XVI

«Saa, saa, saa, ikke skjælve, saa – helleduden da,» saa tidt hun vilde, hørte Petra disse Ord i sine Øren, og hun elsked at høre dem.

Saa ømt og sagte han havde hvisket, og saa varsomt og pent han havde tat paa hende. Det var noget andet end de fede Smeldkyssene og al den Knibingen og Kramsingen, Kjæresten hendes havde traktért med. Og tænk, ham havde hun vært glad i og sørget paa, da han døde. Ja, den Gang vidste hun ikke bedre, men nu –.

Hun gik som i en Rus med halvt tillukkede Øjne, og der laa som et stille Skin over hendes Ansigt.

Naar hun stod for sig selv ved sit Arbejde, smilte hun uden at vide det, og naar nogen uventet talte til hende, fôr hun sammen og skiftet Farve.

Men nu var der hengaaet to Uger, og Konsulen havde ikke talt til hende, naar han mødte hende i Trappen eller paa Gangen, og naar han skulde gi hende en Besked, havde han lukket paa Kjøkkendøren fra Bagstuen og sagt det ind gjennem Aabningen.

En underlig Mathed begyndte at snige sig over hende. –

– Madam Lind aabned Døren paa Klem og keg ind i Petras lyse Værelse, der var skilt fra Kjøkkenet ved det mellemliggende Skabkammer, og havde gammeldags, gulpolerte Birketræsmøbler, filérte Gardiner for de to høje Vinduesfag og hvidt Strikketæppe med Duskefrynser over den struttende Seng.

«Nej kaslag, sitter hun her.»

Petra hørte ikke. Hun sad i sin Søndagskjole oppe ved Vinduet og stirred over den aflange, indhegnede Gaardsplads helt bort paa Toppen af Skibsriggerne nede paa den Stribe af Vaagen, der var synlig mellem nogle Pakboder.

«Ska’ hun ikkje i Aftensangen?» vedblev Madam Lind og traadte indenfor.

«Ok, er det jer?» sa Petra og drejed sig paa Stolen. «Eg sad just og tænkte paa det. Eg var til Høimesse i Formiddag. Han præker pent Arentz.»

«Vel mykkje Evengelium,» sa Madam Lind og kom nærmere. «Loven er vorden vor Tuktemester til Kristum, siger Paulus,» hun virred med Hodet og gjemte Øjnene i sit folderige Smil, «og derfor, først Loven og saa Naaden.»

«Sit jer ner, Madam Lind. Nu sover vel Fruen Jeres?»

«Sover stakker? Aa nej, hun sover nok ikke just, men hun siger altid, naar hun har spist: Saa Madam Lind, nu ska’ vi ha Middagshvilen vores, og saa tænkte eg idag, at eg vilde smite ner med denne her,» Madam Lind viste frem en Traktat, som hun havde holdt skjult under sit sorte Silkeforklæde. «Kristus din Brudgom, o syndige Sjæl! En liflig Tekst. Eg ligger ‘an her paa Komoden, saa har hun ‘an te ikvæld,ikvæld] rettet fra: iøvæld (trykkfeil) hun kommer hem.»

«Ja,» sa Petra, «det kan være godt at ha nokke te læse i.»

«Eg har ossaa stukke’ en ind paa Kunselen sit Natbord,» vedblev Madam Lind og satte sig paa Kanten af det haarde damaskbetrukne Stolesæde ved det andet Vindu. «Vi forblindede Mennesker er saa gjenstridige, at Naaden ret saa maa narres og lures ind paa os. Derfor er eg altid ute etter Kunselen, men han er en haard Nøtter te knække.»

«Men det er vel ‘kje Meningen Jeres, at Konsulen er værre end saa mange andre?» spurgte Petra.

«Det va ‘kje saa vel, havde eg nær sagt, hy, hy, hy,» Madam Lind lo med sin lydløse Latter og trak Mundvigerne helt op til Ørene. «Jo for des større Synder, des nærmere Naaden. Nej men verdslig, ser hun, lever etter sit naturlige Kjød med Rigdom og Fornemhed i alle Ender. Det er lettere for en Kamel at gaa igjennem et Naaløje, siger Frelseren. Men for Gud er ingenting umuligt.»

«Ja, det er jo svært fine Folk,» sa Petra. «Gamlefruen ser ud saa en hel Dronning, naar hun kommer.»

