II. En Skitur fra Voss til Kristiania. (Forts.)

Aftenposten 1884, nr. 78 A, 1. april

25(Korrespondance til «Aftenposten» fra Frithjof NANSEN).

26Fra Gudvangen gik det med Dampskibet i den stjerneklare Aften ud gjennem Nærøfjorden og videre til Lærdal. Tidlig den næste Morgen (Onsdag) var jeg atter paa Skierne, og nu gik det paa et maadeligt Føre opigjennem Lærdalen; Veiret var godt nok, men det var skralt med Sneen, og jeg havde ikke gaaet langt, før jeg maatte bide i det sure Æble at tage Skierne paa Nakken og gaa, af den gode Grund at Veien blev ganske bar. Saadan gik det flere Mil opigjennem, jeg kunde ikke andet end gaa og se op paa Fjeldkammene, hvor Skavlene laa saa hvide og store og ønske lidt af den Sneen ned paa Veien, men efterhvert som Øiet fulgte Fjeldsiderne nedover, blev de mørkere og mørkere, indtil de i Bunden af Dalen blev saa ganske uhyggelig sorte og nøgne. Paa HudskoerneHudskoerne] I utrustningskapittelet i Nansens debutbok Paa Ski over Grønland (1890) definerer han «hudsko» slik: «Sko, gjorte af raagarvede eller endog helt raa oksehuder med haarene paa. De saavelsom lappiske finnesko anvendes i Norge meget almindeligt til skiløbning» (Nansen 1890: 51). gik det dog raskt opigjennem, Naturen er trang og vild her ogsaa, men dog ikke slig som i Nærødalen. Hist og her var Skredet gaaet og laa nu og lyste under Fjeldsiderne.

27Udpaa Formiddagen indtog jeg paa Veikanten ved en liden Bæk min Frokost, nemlig Nisten i Skræppen og Kildevand. Her har jeg det rigtig koseligt. Omkring mig har jeg jo ogsaa et ægte Fjelddalsparti, lige foran nedenunder Veien fosser Lærdalselven ned igjennem, paa den anden Side hæver Fjeldsiden sig ret op, og danner i Høiden store runde Kupler, medens Fjeldpartiet lige bag er steilt og forrevet, der skjærer sig en steil Kløft opigjennem lige til Toppen, og Fjeldvæggene omkring er stupende bratte og høie. Paa de vældige Levninger kunde jeg se, at her havde der gaaet et voldsomt Skred. Just som jeg sidder fordybet i Betragtningen af disse Omgivelser, lyttende til Fosseduren, tænkende paa Sommeren, da jeg med Fiskestangen i Haand kunde stryge langs Elvesluget, – der var mange prægtige «Fluekulper» her, – blir jeg pludselig vækket af en gnelrende Stemme der tog paa Vei; «Nei han er vel enfoldig vel, sætte sig her midt for Skredet, her alle Folk skyndter sig forbi det forteste de vinder, har fundet ud akkurat den værste Flækken au.»

