stemme sa bidsk: «Kem er det?»

«Kjendte Folk,» svarte Lise dæmpet. «Her er en med, saa vil høre nyt hos Jer.»

Nu blev Døren helt lukket op, og de kom ind i en Gang med Stengulv og et Glimt af Lysning fra en Dør, som stod paa klem. Gangen var saa liden at de tre Mennesker ganske fyldte den. Lydia trykked sig op ad Lise; hun hørte en skrabende Lyd og trode med Forskrækkelse at kunne høre, det var Mus, og saa hang der nogle Klær paa Væggen tæt ved, som lugted saa stramt, at Lydia var nær ved at faa ondt. Konen stødte Døren med Lysningen op, og da de var kommen indenfor, opdaged Lydia, at den skrabende Lyd hidrørte fra, at Konen skubbed sig paa Brystet med den ene Haand stukket indenfor Trøjesplitten.

«Værsgod,» sa Konen og trak frem en Stol til Lydia. «Hm, hm,» hun rysted Hodet og saa skjævende til Lydias lange Silkekaabe. «Grumt Folk dette. I behøver ikkje te være bange; Stolen er rein.» Hun talte i en muggen Tone og med et haanligt Grin om Munden.

«Tak, jeg kan godt staa,» mumled Lydia, som ikke vilde slippe Lises Kjoleskjørt. Hun holdt Muffen op for Næsen – Lugten herinde var endnu værre end i Gangen – og saa sig stjaalent om i det smale Værelse, der blev oplyst af et Talglys fra et lavt Bord fuldt af Værktøj og gamle Støvler i Værelsets fjerneste Krog. Foran Bordet med Bagsiden til Lydia sad paa en Trefod en bitte liden Mand med en høj Pukkel, som ganske skjulte Hodet. Af Armenes Bevægelser kunde Lydia forstaa, at han syede. Han havde ikke rørt sig, da de kom ind, og syntes ikke at vide om, at der var nogen. Midt paa Langvæggen lige foran Lydia stod en Dobbeltseng, og paa den laa sammenkroget et tykt, paaklædt Fruentimmer med et rødt, stort Ansigt og hampagtigt, sammenfiltret Haar. Hun saa dvask ud for sig med halvaabne, glinsende Øjne og sutted lydeligt paa Pegefingeren med sin vaade, skjæve Mund. Paa Ovnen henne ved Skomagerbordet kogte en Gryde med en putrende Lyd.

«Ska’ I staa, I og?» sa Konen til Lise med haanlig Stemme. «Jaja, gjør saa Dokker vil,» hun trak de skraa Øjne op i en skadefro Spids.

«Vi sitter os her,» svarte Lise og tog Plads paa en Kiste oppe ved Vinduet. Lydia satte sig ved Siden af hende.

«Kort eller Grut?»

«Kort, tænker eg; Kort seier mere end saa Kaffigrug.»

Lydia turde knapt trække Vejret. I Halvmørket virked Stanken i Værelset, den hodeløse Manden og saa denne sinte Kjærring, der havde noget uldent om Hodet, liksom Zigøjnerkonen i Hamburg, som et Mareridt paa hende.

Konen havde ryddet Bordet foran Vinduet og tat frem et Spil Kort, som hun vikled ud af en sammenlagt Avis og derpaa blanded. «Træk,» sa hun og holdt Kortene hen foran Lydia.

«Gjør Du det, Lise,» bad Lydia sagte.

«Nej, saa gjælds det ikkje.»

Lydia trak ud et Kort; det var tykt og klæbrigt af Smuds.

«Tre,» sa Konen.

Lydia trak to til og mistet det ene paa Gulvet. Hurtig bøjed hun sig ned og rakte det til Konen med ivrig Tjenestevillighed.

«I kan ‘kje se, Kathrine,» bemærket Lise.

