XV

«Paa ‘an igjen Gutter, frisk Mot! D’e’ kan ‘kje nøtte te gje seg over!» Kaptejnen skreg alt hvad han orked, der skulde meget til for at høres gjennem Stormens Hyl og Sjøens Rabalder.

«Vi vinner ikkje mer, Kaftejn!» raabte Baadsmanden til Svar, idet han slap Pompetouget og greb fat i Naglebænken om Stormasten for at holde sig fast.

«Nej vi vinner ikkje mer!» gjentog flere Stemmer, «vi maa gje os over, Kaftejn,» og med en Bevægelse af haabløs Selvopgivelse lod ogsaa de andre ved Pompen Touget fare og kruked sig ned paa Dækket, idet de tog for sig efter et eller andet Holdepunkt og trak Skuldrene op over Ørene for at værge Hodet mod de klaskende Sjøer.

Skibet kom fra Lissabon, hvorhen de var gaat efter at være udlosset i Marseille, og var lastet med Salt for Bergen. Et Par Dager efter Afrejsen var de bleven overfaldt af en orkanagtig Storm, ledsaget af en Sjøgang saa svær og voldsom, at Kaptejnen ikke kunde mindes at ha set den værre. Under Skibets ustyrlige Arbejden havde Lasten forskudt sig, og Skuden var sprungen læk. Først havde den trukket 6 Tommer Vand i Timen, saa 8, og nu var det steget til en Fod.

Kaptejnen kom hen og pejled Pompen. Han saa mørk og betænkelig ud. «Tre Fod Vand,» mumled han, «me’ ni sokker vi, om to Timer har vi fem, hvis der ikkje bler pompet. Men de’ faar ‘kje hjælpe, Folkene maa ha en hall Frivagt.»

«Alle Mann tekøjs!» raabte han saa efter en kort Raadslagning med Styrmanden. «Eg ska’ sjøl passe Skuten saalænge.»

Folkene vendte sine af Sjøvand og Nattevaagen sviende Øjne om mod Kaptejnen og skotted derpaa forud, hvor Halvdelen af Ruffet og et Stykke af Bagbords Skanseklædning var skyllet bort af Bølgerne.

«Ner i Kajytten me’ Dokker,» sa Kaptejnen opmuntrende. «Ta min Køj og Sofaen, di, saa ikkje faar Plas der, maa ligge paa Golve.»

Atter saa de paa Kaptejnen og rysted smaat paa Hoderne, som om de vilde sige: «Vi véd nok, at det ikke er Meningen.»

«Bare skjyndt Dokker,» vedblev Kaptejnen. «Jo før Dokker somner, jo før kommer Dokker te Pompen igjen. Skuten taaler enddaa en go’ Slomp Vann, før hon bler full.»

Langsomt og tøvende begav Folkene sig agterover. Hvert Øjeblik maatte de dukke sig ned og klamre sig fast, for ikke at bli kastet i Vejret og slynget paa Sjøen. De var saa mødig og udslidt, at Knæerne svigted dem. I to Døgn havde de saagodtsom uafbrudt staat og halet i Pompetougene.

Ved Roret stod Sølvfest. Hans Hode var ombunden med et Tørklæde, der var mørkt af størknet Blod. Ansigtet var blaagult som paa et Lig, og Blikket syntes halvt udslukt. Den foregaaende Aften, da Ruffet blev knust af en Braadsjø, som begraved Halvdelen af Skibet under sit fraadende Skum, var han bleven rammet af en Splint, som havde slaat ham et gabende Saar i Tindingen. Fortumlet og næsten bedøvet som han var, havde han dog havt Samling nok til at hive sig plat ned paa Dækket og omklamre Forlugen med begge Arme. Da han atter kom paa Benene og saa sig om efter Kokken, som sammen med ham havde halet i en Brase, var denne forsvunden. «Mann overbor’!» havde han saa brølt i vilden Sky. Først da havde han lagt Mærke til, at Styrmændene og Kaptejnen stod og støtted ham, og at en af dem aftørred Blodet, som varmt løb ned over hans Ansigt. Siden havde Andenstyrmanden fortalt, at han havde set Kokkens Ben endebent op i Luften, højt over Rælingen, i det samme han gik paa Hodet i Sjøen. Om Redning for ham var der ikke Tale.

