Sjur Gabriel

av Amalie Skram

XII

Sjur Gabriel havde ikke sovet længe, før Vesle-Gabriel begyndte at skrige. Han hørte det isøvne, men var ikke istand til at bli vaagen. Han sled og stred, men det var ligesom der laa en Vægt paa hans Bryst og Øjne, der lammed alle hans Lemmer. Endelig fik han Luft og udstødte et Raab. Rejste sig saa overende i Sengen og gav sig til at vugge og bysse. Men det nytted ikke. Barnet skreg bare værre og værre. Saa stod han op og gav det Taate. Nej, den spytted det fra sig og vred Hodet til Siden. Han holdt en Kop Melkeblande hen til dets Mund. Nej, det vilde ikke drikke heller. Saa saa han efter, om det laa tørt, bytted under det og vugged igjen. Men intet hjalp. Han tog det op af Vuggen, tulled det ind i Dynen og gik frem og tilbage paa Gulvet med det, idet han rysted det op og ned og smaasnakked: «So – so – so. Kor æ da mæ han Vesle-Gabriel no att? Gjer da ondt i den pelle Magjen hass Gabriel? – So – so – so – so. Æ da so gale mæ Guten no – hev han so stygge Knep?» – – Han hørte det bromle og rumstere i den lille Mave, mens Barnet vred og krymped sig paa hans Arme. Omsider blev det roligere. Han la det fra sig i Vuggen, gik ud efter Vand, bytted paa ny under det, vasked det og smaapludred: «So – so, no vert da bere mæ Vesle-Guten. No – al dedne Stygjedomen æ to’r han kobmen, no ska da verta so godt fyre han Vesle-Gabriel.»

Han dækked ham til og vugged igjen. Men det varte ikke længe, før Barnet atter begyndte at jamre sig. Pludselig tog det paa at rulle med Øjnene og bore Baghodet ned i Puden, idet en halvkvalt, knurrende Lyd hørtes indenfor den sammenpressede Mund. Der kom Svedperler paa Ansigtet, og Kroppen blev stiv. Sjur Gabriel var aldeles ude af sig selv. Han skvætted det med Vand i Ansigtet, men uden Nytte. Saa tog han en Flaske med noget, der lugted saa stramt, at Sjur Gabriel nøs af det, noget Oline havde brugt paa Benet, og holdt det op under Guttens Næsebor. Aldeles frugtesløst. Han vidste ikke, hvad han skulde gribe til, tog Vesle-Gabriel op og la ham ned igjen og vred sine Hænder i Fortvivlelse. Om lidt blev det bedre. Øjenlaagene faldt til, og den unaturlige Stivhed forsvandt, mens Barnet udstødte korte, sutrende Klagelyde. Saa laa det stille hen og pusted tungt og stødvis som træt efter Anstrængelsen.

Sjur Gabriel følte en usigelig Lettelse og sendte en stum Takkebøn op til Gud. Han satte sig paa en Skammel, vugged sagte og byssed til. Men et Par Minutter efter fo’r han op og bøjed sig over Vuggen, skræmt af den forrige knurrende Lyd. Kom det igjen? Nej, Vorherre kunde da vel ikke ha Hjærte til det. Dette arme, uskyldige Barnet, som intet ondt havde gjort! – – Men jo, han havde Hjærte dertil, det kom igjen, værre end før. Han saa ikke andet af Øjnene end de store, sprængte, lysende Hvider. Ansigtet var blaat og drypped af Sved, om Munden laa der Skum, og Legemet var stivt som en Stolpe og ganske koldt, de smaa Hænder fast sammenknyttede.

Sjur Gabriel rev sig i Haaret, slang sig paa Knæ og raabte højt, at Gud maatte komme ham til Hjælp. Han vendte sig bort i Vaande for at slippe fra det skrækkelige Syn, men maatte i næste Nu betragte det igjen. Hvad i Jesu og de hellige Guds Engles Navn skulde han gribe til. Nej, saa stræng og grum Gud kunde være!

«Ja, i Jesu Namn, so tek han, tek han!» skreg han højt og stod stille foran Vuggen efter at ha gaat omkring i Stuen som i Vildelse. «Tek han, bære inkje pina han slek!»