«Hun sku set hans Far da! Parøk, saa var flettet i en Pisk med Sløjfe paa og lange, blanke Støvleskafter. De stod stille paa Gaten og saag etter ‘an. Ja Herrens Veje ere underlige. Farfaren var en simpel Mand, saa begyndte med to tomme Hænder, sto’ sjøl og vejet op og handterte Smørstykkene og Spegesild i smaat paa Bu’en nere i Muregaar’en. Men alting florerte for ‘an. Og sa har de giftet seg saa fint, Smith sine.»

«Eg har undret meg over, at Konsulen vil beholde den Bu’handelen,» bemærked Petra.

«Han vilde ogsaa helst late bli, ska’ hun vite, men han tør ikkje, før Fruen er død. Du gjør din Far imot Herman, siger Fruen, naar han snakker om te sælle det. Der har din Farfar logge grun’en, ska’ Gamle-Smith ha sagt paa Sottesengen sin, og derfor ska’ Du holde Bu’en i Agt og Ære etter det Eksempele, din Far har git Dig. Men Kunselen har bare Lejelser ut af den Buen. En vet, kaa det gaar, naar alting bler overladt. Nu er det tredde Bestyreren han har havt i halvanne Aar, og han, saa er der nu, er nok af same Sorten.»

«Vil I ha en Kop Kaffi, Madam Lind?»

«Eg har drokke’, men Kaffi siger eg aldrig nej til. Kaffi er for Legemet, ka Guds Ord er for Sjælen.»

«Eg har en Bror, saa endelig vil te Handelen,» Petra var kommen ind igjen med Kaffebrættet, som hun havde stillet paa det udslaatte gule Spillebord midt paa Langvæggen, og stod nu og skjænked op. «Flyt Jer her bort, Madam Lind. Han gnaaler altid paa, at eg ska spørre Konsulen etter Plads te ‘an i Bu’en dernere. Trur I, det gaar an, Madam Lind?»

«Hvis det var meg saa hinner, saa gjor’e eg det ikkje,» svarte Madam Lind og blæste paa Kaffen, som hun drak af Underkoppen. «Nej siger eg te min Dotter, naar hun vil, eg ska’ skaffe hinner Indpas her. En ska’ aldrig begjære for møkke, men takke for det, saa er. Ellers kan Folk ble lej af en og ta ifra en det go’e, en har.»

«Det er ogsaa min Mening,» sa Petra. «Derfor gjør eg det ikkje.»

«Og desuten, saa ligger ikkje Kunselen seg i det. Bestyreren staar for alting. – Det er vel ikkje stærkt?»

«Nej daa!» Petra havde fyldt to smaa Glas med noget tykt sortbrunt. «Det er bare en liden Slump Hæggebærlikør, saa ble tilovers, daa eg fyldte paa Flaskene. Smag Madam Lind.»

«Ja hun er flink te sin Gjerning,» sa Madam Lind og slikked efter Likøren om sin indfalne Mund med en bred, tynd Tunge. «Det er saa det ska’ være altsam’ens, Madam Lind, sa Fruen, daa hun havde smagt paa Syltetøjsprøverne, saa ble opskikket. Og som Fruen siger: Syltning og Slagtning kan en nok forstaa seg paa, men forstaa og forstaa er mange Slag, det. Slagtesuppen of de fine Røgepølsene var hun ogsaa saa fornødd med.»

«Ja Gudskelov for det,» bemærked Petra.

«Det maa hun nok sige. Han alene tilkommer Æren for, ka vi usle Kryp udretter. Ja, hun har rigtignok havt Held med seg. Vet hun, ka Fruen sa te Kunselen forleden? Du kunde gjerne hilse Goddag paa Husjomfruen, naar Du kommer ind, mens hun er her, Herman, for hun er da saa pen og manérlig, for et Tyende te være. Jammen sandten sa hun det ja, hy, hy, hy!»

«Her er mere Kaffi,» sa Petra, idet hun greb Kanden, rød i Kinderne, og fyldte Madam Linds Kop. Hun havde brændende Lyst til at spørge om, hvad Konsulen havde svart, men kom sig ikke til.