«La’ meg om det,» svarte Kathrine og satte sig foran Bordet med Ansigtet mod Lydia og Lise. Hun blanded atter Kortene længe og omhyggeligt, mens hun mumled noget mellem Tænderne. Saa la hun Spillet udover paa Bordet i 5 Rækker og begyndte at prikke med Pegefingeren omkring paa Kortene. Lydia iagttog hende spændt. Nu først ligned hun en Spaakone; Øjnene gnistred som paa en Kat i Mørke, Pegefingeren for hurtigere og hurtigere afsted, og hun snakte til Kortene, som om det havde vært Mennesker. Ind imellem mumled hun med sig selv i en syngende Tone og bad og besvor.

«Der ligger en Hemmelighed og et Brev,» begyndte hun omsider, ensformig flydende, som om hun ramsed op en Udenadlektie. «Og saa er her en Mandsperson hernere, saa har nokke paa Hjærte, eg kan ‘kje se, om han vil Jer vel eller ilde. Men der er et Fruentimmer i mørke Klær, saa I ska’ vogte Jer forre, for hun pønser paa ondt. Den, saa tænker paa Jer, er langt borte for Tiden, men her ligger et Møde med nokke glædeligt og lyst. Ja, nu faar vi se, kaa det siden gaar.» Med en pludselig Bevægelse klasked hun Haandfladerne mod Bordet og sopte Kortene i en Bunke. Lydia for sammen og frøs i Ryggen, skjønt hun havde det kvælende varmt i sin lange vatterede Kaabe.

«Gud, hvor hun spaar sandt,» tænkte hun. «En Hemmelighed og et Brev! Mandspersonen er Sivert, – eller Ravn kanske, og Fruentimmeret i mørke Klær maa være Sine, som vil hævne sig, fordi jeg tramped og vilde slaa. Men hvem det er, som er langt borte og tænker paa mig –?»

«Aahaa, her har vi det!» udbrød Spaa-Kathrine i en livligere Tone. Hun havde atter blandet Kortene og lagt dem ud over paa Bordet. «Manspersonen dernere har haft store Fortræder for Jeres Skyld.» Hun talte igjen paa den forrige Ramsemanér. «Det ser ud, saa der er nokke i Vejen, saa gjør, at Dokker ikkje kan faa kverandre. Der er inkven, saa har forre med Løgn og Bagvadskelse, men han har tænkt paa Jer Nat og Dag. Hvis om han ikkje alt har fridd, saa gjør han det snart, og gjør han det ikkje, saa er det fordi, han ikkje tør.» Hun standsed lidt og rysted grundende Hodet, mens hun ufravendt stirred paa Kortene. «Hm, hm, det var daa svært te mykkje svart! Mange Viderværdigheder. Men hvis Dokker kommer sammen, saa bler det te Løkke, og hvis Dokker ikkje kommer sammen, saa sker der nokke and’t. Her ligger en Rejse og mange fine Klær.» Hun strøg atter Kortene sammen og begyndte at sprede dem udover igjen.

«Bagvadskelse, aa Gud, aa Gud, saa véd Ravn det altsaa. Han véd det, og det er derfor, han er slig. – Eller kanske det var Sivert, hun mente!»

«Nu er der kommen en til,» tog saa Spaa-Kathrine atter fat, «en rig, fin Herre ser det ud for. Der gaar en hel Rad med Hjærterkort fra han te Jer. Han har det nok hedt, han. Han kommer te skikke Jer et Brev engang, og naar I har læst det, faar I vite nokke, saa I ikkje vidste før. Der er to Fruentimmer, saa ligger seg etter ‘an, men der kommer ikkje nokke ut af det. Saa er der et Dødsfald og en Begravelse, men det ser ‘kje ut for, at det angaar Jer. Og her ligger Selskab eller Bal, ka det kalles, med Musikantere og mange Mennesker, og Brøllop før Aare’ er omme.» Hun roded Kortene sammen, rejste sig og gik bort og rørte i den kogende Gryde.