28Jeg skvat i og saa mig om, – der kom en Bonde i fuld Hast trækkende paa en Kjelke. «Naa da, det er vel ikke saa farlig vel!» «Er det ikke saa farlig, aa jo det er gaaet mange bra Folk til før her, naar det kommer for Alvor, saa fylder det hele Dalen». «Aa jeg hører vel, naar det kommer, og kan fløtte paa mig da». «Høre det, naar det kommer, aa nei var det lig saa det da, nei det gaar som et Geværskud det, kom bort saa fort som Du kan»; og dermed strøg han, han syntes nok han havde biet for længe. Jeg tog det imidlertid roligt og fortsatte mit lukulliskelukulliske] Adjektiv etter den romerske rikmannen Lucullus (118–56 f.Kr.), som ifølge Plutarks biografi om ham (ca 100 e.Kr.) var kjent for overdådige banketter. Maaltid. En liden Stund efter kom der en Kjørende, han «smeisede»smeisede] Slag av pisk eller stokk. paa Hesten, hvad han kunde og skreg, idet han fik se mig sidde der rolig: «Nei her maa Du ikke være, skyndt Dig bort, her er ikke blivende Sted for en, som er glad i Livet. Hyp! – vil du gaa!» Og dermed strøg han forbi, stanse turde han ikke. Omsider var ogsaa min Time kommen, jeg var færdig, stoppede alt i Skræppen, tog Skierne paa Nakken og fortsatte opigjennem. Længere oppe traf jeg nogle Karer, som, hvor Bræen ikke hang over, var lidt mer medgjørlige at snakke med. Af dem fik jeg vide, at den Fjeldkløften hed «Saueskilen» og var det Sted, der var mest frygtet i hele Lærdalsegnen paa Grund af sine Skred, som, naar de gik, fylder hele Dalbunden, de kom da helt oppe fra Enden af Fjeldrevnen og voxede ved Sne, som styrtede ned fra begge Sider, indtil de paa den lange Vei nedover kunde faa en ganske umaadelig Størrelse. Det, som jeg saa laa der, var blot det første, som gaar foran og glatter Veien for det, som kommer efter, og som nu ventedes, – det vilde blive noget ganske andet. Efter at have taget en Skitse af dette ganske mærkelige Sted, fortsattes atter Veien, og snart kunde jeg glæde mig ved igjen at faa Skierne paa. Det gik nu ganske raskt afsted opigjennem de vilde Fjeldslukter. Elven dybt nedenunder var, hvor den gik nogenlunde rolig, bedækket med Is. Rundt de aabne Raaker og fra Raak til Raak gik Otterslagene, her lever Otteren sit Liv saavel Sommer som Vinter; men der gaar en Gysning gjennem en, naar man ser ned i disse mørke, boblende Huller og tænker paa at skulle dukke og leve i og af dette Vand. Der er endnu et varmblodigt Væsen, som ikke alene lever her, men som netop synes at trives i disse lidet blide Omgivelser. Man kunde fristes til med Ibsen at sige: «Intet Sagn om Fuglekvidder, sygt igjennem Aaren banker»Intet Sagn […] Aaren banker] Sitat fra Henrik Ibsens dikt «På Vidderne» (Ibsen 2009: 549), opprinnelig trykt i Illustreret Nyhedsblad Nytaarsgave for 1860, men seinere utgitt i noe revidert form i hans eneste diktsamling Digte (1871). – og dog – hvad var det, en høilydt, munter Kvidren; forbauset ser man sig rundt; mod Fjeldet – kanske har en Stakkel forvildet sig til en af disse forkrøblede Birke, som kryber der langs Fjeldsiden, og forsøger nu at kvidre sin Svanesang;Svanesang] Bilde på nær forestående død. Bildet har antikke røtter og skriver seg fra grekernes tro på at svaner synger på dødsleiet. Ordet «svanesang» har derfor lange tradisjoner for å referere til lyrikeres eller musikeres siste verk (Ferber 2007: 215). nei – der lød det igjen lige muntert, det kom ikke fra Fjeldet; nedenifra kom det, det kom fra Fossen; – er det Nøkken, som kvidrer over Vinterlivet? nei, – der flyder jo Sangeren langs Isen og saa stup – midt i vilde Fossen, – ja, det var Fossekallen, var det, som kvidrede saa muntert, for den er Livet aldrig for surt, uden naar Elven fryser slig til, at der ikke findes en eneste aaben Raak, da har den intet Vand at boltre sig i, da bliver ogsaa den vemodig og hænger med Hovedet, men heller ikke før, og det sker heldigvis ikke ofte.

