IV

Da de i klart Maaneskin la til ved Hellemyrnøstet, skræved Sjur Gabriel i Land, langed ud efter Aarerne og Fiskesnørene, som Jens rakte ham, og bar dem op i Nøstet. Kom saa tilbage efter Madtinen og Oljetrøjen, og befalte barsk Jens at ha sig i Land.

Jens saa til Moren og retted derpaa et bønfaldende Blik paa Faren, idet han uvilkaarlig la Hodet paa skjæve.

«Kobm i Lann seie eg,» skreg Sjur Gabriel og knytted Næven mod ham.

Jens gik i Land og adlød taus Farens kommanderende Bevægelse om at hjælpe ham med at trække Baaden op paa Nøstetiljerne. Derefter laaste Sjur Gabriel Nøstedøren, gjorde Baaden fast og lukked for Kjættingen med en Hængelaas.

Saa begav han sig i Vej opover de knudrede Bakker mellem de store, mosgrodde Stenknauser og de græsfattige Markflækker, med Madtinen i Haanden og Oljetrøjen over Armen. Jens fulgte et Stykke bagefter, opfyldt af en knugende Uro for Moren. Dette, at det ikke havde knættet i hende –, og saa var hun falden saa overhændig tungt.

Taarerne randt uafladelig ned over hans efter Roningen dampende Ansigt. Af og til gned han sig paa Kinderne og snød Næsen i Fingrene.

Omsider naadde de Hytten, hvor de bodde. Den bestod af et Kjøkken med en sort Grue og en Stue med Bjælkeloft og et eneste alenhøit Vindu med bittesmaa Ruder, hvoraf nogle var knust og erstattet af paaklistrede Filler. I Kjøkkenet var der en liden Glug, som i Godvejr, naar den stod aaben, gav en Smule Lys. I Styggevejr, naar Vinden førte Blæst og Regn lige paa, var der ganske mørkt.

Sjur Gabriel løfted Træklinken af Døren og vendte sig om for at se efter Jens, der langsomt kom sigende ti, tolv Skridt borte.

«Kadn Du sjaa ta aa dra Beinæ mæ Deg!» raabte han arrigt.

Jens tog længere Skridt.

«Ho Mor frys ihjel» – sa han, da han var kommen nærmere.

«Ve Du hadla Kjeft, din Gutakvalp!» Han blev greben i Skulderen, og lempet ind gjennem Døraabningen.

Som en, der var vant til at greje sig i Mørke, skridted Sjur Gabriel over den høje Dørstok ind i Stuen, og gik hen til det lange, smale Bord, der havde en Bænk mellem sig og Væggen. Der satte han sig, fandt en Ske, trak en Trækolle og en Træskaal hen til sig og gav sig til at spise.

«Kobm hega aa et!»

Jens satte sig ved Siden af ham, fik ligeledes fat i en Ske og en Træskaal med noget sur Mælk i. Han langed op i den samme Kolle som Faren, dypped Skeen i Mælken og sank Maden med en klukkende Lyd i Svælget. Den kolde Havregrød, der var saa tyk og stiv, at han havde ondt for at skjære den over med Skeen, vilde liksom ikke glide ned i Kvæld. Efter at ha slugt nogle Mundfulde, slikked han Skeen ren, strøg den af under Ærmet og la den ned i Bordskuffen. Saa blev han siddende stille, mens Faren slubred Grøden og Mælken i sig, og de sovende Søskenes pustende Aandedræt fyldte Luften omkring ham.

Et skimt af Maanelyset faldt ind gjennem Ruderne. Han kunde skjælne Omridset af den ældste Søsters sorthaarede Hode med de røde Roggebaand nede ved Kakkelovnen, hvor hun hver Aften redte Fladseng til sig og den mindste.

Da Sjur Gabriel var mæt, rensed han Skeen paa samme Vis som Jens, rejste sig, idet han rapte, saa det drøned i Stuen, og begyndte at klæ sig af.

Et Øjeblik efter sad han paa Sengestokken og sparked Skoene af sig.

«Gak sta legg Deg, Gut,» sa han til Jens, idet han hev Benene op i Sengen, og trak KvittelenForfatternote: Et stivt, uldent Sengetæppe over sig.

Jens tænkte paa Morens tomme Plads bagenfor Faren i Sengen og gik stille ud i Kjøkkenet, følte sig for med Hænderne og fik fat i en Stige, som stod lænet op til Kanten af en aaben Lem i Taget.Forfatternote: Loftet Han gav sig til at klavre op af den, stansed saa og betænkte sig.