«Hun er bleven saa mild og myg Fruen i det sidste,» vedblev Madam Lind og øste af den brune Spølskaal tyk Flødesnærke op i Kaffekoppen. «Hun havde et stolt Sind te trækkes med, og Skjødesynden er vanskelig te faa Bugt med. Men tilsidst kommer Frelseren og gjennemsyrer den bodfærdige Sjæl med sin Naades søde Safter, og saa smelter Hjærterne. Som nu med Fruen, hy, hy, hy. Ok for en Omvæltning, eg har set paa hinner! Men vi har ossaa kjæmpet med Herren i Bønnen. Forøvrigt, ska’ eg sige, ka eg tænker, saa trur eg, at Fruen er feig.»

«Gu’ naa Jer, Madam Lind. Sku Fruen falde fra, saa ble’ her vel mange Forandringer i Huse’.»

«Saa møsser eg Pladsen min,» sa Madam Lind stille.

«Eg fik vel pakke sammen eg ossaa daa,» mente Petra.

«Koffor det? Han kan jo ikkje gifte seg, før Sorgeaare’ er omme, og Husjomfru sku her vel være alligevel kanske. Det er anderlissen med meg stakkes Kryp.»

«Det er ‘kje værdt te sørge for det enddaa, Madam Lind.»

«Sørge!» Det gav et Sæt i Madam Lind, og hun vimsed ivrig omkring med de gigtknudede Hænder paa sit Forklæde og paa Bordkanten. «Trur hun, eg sørger? Eg maatte ikkje ha saa go’ en Far deroppe daa, hy, hy, hy. Han har lovt te ta seg af meg og ge meg, ka eg trænger te min Dødedag. Og desuten, eg førte det paa Tale med Fruen forgangen og daa sa hun te meg: Vær rolig Madam Lind, I ska’ ikkje komme te staa paa en bar Bakke, sa hun. Det har eg afgjort med min Mand. Ok ja, ser til Himmelens Fugle, de saa ikke, spinde ikke, og jeg siger eder –»

Petra hørte ikke efter. Hun kjendte sig saa underlig urolig, og hun sad og strøg med Tommel- og Pegefingeren fast op og ned ad Flasken med Solbærlikøren, medens hun med lidt nedtrukne Mundviger saa ret frem for sig. Madam Lind blev imidlertid ved med at citere Bibelsprog og snakke løs om den himmelske Fader og Herrens Forsorg og Liljerne paa Marken.

«Den udløste Sjæl hopper og danser, kan eg gjerne sige, og forlyster seg uafladelig,» summed det for Petras Øren, «hy, hy, hy.» Madam Lind havde rejst sig og flytted Stolen fra Bordet tilbage til Vinduet.

«Ja, I har det godt, I Madam Lind,» sa Petra vaagnende og rysted beundrende Hodet.

«Godt, hy, hy, hy,» og saa fik hun atter en Lekse om det samme. «Men nu faar eg op igjen. Tak for Traktement og god Omgjængelse. Skyndt seg nu i Aftensangen,» Madam Lind nikked og smutted ud.

– – Aa, det hasted vel ikke. Tidsnok naar hun kom, til han gik paa Stolen. Petra satte sammen paa Kaffebrættet langsomt og med en fraværende Mine. Saa glemte hun, hvad hun vilde, og faldt i Tanker med Hænderne om Kaffebrættets Kanter.

«Hilse Goddag paa Husjomfruen» – hm –, hilse Goddag paa Husjomfruen, – ja det var vel ikke noget at faa ondt for Brystet af. Hun var jo Husjomfru, og det var jo netop pent af Fruen. – «Husjomfruen er jo et Menneske, hun og, om hun ogsaa bare er et Tyende.» – Uf, hvor Fruen vist var hoffærdig, hoffærdig i sin inderste Sjælerod. Den Forandringen, Madam Lind havde snakt om, var vist saa som saa. Men saa havde hun vel vært endda værre før da. Petra slap Brættet, gik lidt omkring i Stuen og satte sig saa paa Stolen foran Sengen.

«Han kan jo ikkje gifte sig, før Sørgeaare’ er omme.» – Det var liksom Madam Linds Stemme læsped de Ord ind i Øret paa hende. Hun blev siddende ubevægelig; Hænderne laa ovenpaa hinanden i det kornblaa thibets Kjoleskjørt, der i bløde Folder faldt ned over Knæerne og ved Siderne. Saa mange slags Tanker strøg igjennem hende, uvedkommende, ligegyldige og ganske usammenhængende. Saa medmed] rettet fra: met (trykkfeil) ét sad hun og rokked med Hodet og sang indvendig med fast sammenklemte Læber:

Jeg eder nu vil fortælle,
Om en Kjøbmandssøn saa rig,
Som var inden de Rotterdamske Pæle,
Dengang han troloved sig.

