Tre skiturfortellinger fra 1884

En Skitur fra Hardanger til Kongsberg.

Morgenbladet 1884, nr. 69, 10. mars


1(Af H. A.)H. A.] Henrik August Angell (1861–1922)

2Bergen er saadan hyggelig, gjæstfri og livlig By, at jeg blev der ligetil den 7de Januar, og det uagtet Veiret ikke var det bedste just for den, der ønsker at uddanne sig i den ædle Skiløberkunst, og dette sidste var nu min Hensigt. Den 7de reiste jeg derfor fra den gamle, interessante Hansastad og var allerede den næste Morgen i den «underdeilige»underdeilige] Allusjon til Henrik Wergelands dikt «Hardanger» fra den episke diktsyklusen Den engelske Lods (1844). Her besynger dikteren et slags jordisk paradis, og ender med å spørre: «o hvor findes saadant Sted, / disse løvbekrandste Tanger / med den fromme Hyttes Fred, / uden i din Herlighed, / underdeilige Hardanger?» (Wergeland 1844: 151). Sørfjord, en af Hardangerfjordens Arme. Sørfjorden og i det hele taget Hardanger var imidlertid nu paa Vintersdag slet ikke saa overdrevent underdeilig, som alle sommerreisende enstemmig erklære den for at være. Tvertimod; den ellers saa vakre Fjord med sine smilende, venlige Strande saa nu saa øde, trist og uhyggelig ud som vel muligt, og Skjønheden var borte. Paa begge Sider af os til høire og venstre passeredes kun ensformige hvide, mægtige Fjelde, der aabnede en smal Rende for os, netop bred nok til at klemme sig gjennem i. Over os var der ingen klar, blaa, men en tung, graa Vinterhimmel, og selve Fjorden var, istedetfor blaagrøn, skiddengraablaa af en tyk Snegrød, hvorigjennem Dampskibet skurede sig seigt frem. Man saa lidet eller intet til alle de Herligheder, hvorfor Hardanger er blevet saa berømt, og hvorfor Tusinde og atter Tusinder gjæste vort Land. – Hist og her saa man vistnok de spredt liggende Bondegaarde afsætte mørke Flekker paa de hvide Strande, men Landskabet oplives derved lidet; det hele fik noget uendeligt trist over sig.

3Den foregaaende Aften tog dog Fjorden sig storartet ud. De høie Fjelde taarnede sine mørke truende Masser endnu høiere op og tegnede sine Silhouetter skarpt af mod den stjerneklare, straalende Aftenhimmel. Maanen kom endelig frem og gav Fjorden et endnu pragtfuldere Udseende, idet den bragte Snetoppene paa den ene Side af det smale Fjordpas til at glitre som Sølv, medens den anden Side fremdeles blev liggende i Mørke; over os tindrede Tusinder af Stjerner i den smale Strimmel af Himmelen, som Fjeldene ikke dækkede, og ind gjennem den sorte Fjord glimtede Lys paa Lys fra Bondegaardene, hist og her ogsaa et svagt rødt Lys fra de mange Anløbssteder.

4Tilsidst ser man Bunden af Fjorden.

«Folgefonden» gaar agterover, saa fuld Fart forover, de sidste Isflak sønderskjæres, nogle Slag til af Maskinen, og vi lægge til ved det sidste Anløbssted; det er Odda.

5Paa Bryggen var det temmelig stille, som rimeligt var nu om Vinteren. Men om Sommeren er der saamen livligt nok. Da bliver den reisende næsten overfaldt af den Mængde uforskammede Skydsgutter, som her bemægtiger sig: snart en lang graa, stribet Engelskmand med et Utal af waterproofede Lærredskufferter og Paraplyer med KautschukKautschuk] Elastisk gummistoff som blant annet brukes i vanntette klær. Overtræk, samt med rød Reisehaandbog i Lommen,med rød Reisehaandbog i Lommen] Her hentyder Angell til Yngvar Nielsens Norwegen: ein praktisches Handbuch für Reisende som kom ut første gang i 1874, og som allerede i 1876 forelå i tredje opplag (Nielsen 1874a). Disse var, i likhet med Nielsens norske reisehåndbok som første gang ble utgitt i 1879, innbundet med røde permer. Jf. kommentar til «hvoraf der […] om Vinteren» og «Der blev […] Gamp sprængt» (Angell 15 og 22). snart en filosofisk udseende, brillebærende Tysker, der uafladelig foretager Sammenligninger, snart en tyk Svenske, snart en pludrende Danske, osv., eller endelig, naar han ingen Udlænding kan faa, nøier han sig med en af Landets egne Børn. Nu slap jeg heldigvis alt Overhæng saavel af ovenomtalte Skydsgutter som af Hotelværter eller andre forekommende Medmennesker; jeg skyndte mig bare afsted med det samme. Klokken var nu 9 Formiddag.

6Allerede med det samme var jeg saa heldig at faa Følge med en ung, kjæk Røldøl, der skulde hjemover, og han lod jeg faa styre Farten. Og dermed labbede han ivei med de for Fjeldbønderne saa karakteristiske lange, elastiske Skridt, og jeg labbede efter ham, saa godt jeg kunde, bestræbende mig efter bedste Evne at holde Takt. Skiene havde vi ikke paa i Begyndelsen, da Føret ikke var videre egnet til Skiløbning; Røldølen tog dem derfor paa Nakken, og jeg trak dem efter mig, anvendende den bergenske Maner at gaa op over Bakken paa. I Bergen, hvor der jo yderst sjelden er noget videre Sne, og da i meget tyndt Lag, bruger man nemlig at binde en Snor i hver Skisnabel, og saa trækker man dem op efter Bakken ligesom en Kjælke. Dette er ret illustrerende for at vise, paa hvor høit Trin Skisporten staar derborte, hvor man jo forresten har liden eller ingen Anledning til at dyrke den. Mest fornøieligt er det imidlertid at se Bergenseren staa udover Bakken; da bevarer han Balansen ved at holde sig fast i de to Snore, og han staar paa Ski ligesom en Kjørergut, der holder haardt i Tømmerne. At staa i HopAt staa i Hop] å gjøre et skihopp paa denne Maade har jeg ikke seet lykkes nogen, og jeg vil vel ikke nogensinde faa se det Syn heller.

7Men jeg er ikke i Bergen nu længer. Den 4 ½ Mil lange Vei til Røldal gaar – forbi det om Sommeren ofte besøgte Sandvenvand,Sandvenvand] Sandvevatnet Hildal, LaatefosLaatefos] Låtefossen og Seljestad – næsten ret sydover og er lagt i Bunden af en trang lang Dal, saaat den i intet Øieblik er vanskelig at finde, selv i den dybeste Sne; nu var til Overflod de tre første Mil befarne med Slæde, og Snemængden den første Mil meget liden, maaske kun en god halv Alenhalv Alen] Eldre lengdeenhet av varierende lengde. Norsk alen, fastsatt ved lov av 1824, var 62,75 cm. En «god halv Alen» dyp snø tilsvarer mao. i overkant av 30 cm. høi. Senere blev Sneen dybere og dybere, Skiene kom derfor paa Benene og benyttedes fra nu af den hele Vei lige til Victoria Hotel, Kongsberg. Det var noget ganske anderledes behageligt at faa Skiene paa sig end have dem efter sig, og det gik nu raskt opover, uafladeligt opover, saaat vi snart havde den Fornøielse at se vældige Snefjelde foran os og af og til langt bag os faa et lidet Glimt af Folgefonden,Folgefonden] Folgefonna der forgyldt af den nedgaaende Sols Straaler tittede frem i Dalaabningen. Forresten var Veien temmelig ensformig og meget trættende ved sin uafladelige Stigning og sin seige nyfaldne Sne. Intet af Betydning hændte os heller paa den hele Vei, naar undtages, at vi etsteds blev trakterede med en skrækkelig politisk Passiar af en gammel Bjergulv, der dog var yderst godmodig. For det første mente denne gamle Politikus, at disse Statsraaderne vare vel nogle rigtige «Fuskefantar», som trængte til at komme for selve Rigsretten, der nok var en prægtig Indretning; dernæst fandt han, at absolut Veto var det samme som Absolutisme, og det skulde ikke være bra, havde han hørt; og endelig kunde han ikke begribe, hvorfor Kronprinsen skulde have sig en Apanage.Apanage] Beløp som bevilges av staten til drift av kongehuset. Scenens komikk består i at bonden forveksler «Apanage» med «Ekvipage» – her i betydningen «herskapelig hestekjøretøy». «Han kunde vel faa laane Fa’r sin Apanage til at «kjøre i», hvis han endelig skulde kjøre», mente han. Jeg kunde mærke, at jeg var kommen tilfjelds allerede. Ellers er forresten Fjeldbønderne nu paa disse Kanter særdeles vel oplyste; men Venstremænd ere de dog alligevel, om end ikke særdeles ivrige. Idethele taget tror jeg, at Fjeldbønderne her er meget lidet stive i Troen; de lever idetmindste i Fred med hverandre, trods forskjellig Farve og trods «Verdens Gangs» Opviglerier.«Verdens Gangs» Opviglerier] Verdens Gang var på 1880-tallet en innflytelsesrik Ventre-avis. Grunnlagt 1868, og gikk inn i 1923 (Dahl m.fl. 2010: 367). Avisa er ikke den samme som dagens VG. «Vi ere nu ikke saa dumme at tro paa det Blad længer», sagde en gammel Venstremand til mig i Røldalen; – men paa «Vestlandsposten»Vestlandsposten] Avis utgitt i Stavanger fra 1878 til 1916. Var en periode Norges nest største avis etter Verdens Gang. Avisa var hovedorganet til det moderate Venstre, ofte kalt Bonde-venstre (Dahl m.fl. 2010: 377). troede han.

