33Mere og mere elsker jeg slettelandet. Dette at øiet kan vandre, vandre i milevis og aldrig møde noget der stænger, men stadig lys. Der er ved dette lys og ved slettens dæmpede lyd noget som smelter sammen med ens drømmerier. Der er i åens flyden hen mellem det myge grønsvær som en menneskelig dirren, og det samme er der i kirkeklokkens sang, som bæres hen på lange luftbølger der intet støder mod, men først længst ude dør hen.
Og dog er det ikke sig selv man finder igjen. Har man boet sammen med elven og lierne i en dal, da møder man så snart sine minder på hver gren og hver sten, og de kan være lyse og vakre, men de kan også være tunge og såre. Det er anderledes her. Det er som der ude fra de vide synsrande kommer nye håb, og ikke håb alene og gyldne drømme, men frugtbare tanker, en ser sit liv i nye lys, en forstår meget en ikke har forstået før.
Det er ikke bare dagen som er vakker. Når ud fra tusmørket den første stjerne springer frem som den første hvidveis fra vårens muld, da er det så nær, at 34man synes man måtte kunne gå til det, hvis man gik i mange dage. Men når så alle de andre stjernerne også kommer, da er det netop så vidt, så høit her som intet sted, og dog ser man, hvordan himlen støtter sig på jorden i nord og syd og øst og vest.
Alligevel drages jeg i denne tid mest mod selve mørket. Det er så stort og uden grænser. Et hav er det, hvori man altid går og tænker sig der sker noget, der kryber rødder og kravler liv og slynger sig skjæbner, – udover, ikke indestængt, nei udover mod næste morgen.
Et ensligt træ blir i dette mørke til et eventyr. Går man forbi det på lyse dagen, da opdager man det ikke, ikke det mer end de andre som står spredt her og der. Men nu løfter det sig mægtigt, sælsomt høit op over jorden. Man må forlænge sin tur, man må gå nær til det, la dets blade kjøle ens pande og kind.
Når jeg går ud over disse veie, hvor alt er uendeligt og taust, føler jeg det somom jeg har ligget i dvale. Ja netop i al den hvirvel, blandt alle de mennesker, der er det man ligger i dvale. Der er såmeget i en som ikke er med. Alt er så stykkevis, så småt.
Å, når en ser tilbage på sit liv, hvor er det så ikke lidet det det blev til! En søgte og søgte, reiste og flakked, en trode en skulde finde livets deilighed!
Livets deilighed! Det er kanske langt inde i en selv 35den ligger skjult, og man reiser fra den istedetfor til den. Og det var kanhænde bedre, om man som træet stod på samme sted både vår og høst, lod sol og regn komme med nye blade, lod vinden blæse dem bort når de blev gamle.
Skulde det være muligt? Skulde det være muligt at endnu dette store hele med den vide lykkens blå himmel kom? Jeg trode såmeget i mig selv måtte være dræbt og dødt. Og nu er det som noget vil til at vågne og stikke hodet frem. Hvert øieblik kan jeg udbryde: Jeg har det endnu! Det som jeg havde dengang, det ligger der, det har bare ligget og ventet!
Hjernespinderier! Denne høie rene luft gjør mig sværmerisk. Jeg er fire og tredive. Hvordan skulde det endnu være muligt?
Sommeren udånder nu. Ofte kommer der et bredt, varmt pust henover, der bringer alt levende til at bævre. Også mig. Drømme, som jeg trode glemte og overvundne, iler mig gjennem brystet. Jeg ser langt derude et par friske arme, en rødme af blod der vil ud mod sol. Er det noget der var en gang? Er det noget der skal komme? Jeg kan ikke si det. Blikket flakker så gådefuldt, undertiden er det som en gam36mel skjult sorg dirrer ud deraf, undertiden en ny sælsom glæde.
Og det rinder mig ihu, hvad jeg engang for længe siden tænkte det skulde være det: Kvinde. Man møder det en nat, når lyset hilser mørket, når alt som blomstrer ånder sterkere, når fjeldet elsker fjorden og fjorden månen og dråben strået. Man går med angst for livet og angst for døden, man tør ikke træde tungt for ikke at dræbe knopper, man tør ikke nynne for ikke at skræmme sovende sommerfugle, man går med dødens angst i sig, så ligger med ét en hånd på ens skulder, og en sjæl ser ud af øine, og man ved ikke hvorfra man kjender den, men man fyldes af en deilig styrke, thi nu ved man, og man gribes af en herlig kamplyst, thi nu kan man.
