Sjur Gabriel

av Amalie Skram

II

Da Oline var naadd et Stykke op i Torvegaarden, gik hun ind i et toetages Hus, hvor der paa et Skilt over Indgangsdøren stod skrevet:

Bondestue
To skilling natten; med varm Kaffe
fire, og Smørrebrød til sex. Middags-
spise og andet desligeste. Samt Beværtning
og udsalg af brændevin og Øl m. m.

I Gangen, der lugted af Finkel, var der en Trappe midt imod, og to Døre, en paa hver Side, hvoraf den til venstre stod vidaaben. Paa den til højre var skrevet: Skjænkestue. Der indefra hørtes Støj af rustne Stemmer, der lo og hujed og ased, af dundrende Slag i Bordet, og af Tilraab, der lød som Trudsler eller Brøl.

«Aa, ve Du no seia meg, kor Rubakken bur,
Rubakken bur, Rubakken bur,
Saa bur han uti Norge uti et Stabur,
Bur, Bur, uti et Stabur.
Hei konferallera, hei konferallera!»

sang en hvinende Kvindfolkrøst, ledsaget af en vassen, gnurende Lyd, og midt paa Gulvet i Stuen, hvor Døren stod aaben, saa Oline Bagsiden af en bredladen, bondeklædt Jente med Fødderne i et Par Træsko, hvorfra Hælene stak op. Hun laa paa alle fire mellem en Vandbøtte og en Træskaal med Sand, og skurte Gulvet af al Magt med en Maattedug. Langs alle Væggene var der umalte, dobbelte Træsenge, nogle med Uldkvitler og lange Puder i Sækkelærreds Betræk, andre med bare et Lag Halm i Bunden. Ved Siden af Sengene stod lange Bænker, som skinned af nyskuret Fugtighed. En Mængde Spyttebakker, som flød af Væde og Uhumskhed, var stillet ovenpaa hinanden omkring den skjæve Kakkelovn med Kogeindretning og hvidkalket Fodstykke, der var oversaaet med Flækker i alle mulige Former og Størrelser. Paa en af Bænkene stod en Tranlampe, hvis røde Flamme vifted i Trækvinden, hver Gang det gik med Døren til Skjænkestuen.

«Signe Arbeide» – sa Oline, og gik hen paa Siden af den skurende Jente.

«Folkje fraa Hedlemyrna ute og færast,» svarte Guri, uden at afbryde sin Gjerning.

«So snyggaste,»Forfatternote: Som snarest ɔ: et Snarærinde nikked Oline og stak Hænderne under Forklædet, hvor hun gned dem mod hinanden.

Guri rejste sig, drog Bøtten og Sandskaalen et Stykke nedefter, la sig paa Knæ igjen, øste Vand paa Gulvet med Maattedugen, strødde efter med Sand, og gav sig til at skure saa det braged.

«Fint Veer,» bemærked Oline, da Guri holdt inde med Skuringen og stak Dugen ned i Bøtten for at skylle den.

«Seg da daa,»Forfatternote: Sig det da ɔ: det maa Du nok sige var Svaret.

«Mykje mæ Losseranes?» spurgte Oline lidt efter.

«Stappanes fult kvær einaste Natt.»

«Da æ vel so da.»Forfatternote: Det er vel saa

«Ska Du inkje sitja?» spurgte Guri, idet hun atter rejste sig for at ta fat paa et nyt Stykke.

«Du ska ha Tak. – Eg lyt æles aav trakst paa TimenForfatternote: Jeg maa ellers afsted igjen straks paa Timen att.»

«Kadn hedna da. – Han vert snart myrk.»

«Me heve no Maane, maa veta.»

«Ja, de hev vel da – Maanen æ go han for dei, so æ paa Sjødn.»Forfatternote: Maanen er god for dem, som er paa Søen

Olines Hænder blev stedse uroligere. Det saa ud som der var en Kattekilling under Forklædet.

«So lyt eg vel aav att,» sa hun, men satte sig istedetfor paa en af Bænkene.

«Kar hev Du han, Sjur Gabriel?» spurgte Guri, da de atter havde tiet en Stund.

«Hjaa Baadne,» svarte Oline, og da der atter blev et Øjebliks Ørenlyd for Skuringen, vedblev hun, «Me va idne mæ eit Grann Fisk, me hadde fængje.»