8Ud paa Eftermiddagen kom vi til den øverste Gaard i Dalen, nemlig Seljestad. Det var allerede blevet mørkt, og vi vare glade over at kunne komme i Hus og over at være komne saa langt, uagtet en Dagsmarch ikke var mere end tre Mil; men Veien havde været tung. Vi tog ind i et Hus, hvor jeg allerede før en Gang havde været, nemlig i 74; men hvilken Forskjel fra da og nu. Dengang var den nye Vei over Haukelid kun stykkevis færdig og lidet befærdet, saa at Befolkningen paa Seljestad endnu befandt sig i sin Urvildhed, nu er ved den stærke Færdsel Vildheden gaaet endel af dem; men der er dog mere end nok igjen. Jeg reiste dengang sammen med en yngre Dame og en Herre, der alle skulde til Røldal i Sommerferierne, og vi tog ind paa Gaarden for at faa os noget at leve af; men det fik vi nu ikke. Gid vi aldrig havde gaaet indenfor Husets Dør. Neppe havde vi sat os ned ved det mere end almindelig skidne Bord, førend hele Seljestads Befolkning, store og smaa, gamle og unge, var samlet omkring os. Ved Rygtet om, at Byfolk var komne til Stedet, styrtede nemlig hele Befolkningen paa de 3–4 Gaarde dersteds alle som en afsted, og vi saa dem nu, en efter en stikke sit sjelden vaskede, meget uciviliserede Ansigt ind gjennem Døren, derpaa saa man Overkroppen komme ind, og saa stod tilsidst hele Mennesket derinde, først ved Døren, saa nærmere og nærmere, eftersom Modet voxede, og tilsidst havde vi dem lige ind paa os, mere og mere nysgjærrigt paatrængende. Tilslut havde vi omkring os: en hexeagtig gammel Oldemo’r med en Uendelighed af smaa halvnøgne, ækle Unger, der af og til fik et Spark af sine respektive Fædre eller Mødre, der vilde vise os, at de havde en pen Opdragelse for Øie, fremdeles var der et Snes vilde Karle og Kvindemennesker, to Hunde, en Kat, en Grisunge osv., tuttitutti] Italiensk betegnelse for «hele koret» el. «hele orkesteret». Her i betydningen «hele gjengen». uvaskede. At faa være i Fred, var der ikke at tale om; en Flom af Spørgsmaal af de mest besynderlige Slags haglede ned over os arme Mennesker. Vore Klæder og Reiseeffekter bleve paa det grundigste befølede, undersøgte – og taxerede.

9Det var da meget til fine Blomster, der voxer i Byen, sagde en om Tøiblomsterne paa Damens Hat.

Det var da meget til fint Særketøi, Du har Du, sagde en anden om Damens lyse Sommerkjole; og dermed begyndte endel ivrige Fingre at beføle det fine Tøiet.

Det var da «auversla»auversla] Dial. av overslege. Kan bety «overmåte» og «ypperlig» (Aasen 1850: 353). fine Sko og Strømper, de arbeide i Byen, kom en tredie med, og dermed blev den Sag undersøgt.

Du er kanske Madamen til den der unge Fyren, Du, blev der spurgt.

Ere I Søskende da?

Naa, saa maa I være Kjærestefolk da? hæ, hæ!

Da dette heller ikke var rigtig gjættet, gav det hele Selskab sig til at tænke over, hvad de to saa kunde være, indtil et andet Væsen spurgte om, hvad hun nu skulde gjøre i Røldal. Jo, hun skulde da ligge paa Landet i Sommer hos Ingeniøren der.

Du skal da ikke paa Høiaanning? Nei vel?

Kanske Du er i Familje med Ingeniøren?

Ja da maa Du være den nye «Kjøkentausi» da, raabte saa en af de gjættende med glædestraalende Øine.

Endelig slap vi da ud og op paa vor Vogn, som nu rullede afsted med en god Del flere levende Væsener, end da den kom.

10Nu, da jeg kom igjen i 84, kunde jeg slet ikke klage paa Modtagelsen. De viste sig meget venlige mod mig, og gjorde sit bedste for at stelle det rigtig hyggeligt til inde i et stort firkantet Værelse med en dodo] ditto Seng. Jeg foretrak imidlertid at sidde inde i den varme Stue, hvor et lystigt Baal knitrede borte i Peisen, hvilket kastede et rødt, behageligt Skjær ud over det lave, mørke Rum, der snart blev folkefuldt. Selskabet blev da ordnet saaledes, at jeg fik Hæderspladsen paa en Stol midt i Stuen, og rundt omkring langs Væggene, oppe i Sengene, borte i Skorstenen og paa Bænkene, dels laa, dels sad Mænd og Kvinder, røgende og betragtende min ringe Person. Det var forresten et ganske eiendommeligt Syn, at se disse veirbidte, næsten vilde Ansigter i denne fantastiske Belysning. Ellers maa man vel sige, at Fjeldbondens Ansigt har et godmodigt og venligt Præg, men dette fandt ikke jeg nu. Efterhvert som Rygtet udbredte sig til de øvrige Gaarde om, at en Lensmand, eller kanske Futen selv, eller kanske en Korporal var kommen tilgaards, kom der flere og flere for at aflægge Visit. Naar de havde gloet nok paa mig og udspurgt mig tilstrækkelig, forsvandt de igjen. Min Løitnantsuniform gav dem idetheletaget meget at bestille, og jeg havde den samme Gjættehistorie som i 74.

11Ja, jeg kan da se af den fine Munderingen, at Du er Korporal.

Nei, Du faar slaa lidt høiere paa.

Du skulde da vel aldrig være Sergeant; lige saa meget, som han Ola T.?som han Ola T.] Muligens Olav Anthon «Ola» Thommessen, redaktør i Verdens Gang under avisas storhetstid fra 1878 til 1910. Framstillingen av bondens beundring for Ola T. kan i så fall oppfattes som en del av Angells gjøn med Venstre-bøndene. Ola Thommessen var mye rart, men ingen sersjant. Denne gjetteleiken minner derfor om den tidligere scenen der Angell treffer en «Bjergulv» som forveksler «Apanage» med «Ekvipage» og bedyrer at han ikke lenger tror på Ventre-avisa «’Verdens Gangs’ Opviglerier», men som allikevel lar seg overbevise av Venstre-organet Vestlandsposten. Altså: Angell tegner et bilde av inkonsistente bønder som ytrer seg om politiske forhold de ikke har greie på.

Enda høiere op.

Ja, saa gjættede de da paa Lensmand, Fut og Skriver, og da de endelig fik vide, hvad Manden var, satte de nogle store, forundrede Øine paa mig og svarede saa, som alle Bønder nok gjør i i [sic] vort Land: ja, netop ja.

12Dernæst vakte mine FinskoFinsko] finnesko. Samiske sko tilvirket av reinskind med pelsen vendt utover. Slike sko ble ofte brukt til skiløping på det seine 1800-tallet (jf. Nansen 1890: 51). udelt Opmærksomhed, saavel af Mænd som af Kvinder. Den første Hilsen, jeg fik af flere af disse Folk, var, at de lagde sig paa Knæ for mig og tog mig i Foden for at undersøge Skoene. Jeg sad imedens urokkelig paa min Trone og tog imod denne eiendommelige Hyldest. Hvad Skoene kostede, og hvor de vare arbeidede, maatte de endelig have Greie paa.