«Eg ska’ ta Rore’, Sølvfest,» sa Styrmanden og kom hen til ham. «Du maa ha en Times Kvile, Du, saa di andre.»

«De’ undrer meg, at ikkje Kaftejnen hejser Nødsignaler,» sa Sølvfest med hæs Stemme og tog sig for Brystet, som om det gjorde ondt at tale.

«Eg hadde nær sagt, kaa ska’ vi hejse di henne, no Riggen e’ kappet,» svarte Styrmanden.

«Mesantoppen og Mastestompene,» mumled Sølvfest, «di raker daa alti’ nokke op over Skrove’.»

«Ialtfall e’ de’ tissnok, naar vi faar Sejler isigte, men di e’, saa di va’ søkt ner allesammen. – En sku’ tru, en va’ nere paa Kap Horns Høgder og ikkje i et Allemanns-farvann saa dette. – Gaa inn og lig jer i min Køj, Sølvfest, nerenunder tænker eg, der e’ belagt.»

«I ska’ ha Tak Styrmann.» Sølvfest greb med begge Hænder om Hyttens Forkant og stred sig om Hjørnet ind i Styrmandens Kammer, hvor Andenstyrmanden just havde slængt sig ind i Underkøjen. Hans og Siverts Kammer var nemlig ødelagt. En Sjø havde splintret Døren og revet bort et Stykke af Ydervæggen, Køjerne var fulde af Vand, og Bølgesprøjtet skylled hvert Øjeblik derind.

Nede i Kahytten, hvor Vinduer og Skylight var dækket af Luger og Presenninger, brændte Lampen Nat og Dag i denne Tid. Hvert Øjeblik saa det ud til, at den skulde slaa en Koldbøtte over sig selv oppe i Skylightet, hvor den hang og dingled og oste med sit sværtede, sprukne Glas. En stram, muggen Stank fyldte Luften, og paa Gulvet sived Fugtigheden i store Flager og førte en halvbrugt Tobakskardus frem og tilbage.

Inde i Kammeret havde Baadsmanden og Sejlmageren, drivende vaade, som de var kommen fra Dækket, lagt sig op i Kaptejnens Køje, iført Sjøstøvler, Oljetrøje og Sydvest. Anføddes paa Sofaen laa en Matros og en Youngmand med en laaden Hue, hvis vaade Skind var klistret tæt ind til Panden. Vandet gled i Draabevis ned over Sofaens Voxdugsbetræk, efterladende sig smale, glinsende Striber. Fire Mand laa Side om Side paa Gulvet nede i Læ med en skindbetrukken Bænkepude under Hodet og nogle Sjøtrøjer og Oljeklær over sig. Blandt dem var Sivert.

Neppe havde de lagt sig tilrette, før Kaptejnen viste sig. Han gik ind i Kammeret, hvortil Døren stod aaben, trak ud en Kommodeskuffe og tog op en Salmebog i stort Format med anløbne Tinspænder.

«Eg har tænkt meg te, at eg ve læse op Bønnen for Sjøfolk i Havsnød,» sa han med en Stemme, der hørtes underlig fremmed og forlegen. «Ikkje for de’, – eg trur’kje der e’ nokken overhængenes Fare just i dette Øgeblik, men de’ kan jo alti være rikti te tænke lidt paa di Deler ogsaa, – ja Dokker har vel ikkje nokke imot de’,» vedblev han, da ingen sa noget.

«Vi sejer Tak, Kaftejn, eg for min Del daa,» svarte Baadsmanden og rejste sig overende.

«De’ kan være godt te faa høre et Gussor’,» sa Sejlmageren og rejste sig ligeledes.

«Ble bare liggenes, Vorherre ser’kje paa saa’nt nokke. Han vet best, kaa trøt Dokker e’,» sa Kaptejnen, idet han støtted sig op til Bordet under Lampen, og satte Benene langt frem paa Gulvet for at holde Ligevægten: «De’ ska snart være gjort,» vedblev han, mens han bladed i Bogen, «di plejer ikkje te være videre lange saa’nne Bønner, om eg minnes ret, d’e’kje Mængden, saa ska’ gjøre de’.» Da han havde fundet Stedet, blotted han sit Hode, Folkene fulgte hans Eksempel, og saa begyndte han at læse med en sukkende Bønnemandsstemme, mens han bevæged Armene frem og tilbage, som om Salmebogen var en Balancerstang:

«Bøn, naar man er tilskibs i stor Storm og Livsfare.

