7de Kapitel.

God Tid efter sad Guttorm Solbakken og Konen, Ingrid sammen borti den store, lyse Stue paa Solbakken og læste for hverandre af nogle nye Bøger, som de havde faaet fra Byen. De havde været i Kirke om Formiddagen; thi det var en Søndag, – saa havde de gaaet lidt sammen udover Jordet forat se, hvorledes Grøden stod og forat overveje, hvad der skulde lægges igjen eller haves oppe til næste Aar. De havde ruslet fra den ene Atlege og Ager til den anden, og det syntes dem, at Gaarden var gaaet godt frem i deres Tid; «Gud ved, hvorledes den vil skjøttes, naar vi er borte?» havde Ingrid sagt. Da var det, Guttorm havde bedt hende følge med ind, at de kunde læse i de nye Bøger; «thi En gjør bedst i at holde sig fra slige Tanker.»

Men nu var Bogen prøvet, og Ingrid mente, at de gamle var bedre: «Folk skriver nu bare op igjen af dem.» – «Det kan være Noget i det; Sæmund sagde idag til mig i Kirken, at Børnene ogsaa er bare Forældrene op igjen.» – «Ja, du og Sæmund har nok talt om Meget idag.» – «Sæmund er en forstandig Mand.» – «Men holder sig lidt til sin Herre og Frelser, er jeg bange for.» – Herpaa svarte ikke Guttorm. – «Hvor blev det nu af Synnøve?» spurgte Moderen. «Hun er oppe paa Loftet,» svarte han. «Du sad der jo selv med hende før, hvorledes var hun tilsinds?» – «Aa –.» «Du skulde ikke have ladet hende blive siddende der alene.» – «Der kom Nogen.» Konen tiede lidt. – «Hvem var vel det?» – «Ingrid Granliden.»

«Jeg tænkte, hun var paa Sæteren endnu.» – «Hun var hjemme idag forat Moderen kunde komme i Kirke.» – «Ja, vi saa da ogsaa hende der en Dag.» – «Hun har Meget at staa i.» – «Det har Andre med; En kommer alligevel did, han længes til.» Guttorm 104 svarte ikke herpaa. Om en Stund sagde Ingrid: «De var der hele Granlidfolket idag foruden Ingrid.» – «Ja, det var vel forat følge Thorbjørn første Gang.» – «Han saa daarlig ud.» – «Ikke bedre at vente; jeg undrede mig over, han var saapas.» – «Ja, han har faaet lide for sin Galskab.» Guttorm saa lidt ned for sig. «Han er nu bare Ungdommen endnu.» – «Der er ingen god Grund der; En kan aldrig være tryg paa ham.»

Guttorm, som sad med Albuerne paa Bordet og drejede en Bog rundt i Haanden, aabnede nu denne, og idet han begyndte ligesom at læse sagte i den, lod han de Ord falde: «Han skal være ganske sikker paa at faa igjen sin fulde Hilse.» Moderen tog nu ogsaa en Bog. «Det var rigtig bravt for en saa vaker Gut,» sagde hun; «Vorherre lære ham at bruge den bedre.» De læste Beggeto; saa sagde Guttorm, idet han bladede om: «Han saa ikke bort til hende i hele Dag.» – «Nej jeg mærkede mig ogsaa, at han sad stille i Stolen, til hun var gaaen.» En Stund efter sagde Guttorm: «Du tror, han glemmer hende?» – «Det var i alle Fald det Bedste.»

Guttorm læste ligefrem, Konen bladede. «Jeg synes ikke videre om, at Ingrid bliver siddende her,» sagde hun. – «Synnøve har neppe nogen Anden at tale med.» – «Hun har os.» – Nu saa Faderen bort paa hende: «Vi maa ikke være for strenge.» Konen tiede; om en Stund sagde hun: «Jeg har heller aldrig forbudt hende det.» Faderen lagde Bogen sammen, rejste sig og saa udover ifra Vinduet. «Der gaar Ingrid,» sagde han. Neppe havde Moderen hørt dette, før hun gik hurtig ud. Faderen stod endnu længe i Vinduet, vendte sig da og gik op og ned. Konen kom ind igjen, han stansede. «Jo, det var som jeg tænkte,» sagde hun; «Synnøve sidder oppe og græder, men roder nedi sin Kiste, naar jeg kommer,» og saa fortsatte hun, idet hun rystede med Hovedet: «Nej, det er ikke godt, at Ingrid gaar her.» – Hun gav sig til at stelle med Kveldsmaden, gik ofte ud og ind. Engang, medens hun var ude, kom Synnøve, lidt rødgrædt og stille; hun gled tæt forbi Faderen, som hun saa oppi Ansigtet, og hen til Bordet, hvor hun satte sig og tog en Bog. En Stund efter lagde hun den sammen, gik hen og spurgte Moderen, om hun skulde hjælpe hende. «Ja, gjør du det,» sagde denne; «Arbejde er godt for Alting.»

105

Det blev hendes Tur at dække Bordet; det stod borte ved Vinduet. Faderen, som hidtil havde gaaet op og ned, gik nu derhen og saa ud; «jeg tror den kommer sig den Bygageren, Regnet slog,» sagde han; hun stillede sig ved Siden af ham og saa til. Da sagde han sagte: «Det staar godt paa Granliden iaar.» Han hørte Ingenting fra hende; men hun blev staaende og se; da vendte han paa sig, Konen var inde, og saa strøg han bare den ene Haand ned ad Synnøves Baghoved, hvorpaa han atter gav sig til at gaa.

