1ste Kapitel.

Illustreret Folkeblad nr 24–32, 13.juni–8.august 1857, 2. årgang.

I en stor Dal kan der være et til alle Sider fritliggende højt Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra det den gaar op, til den falder. Og de, som bor tættere under Fjeldene og sjeldnere faar Sol, kalder da hint Sted en Solbakke. Den, hvorom her skal fortælles, boede paa en saadan, hvoraf Gaarden havde sit Navn. Der lagde Sneen sig sidst om Høsten, der braanede den ogsaa først om Vaaren.

Gaardens Ejere var Haugianere og kaldtes Læsere, fordi de havde det travlere med at læse i Bibelen end andre Folk. Manden hedte Guttorm og Konen Ingrid; de fik en Gut, som døde for dem, og i tre Aar kom de ikke paa den østre Side af Kirken. Efter dette Tidsforløb fik de en Jente, som de kaldte op efter Gutten; han havde hedt Syvert, og hun blev døbt Synnøv, da de ikke fandt noget Nærmere. Men Moderen kaldte hende Synnøve, fordi hun, saalænge Barnet var lidet, havde for Vis at lægge «min» til, og det da syntes hende at falde lettere. Hvordan det var og ikke var: den Tid Jenten blev større, kaldte Alle hende Synnøve efter Moderen, og de Fleste sagde, at i Mandeminde var ikke saa fager en Jente voxet der i Bygden, som Synnøve Solbakken. Hun var ikke gammel, før de hver Prækensøndag tog hende med i Kirke, skjønt Synnøve i Førstningen ikke vidste bedre, end at Præsten stod og skjændte paa Slave-Bent, som hun saa sidde lige nedenfor Prækestolen. Dog vilde Faderen hun skulde være med – forat faa Vanen, sagde han; og Moderen vilde det Samme, «da Ingen vidste, hvorledes hun imidlertid blev passet hjemme». Var der paa Gaarden noget Lam, kid] kje, geitekillingKid eller liden Gris, som vantrivdes, eller en Ko, som noget Ondt kom over, blev det altid givet Synnøve til Ejendom, og Moderen syntes vide, at fra den Stund kom det sig; Faderen troede ikke rigtig, det kom deraf, men det var i alle Fald det Samme, hvem af dem ejede Fæet, naar det blot trivdes.

42

Paa den anden Side i Dalen og tæt under det høje Fjeld laa en Gaard, som hedte Granliden, saa kaldet, fordi den laa midt i en stor Granskog, den eneste i vid Omkreds. Ejerens Oldefader havde været blandt dem, som laa i Holsten og ventede laa i Holsten og ventede Russen] I 1762 forberedte tsar Peter III et angrep på Danmark. I den anledning ble en dansk-norsk hær samlet i Holsten og Mecklenburg (Nielsen 1958,129)Russen, og fra denne Færd bar han mange fremmede og forunderlige Frøsorter med hjem i Turnistret] militærranselTurnistret . Dem plantede han rundt sine Huse; men i Tidens Længde var en efter en gaaen ud; kun nogle Grankongler, som sært nok var kommen iblandt, havde sat stærk Skov og skyggede nu Husene til alle Sider. Holstensfareren havde hedt Thorbjørn efter sin Bedstefader; hans ældste Søn Sæmund efter Faderen, og saaledes havde paa den Gaard Ejerne skiftevis hedt Thorbjørn og Sæmund – op i umindelige Tider. Men det Ord gik, at i Granliden havde blot anden hver Mand Lykken med sig, og det var ikke ham, som hedte Thorbjørn. Da den nuværende Ejer, Sæmund, fik sin første Søn, tænkte han mangehaande derved, men turde dog vanskeligt bryde Slægtens Skik, og kaldte ham derfor Thorbjørn. Grundede han da over, om ikke Gutten kunde opdrages slig, at han kom forbi den Skjebnesten, Snakket havde lagt i hans Vej. Han var ikke rigtig vis paa det, men han syntes formærke stridigt Sind hos Gutten; «det skal plukkes ud», sagde han til Moderen, og saasnart Thorbjørn var bleven tre Aar, satte Faderen sig stundom hen med et Ris i Haanden, tvang ham saa til at bære alle Vedtræer tilbage paa sin Plads, tage op igjen den Kop, han havde kastet, klappe Katten, som han havde knebet. Men Moderen gik gjerne ud, naar det Sind kom over Faderen. Sæmund undredes ved, at alt som Gutten blev større, var der mere at rette hos ham, og det uagtet han stedse blev strengere medfaren. Han holdt ham tidlig til Bogen og lod ham gaa med paa Marken forat kunne have et Øje med ham. Moderen havde stort Hus og Smaabørn; hun kunde ikke mere end klappe og formane Sønnen hver Morgen hun klædte ham paa, og tale sagte med Faderen, naar Helligdagene samlede dem. Men Thorbjørn tænkte, naar han fik Hug, fordi a, b sagde ab og ikke ba, og fordi han ikke havde Lov at give liden Ingrid Ris, som Faderen gav ham: – det er dog underligt, at jeg skal have det saa slemt og alle Smaasødskendene mine skal have det saa godt.