O hellige Fader, almægtige Herre og evige Gud! Du, som ikke alene skabte alt i Begyndelsen, Menneskene til Gavn og Bedste, men og, efter vort skjændige Syndefald, ofte bruger det til at straffe Menneskene med for Synden, synderlig naar Du lader forfærdelig Torden og Lynild høre af Himmelen, og gruelig Storm og Blæst opkomme over Jorden og Havet: Vi arme Syndere, som ere her i dette gruelige Vejrlig, Storm og Havsnød, bekjende, at vi have saare vel fortjent denne Plage, og meget værre, om Du vilde handle med os efter din strænge Retfærdighed. Vi bede ydmygelig din Barmhjærtighed, at Du dog, efter din faderlige gode Villie, ville være os nu og altid naadig og barmhjærtig, og ved Din guddommelige Almægtighed, og Dit kraftige Ord stille denne forfærdelige og gruelige Storm og svare Vejrlig, som endnu truer os med Undergang og Ødelæggelse. Bevar os med Skib og Gods, ligesom Du bevarede Din Tjener Noa, der den ganske Verden ødelagdes med Vand i Din retfærdige Vrede. Herre! hjælp os, ligesom Du hjalp Dine Disciple den Tid, de vare i Havsnød, ellers fordærves vi. Er det og Din faderlige Villie, at vor Tid er kommen, at vi skulle blive i denne Havsnød, da bede vi, at Du naadelig vil bevare og styrke os i en stadig Tro til Dig, indtil vort sidste Aandedræt, og giv os paa den yderste Dag en glædelig Opstandelse og det evige Liv med alle Dine udvalgte Børn! Dig, o Herre Gud» – her hæved Kaptejnen Stemmen med et langt syngende Tonefald – «befale vi os med Skib og Gods, Liv, Sjæl og Aand, og alt det, vi have; hvad heller vi leve eller dø, da høre vi Dig til. Dig ske Lov og Tak evindelig Amen.»

Han lukked Bogen, holdt den mellem de foldede Hænder og gik uden nogen Stansning over til at læse «Fadervor».

Da han var færdig, stod han et Øjeblik med lukkede Øjne og hørte saa dybe, snorkende Aandedrag rundt omkring sig. Han rysted Hodet med et Suk, og fik saa Øje paa Sivert, der under Bønnen var krøbet op og havde lagt sig paa Knæ med Armene om Bænkehjørnet under Vinduerne.

«De’ kan eg like Deg for Sivertmann, at Du har hørt paa me’ Andagt. Di andre har’kje vært go’ te holle seg vaaken.» Han gik ind i Kammeret for at gjemme Salmebogen. «D’e’, saa der staar skrevet, Aanden er villig, men Kjøttet er skrøpeligt,» vedblev han, da han saa Baadsmanden, der laa paa Side og snorked med aaben Mund og de andægtigt foldede Hænder ud over Køjekanten foran sin Hage.

«Trur I, vi forliser?» spurgte Sivert, da Kaptejnen kom ind i Kahytten igjen.

«De’ staar i Vorherres Hænder, Gutten min. Kil bare paa te be Du, de’ kan aldri’ ska’e.» Dermed skyndte Kaptejnen sig op paa Dækket.

Sivert blev liggende i samme Stilling og søgte efter Ord til at bede med, men kunde ikke komme paa andet end: «Herre, hjælp os, vi forgaa.»

