IX.

Tirsdag.

Tallebergs Restauration holdtes lukket, og Gardiner var trukket for Vinduerne mod Gaden.

I et Kammer indenfor Restaurationsrummene laa Bertel Tallebergs Lig paa nogle Planker, som var lagt Side om Side over to Stole. Et Lagen var hyllet om Legemet; men den venstre Haand var gledet ned, saa en Guldring kunde skimtes, strammet dybt ind i Kjødet paa den mørkerøde Langfinger. Det var Per Amundsens Forlovelsesring.

Der var en kvælende Stank. – Men det generte ikke Fluerne, som fløi ind gjennem det aabentstaaende Vindu til Gaardsrummet, summed omkring i Værelset, gjorde muntre Kast i Luften, krøb og krabbed om hinanden frem og tilbage over det hvide Lagen og besatte tæt de ubedækkede Dele af den nedgledne Haand.

Ligkisten skulde være af gildeste Sort, med baade Udskjæringer og Forsølvninger, og først idag kunde den blive færdig.

Ud paa Eftermiddagen kom den.

Og omsider var Liget lagt nedi og Laaget slaat paa.

Saa kjørte de Bertel Talleberg ud af Gaardsporten og ned til Kirkegaardens Lighus, hvor Hans Teodor og Sagstyrer Vik allerede havde sit midlertidige Kvartêr.

– Men endnu en anden kjørtes paa Porten fra Tallebergs Hus den Dag; og det var Oline Larsen – efter et grovt Mundhuggeri med Bertel Tallebergs Enke.

Nu, ikke at Oline Larsen blev husvild, alligevel; dertil var hun for godt kjendt med Oluf Rundström, en svensk Tusenkunstner, som et Aars Tid havde opholdt sig i Langestrand, og som nu villig aabned hende Døren til sin Kvistbekvemmelighed paa Kammer, Alkove og Kogemaskine.

– Og Oluf Rundström havde faat sig en «Husbestyrerinna».

---

Saa var de atter uden Arbeide og Lønningsdag – 84 Mand, af hvilke omkring Halvdelen var Familieforsørgere.

– Tirsdag Formiddag gav Oscar Andrésen sine Arbeidere Ordre til Fremmøde i Kontorbygningens Gaardsrum.

Det var en taus Flok, med triste Ansigter, han havde fremfor sig, da han steg ud paa Dørhellen.

Og i Sandhed, den nærmeste Fremtid laa alt andet end lysteligt tilrette for disse 84. De nyeste Aviser havde meldt, at Lastepriserne i Udlandet snarere sank end steg. Byens øvrige Brug havde nok – og i slige flaue Tider heller mere end nok af – Arbeidskræfter. Rygtet vilde vide, at et Nedslag i Arbeidslønningerne havde vært paatale i Brukseierforeningen.

– «Goddag!» sagde Oscar Andrésen, – «Goddag, Goddag, kjære Folk! – – Ja, det ser sort ut her, naa, baade for mei og dere. – Det var en sørgeli Tilskikkelse – altfor sørgeli. – Men naar Uløkka er ute, saa – – – Si mei: har noen a dere Anelse om, hossen Ilden er kommet op? – har vel lagt og ulmet etsteds, fra der var Fyr paa om Dagen? – – er vel det rimeligste – vel?»

«Ja, bare den inte er paasat?» bemærked Maskinist Kristensen.

«Paasat? – – hossen? – – du nævnte ikke et Or om det ved Politiforklaringen igaar; – hva mener du?»

«Nei, det var først idagmaarres, jeg kom tell aa dra mei i Minne, at da jei gik forbi her Lørdags Kvæld saan ved Ellevetiden, saa syntes jei saa tydeli, jeg skimted en Mann mellem Stablerne nere unner Fyrhuset. Jei tænkte, det kunde være en Gauk med en Brænnevinsflaske eller noe saant, jei.»

«Hva sier du? – nei jasaa? – – Du kunde inte se, hvem det var?»

«Nei, jei kunde inte det.»

«Du dro inte Kjendsel paa ham?»

«Nei, jei gjore inte.»

«Inte det ringeste? – hva?»

«Nei, slettesinte. – – Jei skal naa forresten heller inte nægte for, at jei var saa temmeli paa en Kant.»