29Lidt længer op begynder atter Dalen at udvide sig lidt og antage et noget blidere Præg; man begynder at komme ind i Borgund. Kommen forbi «Huse» fulgte jeg Vindhellen den gamle Vei, der gaar i bratte Svingninger opigjennem, men som ogsaa til Gjengjæld er saa meget desto kortere. Fra Toppen bærer det atter nedover paa den anden Side; man kan her se langt opigjennem den vakre Borgunddal og lige ned tilhøire ligger den deilige Borgunds Stavekirke med den nye lige ved Siden af, ja vakker er den om Sommeren, men endnu langt vakrere fremhæves den nu i disse vinterlige Omgivelser mod den hvide Baggrund med sine mange Gavler og Tage, paa hvilke nu Sneen ligger og giver det hele en end mere forhøiet Virkning.

30Sneen blev stadig større og større, eftersom jeg kom opigjennem. Ved en Gaard længere frem fik jeg Anledning til at studere en ny Sport. Der var en ganske høi og brat Bakke, hvor nogle Smaagutter havde faaet gjort op en Rende i Sneen og nu under stadig Jubel var meget ivrig ifærd med at age, og det gik for sig paa den Maade, at de, saa fort de var komne ned, krabbede op, satte sig paa Bagdelen og lod det atter glide ned. Nu ja, Nøisomhed er jo en Dyd, han mente ialfald saa Diogenes, han slang Træskaalen, da han saa, det gik an at drikke af Haanden;Diogenes, han slang […] af Haanden] Her refererer Nansen til den hellenistiske kynikeren Diogenes fra Sinope (300 tallet f.kr), ofte bare kalt Diogenes i tønna, fordi han på grunn av sitt måtehold skal ha bodd i nettopp ei tønne. Aforismen Nansen anfører, finnes i kynikerens biografi, ført i pennen av hans navnebror Diogenes Laërtios på 300 tallet e.Kr: «Da han saae et Barn drikke Vand af Hænderne, kastede han sit Beger af Posen, sigende: Et Barn har overgaaet mig i Trangløshed» (Diogenes Laërtios 1812: 245). men jeg tror knapt mange Mødre vilde finde denne Nøisomhed paa rette Plads.

31«Det gjør god Buxeende det du», sagde jeg til en liden rødmusset Plug i rød Toplue, der især syntes at juble over denne Idræt.

«Aa jau, ikke værst”, var Svaret, idet han atter galloperede op over Bakken, saa paa Bagdelen, begge Armene i Veiret og saa hyp – udover med det mest straalende Ansigt.

«Tror du ikke det kunde være bedre, om du fik dig noget andet at age paa».

«Har ikke noe’ bedre» og saa atter op igjennem og ned igjen.

«Kunde du ikke heller faa dig no’en Ski da».

«Aa jau» og han stansede og grinte over hele Ansigtet ved Tanken; «me skulde tru det; men me har ingen», og han kløede sig i Haaret under Topluen og siklede hen paa mine Ski.

«Du skulde faa Far din til at lave dig no’en, det er let gjort, og sig ham fra mig det, at det er i Længden meget billigere ogsaa, end lade dig slide slig paa Buxeenden».

Dette var tydeligvis en Faktor, han endnu ikke havde tænkt paa Gutten, for det glisede over hele Fjæset, og saa bar det atter op igjennem for at indhente det Forsømte.