Han havde hidtil under Stormen været ganske rolig, uden Tanke om, at der var nogen egentlig Fare. Siden de havde klaret sig dengang de gik nordenom, maatte de vel ogsaa altid kunne greje sig fra dette. Han vidste jo nu, at der skulde meget til, før et Skib gik under, og saalænge de andre holdt Modet oppe, gjorde han det ogsaa. Rigtignok havde det rystet ham stærkt, at Kokken gik overbord, og at Sølvfest havde været saa nær ved at følge ham, men det at en Mand drukned, hændte jo ofte, uden at der derfor var nogen Fare for Skibet. Ligeledes havde han faat et Sjok af Forskrækkelse, da Store- og Fokkemasten næsten samtidig knækked, og Riggen med et rasende Rabalder styrted ud over læ Ræling. Men da saa Kaptejnen havde skreget, at Riggen skulde kappes, og de alle var styrtet til med Økser og Kniver, havde han uforfærdet grebet Kjødsagen og hugget den i et Toug saa haardt, at den brast over i to. Det var først nu, da Kaptejnen læste Bønnen for dem, at Angsten slog sin Klo i ham. Naar Kaptejnen krøb til Korset, maatte det være galt fat. Nu havde han set ham i saa mange Slags Omstændigheder, men aldrig havde han hørt ham ta Guds Navn i sin Mund, og det havde vist ikke været i hans Tanker heller.

Og saa myg og snil hans Røst var bleven, ikke til at kjende igjen. Saa’n som han havde sagt: «De’ staar i Vorherres Hænder, Gutten min,» det var saa uligt Kaptejnen, at bare det havde været nok til at skræmme Livet af Sivert.

Han blev ved at ligge paa Knæ og holde sig i Bænken, med Ansigtet bøjet ned over Hænderne, mens hans Legeme vrikkedes hid og did, og af og til hopped saa højt op fra Gulvet, at han maatte stride imod, for ikke at hives baglænds op paa Bænken. Hvergang der kom et sligt Stød, rystedes Skuden, som den skulde revne i Sammenføjningerne, og Drønnet af Sjøerne virked som Tordenslag paa Siverts Øren. «Herre, hjælp os, vi forgaa, vi forgaa, vi forgaa!» raabte han med høj Røst. Skulde han virkelig forgaa i denne Dag, i denne Time, forgaa – hvad var det at forgaa? Det var at dø, at dø, at dø, – og saa kom jo Dommen. Han, som var saa syndefuld – «Herre, hjælp os, vi forgaa!» Men han kunde faa Forladelse, ja. Forladelse, men saa maatte han bekjende. «Herre, jeg vil bekjende, at jeg –» men saa kunde han ikke huske sine Synder, der var saa myldrende mange, – – det var alting. Alt hvad han hele sit Liv havde gjort og tænkt og sagt. Men hvis han angred, saa vilde han jo bli salig alligevel. Salig, det var det, de kaldte det, og det maatte vel være noget rent aparte.

Men saa skulde han vel glæ’ sig til at dø. Glæ’ sig, glæ’ sig, – «Herre, hjælp os, vi forgaa!» Nej, han kunde ikke glæ’ sig, selv om han vidste aldeles sikkert, at han blev salig. Han var ræd, forfærdelig, vanvittig ræd – «Herre, hjælp os, vi forgaa!» Ja, nu laa han her i Vaande, det var andet dengang han havde staat foran Spejlet og frydet sig ved Tanken om at prygle Kokken op. – Kokken, han var jo ikke længer blandt de levendes Tal, – hvor monstro han holdt til nu, og kom de paa samme Sted? Nej, Kokken havde jo ikke faat Tid til at angre, saa salig var han jo ikke –. Det var den Dag, han havde fundet op Historien om Spøgelset, og han havde ikke faat bekjendt sin Løgn for Andenstyrmanden – «Herre, hjælp os, vi forgaa!» Saa fæl som han havde været til at lyve, han vilde det ikke, men han gjorde det altid alligevel, det sad i Kroppen paa ham, han vidste ikke af det, før Løgnen var faret ud af Munden paa ham, og saa glemte han det med det samme –. Som det, han havde skrevet hjem om, at han havde reddet Skuden. Da han læste om det i Brevet fra Forældrene, som han fik i Marseille, fattede han ikke, hvad de mente. Nogle Ord om, at han nok skulde komme til sin Ret og faa Belønning, havde han ikke kunnet udgrunde. Først, da de laa i Lissabon og lasted Salt, stod det pludselig for ham, hvad han havde skrevet. Da havde han følt sig saa lej og skamfuld, men nu blev det til en Møllesten om hans Hals, der vilde drage ham ned i Fordømmelsen.