43

Da han var mest omkring Faderen og han ikke turde tale synderligt til ham, blev han ordknap, skjønt ikke faatænkt. Engang undslap det ham dog, medens de drog paa det vaade Hø: «Hvorfor er alt Høet tørt og inde derover paa Solbakken, og her er det vaadt?» «Fordi de har oftere Sol end vi.» Det var første Gang han lagde Mærke til, at den Solglands der borte, han tit havde siddet og glædet sig ved, stod han selv udenfor. Siden den Dag faldt hans Øjne oftere paa Solbakken end før. «Sid ikke der og gab», sagde Faderen og gav ham et Puf; «Herover maa vi slide, det vi kan, baade Liden og Stor, skal vi faa Noget i Hus.»

Sæmund skiftede Tjenestegut, da Thorbjørn kunde være omkring de Syv, Otte. Aslak hedte den nye, og han var nok allerede vidrejst, skjønt han blot var Unggutten endda. Den Kveld, han kom, var Thorbjørn gaaen tilsengs, men den næste Dag, han sad og læste, slog En op Døren med et saadant Spark, som han aldrig havde hørt før, og det var Aslak, der kom drivende med et stort Fange Ved, – slængte det med Fart ned paa Gulvet, saa Skierne føg til alle Sider. Selv hoppede han højt i Vejret forat trampe Sneen af sig, og for hvert Hop raabte han: «Det er koldt sa’ Troldbruden, hun sad i Is til Bæltet!» Faderen var ikke inde, – men Moderen sopte Sneen sammen og bar den stiltiende ud. «Hvad glaner du efter?» sagde Aslak til Thorbjørn. «Ikke efter Noget», svarte denne; thi han var ræd. «Har du seet den Hanen, som du har bag i Bogen der?» «Ja». «Han har fuldt af Høns omkring sig, naar Bogen er lukket i, – har du seet det?» «Nej». – «Saa se efter!» – Gutten gjorde saa. – «Du er en Tosk!» sagde Aslak til ham. – Men fra den Stund havde Ingen den Magt over ham som Aslak.

