XIII

Sjur Gabriel var i Byen for at hente Oline hjem. Da han ringed paa Sygehusporten, blev han vist ind i Kontoret, hvor han betalte, hvad der stod til Rest paa Forplejningspengene. Saa gik han ud i Portrummet og vented, mens der blev sendt Bud efter Oline, som havde siddet færdig hele Dagen med sit Knytte Klær i Haanden. Da Sjur Gabriel saa hende komme, slog det ham, at hun var bleven endnu mindre at se til, og at hendes Hænder var akkurat som hans Mors, den Gang han som Gut havde set hende ligge Lig.

«No – kor æ da mæ Deg?» spurgte han, da Portneren havde lukket op for dem, og de stod paa Gaden.

«Bejne æ heilt att,» svarte hun. «Eg heve fengje noke Salve i eit Papper te smyrja meg mæ.»

«Da tørvdes, sku eg tru. Pengja hava dei tekje so Gras aa Sann. – Aa Tie hava dei gjøve seg, maa veta. – Seksten Speisedala aa to aa tredive Skjeling.»

«Ja, da æ grøvt te Kapitala,» sa Oline ydmygt.

«Da gaar altsamas same Vegjen. Me kjebm rettno paa Lægd, baade me aa Ongane.»

«Du lyt inkje hava sorne beske Taanka,» mumled Oline.

Sjur Gabriel svarte ikke, men gik afsted med Hænderne paa Ryggen og lange skrævende Skridt. Oline fulgte ham i Hælene.

Da de var kommet til Hjørnet af Torvet og Triangelen, stod han stille.

«Eg ska bære kjøpa eit Gran Aangla,» sa han til Oline. «Gak sta i Baadne, eg kjebm paa Timen.» Dermed forlod han hende.

Oline gik videre med langsomme Skridt. Det var med ét, som havde hun faat Blylodder om Benene. Et Par Gange stod hun stille og syntes at betænke sig. Saa gik hun afsted igjen. Paa denne Vis naadde hun Triangelen. Hun gik hen til Rækværket, læned sig udover det og opdaged Baaden, hvor Jens sad med Ryggen til. Da blev hun grebet af en pludselig Livslede. Hun saa for sig Hytten derhjemme med den lave, mørke Stue og den svarte Kjøkkengrue, hvor hun skulde rode og grave Dag ud og Dag ind, det samme og det samme op igjen og op igjen. Myrmarken udenfor, Grisehuset, Fjøset og Slidet ude og inde, alt fyldte hende med en tærende, kjedsommelig Modvilje. Hun vendte sig om, kasted et spejdende Blik omkring sig og gik saa hurtig, næsten løbende tilbage igjen over Triangelen, bøjed til venstre op i Torvegaarden, hvor hun gik ind i Bondestuen, fik fat paa Guri, til hvem hun solgte et af de Klædningsstykker, hun havde i Byldten og fik laane en Flaske, som hun kjøbte Brændevin paa. Da hun var kommen ud igjen fra Skjænkestuen og stod bag Trappen og drak, hørte hun en komme ind, lukke paa Skjænkestudøren og spørge efter hende. Hun kjendte Sjur Gabriels Stemme og blev saa angst, at hun skjælved paa alle Lemmer. Da han var væk, kom hun frem fra sit Skjul, gik hen til Gadedøren og keg ud. Hun saa ham gaa opover Torvegaarden. Saa skyndte hun sig ud, sneg sig nedover tæt langs Husrækken og var straks efter i Baaden.

Da Sjur Gabriel lidt senere kom, saa han mørk og forgræmmet ud. Uden at sige et Ord løste han Baaden og satte sig til Aarene. Oline rodde flinkt og taktfast og holdt ud hele Tiden. Sjur Gabriel maatte tilstaa for sig selv, at hvad hun havde drukket eller ej, fuld var hun ialfald ikke bleven.

– Ugedagen derefter vendte Sjur Gabriel hjem fra Marken efter endt Dagværk. Han bar Spaden over Skulderen som et Gevær og holdt i Haanden en Bøtte, der var fuld af Potetgræs til Grisen. Jens og Nils traved bagefter hver med sin Spade i Haanden, som de drog efter sig langs Jorden.

«Æ ho Mor attkobmæ?» spurgte Jens, da de traadte ind i Kjøkkenet.

Ingeborg, som stod og øste Kvældsgrøden op, gav et benægtende Svar.

«Bære inkje ho Mor heve tynt seg,»Forfatternote: har tumlet sig bort sa Jens og saa frygtsomt paa Faren.