                                                *        *        *

32Dagen var alt for længe siden forbi, da jeg omkring Kl. 7 var ved BURLO og tog fat paa de lange og bratte Bakker opover mod FILEFJELD. Veien var tung, og det begyndte ogsaa at melde sig i Benene, der endnu ikke var mygnet tilstrækkelig op, at jeg ikke havde gaaet saa kort den Dag, til at være paa daarligt Føre og tung Vei; jeg havde imidlertid sat mig i Hovedet, at jeg vilde sove paa BREISTØLEN den Nat, og saa fik jeg gaa, til jeg kom did. Jeg stak Skierne ind i hverandre, bandt en Snor om Snuderne og trak dem efter, – om ikke andet saa var det ialfald «lidt bytte paa Maden» fra stadig at gaa med dem paa Benene opfore. – Saaledes gik det da noksaa raskt opigjennem, snart begyndte Fjeldvidderne at udbrede sig mer og mer foran, medens Dalen bag laa i et dystert Mørke; ovenover tindrede Stjernehimmelen med en sjelden Klarhed og kastede et usikkert Lys ud over Vidden; – Natten var stum og stille rundt om, ingen Lyd at høre uden mine egne Fodtrin i Sneen. Det er en egen Følelse ved saaledes ganske alene at vandre frem over Fjeldvidden i den stjerneklare Nat, langt fra alle Boliger, høit over alt Menneskeliv. Man føler her, at man staar alene, Ansigt til Ansigt med Naturen og sin Gud; det nytter ikke at forsøge paa at krybe i Skjul; nei frem maa man, som man er, der findes intet Ly her paa den nøgne Vidde. Hvor forskjelligt var ikke Veiret nu, mod da jeg drog herover ifjor ved Juletider; det var just ved den samme Tid af Døgnet og paa det samme Sted, ja, hvor kan ikke den samme Natur være forskjellig; nu var det klart og stille, ja næsten smilende, da var det Storm og Snefog, hele Vidden stod i Røg, man saa kun et Par AlenAlen] Eldre lengdemål som i Norge tilsvarte 0,6275 meter. fremfor sig, og det var næsten saa bidende og barskt, som det kan være i disse Trakter, Vinden blæste saa stærkt imod, at den drev mig tilbage paa Skierne, og jeg maatte spænde dem af og bære dem, for at vinde frem; Hunden gnistredegnistrede] klynket og skalv under Vindstødene, ja, – det var et rygende Veir, og dog gjør sligt langtfra det dybe Indtryk, som det gjør i Stille, saadan som nu; man ægges blot til Modstand, til Overvindelse af Naturkræfterne, ens egne Kræfter anspændes, man synes det er friskt at bade sig i Stormen, det er det vilde, det trodsige i En, der anspores; men nu – nu er det ganske andre og dybere Strenge,dybere Strenge] Allusjon til tittelen på den danske lyrikeren Holger Drachmanns diktsamling Dybe Strenge (1884). Jf. kommentar til «hvad er […] Morgentanken» (Nansen 63), «en Søvn […] hvide Sne» (Nansen 72) og «Hu–i! […] paa Kroppen» (Nansen 76). som røres, og dette Indtryk er langt varigere; det første er glemt, saasnart man er i Hus og sidder og varmer sig ved Peisen; men dette glemmes vanskelig, det løfter og bærer høiere.

33Omsider saa jeg da ogsaa denne Gang Vinduerne paa Breistølen venligt lyse ud i Natten, og snart var jeg indenfor. «Aa Jøsse Nam er det Folk paa Fjelle saa seint paa Nat da. Aa nei er det Dig, du er nok støt saa seint paa Færde Du». Aa jo, det var da det, og jeg ønskede gjerne en Seng for Natten og lidt Melk, før jeg lagde mig. Det var det Raad med, Melk fik jeg, og i Seng kom jeg. Det kan ikke negtes, der findes faa Nydelser i Livet, der kan overgaa den, at strække sig i en god Seng efter en anstrengende Dag.

34Den næste Morgen bar det atter afsted over Filefjeldet mod BJØBERG i det friskeste Veir. Just som jeg gik ud fra Breistølen begyndte Solen at rende og kaste sin straalende Rødme ud over Taagehavet nedenunder og Fjeldtopperne, der som hvidrøde Telte stak op over. Dalen, jeg kom fra, laa tæt skjult under Taagebølgerne, medens det begyndte at splittes for Solen ind over Vidderne og lade Veien aaben for Øiet ind igjennem; mer og mer splittedes den og lod Solen strefie i brede Straaler henover, medens enkelte varmtfarvede Dotter leirede sig om Topperne; men Dalen var og blev i tæt Taage; dette var det sidste Farvel til Vestlandsnaturen, nu havde jeg blot Vidderne for mig indover.