Aa, hvis han bare fik leve, hvis han slap for at dø nu, midt i sin Synd –, han skulde vandre Resten af sit Liv som for Guds Ansigt. Vorherre kunde ikke forsvare at la ham dø, før han havde prøvet ham længere. – Det, han havde levet var jo ingenting, saa uretfærdig kunde Gud jo ikke være –. « Herre, spar mit unge Liv!» raabte han. Gud, som læste i hans Hjærte, kunde jo se, at det var for at omvende sig han vilde leve, og saa maatte han bønhøre ham. Skjønt det var ikke sikkert, saa mange blev jo revet bort midt i sin Ungdom og midt i sin Synd.

«Herre, frels os, vi forgaa!»

Oppe paa Dækket havde Kaptejnen efter utrolige Anstrængelser faat Ild paa Komfuren og en Kjedel Tevand opkogt. Hverken han eller Mandskabet havde smagt nogetsomhelst varmt de 3 sidste Døgn. Naar Folkene nu vaagned, skulde de ha et Krus Tevand til Biskøjterne, det vilde live dem op.

Hvert Kvarter var han henne og pejled Pumpen. Skuden trak stadig det samme, værre var det altsaa ikke blevet.

Kaptejnen saa paa sit Uhr og regned ud, at Folkene endnu kunde faa sove en halv Time, saa maatte de op og sættes til at pumpe.

Imidlertid raste Stormen med uformindsket Kraft. Himlen stod som sortegraa Vægge til alle Sider med Flager af en underlig vassen Blankhed her og der. Sjøerne vælted sig frem og tilbage og rulled sig ind i sit boblende Skum, før de skylled over Dækket. Om de nøgne Mastestumper gjøed og hylte Vinden; ind imellem var det som Alverdens Uhyrer brølte i Angst og Klage.

«Saalænge Rore’ holler, og Pompen e’ klar, gaar de’ endaa an,» sa Kaptejnen til Styrmanden, der fremdeles stod tilrors, «og en Ting e’ godt, hon trækker ikkje mere Vann enn saa før.»

«Eg staar just og tænker paa, at d’ e’ mærkeligt, kaa hon holler ut,» svarte Styrmanden og drejed paa Rattet.

Kaptejnen bar Tekjedlen ned i Forkahytten, stilled den paa Bordet mellem Slingrebrætterne og surred den fast til Masten. Saa hented han fra Proviantkammeret en Spegeskinke og en stor ny Ost, som han havde kjøbt for at ha hjem til sin egen Husholdning, og la begge Dele paa Bordet. Satte saa frem Brød og Smør og gik ind for at purre Folkene. De sov imidlertid saa haardt, at hans Raab ingen Virkning havde. Han maatte ruske i hver enkelt for at faa dem vagen.

Da de omsider begyndte at lette paa sig, frøs de i det vaade Tøj, saa Tænderne hakked.

«Se her, Karer,» sa Kaptejnen og aabned alle sine Gjemmer, «her e’ Strømper og Bukser og Skjorter, byt tørt paa Dokker og ta ka Dokker trænger uden Persons Anseelse. Paa Bor’e’ derute finner Dokker Mat og Drikke, dejligt varmt Tevann, sej saa, Kaftejnen ikkje kan være Kok, naar de’ gjælls. La meg no se, Dokker skynner Dokker og kommer te Pompen.»

En halv Time senere stod alle Mand atter og pumpet med Liner om Livet. Søvnen og det gode Maaltid med den varme Te og det tørre Undertøj havde styrket og forfrisket dem, saa de nu arbejded med større Fortrøstning.

Da det led lidt, begyndte imidlertid Mørket at falde paa, og med dette indfandt Haabløsheden sig paanyt. Udsigten til at skulle faa endnu en Nat som de to foregaaende paa dette Vrag af en Skude med synkende Last, gjorde dem næsten fortvilet. Drønnene fra Rummet, hvor de gjennemblødte Saltmasser slængtes mod Skibets Sider, larmed omkap med de bragende Sjøer. Hvert Øjeblik kunde de vente, at Skibet revned og blev slidt i Stumper og Stykker. Om Dagen kunde det endda gaa an, men disse Nætter uden Glimt af en Stjerne, uden Skimt af en Lysning – svart, frygteligt, uingjennemtrængeligt Mørke over dem, under dem, bagtil og foran! –

«Sit en te holle Udkik, Styrmann, mens eg gaar tekøjs en Timesti’,» sa Kaptejnen og kom hen til de Pumpende. «Eg e’ kje istann te staa oprejst paa Bejnene længer, og Øgene mine svier, saa di va døppet i Skje’vann.»