«Halt Kjæft!» svarte Sjur Gabriel, idet han gik ind i Stuen og gav sig til at stelle med Vesle-Gabriel.

Senere paa Kvælden, da Børnene var gaat tilsengs og Vesle-Gabriel indsovnet, sad Sjur Gabriel paa Bænken borte ved Bordet og karved Tobak til sin Kridtsnadde. Han snakte smaat med sig selv og rysted ind imellem paa Hodet.

At nu Oline, med det samme hun var sluppen ud af Sygehuset, og han havde havt saa store Udgifter med hende, vilde begynde paa den gamle TraltenForfatternote: Maade – det var dog for uvorrent. Han havde trodd saavist, at hun skulde være kommen til Eftertanke nu. En skulde synes, hun havde havt Stunder til det, al den Tid, hun havde ligget nedfor og bare kostet Penger. Ethundrede og to og tyve Dage til seksten Skilling Dagen – det var store Penger for en fattig Bondemand. Men ingenting bed paa hende. Gud maatte vide, hvordan hun egentlig var skikket og beskaffen – hun turte jo frem, som om hun havde været et umælende Kreatur og ikke et Menneske med en levende Sjæl i Kroppen.

Sjur Gabriel greb sin Hue og rusled ud. Han havde ikke Ro paa sig. Oline havde været borte nu paa andre Dagen. Igaar, da han sov til Middag, var hun strøgen sin Vej. Saalænge havde hun aldrig været hjemmefra før.

Ligesom tilfældig slentred han ind i Fjøset og Høladen, stod der lidt og saa sig om, drev saa ud igjen, keg ind i Torveskuret og gløtted endog paa Grisestudøren. Saa begav han sig nedover til Sjøen.

Det var i Løbet af Dagen blevet Styggevejr. Nu var det blæst op til en hel Storm. Sjøraaket stod op over Nøstetiljerne og sprøjted højt op i Vejret.

Ingen Oline var at se.

Langsomt og med bøjet Hode gik Sjur Gabriel opover igjen. Dette kunde ikke hænge rigtig sammen. Han saa for sig Olines Lig ligge og flyde i en Fjære etsteds med Ansigtet nedad som den Aftenen i Baaden for to Aar siden, da han havde hevet hende agterud. Akkurat saaledes laa hun. Eller lemlæstet i en Stenrøjs, styrtet udfor et af Stupene bort paa Sandvigsfjældet. Med Ansigtet nedad, just som dengang i Baaden.

Aa – ja, det var vel ikke for ingenting, at «Skjepar» fra Træet forleden Kvæld stod i Soldalingen og hylte saa forfærdeligt med Snuden vendt op mod Vinduet paa Hellemyrshuset og ikke var til at drive væk, hverken med ondt eller godt. Oline havde rystet paa Hodet, og han havde set paa hende, at hun tænkte som han. Der var fejge Folk paa Gaarden.

Han sukked dybt, der han gik.

Ugudelig hengiven til Drik havde jo Oline været, værre og værre for hvert Aar – og ingen kunde jo være mere end et Menneske. Men alligevel – kanske han havde været for haardhændt, naar han banked hende. – En Ting stod fast: Kom hun hjem igjen denne Gang, saa skulde hun ikke faa høre et Kny, om hun saa var saa fuld, at hun hverken kunde se eller gaa.

«Eg slær hedne aller meir – da løva eg fyre Gud,» mumled han, da han atter stod ved Hytten og løfted Klinken af Døren.

Da han næste Morgen ved Ellevetiden kom fra Udmarken med en Kipe Torv paa Ryggen, saa han Oline, som nærmed sig Hytten. Hun gik med Smaa, stive Skridt, Hodet vendt til Siden og Hænderne stukket ind under Forklædet helt oppe ved Skjørtelinningen. Stille, som en glidende Skygge, sneg hun sig forbi ham ind i Kjøkkenet.

Sjur Gabriel kjendte Forbitrelsen koge op i sig. Uvilkaarlig knytted han Haanden efter hende. Men saa husked han Løftet fra den foregaaende Aften og nøjed sig med at spytte og sige: «Tvi vore!»

Han fulgte efter hende ind i Kjøkkenet og tømte Torven ud paa Jordgulvet.

«Kar hev Du vore aav?»

Oline saa forkommen ud. Ansigtet var blaaviolet, og Underlæben hang og skjevred.

«Sta i Salhus,» svarte hun og la Brændsel til Rette under Gryden.