I hans Faders Hus hun tjente,
Tjente der for Kost og Løn,
Dengang han sit Sind henvendte
Til den Jomfru saa dyderig og skjøn.

Du er den dejligste foran mit Øje,
Jeg tilbyder dig Kjærlighed sød,
Den kan ene mit Hjærte fornøje,
Jeg skal være dig tro til min Død.

Var det 3 den slog? Petra saa bort paa det gamle Væguhr med Blylodder og Messingkjæder nede ved Ovnen. Ja, saa blev det forsent at gaa i Aftensangen, og det gjorde vel heller ikke noget for én Gangs Skyld.

Nej, det var hun fast besluttet paa: Ikke for aldrig det vilde hun spørge om Plads til Peder. Konsulen skulde kanske tro, at hun vilde gjøre sig kjendt og nytte paa, fordi om han –. Hun skulde vise, at en anden ogsaa kunde ha Opdragelse. Ikke være forre sig, det var simpelt Netop nu skulde hun holde sig tilbage; havde det vært anderledes, saa –. Da kunde hun heller la et Ord falde om Peder inde i Kramboden hos Virs, naar hun kom der en Dag. Den Sivert Jensen, som stod der, var jo altid saa snaksom og forekommende – Tosken, han gjorde sig formelig til for hende –, og den Krambodgutten, de havde, vilde de vist helst være kvit, kunde hun forstaa. Men det var ikke værdt at sige noget til Peder om det endnu.

Uf disse Søndagene, naar hun havde Lov! Var det ikke for Skams Skyld, vilde hun helst bedt sig fri for at være fri. Formiddagen gik endda an; da var det hyggeligt i Kirken, saa mange fine, pyntede Folk og saa’n pen Salmesang. Men disse Eftermiddagene, som aldrig fik Ende. Hun vidste ikke, hvor hun skulde gjøre af sig selv. Hjem i Vaskerelvssmuget var der ingen Hygge med at komme; det blev altid bare til Kjækkel med Drea og til at se sig lej paa alt Ustellet. Og i Kirken var det saa dødt og kjedeligt. Det var mest simple Folk, som kom til Aftensangen, og saa var det altid de daarligste Præsterne.

Monstro om Konsulen var i Kontoret nu eller oppe hos Fruen? Eller kanske han sad ovenpaa paa Bagsalen, hvor han havde sine Pibegrejer og gamle Ungkarlemøbler. Der var lunt og hyggeligt deroppe; ikke saa fint som paa Fremsalene, men saa’n, at en fik Lyst til at bo der. Især naar det var Tusmørke, og det durred i Ovnen, og Lyset faldt ud gjennem Spjældet og dansed paa Gangtepperne, som laa i Kors over Gulvet, og Døren til Soveværelset stod aaben, saa en kunde se den nydelige Himmelsengen midt paa Langvæggen. «Jeg vil be Dem om, at De selv tørrer Støvet oppe hos mig,» havde Konsulen sagt, «for jeg finder aldrig Tingene paa sin Plads efter Pigerne.» Ja, hun stod vel anskreven, det var godt at mærke, og de kunde ogsaa være tjent med hende. Det var hun vis paa, Konsulen vilde syntes, selv om han ikke havde vært saa’n imod hende.

Nej, nu fik hun se til at ha sig lidt ud –, kige ind om Døren til dem i Vaskerelvssmuget alligevel. Det saa saa underligt ud at sidde inde hele Tiden, og saa gik jo den Stunden.

Ikke Fremvejen, tænkte Petra, mens hun langsomt og omhyggeligt tog Overtøjet paa, for hvis Konsulen netop kom gaaende i Trappen. «Bagvejen er jo for os Tjenere, og saa kan Du gaa Muren og Engen og slippe for at komme forbi Kontorvinduerne, hvis om han skulde staa der med Hænderne paa Ryggen og se ud paa Gaden.» Hun trak Traadhandskerne paa og tog Paraplyen. Det regned rigtignok ikke, men det var saa godt at ha noget i Hænderne, og saa vidste en jo aldrig, hvad Vejr det kunde bli’.