«Trur gjedna da» – Guri saa ud, som hun havde sagt noget meget dybsindigt.

«Aa no sku eg ha kjøbt ongkart smaat aa hatt heim aat Bodnæ.»Forfatternote: Og nu skulde jeg have kjøbt noget smaat at have hjem med til Børnene

«Da æ vel so da.» Guri vred Dugen op, saa Vandet sprøjted.

«Dei so bære hadde Skjelinga.»

«Ja, Skjelinga ve dar te,» svarte Guri med den samme dybsindige Mine.

«Han Sjur Gabriel æ no so øverhændig snau,Forfatternote: Knap han. Da finnst inkje Raa fyr aa faa da værige Grann.»

«Ska tru da?» – sa Guri i en Tone, som om hun havde hørt en behagelig Nyhed.

«Da æ so ymseForfatternote: forskjelligt mæ Karfolkje, dei hev no so sit eie Sætt og si eie staalsætte Meining,» blev Oline ved, «aa dabmæForfatternote: derfor lyt eit stakkars Kvinnfolk mongei Gong taka seg te rette sjøl.»

«Da æ vel so da.» Guri rysted saa smaat paa Hodet.

«Men kar ska ein aav, naar ein ingjen Skjelinga heve?»

«Nei, da æ inkje greitt,» forsikred Guri. «Kar ska ein aav.»

«Bære dar vore ongkæn, ein kudne laana hjaa.»

«Seg da, daa.»

«Pant, da hev eg no.»

«Lat meg sjaa!» udbrød Guri ivrigt, slap Gulvedugen, retted sig op, og satte Hænderne i Siden.

«DednaForfatternote: Denne Brøstdukjen her,» sa Oline idet hun hægted Livstykket op og drog frem en med brogede Perler overbroderet Smække.

«Kom hega, Du æ for laangt aav.»

Oline gik hen til hende.

Guris Øjne blev runde og spillende, da hun saa de glitrende, mangefarvede Perler, der i takkede Border og en ottekantet, lysende Stjerne i Midten bedækked det med brandgult Kaliko kantede og forede Tøjstykke.

«Ka heve Du tenkt?»

Ein Ort.»Forfatternote: 80 Øre, en Ort 24 Skilling

«So mykje æ han inkje vær,» sa Guri og tog atter fat paa Gulvet.

«Dedne, inkje vær! Eg hev sjøl gjøve tre Ort og toll Skjeling for han.»

«I dan Tiæ ja. – No æ allt sore mykje billigare. Eg æ stø paa, eg kan ga sta kjøpa meg ein ny ein for ei Ort, uppe paa Gataa hjaa Jomfru Weistendal.» Guri svabbed Vand paa Gulvet, og saa ud, som hun havde opgit det hele.

Oline gik mod Døren. «Eg slepp han inkje or Hannæ mi onne Ortæ,» sa hun.

Guri skelte efter hende, men vasked ivrigere end nogensinde.

Oline betænkte sig.

«Ka ve Du gjeva paa han daa?» spurgte hun saa og stod atter ved Siden af Guri.

«Toll Skjeling,» svarte hun ligegyldigt.

«Di Skamløysa!» udbød Oline og sparked halvt for Spøg til hende. «Men da æ da sama, eg ska væra nøgd mæ toll Skjeling. Kobm so hega mæ Pængane, eg hev brednanes Hastverk.»

Guri strøg det brune, tykladne Vand af Armene og rysted Hænderne, saa det drev omkring hende, tørred sig af paa Forklædet og tog saa Brystdugen, som Oline rakte hende, mellem Spidsen af sin Tommel- og Pegefinger.

«Eg lyt upp i Kistaa mi,» sa hun, spændte Træskoene af sig og løb op ad Trapperne.

Oline flytted sig uroligt om, mens Guri var borte. Hun gik hen til Vinduet og keg ud mellem de tykke, smaa, uklare Ruder, kasted lange Blikke over Gangen til Skjænkestudøren, satte sig paa Bænken og stod atter op for at lytte.

Endelig hørte hun Trappen knage under Guris raske Trin.

«Sjaa her,» sa hun og rakte Oline en Sølv-tolvskilling.

«So faar Du ha Takk daa,» sa Oline.