Skal jeg endnu møde det?
Jeg har mødt en ny kvinde. Jeg husker alting fra den kvelden. Jeg husker hvordan jeg stod og så på et rosetræ, mens hun sa farvel til de andre. Jeg husker, hvordan alslags tanker fløi mig gjennem hodet, mens jeg hørte på stemmerne og latteren: At to roser hang fulde der på træet og en tredje bleg og vissen, at jeg måtte skynde mig og se alt og ånde ind alt, før jordens bryllupstid var forbi, at der hvert øieblik kunde komme noget der røved mig min fred.
Så kom hun, og vi fulgtes nedad den lange tyste 37lønneallé. Lygterne stred en dæmpet strid med den døende solrødme, som derude i vest gav jordranden sit sidste kys før natten. Over os hvælved sig sensommernattens dunstblå, hvori sommerens vellugt samler sig, mens den selv går. Inde i havernes grønne mørke la lygterne ofte glorie over noget der endnu leved, en ribsklase, asters, sene vildblomster. Her og der så vi bag en lampe en mors grublende ansigt, børns lokkede hoder.
Vi sa næsten ingenting, hun og jeg. Og dog var det som der foregik noget hele tiden.
Pludselig forekom det mig at der for en skjælven hen over hendes legeme. Jeg så på hende. Hun var ligbleg.
«Jeg kunde ikke – ved ikke hvad det er,» hvisked hun.
Jeg mindes hvor det var stille, da hun sa det. Den lød som et skrig, hendes hvisken.
Vi var kommet til hendes dør. Hun så op på mig. Hendes stemme var blevet så vek.
«Jeg ved ikke hvad det er – der er noget hos Dem, som – – som –».
Og som et lyn var hun forsvundet.
Hvad var det? Der var sommer om os, endnu var dagens glød ikke blegnet, engene damped, alt stod og nynned – og hun var ligbleg, skjalv.
38Derinde var netop hun den livligste. Hver stund, hvert minut af sit liv vilde hun le, le, le, sa hun. Og da vi så kom ud – ud der hvor alt stod og smilte – med ét var det borte, døet væk, rødmen på kinden, ilden i øiet, ansigtslinjerne.
Hvem var hun? Det var som gik hun i en anden verden, hun, end den som var om os. Og det var som om aldrig noget andet væsen måtte komme derind i den verden som hun gik i.
Hvorfor har jeg glemt, hvordan hun så ud? Når jeg tænker efter – så så jeg vist igrunden aldrig på hende. Ansigtet, håret, armene, livet, jeg har ikke set det, kan ikke sige, hvordan det er. Og dog synes jeg jeg ved, hvordan det er.
Røsten er det eneste, jeg husker tydelig. Stadig klinger den igjen i ørene mine. «Der er noget hos Dem som . . . som . . . »
Hvad mente hun?
Jeg er blit rent tosset. Jeg har skrevet til hende, stevnet hende. Jeg har skrevet et langt brev.
Hvad vil hun tro? Jeg ser hende for mig, når hun læser det: smiler let, lægger det tilside, brister så i latter: «Gud hvor mændene er lette at dupere. Og så løber hun til en af sine veninder. Så læses det påny, som crme til chokoladen.
Jeg skulde dog være for gammel til sligt.
39Hun kom ikke. Det var også det bedste. Det vilde naturligvis bare blit en skuffelse, om jeg havde set hende igjen. Det var kvelden, som gjorde mig yr.
Der er megen vemod ved disse dage. Sommeren og høsten holder på at hviske til hinanden både morgen og aften. Der er pustet af det, som udånder, og duften af det, som er i blomst, blander sig med dunsten af det, som er under opløsning.
Jeg har fundet mig et sted hvor endnu sommeren dvæler. På afstand ser det ud som alt andet, men når man kommer nær, så er det et tempel. Pillerne er orretrær, og fra hvælvets små vinduer falder der grønlige stråler.
Det ligger netop der, hvor en bæk falder ud i åen, mit tempel. Susen af faldet er som en stille messe over alt som svinder, farver, duft, sommer, tid, susen er evig, evig lyder dens kirkemusik. Længer nede sammenslynger strømningerne alleslags hemmelighedsfulde ringe. Om jeg vidste verdensbevægelsens dybeste love, kunde jeg da tyde dem? Og kunde jeg da gjætte, hvor de døde blade, som nu og da kommer seilende, skulde finde sin grav. Jeg gjætter altid feil. De gjør de sælsomste buk mod strømmen, i den vik, jeg mindst havde tænkt på.