De ere arbeidede paa Himalaya, sagde jeg, for at høre, hvad de vilde sige til det.

Ja, netop ja! Ja da, blev naturligvis svaret.

13Dette «ja, netop ja» forfulgte mig ihærdig den hele Vei: over Fjeldet, ned gjennem Thelemarken og over Meheja, hvor jeg fik det serveret paa bredeste østlandsk som: «ja, rækti’ ja». I Christiania, i Skulpturmuseet, fik jeg atter høre det nogle Dage efter. To Bønder stod just og betragtede «Ragnar Lodbrok i Ormegaarden»,Ragnar Lodbrok i Ormegaarden] Skulptur av Mathias Skeibrok (1877). Figuren ble utstilt på verdensutstillingen i Paris i 1878 og representerer Skeibroks endelige gjennombrudd som billedhugger. og den ene af dem, en Seminarist, havde nok hørt Tale om, at der fandtes en Mosesfigur paa det Sted. Han sagde derfor i en slæbende Lærertone: «De’r se’r Du han Moses blandt Ørkenens Slanger». Og Svaret blev naturligvis: «Ja, rækti’ nok ja».

14Nu, efterat være bleven vist saa megen Opmærksomhed sagde jeg Godnat til Forsamlingen og blev saa fulgt til mit Værelse af Husbonden selv, bærende et langt, smalt, osende Talglys, der blev pudset paa den gamle, bekjendte Maner ved først at spytte i Fingrene og saa tage TandenTanden] Den delen av ei veke som stikker opp fra lysets masse. bort, akkurat som man dreier Halsen om paa en Kylling.

15Efter en liden Diskussion med min venlige Vært om Veiret, der ikke saa videre lovende ud, krøb jeg op i den uhyre Seng, hvor jeg stablede et lidet Bjerg af Uldtepper over mig for ikke at fryse rent ihjel. Denne Foranstaltning havde saa den Følge, at jeg vaagnede om Morgenen, svedvarm paa min venstre Halvdel af Legement [sic], men stivfrossen paa den høire. Udenfor Huset blæste der en ikke saa ganske liden Storm, der sammenpakket kom farende ned igjennem Dalen og pinte sig ind gjennem Sprækkerne i Væggen, saa at der var ganske luftigt, hvor jeg var, og temmelig kjøligt, hvilket jo min høire Side havde faaet at føle. Bevis paa Kulden tidligere fik jeg i en ordentlig Isklump i Vaskevandsbollen, og Bevis paa Varmen idag fik jeg ved at holde Bollen udenfor Vinduet under Tagrenden. Thi udenfor regnede det, og det ordentlig ogsaa. Seljestadbefolkningen mente, at det kunde ikke være Tale om at gaa over Fjeldet idag; Seljestadjuvet, «hvoraf der staar megen Skræk om Vinteren»,hvoraf der […] om Vinteren] Forkortet sitat fra Yngvar Nielsens Reisehaandbog over Norge – en uhørt populær reiseguide på det seine 1800-tallet, som kom ut i hele tolv utgaver i Nielsens levetid. Her blir leseren gjort oppmerksom på «det vilde Seljestadjuv, hvoraf der før stod megen Skræk som et farligt Veistykke om Vinteren» (Nielsen 1883: 132). kunde være slemt nok med sine Sneskred alligevel, men idag gik der nok Skred paa Skred. Røldølen vilde imidlertid gjerne hjem, og jeg, som ikke skjønte mig det mindste paa hele Sagen, vilde gjerne komme videre, og saa traskede vi afsted i Regn og Blæst. Dog først blev Nattelogiets Kostende klareret; Logi, Lys, Brænde, Opvartning etc., alt beløb sig til 30 Øre. Det var den billigste Hotelregning, jeg har seet.

16Det gik tungt op over Dalen paa Ski idag i den vaade, bløde Sne; men saa længe det endnu regnede, klabbede Sneen mindre under Skien, og man seg dog frem; værre blev det, da vi kom mere tilfjelds, hvor Regnen var Sne, og det af det leieste Slags. Den store ChauseChause] hovedlandevei forsvandt snart sporløs under Sneen, og vi havde kun Dalføret at gaa efter, hvilket, saalænge som vi befandt os i Regnstrøget, ikke var nogen Kunst; senere, da vi kom paa Fjeldet, havde det sine Vanskeligheder. Det værste ved hele Fjeldovergangen var dog hverken den tunge Sne, eller Vanskeligheden med at finde Vei; men hvorledes man skulde slippe helskindet gjennem det berygtede Seljestadjuv i saadant Læveir. Den voldsomme Blæst eller rettere Storm voldte os naturligvis megen Besvær; vistnok stod ikke Vinden ret imod os, men den var dog yderst generende ved sine voldsomme Sideanfald og ved at piske Regn og Sne i Ansigtet paa os. Og med denne Kamerat fik vi Reisefølge op over Dalen, hvor Fjeldene nu smalner mere og mere sammen, indtil de i selve Juvet klemmer sig saa ind til hverandre, at kun en eneste trang, dyb Kløft er aaben. Storveien fører her i smukke Slyngninger op gjennem de steile Sider, og man har, naar man en klar Sommerdag reiser herover, en sjelden vakker Udsigt over det hele Dalføre, der lukkes af Folgefondens hvide Snemasser. Til denne Vei med dens Udsigt saaes intet idag; Landskabet havde en anden Karakter. Skiveien gaar i Bunden af Kløften, hvor ellers en liden Elv fosser afsted; Vinden suser raa og kold ind gjennem dette Pas, og de steile Vægge hæve sig med sine løse Snemasser truende og mørke som for at knuse den forbigaaende. Og dette gjør de ogsaa undertiden bogstaveligt, idet de blot ryster en Smule paa sig, hvorved strax et Sneskred styrter ned. Især indtræffer dette, naar der ligger dyb Løssne paa fast Underlag af ældre, og der saa kommer Læveir. Hele Stasen glider da i vældige Skred bragende og tordnende ned i Juvet. Er Ulykken rigtig ude, kommer der Skred fra begge Fjeldsider, og det undertiden samtidig. Mere end en Røldøl er bleven begraven i Sneen her, men da han i slemt Veir altid gaar i Følge, er den ene bleven gravet op af den anden, idet man har iagttaget at gaa med en vis indbyrdes Afstand.

17Alle Betingelser for Sneskred vare idag tilstede, og da vi kun vare 2, var Situationen ikke den hyggeligste. Vi blev derfor meget fornøiede, da vi ved Indgangen til Juvet opdagede en 3die Person lidt nede i Dalen bag os, der øiensynlig bestræbte sig for at indhente os.

18Vi vare nu 3 Mand stærk og uafladelig skiftende med at gaa i Spidsen klemte vi opigjennem Juvet, saa fort, vi kunde. Det gjaldt at slippe forbi, førend Sneen havde faaet Tid til at løsne sig. Marchen blev voldsomt anstrengende; jeg troede, jeg skulde styrte, uvant som jeg var til at gaa saa raskt og i slig Sne, der lagde sig tyk og tung over Skien og under Skien. Dertil kom endvidere, at jeg havde at slæbe paa en tung Randsel og en svær Militærkappe, som den moderlige Omsorg og Bekymring havde forsynet mig med, og som blev tungere og tungere af det stadige Regn og Slud. Hvile var der i Begyndelsen ikke Tale om. «Skrea kjeme snart», sagde mine 2 Kamerater, og dermed langede de ivei saa fort de kunde, og jeg stønnende efter dem, skottende af og til op ad de steile, høie Sider, hvis øverste Rand var skjult og fra hvilken jeg ventede den frygtede Skred. Og, hvis den nu kom? Hvad jeg da havde at gjøre, vidste jeg ikke, og det var vel dumt at spørge; thi man havde vel her kun at finde sig i sin Skjebne og stole paa Kameraternes Hjelp. At der virkelig var nogen Fare paafærde, vidste jeg ikke; jeg saa ingen Skred hverken her eller andetsteds, og jeg vilde have befundet mig saa vel, som man kan befinde sig i Sneslud med en halv Storm i Ansigtet paa sig, med Blylodder paa Benene op gjennem en brat Bakke, der aldrig tager Ende og med en nederdrægtig tung Randsel paa Ryggen, der skjærer en Randselremmerne dybt ned i Skulderen, hvis bare mine Formænd vilde have brugt en rimeligere Hastighed. Endelig blev der da hvilet en bitte liden Stund under en svær Sten, der almindelig blev anvendt som Hvileplads paa slige Ture, og det trængtes vel. Den sidste Del af Veien havde været meget brat, ja saa brat, at Skiene maatte tages af, og saa klatrede man paa alle fire op gjennem Skraaningen, klorende sig saa fast, som man med sine resterende Kræfter kunde. Vi havde nu passeret bande [sic] Regn- og Sludregionen og havde taget fat paa Sneregionen, og dermed var Seljestadjuvet ogsaa forbi og Fjeldet begyndte. Sneen faldt her meget tæt, og hvad man tilsidst saa, var noget graat noget, hvori man kun saa Formandens nedover Ørene trukne Pelshue, brede Ryg og kraftige Ben med hvide Gamasker. Ja, mange Alen foran sig kunde man ikke skimte her i den tykke Snedrive. Alt var graat, og hele Landskabet var som overklattet med den triste, graa Farve, som man kjender fra Kalle LøchensKalle Løchen] Kunstmaler (1865–1893) assosiert med Kristiania-bohemene. Vakte oppsikt og forargelse på Høstutstillingen 1883 med bildet «Malerskolens atelier» (Opstad 1993: 60). Bildet preges av at et trist og grått vinter-/seinhøstslandskap glir umerkelig over og inn i kunstnerens atelier, som utgjør bildets hovedmotiv. Høstbilleder. Hertil kom, at her blæste en ganske net liden Storm fra vest og vi gik i sydostlig Retning. Ubehagelig som denne Blæst var med at piske os Sneen i Ansigtet, saa det sved, saa vare vi dog nu ovenpaa, da vi jo vare komne op paa selve Fjeldet, der er forholdsvis fladt. Vi kunde ogsaa faa hvile mere her, hvilket tiltrængtes høilig, da Sneen blev seigere jo høiere vi steg. At være første Mand i dette Føre, var et tungt Arbeide, men nu, da al Fare var forbi, kunde man ogsaa tage sig en Hvil for hvert hundrede Alen. Vi kastede os ned i Sneen, lod saa Vinden jage henover os, og saa pustede vi ud.

