To Venner

av Amalie Skram

VIII

«Oh my lady come down below!»

saa en Lyd af Slæben og et Dunk.

«I have smashed my little toe»

saa igjen Slæbningen og Dunket.

«Oh my lady come down below!
Oh come down in the ice frost and snow!»Forfatternote: O, min Frue, Du komme maa, / Jeg har knust min lille Taa. / O, Min Frue, Du komme maa, / Is og Frost og Sne skal Du faa.

Denne Opsang og denne larmende Dunken havde lydt i dagevis i og fra Rummet ombord i «To Venner», og Sivert var ikke istand til at faa hverken Ordene eller Melodien ud af sine Øren mere. Det værste var, at han hørte det allerbedst, naar det ikke var at høre, som naar der blev skaffet eller hvilet Middag.

Naar han var med i Rummet og selv tredje eller fjerde, anført af en nøgen Neger, stod og halte i Touget, som var fastgjort om de tunge Træklodser, havde han ikke noget imod det. Da syntes han tvertom, at Arbejdet gik lettere ved det, og med stort Alvor skraalte han Negersangens Ord med om Isen, Frosten og Sneen, mens de i den kvælende Hede sled, saa Sveden hagled og formelig laved Dammer omkring dem.

Kaptejnen havde antat nogle Negere, der var bleven ham anbefalet som «most brilliant workmen» og «first rate loaders»Forfatternote: Mest glimrende Arbejdsfolk og første Sort Stuvere. til Hjælp med Indladningen, og Arbejdet var virkelig ogsaa skredet saa raskt fremover, at Kaptejnen ikke fandt sig beføjet til at bruge nogen videre grov Mund i den Anledning, hvilket betød, at han hemmelig gned sig i Hænderne af Tilfredshed med Tilstanden. To Tredjedele af Ladningen, bestaaende af forskjellige Træsorter var indtat paa elleve Arbejdsdage; de holdt nu paa med at faa den sidste Slump af de glatte, runde Pokkenholdtsblokker og det krogede Logwoodstømmer forsvarlig afstuvet. Imorgen skulde de begynde at ta ind et Parti Sukker- og Rumfoustager, der til Kaptejnens Glæde stod og vented paa Kajen.

Op fra Rummet kom de sveddryppende halv- og helnøgne Arbejdere. Skibsfolkene drev forud, trak sine til over Knæerne opsmøgede Sejldugsbukser af og gik paa Hodet i Sjøen. Negerne iførte sig sine Klædningsstykker og skyndte sig iland. Arbejdstiden var slut for idag. Den endte med Solnedgangen Kl. halvsyv, da Mørket uden forudgaaende Skumring pludselig faldt paa.

Sivert, der hjalp til i Rummet den Tid han kunde afse fra sin øvrige Gjerning, var idag bleven kaldt op tidligere end ellers. Kaptejnen og Styrmanden skulde iland, og han havde derfor faat Ordre til at gjøre klar til Skafning i god Tid. Det kom ham vel tilpas, for han havde selv bedt om Landlov ikvæld, hvad der ogsaa var bleven ham tilstaat.

Han havde fattet en vigtig Beslutning. Ikvæld vilde han ikke være saa dum som han plejed deroppe i «Prinsesse Strit». Svarte var Jenterne, og styg Lugt var der af dem –, men alligevel, de andre lod sig ikke skræmme, saa vilde han det heller ikke. Han havde længe nok været til Latter. Bare han nu kom afsted før de andre. Han hadde forstaat, at baade Sejlmageren og Kokken agted sig iland, og han vidste nok, hvor de vilde hen. Han skyndte sig derfor at gjøre fra sig, og straks derpaa stod han midtskibs nøgen til Bæltestedet og vasked sig i en Pøs Sodavand.