Vesle-Gabriel laa fremdeles paa samme Maade. Han var nu bleven ganske stum. Det hvidlige Skum sived fra Læberne ned over Hagen. Af og til gik der en Rysten gjennem det lille Legeme med det stærkt fremstaaende Bryst, som saa ud til at skulde bryde Barnet i Stykker.

Aa, denne Stivhed, denne Stivhed! Han følte paa Lemmerne, om de ikke lod sig bøje. Men nej, de var som frossen Fisk en Vinterdag. Frossen! – Han fik pludselig en Indskydelse. End om han prøvte paa at stikke ham i varmt Vand –, i Vand tinte jo alting. – Det varme Vand vilde myge Lemmerne. I en Fart var han borte og fik Ingeborg op af Sengen. Hun skulde ud og gjøre Ild under den største Gryde. Han skulde springe efter Vand ude i Kjærnet.

Ingeborg slang Klærne paa sig, halvtullet af Søvnen. Faren skreg, at hun skulde skynde sig, Vesle-Gabriel laa og døde.

Da Ingeborg saa Barnet i Vuggen, stak hun i at storgræde og gik ud i Kjøkkenet. Faren var alt afsted efter Vand. Han sprang som en Gut paa de bare Ben til og fra Brønden og fik Gryden fyldt paa mindre end et Minut. Ingeborg slog Tørvestykkerne itu over sit Knæ, mens Taarerne drypped paa dem. Straks efter slikked Ildtungerne op om Grydens Sider. Faren putted Kvas ind imellem, tog en Bordende, som han havde kjøbt til at reparere Stuegulvet med, brød den tvers over, kløved det ene Stykke i Smaapinde med sin Tollekniv, kasted dem hen paa Gruen og sa til Ingeborg: «Sjaa her, klebm paa, brædn op alt, ka Du fidn, bære Du faar Vattne varmt i ein Fei!»

Da han kom ind igjen i Stuen, var Anfaldet i Aftagende. Vesle-Gabriel laa og ynked sig med en svag, klynkende Stønnen. Øjnene fik sit naturlige Udseende og lukked sig blinkende, Lemmerne blev slappe og bløde, og Brystet arbejdede tungt med Aandedrættet.

Sjur Gabriel stod bøjet over Vuggen med de sammenlagte Hænder stukket ind under Knæerne. Øjnene tindred af Haab og Angst, Læberne var trukket ind i den tæt sammenklemte Mund. Af Spænding og Forventning voved han knapt at puste.

«So, mæ Jessu Kristi Hjælp, no tek han Ro,» mumled han. «Han faar te søvna. Gud styrkje Deg, du stakkars vesle Gussengel!»

Han retted sig sagte op, strøg sig over Øjnene, folded Hænderne og holdt dem ud foran sig. Han blev staaende uden at røre sig med Hodet paa skjæve og en Mine, der lyste af kjærlig Taknemmelighed og saa paa Vesle-Gabriel, der laa og smaablunded, mens der af og til gik heftige Trækninger gjennem hans Legeme.

«No æ Vatne aat aa koka,» lød det frygtsomt borte fra Døren. Sjur Gabriel vendte Hodet og saa Ingeborg, som lydløst havde lukket op og nu stod med den ene Fod stukket indenfor Dørstokken og Haanden paa Klinken, sortskjoldet i Ansigtet af Graad og Sod.

«Hys,» hvisked Faren, og hæved advarende Haanden. «Han æ insøvna. Gak sta legg Deg att.»

Der var en Mildhed i hans Stemme, som Ingeborg ikke var vant til, og som rørte hende, saa at hun igjen maatte til at græde. Hun kom indenfor, skød Døren sagte til og stilled sig op et Par Skridt fra Vuggen.

«Kobm hega,» sa Sjur Gabriel og flytted sig lidt. «Sjaa, kor stilt og pent han søv.»

«Han Far lyt ga sta legja seg. Eg ska sitja at aa vogga hjaa han Vesle-Gabriel,» sa hun.

«Eg heve inkje Hog te Sengjæ. – Rett no æ da Ti aa risa.»Forfatternote: Ret nu er det Tid at staa op

Han saa sig om i Stuen. Sommernattens svage Dæmring havde git Plads for det gryende Morgenlys.