«Nu er det slut,» sa Lise.

Lydia for op som af en Dvale. «Jeg vilde saa gjerne vide,» hun luded sig forover og kjendte efter med Fingrene, om Kaaben var knappet – «det var det, jeg vilde spørge om, – om den rige fine Herren er den samme, som er langt borte?»

«Langt er langt for en og kort for en anden,» svarte Konen haanlig, mens hun blev ved at røre i Gryden med Ryggen til.

«Jammen om det er den samme?»

«Et Menneske er aldrig den samme idag, saa han var igaar. Sjælen er foranderlig, men Legemet bestaar.»

Lydia gik mod Døren.

«Ska’ eg ligge ut, Frøken,» spurgte Lise.

Lydia trak ud sin hæklede Pengepung, tog et Ortestykke op og saa spørgende paa Lise.

«Der har I gjort en god Forretning, Kathrine,» udbrød Lise. «En hel Ort!»

«De’ er ‘kje alle, saa er like lusne,» svarte Konen, «saa vel er.»

«Seier I ikkje Tak engang?»

«En Arbej’er er sin Løn værdt, sku eg tru.»

«Kom nu, Lise. Godnat.»

«Godnat.»

«Ja nu har De faat Besked, Frøken,» sa Lise, da de var kommen udenfor og gik ned over den mørke Stentrappesti. «Tænk Brøllop før Aare er omme.»

«En rig, fin Herre,» pludred Lise videre. «End seie meg af det. Kem kan det være, ska’ tru?»

«Er De ikkje fornødd med Spaaningen hinnes? De er blevven saa taus, Frøken.»

«Det var en fæl Kone,» sa Lydia langt om længe.

«Ja, hun er ‘kje nokke videre bli’ af seg just.»

«Hvad var det for en, han ved Skomagerbordet?»

«Man’en hinnes, rimeligvis, Lars med Pukkelen, saa han kaldes. Han er stokdøv.»

«Er Spaakoner gift da?»

«De, som andre, rimeligvis.»

«Og hun i Sengen?»

«Datteren deres. Hun er tussete.»

«Bare hun havde snakt lidt grejere,» sa Lydia en god Stund efter. «Det var saa uklart.»

«Det kommer an paa, kaalissen en vil forstaa det,» svarte Lise, «men nu faar eg skynde meg og dække Bordet.» De listed over Gaardspladsen Bagvejen ind. «Deres Far er kommen fra «Logen», for der er Lys i Blaastuen. Eg skal ossaa hente Fruen.»

Munthe røg sin Pibe i Spisestuen efter endt Aftensmaaltid, siddende i den store Lænestol ved Ovnen. Døren til Blaastuen stod aaben, og derinde sad Lydia sammenkrøben i Hjørnet af den lange, haare Sofa og stirred paa Lysstriben fra Døren, der kløved Stuens Mørke over i to. Hun hørte det gaa med en Dør og derpaa Stemmer, som sa noget, men Lyden gled forbi hendes Øre, indtil hendes Navn blev nævnt. Det var Moren, som spurgte efter hende.

«Hun var her fornylig,» sa Faren. «Saa er hun vel gaat og lagt sig.»

«Den unge Ravn, som vi snakte om forleden,» begyndte saa Moren, «det er ikke værdt, Du ber ham hjem her alligevel.»

«Er det nu saa igjen?»

«Ja, for jeg hører, han har et yderst daarlig Rygte. Han lever med et Fruentimmer af værste Sort.»

Faren brummed noget, som Lydia ikke kunde høre.

«Jeg trode dog, at naar det gjaldt din egen uskyldige Datter.»

«Var det for Lydias Skyld, Du vilde ha fat i ham da!»

«Saa grovt, som Du tar paa alting! Skulde ikke en Mor være saa vidt forudseende. Han har frit til Lydia i Hamburg, desuden.»