Jeg ved ikke hvad der er iveien med mig. Ret som det er farer jeg op. Det bobler i vandet, det skjælver i græsset:
«Ved ikke – ved ikke hvad det er.»
40Jeg havde været ude og gået. Da jeg kom op foran min dør, så jeg et par galoscher stå der, ganske små galoscher.
Det for igjennem mig: Det er hendes. Hun sidder derinde. Derinde hvor luften er tung af, hvad jeg har gået og tænkt, der sidder hun, der har hun siddet alene, før jeg kom.
Hvorfor var hun kommet? Hvorfor lod hun mig ikke i fred? Jeg havde gjort, som jeg trode hun vilde, jeg havde opgit tanken på at lære hende at kjende. Hvorfor kom hun så nu?
Hun drog sløret op. Det var hende. Sådan var det altså hun var! Nu lå det der hvidt foran mig hendes ansigt, øinene så på mig et sekund, store – jeg havde blot følelsen af noget stort, mørkt, af noget jeg engang for længe siden havde set i en drøm, – et sekund, så slog hun dem ned. Hendes hode og hendes øiehår sænked sig, som når solen skjærer i ens øine, som var der noget, hun var bange for at dagen skulde se.
Hun satte sig. Jeg stod bag hende. Hun tog den ene hanske af. Jeg så på hånden. Jeg så de fine, blå årer på håndledet. Jeg så de små neglene, jeg skimted det lyse blodet derindenfor.
Mit vindu stod åbent. Som i drømme så jeg det vifte svagt i de to høie aspe, og langt ude i synsranden så jeg en flok grågjæs flyve mod syd. Og som man hører en stemme i drømme, hørte jeg hendes, så sagte, så smertefuld.
41«Jeg turde ikke . . . turde ikke . . . komme.»
Så reiste hun sig. Jeg fulgte hende ud. Der stod de små galoscher, – så små, så små.
Jeg går og tænker på hende. Er jeg da blit overspændt. Jeg er begyndt at lægge betydning i alt muligt. Jeg går og grunder: Det gjorde hun. Sådan bøied hun hånden. Det billede så hun på. Hvad betyder det? Hvorfor skulde det hænde?
Når jeg er sammen med hende, så blir det dobbelt stille, når det er stille, og når hun så taler, så ser jeg for mig hele sletten, alle stråene, bækkene – og henover det alt går hendes ord, og tilslut er det mig som det er derfra, dybest, dybest derindefra, at de kommer.
Med ét kan der så stige frem for mig en dag langt tilbage, for mange år siden, en dag som aldrig mer kommer igjen. Jeg ser hende, som jeg blot har set som hun nu er, i sol gå bort over sletten, yngre end nu, med håret hængende ned, i en lys kjole. En uro kommer over mig: Hvor var jeg da? På et andet sted, sammen med andre kvinder. Da drømte hun drømme, jeg selv aldrig har drømt. Hvorfor kjender jeg ikke de drømme, hvorfor ved jeg ikke alt, hvad der gik gjennem hendes bryst dengang?
Jeg tror aldrig, jeg glemmer det øieblik, hun var her. Der blev en sådan vidunderlig stilhed. Det syntes 42mig, at de sov rundt på gårdene, og der var ikke et menneske, som gik på veiene, kjørene og hundene sov også, og duerne i dueslagene. Kun vi to var til i verden. Jeg havde ikke turdet røre et eneste hår i hendes lokker, det vilde ha gjort formegen støi. Jeg turde ikke røre ved hendes hanske, som lå på bordet. Jeg stod og så på den. Der var noget af dette, der er hos hende selv ved den. Jeg turde ikke røre den.
Der er noget hos hende, som aldrig har mødt mig fra nogen anden kvinde. Jeg ved ikke, hvad det er. Men mangengang, når jeg ser det skjælve i aspene derude og føler et suk gå hen gjennem luften før regn, står hun med engang tydelig foran mig igjen.
Endelig er det grønne begyndt at briste, i utallige funker, som rødmer mod døden. Det er somom bladene synger sig ind i døden, og hver af dem har sin livssang at synge. Der er ikke to løvs farve som er ens, lønnens og lindens, aspens og askens, de er forskjellige som slegterne. Men også hvert blad har sin tone: guldets, blodets, de sovende skyers og den vågnende sols, purpur, viol og lila, alt er der. Og side om side, hånd i hånd går det friske, det lyse med det gamle og gule, som blandt menneskene det går side om side, hånd i hånd, det som endnu er ungt og tror, og det som er træt og drages mod jorden.
