Tre skiturfortellinger fra 1884

IV. En Skitur fra Kristiania til Vos. (Forts.)

Aftenposten 1884, nr. 88 A, 16. april


(Af FRITHJOF NANSEN).

74Jeg strakte mig, gjespede, reiste paa mig; men Hunden havde tydeligvis ingen Lyst til at staa op saa tidlig; den betragtede en Stund sin Herre omhyggelig spørgende, rullede sig atter sammen og sov videre. Men Klokken var 3, vi fik komme afsted, og Skierne kom igjen paa. Fjeldene stod som vældige Jætter rundt om i det tindrende Maaneskin, Skyggesiderne hvilede i et dystert, diset Halvmørke, hver Tind stod der saa rolig og hvid, majestætisk klædt i sin Ensomhed og skuede ud over Vidden, men hvor skulde jeg tage Veien hen? – den der nu kunde se, hvad de saa fra sine Høider! Tydelig nok havde jeg igaar i Mørket tumlet mig ind i en Sidedal, lige derinde saa den jo ud til at stoppe op, bedst at forsikre sig herom og saa søge tilbage samme Vei, jeg var kommen, Sporet fra igaar maatte vel kunde findes, naar det blot ikke var gjenføget. Saa blev gjort, og jeg fandt det at være en Sidedal, søgte saa tilbage paa sidste Vand, jeg havde forladt igaar, og fandt ganske rigtig mine egne Spor. Jeg saa mig rundt paa Vandet, det havde virkelig en vis Lighed med Grøndalsvandet, saaledes som jeg erindrede det, Fjeldene var rigtignok noget lave; men der laa paa Sydvestsiden just slig en Fjeldhammer som den over Grøndalssæteren, men hvor var saa Sæteren, ja der kom atter denne Gaade med Husene, som ikke stod til at finde, de skulde vel aldrig være totalt nedsneede, saa intet Spor længer fandtes, jeg saa under Hammeren, der fandtes virkelig en Forhøining, jeg stak ned med min korte Stok, jeg naaede fast Grund, ja det var ikke umulig, her kunde godt ligge et Hus, bedst at drage indover Fjeldet her, i alle Tilfælde kunde det nu være godt at komme op for at orientere sig. Og opefter steg jeg i de bratte Fjeldskraaninger, paa Kammen lyste Maanen mig venlig imøde, jeg kom ind i en Dal, og saa nu strax, jeg ikke var under Vosseskavlen, nei der saa værre ud end her, dog bedst at komme helt op paa den Top der foran, herfra vilde jeg visselig kunne faa fuld Klarhed over Vidden. Det var brat op og tungt at gaa, langt om længe naaede jeg dog Toppen og fik se mig rundt, men aldrig havde jeg anet det Syn, som ventede mig her. Havde det end kostet meget at naa op, saa havde jeg ogsaa Gjengjæld for det mangedobbelte. Skulde man ofre Livet for et Syn, da maatte det været dette, noget, der greb mere vældigt, noget, der slig med et bragte en til at glemme sig selv og alt, har jeg aldrig oplevet. – Foran laa Vidden til alle Sider udspændt lig et stivnet Hav af hvide, drivhvide Bølger, der bølgede sig i Rygge og Dale, stilnede til store Sletter, taarnede sig op i skarpe Spidser og Tinder udover og udover, saa