«Naa! – saa har du kanske set feil, ossaa, du! – – Man ser saa mye rart, naar man – – Men her blir naturlivis yderliere Brandforhør, og da kommer det nok op, hvis her er noe gæli – som jei jo rigtinok nødi vil tru. – – Ja, ille var det, og værste Smækken faar jei jo sjøl, naturlivis.»

– Det kvapp i ham, da gamle Herregud i Kaalrabien i det samme kom ind Porten og stilled sig bagenfor de andre.

– – «Naa ja,» blev han ved, «jeg vil haape, jei klarer mei over det, – og det er jo Meninga aa bygge Bruket op igjen, skjønner dere. – Men det tar Tid, det – saa noe Arbei kan her naa inte være aa tænke paa, her, iaar. Og saa faar dere da se dere om etter annen Beskjæftigels saalænge. – Vi faar møte Uløkka saa godt vi kan, alle sammen.»

«Di hadde naa vel assurert, lel?» spurgte Stavskjærer Mikkelsen.

«Assurert? – ja-a – – ja, det vil si – – jo, naturligvis hadde jei assurert, – men altfor lite, skjønner dere! – altfor lite, – – Naa vel, det er inte mere aa snakke om, det. – – Men jei vil naa allievel nødi, at dere skal gaa snaue fra mei og komme rent paa bare Bakken med det samme; dere skal faa utbetalt hver sine 10 Kroner. – Knudsen! – – aa nei, la mei likesaagodt sjøl, siden det er sidste Gangen – indtil videre, da. – Trond Flatberg: værsgo! – Olaves Pedersen – – –»

Ên efter ên kom de frem og fik sig de 10 Kroner leveret af Oscar Andrésens Haand, bukked, mumled et sagte: «tak!» traadte saa tilbage og gav Plads for andre. – Endelig var det ekspederet.

– «Naa,» sagde Oscar Andrésen, «se der er jo gamle Ole Augustinussen ossaa. – Ja, jei kan forstaa, det maatte være et forfærdeli Støt for dei. – Se her – 25 Kroner til en liten Hjælp – værsgo!»

Ole Augustinussen traadte med langsomme Skridt tæt hen til ham og hvisled ham mellem Tænderne ind i Ansigtet:

«Kjæl–tring!»

Saa snudde han sig og gik.

Oscar Andrésen blev gulbleg og fôr tilbage, saa han var lige ved at falde over Dørstokken; to Tikronesedler og en Femkroneseddel daled ned paa Hellen ved hans Fødder. Han fatted sig dog snart.

«Jei mener, at gamle Herregud i Kaalrabien inte er rekti i Hue blet!» sagde han og forsøgte med etslags Smil. – «Aa ja,» fortsatte han og slog over i et Suk, «det kunde nok ta paa noen og hver, det, som han har maattet gaa igjennem stakkar!»

– Men dette Optrin mellem Ole Augustinussen og Oscar Andrésen blev siden Gjenstand for megen Snak og forskjellige Udlægninger.

---

Torsdag var Begravelsesdagen.

Oppe i det fashionable Strøg af Langestrands Kirkegaard, mellem velstelte, blomstersmykkede Grave, fra hvilke en varierende Mangfoldighed af Granitstøtter hæved sig med sine gyldne Bogstaver eller med sorte paa hvidt Marmor, var der en aaben Grav, sirligt omkranset med Granbar. – Den var bestemt for Bertel Talleberg.

Men paa Kirkegaardens nedre Del, hvor der kun var Tue ved Tue og et og andet hvidligt Trækors med Skrift i Sort, stod der en Dobbeltgrav aaben, med lergraa Jordklumper omkring. I den skulde Hans Teodor og Sagstyrer Vik stedes til Hvile; og de skulde faa nedi med sig Liget af et fireaarsgammelt Barn, en Sypiges Datter. – Fattigfolk klarer sig altid med mindre Alburum.

– Begge Klokker i Kirketaarnet stemte i; og ud af Lighusets Dør kom seks Mand bærende med Bertel Tallebergs Kiste.