35Som jeg i denne Dødsstilhed staar hensunken i Betragtningen af dette vexlende Naturspil og denne glødende Farvepragt, farer jeg pludselig sammen ved en Larm tæt ved, – det var blot et Skred, der kom tordnende nedover i Fjeldet bag mig, Snerøgen stod høit mod Himmelen; det naaede Bunden, Ekkoet døde mat hen, og kun de fine, hvide Støvskyer, der svævede om Fjeldvæggen, mindede om, at et Sneskred var gaaet.

36Jeg fortsatte da indover Vidderne, Føret var tungt paa Sletten, Sneen var løs; men udover gled det dog godt. Jeg blev snart kjed af at gaa efter Veien, – nei jeg maatte op paa de høieste Topper, jeg fandt, og udover disse herlige, lange, bratte Fjeldsider, hvor Sneen ligger myg og dunblød, man kan lade det bære til saa meget, som det bare selv lyster; det gaar med en susende Fart, Taarerne triller, medens Øinene spændt stirrer for at undgaa en mulig Afsats, fra Skispidserne og Vidjebaandene staar Snesprøiten høit opover Knæerne og hvirvler høit i hvide Skyer bagenfor; men foran er alt klart, det skjærer afsted som en Pil igjennem Sneen, undertiden braser Rypeflokken kaglende op omkring en; men det gjælder blot at spænde Musklerne og holde Kroppen samlet, og saa lade det suse som en Lavine udover.

37Det var et prægtig let, rigtig friskt Vinterveir i Fjeldet, Solen blinkede hen over Sneen i de Tusinder af Isnaale, de deilige kuppelformede Fjelde laa saa hvide omkring paa alle Kanter helt udover mod Horisonten, alt var saa sollyst og let, alt saa tindrende hvidt, kun hist og her var enkelte Toppe svævende som mørke Skydotter, medens ovenover hvælvede sig Himlen, lyse blaa uden en eneste Skyplet.

38Jeg lagde Veien over alle mulige Høider og Topper, jeg skal ikke paastaa, det var nogen Snarvei til Bjøberg, jeg tog, men paa Ski fik jeg staa og det var for mig Hovedsagen.

39Til Bjøberg kom jeg da ogsaa endelig ved Middagstider. Her traf jeg to Jægere fra Lærdal, som laa paa Rypejagt; efter som det saa ud ude i SvalenSvalen] Utbygg på eldre hus, ofte vendt mot gårdsplassen. Som regel åpent, men dekket av et tak. at dømme, var der nok ikke ondt om Rype. De sad just ved Middagsbordet, da jeg tren ind, og saa ud til ret at nyde Tilværelsen, som i Almindelighed Jægere pleier. Jeg blev modtaget paa det hjerteligste og strax inviteret til at sidde ned og tage en Bid med, og jeg maa sige, jeg nølede ikke længe med at efterkomme denne gjæstfrie Anmodning. Bordet var heller ikke at foragte, der sparedes ikke paa noget af, hvad Bjøberg kan opdrive, og det vil ikke sige lidet; for det første fersk Rensdyrsteg, – ja, tro nu ikke strax den var ulovlig, – nei, gjemt under Sneen siden Høsten, og dog saa fersk, at du vilde tro den var skudt igaar, og dernæst kom – dog nei – hvorfor ramse op Spisesedlen; Hovedsagen var, vi spiste og blev mætte og havde det utrolig gemytligt; vi havde rigtignok aldrig set hinanden før, men Jægere er gamle Venner med engang, de træffes. Det kan nok ogsaa hænde, der vankede lidt af Jagthistorier fra begge Kanter. Det kan nu altsammen være saare vel, men blir dog noget tørt i Længden uden Drikke, mener du maaske; nuvel, skal du endelig have noget deraf ogsaa, saa var der Vand, saa meget Du vilde have, Øl, Dram, Melk, Rødvin, Sherry, – har du nok? Ja, ialfald havde vi mere end nok – og da vi havde spist, saa var det Kaffe og CuraçaoCuraçao] sitruslikør med Cigarer, jeg tror Ingen skal negte for, det er et godt Traktement midt paa Filefjeld, men det var jo ogsaa gamle Knut BJØBERG, som trakterede, det havde blot en Feil, og det var, at det var altfor godt for En, som agtede sig langt endnu inden Natten. Men de to Jægere gik stadig mer og mer ind paa mig med sine gjæstfri Bønner om at blive over og gaa med paa Rypejagt, Gevær og Patroner skulde jeg faa, og Ryper var der nok af, isandhed altfor fristende, det skulde mindre til end det for at faa Jægerhjertet til at banke, og jeg gav efter. Paa Veien bortover mod Lierne begyndte jeg dog atter at vakle, var det dog alligevel ikke bedst at fortsætte og se til at komme ind til Skiløbet, det havde jeg jo nu engang sat mig i Hovedet. Resultatet blev, at det nok var det bedste alligevel, og saa ondt, som det gjorde mig, sagde jeg da disse hjertelige Mennesker Farvel med Tak for al deres Gjæstfrihed, og drog videre over Fjeldet mod HEMSEDAL.