43Hver nat brister nye skyer af løv, og når dagene kommer, står de der og smiler og gråter. Og mer og mer er det som om det er våren, det er våren som er indi alt det smil og al den gråt.
Det er somom verden er i en stille forvandling, somom nyt skal stå op, og noget skal vågne, som en aldrig skulde tro der var spirer til, eller som en altid havde troet spirerne til var ihjelfrosne.
Og dog har jeg de sidste par nætter havt den forfærdelige angst fra gamle dage, angsten for livet. Jeg har havt den sterkere end nogensinde. Det er som ude fra verdensrummet en lang arm strækkes ind ad vinduet, og en tung, sort hånd lægger sig over ens bryst: Ved du hvem du er? Ved du hvor du er?
Man ser sig om i værelset efter et venligt øie, et menneskeøie. Der er intet. Man tør ikke se ud. Thi derude står de talløse stjerner og stirrer og stirrer: Jeg ved, hvad du ikke ved. Hvad ved du, kryb?
Hun? Jeg kjender hende ikke. Det er som også hun hører til derude, langt, langt derude.
Kun engang har jeg set hendes øine. Når jeg tænker på det, er jeg ikke rolig, mine nerver skjælver. Der er noget, jeg ikke kan få fat på. Jeg søger og søger, jeg leder efter langt tilbage i mit liv, jeg leder overalt, hvor jeg ved at lede, jeg kan ikke finde det.
44– Sletten er så grænseløs. Der er så meget ukjendt, som bor derindeover de endeløse synsvidder. Øiet finder aldrig hvile. Det løber og løber over strå og sten, det kommer ingen vei, det finder blot det uudgrundelige mørke og høit oppe de truende stjerner og bag der igjen det blå dyb, det skrækkeligste af alt.
Jeg har set hende igjen. For første gang så jeg hende sammen med andre mænd. Hun strålede. Hun var som en Christi blodsdråbe rød.
Alle var i hvidt og lyst, kun hun i sort. Jeg følte stadig, hvor hun var i salen, som hun tegned sig af mod de andre.
Jeg stod og tænkte på, at hun, hun havde været på mit kammer. Der var en fryd ved at stå gjemt og se hende danse, le og stråle.
Hendes hals var blottet. Når hun strøg forbi, kunde jeg se de hvide dun. En kam med fire stene sad i håret, lokkerne trængte sig omkring den, som et frodigt buskads om et jerngjærde. Hun havde stukket ind i det to efeublade og en grønlighvid blomst, hvis navn jeg ikke ved.
Det slynged sig og gynged sig, valsed og vugged, der var alle blomster og alle prismer, – og igjen kom den sorte silke, og igjen kom de fire stene.
Og med dansen gynged der sig ind mod mig en smerte, jeg ikke kan forklare.
45Jeg så hvordan hun strøed en regn af smil om sig. Til mig havde hun aldrig smilet. Jeg så hvordan hendes hode lå ømt til en skulder. Hun retted sine øine mod mig, andre øine end de, jeg havde set, fulde af en myg glæde, som ikke gjaldt mig. Der var intet i dem, som nævnte mit navn.
Jeg gik ud. Jeg så intet, hørte intet længer derinde. Hvorfor var jeg kommet der? Jeg hørte jo ikke hjemme der.
Derude var himlen så dyb. Evige brillanter glimted deroppe.
Jeg havde været fange. Jeg havde ikke været mig selv. Hvad var det, hvad var det, der havde havt magt over mig?
Endnu summed der i mig et navn, stod der for mig et ansigt. Som et barns, når det drømmer, havde det været, når et smil døde hen på det.
Sådan var det da, hun var, glad, jublende. Det var kun mig, som gjorde det mørkt hendes ansigt.
Jeg vilde glemme det. Jeg vilde aldrig se det igjen mere.
Da lød der trin derborte, lette, urolige, et par gange stansed de, jeg syntes jeg følte hvordan et hode bøied sig og speided ind i løvet. De listed sig videre, de blev hurtigere. Tilslut var de ganske nær, jeg hørte silke rasle. Så var hun der, hun. Hun satte sig ligeoverfor mig. Hun sa intet. Hvad vilde hun? Hvorfor kom hun atter og forstyrred min ro? Der gjæred en vrede i mig.
46Og dog hørte jeg mig selv sige sagte det navn, jeg aldrig havde nævnt for hende.