Prosessionen ordned sig og begyndte at skride frem, – forrest Kisten, helt overdækket med Blomster og Grønt, dernæst Enken med sin Datter ved den ene og Provst Carlsen ved den anden Side, saa to lange Rækker af sorte Hatte, under hvilke den hedengangnes Venner og Bekjendte – først og fremst Byens Restauratører – gjorde ham den sidste Ære.

Kisten anbragtes paa Plankelaget ved Gravranden. En trykt Sang med Kors og Sørgerand blev omdelt; det var en af Kirkebogens Ligsalmer, for Anledningen arrangeret til «før» og «efter» Jordfestelsen.

Sangkoret faldt ind. Da første Afdeling var sunget, løfted Provst Carlsen langsomt Silkehatten af sit staalgraa Hode, og hans hvidkravede, sortkjolede Skikkelse trên i velærværdig Fyldighed hen til Kisten, mens alle Hatte blev strøget og mange hvide Lommetørklær kom frem i Beredskab.

«Elskede Jesu Kristi Venner! – Hvo ved, hvor nær mig er min Ende? – sandelig, i en Stund som denne lyde disse Salmistens Ord med Røst som Basuners Røst ind i vores alles Hjerter – Vi staa her idag samlede om en Baare, – en Baare, som først og fremst er en Taarens, en Sorgens Baare, men dernæst ogsaa en Baare, over hvilken Uforkrænkelighedens herlige Haab breder sine lyse Vinger.

En Taarens Baare! – Se denne grædende Enke og dette faderløse Barn med Taare paa Kind, – hvad have vi mere Vidnesbyrd behov?

En Sorgens Baare! – En Mand, en Forsørger rives væk fra sine Kjære, de ømmeste Baand overskjæres, visselig, det giver Sorg, smertelig Sorg. Og Sorgen bliver dobbelt smertelig, naar det er en Mand i sin bedste Alder, i sin fulde Kraft og Virksomhed. Men tidobbel bliver Sorgens Smerte, naar det som her sker i et Øieblik, uden Varsel og endydermere under ledsagende Omstændigheder af saa ganske særdeles rystende en Art.

Og dog, dyrebare Medforløste: med Sorgen og Klagen hold Maade! Thi ogsaa ved denne Baare har et saligt, et livsaligt Haab taget Plads.

Visselig var han, som nu hviler her, en Synder, en stor Synder for Gud; thi alle have vi syndet, og os fattes Guds Ære. Men da Nøden var størst, og Flammerne omgav ham og Vandene truede med at opsluge ham i hans pligtopfyldende Nidkjærhed for Næstens Vel og Velfærd – hvilket heller ikke skal glemmes ham, – da vendte han sig til den ene og eneste trofaste, den gamle af Dage, der selv har sagt, at for den, som banker, vil han oplade, og den, som raaber, vil han svare og ingenlunde støde ud.

Og denne Mand bankede paa den Almægtiges Dør, og han raabte den Høiestes Navn, saa ogsaa vi hørte hans Raab om at indlades. Og det er vor faste Fortrøstning, at hans Bøn og ydmyge Begjæring er hørt. – Ja, mine Venner, havde vi været lydhøre som Hyrderne paa Bethlehems Marker eller som den gamle Simeon eller som den Prophetinde Anna, Phanuels Datter af Asers Stamme, – o, da er det vort frydefulde Haab, at høit over Flammernes Bragen og Vandenes Brusen havde vi hørt Englenes Sang for en Synder, som omvendte sig, og hvis Sjæl de nu skulde bære over i Abrahams Skjød.

Og se: paa ham, som ligger her, ja, paa ham passer det Ord, som skrevet staar, at han blev rykket som en Brand ud af Ilden, rykket ud ved Guds Naades Finger og ind til den evige Glæde.»

– Provst Carlsen havde under Talen kjæmpet tappert mod den kvælende Ligstank, som strømmed ham ind i Næse og Mund og strøg med de lumre Vindbølger forbi ham henover Ligfølget. Pastoren havde smaat om sen traadt noget ifra og vendt sig, saa han halvt var kommen til at staa med Ryggen mod Kisten. Men endda hjalp det ikke. Han maatte derfor – meget mod sin Vis ved godt betalte Begravelser – bryde af med en kort Bøn, hvorpaa han, lidt hurtigere end hans Værdighed og Kjole strengt taget tillod det, kom sig et Stykke bort og pusted ud.