Over Fortet borte paa Port Royal var Maanen kommen op som en blodrød Skive. Efterhvert som den steg og fik en blegere Farve, kasted den en lysende Stribe henover Dækket. Fra en af Smaagaderne, der stødte op til Kajen, lød der Jodling og Negersange, ledsaget af en monoton, sækkepibelignende Musik. Paa Kajen tæt ved Skibet laa Negre og strakte sig paa Vareballerne og damped paa Cigaretter, der lyste som røde Gløder, mens de fjaste med sine Landsmandinder, hvis stærkt udskaarne Særke og brogede Kalikoskjørter i Maanelyset fik en blaalig Hvidhed. Et Stykke borte paa Havnen sang en Neger som rodde en Kano:

«I have got no wife
To bother my life
I paddle my own Canoe.»Forfatternote: Jeg har ingen Viv / Til at plage mit Liv. / Jeg styrer min egen Kano.

Fra Port Royal lød der Skud og Trompetstød, der kaldte Mandskabet i Kvarter. Omkring paa Skibene blev der slaat otte Glas. Naar de var færdig paa det ene, begyndte de paa det andet; Sivert syntes, det aldrig tog Ende i Kvæld. Store Insekter og glitrende Ildfluer summed i Luften.

«Oh my lady come down below,» nynned Sivert, mens han bøjed sig over Pøsen og skyldte Sæbeskummet af sin Nakke.

En stor, slank Negerpike med en Kurv paa Hodet, som hun holdt paa med den ene Haand, mens den anden var stemmet 0m Hoften, saa Armen danned en spids Vinkel, kom spaserende ombord. Om den sorte, blottede Hals laa der gule og brandrøde Perler i mange Rader, og Sivert kunde se hendes Tænder lyse omkap med Øjenhviderne.

«Jysss kaa vikti,» mumled Sivert og drejed Hodet efter hende. «Hon ter sig saa en Dronning, og saa e’ hon bare en Vasketøs, til og me’ en svart.» Stiv og gravitetisk gik hun agterover til Andenstyrmanden, der sad paa Bænken ved Rorhytten med bart Hode og aabent Skjortebryst, mens han røg sin Aftenpibe og svalte sig efter Dagens Arbejde.

«Good evening, Captain onboard?»Forfatternote: God Aften, er Kaptejnen ombord? hørte Sivert hende sige paa sit fede, brede Negerengelsk, hvorpaa Andenstyrmanden svarte, at han kunde ta imod Vasken og bad hende følge med sig ned.

«Skorpion!» skreg Sivert i det samme. «En stor, fæl Skorpion. Eg saag ‘an saa tydeligt, han sku’ just te og stikke meg i Foten.»

«Ikkje ‘ant! Hadde de’ enddaa vorre en Slange, saa sku’ eg aldri’ ha snakt om de’,» sa Andenstyrmanden haanlig.

«Di e’ jo saa gifti’e,» mumled Sivert forbløffet.

«Ja, ka gaar Du barfot eter? Har eg ikkje sagt der kommer sa kjokt av Slanger og Skorpioner ombord me’ Logwoodden? Men de’ har vel ikkje vorre an’t enn en stakkels uskyldi’ Kakelak.»