19Endelig naaedes da Pashøiden, og fra nu af gaar det hele Tiden nedover til Røldal saa at man i godt Føre har for sig en eneste umaadelig Skibakke. Presten i Røldal forsikrede mig, at han paa fem Minuter havde staaet den hele lange Strækning ned næsten i et eneste Rend; en herlig Fart. Vi brugte mindst to Timer. Tænk, hvilken Skibakke nedover, og nu maatte vi gaa Skridt for Skridt i den dybe Sne; Skiene vilde aldeles ikke glide. Først da vi atter kom ind i Regnregionen, seg Skiene langsomt og trægt nedover og det selv i de bratteste Bakker, hvor det ellers skal gaa baade strygende og fygende.strygende og fygende] Mulig henspilling på Bjørnstjerne Bjørnsons episke diktsyklus Arnljot Gelline (1870), hvis første sang – «Skifærden» – åpner med versene: «Går d’ikke fygende, / går d’ikke rygende, / tre mand oppe på ét par ski, / skogveje, fjældveje, bygderne forbi» (Bjørnson 1870: 5). Man maa imidlertid ikke tro, at Røldølerne, der vel ere nogle af vore bedste Skiløbere, sætte saa lige bumsbums] Gå rett løs på. udover, og at de rak og strak staa nedover Horrebrækkerne.Horrebrækkerne] Formodentlig bakker ned mot Håradalen og Håra. Det vilde ingen vove, og Røldølen sætter derfor Staven mellem Benene, huker sig ned, stemmer i alt det han orker, og dermed rider han afsted, saa Sneen spruter høit op om Staven. Thelemarkingen vilde maaske heller krydse nedover; men det gaar nok ikke godt an her i disse trange Fjeldskar, hvor man ofte er nødsaget til at sætte bent paa, og da er Ridningen paa Staven ikke afveien, – helst naar det træffer ind med Taage eller Snekave. I Dyrskaret to Dage senere lærte jeg Kunsten; idag behøvedes den ikke. Og dog, jeg burde nok have brugt den korte Kjæp, jeg havde, lidt bedre; thi flere Gange fik jeg Røldølerne til at le ved alle de besynderlige Vridninger, jeg foretog med Kroppen for den kjære Balanses Skyld, naar jeg kom ned til Foden af Bakken, hvor Skiene pludselig stod som spigrede fast. Det hændte da ogsaa tilsidst, at jeg, til Røldølernes Forbauselse eller rettere sagt Fornøielse, pludselig befandt mig et godt Stykke under Sneen; en Ski, der stak iveiret var det eneste, der kunde fortælle, hvor den ulykkelige Skiløber laa begraven. Da jeg saa efter megen Møie havde kravlet mig op paa mine Ski, med Tab af Stav, med Sne ind gjennem Ærmerne, ind gjennem Halsen og ind i Randselen, havde jeg til Overflod den Ærgrelse at høre mine to Kamerater skoggerle med det bredeste hæ, hæ, de havde lært. «Jagu tridla Du no lel», maatte den ene Buse ud med, og saa kom en ny Salve af hæ, hæ, hæ, saa ægte bondske bred og god, at tilslut maatte jeg selv deltage i Koret. Et Sneskred for i det samme med et Tordenskrald ned i Dalen ikke langt fra os; det bragte os til Taushed og paaskyndede vor March. Vi vare dog nu udenfor al Fare, og vi kunde allerede se Røldalsvandet under os. Det blev imidlertid fra nu af ikke med det Skred alene; men det ene efter det andet for nedover Lierne. Her var ogsaa Materiale nok til Skred idag, og Veiret var, som bestilt. Det skal heller ikke meget til for, at et Skred danner sig. En liden Sneklump rives løs af Vinden øverst paa det steile Fjeld, Klumpen ruller og ruller nedover og voxer sig stedse større; tilsidst er den bleven til en ordentlig Snekjærring; men saa dumper den ud for en liden Afsats og gaar dermed i hundrede Stykker. Hvert af disse Stykker ruller saa videre, voxer, styrter paa ny udover og formerer sig derved i det uendelige. Tilslut ruller ikke Snemassen længer, men glider, og saa gaar det afsted med Bulder og Brag som en mægtig Fos, bestandig forøgende sig selv og stanser først nede i Dalen. Jeg fik Anledning nok senere paa Dagen til at iagttage Sneskred. De gik overordentlig hyppig og lignede et skummende mægtigt Elveløb med uhyre Fossefald.

20Det regnede stridere og stridere, jo dybere vi kom ned i Dalen, og jeg angrede næsten at have reist fra Bergens Regn for at finde det potenseret her 1000 Fod over Havet, langt inde i Landet. Vi slap omsider frem til Gaarden Horra, og da vi ikke kunde blive stort vaadere end vi vare, og Veiret saa ud til at holde sig uforandret bergensk, traskede vi videre, først langs Vandet, der var islagt med nogle Alen Sne over sig, og saa op gjennem Dalen. Til denne sidste saa man nu just ikke meget; man saa kun noget graat, noget af lidt mørkere Beskaffenhed end det graa oppe paa Fjeldet, men at det var en Dal, hørte man af Skredene, der af og til dundrede løs. Efterat have trykket hverandres store, drivende vaade Lovaatter gik enhver sin egen Vei op gjennem Dalen. Paa Veien mødte jeg ikke andre end en Flok Jentunger, der kom fra Presten. De gik alle paa Ski, den ene efter den anden, alle klædte i sorte korte Skjørter og røde Strømper. I sine røde, grønne eller blaa Vaatter bar de Salmebog og Katekismus, begge omhyggelig indsvøbte i et Lommetørklæde, der nok aldrig var blevet anvendt i noget andet Øiemed. Flere Gaarde passeredes, og jeg var saa heldig at slippe godt og vel forbi dem allesammen uden at underkastes Forhør. I sligt Veir sad man hellere inde, og hele Familien tog da Plads ved de smaa, grønne, ældgamle Vinduesruder og gloede saa af alle Kræfter paa «Frammandekaren».

21De yngre Medlemmer af Huset vare saa nysgjærrige, at de trykkede sine smaa røde Stumpnæsetippe ganske flade mod Ruden, og med aaben Mund og opspilede Øine stirrede og stirrede de efter Kongespøgelset,Kongespøgelset] Det er rimelig å tenke seg at Angell her alluderer til et litterært eller kulturelt uttrykk, ettersom utsagnet slik det står er litt snodig. Jeg har imidlertid ikke lyktes i å knytte (den mulige) referansen til et forelegg. der heldigvis nu snart havde naaet Havn. Kl. 2 ½ Eftermiddag kom jeg velbeholden til den prægtige Station Grytvik med dens gjæstfrie Beboere, og dermed saa var jeg da midt i Røldalen.