«Du kan Ingenting», sagde Aslak en Dag til Thorbjørn, – denne piltede som sædvanlig efter ham for at give Agt. «Jo, jeg kan til den fjerde den fjerde Part] i Pontoppidans forklaring (katekisme), som var inndelt i 5 delerPart.» «Pyt! Nei, du har ikke engang hørt om Troldet, der dandsede saalænge med Jenten, til Solen randt, og det revnede som en Kalv, der har spist Surmelk!» I sine Levedage havde Thorbjørn ikke hørt saamegen Kundskab paa een Gang. «Hvor var det?» spurgte han. «Hvor? – Ja det, – jo, det var borte paa Solbakken der!» Thorbjørn stirrede. «Har du hørt om ham, 44 som solgte sig til Fanden for et Par gamle Støvler?» Thorbjørn glemte at svare, saa forundret var han. «Du tænker vel paa, hvor det var – he? – – Det var ogsaa borte paa Solbakken der, rigtig lige nede i den Bæk, du ser! – – – Vorherre bevar’ os! Det staar daarligt til med din Kristendomskundskab,» sagde han videre. «Du har vel ikke engang hørt gjetti hende Kari Træstak osv.] refererer til «Kari Træstak» og «Kværnen, der staar og maler paa Havsens Bund» i Asbjørnsens og Moes Norske Folkeeventyr, 1852Kari Træstak?» Nej, han havde Ingenting hørt. Og medens Aslak nu arbejdede fort, fortalte han endnu fortere, – og det var om Kari Træstak, om Kværnen, der malte Salt paa Havsensbund, om Fanden med Træsko paa, Troldet, som fik Skjægget fast i en Træstamme, de syv grønne Jomfruer, som nappede Haarene af Skyttepers Lægge, medens han sov og umulig kunde vaagne, – og Altsammen foregik borte paa Solbakken. «Hvad i Guds Navn gaar der af Gutten?» sagde Moderen den næste Dag. «Han har nu staaet paa Knæ der borte paa Bænken og seet udover til Solbakken, fra det blev lyst». «Ja, idag har han det travelt», sagde Faderen, som laa og hvilte sig den lange Søndag. «Aa, Folk siger, at han har fæstet Synnøve Solbakken,» sagde Aslak; «men Folk siger ogsaa saa meget», lagde han til. Thorbjørn forstod det ikke rigtig, men blev dog ildrød over det hele Ansigt. Da Aslak gjorde opmærksom herpaa, krøb han ned af Bænken, tog sin Katechismus og satte sig hen at læse. «Ja, trøst dig med Guds Ord, du,» sagde Aslak; «du faar hende saa ikke alligevel.»

Da det led saalangt frem i Ugen, at han tænkte de havde glemt det, spurgte han Moderen ganske sagte (thi han var undselig ved det): «Du, – hvem er Synnøve Solbakken?» «Det er en liden Jente, som engang skal eje Solbakken.» – «Har hun ingen Træstak da?» Moderen saa forundret paa ham: «Hvad er det du siger?» sagde hun. Han følte det maatte være noget Dumt og tiede. «En har aldrig seet vakrere Barn, end hun er», lagde Moderen til, «og det har hun faaet i Løn af Vorherre, fordi hun bestandig er snild og brav og flittig til at læse.» Nu vidste han det med.

En Dag Sæmund havde været i Marken sammen med Aslak, sagde han om Kvelden til Thorbjørn: «Du skal ikke oftere være sammen med Tjenestegutten.» Men Thorbjørn agtede ikke videre 45 paa det. Saa lød det en Stund efter: «Dersom du findes oftere sammen med ham, gaar det dig ikke godt!» Da sneg Thorbjørn sig efter ham naar Faderen ikke saa det. Denne kom over dem, der de sad og talte sammen; da fik Thorbjørn Prygl og blev jaget ind. Men siden passede Thorbjørn Aslak op, naar Faderen ikke var hjemme.