40Som jeg gik, maatte jeg tænke paa, hvor underligt det kan være; med enkelte Mennesker er det, som man har kjendt dem i mange Aar, første Gang man træffes, andre kan man omgaaes i aarevis, og dog aldrig komme til at kjende, man gaar indsvøbt i et tykt Hylster af Stivhed og Former som Fremlinge ligeoverfor hverandre der midt inde i de mylrende Byer, disse Drivhuse for al Unatur og Usundhed. Nei her paa Vidden blir Folk sig selv, man blir Naturbarn paa nyt, alt Samfundslivets, Etikettens og Modernes fortærende Krimskrams, det stryges af en, der skal meget seig Hud til for at trække det med sig herop. Bliv saa heroppe en Stund, bad dig i Fjeldluften, fryd dig i Friluftslivet,Friluftslivet] Begrepet «friluftsliv» kan i denne sammenhengen oppfattes som en allusjon til Henrik Ibsens dikt «På Vidderne», som Nansen siterer fra ved flere anledninger (jf. Nansen 28 og 59). Det er nemlig i dette episke diktet at termen «friluftsliv» for første gang er dokumentert brukt på norsk (Nedrelid 1992: 282, Slagstad 2008: 71): «I den øde sæterstue / al min rige fangst jeg sanker; / der er krak og der er grue, / friluftsliv for mine tanker» (Ibsen 2009: 548). og du skal føle en Væmmelse ved Tanken om at trække de PjalterPjalter] filler, slitte klær paa igjen, – du var ogsaa en Nar, om du gjorde det.

41Jeg havde nok dvælet for længe paa Bjøberg, det skumrede jo alt, Stjernerne begyndte at titte frem og snart tindrede Stjernevrimlen med Nymaanen i al sin Pragt over Vidden. Medens jeg drog nedover, hørte jeg paa alle Kanter RypesteggeneRypesteggene] rype-hannfuglene kagle og flakse i Lierne og Vidjekrattet paa den anden Side Dalen, de holde nok paa at roe sig for Natten, og underlig var den ofte snarrende Lyd at høre i den stille Aften. Det var sent paa Kveld, at jeg naaede TUF i Hemsedal. Det er mærkeligt, hvor det altid hævner sig at handle mod sine Grundsætninger, og jeg har den gode: Nyd aldrig stærke Drikke, røg aldrig Tobak, naar du vil gaa og holde længe ud; idag havde jeg gjort begge Dele og jeg mærkede det for vel. Da jeg imidlertid agtede mig endnu længer samme Aften, for om muligt at naa GULSVIG næste Dag, mente jeg det kunde være godt at faa sig en Hest her. Jeg tren ind; Lampen under Bjælketaget lyste mat i det store Rum, rundt Bordet var leiret et helt Selskab, tilsyneladende Hestehandlere, og «Dundrabeisen»Dundrabeisen] Ofte bare kalt «dunder»: «Kortspill for tre eller flere spillere med en vanlig kortstokk, hver får utdelt fem kort. Man melder antall stikk man tror man kan få, opp til alle fem stikk (dunder), og høyeste melding får spillet. Spilles vanligvis med innsats» (SNL, dunder). gik nok saa det «knagede», medens Pengene klirrede. Jeg fik naturligvis ogsaa strax Indbydelse til at være med, men foretrak dog at faa en Hest og komme videre. Der blev jo lidt sure Ansigter over at skulle ud saa sent; men jeg vilde frem, og Hest fik jeg. Kjøligt var det at kjøre i den kolde, stjerneklare Nat, tyndklædt og træt som jeg var: men en Springmarch engang imellem bøder derpaa, og Omgivelserne blive stadig vakrere og vakrere.