«Ja d’ e’ venteli’, at Kaptejnen trænger om te kvile seg,» svarte Styrmanden, der sammen med de andre trak i Pumpetouget. «Kaftejnen e’ den, saa har holdt længst ut.»

«Sku’ der tilstøte nokke, maa I vække meg,» vedblev Kaptejnen, «men staar de’ paa de’ samme, kan I late meg sove te Klokken toll. No e’ hon snart ti.»

« Javel, Kaftejn.»

Kaptejnen gik agterud og keg i Kompasset.

«Kaa e’ de’ me’ Deg, Sølvfest?» spurgte han.

«Ka ska’ en seje te de’, Kaftejn, en faar tie stille, te en ligger der.»

«Værker de’ i Hovve dit?»

«Aa, jamen værker de’, og banker og turnerer gjør de’ i hele Kroppen min,» svarte Sølvfest. «Snart skjælver eg av Frost, og snart e’ eg færdi’ te stupe av Varme, og alt i et danser der ellrø’e Gnejster for Øgene mine.»

«De’e’ daa be’re te staa terors enn te pompe,» sa Kaptejnen.

«Javel Kaftejn, men hon e’ morderli’ tong paa Rore’.»

«Naar eg har kvilt meg lidt, ska’ eg løse Deg av, Sølvfest, la’ meg se, Du grejer Deg saa længe. Kloss op mot Vinnen me’ hinner.»

«Eg staar og tænker paa Kokken, Kaftejn,» sa nu Sølvfest. «Han har udstridd, han, mens vi andre har vores tego’e.»

«Ja, dø ska’ vi jo alle engang.» svarte Kaptejnen, «men saa mangen en Skute har klart seg i værre Tak enn saa dette.» Dermed gik han nedenunder, klavred med Klærene paa op i sin Køje, som var fugtig efter Baadsmanden og Sejlmageren,vendte sig om mod Væggen og mumled: «I Jessu Namn skal al vor Gjerning ske.»

Han havde vel sovet en Time eller saa, da han vaagned af et frygtelig Brag, og i samme Nu blev han slynget i Vejret og hevet af Køjen gjennem Døraabningen ud paa Kahytsgulvet, der danned en næsten lodret Bakke. Det gik i slig Fart, at han ingenting sansed eller vidste, før han laa og klavred helt oppe paa Bagbords Kahytsvæg. Lampen sluktes og knustes mod Taget, og Kaptejnen hørte Glasstumperne hagle ned omkring sig.

Med det samme tænkte han, at Skuden gik rundt, og at han ikke engang vilde naa op paa Dækket, før alt var forbi, men straks efter mærked han, at Skibet atter rejste paa sig, uden dog at kunne komme paa ret Kjøl. Det var, som laa der et Bjerg over dets ene Side, der trykked det ned, ned, dybere ned for hver Gang det søgte at undslippe.

Kaptejnen krøb langs Væggen i Mørket, ud i Forkahytten, og entred op over Trappen, der under den voldsomme Krængning formelig vendte Vrangen ud. Saa med et blev Kappedøren revet op; et Stormgufs slog ned i hans hueløse Hode og ramte ham som et Slag; Haaret føg bagover, som om nogen trak i det, og samtidig fik han et Knæ midt i Ansigtet.

«Holl an der!» skreg han, «Dokker sparker meg i Hovve.»

«Rore’ brækket, Ratte’ knust!» raabte Styrmandens Stemme.

Kaptejnen greb fat i Kappekanten, og var med et eneste Sæt paa Dækket.

«Jysses bevare meg, kaa grov han e’ bleven,» sa han og gisped efter Vejret. «Ratte’ knust, sejer I, kaa gik de’ me’ Sølvfest?»

«Eg vet ikkje, Kaftejn, hele Hytten e’ vække.»

Kaptejnen vendte Blikket mot det Sted, hvor Rorhytten havde staat, og anstrængte sig for at se i Mørket, idet han kjæmped sig et Par Skridt agterover, holdende sig fast i Kappen.