«Du faar sjøl ha Takk,» svarte Guri muntert.

«Bære Du no inkje trega paaForfatternote: fortryder da ettepaa, ja, for Du veit jo so vel, at Du inkje løyse han idn att.»

«Trega gjer eg alties baade da eg gjer, og inkje gjer. Da æ so da.» Dermed tog Oline fat i Jernklinken paa den svære, med korslagte Panélinger smykkede Dør og drog den til efter sig.

«Du hev inkje nødig lata Døræ att!» raabte Guri, som igjen var ifærd med sit Arbejde.

«Da blæs so kallt idn paa Deg,» svarte Oline og skyndte sig at lukke.

Da hun var kommen ud i Gangen, gik hun som en, der er godt kjendt, om bag Trappen. Her løftede hun Klærene op, famled med Haanden paa Underskjørtets Inderside og drog, idet hun hjalp til ved at gjøre Grimacer med Ansigtet, en Halvanden-Pægleflaske op af Lommen. Hun stak den ind mellem Tænderne, mens hun dasked paa Skjørtene og bøjed Knæerne op og ned for at faa Klærene i Orden. Saa skjulte hun den under Forklædet, keg forsigtig frem og sneg sig saa ganske lydløst forbi Trappen hen til Skjænkestuen, aabned hurtig Døren og traadte indenfor.

Værelset var af samme Størrelse og Form som det med Sengene. Under Vinduerne, som til over Halvten var dækket af grønmalte Luger, og langs Væggene stod der aflange, uhøvlede Borde, baarne af Bukker, der paa langs var raat sammentømret med Spærrer, som bar Mærker efter skidne Støvlefødder. Paa den graapanelede Langvæg hang Tranlamper af Jernblik, der ligned smaa Oljekander. Paa Bænke langs begge Bordsiderne sad Gjæster med Brændevinsglas og Ølkrus foran sig. Nogle snakked sammen med en dybsindig Mine, andre ypped Klammeri og trued hinanden op i Ansigtet. Enkelte snorked med Armene og Ansigtet paa det tilsølte Bord. En osende Stank af Brændevin og Tran og Vadmel fyldte Luften.

Paa Gulvet, hvor Tobaksspyttet laa i brune Dammer, stod en firskaaren Skikkelse i Vest og graaprikket Uldtrøje trukket udenpaa Buksen. Hans rødsprængte Ansigt var saa stærkt opsvulmet, at de plirende Øjne næsten var usynlige. Paa Vestens Ryggefor var der fastsyet et Belæg af stukne Tøjstykker med en Skindlap øverst oppe, der var saa slidt, at den glinsed. Om Skulderen havde han et Dragertoug med et jernbeslaat Haandtag, der hang ned bagtil som et Akselskjærf. Det lurvede Haar strutted til alle Kanter og gjorde Hodet uformeligt og uforholdsmæssig stort. Omkring ham stod en Del mere eller mindre drukne Bønder og nogle Fyre i lignende Antræk som hans eget. Han snakked og fortalte med et hæst Mæle, der af og til tabte sig i en anstrængt Hvisken, efterabed fremmede Stemmer, lo skrattende ind imellem og gjorde alle Slags Fagter.

Oline sneg sig over Gulvet til venstre hen til Disken, hvor der brændte et Talglys i en Blikstage. Der stod Værten, en halvgammel, sværtbygget Mand med store skjægløse Kinder. Han var iført en mørkeblaa «Splittetrøje», der syntes at være trukken udenpaa en masse andre Klædningsstykker, hvidt Drejls Smækkeforklæde, der hang i en Løkke om Halsen, og en hvid og rødrandet Toplue paa Hodet.

«Gabriels-Oline sør i Bydden idag,» sa han paa daarlig Bondemaal og nikked med sit likegyldige Ansigt.

«Ja, jamen,» svarte Oline, trak Flasken frem og satte den paa Disken.

«Ka mykje?» spurgte han og tog Flasken.

«Ein Peil tøtte eg, han Sjur Gabriel sa.»

Værten gik hen til et Sidebord, satte en Tragt i Flasken og tog et Pæglemaal, som han hældte fuldt af en Dunk.

