XXVIII

Petra havde paalagt Sivert at underrette Konsulen om deres Forlovelse og sige fra hende, at hun gjerne vilde flytte inden Jul, hvis han ikke havde noget imod det. Nu, da hun først havde fattet Beslutningen, længtes hun bort fra dette Sted, hvor hun syntes at selve Væggene saa med Haan og Medlidenhed paa hende; og saa plagedes hun af en ubestemt Frygt for, at der skulde hænde nøget, som vilde kuldkaste det hele.

Men nu var der hengaat en hel Uge, uden at Sivert havde bragt Besked. Konsulen var vanskelig at faa i Tale i denne Tid; han kom sjældnere paa Kontoret end før og havde altid saa meget at ekspedere, naar han var der.

Petras Uro steg fra Dag til Dag. Hun havde vanskelig for at staa stille ved sit Arbejde, og hun var saa febrilsk, at hun fór sammen ved den mindste uventede Lyd.

Hver Aften naar Sivert efter Arbejdstid indfandt sig hos hende, mødtes han i Døren af hendes store, spørgende Blik.

Endelig en Aften i Slutningen af November kunde Sivert melde, at han havde truffet Konsulen.

Petra fik Hjærtebanken. «Nu?» sa hun og saa forskende paa Sivert. «Kaa gik det?»

Sivert satte sig stille ned paa en Stol ved Komoden.

«Koffor sitter Du Deg ikkje i Sofanen, saa Du plejer?»

«Her er godt nok her,» svarte Sivert og undgik hendes Blik.

«Er der nokke galt?» Petras Stemme lød underlig hvas. «Vilde han ikkje la meg sleppe saa snart?»

«Jo daa. Der var ingenting i Vejen.»

«Ka er det da, saa fejler Deg?»

Sivert saa grublende ned for sig.

«Kan Du ikkje snakke, Mand!» Petra rejste sig fra Sofahjørnet. «Ska eg staa her og slite Or’ene ut af Deg?» hun støtted sig til Bordet, for hun skjalv i Knæerne.

Det varte lidt, saa saa Sivert paa hende med et sky og bedende Blik og sa: «Sej meg Petra, har det vorre nokke mellem Deg og Konsulen?»

«Nu ska vi høre!» Petra gik bort og la Vedstykker i Ovnen.

«Det kom forre meg idag, daa eg havde talt med Konsulen, og siden har eg ikkje vært go’ te faa det fra meg. Du maa seie meg Sandheden, Petra.»

«Du vaager vel ikkje te beskylde Konsulen for at ha utelotte seg med saa’nt nokke?» sa Petra indigneret, mens hun, bøjet ned mod Ovnen, vendte Ryggen til Sivert.

«Nej, men alligevel.»

«Jo, det er pene Tanker Du har,» Petra retted sig op og saa hurtig hen paa Sivert. Han hang med Hodet som et straffet Barn. «Eg havde ikkje trod, Du var saa lav,» føjed hun bryskere til.

«Nej, det er sandt ossaa, Petra, men det var net, saa det stak i meg.»

Petra blev staaende borte ved Servanten og pilled paa Haandklædet med en krænket Mine.

«Du maa ‘kje være sint, Petra.»

«Ska eg være udsat for saa ‘nt nokke af Deg, saa –»

«Eg ska aldrig næmne de’ mere.» Sivert rejste sig og gik hen og tog hendes Haand. «Eg ser det jo paa Deg, at det ikkje er sandt.» Han la Armen om hendes Liv og vilde drage hende til sig, men hun skjøv ham bort og blev staaende som før.

«Eg syntes, det var saa altfor mykkje, Konsulen vilde gjøre for os,» sa Sivert flou. «Det var deraf det kom seg.»

«Ja, eg kan jo ikkje ha nokken Mening om det,» svarte Petra muggent. «Meg har Du ikkje fortalt det te.»

«Ikkje alene vilde han afstaa meg Bu’handelen for saa godt saa ingenting, men han vilde ossaa forære os 100 Specidaler te Udstyr og Resten sku’ vi faa saa rentefrit Laan.»

«Aa, eg synes rigtig ikkje, han kunde være bekjendt af te gjøre stort mindre, saa rig, saa han er, og enddaa mere bler etter Gamlefruen. Madam Lind fik Pension til sin Dødsdag, og alt, ka der sto’ paa Værelse hinnes, og du vet sjøl, kaa passe gla’ han var i hinner, saa det sku ‘kje være derfor. Og desuden, den Bu’handelen har han altid gjerne villet vorre kvit. Var det bare det, saa gjor’e, at Du fik saa’nne slette Tanker!»

«La det nu være glømt, Petra,» Sivert klapped ydmygt hendes Kjoleærme.

«Du lod Deg daa vel ikkje merke med nokke te Konsulen?»