22Dalen er ganske liden, det er kun en liden Fordybning i den mægtige Fjeldmasse, og ligger 1000 Fod over Havet.1000 Fod over Havet] Eldre lengdemål som oftest tilsvarer ca. 30 cm. Den norske fot ble ved lov i 1824 fastsatt til en lengde lik 31,374 cm. 1000 fot over havet tilsvarer mao. ca. 300 moh. Nede i Bunden af Kløften ved Røldalvandets nordre Ende bo Røldølerne omtrent 900 i Tallet. Saa liden Bygden end er, har den dog egen Kirke og egen Præst; før var Røldalen AnnexAnnex] Sogn som er forenet med et annet sogn til ett pastorat. til Suldalen. Den lille uanselige Trækirke ligger ved Enden af Vandet paa en liden Slette, og i den holdtes der lige indtil op i Firtiaarene kun 3 Gange Prædiken. Lige indtil den Tid, paastaaes der, havde Røldølerne beholdt en god Del katholske Skikke. De troede saaledes fuldt og fast – der er dem, som paastaa, at de gamle Røldøler endnu gjør det – paa den undergjørende Kraft hos Kirkens Kristusbillede, hvorom der da ogsaa haves mange Sagn. Kristusbilledet er meget gammelt og særdeles vakkert udskaaret i Træ; der skal efter Sagnet være fundet drivende i Korsfjorden ved Bergen og havnede saa oppe i den afsides og ukjendte Fjelddal. Til Billedet blev der valfartet fra mange Kanter, og mange syge skal der havt faaet sin tabte Helse igjen. Paa Kirkeloftet laa der for nogle faa Aar siden en Mængde raat forarbeidede Hænder og Fødder af Træ, som de syge havde sendt Kirken som Kvittering for Helbredelsen. De alt ranende og reisende Englændere have imidlertid trukket afsted med næsten hele Stasen. Det var ved det store Røldalsmarked ved St. Hans, at Valfarten til Kirken ogsaa fandt Sted. St. Hansnatten – formodentlig Kl. 12 – skede formentlig Miraklerne, idet Billedets Ansigt da bedækkedes med Sved, og det var denne Sved, som var den egentlige mirakuløse Kraft. Der skal forresten have gaaet vildt til paa det Marked, hvor Thelerne, Suldølerne og Haringerne stødte sammen med Røldølerne.

Der blev saa mangen rask Gut dængt,
Der blev saa mangen spræk Gamp sprængt,Der blev […] Gamp sprængt] Trolig omskrevet sitat fra Yngvar Nielsens Reisehaandbog over Norge. Nielsen skriver om Røldal at på «St. Hans Dag […] holdtes der i forrige Aarh. et Marked, som varede i 8 Dage. Om den gamle Markedsplads heder det endu: ‘Her er mangen Dans snud; mangen gild Gamp er her sprængt, og mangen spræk Karl er her dængt’» (Nielsen 1883: 132).Der blev […] Gamp sprængt] Trolig omskrevet sitat fra Yngvar Nielsens Reisehaandbog over Norge. Nielsen skriver om Røldal at på «St. Hans Dag […] holdtes der i forrige Aarh. et Marked, som varede i 8 Dage. Om den gamle Markedsplads heder det endu: ‘Her er mangen Dans snud; mangen gild Gamp er her sprængt, og mangen spræk Karl er her dængt’» (Nielsen 1883: 132).

sagde man om Markedet. Blandt underfulde Gjerninger, som tillægges Kristusbilledet, kan ogsaa regnes Befrielsen for alt giftigt Kryb i Dalen. Sikkert er det, at man ikke kan mindes at have seet en Hugorm der, uagtet der er Overflod af Føde for den i den Mængde Markmus og Lemæn, der huserer i Dalen.

23Er Dalen vel forsynet med aandelig Lægehjelp saa kan dette neppe siges at være Tilfældet med den legemlige. Der er nemlig ca. 8–9 Mil til nærmeste Læge, og det er en drøi Afstand. Det gaar over høie Fjelde og ned i dybe Dale, og saa endelig tilvands, førend man kommer til Doktoren; men saa er det ogsaa en Mand, som ikke behøves deroppe heller. Befolkningen er saa gjennem frisk og sund, hvilket man bedst kan skjønne af den høie Alder, man naar her, trods det strenge, udslidende Arbeide. I 83, for Exempel, døde her 6 Mennesker, og deraf var to over 70 Aar og to over 80. Det er forbausende at se, hvor længe man holder sig frisk og rask heroppe. Jeg saa saaledes næste Morgen en gammel Kjærring, rent en Oldemor, komme susende nedover Bakken paa Ski; og godt stod hun, saa sammenskrumpet og kroget hun var. Man gaar da ogsaa paa Ski fra man er nævestor, thi om Vinteren er det eneste Befordringsmiddel Skiene. Den samme Morgen saa jeg Skoleungdommen, Gutter og Piger, komme paa Ski udover Bakkerne med Staven i den ene Haand og Bøgerne i den anden; Skolelæreren selv gik naturligvis ogsaa paa Ski.

24Næste Dag var det lidt kjøligt og Ophold i Nedbøren. Jeg burde strax have sat afsted, thi følgende Dag, da jeg virkelig reiste, blev Veiret endnu værre, men jeg blev overtalt af mine Vertsfolk til at se Veiret an, og saa saa jeg saa længe paa Veiret, at det blev forsent.

25En Invitation af Stedets gjestfri Prest trøstede mig imidlertid, og i hans elskværdige Familie gik Dagen kun altfor fort. Da jeg gik hjem om Aftenen, regnede og blæste det værre end nogensinde, saa at Udsigterne til næste Dag var meget daarlige.

26Dagen randt imidlertid bedre op, end man skulde have troet, istedetfor Regn havde man Sne; men saa blæste der til Gjengjeld saa voldsomt, at det knagede i Huset, og hele Fjeldkammen stod i en eneste Røg. Det gik imidlertid ikke an at ligge veirfast idag ogsaa; jeg skulde være i Christiania til en bestemt Dato, og de militære Love ere ikke civile.

27Jeg var saa heldig at faa en Mand til Fører, der hørte til de bedst kjendte paa Fjeldet i hele Røldalen, da han i mange Aar havde gjennemstreifet Fjeldene paakryds og tvers som Rensdyr- og Rypejæger. Han var vel villig, men fandt, at det ikke saa pent ud; men man kunde jo friste, op Lierne kom vi kanske. Jeg fik da med en Mand til, og nu maatte vi da vel komme helt frem til Haukelidsæter, der var Dagens Maal, og som ligger 3 Mil fra Røldalen og over 3000 Fod over Havet.3000 Fod over Havet] Ca. 1000 moh. Folkene paa Gaarden lo, da vi reiste, og mente, at den Turen blev ikke lang, og de sagde, at Middagsmaden skulde staa og vente paa os. Veiret var ikke det bedste, men vi vare jo tre Mand. Vinden, der i Begyndelsen stod ret paa Siden af os, var meget voldsom; den næsten kastede os ind mod Fjeldvæggen, naar den rigtig tog til. Snedrevet var paa samme Tid saa voldsomt, at man intet saa, og den ene Side af Ansigtet sved af Sneen, som piskedes mod os. I nogenlunde Ly af Vinden skede imidlertid den længste Opstigning op gjennem de bratte, birkeklædte Lier øverst i Dalen. Tilsidst forsvandt alle Spor af Vegetation, og vi kom op paa selve Fjeldvidden efter at have steget ca. 2000 Fod paa tre Fjerdingvei.2000 Fod paa tre Fjerdingvei] En fjerdingvei tilsvarer ¼ av en gammel norsk mil, dvs. 2,82 km. En stigning på 2000 fot på tre fjerdingvei tilsvarer mao. rundt 650 meter på ca 8,5 km. Den store Chausse, som nu er oparbeidet indtil langt ind paa Fjeldet, laa dybt begraven under det flere Alen dybe Snedække; ikke saa meget som en StabbestenStabbesten] Stor stein satt opp i veikant (på bratte steder) for å hindre at kjøretøy velter utfor. saaes. Af Veien kunde vi altsaa ikke drage nogen Fordel paa denne Tid, derimod var Varderne og de lange Stænger, som tjener til Veivisere, os til megen Nytte, naar vi en enkelt Gang traf paa dem.