– Naomi.
Naomi, hvorfor kom du?
– Jeg blev så alene deroppe med engang. Jeg var så glad, jeg dansed og lo, og alle mennesker lo. Med engang blev det så underligt for brystet. Jeg syntes alting rulled og hvirvled, hvirvled om hinanden uden mål og med, jeg syntes alle ansigterne var fortrukne, og alle ordene var skrig og hyl. Musiken begyndte at ringe for ørene mine: Engang skal du være død, engang skal du være død, engang skal du være død.
Jeg måtte holde op at danse. Men det var blit så underligt i salen. Jeg syntes de var fremmede allesammen. Jeg syntes ikke der var én, jeg turde snakke til.
Da fik jeg en vanvittig lyst til at danse mig død, danse til alt der var i mig brast, til jeg intet kunde huske mer. –
Hun så på mig med store, dunkle øine, de var næsten blit sorte, de skifted ikke, det var et eneste blik alt. Jeg følte hendes hede ånde, duften af hendes myge hals.
Hun var som et ræd barn. Hun skjalv og la sig ind til mig, og mine læber rørte ved hendes mund.
Men hendes kys var koldt som mørkets.
47Siden har jeg ikke set hende. Jeg bad hende møde mig, men hun kom ikke.
Stormene er begyndt. De hyler henover vidderne, pisker alt det som engang blomstred.
Hvorfor sad hun hos mig under den uendelige himmel og rørte mig med sit hår og sit kind? Hvorfor vækked hun tillive i mig alt det, som lå skjult inde i mig, og som jeg trode dødt? Hvordan kan jeg glemme nu?
Nu ved jeg, hvad det var, jeg så i hendes øine. En nat, da jeg var tyve år, har jeg set det hos mig selv.
Jeg ligger vågen om nætterne. Jeg ser for mig der midt ude på sletten et hus med lysende øine. En vals suser inde i stormen, skygger farer forbi vinduerne. Der er et levende menneske blandt dem, halsens hvide dun glimter i mørket, den sorte silke flammer, en myrtekrans slynger sig om tindingen, men øinene er gjenlukkede som på den der ligger lig.
Det suser i mig, at jeg må, må redde hende ud af dødningedansen, der er ingen anden, som ser det, som ved det, ingen anden som kan, jeg, jeg er den som må redde hende. Alt må hjælpe mig, jeg vil be hvert blad, falde på knæ for hver vanddråbe, hvert luftstøv. Og det suser, suser derude. Intet kan hjælpe mig. Alt lider selv, blir selv pisket tildøde, bladene fyger i rædsel mod ruden, trærne vrider sig i feber.
Jeg lukker mine øine i skræk. Det kommer nærmere og nærmere. Et isende åndedrag stryger hen48over mit kind, læber rører ved min mund, kolde, kolde som det yderste mørke.
Jeg tør ikke skrive, tør ikke gå forbi hendes hus. Jeg ser hende ligge udstrakt, øinene er lukkede, blodet risler ikke længer i de fine årer.
Uveiret havde lagt sig. Endnu dirred der nogle perler på spidserne af de nøgne kviste. Skyerne var veget langt bort mod himmelkuplens rande, der lå de i hvilende venten.
Tusmørket begyndte at komme. Jeg var langt udover der, hvor engene er sluttet og selve lyngen holder til.
Jeg så nogen komme langt ude. Det er en egen fornemmelse, den man har ved at se noget komme mod sig på sletten. Den blir anderledes. Man er ikke ene med den mere.
Med spænding følger man det som rører sig. Først er det blot en sort linje, som reiser sig fra synsranden, så ser man det gå, komme nærmere – hvem kan det være? – endelig hører man skridtene. Og når det så er der, så synes man, man kjender det, og uden at vide af det gjør hodet et venligt nik. Bagefter blir man næsten forundret. Det er gået, og man ser det kanske ikke mer igjen i livet.
– Det var Naomi. Hun var forandret. Hun var blit så bleg.
49Vi stod stille. Jeg så hendes bryst bølge. Så begyndte hun at tale, åndeløst, uden at se på mig.