langt Øiet rak mod Horisonten, hvor de tabte sig i det disede Skimmer; henover det hele Bølgehav kastede Maanen sin rolige, mildnende Glans, spillede, glitrede paa Isskavlene, funklede i Sneen, medens Dalene hvilede i mørke, dystre Skygger. Ret i Øst, ikke langt borte, hævede Hallingskarven sine hvælvede, mægtige Masser, fjernt mod Syd glitrede og blinkede Hardangerjøkulen med sine noget skarpere Former, og der i Vest hævede sig skarpt og kvast mod Himmelbrynet et Fjeld, det maatte være Vosseskavlen. Ret under sank Grunden ned i Mørket, og ovenover hvælvede sig Himlen dybblaa og klar, med Maanen, der næsten fordunklede Stjernevrimlen. Men Maaneskin er skuffende,Maaneskin er skuffende] måneskinn skaper illusjon, blendverk, øyebedrag derfor bedst at vente her til Dagen bryder frem og kaster fuldt Lys over det hele, saa jeg med Sikkerhed kan afgjøre Veien. Atter grov jeg mig derfor ned i Sneen og sov et Par Timer, da begyndte Dagen at bryde just med den samme Farveglød, som jeg kjendte fra Gaarsdagen, den havde en end mere magisk Virkning her over dette storslagne Landskab, frembragte de fineste Farvenuancer henover Topperne og Halvskyggerne. Det var nu saa lyst, at jeg fuldt kunde orientere mig, det var, som jeg havde troet, Vosseskavlen jeg saa i Vest, og da havde jeg igrunden Besked nok, midt over den skulde jeg, jeg kunde derfor atter sætte Kursen ned og følge Dalen, den gaar lige paa; men det var for storartet dette Naturspil til at kunne forlades, bedst at sætte sig ned og vente, jeg maatte se Solrendingen herfra, midlertidig kunde jeg jo tage en Bid Frokost, det kunde trænges, jeg havde en lang, møisommelig, men spændende Fart ivente. Endelig kom Solen, en klar Straale rullede gjennem Rummet, streifede hen over Vidden og kyssede Topperne, saa brød et helt Straalehav udover og indhyllede det Hele i sin Farveglød, Tinderne ragede op og rødnedes, Skavlkammerne farvedes og blinkede, Dalene hvilte i sine kolde Skygger; – jo sandelig dette, det kan kaldes et Syn, man betages Veiret,man betages Veiret] man mister pusten. Å bli åndeløs under høyfjellsopplevelser er i det hele tatt en populær topos i 1800-tallslitteraturen. Det kanskje mest kjente tilfellet finnes i Aasmund Olavsson Vinjes «No ser eg atter slike fjell og dalar» i Ferdaminne frå sumaren 1860, der inntrykket i Rondane gjør så han «knapt kan anda» (Vinje 2010: 68). man smelter hen, blir til intet, gaar over i, føler og lever med Naturen, kjender andre Magter, løftes mod uanede Verdener, ser ligesom et Glimt af Evigheden. – Og har man engang havt og fuldt ud følt sligt et Øieblik, da glemmes det aldrig; man er som den Bergtagne, har skuet ind i Naturens Mysterium, Fjeldhulderen har præget sit Mærke i ens Sind, og siden længes man ofte, ofte tilbage.