28Da vi vare komne op paa selve Fjeldet, ophørte Sneen at falde en liden Stund, Udsigten blev derved fri, og hele den mægtige Fjeldvidde laa foran en ligesom et Hav, hvis Bølgetoppe forgyldes af Solen. Her var storartet vakkert heroppe; men paa Naturens Skjønhed havde vi liden Tid at tænke; det gjaldt at benytte det gode Veir, og vi skyndte os derfor afsted saa fort, vi kunde. I Begyndelsen gik det nu langs StafsnutenStafsnuten] Stavsnuten ret østover, havende denne paa vor venstre Haand og KallevasheienKallevasheien] Kaldevassrustene ret foran os, og vi vare allerede komne et godt Stykke paa Vei, da det atter begyndte at sne, og snart saa vi hverken Nuten eller Heien, uagtet vi gik lige under den førstes Fjeldvæg. Vinden øgede ogsaa; den kom her med lunefulde Kast farende udover Fjeldet og pressede sig ind mellem Fjeldskarene. For hvert Kast hørte man Vindens Sus gaa over til fuldstændige Hyl. Jo, her begyndte at blive hyggeligt paa Fjeldet. Heldigvis gik vi temmelig ret østover, og Vinden var sydvestlig, saa at vi havde den bag os og paa Siden af os hele Veien; havde ikke det været Tilfældet, kunde vi gjerne have gjort helt om med det samme. Nu vare vi komne saa langt, at vi ligesaa godt kunde fortsætte. Hvis det blev rigtig galt, kunde vi tage ind i en Hytte ved Ulepaavandet [sic],Ulepaavandet] Ulevåvatnet og denne var let at finde, naar blot Dyrskaret var naaet, og efter dette styredes da Kursen. Det blev ogsaa temmelig slemt nu; Snedrevet blev rent uigjennemtrængeligt, og Føreren gik tilslut alene efter Kompasset. Jeg glædede mig allerede paa Forhaand til at faa komme lidt i Ly for denne lunefulde Vind, der en liden Stund kunde holde næsten aldeles op, blot for senere at komme igjen med saa megen større Kraft. Det var, som om den undertiden samlede al sin Styrke for at kaste os omkuld, og det var ofte, jeg uvilkaarlig maatte huke mig ned for at modstaa de voldsomme Anfald. Sneen hvirvledes samtidig høit tilveirs, og alt blev saa uigjennemtrængelig graat, at man maatte holde sig tæt sammen, gaaende alle tre i samme Spor og den ene lige i Hælene paa den anden. Længere inde paa Fjeldet blev Sneen imidlertid temmelig fast og haard, og tilsidst gik det temmelig fort bortover den smaabakkede Vidde. Med Vinden i Ryggen kunde man næsten seile afsted, naar RosseneRossene] vindkastene kom, og jeg forsøgte det ogsaa med Held senere ud paa Dagen, da Vinden blev endnu voldsommere.

29Dyrskaret fandt vi omsider ved Hjelp af to Varder, der ere byggede paa Veiens høieste Punkt, – over 3400 Fod over Havet3400 Fod over Havet] ca. 1100 moh. –. Skaret er temmelig trangt, og med sine høie Fjelde skal det se vildt ud, noget, jeg ikke nu kunde se noget til; da Snedrevet skjulte alting. Jeg saa intet, følte kun, at det bar nedover. Denne lille Skifart var næsten den mest interessante paa hele Turen. Jeg havde her fuldstændig den samme Fornemmelse, som man har, naar man i bælgende Mørke sætter udover en Bakke, som man aldrig før har seet, men om hvilken man ved, at der findes baade store Stene og bratte Stup. Denne Følelse hører ikke netop til de behagelige, og man kvier sig næsten for at følge med udover, men morsomt er det alligevel paa Grund af den Spænding, i hvilken man sættes. De to Røldøler maatte tilstaa, at de saa ikke svært meget, men da de vare saa godt kjendte, skulde de nok lodse mig frem, og dermed satte de sig paa sine Kjæppe, ridende langsomt nedover. Jeg red efter, skimtende i Mørket to Skikkelser, hvilke jeg holdt mig saa nær som muligt, ja, saa nær, at havde en af dem gaaet udfor en Sneskavl eller et Stup, havde jeg saamæn seilet efter. Og jeg seilede ogsaa ganske rigtig udover engang. Jeg saa nemlig min Formand pludselig blive rent væk, og da jeg ikke fik Tid til at stanse, lod jeg staa til, og kjendte saa med engang, at den faste Mark blev borte under Fødderne paa mig. Længe førend jeg havde faaet Tid til at tænke paa, hvorledes mon denne Luftreise vilde ende, befandt jeg mig blødt og behagelig siddende i Sneen ved Siden af min Kamerat. Efter dette lille Eventyr gik Farten videre, og nu nedover brattere Bakker, saa at jeg behøvede tilsidst alle mine Kræfter for at bremse Farten af.

30Vi vare saa heldige at finde Hytten strax, idet vi næsten rendte Næsen lige i Væggen paa den. Hytten er opført som Barakke for Veiarbeiderne og er i to Etager, hvoraf 1ste var forsvunden i Sneen. En udvendig Trappe førte op til den resterende Etage, hvor der heldigvis fandtes et lidet nok saa lunt Kammer, forsynet med – tænk – en liden Ovn, der var en aldeles prægtig Indretning. Jeg for min Part var nu saa stivfrossen, at det var med megen Møie, at jeg orkede at krybe paa fire op gjennem Trappen.

31Røldølerne begyndte strax at indrette sig for et længere Ophold og til min store Forfærdelse mente de, at vi sikkert maatte tilbringe Natten her. Men Klokken var da ikke mere end 12 Middag, og havde vi kunnet komme saa langt, maatte vi vel kunne gaa den Stump, som var igjen. Det skulde blive en deilig Nat for mig her i mine gjennemvaade Klæder og i dette Hul, hvor det blæste tvers gjennem Væggen, men det var jo altid bedre her end ude, hvor det blæste en ren Storm. Hullet maa dog i Forhold til tidligere Tider have været et Palats, thi i gamle Dage skal nok Herberget ikke have været rart. I det mindste findes i en Beskrivelse af Veien af HofretsassessorHofretsassessor] høyesterettsdommer. Overhoffretten var forløperen til høyesteretten. og Bygmester ErnstBygmester Ernst] Johan Conrad Ernst (1666–1750), dansk arkitekt som bl.a. fulgte gjenoppbyggingen av Bergens offentlige bygninger etter bybrannen i 1702. følgende: «Ved Ulfvadet (Ulevaa) er Herberget et Hul under en stor Heller, hvor der kan ligge tolv Personer under, og hvor Bønderne om Natten ligger, naar de ei kan naa over».Ved Ulfvadet […] naa over] Angells kilde er etter alt å dømme Yngvar Nielsens presentasjon av J.C. Ernsts veirapport i Den Norske Turistforenings årbog for 1874. Nielsen gjengir et lengre utdrag av Ernsts forslag til kongen i 1704 om å bygge vei fra Sunnhordaland over Røldal til Telemark. Her finnes de opplysningene som Angell, kun med mindre ortografiske justeringer, siterer (Nielsen 1874b: 84).

32I Herberget her laa der tyk Sne paa Gulvet, og Vinden blæste tvers gjennem, men vi havde jo Ovnen at ty til og lidt Ved laa ved Siden af. I en Krog fandtes en liden Kjedel, der fyldtes med Sne, og efter megen Møie fik vi ogsaa Varme paa Ovnen. Enden paa det hele blev, at vi halvkvalte af Røg tilsidst fik smeltet Sneen, og saa drak vi varmt Vand med Sne og lidt Kognak i, hvilket var en efter Omstændighederne udmærket Drik. Og saa kom Nisteskræppen frem, og med den Modet – og Solen frem.

33Der var pludselig blevet klar Himmel, og uagtet Vinden nu maaske var endnu voldsommere, styrtede vi ud med det samme. Kappen, der fra først af var saa stiv, at den stod af sig selv paa Gulvet, var nu tinet op og falden sammen; den maatte paa igjen, ligeledes nogle stivfrosne Vaatter, og dermed gik det bortover UlevaavandetUlevaavandet] Ulevåvatnet i Springmarch for at benytte det gode Veir. Længe staar det ikke paa, mente Føreren, og deri fik han desværre Ret. Efter en halv Times voldsom March havde vi tykt Snedreve igjen, og Føreren erklærede, at nu vidste han ikke Veien længer, men at han fik forsøge at tage Retningen ved Hjælp af Kompasset, og med det i Haanden gik det videre. Det var nu allerede lidt ud paa Eftermiddagen, og Snetaagen blev stadig mørkere og mere ugjennemtrængelig; jeg frygtede alvorlig for, at vi skulde skyde Bom efter Sæteren og saa gaa og flakke omkring efter den paa Vidden. Føreren maa dog have sigtet ganske godt, thi vi havde Sæteren pludselig ved Siden af os, saa nær, at vi næsten kunde stikke Skistaven i Væggen.