Sivert protesterte og lusked saa ind i Kammeret, hvor der brændte Lampe. Han satte sig ned foran Andenstyrmandens sprukne, 6 Tommer lange Spejl med Flækker, hvor Kviksølvet var borte, og stræved med sit tætte, brune Haar. Skillingen skulde gaa fra Tindingen i en Bue forbi Øret. Han dypped den tinneløseForfatternote: Tandløs. Hornkam i en Vandskaal, strøg den gjennem Haaret og glatted med Fingrene til begge Sider, mens han holdt Lampen tæt ved sit brunrøde, efter Sæbevasken glinsende Ansigt, men det smaakrøllede, gjenstridige Haar gjorde energisk Modstand. Omsider slog han sig tiltaals. Saa knytted han sit Konfirmationstørklæde om Halsen, brætted Skjortekraven ned over det, trak sin sorte Klædestrøje paa efter at ha gnedet lidt paa de grønlige Mugsjoller. Det var da svært, saa han havde vokset paa Rejsen. Han sled i Ærmene for at faa dem længere, men saasnart han rørte paa sig, krøb de opover, forbi hans røde, knoklede Haandled. Saa tog han ned fra Knagen en gulbrun Hat med spids Pul og vældig Skygge, som Negerne forarbejdede af tynd Bark og solgte for 6 PenceForfatternote: Omtrent 42 Øre. Stykket, satte den paa Snur, spejled sig atter, trak Skjorten op, saa den faldt i en Pose ud over Bukselinningen, nikked fornøjet til sig selv, og gik. Han skyndte sig bortover Kajen, drejed om Hjørnet op i «Victoriastreet» med de mange Kontorlokaler og Butikker og slog saa ind paa en Sidegade tilhøjre af et landsbyagtigt Udseende. Husene, hvoraf de fleste havde et indhegnet Jordstykke foran med ældgamle, skjævstammede Palmetræer og Lysthuser af Bambusrør, saa uanselige og faldefærdige ud. De var liksom tilfældig henslængt her og der. Et stak frem i Gaden, et andet laa længere borte; nogle ligned Indianer- eller Fiskerhytter, andre havde to Etager med overbyggede Balkoner, baade oppe og nede forsynet med tæt Gitter af grønne Siv. Det lyste fra Husene omkap med Maaneskinnet, og Sivert saa Beboerne i sine luftige Beklædninger sysle indenfor og udenfor.

Foran en af de mindste Hytter hang en Mængde Snore fastgjort til Pæler og Palmetræer. En gammel Negerkjærring gik og hang Klær op til Tørring. Midt i Hyttedøren, med Maanelyset væltende ud over sig sad et yngre Fruentimmer og vred Tøj op af et Kar. Foran hende stod en splitternøgen Negergut med en stor, spids Mave og died hendes Bryst. Hvergang Gutten ved hendes Bevægelser misted Taget, slog han fra sig og skreg af Ilske. Saa skvætted Fruentimmeret Vand paa ham, og saa blev han saa rasende, at han rev hende i Haaret med begge Hænder og sparked bagud som en Hane, mens Fruentimmeret skoggerlo.

Sivert lo med og retted saa sine Skridt hen imod en Bygning, der laa lidt trukken tilbage fra Gaden, omgit af en smal, lukket Veranda. De mange, uregelmæssig tilspidsede Gavler saa ud, som de var stillet løst hen paa Underetagens flade Tag. Lige over Indgangsdøren i Midten hang der en Lygte med rødt og grønt Glas, hvor der paa den ene Side stod skrevet:

«Appartements
to be had»

og paa den anden:

Well aired
bedsForfatternote: Værelser at faa. – Vel udluftede Senge.

Sivert havde bogstaveret sig gjennem Ordene første Gang han var der, og oversat dem paa sin Vis.

Han la Haanden paa Laagen i Indhegningen til Jordstykket, hvor en tøjret Ged laa og sov under et højstammet Kokustræ med et Kid ved Siden af sig.

Lyset fra Vinduerne og den aabne Dør, gjennem hvilken han saa «0ld Bob», den store, lysegrønne Papegøje, gynge paa sin Ring, der hang ned fra Taget, vinked ham. Men han blev alligevel staaende. Hjærtet klapped heftigt, og Hodet brændte. Nu vilde han gjøre Alvor af det og gaa ind, men i det samme fik han travlt med at klø sine Mosquetstik nede paa Anklerne.

«Good evening gentlemen, good beds, nice girls!»Forfatternote: Godaften mine Herrer, gode Senge, smukke Piger.

Sivert fo’r sammen, skjønt han vidste, det var Papegøjen som talte; den sa altid det samme op igjen og op igjen.

