Vi får bli her. De hænger gardiner op i kontoret.

Han lever ikke dagen over.

Lie mener du?

Naturligvis. Da jeg gik min tur idagmorges, var jeg indom der. Fruen var elendig; aldeles nedtrykt, sagde jomfruen. Sent igåraftes havde hun fåt telegram fra hans læge.

Og det barn, som skal komme? Ottende måned, jo?

Ja meget vanskelige omstændigheder. Aldeles fortumlet var det forresten, jomfruen sagde. Men gjør dig istand, Blom. Vi skal møde hos statsministeren kl. 12. Jeg har allerede talt med ham idag. Hs. exc. var forresten påfaldende rask idag. Nu! Jeg har ikke været ledig et øjeblik. I aftenaviserne står du allerede nævnt som en af dem, der står i første række ved besættelsen af posten – hvis han dør, før avisen kommer ud da. Og så en vittig artikel af Strøms brorsøn om din svigerinde – han skal være meget vittig.

Ja men – kan ikke det undgås?

Blom! Er det for vor egen skyld, vi handler?

Jeg har tænkt hele natten på, hvad jeg skulde gjøre som minister, og jeg fandt ikke nogen reformer –

Reformer! Vi skal administrere.

Det skulde da være, at der gjordes noget mere for de klassiske studier.

Ja, det kommer nok. – Har du talt med Helene idag.

Nej, jeg har netop ståt op. Jeg søvnede så sent, jeg lå og tænkte.

Ejvind kommer om en stund. (Blom hører ikke). Ejvind kommer om en stund.

Jaså – gjør han det?

Blom, du liker ikke Ejvind.

Hvor kan du tro – han er jo din søn.

Herregud! både du og jeg har da i vor ungdom danset på andet end bonede gulve.

Jeg aldrig.

Nu ja, jeg og Strøm da. Og det var jo på en måde også for at lære folkets trang at kjende, som Ejvind siger – ialfald det smukke kjøns.

Det er slet ikke det.

Ja herregud, det, at han er rød, gjør dog virkelig ingen ting. At det går over med årene, ved da både du og jeg. Vi hørte jo selv engang til oppositionen, dengang den var berettiget, gudbevares –; du selv var jo en af dem, som talte mest – og bedst naturligvis. Og slig som vi sang – jeg hører formelig duren endnu. Jeg synes næsten, vi sang for meget.

Ja, for du havde ingen stemme. Du vilde heller holde taler.

Jamen var det ikke dig, som fremsatte forslag om, at der skulde være studentertog hvert år? – Det kan jeg like. Godt humør!

Nej, jeg er ikke i godt humør. Det er hans forhold til religionen, hans hele livsanskuelse –

Hvilken?

Hans livsanskuelse, siger jeg.

Hvilken, spør jeg. For han har havt flere. 42Han har vandret den moderne udviklingsgang. Pietist, indifferent, grundtvigianer, vantro. Vær ikke bange. Alle bekjendte fritænkere omvender sig, før de dør. Historisk – man læser det i avisen ret som det er.

Jamen, Stabel, Helene og Ejvind passer slet ikke sammen.

Hør Blom – i den slags ting hylder jeg absolut ubetinget frihed. Ingen påvirkning eller overtalelser fra forældrenes side. Kjærlighed er, om jeg så må sige, – kjærlighed er kjærlighed. Ikke sandt?

Men min kone – Kristine tror heller ikke de passer sammen.

Du har jo selv sagt, at din kone tror, at Helene elsker Ejvind – og desuden naar du vil, så vil din kone naturligvis også. Det har jo altid været så.

Ja naturligvis, det har altid været så.

Ja, jeg mener naturligvis ikke andet end –

Nej naturligvis. Men han selv, Ejvind, – kan han – hvad skal han ta sig til.

Han går ind i mit departement. Jeg er sikker på det. Men kort og godt. Lad os ikke fortabe os i fremtiden. Det gjælder nu først og fremst om, ved hans hjælp at få forhindret en handling, som ikke alene vil være til uudslettelig skandale for familjen – sæt dig levende ind i situationen! men – jeg vover at sige så stort et ord, – som vil være til ulykke for landet.

Å!

Det er mit ramme alvor.

Har De hørt det?

Vi véd det, vi véd det.

Han ligger hen i en døs.

Nej hvad? Noget nyt?