«Saa e’ vel Sølvfest gaaen same Vejen,» mumled Kaptejnen. «Har I ikkje ropt paa ‘an?» sa han højere.

«Baade ropt og søgt,» svarte Styrmanden med dirrende, sammensnørt Stemme, «han har vi nok set for sidste Gang –. Pas Jer der, Kaftejn!» Styrmanden greb pludselig Kaptejnen i Skulderen, trak ham ned paa Huk og klamred Armen om Kappen; en vældig Sjø slog ind over den, rev Kappetaget af og tog det med sig ud over læ Ræling.

«Vi maa faa fat paa en Presenning, elles har vi Kajytten fyldt i et Øgeblik, kom me’, Styremann.»

«De’ ser smaat ud for os, Kaftejn,» sa Styrmanden, da han og Kaptejnen lidt efter havde surret Presenningen fast over Kappen.

«Saalænge der e’ Liv e’ der Haap, Styremann,» svarte Kaptejnen. «No har vi ikkje an’t aa gjøre enn te vente paa Dagen.»

«Hvis hon holler ut saalænge,» mumled Styrmanden.

«Bare Pompen klarer seg. – E’ de’ længe siden I peilet?»

«Straks før Hytten gik, hon trækker ikkje mere Vann enn saa før.»

«Ja, ser I de’ –. Ka har vi daa te klage – – – Ka va’ de’ di ropte for nokke?»

«Pompen uklar!» lød det nu tydeligt hen til dem.

Kaptejnen sprang til. «Vil han ikkje gje Vann mere?» spurgte han.

«Ikkje en Droppe, Kaftejn, her kan I sjøl høre.» En dump, gnissende Hejselyd ledsaged Ordene.

«No brast det sidste Ankertoug,» mumled Kaptejnen og strøg de kolde Svedperler af Panden.

«Ska vi sitte Baaten paa Vanne’, Kaftejn?» spurgte en Stemme.

«Kaa e’ Dokker, Folk?» svarte Kaptejnen og anstrengte sig for at se dem.

«Her, Kaftejn,» lød det fra flere. «Vi staar allesammen tæt omkring Pompen.»

«Ja, hør no, Godtfolk,» sa Kaptejnen, «at sitte Baaten paa Vanne’, e’ visse Dø’en for os, daa kan vi likegodt vente paa ‘an her.»

«Baaten e’ daa tæt, Kaftejn,» sa en.

«Saalænge de’ varer, eg tænker Sjøen snart sku’ faa mase ‘an.»

«Barken søkker om Høgden tre Timer,» saa Baadsmanden.

«Faa fat paa en Lanterne og lat os gaa ner i Kjælleren agterut og se etter, om hon har faat nokken ovenvanns Lekasi,» sa Kaptejnen til Styrmanden efter nogen Taushed. «Agterenden e’ sonken stygt paa de’ sidste.»

Da Kaptejnen atter viste sig paa Dækket, gav han Ordre til, at Folkene skulde dele sig i to Partier; det ene skulde, ledet af Styrmanden, gaa ned i Agterkjælderen og søge at stoppe med Tømmer, Drev, Presenninger, Plader og hvad de kunde finde, en Lækage om Styrbord, hvor Vandet synlig kom rislende ind. De andre skulde i Rummet med Kaptejnen og undersøge, om der var noget at gjøre med Pumperne. Kaptejnen trodde selv ikke synderlig paa disse Foranstaltningers Nytte, men han ønsked, som han ha til Styrmanden, at holde «Folkene i Aande, saa længe som muligt.» Kort efter var de alle forsvunden fra Dækket, undtagen Sivert, der havde faat Befaling til at holde Udkig og gjøre Anskrig, om der blev Sejler isigte.