De spiste, men meget stille; Moderen læste Bønnen den Dag baade før og efter Bordet, og da de havde rejst sig, vilde hun de skulde læse og synge, hvad de ogsaa gjorde. «Guds-Ord giver Fred; det er dog den største Velsignelse i Huset.» Moderen saa i det Samme hen til Synnøve, som havde slaaet Øjnene ned. «Nu skal jeg fortælle en Historie,» sagde Moderen; «det er sandt hvert Ord, og ikke ilde for den, som vil tænke derover.»

Og saa fortalte hun: «Der var i min Opvæxt en Jente paa Haug, som var Datterdatter til en gammel boglærd Lensmand. Han tog hende tidlig til sig forat have Glæde af hende paa sine gamle Dage, lærte hende da naturligvis Guds-Ord og god Skik. Hun var snar til at fatte og glad i Kundskab, saa hun inden lang Tid løb var fremme, hvor vi stod tilbage, hun skrev og regnede, kunde sine Skolebøger og 25 Kapitler i Bibelen, da hun var 15 Aar; jeg husker det som igaar. Hun holdt mere af at læse end af at danse, saa hun sjelden fandtes der, hvor Laget gik, men tiere i Bedstefaderens Loftværelse, hvor hans mange Bøger stod. Det bar slig til, at hvergang vi kom sammen med hende, stod hun som hun var andensteds, og vi sagde til hverandre: var vi blot saa kloge som Karen Haugen. Hun skulde arve Gamlingen og mange gode Karle bød sig til at dele halvt med hende; Afslag fik de alle. Paa den Tid vendte Præstesønnen hjem fra sin Præstlære; det var ikke gaaet godt med ham, saasom han mere havde havt Sind for Vildskab og onde Ting end for de gode; nu drak han. «Vogt dig for ham!» sagde den gamle Lensmanden. «Jeg har været meget sammen med de Fornemme, og er det min Erfaring, at de er mindre værdt vor Lid end Bonden.» Karen hørte bestandig hans Røst over de Andres, – og da hun senere traf til at møde Præstesønnen, 106 gik hun afsides, skjønt han stod efter hende. Siden kunde hun ingensteds gaa, uden hun mødte ham. «Væk,» sagde hun; «det nytter dig lidet!» Men han fulgte. Hun vilde ikke fortælle det til den gamle Lensmanden, saaledes bar det til, at hun dog tilsidst maatte stanse og høre paa hin Karl. Han var fager nok, skjønt han ikke havde levet som han burde. Tilsidst var de sammen daglig; havde han hundrede Tunger, havde hun hundrede Øren. Men saa blev det slig imellem dem, at han sagde, han ikke kunde leve hende foruden. Da skræmtes hun væk. Han gik og drev om Husene der; men hun kom ikke ud; han stod udenfor hendes Vindu om Natten og græd, men hun kom ikke frem; han sagde, han vilde gjøre Ende paa sig; men Karen vidste, hvad hun vidste. Tog han saa paa at drikke igjen. – «Vogt dig: det er Djævelens List Altsammen,» sagde den gamle Lensmanden. Saa stod han en Dag lige paa hendes Værelse; Ingen vidste, hvorledes han var kommen did. «Nu vil jeg dræbe dig,» sagde han. «Ja, trøst dig til det!» sagde hun. Men saa græd han igjen og sagde, det stod i hendes Magt at gjøre ham til et skikkeligt Menneske. Da hun Intet vilde svare paa dette, spurgte han, hvorfor hun ikke vilde tro ham. «Kunde du endda et halvt Aar holde dig fra at drikke,» sagde hun. Og saa holdt han sig i et halvt Aar fra at drikke; «tror du mig nu?» spurgte han. «Ikke før du i et halvt Aar holder dig fra al Slags Lag og Lystighed.» Det gjorde han; «tror du mig nu?» spurgte han. «Ikke før du rejser hen og ender din Præstlære.» Han gjorde ogsaa dette, og Aaret efter var han tilbage som fuldlært Præst. «Tror du mig nu,» spurgte han og havde endda Kappe og Krave paa. «Nu vil jeg nogle Gange høre dig forkynde Guds-Ord,» sagde Karen. Og det gjorde han purt og rent, som det sig en Præstemand sømmer; han talte om sin egen Daarlighed og hvor let det var at sejre, naar En først kunde begynde, og hvor godt Guds-Ord var, naar En først fandt det. Gik han saa igjen til Karen. «Ja, nu tror jeg, du lever efter, hvad du selv ved,» sagde Karen. «Og nu vil jeg fortælle dig, at jeg i tre Aar har været trolovet med Anders Haugen, mit Sødskendebarn; du skal lyse for os paa næste Søndag.»

Her sluttede Moderen. Synnøve havde ingen Opmærksomhed vist i Begyndelsen, siden mere og mere, nu hang hun i hvert 107 Ord. «Er det ikke Mere?» spurgte hun. «Nej,» svarte Moderen. Faderen saa til hende, da gled hendes Blik usikkert til Siden og hun fortsatte efter en liden Betænkning idet hun drog Fingeren efter Bordpladen: «kanske det ogsaa kunde være noget Mere; – – men det er det Samme.» «Er det Mere?» spurgte Synnøve, og vendte sig mod Faderen, som syntes at vide det. «Aa – ja; men det er, som Moder siger; det kan være det Samme.» – «Hvorledes gik det ham?» spurgte Synnøve. «Ja det var netop det,» sagde Faderen og saa hen til Moderen. Denne havde lænet sig bagover mod Væggen og saa paa dem begge. «Blev han ulykkelig?» spurgte Synnøve – «En kan lidet vide derom … ellers tror jeg som sagt vi faar slutte, hvor der skal være Slut,» sagde hun og rejste sig. Faderen gjorde ligesaa, Synnøve senere.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.