Nej, det var dog sikrest, han lod, som han gik og la sig. Naar han saa var vis paa, at Faren var sovnet, vilde han liste sig ned igjen paa Hoselæsten og gaa efter Moren. Saa kunde hun i alt Fald sætte sig i Gruen eller lægge sig paa Kjøkkengulvet, hvis om hun ikke var død, eller i alt Fald slaat helseløs. Bare hun ikke vaagned og vilde op og gik paa Hodet i Sjøen. Aa, for en Skam og Elendighed. Tænk, om de fra Søndrehellen kom og saa hende om Morgenen nu igjen. Nej han maatte og skulde faa hende i Hus.

Han naadde Stigens øverste Trin, bøjed Knæet paa Kanten af Aabningen og krøb ind paa det lille Loftsrum, der var saa lavt, at han kun i Midten kunde staa oprejst. Gjennem en Glug, der stod paa klem, faldt der en en Smule Lysskjær hen over Gulvet, hvor to Gutter i Alderen paa syv til ni Aar laa og sov paa et Lag Halm med Hoderne ind under Spærrene og nogle Ulddækkener over sig.

Jens gik med stampende Skridt over Gulvet, spændte Skoene af med det mest mulige Rabalder, trak af sig Trøjen og strakte sig hen paa Halmen ved Siden af Brødrene.

Neppe havde han lagt sig tilrette, før han hørte Farens dundrende Snorken nedefra. I samme Nu var han oppe igjen, klædte sig stille paa, tog Skoene i Haanden og krøb forsigtig ned af Stigen igjen. Han skyndte sig hen til Døren, løfted Klinken af, lytted saa for at forvisse sig om, at det virkelig var Farens Snorken, der lød ud til ham, og smøg sig derpaa gjennem Døraabningen, varsomt og lydløst som en Tyv. Da han var kommen udenfor, trak han Skoene paa, og satte saa paa Løb henover den flade Myrmark, der omgav Hytten og Udhusene, og ned over Bakkerne til Sjøen.

Vejen var saa lang, at det under almindelige Omstændigheder tog over et Kvarter at naa derned og det meste af en halv Time, naar det bar opover. Men Jens sprang saa hurtig, at han efter syv Minutters Forløb stod ved Siden af Baaden og bøjed sig over Moren, som laa i den selvsamme Stilling.

«Ho Mor lyt vakna no,» sa han og rusked i hende. Da der intet Livstegn kom, gjentog han Ordene højere og sled hende af al Magt i Armen.

Hun gav et hæst Grynt ifra sig og rykked i Armen, som vilde hun ha Fred.

«Ho Mor lyt risa upp aa kobma heim,» gjentog han et Par Gange med en Stemme, der var skjændende og angstfuld samtidig.

Hun forsøgte at lette paa sig, men tumled tilbage, idet hun drejed Hodet, saa hun fik Ansigtet frit. Saa førte hun hastig Armen op foran Øjnene og sa ydmygt klynkende: «Du faa inkje dengja meg meir, Sjur Gabriel, Du lyt spara meg for dedne Gaangjen i Gud Faders aa Guds Saans Namn, Sjur Gabriel.»

«Kadn ho Mor inkje høyra, at da bære æ meg,» brast det ud af Jens, og i det samme stak han i at storgræde.

Oline greb med den ene Haand fat i Agtertoften, støtted bag sig med den anden, og kom sig op i en siddende Stilling.

«Nei, so da æ han, Vesle-Jens,» udbrød hun lettet og saa sig om. «Ka remjaForfatternote: tuder Du fyre?»

Jens bare graat mere og mere.

«Ka æ so verteForfatternote: Hvad er det, som plager Dig? Deg, Gut!» hun rejste sig op, men sjangled paa Benene, saa hun et Par Gange maatte lude sig ned og ta for sig i Toften, før hun fik ordentlig Fodfæste. Hun frøs, saa Tænderne klapred.

«Kaar æ Far din vorten aav?» spurgte hun, idet hun tog fat i Jens’ Skulder og kløv ud af Baaden.

«Faren heimatt,» hikked Jens.

«Gakk heim Du mæ,» sa hun ængsteligt. «Skonda Deg bære, ædles kjebm han att aa gjev Deg Juling.»

«Han Far ligg heima aa søv.»

«Aa næggu,» sa hun vantro. «No lyg Du, eg ve sitja her litevetta, so kjebm eg sian.» Hun løfted Skjørtet bagfra, slog det op over Hodet og Skuldrene, og satte sig til rette med Ryggen op mod Nøstedøren.

Saa fortalte Jens, hvordan Sagerne stod, og bad hende komme straks.

«Du Jens, Du Jens,» mumled hun med en bristende Strubelyd og rysted langsomt Hodet. «So Du ville sta aa sjaa ette dedne skarve Moræ di.Forfatternote: din elendige Moder Gud Fader aa Guds Saan velsigna Deg.»