Pludselig kom en omfangsrig Negerpige tilsyne i Døraabningen. Det var hende, de kaldte Miss Louise. Hun var klædt som en Linedanserinde med lyse Sko og Korsbaand helt op over de bugnende Lægge. I Hænderne holdt hun en Harmonika, som hun straks begyndte at spille «God save the Queen» paa, mens hun kasted spejdende Blikke ned mod Gaden. To andre Piger i lignende Antræk kom til. De satte Hænderne i Siden, bevæged Benene og vugged sig i Hofterne i Takt med Tonerne, mens de sang til. Hun i det blaa og med den vajende Fjer i Haaret var Nancy, og denden] rettet fra: dn (trykkfeil) røde med Blomsterne og de flagrende Nakkebaand var Annie, men hvor monstro Emmeline var, tænkte Sivert. Det var den peneste eller ialtfald den mindst stygge. Bare de vilde flytte sig væk fra Døren, saa Sivert kunde gaa ind, for komme gaaende op, mens de alle tre stod der, var altfor flout. Med ét kom de ud over Verandaen og begyndte at bevæge sig nedover mod Laagen, fremdeles spillende og syngende.

Sivert krøb sammen for ikke at ses og fjærned sig hurtig. Da han var kommen et Stykke bort, retted han sig op, og idet Blodet fo’r stormende gjennem ham, gik han med sikre Skridt tilbage igjen.

Saasnart Pigerne fik Øje paa ham, aabned de Laagen og omringed ham med muntre Tilraab og kjærlige Velkomsthilsener, hvorpaa de tog ham imellem sig og førte ham op til Huset ind i den rummelige Stue, der havde en og to Døre paa alle fire Vægge. Her fik de ham til sæde i et Monstrum af en Straasofa, der stod i Hjørnet ved Vinduet med et raat, forarbejdet Bord foran. I det modsatte Hjørne var en lignende Sofa og nøjagtig det samme Bord. Paa begge Sider af Indgangsdøren, var spændt to Hængekøjer tværs over Værelset med lange Touge, der var fastgjort i Væggen og slæbte henad Gulvets hullede Sivmatter. Paa en af Væggene var anbragt et skablignende Møbel, hvis Døre stod paa Klem og fremviste nogle Glas og noget brøstfældigt Stentøj, med Skuffer oppe og nede, ud fra hvilke der stak Tøjstumper og Baandstykker. Ovenover Skabet hang farvede Litografier af Dronning Viktoria og Prins Albert i Kroningsdragt samt et med Fluesnaus belagt Spejl. Paa Bordene stod der Glas og tomme Flasker, en halvspist Kokusnød laa paa en Stol, nogle afgnavede Hønseben og et Stykke Hvedebrød oppe paa Skabet. Foran Vinduerne hang der Musselinsgardiner med lange Flænger og optrapsede Kanter. To Lamper med fedtede Glas og sprukne Kupler oplyste Rummet.

«Something to drink?»Forfatternote: Noget at drikke? spurgte Louise, idet hun greb et Glas og førte det til Munden for at forklare Meningen.

«Aa yes,» svarte Sivert. «Drikke mener Du.» Han tog et Glas og gjorde som Louise.

Pigerne lo skraldende og klapped i de sorte Hænder. I det samme var al Forlegenhed strøget af Sivert.

«Aa yes,» gjentog han og stemte med i Latteren. «Dokker og eg drinke sammen, together,» retted han, idet han tog et Pengestykke op af Lommen og kasted det paa Bordet.

Pigerne lo mere og mere. Saa tog de ham 0m Halsen og vilde kysse ham. Men Sivert rysted dem af sig og saa sig om efter Emmeline.

Den fede Louise aabned en Dør og raabte: «Jack, old boy, come here!»Forfatternote: Jack, gamle Dreng, kom her!

En gammel, ludende Neger med stærkt rynket Ansigt, bare Fødder og en rødstribet Kalikobukse kom tilsyne fra et Aflukke bag ved Stuen.

«Yes sir, ma’am,»Forfatternote: Negerens Tiltale til deres kvindelige Overordnede. sa han med ligegyldig, vissen Stemme og blev staaende med hængende Arme.

Miss Louise pegte paa en Flaske og gam ham Ordre til at hente Rum.