Tro, om Stine skulde ha laast Porten. Saa gik hun likegodt Fremvejen for ikke at hefte sig. Hun keg gjennem Vinduet ud paa Gaardspladsen. Nej, paa vid Væg. Det var i Grunden uforsvarligt at la Porten staa slig aaben om Dagene.

Saa fik det bære til da. Hun aabned sagte Døren og gik næsten listende gjennem Skabkammeret ud i det store, lysmalte Kjøkken, som skinned af Messing og Kobbertøj. Der laa Stine Kokkepige med de korslagte Arme ud over Kjøkkenbordet foran Vinduet og glode dvask over den rødstribede Halvgardin. Petra skotted til hendes brede Bagside og syntes, det var kjedeligt, at hun skulde forbi Kjøkkenbordet, for saa blev hun nødt til at sige Farvel til hende, men i det samme mærked hun, at Fødderne hendes tog den modsatte Retning, og straks efter gik hun igjennem den mørke Spisestue, hvor Stolene stod opstillet i Rækker langs Væggene, og det lange Bord midt paa Gulvet. Det var dog mærkeligt, at en kunde se paa alting, at det var Søndag. Paa Stolene og Bordene og Væggene og Gulvet, ja selv paa Ovnen kunde en se det. Det stod altsammen og smaasov af Kjedsomhed. Ude i Gangen ogsaa, saa dødt og øde med de lukkede Døre og den blanke Lygten, som hang saa stille deroppe i Taget. Og Trappen ogsaa, ja, saa den nu ikke anderledes ud end om Hverdagen? Saa blæst og smal og liksom døvstum.

Der kom nogen paa Gangen ovenpaa. Petra fôr sammen og skyndte sig mod Gadedøren, mens hun bag sig hørte Konsulens velkjendte Skridt i Trappen.

«Det var godt, jeg kom, før De gik, Jomfru, jeg vilde gjerne snakt lidt med Dem.»

Petra stod stille med Haanden paa Dørtaget, halvt bortvendt.

«Kom ind her et Øjeblik,» Konsulen lukked op Døren til Kontoret.

«Hvad var det?» sa Petra. Hun følte, som om hun ikke kunde flytte Fødderne.

«Har De saa’nt Hastværk?» Konsulen gik tæt hen til hende.

«Tror De, jeg vil bide Dem kanske?» vedblev Konsulen og betragted hende med et Smil, som gjorde Petra saa forunderlig skamfuld. «Sig mig, synes De virkelig, jeg er saa’n en Bussemand? Svar nu da.»

«Nej,» hvisked Petra, mens hun kæmped med Graaden.

«Det var bare det, jeg vilde be Dem om, at De skulde faa lagt lidt i Ovnen oppe hos mig iaften. Jeg synes, det begynder at bli kjøligt om Kvældene, skjønt Vejret jo holder sig mærkelig mildt.»

«I Soveværelset?» spurgte Petra med Øjnene fæstet paa Dørmaatten.

«Nej, i det andet, men lad Døren staa aaben til Soveværelset. At sige, hvis De er hjemme til den Tid.»

«Jeg kan komme, naar Konsulen vil.»

«Langtifra! Jeg skal ud i Aften. Klokken 10 er tidsnok. Ja, saa ser jeg Dem kanske, før De lægger Dem.» Konsulen nikked og gik ind i Kontoret.

«Saa ser jeg Dem kanske, før De lægger Dem,» blev Petra ved at gjentage for sig selv hele Vejen. Hun vidste ikke af sig, før hun var kommen ned i Vaskerelvssmuget og hørte en glad Stemme sige: «Det var kjækt Du kom, Petra, eg har ventet saa paa Deg.» Hun stansed med et Sæt og saa Peder i sine usle Søndagsklær sidde paa et lavt Stentrappetrin lige foran sig.

«Er det Deg, Pedermann,» sa hun aandsfraværende. «Eg vilde ta meg en Tur ner te Dokker.»

«Har Du spurt Kunselen?» Peder rakte Hodet langt frem og stirred paa Søsteren med et spændt Blik.

«Nej, for det nytter ikkje nokke, Peder far. Konsulen har ikkje det ringeste med det, og der er heller ingen Plads ledig nu.»

