XXIII. Om onde Tunger.

1.

JEg vil for HErren qvæde,
Og veed hand hører til,
J ham bestaar min glæde,
Om onde Folck end vil,
De Tunger mod mig Skiærpe,
Som hugger hemmelig,
Hand dennem saa kand snærpe,
At de skal sagte sig.

2.

For skarpe Sværd maa springe,
Og falde mangen een,
Den onde Tunge-Klinge
Giør dog langt fleere meen,
Og skiær saa dybe flærrer,
Saa som en Rage-Kniff,
Og Halsen vit opspærrer
Til Syndig Tids Fordriff.

3.

Hvem kand med magt undløbe
Een Edder-blandet Mund,
Der slar med Tungens Svøbe
Jnd paa sin Næstis Grund,
Er Ordene end sliske,
J Barmen fødis dog
Forbaargne Basiliske,
Mit blandt det søde Sprog.

4.

Til andris feyl at luge,
Er færdig mangt it Skrat,
Og Tungen saa tør bruge,
Som de slet var opsat,
Saa Sprecke-siug og bitter
Med Mundens Affvins Tag,
De seent og tillig fritter
Om Nyt i fremmed Sag.

5.

Discursen har sin gienge,
Og knipper Munden gaar,
Saa Ord da som smaa Drenge
Bered hos dennem staar,
Adskilligt sammen-packer,
Og kand i samme stund
Strax Trøcke Almanacker,
Aff een fortræden Mund.

6.

Om mangen ned til grunde
Udi een Skeefuld Vand,
Sin Næste siuncke kunde,
Hand brugte ey een Spand
Og giør sig tit een latter
Ved andris Undergang,
Men sig Lycksalig skatter
Som leffver uden tvang.

7.

En part er jo saa klaage,
De hører gresset groo,
Og kand med Munden staage,
Jndtil de selff faar troo
Hvad tøy der aff udslipper,
Som offteste er tandt,
Og hine henge-Lipper
Stadfæster sligt er sandt.

8.

Du der saa gider sverme,
Og tit een Løgn ret plent
Kand riste aff dit Erme,
Som den stod for dig Prent,
Tenck naar sig Bladet bøyer,
Est du i Ord end snygg
For dine falske Løyer,
Staar du dog siden stygg.

9.

Om Ebled høyt end henger,
Det falder eengang ned,
Hør du som Munden vrenger,
Tag her kun varsel ved,
Du kandst og hastig tumle
Aff Lyckens høye Green,
Det kand snart for dig skumle,
Du staar paa svage Been.

10.

For andris Dør du feyer,
Men slæt forglemmer din,
Og deris fauter veyer
J Laad og i Qvintin,
Toe dine Smitte-Pletter,
Ryct dine tycke Skiel
Før du paa andre skvetter,
Tør dig bag Øret vel.

11.

Din Broders Skiæff du nøye
Kand see saa aabenbar,
Men Bielcken i dit Øye,
Du bliffver icke var,
Den lader sig vel finde
Dig maaler Skieppen fuld,
Du skalt der paa ey vinde
Een Skat aff lutter Guld.

12.

Tør Synd dig ey antaste,
Og du est Engle-reen,
Da prøff om du tør kaste
Den første Heffne-Steen,
Vil du Rætfærdig være,
Da læs kun Loven grandt,
Den skal os vidne bære,
At du staar der iblandt.

13.

Vil du saa sammentrilde
Al din selfgiorte Roes,
Da maast du dig indbilde
Den er indvortis foes,
Du bær og Synde-fructer,
Stick Haanden i din Barm,
Vel muligt der saa lucter,
Du snart kand faa en harm.

14.

Set kun der paa een Prøffve,
Øff saa din Svadse-kunst,
Min Frelser kand dig døffve,
Du møyer dig omsunst;
Act kommer ey i Pungen
Rist sagte ud din Kram,
Du est end icke sprungen
Derfra for uden ram.

15.

Jiß Fuglen jo saa trygger,
Mit ud paa Havids Jis
Sit Rede sickert bygger,
Og der paa hendis viis
Udlegger Æg og Unger,
Som uskad titter frem
Om Bølgerne end runger,
Det hindrer icke dem.

16.

Mit Fiæle-sted jeg søger
Hos min JmmanuEL,
Naar onde Tunger spøger,
Da skiuler hand mig vel,
End praler de og pucker
Med Nebbed lad dem sla,
Som Hønen naar hun klucker,
Gud redder mig der fra.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.