En Søndag, Faderen var i Kirke, gjorde nok Thorbjørn Ugangdet står Ugang i originalen, men sannsynligvis trykkfeil for Ugagn hjemme. Aslak og han kastede Snebolde paa hverandre. «Nej, nej, du kvæler mig, bad Thorbjørn; lad os kaste tilsammen paa noget Andet.» Aslak var strax færdig, og saa kastede de først efter den spinkle Gran borte ved Buret, saa efter Burdøren, og endelig efter Burvinduet, – ikke dette selv, sagde Aslak, men Listen omkring det. Thorbjørn traf imidlertid Ruden og blev bleg. «Pyt, hvem faar vide det? Kast bedre!» Han saa gjorde, men traf nok en. «Nu vil jeg ikke mere.» I det Samme kom hans ældste Søster, liden Ingrid ud. «Kast efter hende, du!» Thorbjørn var strax færdig, Jenten græd og Moderen kom ud. Hun bad ham holde inde. «Kast, kast!» hviskede Aslak. Thorbjørn var hed og ophidset; han gjorde saa. «Jeg mener du gaar fra Viddet, jeg», sagde Moderen og rendte mod ham. Han foran, hun efter – Gaarden rundt; Aslak lo og Moderen truede. Men der fik hun ham fat oppe i en Snedrive, og gav sig ifærd med rigtigt at dænge ham. «Jeg slaar igjen, jeg, det bruger de her» – Moderen holdt forundret inde og saa paa ham. «Det har en Anden lært dig», sagde hun saa, tog ham stiltiende ved Haanden og førte ham ind. Hun sagde ikke et Ord mere til ham, men stellede godt for hans Smaasødskende og talte med dem om, at nu kommer Fader snart hjem fra Kirken. Da begyndte det at blive dygtig hedt i Stuen. Aslak bad om Lov til at besøge en Slægtning; det fik han strax; men Thorbjørn blev meget mindre, da Aslak var gaaen. Han havde frygtelig ondt i Maven og var saa klam i Hænderne, at han svedede Bogen, naar han tog i den. Bare Moder ikke vilde sige Noget til Fader, naar han kom hjem; men at bede derom, fik han ikke over sig. Alt, han saa paa, skiftede Udseende, og Stueuhret sagde: Bank, Bank – Bank, Bank! Han maatte op i Vinduet og se paa Solbakken. Den alene laa tilsneet, stille og perlede i Solen, som bestandig, Huset stod og lo ud 46 af alle Ruder, og der var visselig ikke en eneste itu; Røgen foer forfærdelig glad op af Piben, saa han kunde forstaa, at de ogsaa der kogte for Kirkefolket. Der gik bestemt Synnøve og saa ud efter Fader sin, og skulde slet ikke have Hug, naar han kom hjem. Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, og blev paa en Gang saa kjærlig mod sine Søstre, at det var ingen Ende paa det. Ingrid var han saa god mod, at han gav hende en blank Knap, som han havde faaet af Aslak. Hun tog ham om Halsen, og han tog hende om Halsen: «kjere, vesle Ingrid min, er du sint paa mig?» «Nej, vesle Thorbjørn! Du kan gjerne kaste saa meget Sne paa mig, som du vil». Men der trampede En Sneen af sig i Svalen! Det var ganske rigtig Faderen; han syntes mild og god, og det var endnu værre. «Nu?» sagde han og saa sig omkring, – og det var forunderligt, at ikke Stueuhret ramlede ned. Moderen satte Maden frem. «Hvordan staar det til her?» spurgte Faderen, idet han satte sig og tog Skeen op; Thorbjørn saa paa Moderen, saa Taarerne kom ham i Øjnene. «Aa – jo», sagde hun rent utrolig langsomt, og hun vilde sige endnu Mere, det saa han nok. «Jeg gav Aslak Lov til at gaa ud», sagde hun. – Det var nu dengang, tænkte Thorbjørn, – han tog paa at lege med Ingrid, som om han ikke tænkte paa nogen Verdens Ting. Saalænge havde Faderen aldrig spist, og Thorbjørn gav sig tilsidst ifærd med at tælle hver Bid; men da han kom til den fjerde, vilde han se, hvormeget han kunde tælle op mellem den fjerde og femte, og saaledes gik det istykker for ham. Endelig rejste Faderen sig og gik ud. Ruderne, Ruderne, klirrede det for Ørene paa ham, og han saa efter, om de vare hele, de, som var i Stuen. Jo, de var hele allesammen. Men nu gik ogsaa Moderen ud. Thorbjørn tog liden Ingrid i Fang og sagde saa blidt, at hun maatte forundret stirre paa ham: «Vi To skal lege Gulddronning i Enge, vi!» Det vilde hun da gjerne. Og saa sang han, medens Benene skalv under ham:

Vesle Blomme,
Enge-Blomme
hør nu lidt paa mig!
Og vil du være Kjæresten min,
47 saa skal du faa en Kaabe fin
af Fløjel og Guld,
af Perler fuld.
Ditteli, dutteli, deja, –
og Solen skinner paa Heja!

Saa svarte hun:

Gulddronning,
Perledronning
hør nu lidt paa mig.
Jeg vil ej være Kjæresten din,
jeg vil ej have Kaaben fin
aj Fløjel og Guld,
af Perler fuld –
Ditteli, dutteli, deja –
og Solen skinner paa Heja!