Kommer fra fru Lie i dette hellige øjeblik. Hun havde netop fåt telegram – det er ikke ti minutter siden. Ligger hen i en døs.

Og ingen formue – stakkels kone.

Nu ja – den enes død –

Det er så –

Men alligevel!

Vi foreslår stor pension.

Man kan da ikke leve af forslag.

Jo af at fremsætte forslag, kan man leve – Stabel lever.

Det blir den andens statsmagts sag at bevilge. Suum cuique. Er du færdig Blom? Om et kvarter må vi gå.

Øjeblikkelig. (hen til spisestudøren). Kristine!

Ejvind bad udtrykkelig at hilse Dem frue.

Tak (ser hen på Blom).

Efter aftale kommer han her om en stund – og så tror jeg nok, det skal lykkes (gnider sine hænder).

Hvilket?

At få Deres datter forhindret fra at foretage et overilet skridt. Å, det skal nok gå, det skal nok gå. (Fruen ser efter Blom, som ser væk).

Et glas sherry, mine herrer.

Det må ske i en fart. Klokken 12 præcis må vi være hos hs. exc.

Når nu Ejvind får Helene, og du får Blom – ind i statsrådet, og så den gamle excellence dør efter hundrede års trofaste arbejde – was willst du noch mehr?

Tror du, jeg er en alvorlig mand?

Du er min ven, og din konto hos mig beløber sig nu til 9000 kr.

Du er rigtig hyggelig idag, Strøm.

Jeg er objektiv. Jeg gjør op status.

Vil du være så snil at sy den store Olafen i kjolen. Det gjør Kristine altid. Værsågod. Du kan gjerne sidde her og sy. Ikke sandt, mine herrer? (skjænker i glassene).

Kan man tænke sig et skjønnere syn. Hustruen fæstende symbolet på sin mands fortjeneste på hans kjole. Et helt genrebillede. Næsten historiemaleri. Skål hr. statsråd Blom.

Tak.

Titlerne er det dog ikke værdt at begynde med endnu.

Ja det er sku sandt, han lever endnu.

Ganske rigtig.

Må jeg ikke destomindre på egne – og advokat Strøms vegne som Deres mands ældste venner af et oprigtigt hjærte få lov til at ønske Dem tillykke frue. Jeg kjender jo af personlig erfaring det i sandhed skjønne forhold som altid har fundet sted mellem mand og hustru i dette hjem, og jeg føler mig overbevist om at De fremdeles med råd og dåd vil stå Deres mand bi i hans høje stilling. Og jeg vil for mit personlige vedkommende ønske, at det forhold som i så mange år har knyttet mig til dette hus må blive endnu langt intimere og inderligere – til held og lykke for alle parter. Frue.

Kristine! Kald på Helene.

Hvad vil du hende?

Bare kald på hende, Kristine.

Vi må gå. Klokken er mange.

Bare et øjeblik.

Kom herhen Helene. (lægger armen om hendes liv). Vi er nok politiske modstandere vi to. – Det er vel ikke så farligt vel? – Det, du sagde igåraftes – (Helene vil ud af faderens arm) ja, jeg mener bare, at det, du sagde igåraftes, gjorde dit gode hjærte ære, og jeg har derfor besluttet at gjøre dig en glæde – og jeg véd, jeg kan ikke gjøre det på nogen bedre måde – på nogen måde, som du heller – Vil du ha 400 kr. til dine fattige?

Far!

Må jeg få lov at tegne mig for 200 kr.

Det er meget smukt. Det er netop kvindens rette opgave, når hun vil træde udenfor hjemmets snevre ramme.

Vil ikke du også tegne dig, Stabel?

Må jeg også tegne mig for – (Strøm rækker to fingre ivejret) for to hundrede kroner.

Mange tak. Jeg skal anvende pengene vel (rækker hånden ud til fruen). End du mor –

Hvad mener du?

Nå ja, det er sandt – far har betalt for dig. (Lidet ophold). Men far, er du ikke ræd for at jeg skal drive forceret fattigpleje med pengene, som du så ofte har sagt?

Det mente jeg ikke så nøje.

Det er på høje tid – vi må gå.

At du skulde være med på det!

Hvad mener du?

Ikke mere om det, mor. (vender sig i døren). Mange tak far.

Værsågod. Kjolen er færdig. (går ud spisestudøren).

Et på samme tid ypperligt og smukt indfald!