75Solskiven steg nu helt frem, Rødmen tabtes lidt efter lidt, og Dagen begyndte. Jeg vendte mig mod Vest, og i en susende Fart bar det atter mod Dalen; raskt gik det over Vand efter Vand nedigjennem mod Vosseskavlen. Jeg lagde nu mere Mærke til Veien, og saa mig bedre om, og kjendte nu ogsaa Vandene igjen. Men paa denne flade Slette skulde jo Hallingskeisæteren ligge, det var to Huse, de laa midt paa, jo ganske bestemt var det her. Men jeg saa og saa, Snefladen var ganske jevn, ingen Forhøining, der røbede, at der laa to enslige Hytter under Fladen, de var skjult, ganske skjult dybt, dybt nede under Sneen, Naturen udsletter hurtig alle Spor af Menneskehaand her. Kommen paa Grøndalsvandet, tog jeg Dalen opover mod Skavlen og ind paa Tjernet under denne. Jeg havde set det om Sommeren, da var det grønsort, lodret hævede de mørke Klippevægge sig paa alle Sider, og ovenover laa Bræen hvid og jevn, nu var det nedsneet og hvidt altsammen, rundt om taarnede sig op disse vilde forrevne Fjeldformer med de styrt bratte [sic] Sider, ud over hvilke Skavlene hang, de blev onde at passere, men op maatte jeg; Tomme for Tomme og Skridt for Skridt gik det da op igjennem med Staven i den ene Haand og Skierne i den anden, ofte maatte jeg spænde ud Trin for hvert Skridt op og hugge mig fast med Stok og Ski i Fjeldvæggen, værst af alt var dog Skavlene, og dem var der mange af, jeg maatte her løfte mig op over Kanten blot efter Skistaven, som jeg hug i til Haandtaget, der var godt nok Fæste, men brast Skavlen, hvad saa, da gik det som et Skred lig lugt i Afgrunden, dog et lidet usselt Menneskekryb kunde vel ikke gjøre fra eller til paa disse mægtige Skavler, og jeg løftede mig trøstig op over Kanterne. Værre var det med Hunden, Stakkel; saa længe det blot var brat, var den mig overlegen paa sine fire Ben; men her, hvor det hang ud over, og Kløerne ikke længere kunde bære, der stod den raadvild og begyndte at gnistre og hyle, den fandt dog i Almindelighed snart andre Steder, hvor den kom op, ofte maatte jeg beundre dens Mod, hvorledes den paa Kanten af de styrtende Afgrunde kunde gjøre de dristigste Sprang op efter Fjelgvæggen [sic], et Feiltrin – og vi havde ikke set hinanden mere. Endelig var jeg da saa langt, at jeg kunde se det egentlig slemmeste var overvundet. Py! jeg var varm, dette var noget der tog paa Arme og Ben, og Solen stegte virkelig godt; i Glæden over næsten at være oppe besluttede jeg mig til nu at fortære min sidste Appelsin, det vilde sikkerlig friske fortræffelig, jeg led af en brændende Tørst og Sneen læskede kun lidet. Appelsinen var frossen og haard at banke paa som en Kokusnød, men saameget desbedre smagte den som den prægtigste Frugtis; da Indholdet var fortæret, saa gik det paa Skallene, og disse blandet med Sne var virkelig ikke galt, Skade blot der ikke var mer. Den tilbagestaaende Del gik nu lettere, paa Kanten af den lange Bræ, der skyder ned mod Styrtningen, kom atter Skierne paa, og paaskraa gik det opover mod Høiden over dens bratte jevne Flade, Sveden dryppede i Solstegen. Endelig var jeg helt oppe, hele Bræens skinnende Flade laa udbredt for mig, i Baggrunden mod Vest glitrede Tinderne mod Voss, i Syd udbredte sig Hardangerfjeldene med Jøkulen og bag mig tegnede Hallingskarven sine kolossale Former mod Himmelranden, ret under saa jeg Dalen, Tjernet og Fjeldgryden jeg netop kom fra, jeg frydede mig i Bevidstheden om den Hindring, som netop var overvunden, nu var der ingen fler igjen, blot nedad hele Veien lige til Vossevangen, ei, hvor skulde det ikke gaa, og atter speidede Øiet ud over Vidderne, over disse var det altsaa Sverre med sine Mænd for en syv hundrede Aar siden fo’r vild og flakkede om i otte Dage uden Føde og uden anden Drikke end frossen Sne, det lyder næsten utrolig;Sverre med sine […] næsten utrolig] Sverre og hans hær skal ifølge sagaen hatt skikkelig uflaks med været. I en uventet snøstorm mistet de tjue mann, hester, våpen og andre kostbarheter. «Dertil kom, at de vidste slet ikke, hvor de vare, samt at de lede saadan Mangel paa Fødemidler, at de ikke en Gang kunde faae Vand, end sige andet; i hele otte Dage smagte de intet andet, end Sne» (Kong Sverres Saga 1834: 37). men Skodden var vel tyk, og Kompas havde de ikke den Tid, det mærkeligste er dog, at de i Oktober Maaned ikke skulde finde rindende Vand i Fjeldet, men maatte spise Sne i otte Dage, ja sandelig, hvis det er Tilfælde, da misunder jeg dem ikke; jeg havde nu selv erfaret, hvad det var i to Dage.