34«Det er da en mærkelig Ting den Kompassen, pegte den ikke midt paa Sæteren da», sagde Føreren, idet vi med vore stivfrosne Fingre spændte Skierne af; og efter at have trampet og banket det værste af Sneen af os traadte vi ind i Haukelidsæterens Stue, hvor en prægtig Ild kastede et muntert, rigtig koseligt Skin udover det venlige Værelse med dets endnu venligere Beboere.

35«Kors i Jøsse Navn da, der er da ikke Folk ude idag lel», var den Velkomsthilsen, vi fik.

36Sæterens gjæstfrie Befolkning gjorde imidlertid alt for at bringe os til at glemme Dagens Anstrengelser, og det lykkedes aldeles. Jeg selv – ligesom saa mange andre – maatte sande, at jo høiere op i Fjeldene man kommer, desto hyggeligere og gjæstfriere er Befolkningen. Heroppe, ligesom i hele øvre Thelemarken, var Husstellet særdeles propert og net, men i nedre Thelemarken, i de rigere Bygder der! Et Steds blev jeg der buden Kaffe med Sukker, som Husmoderen selv bed af en større Plade. Heldigvis slap jeg den sorte Drik. Paa et andet Sted vilde man tvinge i mig Melk, der var skummet af paa en Maade, der betog mig Appetiten, og som er for ækkel til at beskrives nærmere. Stellet mindede ofte om Strilelandets,Strilelandets] Ifølge Ivar Aasen er stril «en Benævnelse paa Indbyggerne i Nordhordlehn og Søndhordlehn, især nærmest ved Bergen. Ansees af Indbyggerne selv som et Øgenavn» (Aasen 1850: 482). Blant J.S. Welhavens «Billeder fra Bergenskysten» fra 1842 finnes et lite essay om strilene: «Der er et Folkefærd, som hedder Striler. De beboe et Stykke af Bergens Stift, der kaldes Strilelandet. […] Det er Grund til at troe, at Udtrykket Stril er nærved at være et Øgenavn; thi vedkommende Bønder høre det ikke gjerne, og man har, ei uden Medhold i det oldnorsle Sprog, tillagt det en Betydning af Stivhed og Stridighed» (Welhaven 1992: 12). hvor man ikke sjelden maa dreie Melkekoppen diverse Gange rundt for at finde et nogenlunde rent Sted til sin Mund.

Slig var det ei tilfjelds, og allermindst paa høieste Fjeldet paa Haukelidsæteren.

37Om Aftenen sad vi alle rundt Ovnsstedet, hvor Birkeveden knitrede og bragede; Snadderne kom frem og Jagthistorier og Fjeldeventyr afløste hverandre. Blandt andet hørte jeg her, at Knut Haukelidsæter havde gjort Indkjøb af ca. halvandet Hundrede Tamren, og at Flokken allerede var paa Vei hid fra Namdalen via Christiania. Til næste Vinter skulde jeg faa kjøre i Pulk over Fjeldet, lovede han, og jeg modtog Tilbudet med stor Glæde. – Med Rensdyrjagten gik det daarligt nu; men saa havde til Gjengjæld Rypejagten været meget heldig paa det sidste. Før Jul havde han skudt omtrent 20 Stykker om Dagen, og fik for dem nede i Dalen 40 a 50 Øre Stykket. Paa den anden Side Fjeldet havde man ved Snarer været endnu heldigere, og en Mand skal paa en Dag have taget 67 Stykker.

38Tilslut blev da fortalt diverse Historier om forulykkede paa Fjeldet og om vidunderlige Redninger. Nu, da Stuen er opført, aftager de forulykkedes Antal; kun hvert andet Aar har nu Fjeldet ved sine Snestorme krævet et Menneskeliv.

39Stormen gav sig ikke om Natten, og den følgende Dag var det heller værre end bedre. Haukelidmanden erklærede, at saa haardt Veir havde der ikke været den hele Vinter. Det var rent Uraad blot at stikke Næsen ud Døren. Jeg blev heroppe lige til Middag. Der kom nemlig enkelte korte Stunder med Opholdsveir, og da kunde man faa bese sig lidt paa Vidden, der er interessant nok. Jeg vilde nødig forlade Fjeldet uden at have seet det.

40Ved Middagstider klarnede det atter op, og fulgt af Knut bar det atter afsted henover Vidden. I næsten et helt Kvarter havde vi det herligste Vinterveir, man kunde ønske sig. Her var koldt og klart, og komne bag nogle smaa Høider var det ogsaa næsten stille. Det blev en herlig Skitur. Det knitrede under Skiene, medens de raskt og let gled henover den blændende hvide Snemark, der i Solens Glans saa ud, som var den oversaaet med Millioner af Diamanter. Og rundt omkring, hvor man saa, havde man den prægtigste Udsigt over det glitrende Snehav. Fjeldene dannede de store vældige Bølger og Sneskavlene mindede om smaakrusningerne i Bølgedalene. Igaar saa man lidet eller intet til Fjeldene, man følte imidlertid, at de snart hævede sig, snart sænkede sig, Sneen, man gik paa, var i Bevægelse, alt var som i Oprør. Det hele nu saa ud som, om den heftige Storm virkelig havde bragt Massen til at bevæge sig som et Hav med Bølgetoppe og Bølgedale; men saa havde alt pludselig stivnet, Skyerne delt sig – og det størknede Hav laa her udstrakt for en i Vintersolens Glans. Let og lyst var her overalt, Fjeldene fra igaar vare ikke at kjende igjen; nu hævede de sig smilende op mod den klare lyseblaa Himmel, igaar vare de indhyllede i en mørk Kaabe, og man saa da kun med lange Mellemrum et lidet Glimt af de tinende Masser. Landskabet var vakkert, storartet. Det virker dog mindre ved sin eiendommelige Skjønhed og Vildhed end ved sin ørkenagtige Stilhed, der griber en saa mægtigt. Nede i Bakken kunde ikke mærkes det svageste Vindpust, ikke den mindste Lyd naaede ens Øre. Og hvor øde var her ikke. Ikke det mindste Spor af Planteliv eller Dyreliv, hvor man saa; overalt Stilhed og Øde.

41Det begyndte imidlertid snart at vise sig nogle lette Skyer i vest, om lidt begyndte det at sne, og saa havde jeg Snekavet paany; men det var den sidste Snebyge. Kommen til KeyteldyrskaretKeyteldyrskaret] Muligens en skrivefeil eller en liten hukommelsesglipp? Etter reiseruta å dømme befinner han seg der Kreckli Skaaret, nå skrevet Kreklingdyrskaret, ligger. vendte min Fører om, da Dalranden nu var naaet, og jeg fik Retningen anvist. Heldigvis fik jeg om lidt Klarveir, og VoxliddalenVoxliddalen] Vågslidalen laa foran mig. Fra nu af skulde jeg gaa alene paa Eventyr, og jeg lovede mig megen Moro. Til en Begyndelse havde jeg hele Dalsiden som en eneste umaadelig Skibakke foran mig, og dermed begyndte Turen gjennem Thelemarken i en lynende Fart. Det var et herligt Løb nedover en Bakke, brat nok til at skaffe en susende Fart og dog ikke brattere end man til Nød staar den, – og saa alle de smaa Hop, der fremkom ved Sneskavlerne. Skien glider saa let ovenpaa den haarde, glitrende Sne, og fygende gaar det nedover, saa Sneen spruder om Fødderne og Vinden suser om Ørene. Hei saa det gaar! Og dermed laa jeg dybt begraven i Sneen. Jeg var for overlegen og dermed faldt jeg, og det ordentlig. Da man ikke plages af mange Tilskuere her, saa slap jeg fra at blive flau; desto mere angst blev jeg for at have knækket mine Ski eller for at se dem toge iveien foran mig ned i Dalen. Ja, da havde jeg staaet der net i tre Alen dyb Sne og en Mil fra Folk. Heldigvis var alt i Orden, og nu gik det en god Del forsigtigere videre ad Dalen til [sic],ad Dalen til [sic]] Her ser det ut til at et stedsnavn har falt ut fra teksten. Muligens «Voxlid», dvs. Vågslid. der naaedes, før jeg havde ønsket det. Forkrøblede Birketræer fortalte mig snart, at de lavere Regioner vare naaede, og om ikke længe saaes ogsaa de første mørke, forkrøblede, vanskabte Furue. Det var ganske besynderligt at blive i slig Fart forflyttet fra Fjeldets Top til dets Fod, istedetfor at overskue Fjeldet at se det hæve sig op over sig. Naar undtages den sparsomme Trævegetation var her ligesaa øde i Dalen som oppe paa Fjeldet, og maaske endnu tristere ved de høie Fjelde, der overalt pressede sig sammen om en, og hvor Vinden ofte aldeles stilnede af, saaat ikke engang dens Hvinen og Sus kunde høres. Men var det stille i Dalen, rasede nok Vinden lige voldsomt paa Fjeldet og tumlede sig vist af Hjertens Lyst; thi man kunde se Fjeldtoppene staa i en eneste Røg af Sneen, der hvirvledes i Veiret af Stormen. Til Dyrelivet saaes endnu intet, ikke engang Sporet af en Hare eller Rype. Tilslut traf jeg dog et Skispor og fulgte dette langs KjolaelvenKjolaelven] Kjelaelva og ArebovandeneArebovandene] Arbuvatn ned til Voxlidgaardene. Fra denne lille Grænd har man nu Gaard paa Gaard ned gjennem Dalen, men med temmelig lange Mellemrum. Her er just ingen «Kjukkebygd».Kjukkebygd] tettbebodd del av bygd (Sagen 1933: 35).

