Tante Gitta.

Der er den forskjel paa den enlige mand og den enlige kvinde, at den første liker at være alene, og den sidste liker det aldrig. Altid er det suk og jammer over, at hun er alene, over denne blytunge ensomheden, over at hun ingen har at elske og ingen, der elsker hende. Men – har saa to saadanne enlige kvinder besluttet at bo sammen og danne et hjem, kan man vædde ti mod en paa, at det gaar galt. Saaledes gaar det ialfald med tante Gitta.

Hun har sine to pyntelige værelser og lillebitte kjøkken, hvor kjøkkentøiet skinner, saa det skjærer én i øinene; hun har sin rundelige livrente og sin maanedspige og er buden bort næsten hver eneste aften i aaret. Der er mangen forslæbt husmoder og mangen enke med en børneflok, der tænker: Tante Gitta har det da som blommen i et eg.

Men tante Gitta synes ikke det. Aa, Gud der mangler nok meget paa det.

157Naar hun har klædt sig paa om morgenen, hvilket er et meget langvarigt og omhyggeligt arbeide, da hvert haar paa hendes hoved skal ligge, hvor det har ligget de sidste firti aar, naar alle hendes utallige smaasager er støvede af, alle de fotografier, hun har staaende oppe, er lagt med retten ned for ikke at blive bleget af solen, alle bordtepper brettede op paa bordene, aviser lagt over skamler, aviser over puder, over sofaer og stole, saa har tante Gitta intet mere at gjøre for dagen. Intet andet end at gaa og kikke ud mellem sine gardiner, der altid hænger i de samme regelrette folder, efter alle de lykkelige mennesker dernede paa gaden, der ikke er saa alene, som hun er, og dernæst at kjende efter alle sygdomssymptoner i sit spæde, lille legeme; især er hendes lille hoved udsat for de underligste ting. Det er næsebruskbetændelse og øienbetændelse og noget, hun kalder øiengigt. Ja, tante Gitta er ikke aldeles sikker paa, om hun ikke hver dag har et lidet slagtilfælde. Og, hvad der er det sørgeligste og ufatteligste, der findes ikke et menneske paa jorden, der helt ud forstaar hendes lidelser.

Tante Gittas evne til at elske er meget liden; der er maaske et tomt rum i hendes hjerte, hvor denne evne skulde havt sin plads. Der er dog en klasse mennesker, tante Gitta føler en ganske særegen tiltrækning for; det er doktorer. Dem elsker hun næsten allesammen. Hun har prøvet dem alle i miles omkreds, krammet sine skrøbeligheder 158ud for dem og vendt hele sit lille legeme ud og ind for deres aandelige blik. Hver høst og vaar gaar hun ufravigelig, selv om hun ikke netop da har et af sine onder, til sin doktor for at faa regler for sin vinter og regler for sin sommer. Og ingen lov paa den ganske jord bliver nøiagtigere overholdt. Det forhindrer dog ikke tante Gitta fra at bruge sine egne remedier indiblandt; det er især en blanding af bygsuppe og blyvand til omslag, for hovedpine, der skal være aldeles fortrinlig.

Tante Gitta maa vel siges at være det forsigtigste menneske under solen. Har hun f. eks. været ude i flere graders kulde, tør hun aldrig sætte sig ned, naar hun kommer ind i et varmt værelse, før luften i hendes klæder er bleven gjennemtempereret.

Tante Gitta har aldrig været gift. «Gud fader ske lov og tak!» siger hun og slaar fra sig med begge hænder, «det har han dog bevaret mig for.»

Hvis et eller andet uforsigtigt menneske vilde indvende: «Ja, men tante Gitta, det havde dog været en glæde for dig, om du nu havde havt nogle børn, saa du havde sluppet at være saa alene,» svarer hun.

«Glæde! Naa, saa du synes, det er en glæde at have vanartige børn –»

«Men kjære, hvorfor skulde du havt vanartige børn?

«Tror du, jeg er saa egoistisk, at jeg skulde 159tro, at mine børn skulde været bedre end alle andres, – og synes du, det er andet end vanart, der vokser op nu for tiden; – ja, jeg maa sige, jeg sørger over tiden,» siger tante Gitta.