42Sluttelig lysner det i Skogen, vi dreier ind paa en Gaardsplads, og er fremme ved Kleven Station. Det er allerede over Midnat; alle Folk sover; Dundren paa Døre og Vinduer, men intet Svar. Omsider blir der dog Liv i nogle Jenter, og Lys blir tændt; men ogsaa her optaget af Hestehandlere; de skulde nok over til Markederne østerpaa, alle disse. Efter nogen Underhandling fik jeg dog endelig en Seng og en Skindfeld, og det er mer end nok for mig, og Hunden klarer sig nok altid, i Nødsfald faar den noget af mit Tøi at ligge paa.

43Den næste Morgen ved Nitiden gik det atter afsted nedigjennem den vakre Hemsedal, Lierne skraaner saa jevnt og roligt opefter paa begge Sider, Gran- og Furuskogen staar der saa frisk og vakker snetynget som den er, hist og her oppe i Lierne ligger Sæteren med de hvide Sætervolde, saa lyse og venlige, og her i Bunden af Dalen «surler»surler] Lyd av strømmende vann. Elven saa lunt under Isen nedigjennem, hvor var her ikke vinterstilt og deiligt, ja nu er jeg kommen tilbage til den ægte norske Vinter, det jubler indeni en, som Brystet vilde sprænges; uvilkaarligt bryder Hjertet ud i

«Ja jag vil lefva, jag vil dö i norden».Ja jag […] i norden] Vers fra sangen vi i dag kaller «Du gamla du fria», og som regnes som Sveriges nasjonalsang. Denne statusen er imidlertid uoffisiell, ettersom det i motsetning til i mange andre land ikke foreligger noe politisk vedtak som gir den noen spesiell prestisje eller beskyttelse (Nationalencyklopedin). Denne skjebnen deler sangen med sin norske motpart, Bjørnstjerne Bjørnsons «Ja, vi elsker» (Jørgensen m.fl. 2002: 76–77). Sangen har en brokete virkningshistorie. Teksten ble skrevet av folkevisesamleren Rickard Dybeck til en gammel folkevisemelodi i 1844. Dybeck brukte sangen som et avslutningsnummer til sine kveldsunderholdninger med folkemusikk, og hadde neppe noen pretensjoner om å danke ut «Bevare Gud vår kung» (oversettelse av den engelske «God save the king») som nasjonalhymne. I visebøker fram til slutten av århundret var tittelen som regel «Norden» og åpningsverset gikk: «Du gamla du friska». Først på 1890-tallet blir sangen i noen tilfeller benevnt som en nasjonalsang. Det forhindret imidlertid ikke at sangen, som fra ca. 1910 har åpnet med «Du gamla du fria», kunne bli kategorisert som folkevise i sangbøker så seint som på 1920-tallet (Danielson 2005: 57–65). Det er altså ingen nasjonalsang Nansen siterer i 1884. Han siterer Dybecks skandinavistiske vise, der ordet Sverige ikke en gang forekommer. Fortsatt er det for øvrig slik at Polens nasjonalsang er den eneste i sitt slag som nevner Sverige.