Men som nu denne Leg var bedst igang, kom Faderen ind og satte Øjet vist paa ham. Han trykkede Ingrid tættere i Fang og faldt slet ikke af Stolen. Faderen vendte sig bort, sagde Ingenting; en halv Time gik, han havde endnu Intet sagt, – og Thorbjørn vilde næsten begynde at være glad, men turde ikke. Han vidste ikke hvad han skulde tro, da Faderen selv hjalp til at klæde ham af; han begyndte saa smaat at skjælve igjen. Da klappede Faderen ham paa Hovedet og strøg hans Kind; det havde han ikke gjort, saalangt tilbage Gutten kunde huske, og derfor blev han saa varm om Hjertet og over den hele Krop, at Frygten randt af ham som Is for Solstik. Han vidste ikke hvorledes han kom i Sengen, og da han hverken kunde give sig til at synge eller raabe, lagde han Hænderne stille overkors, bad Fadervor sex Gange fremlængs og baglængs, ganske sagte, – og følte, idet han sovnede ind, at der var dog Ingen paa Guds grønne Jord, han holdt slig af som Fader sin.

Den næste Dag vognede han i en forfærdelig Angst, fordi han ikke kunde skrige; thi han skulde nu alligevel have Prygl. Da han slog Øjnene op, mærkede han til stor Lettelse, at han havde bare 48 drømt det, men mærkede ogsaa snart, at en Anden skulde netop have Prygl, og det var Aslak. Sæmund gik op og ned ad Gulvet, og Thorbjørn kjendte nok den Gang. Den noget lille, men undersætsige Mand saa en og anden Gang under de buskede Bryn saaledes hen til Aslak, at denne nok følte, hvad der laa i Luften; Aslak selv sad oppe paa Bunden af en stor Tønde, nedad hvilken hans Ben dinglede eller krogede opover. Han havde som sædvanlig Hænderne i Lommen og Huen paa Hovedet trykket let ned, saaat det tykke mørke Haar stak i Dusker frem under Skyggen. Den lidt skjæve Mund var endnu skjævere, det hele Hoved holdt han lidt paa Skakke og saa til Sæmund fra Siden af under halvt tillukkede Øjenlaag. «Ja, Gutten din er gal nok», sagde han; «men værre er det, at Hesten din er troldskræmt.» Sæmund standsede: «Du er en Gab!» sagde han, saa det drønnede i Stuen, og Aslak lukkede Øjenlaagene endnu tættere til. Sæmund gik paany; Aslak sad en Stund stille. «Jogu er den troldskræmt, jo!» og skottede efter ham forat se hvad Virkning det havde. «Nej, men den er skogræd, er den,» sagde Sæmund, fremdeles gaaende; «du har fældet Træ over den i Marken, din uvorne Slusk, og derfor kan Ingen længer faa den til at gaa rolig der.» Aslak hørte en Stund paa dette. «Jaja! tro det du! Troen skjæmmer Ingen….. Men jeg tvivler paa den gjør Hesten din god igjen,» lagde han til og skubbede sig idetsamme længer ind paa Tønden og dækkede for Ansigtet med den ene Haand. Sæmund kom ganske rigtig hen til ham og sagde sagte, men uhyggeligt nok: «du er en ond ….» «Sæmund!» lød det borte fra Aaren; det var Ingebjørg, Konen, som tyssede paa ham, ligesom hun sad og tyssede paa den Mindste, der var bange og vilde skrige. Barnet havde tiet før, og nu taug ogsaa Sæmund; men han stak dog sin for en saa undersætsig Mand meget lille Næve lige opunder Næsen paa Aslak og holdt den der en Stund, idet han ludede sig frem og brændte ham med Øjnene ind i Ansigtet. Derpaa gik han som før og saa hen til ham en og anden Gang i Hast. Aslak var meget bleg, men lo dog med det halve Ansigt over til Thorbjørn, idet han holdt den Side ganske stram, som vendte mod Sæmund. «Vorherre give os et godt Taalmod!» sagde han om lidt, men bøjede i det samme 49 Albuen op som forat afbøde et Slag. Sæmund standsede tvært og skreg med al sin Stemme, idet han satte Foden i Gulvet, saa Aslak gav sig: «Nævn ikke ham, – du!» – Ingebjørg rejste sig med Spædbarnet og tog ham mildt i Armen. Han saa ikke til hende, men lod dog i det Samme Armen falde. Hun satte sig, han gik atter op og ned; men Ingen sagde Noget. Da dette varte en Stund, maatte Aslak til paa Ny. «Ja,…. han har vel meget at bestille paa Granliden, – han!» «Sæmund, Sæmund!» hviskede Ingebjørg; men før det naaede frem, var Sæmund alt raset hen til Aslak, som satte Foden for. Den blev brudt ned, Karlen greben i den og Trøjkrave, løftet og saaledes sat imod den lukkede Dør, at Fællingen gik ud han ud igjennem den paa Hovedet. Konen, Thorbjørn, alle Børnene skreg og bad for ham, og hele Huset stod i een Jammer. Men Sæmund ud efter ham, huskede ikke paa at lukke Døren ordentlig op, men spændte Resterne tilside, tog ham anden Gang, bar ham ud af Svalen, ud paa Gaarden, løftede ham højt og kastede ham med al Magt ned igjen. Og da han mærkede, at der var formegen Sne, til at han kunde slaa sig tilgavns, satte han Knæ paa hans Bryst og foer ham lige op i Ansigtet, løftede ham tredje Gang, bar ham til et mere snefrit Sted, som en Ulv, der drager en sønderrevet Hund, slap ham atter, værre end før, knægik ham, – og Ingen kunde vide, hvorledes dette havde endt, dersom ikke Ingebjørg var styrtet imellem med Spædbarnet i Armen: «Gjør os ikke ulykkelig!» skreg hun…..