76Jeg drog ind over Bræen og stod snart paa den anden Side, hvor den styrter sig ned i Vandet under, Floden ligger lang og jevn udover her med vel flere hundrede Fods Fald, Vinden havde jevnet alt, blot hist og her enkelte Fonner, men Sneen var haard og paa enkelte Steder lidt Isskorpe, det vilde blive ondt for Skiene at styre; men lad gaa, og udover skjød det som en Pil, hurtigere og hurtigere, mer og mer susende, snart fo’r det gjennem Luften hen over Bølgetoppene, snart atter paa jevn Grund, jeg kjendte tilslut ingen Forskjel.

«Hu–i! hu–i!
Det er Fiskeveirs Fart,
Det er Luftgymnastik af en Dædalus-art;
Først ned gjennem Dalen, saa hop! over Toppen’ –
Det er heldigt for os, vi har Vinger paa Kroppen.»Hu–i! […] paa Kroppen] Åpningsreplikk fra Holger Drachmanns «Beethoven. / (Niende Symfoni)» (Drachmann 1884: 48). Jf. kommentar til «hvad er […] Morgentanken» (Nansen 63). Dædalus – eller Daidalos – er en kjent kunstneringeniør fra greskromersk mytologi. Blant annet er han berømt for å ha konstruert Minotauros’ labyrint på Kreta. Den situasjonen Drachmann (og Nansen) alluderer til her, er Daidalos’ flukt fra Kreta, sammen sin sønn Ikaros, på selvlagde voksvinger. Myten blir behandlet hos blant andre Vergil (Vergil 2007: 159) og Ovid (Ovid 1997: 247).

77Jeg forsøgte at slaa Farten af med nogle Svingninger, men intet hjalp; Sneen var for haard, Skiene blot skrænsede paa Siden, derfor atter sammen og bent frem, jeg var paa Isen, bent over denne, op den anden Bred, jeg stod stille, det skalv i alle Lemmer efter Farten, jeg saa opover, langt deroppe mod Toppen arbeidede sig et mørkt Punkt nedover, det var Hunden, der flad efter Bræen kom strygende efter, den naaede mig og stor var Glæden ved Gjensynet, den vilde aldrig tage Ende.

78Det blev værre med Føret ned igjennem nu, jeg kunde mærke Havets mildnende Nærhed, mer og mer udbredte sig over Sneen en staalglat Isskorpe, der var slem baade for Ski og Hænder, hvis man kom den for nær, men raskt fløi det dog ned gjennem den trange Fjeldkløft, der skjærer sig fra Vosseskavlen mod Opsetsæteren, første Sæter i Runddalen; der var vanskeligt at styre, ofte slingrede Skiene paa Isskorpen, og stygge Rift fik jeg over Hænderne, før jeg rak ned; pludselig stod jeg paa Kanten af en Styrtning, Fjeldsiderne styrtede sig lodret ned mod Dalen under paa alle Sider, Skavlene rundede sig glatte udover Stupet, jeg kunde intet se af Væggen under, uvilkaarlig veg jeg tilbage, jeg stod paa en udoverhængende Skavl, jeg vidste ikke hvor stærk, jeg speidede og speidede, fandtes her nogen Nedgang, det saa stygt ud, dog der var det maaske mulig, der var en trang Kløft, hvor Skavlen ikke hang over, med Forsigtighed kom jeg da ned Skridt for Skridt, og nu var det blot lange pene Bakker igjen. Jeg kunde allerede se Opsetsæteren, en lang Li bar lige ned mod, det skar ivei og susende gik det snart over Stykker med Skare, snart atter over løsere Sne; men der skrænsede Skiene, det var et langt Stykke med Isskorpe, de vilde ikke styre og overende maatte jeg, det bragede i Isen, jeg skurede henover, Skorpen tog om Haandledet, jeg nappede det til mig, og slap heldigvis med nogle stygge Skrammer, Blodet silede rødt og vakkert paa Sneen.