Sivert kravled forut og stilled sig op til Luvart med Armen om Fokkemasten, og stirred med de brændende, blinkende Øjne ud i Mørket og Sjøraaket. Skibet tumled og arbejded under ham, saa han maatte holde godt fast for at bli staaende, og Sjøerne fossed i et Væk hen over ham. Stormen tuded ham om Ørene, og hvert Øjeblik syntes han at høre græsselige Angstskrig. Tænk, om det var Kokkens fordømte Sjæl, som gik igjen paa de gamle Steder og vaanded sig i Pine og Uro. Tænk, om han pludselig fik se ham staa truende foran sig i Mørket med Arret paa Næsen. Han havde en Fornemmelse af, at Kokken stod bag ham. Han turde ikke vende sig, ikke for aldrig det, ikke røre sig, ikke se til Siderne, maatte bare stirre frem i det tykke Mørke. Aa, om han dog havde været med de andre. At staa her alene var det værste af alt. Angsten skylled hvert Øjeblik som en varm Styrtning ned over ham, det pressed for Brystet, saa Hjærtet trængte sig op i Halsen. Af og til kom der en gullig Taage for hans Øjne, og saa banked det paa hans Trommehinder, som skulde de revne. Han vilde raabe til Gud om Hjælp, men kunde ikke. Ikke engang «Herre, frels os, vi forgaa!» kunde han samle sig til at fremsukke.

Lidt efter lidt var det som alt inde i hans Hode blev til en grødet, smaat sydende Masse. Tilsidst sank han hen i en døslignende Sløvhed. Han vidste ikke mere rigtig, hvorfor han stod der, eller hvordan det var fat, havde blot en vag Forestilling om noget bedrøveligt og uhyggeligt og kjendte sine Lemmer som klemt af Skrustikker. Men mekanisk blev han ved at stirre og holde sig fast. Hvergang Sjøsprøjtet traf hans Ansigt, fik han for et Øjeblik sin Samling tilbage, men i næste Nu gled han tilbage i sin halve Ubevidsthed.

Det begyndte saa smaat at gry af Dag, men Sivert la ikke Mærke til det. Pludselig seg han ned langs Masten, men i det samme fik han et vældigt Sjøstænk lige i Synet, retted sig op og kjendte sig med et ganske klar i Hodet. Han gned sig over Øjnene og opdaged, at det var Graalysning i Luften; det forekom ham ogsaa, at Stormen havde bedaget sig noget. Saa kasted han Blikket bag sig og saa, at Agterenden slæbte i Vandet, og at Forenden stod op i en Skraaning. Idet han atter vendte Hodet, skimted han et rødt lysende Punkt forud til Luvart. Som et elektrisk Stød gik det igjennem ham, at det maatte være en Sejler. Hurtig krøb han op paa Bakken, la sig paa Mave og skygged med Haanden for Øjnene. Jo, der var ingen Tvil, det var en rød Lanterne. En livssalig Glædes og Haabs Følelse hæved hans Bryst. Paa et Øjeblik var han borte ved Kahytstrappen og rev Døren op. «Sejler forut te Luvart!» skreg han af al Magt, og i det samme styrted Taarerne ud af hans Øjne.

Hvad der saa foregik, stod altid siden i en taaget Utydelighed for Sivert. Der blev let og grædt, en tog ham om Halsen og kyssed ham, Baadsmanden slog Armene om Sejlmageren, og der blev raabt og snakket af mange paa en Gang. Saa hang der pludselig Flag paa Mesantoppen og paa Stumpen af Stormasten, og saa var det ganske lyst, og en stor Damper kom styrende ned til dem. Han havde løst paa en Surring, og en Baad blev hejst i Vejret, og straks efter sad han i Baaden, som gynged op og ned, mellem Baadsmanden og Andenstyrmanden, og saa syntes han, at Baaden blev saa fuld af Folk, at den vilde synke. Da var han bleven saa forfærdelig angst, og han maatte vist ha skreget, for en havde lagt sin Haand paa hans Mund og trykket ham ned i Bunden af Baaden. Saa havde han set Bagsiden af Kaptejnen, som nu gled ned i Baaden med Journalen under Armen, og i samme nu syntes han, han havde faat en Line om Livet og var bleven trukket over en Skibsræling og saa følt Dæk under Fødderne. Da havde han vendt Hodet for at se efter Barken, men kunde ikke finde den, men saa havde Baadsmanden staat og truet ud over Vandet og sagt:

«Se, se, no stikker bare Bogsprøjte’ op av «To Venner». Farvel Kammerat, Fred me’ dit Støv, velsignet være dit Minde.»

Saa var det blet sort for hans Øjne. Knæerne havde bukket sig sammen, og han vidste ikke mere. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.