Peder blev langt i Ansigtet og Hodet trak sig sagtelig tilbage.

«Kaa kan Du vite det, naar Du ikkje har spurt,» kom det saa forsagt med lidt Dirren i Stemmen.

«Jo, for eg har hørt mig for om det. Slaa Du Deg bare te Ro der Du er. Kan Du ble en go’ Skomager, saa –»

«Og enddaa Du sa det te Marius, haa, haa, haa!» Peder brast ud i hikstende Graad. «Sidst Du var heme, daa Du skjændte paa ‘an, fordi han ikke vilde gaa det Æren’e, saa eg gik, haa, haa, haa!»

«Ska’ det være en Gut paa snart 16 Aar! Skjemmest Du ikkje? Eg vilde jo ogsaa gjerne, men eg kan jo ikkje hekse, Pedermann.»

«Ja ja, saa kan det være det sam’e.» Peder tørred sig i Ansigtet med sit altfor korte Trøjeærme og nikked truende med Hodet. «Saa drikker eg meg fuld i Kvæld eg.»

«Kaa siger Du Gut!» Petra traadte ham et Skridt nærmere.

«Det er eg nødt te, ska eg kunne bestaa. Se paa disse Søndagsklærne, hul paa Boksen baade fremme og bag. Men skidt, la bare gaa, hej Konferallera, hej Konferallera!» Peder stak Hænderne i Bukselommerne og gik syngende med Hop efter Takten nedover Smuget.

«Vent lidt Peder!»

«Eg har ‘kje Ti’er!» raabte Peder tilbage. «Eg ska’ hen etter Reiersen. Hej Konferallera!»

«Det er da ogsaa forgalt, at den Drea ikke kan lappe Klærene hans. Alting gaar paa ska’e. Alting. – Reiersen? Det er vel Drea, han vil ha fat i.»

Petra var naaet til Huset, hvor Faren bodde. Idet hun gik forbi Madam Holms Fremstuvinduer, der var saa lave, at et Barn udenfra kunde overse hele Værelset, keg hun uvilkaarlig derind, og saa Madam Holms Nakkeknude med de smaa Musefletninger og hendes graa Kords Kjoleryg mellem Gardinerne bag de blomstrende Potteplanter. Hvorledes var det, hun sad Madam Holm, tænkte hun, da hun var kommen ind i den lille Gang, saa underlig højt oppe i Vinduet, og saa laa der noget lyst tværs over Skuldrene hendes.

«Jo her ser ud,» Petra traadte fra Gangen ind i Kjøkkenet, hvor Gulvet var uvasket, og Gruen og Kjøkkenbordet fuld af Sod og skidne Kjørler. Døren til Bagstuen stod paa klem, og ud derfra trængte en snøftende Lyd. Petra keg ind.

Ved Vinduet sad Drea i Skjørt og Trøje helt foroverbøjet og græd med Haanden for Ansigtet. De højt optrukne Knæ var lagt i Kors, og den ene Albu var støttet i Fanget. Nedad Ryggen hang en vældig, halvt opløst Flettepisk.

«Sitter Du og greter idag,» sa Petra, idet hun traadte ind og stilled sig op foran Søsteren.

Drea løfted hurtig sit forgrædte Ansigt og saa forfjamsket paa hende. Saa fôr hun op af Stolen og gav sig til at sno Flettepisken sammen til en Top i Nakken.

«Du er vel daa ikkje kommen i Ulykke med Ravn, Drea?»

«Ja, det er vel det, Dokker venter paa, men Dokker skal faa en lang Næse allesam ‘en.»

«Gu’ ge, det var saa vel; ingen sku’ ble gla’ere end saa meg.» Petra maatte formelig gjøre sig Umage for ikke at høres altfor venlig i Stemmen. Hun var saa mild og snil idag, at hun ikke kunde bli sint, hvad saa Drea sa; det kjendte hun paa sig.

«Vi er jo bare os to Søstre,» vedblev Petra, da Drea intet svarte, «og om vi ogsaa har kjæklet og vært Uvenner tidt –. Du er alt for uvorren med Rygte dit Drea. Før en véd Ord af det, er en mærket for Livstid.»

«Ja skidt for det,» Drea kasted med Nakken, og saa kom der nogle Trækninger om Munden, der gjorde Læberne tyndere og liksom slog Rynker paa dem. «Saalænge eg gaar her heme – Du kan sagtens, saa har det saa godt,» hun tørred sig i Øjnene med Trøjesnippen.