79Saa var jeg da endelig i Runddalen, paa Birketræerne kunde det ses, at man nærmede sig beboelige Steder, og gjennem Birkelier, hvor Ryperne flagrede op til begge Sider, gik det raskt nedover mod «Klevene», øverste Gaard i Bygden. Hvor skulde det ikke nu rigtig smage at faa Drikke, intet i Verden kunde vel nu komme op mod et Par Potter god, sød Melk, Tænderne løb i Vand blot ved Tanken. Jeg naaede første Hus, kigede ind ad Vinduet, der stod en stor MelkeringeMelkeringe] trekar til å ha melk i midt paa Bordet, men ikke en Sjel hjemme. Jeg skottede til næste Hus, did var vel et par Hundrede Alen, nei det blev for langt, her maatte jeg ind, og af med Skiene og ind gjennem Døren og bort til Ringen, men ak! den var sur, – dog finde noget andet, hvor der fandtes sur, maatte der vel ogsaa findes sød, derfor ind i Melkeboden ved Siden af. Hylderne blev ransagede, Ringe efter Ringe toges ned, men alle var de sure, – dog endelig paa øverste fandtes en, der saa bedre ud, tyk Fløde, – blæste,blæste] stønnet smagte jo sød! og jublende som en Karavane ved Ørkenens Cisterne bar jeg min Ringe til Bordet, trak Krakken frem, Skræppen af Ryggen, nu skulde det rigtig gaa for sig, jeg drak og spiste og Hunden spiste med.

80Som jeg nu skrevs over Krakken rigtig gjorde mig tilgode kommer der farende ind ad Døren en Flok Jenter, men de blev staaende som forstenede ved Synet af mig og Hunden, de gabede en Stund, jeg hilste, men ikke en Bevægelse, ikke en Lyd kom over deres Læber, bare stum Forfærdelse, og saa tog de tilbens ud igjen, jeg maa have set indbydende ud. En Stund senere kom en ældre Kone, hun blev og staaende i Døren ved Synet og betænkte sig nok, om ikke ogsaa hun skulde gjøre som sine Forgjængere; bag hende tittede et Par af Jenternes forskrækkede Hoveder atter frem. Jeg nikkede venlig: «Goddag, Du faar undskylde, jeg har nok ta’t for mig [av] Melken Din, jeg Mor; men jeg var saa tørst, at jeg ikke kunde vente, Du behøver nu ikke være ræd mig, jeg er ikke ond, ser Du». «Aa Gudskelov, det er Kristenfolk, me trudde, Du var Trolle me, og denna Hounden det tog me naa mindst for Graabein eller nokke anna Styggetyg, saa store Hound har me aldrig sjaat». «Aa Du behøver ikke være ræd, verken han eller jeg bider Folk».

«Men korlessen er Du kommen hid da?»

«Aa jeg kommer fra Vosseskavlen, og did kom jeg fra Hallingdal».