44Der er jo allerede Rolfshus, maa se paa Klokken, blir det mulig at række de syv og en halv Mil til Gulsvig idag? – ja Klokken ikke mer end halv elleve, halvanden Mil paa halvanden Time, det er jo enda noksaa bra, – og saa gaar det med nyt Mod ned gjennem Hallingdalen mod Næs. Her smagte en kraftig Middag og en Times Hvil udmærket, og saa atter afsted de tilbagestaaende 4 Mil til Gulsvig. Sneen begyndte at falde lunt og tæt, jeg frygtede for Føret, Skierne begyndte at hænge ikke saa lidet igjen, det blev tungt at gaa, dog det glider frem, og saa længe faar man være fornøiet.

45Sent paa Nat kom jeg da endelig træt og tørstig til Gulsvig; men nu var jeg jo ogsaa saa godt som fremme, blot de 4 Mil over Krøderen og saa med Toget imorgen Middag, da faar jeg jo Søndagen til at hvile og øve mig lidt paa og saa Skiløbet Mandag; – derfor nyd Livet: et Par Potter god sød Melk, ak hvor det smager, kan der findes noget bedre? og saa tilsengs og strække de trætte Lemmer rigtig tilgavns i Uldtæpperne, det er en deilig Følelse at vide sig ved Maalet, naar det har knebet lidt om at naa det.

46Den næste Morgen var det atter Klarveir, Solen skinnede vakkert paa det fagre Krydsherred,Krydsherred] Krødsherad da jeg omkring Kl. 9 drog fra Gulsvig. Jeg tænkte paa Ringnæsaasen med dens prægtige Bakker, men det kunde knibe med at naa Toget Klokken 3, derfor bedst at holde Isen, og paa denne gik det da raskt paa Skierne ud igjennem. Hvor var der ikke storslagent vakkert

«Glimrende hvid laa Krøderens Bugt
under de steile Birkelier»,Glimrende […] Birkelier] Sitat fra J.S. Welhavens dikt «Traver-Banen», fra En Digtsamling, utgitt seinhøsten 1859, men med årstallet 1860 på tittelbladet (Welhaven 1990b: 370–375).

og saa rundt omkring ovenover Granlierne og saa øverst oppe over det Hele, det hvide, fagre «NOREFJELD». Ja sandelig her er deiligt saavel Sommer som Vinter. Jeg var ud for Ringnæs Klokken henimod tolv, og da herfra var en Mil igjen til Olberg, fik jeg nok gaa paa, og afsted skar det da paanyt, hvad Lemmerne og Skierne kunde taale. Mindre end en Time gik hen, og jeg var ved Olberg. Det var over to Timer til Toget gik og blot en Mil igjen, jeg kunde godt gaa ind og sidde ned en Stund. Kommen i Sofahjørnet var dog Fristelsen for stor, den sidste Mil kunde det «være rart for en Husmand at faa kjøre»,være rart […] faa kjøre] Denne frasen, som gjentas like etterpå, har jeg ikke klart å knytte til et bestemt forelegg. Det dreier seg mest sannsynlig om et sitat, men vi kan også ha å gjøre med et folkelig ordtak. og med Skierne bundne bagpaa Slæden og en rask Hest foran strøg det i skarpt Trav henover Isen mod Jernbanestationen, jeg maa sige jeg følte mig som en hel Storkar, der jeg sad paa SpidsslædenSpidsslæden] Smal slede til en enkelt person. i Stationsholderens TullupTullup] lang, pelsfôret frakk med Hunden foran mig, ja sandelig vi mente nok begge, «det er rart for en Husmand at faa kjøre».er rart […] faa kjøre] Jf. kommentar til «være rart […] faa kjøre» (Nansen 46).

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.