Jeg tror ikke, det virkede heldig.

Jeg forstår ikke, hvad I mener.

Men der kan du se. Det eneste middel er Ejvind. Forstår du, at det ikke går an, at hun går på det møde? – Ringte det ikke? Det er vist Ejvind. Få din kone med ud med det samme, vi går. Det er bedst, at de unge er alene. (Blom viser utålmodighed).Vil du være minister, eller ikke?

Sentimentalitet er en lej ting, Blom.

Bestem dig. Vi må gå.

Ja – der jo ikke noget galt i, at de taler sammen. De kan jo tale sammen. Og hvis de elsker hverandre –

Ja naturligvis; det må bli deres egen sag 51– Ta så på dig og få din kone med ned over gaden. – Naturligvis Blom!

Er Helene hjemme, Deres excellenser. (gjør dyb kompliment).

Hun er inde på sit værelse. Men hun har stængt døren.

Jeg kommer nok ind. Undskyld, at jeg afbrød ministerrådet. (til Strøm) For De skal vel bli minister, De også?

Nej, jeg er tilhænger. Et ministerium må da ha tilhængere også.

Deres nåde!

Deres excellense! (idet hun går, nikker hun).

Hvor jeg igrunden holder af Deres søster, frue!

Ta så på dig Kristine, og følg med nedover 52gaden; jeg vilde gjerne tale med dig, og du skal jo ud i byen alligevel.

Det gik først op for mig idagmorges, men jeg er aldeles enig med Dem. Bedre at få en rig kone, som ikke har prostitueret sig end en rig kone, som har prostitueret sig. Naturligvis.

Hr. advokat. Jeg må bé Dem –

Værsåartig. Men nu behøver De naturligvis ikke mit tilbud, – hvis det lykkes Dem da. Sparet er sparet.

Kom så Blom. Farvel Ejvind. (trykker hans hånd).

Stol på mig frue og De også, hr. professor. Alt skal nok vendes til det bedste. Farvel hr. professor.

Går De ikke i følge med os? (ser på Blom).

Nej, Ejvind Stabel blir her. Du véd –

Blom da!

Der hører jeg, hun kommer ridende.

Kom så. Hele ministeriet er afgået.

Hvad er det du vil mig, tante?

Goddag, frøken.

Goddag. Hvad er det du vil mig, tante?

Jeg vilde bare – (ser spørgende på Ejvind). Jeg vilde bare – jo, jeg vilde vise dig – her skal du se. (Trækker frem af sin pose flere større og mindre papirlapper).

Hvad er det?

Manuskriptet til min tale idag. Jeg arbejder altid således. Da får jeg det klarere. Enhver ting for sig. (ordner sine manuskripter).

Hvad skal du tale om idag, tante.

Jeg vil tale om så mange ting; – om alt muligt. Jeg vil begynde med begyndelsen – hvorledes børn fødes forskjellig, hvorledes de modtages forskjellig – af de rige forældre med glæde, af de fattige i sorg og sinne – og om en masse, masse andre ting. Jo, idag tror jeg nok, jeg skal holde en tale, som har vasket sig. Ejvind mener, at vi ikke bør optræde på det første møde – at det første møde ligesom skal være mere forberedende. Det er jeg aldeles uenig i. Slag i bordet strax.

Det er jo det første egentlige socialistmøde, som holdes her i byen – og vi er jo ikke egentlig socialister –.

Jeg tror, jeg er socialist.

Ja, synes ikke De også, frøken Helene, at det var bedre, at vi ventede til næste gang og så, hvorledes det gik.

Der er ikke tale om det. Slag i bordet strax, har jeg sagt. Det kan ikke nytte at vente og vente.

Jeg følger med dig, tante.

Du! (pludselig fra hende). Er det for at få mig til at lade være?

Fy, tante.

Ja, magthaverne lægger snarer ud, skal jeg sige dig. De er ræd mig. – Men er det værdt at du går med. Jeg er barket, jeg. Det er ikke noget for dig.

Hvorfor?

Å jeg ved ikke. Men det er da morsomt at være ung; – og du er jo vakker – og danse – og more sig – og ha det morsomt. (højtidelig). Og dette er prostitution, skandale.

Jeg følger med dig, tante.

Kjære barn. Vi går i kampen sammen – (med udrop) men din far og mor!

Jeg har sagt dem, at jeg går.