«Hvis Du tog Deg lidt af det, Drea. Her er nok af Arbej’, sku’ eg mene.»

«Ja hvis Far var anderlissen, og vi havde om ikkje mere end te det allernødtørftigste, men en saa’n saa han! Nu har han ossaa tokke seg te at tøjse med Madam Holm derinde. Ka ska’ der ble af en, saa gaar og stamper og roter i sligt nokke.»

«Ka siger Du, Madam Holm!» og saa stod det med ét klart for Petra, at det var Farens lyse, flækkede Frakkeærme, som havde ligget over Madam Holms Skuldre, og at denne havde siddet paa Fanget hans.

«Ja, just hinner! Eg lovte her forleden, at eg sku klage ‘an for Deg, men han bare bandte.»

«Det var da græsseligt te høre,» mumled Petra.

Det gik med Kjøkkendøren, og straks efter kom Frimann ind i Stuen. Han vagged over Gulvet med de fede, blødt krummede Fingre nede ved Knæerne og sa muggent til Petra: «Du ute og gaar.» Saa trak han ud Skuffen i Klaffebordet, fandt frem en Rest af en Tobakskardus og gik igjen.

«Kaa folkelig han saag ut idag,» sa Petra i en forundret Tone.

«Ja, har han ikkje kjøbt seg en Snip, saa eg maa stryge te ‘an kver Lørdagskvæld daa?»

«Du ska’ se, di ska gifte seg,» udbrød Petra.

«Ha, ha, ha!» lo Drea. «Gu’ ge, det var saa vel; hun kjener jo go’e Penger og ejer Huse’ frit.»

«Eg sku’ be Deg komme ind te Madam Holm, før Du gaar.» Det var Frimann, som talte. Han var kommen ind igjen, og gik nu hen og aabned Alkovedøren og vælted sig ind paa Sengen.

Da Petra en Stund efter havde vært inde hos Madam Holm, passed Drea hende op i Gangen og fulgtes med hende et Stykke ned over Gaden.

«Jo daa,» sa Petra. «Det var, saa eg tænkte; di ska’ gifte seg.» Drea standsed og saa paa Søsteren med maabende Ansigt.

«Hun snakte saa pent og fornuftigt,» vedblev Petra. «Hun vilde ta seg af Guttene og holde Far fra Drikkingen og sitte Dør i Væggen mellem begge Stuerne og ha den ene paa Stas. Hun syntes, det sku være godt at ha nokken te hygge for, og hun gjor’e det ikkje for sin egen Skyld, men for te hjælpe paa di Stakkerne.»

«Isjh,» sa Drea. «Folk saa gaar paa Gravens Rand, det er utidigt.»

«Det skiller jo ikkje os. La’ di bare domle, saa di sjøl vil. Men en Ting sa hun: Du sku væk.»

«Ja, hun kan være rolig,» mumled Drea.

«Saa kan Du jo ta Deg ut og tjene.»

«Ja, saa kan der ble Skik paa meg og. Du maa tro, eg tidt har spekulert paa det, for eg har mine Alvorstogter eg ossaa, men saa længe det var, saa det var –»

«Eg er mest gla’ for Guttene,» vedblev Petra. «Kaalissen skikker Peder seg om Dagene?»

«Han skikker seg saa, at Meisteren retnu jager ‘an. Naar han kommer om Kvællen, hiver han Fangskinde’ af seg og løper paa Dør, og saa er han ikkje te faa vaagen om Morningen. Det er Reiersen, som forfører ‘an. Han gaar her og lusker etter ‘an, og saa skikker han ‘an ind og ber meg komme ut, der er nokken, saa vil snakke med meg.»

«Ja, det var galt, Du slo’ op med Reiersen. Det har eg altid sagt.»

«Der er én te ifølge med ‘an, en saa staar i Krambu’ hos Virs nere paa Strandgaten, en stor, lang Prylert.»

«Gamle voksne Mennesker – Ka di vil med saant et Guttebarn,» sa Petra. «Men nu faar eg gaa. Farvel.»

«Farvel,» nikked Drea. «Eg lukker paa Døren te Madam Holm og siger Kipelam ind te hinner. Eg gjør det.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.