En Stund efter sad Ingebjørg i Stuen, Thorbjørn klædte sig, Faderen gik atter op og ned, drak nu og da lidt Vand; men Haanden dirrede slig, at Vandet fløj over Koppen og klaskede i Gulvet. Aslak kom ikke ind, og Ingebjørg gjorde om Lidt Mine til at gaa ud. «Bliv inde,» sagde han, – som var det ikke til hende han talte, og hun blev inde. En Stund efter gik han dog selv. Han kom ikke ind igjen. Thorbjørn tog sin Bog og læste uafladelig, uden at se op, skjønt han ikke samlede en Sætning.

Et Stykke længere frem paa Formiddagen, var Huset i sin gamle Orden, skjønt Alle havde en Følelse over sig som efter et fremmed Besøg. Thorbjørn vovede at gaa ud, og den Første han mødte udenfor Døren, var Aslak, som havde læsset alt sit Tøj paa 50 en Kjælke; men Kjælken var Thorbjørns. Thorbjørn stirrede paa ham; thi han saa styg ud. Blodet var klæbet fast til Ansigtet og smurt vidt udover, han hostede og tog sig ofte for Brystet. Han saa en Stund stiltiende paa Thorbjørn og saa brød han stærkt frem: «Jeg liker ikke de store Øjnene dine, Gut!» Dermed skrævede han over Kjælken, satte sig og agede nedover. «Du faar se til, hvor du finder Kjælken!» sagde han og lo, idet han endnu en Gang vendte sig og rakte Tungen ad ham. Da rejste Aslak.

Men i den Uge, som fulgte, kom Lensmanden did, Faderen var stundom borte, Moderen græd, og hun var ogsaa et Par Gange borte. «Hvad er det Moder?» – «Aa Aslak har forvoldt det Altsammen.»

Saa en Dag greb de liden Ingrid i, at hun sad og sang:

O, du livsalige Verden!
Nu er jeg lej af din Færden;
Jenten stikker Foden frem,
Gutten gaar fra sine Fem.
Madmor blander Vand i Mad,
Madfar ligger lang og lad,
Katten er den Klogeste i Huset,
han stjæler Rømmen af Kruset.

Der blev vel et Sporlag efter, hvor hun havde lært den Visestump. Jo, det var af Thorbjørn. Denne blev meget ræd og sagde, han havde lært den af Aslak. Det sagdes ham da, at dersom han selv sang eller lærte hende flere slige Viser, fik han Hug. Lidt efter kom liden Ingrid til at bande. Thorbjørn blev atter kaldt til og Sæmund mente, det var bedst han fik lidt af Riset med det Samme; men han græd og lovede saa fagert for sig, at han slap for den Gang.

Den næste Prækensøndag sagde Faderen til ham: Idag skal du slippe at gjøre Ugagn hjemme; du skal følge med mig til Kirke.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.