For sørge kan tante Gitta. Hun er den personificerede sorg, – alt kan der komme noget galt ud af. Selv naturens omskiften er hun bekymret over ikke skal gaa sin regelmæssige gang. Sommer og vinter, nat og dag er aldrig som de skal være for tante Gitta.

«Herregud! nu faar vi et regnskyl,» siger tante Gitta paa den mest solblanke dag. Og den klareste vinterdag profeterer hun snestorm og ufarbare veie og elendighed. Undertiden er nætterne for mørke og undertiden er de for lyse, – Vorherre alene ved, hvad for naturomvæltninger vi nu har i vente! De, der kjender tante Gitta bedst, er imidlertid bange for, at det ikke er det store og heles vel, der ligger hende paa hjerte; men at det er sit eget lille legeme, tante Gitta er ængstelig for skal lide overlast. For tænk, om det blev en snestorm, saa doktoren ikke kunde komme fra hus til hus, om hun pludselig i nattens mørke skulde trænge ham. Eller tænk, om det blev saa huskoldt, at hun kom til at fryse paa benene! Aa Gud! – denne verden er tung, jamrer tante Gitta.

I aarenes løb har tante Gitta gjort mange forsøg paa at bo sammen med ligestillede, enslige kvinder. Men hidindtil er det endnu aldrig gaaet godt.

160Det var først veninde Petrea. Det var en ferm, rund, ugift dame med et misundelsesværdigt humør. Hvor tante Gitta glædede sig! Nu skulde da alt blive godt med det muntre, hyggelige menneske dør i dør, som til og med havde sine egne møbler og sad godt i det, næsten endnu bedre end tante Gitta selv.

Men Petrea elskede luft, medens tante Gitta hadede den. Det var det første store schisma. Veninde Petrea gik midt imellem aabne vinduer og aabne døre og støvede af, saa det graasprængte haar viftede om hendes runde kind, og tante Gitta turde ikke stikke sin næse derind.

Og ret som de sad sammen, og tante Gitta syntes, at varmen var rigtig god og tæt til at holde alle sygdomsspirer ude, saa braareiste veninde Petrea sig: «Nei, nu maa vi lufte!» – og alle vinduer op med et smeld, og tante Gitta som en raket paa dør.

Hvad hygge kunde man have af et saadant menneske? det maatte tante Gitta rigtig spørge om. Og saa raabte veninde Petrea derindefra: «Kom med alle tørklæderne dine, Gitta! de kan trænge en luftning – –:» Nei, tante Gitta vidste med sig selv, at taalmodighed havde hun; men dette var for meget.

Og en saadan usigelig ligegyldighed for naturens fænomener, som veninde Petrea viste, havde tante Gitta aldrig drømt om, at et syndigt, skrøbeligt menneske turde – virkelig turde – vise.

161«Tænk! – hun er saa ugudelig, at hun sover i tordenveir,» sagde tante Gitta.

For i tordenveir gaar tante Gitta oppe fuldt paaklædt med assurance- og livspolice i lommen, om det skulde behage den Algode at sende et lyn ned i hendes stue, saa hun hurtigst muligt kan retirere. Nei, det gik ikke med veninde Petrea, og veninde Petrea med sine store mahogni møbler maatte efter to maaneders forløb ned igjen ad tante Gittas smale trapper. «Gud fri mig for Gittas hygiene,» sagde veninde Petrea. «Petrea ligger der, før vi ved ordet af det, med den levevis,» sagde tante Gitta.

Saa kom veninde Margrethe. Hun var lærerinde og havde mange gjøremaal, saa hun yderst sjelden var hjemme. Det blev klagepunktet mod hende.

«Ja, hun er vist hyggelig nok,» sagde tante Gitta med sin sørgeligste stemme; «men jeg ser hende ikke fra morgen til aften; naar hun kommer hjem, vil hun bare sove, saa jeg kan sige, at snorking er den eneste underholdning, jeg har af hende. Men naar jeg sidder alene hele den gud skabte dag og er syg, saa er det noksaa tungt, jeg kan ikke andet sige.»