Du har den rette art. (trykker hendes hånd). Farvel, jeg går hjem og læser på talen.

Vent lidt, jeg går med dig med det samme.

Frøken, jeg vilde gjerne tale med Dem – bare et øjeblik.

Og jeg har ikke tid til at vente. (mellem dem, tar dem begge i hånden). Lad os tre holde sammen, så skal vi nok få gjort lidt – om det bare er lidt, lidt. – Dere to er mine bedste venner. (ser først på den ene, så på den anden – et par gange). Gid!

Tante!

Gid! Har jeg ikke lov at sige gid kanske? – Adjø! vi mødes på slagmarken. Et sligt pent gammelt fruentimmer som jeg, fælder fiender bare ved at vise sig. (vender sig i døren). Gid! (ud)

Går De på mødet ieftermiddag?

Nej. Gå ikke De heller!

Jeg har jo lovet det – og jeg troede, De også –

Jeg tilstår åbent, det var for at undgå disputer, at jeg lovte det.

Fy, det synes jeg, da ikke tante har fortjent af Dem.

De mener – fordi hun nogle gange har hjulpet mig, når jeg var i forlegenhed. Det gjør mig ondt – at De antog –

Fy – det er stygt af Dem – jeg har ikke vidst om noget sådant; og i et hvert tilfælde – fy.

Men De skulde vide, hvad jeg har brugt de penge til – nu ja nok om det.

Ja, jeg synes også det.

Hvorfor er De så kold mod mig?

Kold. Jeg er ikke kold. Men jeg synes, at det er stygt af Dem, at De vil narre tante; og jeg synes også, det var underligt, at De så rolig kunde høre på, hvorledes de behandlede hende igår.

Tror De ikke, at jeg af mit inderste hjærte føler dette usigeligt rørende ved denne kvinde, der hun står i kampen med sin sugende trang til at gjøre sine medmennesker godt. Men vi må handle fornuftig.

Men vi gjør jo ingenting. Det er bare hun, som handler. Vi andre –

De mener mig. Tal kun ud. Men frøken Helene, vi er ikke alle skabt til at arbejde på samme måde. De er for fin til det grovere arbejde – ja jeg behøver jo ikke at sige Dem, at der ligger ingen foragt, ingen mangel på kjærlighed i «grovere«. De – og jeg, vi må virke på de højere klasser, vi må gå i deres selskaber, få dem til os, for at de skal forstå, at det nye, det som er oppe i tiden, er ligeså fint, ligeså skjønt, ligeså aristokratisk som det 59gamle, men kun uendelig fyldigere, rigere, aandigere, kjærlighedsfuldere. Forstår De mig.

Nej! – ja det vil sige, jeg forstår det nok, – men det er ikke for mig. Jeg kan intet gjøre, uden hvor jeg ser, der trænges til hjælp, og derfor vil jeg gå med tante. Jeg vil gå med tante.

Å, Helene. Jeg har drømt, og det var mit livs kjæreste drøm – jeg sad sammen med en kvinde nede i syden, i Venezia; – vi drev nedover kanalen i en gondol. Det var en dejlig måneskinskveld. Jeg holdt hendes hånd, hun så mig i øjet, og denne kvinde var ikke til leg, men til alvor, og i håndtrykket og i blikket lå et løfte: Vi skal arbejde sammen. – Vi vandrede i Rom og vi nærede os med minder, og vi gik i Paris, republikens Paris, og vi fanged dåb i fremtidshåb – men i det alt lå der et løfte, et ubrødeligt løfte om, at vi skulde arbejde sammen for vort fattige folk i by og bygd, vi skulde bringe lys, hvor der var mørke, vi skulde hæve og hjælpe de fattige og små, og vor gjerning skulde være grødefuld udover de almindelige vilkår, fordi kjærligheden bar –

Nej, nej.

Og De skulde ikke angre, at De troede på mig. Intet mål er mig for højt, ingen post i dette rige er jeg ræd for, at jeg ikke skulde nå, men lidt medbør må jeg ha. Jeg må, jeg må. Åbent og ærlig. Deres formue skulde være en af løftestængerne i vort fællesarbejde. Jeg siger det, som det er. Men Deres løn skulde blive rig. Jeg elsker Dem, og vi skulde arbejde sammen. Og så om kvelden. I rigt oplyst sale skulde vi samle alle, som elsker friheden, politikere, videnskabsmænd, kunstnere, digtere, kvinder, kvinder – og du Helene, skjøn og åndfuld skal være midtpunktet, skal være fruen i Norges første salon. Tro mig, Norge har en fremtid (griber hendes hånd).