«Ja mig er det lige fedt,» sa Faren og rejste sig.

«Ja, Du bryr Dig ikke om noget, det er et sandt Ord. Dig er det det samme, hvad slags Fremtid din Datter faar.»

«Jeg lægger mig ikke i Ting, som ikke angaar mig.»

«Men det gjør jeg kanske?» Morens Stemme var sint og iskold samtidig. «Ja, jeg er jo vant til at høre forskjelligt af Dig.»

«Du skulde la Lydia passe sig selv i de Dele, siger jeg bare, og ikke gaa og makinere og intrigere for at faa hende prakket ind i Ægtestanden. Det kan bli værre bagefter.»

«Makinere og intrigere – jo, det er nydeligt!» Moren lo. «Du skulde dog styre din Tunge lidt.»

«Tror Du ikke, jeg forstaar, hvad Du tænker paa? Jeg er lige saa klog som et Menneske. Men før Lydia skal faa den halvgamle Udhaleren –» Faren gik og slog Døren efter sig. Kort efter gik Moren ogsaa.

Lydia blev siddende dernede i Sofaen. Det var, som hun havde et koldt Omslag over Brystet, og saa pirked og rev det rundt omkring i Kroppen, saa hun hvert Øjeblik maatte røre paa sig.

Moren gik altsaa og snuste i hendes Gjemmer og havde læst alt det om Ravn i Brevene fra Rosa. Nej, at hun var saadan! Og Ravn leved med et Fruentimmer, og Sivert fik et Barn med Sine, og hun skulde ha en gammel Udhaler – aa Gud, hvor Verden dog var smudsig og forfærdelig, og Mændene modbydelige, alle, alle sammen! De var lige gale her som i Hamburg; det havde hun ikke trot. Men ikke hendes Far, nej, ikke hendes Far! Han var skikkelig og snil og ejegod. Men Moren var lej! Hun ligned gamle fru Smith – ja det gjorde hun. Saa ækel, ja, tænk saa ækel var hun. De blev vist saa’n, de gifte. Ja, Gud véd, om de ikke gjorde det? Aldrig vilde hun gifte sig! Aldrig! Bryllup før Aaret er omme? Jovist jo! Hun fik nok en lang Næse Spaa-Kathrine den Gangen. Bare hun havde vært Katholik, saa vilde hun gaat i Kloster. Nu fik hun bli værende her hjemme.

Men hun blev en anden efter denne Dag. Aldeles bestemt en ganske, ganske anden. Ikke pynte sig mere, ikke gaa paa Bal, ikke spasere til «Puktum» om Eftermiddagen, ikke til Musikken paa Slottet om Søndagen. Holde sig hjemme, være stille og alvorlig, men snil og tjenstvillig, strikke Strømper til Fattigbørn og sy i Hedningemissionen. Tænk, hvor Moren vilde gjøre Øjne, naar hun gik med sin gamle Kaabe og falmede Kyse i godt Vejr. Og naar hun saa svarte, at hun ikke mere taalte Stas og fine Klær –! hun glæded sig til at se Moren.

Men naar hun gik saa’n stille og sørged bestandig, saa døde hun nok ung, og saa blev hun lagt i Kisten, med hvid Kjole og Myrtekrans i Haaret likesom Rikke Brun. «Her ligger hendes jomfruelige syttenaarige Legeme, smykket i Døden som Brud,» havde Præsten sagt i Talen, «og ved Indgangen til Himlens Sale staar Kristus, hendes Brudgom, og venter med udbredte Arme.» Nu kunde Lydia ikke mere; hun bøjed sig ned over sine Hænder og græd.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om S.G. Myre

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

S.G. Myre (1890) er tredje roman i serien. Sivert har gått i land og fått arbeid hos kjøpmann Munthe i hjembyen. Men skammen over forfyllede slektninger henger fortsatt i.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.