42Til Stationen Botten,Botten] Botn en «Stub» nedenfor Voxlid, ankom jeg, medens det endnu var lyst, og da man der fortalte, at det «bærre var vegen ende ret fram» til Haukelidgrænden gjennem Skoven, traskede jeg strax videre, og var heldig nok til at have et Skispor at holde mig efter. Alt gik godt, meget godt nedover i Furu- og Granskoven følgende Sporet; men det var nu blot, saa længe det var lyst. Ikke var jeg kommen langt paa Vei, før det blev mørkt, og inde i Skoven kunde Skisporet ofte ikke engang sees, og da var Veien ikke saa ganske hyggelig at gaa. Jeg havde vistnok det trange Dalføre at gaa efter, saa at tage feil af Retning, var umuligt; men der var alligevel Omstændigheder som gjorde Situationen mindre hyggelig. I Dalbunden brusede nemlig FlaathølelvenFlaathølelven] Flothylåi nedover, paa lange Strækninger overdækket med Sne, men paa sine Steder aldeles aaben, saa at man kunde se det grønne Isvand dybt nede mellem Is- og Sneblokkene. Ellers vilde Elven have taget sig udmærket ud med vældige Graner og Furuer hængende udover sig, men nu betakkede jeg mig for dens Nærhed og fandt den i det hele taget meget lidet tiltrækkende. Selve Trakten var hellerikke saa let at færdes i; Sneen var alendyb og særdeles tung at gaa i, da den her, ikke som paa Fjeldet, laa meget løs, saa at man sank dybt i, naar man mistede Sporet. Paa Grund af Mørket havde man da ogsaa alle en Skiturs Farer for sig. Først og fremst kunde man falde, idet man vanskelig kunde se, naar et lidet Stup kom, og da kunde man jo magelig knække en Ski eller et Ben, og saa – ja saa stod man der i den dybe Sne langt borte fra Folk; at braute sig Vei her uden Ski var næsten utænkeligt. Der skulde nok findes nogle Pladse inde i Skoven, men jeg saa intet til dem. Dertil kom, at man temmelig let kunde gaa i Elven i dette Mørke, og da var man væk, rent væk; thi Elven gik dybt nede i Kløften fossende henover de isklædte Stene. Snedækket paa sine Steder over Elven var visselig ikke det tryggeste og skjulte Elven, saa at man havde Anledning nok til at dumpe gjennem, og saa –

43Endelig kom da Maanen op, som jeg saa længe havde ventet paa. Gud ske Lov! Mere og mere af den ene Dalrand kom nu i Lys, til Gjengjæld kom den anden Side saa meget mere i Mørke; men da jeg kom længere ned i Dalen, og Maanen høiere op paa Himmelen, var alt tilslut Lys. Fra nu af blev Turen den behageligste, man kunde tænke sig, og især efter at jeg fandt Vei igjen og det selve Storveien, der var en Smule optraadt. Det hele Landskab fik en anden Karakter; alt blev lyst og vakkert. Elvens Fossedur fik en anden Klang, og den selv blev ikke længer uhyggelig at se paa, tvertimod. Dens grønne Vand blev endnu grønnere og fik et smaragdagtigt Gjenskin, idet det i muntre KaskaderKaskader] vannfall styrtede sig frem mellem Isblokkerne, hoppende lystigt henover Klippestykkerne. Efter at have frydet sig ved saaledes vildt at tumle nedover Styrtningerne forsvinder Elven under Sneen, og borte er den saa paa lange Stykker. Granerne staa med sænkede, snebedækkede Grene og se sørgmodigt efter den. Langs Elven gaar Veien, og begge to ligge i Bunden af den trange, vilde Dal, der nu med sine mørke Skygger ser endnu vildere ud. Fra Dalbund til Fjeldtop er her Siderne bevoxede med svære, mørke Graner, der som Kegler stige lodret i Veiret klemmende sig fast ind mellem Stenene med sine lange Rødder. Gjennem den herligste Skov gaar saa Veien, hvor Granerne staa som paa Geled paa begge Sider, og hvor Elven glimter mellem de snebelagte Grene. Fuldmaanen hæver sig mere og mere paa den stjerneklare Himmel og bringer Sneen overalt til at glitre og glimre. Det funkler fra de tindrende Stjerner over en og fra de straalende Snekrystaler rundt omkring en, fra Graner og fra Klippeskrænter. Sneen knitrer under Skien; men stanser man og er Elven ikke lige i Nærheden, er der med engang den dybeste Stilhed og Fred rundt omkring. Naturen er gaaet til Hvile; man frygter for at forstyrre dens Søvn, og man bliver næsten bange for Lyden af sine egne Skridt. Dog af og til er det, som gaar der en Hvisken gjennem Træerne. Det suser gjennem Granerne; man hører de forunderligste Lyd; man lytter, men det var intet. Og saa gaar man videre.

44Endelig lysner det mellem Træerne, og man ser de første Gaarde i Haukelidgrænden oppe i Bakken. Dagsmarchen er dermed endt.

45Næste Dag, den 12te, fortsattes Turen, og Thelemarken laa fra nu af «beint fram»beint fram] Henrik Wergelands livsmotto i hans selvbiografiske memoarer Hassel-nødder (1845). På sitt dødsleie skriver han at «Den strengeste Dom, Mennesker kunne fælde over et Medmenneske, den at han har solgt sin Sjel, har man taget tilbage. Man har opdaget den blodige Pande, jeg har faaet ved at følge Principet «beint fram,» og svalet den med Laurer og Blommer» (Wergeland 1845: 199). for en. Veien blev lagt gjennem Grungedal, over Grunliheien,Grunliheien] Jeg finner ikke «Grunliheien» eller lignende stedsnavn på verken eldre eller nyere kart. Dette navnet har tydeligvis plaget også tidligere utgivere av Angells reiseskildring. I versjonen «Over Hardangervidda i 1884» fra Norske Skiløpere (1957) har man likså godt utelatt ordet fra fortellinga (Angell 1957: 49). over Totakvand,Totakvand] Totak gjennem Rauland over KvambækheienKvambækheien] Kvambekkheia osv., gjennem Sauland, HiterdalHiterdal] Heddal og over Meheia, og efter 2 ½ Døgns Reise med 6–7 Mils March pr. Dag naaedes Kongsberg. Her holdt man imidlertidtid [sic] ikke mindre end 11° Varme, og med Skituren blev det derfor Slut.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tre skiturfortellinger fra 1884

I 1884 hadde fortellinger om skiturer i høyfjellet nyhetens interesse. Lange skiturer til fjells for fornøyelsens skyld, og mer eller mindre litterære skildringer av slike utflukter, var simpelthen nye fenomener. Før 1884 finner vi kun noen få slike beretninger, mens de utover 1880-tallets siste halvdel og framover dukker opp til stadighet. Tekstene vakte oppmerksomhet, både begeistring og forargelse: Mange leste dem som framstillinger av hasardiøse galmannsverk. Vi snakker tross alt om 1880-tallets ekstremsport. Høyfjellet?! Om vinteren?! Hva har de der å gjøre?!

I denne samlingen har Audun Renolen Aasbø samlet og kommentert fortellinger skrevet av Henrik Angell, Fridtjof Nansen og Ludvig Schmelck vinteren 1884.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.