– Jeg kan ikke mere. Jeg har tænkt så meget . . . Det synes mig en evighed siden i vår . . . Da var alt anderledes . . . Ingenting er som før . . . De gamle dage kan aldrig, aldrig mer komme igjen . . . Jeg var så glad, jeg holdt så af alle, jeg dansed, jeg glæded mig over lamperne og menneskene og toiletterne . . . Jeg holder ikke af noget mere, ikke af noget . . . Jeg låser mig inde, jeg gråter, jeg stænger døren, det blir så stille, jeg drar gardinerne for, jeg ser indi mig selv, jeg ser . . . der er kommet noget indi mig, noget . . . nei jeg tør ikke si det . . . Første gang, jeg så dig, løb jeg ind og låsed mig inde . . . det var som jeg ikke kunde puste, jeg lå og gråt og gråt . . . det var som himmelen blev sa forfærdelig høi . . . Dengang du . . . dengang du . . . sa mit navn . . da blev den så høi, så høi . . . det var som jeg aldrig havde vidst, hvor jeg var liden . . . alt blev så stort . . . jeg kunde ikke sove . . . livet var så stort . . . der var noget, jeg ikke vidste . . . der var noget rædselsfuldt . . . jeg følte det kom . . det kom.
Jeg vilde flygte . . . jeg vilde flygte . . . men overalt var det der . . . buskene stod og stirred på mig . . . Jeg vidste intetsteds at gå, intetsteds på jorden . . . jeg vidste ingen på jorden, jeg kunde gå til mer . . . ingen på jorden.
Og så . . . og så . . .
50Hun slængte sine arme heftig om mig, uden at se på mig. «Livets deilighed» brændte på mit kind.
Månen stod mellem de to aspe. Som smilet hos en sovende kvinde lå dens skin over jorden.
Fem måneder er gået. De første hvidveis er allerede kommet.
Hun er min. Hun har været min hele vinteren. Mange, mange dage. Kvelde, da himmelen kom dybblå til to små mennesker som stod og så ud mod horisonten, morgener, da solen stod rød op og gjorde rimfnuggene til diamantstøv, nætter, da sletten som et ocean vugged os i søvn. Vi vil aldrig flytte herfra. Intetsteds har naturen disse rolige, lange åndedrag som her.
Det er blit så simpelt. Dette jeg trode, jeg aldrig mere skulde nå indtil, jorden, grenene, de små knopper. Det piner mig ikke mer, det er mig ikke mer fremmed og uforståeligt.
Og dog som aldrig tilforn er der et under i hver vanddråbe.
Også ved hende er der et under. Der er noget i hende, jeg ikke kan komme nær. Der er en gåde i hende. Stundom er det, som ser jeg det hele store verdensdyb bag hendes pupiller.
– Det har mange gange hændt mig, når jeg har været ude om aftenen alene og jeg kommer hjemover 51mod vort lille hus, at jeg ikke kan gå ind med det samme. Jeg går frem og tilbage, jeg leder efter hendes skygge på gardinet. Jeg ser tilbage på fortiden, jeg søger at forstå, hvorfor alt måtte være så, hvordan hun, også før jeg traf hende, har været vævet ind i alt det, jeg har oplevet. Det er så forunderligt at tænke på, at alle de andre har været sammen med hende hele livet igjennem, og dog er det først mig, der har set hende. Ikke noget andet menneske på jorden har set Naomi.
– Det er sent nu. Natten ligger alt derude. Den gjør mig ikke bange mer. Den er min. Der er intet bagom den, jeg frygter.
Hun ligger derinde. Jeg vil gå ind og se på hende.
– – – Hun sover. Ansigtet svømmer i bølger af hår. Brystet går op og ned i takt med selve livet, i takt med klodernes gang. Jeg blev næsten angst, det var somom Gud selv var derinde.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
To år etter debuten med Digte, utga Obstfelder To novelletter (1895), en liten bok med de to novellene «Liv» og «Sletten». Begge novellene er førstepersonsfortellinger hvor jeg'et forteller om seg selv og om et møte med en kvinne. I «Liv» heter kvinnen Liv, hun er svært ung og hun dør. I «Sletten» ender møtet mellom fortelleren og kvinnen Naomi med etableringen av et kjærlighetsforhold.
Begge novellene er svært stemningsmettede og lyriske i tonen. Natur, lys og årstid spiller en sentral rolle i beskrivelsene og framstår som svært viktig for jeg'et. I sin eksistensielle grubling har jeg'et plassert seg på siden, for ikke å si utenfor, menneskenes latterfylte, lettlivede krets. Fortelleren framstår likevel ikke som egentlig ensom, men står, virker det som, frivillig utenfor menneskenes larmende, moderne og urbane samfunn. Istedet søker jeg'et mening med livet nært naturen, nært verden.
Se faksimiler av førsteutgaven (NB digital)
Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