Nej. Ejvind Stabel, nej. Jeg vil ikke. Jeg duer ikke til at sidde og lyse i Deres salon. Det er ikke arbejde – – ialfald ikke for mig. (lige hen til ham). Gå med på mødet idag. Læg frem det, De har læst, det De har tænkt. Hjælp tante, hjælp dem som har det ondt – hjælp mig – da kanske –

De elsker mig, Helene.

Nej, nej, nej.

Frøken Helene. Er det ikke mig, som har vækket Dem. Er det ikke mig, som har lært Dem at tænke lidt udover hjemmets grænser, lært Dem, at der var et levende liv ude i verden også.

Jo, jo.

Og har De ikke levet rigere, lykkeligere efterat De lærte at se, hvor De før var blind, lærte at høre tidens røster, som Deres øre var døvt for.

Jo jo, jeg skylder Dem så meget. Jeg er Dem taknemlig for så meget, så taknemlig.

Jeg tror, jeg har handlet til Deres bedste, og jeg handler til Deres bedste, når jeg råder Dem: gå ikke på dette møde. Intet bliver opnået, Deres forældre blir bedrøvet, og De selv 62blir bare som – som – ja De véd hvem jeg mener.

Ja jeg vil nødig bli som tante Ulrikke – og det blir jeg vist.

Og dog vil jeg tusen gange heller det end være som en af de andre. Ja jeg føler undertiden en brændende lyst til at rejse mig og præke og deklamere og sprælle med armene som tante og få alle de andres latter og smil og hån over mig – så fik jeg da engang sikkert, sikkert fodfæste og var ikke i uvished og tvil bestandig. Nu vil jeg gå på det møde. Jeg glæder mig til at gå med tante – for jeg er ikke fejg –

Helene!

Er det ikke Dem, som er fejg, Helene Blom? Hvad er meningen med alt dette frihedsstrævet? Er det ikke, at vi skal være fri, hver enkelt af os, og i gjerning vise verden, hvad frihed er. Er ikke det tidens pulsslag – er det 63ikke det som kræves i tidens digtning (trykker hende ind til sig). Helene! Elsk mig. Du er ung, du er skjøn – du er af kjød og blod, du kræver livets lyst udover alt, som binder –

Tal ikke slig til mig. – Hører De – jeg ber Dem.

Lad os elske hverandre med den ubundne, skjønne friheds hele glød (trykker hende til sig, forsøger at løfte hendes bøjede hode; det lykkes ikke og han trykker et langt brændende kys på siden af hodet). Vi er jo ikke ræd nogen straf – tror ikke på nogen løn. Lad os vise de andre en elskov så fri, så fin – (bøjer sig for at kysse hende).

Slip mig – jeg skriger, (hun slider sig løs; kaster sig hulkende på sofaen).

Helene!

Det var ikke ærligt. Det var ikke ærligt – det var ikke ærligt.

Nej – det var ikke ærligt; – det var 64lumpent, jeg angrer, jeg angrer. Men elsk mig; elsk mig. De redder mer end De tror. Jeg er ikke sikker på mig selv, om jeg skal gå og altid ha strømmen imod mig. Jeg må ha magt, rigdom og opfyldelse af min kjærlighedsdrøm for at kunne udfolde mine vinger, for at kunne bruge mine evner. Jeg ligger her og ber dig, tigger –

Nej nej. Jeg kan ikke.

Du elsker mig Helene.

Goddag. (pludselig). Ja, det er sandt, hvorledes gik det? De har talt med Helene – er det afgjort?

Nej ikke endnu. Adjø.

Gudskelov!

Vil De da gjerne, at hun skal gå på det møde?

Det var ikke det, jeg mente. Går hun da på det møde?

Det er ikke afgjort endnu, siger jeg Dem. Farvel.

De må forhindre det, Ejvind For enhver pris! Så er alt i orden! Men hs. exc. sagde udtrykkelig, at den sag måtte bringes i orden –

Å, nu forstår jeg.

Hvad forstår De?

Å det var ikke noget. Farvel.

Jeg stoler på Dem, Ejvind Stabel.

Farvel.

Farvel, Stabel.