«Let us have a dance!»Forfatternote: Lad os faa en Dans! raabte Nancy og trak Sivert op fra Sofaen.

«Nej, no! cannot!» forsikred Sivert og stred imod.

«Nonsens!» lo Nancy. «Me teach you.»Forfatternote: Mig lære Dig. Hun tog ham om Livet og dansed rundt med ham.

«Tu warm, tu warm!» skreg Sivert. «Tu møkke svet, you know!»

Pigerne brølte af Latter, og Nancy seg halvt i Knæ.

Louise kasted Harmonikaet fra sig, løb hen til Sivert, knapped hans Trøje op. «Take this off, you don’t want it.»Forfatternote: Tag den af, Du behøver den ikke. Hun trak Trøjen af ham, løste Halstørklædet, aabned Skjortekraven og spurgte, om det ikke kjølte. Saa gav hun sig til at kildre ham. Nancy og Annie hjalp til. Sivert lo og skreg og forsvarte sig, men tilsidst rev han sig løs og løb rundt i Stuen forfulgt af de hujende Piger.

Dette holde de paa med, til Negeren kom tilbage.

Saa satte de sig til at drikke Rum, som de spædte med Vand, og sendte Gamlingen afsted efter Cigaretter.

Da Sivert havde tat nogle Slurk af Glasset, fik han Mod til at spørge efter Emmeline.

«Got business,»Forfatternote: Har Forretning. var Louises korte Svar.

Straks efter blev en Dør aabnet midt imod og en halvgammel «Neger-Gentleman» i Nankins Dragt, med vældig Mave, korte, skrævende Ben, Ringe paa alle fingrene og en Masse Dingeldangel i den svære Guld Uhrkjæde kom ud. Han gik tværs over Gulvet og med et ligegyldigt: «Good evening ladies» forlod han Huset.

Et Øjeblik senere kom Emmeline ind fra den samme Dør. Hun var i Særkeærmer og et kort hvidt Musselinsskjørt med brogede Bouketter i; Hals og Arme var smykket med Perlerader, og det lange udslagne Haar var sammenknyttet om Panden og i Nakken med brandgule Silkebaand. Hendes Hud var lidt lysere end de andres, og hendes Mund ikke fuldt saa fremstaaende. Sivert syntes, hun næsten var dejlig i Aften.

«Are you there my sweet boy,»Forfatternote: Er Du der, min søde Gut. sa hun kjælent til Sivert, idet hun satte sig ved Siden af ham og strøg ham om Hagen. «Your beard don’t stitch.»Forfatternote: Dit Skjæg stikker ikke. Hun la sit Ansigt ind til hans Kind og strøg det mod den.

Sivert, der var bleven modig af Rummen, slog Armene om hende og kyssed hende paa Halsen.

Dette syntes de andre ikke om. De skreg, at hun havde tat deres Plads, og sled og rev i Emmeline, som holdt fast paa Sivert, og søgte at puffe dem væk. Men da saa Louise bed hende i Armen og samtidig traadte hende paa Tærne, slap Emmeline Sivert og gav Louise en vældig Lusing. I samme Nu tumled de alle fire ude paa Gulvet i det vildeste Slagsmaal.

«Halloi, halloi! take it cooly, Folkens!»Forfatternote: Halloj, tag det med Ro, Godtfolk! var der pludselig nogen, som raabte.

Sivert syntes, han skulde kjende Stemmen, og idet han slap Louises Haar, som han havde staat og trukket i for at faa hende bort fra Emmeline, løfted han Hodet og saa Sejlmageren og Sølvfest staa midt i Stuen.

«Der e’ nok for mange Høns om en Hane, her,» lo Sølvfest, idet han greb Nancy om Livet og førte hende med sig hen til Sofaen. «Vi kom i rette Øgeblik, ka sejer Du, Sejlemaker?»