Kisten blev sænket i Graven, Provst Carlsen maatte atter deran for at aflevere de tre Skuffer Jord. Og da Sangens sidste Toner døde hen, gik ên efter ên af Følget op paa Gravhaugen, bøied sig et Øieblik udover, saapas at Kransene paa Kistelaaget skimtedes; Kirkeklokkerne taug. – Og saa var Langestrand færdig med Bertel Talleberg.

– Restauratør Holte og Skomager Paulsen gik sammen ud Kirkegaardsporten.

«Kom naa,» sagde Holte, «saa gaar vi hjem tell mei aa tar vors et realt Glas Øl tell aa skylle Halsen med.»

«Neigu om jei har Tid, du, – jei maa hjem og sy Sko.»

«Hva er det, som staar saa paa idag, da?»

«Inte noe anna en at jei saa fort som muli vil fortjene mei tyve Kroner ekstra, for aa sætte i Banken.»

«Hoffør det, da?»

«Jo, og saa overdrar jei Bankboka tell Præsten Carlsen, paa den Betingelse, at han og ingen annen holler Liktalen over mei – for alle Tilfælles Skyll, skjønner du. Jei lovte mei sjøl det, da jei hørte, saa nydeli som han ekspederte Bertel Talleberg inn i Gussrike. – – – Se der kommer de med Hans Teodor og Jens Vik, ossaa,» lagde han til, da han i det samme saa sig tilbage indover Kirkegaarden.

– Og fra Lighuset kom et nyt Følge.

Men ingen Klokkeklang hørtes fra Kirketaarnet.

To umalte Ligkister aabned Toget. Næst efter gik en gammel Sjømand, Sypigens Onkel, med en Barnekiste under den venstre Arm.

Ikke en eneste Silkehat fulgte; men af Kasketter og Arbeidsbluser var der flere at se. – Hele Familien fra Kaalrabien – undtagen Stine og hendes Barn – gik blandt de forreste. Ole Augustinussens Ansigt havde den samme stivnede, taareløse Ro, som da han fulgte Sønnens Lig hjem fra Brandstedet; Armstumpen bar han stukket ind under det slidte, graabrune Trøiebryst.

Fem af Sagstyrer Viks otte Børn fulgte Faderens Kiste. Moderen var hjemme – holdt Sengen.

Men Følgets Mængde var Arbeidere fra det brændte Brug – en tung Skare med træge Trin og triste Træk og ludende Skuldre.

– Omsider var Kisterne nedsænket – først Hans Teodors. Men da Viks skulde efter, viste det sig, at Graven var for trang. Nu ja, der var ingen Tid til Forandring, Kisten blev staaende paa Kant, væltet over til høire Side. – Saa blev Barnekisten anbragt, som det bedst kunde falde sig.

Man vented nu kun paa Præsten.

Ja, dette var en strid Dag for Provst Carlsen; for hans Kapellan var syg, og saa maatte han jo selv – i Embeds Medfør – –. Nu havde han netop faat Tid til at stikke hjemom og styrke sig paa et Glas Vin og et Stykke Smørrebrød.

– Et Salmevers; – hvorpaa Provsten fandt etpar Trøstens Ord til de gjenlevende, stêg saa op og fik Jordpaakastelsen forrettet med en vis Fart. For atter slog den ulidelige Brand-Lig-Stank imod ham, og det var, som kjendtes den endnu langt værre her.

– Men da gamle Herregud i Kaalrabien hørte den dumpe Lyd af Mulden paa det bare Kistelaag, da brød han ud i en Graad, som forvred hans Ansigt og gjennemrysted hans Krop som i Krampe.

Der var Taarer i de flestes Øine; der hørtes heftig Hulken og dæmpet Snøften.

Sypigen græd, som skulde hendes Bryst sprænges. – Hun folded Hænderne og stammed gjennem Graaden:

«Aa ja, Gud ske Tak, at vesle Martine er saa godt gjemt! – jei har mere enn nok med aa berge Maten i Munnen tell Veslebror. Men ham vilde jei naa gjerne faa Lov aa beholle, allikevel.»

---

Boken er utgitt av Høgskolen i Oslo og Akershus

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.