«Sjaa, sjaa!» raabte Ingeborg. «No kjebm da att! Aa, aa, aa, da kjebm att, da kjebm att!»

«Gud tryste aa hjælpe øss – Gud tryste aa hjælpe øss!» stønned Sjur Gabriel. «Du lytt teia,Forfatternote: Du maa tie stille vesle Ingebjær,» sa han med Graaden i Stemmen. «Da vert inkje bære mæ da.»

Han Klapped hende over Baghodet gjentagne Gange med en famlende hjælpeløs Bevægelse. «Vesle-Gabriel vert ræd, han vert ræd, naar Du skrik. – – Gud tryste aa hjælpe øss – Gud tryste aa hjælpe øss!»

Anfaldet blev stedse heftigere og heftigere. Det brød og knagede i Barnets Bryst, mens det hev og hikked efter Vejret. Øjnene rulled vildere end nogensinde. Pupillerne vrængtes ind under Øjenlaagenes Hjørner. Der blev de staaende som fastnaglet med en død Stirren. Hodet boredes bagover, Brystet stod højt i Vejret. Den knurrende Lyd inde fra Halsen, den blaasorte Farve, den dryppende Sved, det hvidgule Skum – altsammen kom igjen. Og saa den forfærdelige Stivhed, den isnende Kulde i Legemet, de smaa Fingre saa fast knyttede, at Neglene var blaasorte.

Ingeborg bøjed sig hen over Vuggen og kyssed de smaa Hænder.

«Han æ frøsen – han frys ihel!» raabte hun og aanded paa Hænderne for at varme dem.

«Frøsen –! Varmt Vattn!» for det paa ny som et Lynglimt gjennem Sjur Gabriel. Og med lange Skridt og foroverbøjet Overkrop styrted han ud i Kjøkkenet, idet han raabte til Ingeborg, at hun skulde bli ved Vuggen. Han greb en Balje, drog den hen til Gruen, tog en Bøtte og øste op i den det kogende Vand. Han saa, at den lækked, men brød sig ikke om det. I en rivende Fart hentet han Vand fra Brønden, blanded det med det varme, stak Foden i for at kjende, om det var passeligt, tog saa Baljen foran sig i Favnen og bar den ind paa Stuegulvet.

Vesle-Gabriel laa som før. Ingeborg havde kastet sig paa Knæ foran Vuggen.

Da Faren kom, rejste hun sig og saa paa Baljen med maalløs Forskrækkelse.

Sjur Gabriel var hvid i Ansigtet. Munden stod aaben, og Tungen laa ud mellem Tænderne.

Han rev Dynen af Vuggen og tog ilsomt den uldne Hue af Vesle-Gabriels Hode. Saa løste han Baandet i Halsen paa den «Stril»,Forfatternote: Klædningsstykke med Trøje og Bukse i et Barnet var iført. Men det var umuligt for Sjur Gabriels skælvende Hænder at faa trukket Klædningsstykket af de stive Lemmer. Uden at betænke sig løfted han saa det tilsyneladende livløse Legeme op paa sine Arme, knæled ned ved Siden af Baljen og stak det ned i Vandet, mens han holdt det under Nakken og Knæerne. Efter nogle Sekunders Forløb kom der Liv i Øjnene. Langsomt gled Pupillerne ned paa sin Plads. Et Øjeblik hefted de sig ved Farens Ansigt. Sjur Gabriel syntes, det var ligesom de smilte til ham –, saa faldt Øjenlaagene tungt ned, blev trukket opover igjen og faldt atter ned gjentagne Gange. Samtidig kjendte han, at Midten af Legemet gav efter og bøjed sig, Fingrene løste sig, de smaa Arme sank slapt ned til Siderne. Saa begyndte Barnet at sutre og smaastønne, og den Lyd var som himmelsk Musik for Sjur Gabriels pinte Sanser. For han vidste, at saa var Anfaldet over.

«Ska du ha sett Makjen!» sa han til Ingeborg med en Stemme, der græd og lo paa en Gang. «Æ da inkje radt, so da vore eit Mirakkel? No hev eg aller vore ute fyre slek mærkjeleg Hænnelse! Guten æ vorten so mjuk, so mjuk so nyskjidna Smør i kvært eit Lem og Ledemot.» Han slap varsomt Taget under Knæerne, forat Ingeborg skulde se, at Benene faldt ned, saa tog han den ene Arm og bøjed den op og ned.