Det var en af tante Gittas svagheder, at sad hun alene en times tid, blev hun syg, dødsens syg; – hun troede bestemt og lod sig ikke frasnakke, at det var et slagtilfælde. Det merkeligste var forresten, at det bedste middel mod tante Gittas slagtilfælde var en livlig passiar eller næsten endda bedre en indbydelse til middag. Da havde 162hun jo den hele ettermiddag besat og behøvede ikke at grue for den ensomme mørkningstime.

Men tilslut, da tante Gitta intet andet udbytte havde af veninde Margrethes selskab end hendes snorken, blev de enige om at skilles.

Den næste var frøken Tidemand. Hun boede sammen med tante Gitta i to dage, da tante Gitta opdagede, at frøken Tidemand spyttede i trapperne. Tante Gitta lod hende ikke dø i synden, og der blev stort uvenskab. Hun skulde reise næste dag; men den hele eftermiddag stod ikke døren mellem deres værelser stille. Snart var det tante Gitta og snart frøken Tidemand, der hurtig rev døren op, slyngede sine beskyldninger ind gjennem den og ligesaa hastig lukkede den for selv at beholde det sidste ord. «Det sidste ord skal hun ialfald ikke faa,» sagde tante Gitta. Og frøken Tidemand maatte give sig; det var tante Gittas stemme, der slyngede den sidste knusende beskyldning ned gjennem trapperne. Nu hilser de ikke paa hinanden paa gaden..

Saa kom frøken Vold. Det var en yngre dame, literært anlagt, altid kampberedt for sine ideer og med kortklippet haar.

«Hvilket interessant hoved,» sagde tante Gitta, Nu skulde hun da faa underholdning den hele dag. Tante Gitta glædede sig paany.

Den første aften, frøken Vold var der i huset, opdagede tante Gittas fine næse en egen lugt. Hun snusede og lugtede, tilslut helt ind i nøglehullet til frøken Vold.

163«Du godeste –!» tante Gitta foldede hænderne i mørket ved døren, hvor hun havde staaet og lugtet. – «Hun røger!»

Og det i hendes bedste stue med de blaa portierer, som tante Gitta ikke nænnede at gaa under for slitagens skyld.

Og der kom fremmede; tante Gitta hørte en – to – tre – fire forskjellige stemmer; det var herre- og damestemmer og en latter og en passiar lige dør i dør med tante Gittas eget værelse. Og ikke den fjerneste tanke om at bede hende, tante Gitta, ind til sig.

«Aa nei, naar man er alene, skal man være alene,» sagde tante Gitta i sin bitterhed derinde i mørket. Og hun holdt paa at faa sit slagtilfælde, – ja, hun fik det vist ogsaa og holdt paa at dø, medens de derinde lo og passiarede og røgte hendes blaa portierer til.

Klokken blev et, den blev to og tre, der blev sunget og deklameret, og tante Gitta hørte lyden af glas, medens hun gik op og ned i fire timer i sit værelse i de rædsomste kvaler.

Klokken otte minutter over tre gik frøken Volds gjester, og i samme sekund stod tante Gitta som en aand i hendes dør.

«Gud forbarme sig, frøken! Ved De, hvad klokken er?»

Nei, frøken Vold vidste det ikke; vinduerne stod aabne, og der lugtede gjennemtrængende cigar og vin.

164«Den er otte minutter over tre,» sagde tante Gitta med sterkt eftertryk paa hvert. ord.

«Jasaa, – ikke mere,» sagde frøken Vold.

«Det er ikke Deres skyld, at De ikke har dræbt mig inat,» vedblev tante Gitta; «men et menneske, der gjør dag til nat og nat til dag, synder mod himmelens ordning. Skaan mig og gaa tilsengs, jeg beder ikke om andet,» sluttede tante Gitta.

Den næste dag flyttede frøken Vold.

«Nei, damer med kortklippet haar og viltre øine skal én passe sig for,» sagde tante Gitta.

Endnu har ikke tante Gitta fundet nogen kompagnon, skjønt det er hendes ivrigste maal og ønske.

Og tante Gitta hyller sig ind i sit forverk, spiser sin beaf, drikker sin porter, gaar i selskab hver eneste aften og sørger – sørger – sørger!

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.