«Nej, no ska dokkerForfatternote: Bergensk Gadesprog: I høre nokke,»Forfatternote: noget satte han med Dragertouget i, «hø, hø, hæh, hæh!» Han bar sig som om han ikke orked at tale for Latter, mens han fægted med Armene som for at ramme noget usynligt, og uafladelig gjorde smaa, slingrende Hop for at holde Balancen. «Eg traf Stivesprosten oppe paa Torgehjorne, saa sejer eg te ‘an, om Forlaelse Hr. Stivesproest, sejer eg, hi, hi–i! kaa blejk han ble om Næsen. – Ja, for han kjenner meg, han er ræd Kjæften min, haa, haa! Han læst ikkje høre, Kanaljen! Men eg følte etter ‘an kloss op ved Siden av ‘an. Om Forlaelse, sejer eg saa igjen, jou, for høfli ska en jo være, aa saa helste eg, psssuh,» han tog til Hodet med sin svinglende Arm og viste, hvorledes han havde hilst. – «E de tillat aa komme me’ et Alvorsord, Hr. Stivesproest? Nej, sa han og tar paa aa skynne seg. Eg etter. – E I en Herrens Kjener, Hr. Stivesproest, og ikkje ve høre et Alvorsord, sejer eg. – Men daa sku dokker set ‘an!» Drageren gav uartikulerte Latterhyl fra sig og flytted sig frem og tilbage, mens han hele Tiden holdt Kroppen i en skraa, ligesom faldefærdig Stilling.

De andre lo med og spurgte om Resten.

«Eg ville bare seje Tak til Hr. Stivesprosten, sejer eg saa, for den pene Præjken, I hollt paa Søndag. – Hvisom alle Folk levd etter ka I daa sa, saa ble alle Folk likesaa bodfærdie Syndere saa I aa eg Hr. Stivesproest.»

Han lo igjen, saa han var nærved at kvæles. Tilhørerne stemte i med. Nogle af dem bøjed sig sammen og slog sig paa Knæerne med høje Klask, mens de gav sig, som om de var færdig at omkomme.

«Den Tippe Tue, den Tippe Tue! Fanen te Løjsert!» raabte en af dem.

«Nej, se meg te den litle Tullekjærringen.» Dragerens drukne Stemme fik en Tilsætning af kjælen Kaadhed.

«Kaae e I kommen fra, Kaanemor?» Han raved efter Oline, der skyndsomt gik mod Døren med Flasken under Forklædet, og greb hende i Skulderen.

Oline rev sig løs med et Ryk og mumled noget, der lød som en Hunds Knurren, før den bider, idet hun rakte Armen ud for at naa Dørklinken.

«Hett Kaanemor!» skreg Drageren og fortrak sin skjæve, blaalæbede Mund til et vaadt Smil, idet han løfted det ene Ben i Vejret som til et Hallingkast og svinged Olines Arm op og ned, saa den knaged i Ledene.

«Frem me den hinn Næven din, saa ska vi ta os en Svingom!»

«Ve Du sleppa meg, ve Du sleppa meg, din Rakkar!» Oline stødte Ordene hvislende fra sig og bed gnurende Tænderne sammen, mens hun vred og stred for at faa Haanden løs, og satte Overkroppen frem som et Værge.

Tilskuerne lo og kom med forskjellige Tilraab, der tilkjendegav deres Interesse og Bifald. Værten saa til med korslagte Arme, støttet op mod de flaskebesatte Hylder langs Væggen bag Disken, de halvcirkelrunde Øjenbryn optrukket og den tynde Mund stukket frem i en melankolsk Trut.

Omsider lykkedes det Oline at faa sin Haand fri. I det samme dingled Drageren stærkt ludende over imod hende. Hun løfted Armen, krummed Fingrene, og idet hun skjød Underansigtet frem, saa det minded om et Rovdyrs, bored hun af al Kraft Neglene ind i Ansigtet paa sin Modstander, sprang saa tilside behændig som en Kat, fik Døren revet op, og flygted ud af Huset, idet hun hørte et Brag af noget tungt, som faldt, blandet med Raab og Latter og anden Tumult.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sjur Gabriel

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Sjur Gabriel (1887) er første roman i serien. Det fattige gårdbrukerparet Oline og Sjur Gabriel driver gården Hellemyren, rett nord for Bergen. De lever under harde kår, og Oline tyr ofte til flaska.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.