«Ka hadde Du dar aa gjera?»

«Kjøpa Salt.»

«I to Døger?»

«Han vart saa grøv mæ Veeræ,» – Hun stak Kvas ind imellem Tørvestykkerne. «Me kudne inkje lægja i Vej,» – hun bøjed sig ned og pusted til Ilden – «fyre Klokko vart yve nie.»

Sjur Gabriel fulgte hendes Bevægelser med gnistrende Øjne.

«Forbanedæ Fydlebytte!» snerred han, greb Kipen, saa den knaged, slang den op paa Ryggen og stamped ud af Kjøkkenet.

Oline havde med en angstfuld Bevægelse slaat begge Hænder for Ansigtet og stod nu halvt bortvendt med bøjet Ryg og optrukne Skuldre for at ta imod de Slag, som hun vented sig. Da hun hørte Kjøkkendøren smelde til, gløtted hun op og vilde knapt tro sine egne Øjne. Men straks efter kom hun til Vished om, at Sjur Gabriel var gaat sin Vej uden at banke hende. Hun blev saa overvældet af denne uventede Oplevelse, at hun satte sig plat ned i den lave Grue, skjulte Ansigtet med sit stive, graastribede Værkensforklæde og græd, saa hun rysted.

Om lidt rejste hun sig, satte den ene Fod op i Gruen og gav sig til at røre Havremel paa den kogende Vandgryde. Hun skjælved stærkt paa Hænderne og spildte Mel, hvergang hun tog en Haandfuld af Trækarret, som hang paa Skorstensmuren. Det surred i hendes Hode og hamred i Tindingerne. Svælget brændte, og hvert Øjeblik var det som om Hjærtet skifted Plads.

«Me trudde inkje, me sku fengje seet att ho Mor meira,» hørte Oline pludselig nogen sige i en hoverende Tone. Hun drejed Hodet og saa Ingeborg staa midt i Kjøkkenet med Hænderne i Siden og et Gjæp om Munden.

Oline svarte ikke, men blev ved at stampe Grøden paa en valen, magtesløs Maade.

«Lat meg!» udbrød saa Ingeborg. «Lyt eg gjera allt anna, so vidn eg yve dettane mæ.»Forfatternote: Maa jeg gjøre alt andet, saa vinder jeg over dette med Hun tog Tvaren fra Moren.

«Gak aav mæ Deg!» befalte Oline og vilde ha Tvaren tilbage.

«Ho Mor æ inkje førd te aa arbeia. – Gak sta legg seg aa søv Ruse ut, fyre han Far kjebm att.»

«So Du ve lære Mor di, di uvyrna Taus!»

Og inden Ingeborg vidste et Ord af det, var hun grebet om Livet og slængt hen over Kjøkkengulvet. «Du tænkje vel, at dedna trava Moræ di æ so skradl aa laak, at Du kadn fara aat mæ hedne, kor Du ve. Men akta Deg, akta Deg!» Oline fo’r imod hende med hævet Arm. «Dei Bodn, so trakka ne Forældræ sine, høira Djævelen te.»

«Æn kor vert da mæ dei Forældre, so drek seg fudl aa fær aat so ana Svin?»

Før hun endnu havde udtalt, fik hun et klaskende Slag paa Siden af Ansigtet.

«Da va likare dei Forældre ska væra, vidle betænkja da,» vedblev hun uforfærdet.

«No lyt Du hadla up, so Du inkje gjer meg vetlaus,» sa Oline med hakkende Tænder.

Ingeborg slog paa Nakken og gik ud af Kjøkkenet. Straks derpaa stak hun Hodet ind gjennem Døraabningen og sa med en Stemme, som lo af Haan: «Lat no inkje Sidlaslog i Grauten att, likso sisst ho Mor hadde vore sø i Bydn. Han Far var istann te verta forarga.»Forfatternote: Kom nu ikke Sildeslo (Sildeaffald) i Grøden igjen ligesom sidst, Mor havde været sør (syd) i Byen. Far var i Stand til at bli sint

«Gud Fader aa Gud Saan!» stønned Oline, idet hun slog Hænderne sammen og holdt dem ud foran sig. Hun blev staaende nogle Øjeblikke sammensunken med ludende Hode. De halvlukte Øjne stirred ned i Gruen med et hjælpeløst Blik, Munden var sammensnurpet med en lang Fordybning i Kinderne. Om lidt tog hun sig sammen, stamped Grøden færdig, løfted Gryden af Ilden, øste op og bar den ind paa Bordet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.