Hun rejste sig, lod Skjørtet falde ned igjen, og begav sig opover de samme Bakker, hvor Jens og Faren var gaat en Timestid tidligere. Hun gik i Begyndelsen langsomt og ustødt med ludende Overkrop, som om hun havde ondt i Brystet og ikke kunde rette sig. Efterhaanden fik hun mere Herredømme over sine Bevægelser, og tilsidst blev hendes Gang rask og sikker, mens hun holdt Kroppen stiv som en Pind. Og hele Tiden udstødte hun en sutrende Klagelyd som en, der er i Vaande og uvilkaarlig anker sig.

«Aa ja ja, Du Jens, Du Jens,» sa hun, da de var kommen op forbi Bakkerne og var slaat ind paa Myrmarkens sumpige Fodsti, der gynged under deres Fødder. «Nær Du vert vaksen Kar, ve Du skjebmast yve Mor di, aa dabmæ so ska Du be te Gud Fader og Gud Saan, at han ska væra go aa taka meg i Tiæ.» Hun rokked langsomt paa Hodet, mens hun talte. «Ho Mor di, hev’kje adle Daga vore ei sore Slarva te Kjærring» – fortsatte hun straks efter – «men VæræForfatternote: Verden æ beisk aa uvyræ; ho fær ymse aat mæ øss synnige Stakkara.»

«Bære ho Mor ville passa seg sø i Bydn,» sa Jens med et ynkeligt Tonefald.

«Seg de aat Djævelen,» svarte hun uden at stanse eller vende sig om.

«Kadn ho Mor inkje seia mæ ‘an, at han ska reisa aat Helvete daa?»

«Da hev eg gjort so maangjen ein go Gaang, aa daa gjer ‘an og, men han kjebm atte, han kjebm atte, Gu bære.» De sidste Ord ledsagedes af et dybt, stønnende Suk.

Aa endaa ho Mor veit, kor galen han Far vert,» udbrød Jens bebrejdende.

«Da ligg so tongt yve BringaaForfatternote: Brystet mi,» begyndte Oline igjen, «so tongt, so tongt.» Jens kunde høre paa Stemmen, at hun græd. «Eg veit ‘kje, ka da kjebm t’aa, men da æ ratt so eg sku brytast i sunn t’aa Sorg aa Tongsinnighet fraa Maara te Kvædl aa fraa Kvædl te Maara.» Hun snød Næsen, og Stemmen blev mere og mere graadfuld. «Eg tykkje, at alt æ so tongsamt aa treiskt, so reint fælanes fælt aa keidsamt, alt ka eg ska gjera aa taka Haannæ uti. Eg ynskje bære, eg aller hadde vore uti Væræ sett, aa so, nær eg drikk eit Grann, so vert alting so lettle aa ljøst aa fint aa gromt, so ein sku aller ha seet slikt. – Daa æ eg likasæl mæ Engelsmanen aa heile Smyrjaa.»

«Engelsmanen, kven æ da?» spurgte Jens.

«Da va han, eg va forlova mæ, daa eg va syttenaars Jenta. Han ville ha hatt meg te Kaana si og tekje meg mæ seg aat Paradis, men so gjekk han sta og drukna, Tøskjen.»

«Daa hev han fare med Fantastykkje, for Paradise æ inkje her paa Joræ. Da va dar burti Himmerik ongkarsta, dar Adam aa Eva var fødde.»

«Ja, da veit’kje eg, men aat Paradise skulle me, aa Pænga hadde han gjøve meg, dabmæ eg sku verta gromt klædd te Reisæ!»

De havde nu naadd Hytten. Jens skyndte sig at komme sin Mor i Forkjøbet og aabned forsigtig Døren.

«Da æ inkje vært, me lyt ‘an høyra øss» – hvisked han. «Ho Mor lyt dra t’aa seg Skona.»

Han støtted sig op mod Væggen og trak sine Sko af. Oline fulgte hans Eksempel, og saa listed de sig sagte ind.

«Gjeng ho Mor sta legg seg i Sengjæ?»

«Eg meina eg faar freista paa. Far din æ tongsvøvnt.»

«Akta seg, akta seg,» hvisked Jens ængstelig, da Døren, idet Oline aabned den, gav en pibende Lyd.

«Eg ska lata att.» Han stilled sig i Døraabningen, da Oline var traadt over Tærskelen. «Eg ve no sjaa, kor da ber aav.»

Han saa utydelig Omridsene af hendes Skikkelse, da hun gik hen til Bænken og hægted Klærene af sig. Straks efter var der en mørk Klump, som krøb op i Sengen nede ved Fodenden og langsomt vælted sig hen imod Væggen. Han blev staaende lidt og lytted til den svage Knirken af Halm, der lød fra Sengen, men snart holdt op. Faren sov uforstyrret videre, og Moren laa stille som en Mus. Saa lukked han Døren, krøb op af Loftsstigen, og la sig til Ro. Et Øjeblik efter sov han som en Sten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.