«Heve Du sett slekt i dine guskaftige Daga, Jenta?»

Han lo af Glæde og rysted Hodet.

«Nej, nej, nej – eg hadde inkje vidle trudd da, nej – men um eg da hadde vidle.»

Ingeborg var holdt op at græde. Forbauselsen over, hvad der foregik, behersked hende ganske.

«No æ da yve, heilt og hodle yve,» sa Sjur Gabriel næsten muntert. «Naar han tek te aa pusta paa dettane Sette, so veit eg, han trakst søvna.»

Han holdt et Øjeblik inde og lytted til Barnets korte, stødagtige Pusten, der af og til gik over i et dybt, sukkende Aandedrag. Det lille Hode gled træt tilside og fandt Hvile paa Farens Arm. Der laa endnu Svedperler om Munden og paa Panden, men Ansigtsfarven var naturlig om end lidt gusten.

«Du ska ga sta søva ei Stond, Ingjebær, edles vert Du so ufysæ, naar da lie paa Dag,» sa Sjur Gabriel, da han havde lagt Vesle-Gabriel i Vuggen efter at ha afført ham Strilen og tørret ham i Ingeborgs tyndslidte Skjørt, som hun til det Brug havde hægtet af sig.

Ingeborg stod ved Fodenden af Vuggen og holdt nu Skjørtet som et Skjul foran sine nøgne Ben.

«Bære han inkje faa da att,» hvisked hun.

«Da trur eg inkje. Han søv so fast aa fredele. Da æ inkje likaso fyrr, daa han hadde dedne Skjelten i Krøppen sen. – Gak sta legg Deg.»

Ingeborg gik hen til Fladsengen, lod Skjørtet falde ned paa Gulvet og krøb stille under Kvittelen.

Sjur Gabriel var opfyldt af en andagtsfuld Taknemmelighed. Han tvilte ikke et Øjeblik paa, at det var Gud, som havde indgit ham Tanken om det varme Vand. Nu fik der komme, hvad komme skulde. Gud havde tilgit ham hans Ungdomssynd og vilde ham alt til det bedste. Han lytted til Vesle-Gabriels rolige, regelmæssige Aandepust og saa fuld af Glæde paa det lille Ansigt, der var begyndt at bli rødmusset under Søvnen og saa saa sundt og velsignet ud, som om Gutten aldrig havde fejlet det mindste.

Saa letted han sig op fra Skamlen, han sad paa, og tog ud fra Skabet, som var anbragt i Ægtesengens høje Fodstykke, Kingos store Salmebog med Messingspænderne. Han satte sig atter tilrette paa den forrige Plads, aabned Bogen og gav sig til at læse Salme efter Salme, langtrukkent syngende, med lavt, hviskende Mæle. Tilsidst blev hans Øjenlaag tunge af Søvn, Hænderne med Bogen faldt slapt ned. Men han stred imod, sled Øjnene op og læste videre:

Jesus døer, og Jorden ryster.
O, mit Hjærte, skjælv Du da!
Døer da hen, I slemme Lyster,

Døer og drives langt herfra!
Ti nu døde Gud og Mand
For den slemme Lystetand,
Der i Æblet – der i Æblet torde – torde bide,
Hvorfor han led – hvorfor han led Dødsens – Dødsens Kvide.

Jesus, jeg din Død begræder – begræder,
For jeg dertil Aarsag gav.
I din Dø–ød–

Nej, nu kunde han ikke mer. Hans Hode sank bagover og fandt Støtte mod Sengekanten, Fingrene slap Taget om Bogen, der gled ned mellem Knæerne langs det ene Ben og blev liggende paa Gulvet. Sjur Gabriel sov med halv aaben Mund og slapt nedhængende Arme.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Sjur Gabriel

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

Sjur Gabriel (1887) er første roman i serien. Det fattige gårdbrukerparet Oline og Sjur Gabriel driver gården Hellemyren, rett nord for Bergen. De lever under harde kår, og Oline tyr ofte til flaska.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.