«Nej, for det var først bagefter, det slo’ ner i meg.»

«Takked Du?»

«Ja naturligvis takked eg.»

«Var Du længe inde hos ‘an?»

«Ja, det var ‘kje saa kort, for han havde jo mykkje te snakke om. Han ba’ meg sitte ner og var saa hyggelig. Eg sku’ ta Borgerskap, sa han, og vi kunde godt gifte os te Julen. Saa snakte eg ossaa om dette med te faa Namne mit forandret te Myre, og det syntes han godt om. Han sku’ sjøl indge Ansøgning for meg idag.»

«Og saa kommer Du bagefter te meg med saa’nt nokke. Konsulen sku vite det! Eg tænker, han gik fra det altsam ‘en.»

«Nu ska Du tilge meg!» udbrød Sivert og greb hende om Livet med begge Hænder for at kysse hende. «Kom her og sit paa Fange’ mit.» Han førte hende hen til Sofaen, trak hende ned paa sit Skjød og la hendes Arme om sin Hals.

Petra stritted sagte imod. Hendes Legeme rørte næsten ikke ved hans Knæ, hun sad ret op og ned, Fødderne var stemmet mod Gulvet, og Hænderne laa løst paa hans Skuldre.

Sivert slap Taget om Petras Liv og lod Armene falde ned til Siden. Han kjendte sig som stivnet af en Kulde, der syntes ham at slaa ud fra selve Petras Legeme. Det gryssed igjennem ham.

«Fryser Du?» spurgte Petra og tog Hænderne bort fra hans Skuldre.

Med ét stødte han hende fra sig og sprang op. «Dette bler ikkje te Løkke for os,» sa han haardt og drev op over Gulvet med lange Skridt.

«Ka er det nu igjen?» Petra var blet bleg af Forskrækkelse over hans Voldsomhed.

«Du bryr Deg ikkje om meg, eg mærker det! Eg har mærket det før! Og paa den Maaten vil eg ikkje ha Deg. Nej Gud bevare meg fra en Ustund, hssh!» Han rysted Hodet som en Hund, der kommer op af Vandet.

Petra saa paa ham med Forbavselse og vantro.

«Det er daa ikkje Meningen din?»

«Joggu er det saa! Eg gifter meg ikkje med en Træstok!» Han trev sin Hat og ilte mod Døren.

Petra sprang hen og stilled sig ivejen for ham. «Du kommer ikkje ut, Sivert! Du slepper ikkje fra meg saalissen! Du gjør meg evig uløkkelig!»

«Det er Folkesnakke’, Du er ræd for! Bare Folkesnakke’. Trur Du ikkje, eg forstaar det? Afvejen seier eg!» Han greb hende haardt i Armen.

Hun rev Armen fra ham, kasted sig om hans Hals og brast i Graad. «Det er fejlt, Sivert! Det er fejlt! Eg kan ‘kje tænke meg Live’ nu uten med Deg. Du ska ‘kje bry Deg om, at eg holder meg lidt tebage eller saa. Det er Naturen min, saa er saalissen. Eg er gla’ i Deg alligevel! Eg er gla’ i Deg! Du maa ‘kje gjøre det forbi, Sivert, hører Du! Herregud, ka sku’ eg ta Deg for, aa, aa, aa,» hun græd og hulked med Ansigtet paa hans Skulder!

«Ja Gu’ ge, det var saa vel, at eg tog fejlt, Petra,» sa Sivert sørgmodig og kyssed hendes blanke Haarfletter. «Ingen sku’ være gla’ere end saa eg.»

«Kom nu og sit Deg i Sofanen me’ meg,» hun tog hans store, skrubbede Næve i sin varme, glatte Haand og leded ham hen til Sofaen. «Du ska se, kaa go’ eg ska være med Deg, Sivert.» Hun trykked sin Mund mod hans endnu mens hun talte.

Sivert lod sig falde ned i Sofaen ved Siden af hende med Hodet i hendes Fang og laa der stille. Han trængte saa til en Hvileplads. Fandt han den ikke hos Petra, vidste han intetsteds at gaa hen. Men det var ogsaa bare noget Tøv av ham; hun var, hun maatte være glad i ham. Og desuden, gjøre det forbi nu, gik ikke an. Hvad vilde Konsulen sige, og hvad skulde der saa blive af ham? Nej, det fik staa til. Tilbage i det gamle Uføre vilde han ikke.

Den 22de December fejred Sivert og Petra sit Bryllup hjemme hos Frimanns i Vaskerelvssmuget. Andrea var ikke tilstede; hun sendte en Vase med Blomster og seks Sølv-Spiseskeer.

Nogen Tid efter var der kommet Skildt over Boden i Muregaarden. Der stod:

S. G. MYRE.
Smør, Klipfisk og Fedevarer.
Samt
Skindhandel m. m.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.