81«Nei no har jeg aldrig hørt sligt før hel» …..» [sic] – Men jeg var træt og tænkte en halv Times Søvn kunde gjøre godt, slængte mig derfor paa Sengen og sov. Kl. 4 gik det atter nedover, men det begyndte snart at mørkne her i Dalen, og Føret og Veien blev stadig mer og mer umulig for Skiene, det gik lynende i Bakkerne, men der var bare ujevn Holke og Is, opefter og paa Sletten var det næsten ikke muligt at komme frem. Da jeg derfor kom til Vold, tænkte jeg det var bedst at faa sig en Hest om mulig og kjøre de sidste to Mil. Jeg kom ind i en stor Stue med Jordgulv, hvor der knitrede et vældigt Baal paa Peisen. Jeg hilste Godkveld og spurgte om Hest, aa jau, det kunde jeg da endda faa, men det var naa vel ikke Meningen i Kveld. Jo det var Meningen, jeg skulde være paa Vossevangen i Kveld. Nei det fik jeg nok opgive, ikke var det Raad paa det Føre som nu var at komme til «Vangjen» i sligt et Mørke, Veien laa rund og blank og styg med Stupet ret udfor, ved Sverrestien var den nu værst, for der var det vanskelig nok at slippe levende forbi om Dagen og rent umulig nu om Natten, nei, jeg fik vente til imorgen, jeg kunde række Toget alligevel. Det kunde altsammen være bra nok, men jeg vilde nu did i kveld, og vilde han ikke kjøre, kunde jeg gaa; skjønt jeg kunde nu ikke forstaa, hvordan Veien var, naar En ikke skulde klare at kjøre den, to stærke Karer. Han blev lidt betænkt, efter endnu en god Del Overtalelse gav han sig dog endelig, skjønt med en stadig Hovedrysten, og mente paa, det var Galmandsverk, men han fik forsøge, siden jeg nu ikke var til at rokke. Afsted kom vi da endelig, og Veien var slem, det kunde ikke negtes, vi maatte gaa vel saa meget, som vi kunde kjøre; men jeg var træt og glad for hvergang, jeg kunde faa sidde, det varede da ialmindelighed heller ikke længe, før Hovedet duppede. Jeg slumrede uden at ænse, enten vi kjørte ved en Styrtning eller ei, og sprang først op for at støtte Slæden, naar den slingerede mod Kanten. Mørkt var det, saa vi næsten intet kunde se af Veien forud og paa Siderne, men Hesten fandt nok Veien, vi mærkede nok strax, naar vi kom udaf, og Slæden begyndte at vælte. Endelig var vi ved den frygtede Sverressti (Navnet har den som et Minde om Sverres før omtalte Færd over her), og den var slem, det var sikkert; men naar vi blot var nede her, saa var Slaget vundet, bare flad Vei igjen. Med Forsigtighed tog vi da udover, Veien er brat og med Afgrunden lige paa Siden, den var rund og speilblank, intet Fodfæste, slap man Slæden, kunde man glide ret udfor, men Hesten var stø paa Benene med sine skarpe Sko, vi fik støtte os til den og Slæden. Det gik Skridt for Skridt udover. Men omsider var vi dog ogsaa nede her, vi kunde sidde op, og snart var vi nu ved Vossevangen. Klokken var allerede 1, jeg længtede efter en god Seng, hvilket jeg da ogsaa fik. Skjønt Nattekvarteret jo var upaaklagelig sidste Nat paa Hallingfjeldet, skal jeg dog ikke negte, det var bedre i Fleischers Hotel paa Vossevangen.

82Næste Dag gik det da endelig tilbage til Bergen.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tre skiturfortellinger fra 1884

I 1884 hadde fortellinger om skiturer i høyfjellet nyhetens interesse. Lange skiturer til fjells for fornøyelsens skyld, og mer eller mindre litterære skildringer av slike utflukter, var simpelthen nye fenomener. Før 1884 finner vi kun noen få slike beretninger, mens de utover 1880-tallets siste halvdel og framover dukker opp til stadighet. Tekstene vakte oppmerksomhet, både begeistring og forargelse: Mange leste dem som framstillinger av hasardiøse galmannsverk. Vi snakker tross alt om 1880-tallets ekstremsport. Høyfjellet?! Om vinteren?! Hva har de der å gjøre?!

I denne samlingen har Audun Renolen Aasbø samlet og kommentert fortellinger skrevet av Henrik Angell, Fridtjof Nansen og Ludvig Schmelck vinteren 1884.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.