«Good evening my dearest darling favorite gentleman!»Forfatternote: Godaften min dyrebareste, dejlige, allerbedste Herre! raabte Emmeline, da hun fik Øje paa Sejlmageren, og sprang hen til ham. Hun slynged Armene om hans Hals og kyssed ham utallige Gange med høje Smæld. Ogsaa Louise og Annie var ilet Sejlmageren imøde; nu stod de og trak ham i Armen og kjærtegned hans Hænder.

Sivert, der pludselig stod alene og upaaagtet, var næsten grædefærdig. Han følte Lyst til at gribe Sejlmageren i Struben og myrde ham paa Stedet. Med et hamtindrende Blik saa han hen paa ham, og saa slog det ham med et, hvor vakker Sejlmageren var, høj og bredskuldret, med lyst, smaakrøllet Haar, kroget Næse og blanke blaa Øjne, brunbrændt af Solen paa de skjægløse Kinder og drivende hvid oppe i Panden efter en Streg der, hvor Huen havde siddet, Munden liden og rød som et Rognebær og Tænderne hvide. Og saa kjæk han var i Klærene, bar i Halsen med den blaa Skjortekrave nedover Ryggen, som en Orlogsmand.

Sivert gik hen til Bordet, tømte sit Glas og tændte sig en Cigarette.

«Ja, Du faar trøste Deg me’ Flasken no, Sejlmakeren har stokke’ Deg ut,» lo Sølvfest. «Tøsene e’ aldeles rivenes galne etter ‘an enten di saa e’ kvite eller svarte, raue eller blaa.»

«Here is the beauty of them all,»Forfatternote: Her er den smukkeste af dem alle. sa Emmeline, idet hun kom hen til Bordet førende Sejlmageren med sig. Hun skjænked i to Glas, gav det ene til Sejlmageren og drak ham til. Saa løb hun hen og kasted sig op i Hængekøjen, idet hun bredte Armene ud efter Sejlmageren og viste, at der var Plads til ham ogsaa. Han fulgte Indbydelsen, la sig op ved Siden af hende og satte ved Hjælp af Touget Hængekøjen i en gyngende Bevægelse.

Slaa Deg te’ taals me’ SkindvængenForfatternote: Den skindmagre. der,» trøsted Sølvfest Sivert og pegte paa Annie, der stod ved Siden af ham og strøg Fingrene gjennem hans Haar. «Hon har jo ikke stort Kjøtt paa Bejnene, men Gu’ singne meg hinner fremfor Fleskepølsen der.»

«What do you say?»Forfatternote: Hvad er det Du siger. spurgt Louise med sit apoplektiske Smil.

«Your skin is white as milk,»Forfatternote: Din Hud er hvid som Mælk. udbrød Emmeline fra Hængekøjen. I sin Beundring for Sejlmagerens hvide Hud havde hun brættet op hans Skjorteærme og laa nu og kjærtegned Armen.

«Shall I Sing for you?»Forfatternote: Skal jeg synge for Dig? spurgte Annie og stak sit kuglerunde Ansigt op under Næsen af Sivert, som sad med Albuerne paa Bordet og Kinderne i Hænderne, og da han intet Svar gav, stemte hun i Sangen om «The captain and his loving girl.»Forfatternote: Kaptejnen og hans elskende Pige.

Louise greb sit Harmonika, satte sig op paa Kanten af Bordet og spilte Melodien til Sangen, idet hun slog Takten med de dinglende Ben og hele Tiden viste sine store Tænder og det røde glinsende Tandkjød. I Omkvædet af hvert Vers, der lød saaledes:

«And the captain with the whiskers
Took a slight glance at me!»Forfatternote: Og Kaptejnen med sit Kindskæg / saa stjaalent hen paa mig.

stemte alle Pigerne i med, endogsaa Emmeline fra Hængekøjen forsømte det ikke.

Før Sangen var helt tilende, hopped Emmeline og Sejlmageren ud af Hængekøjen og løb Arm i Arm ind i et af de tilstødende Rum. –

I am going to get me a sweetheart
tonight.

Sivert drejed Hodet og saa en engelsk Matros fra et Skib, der laa og lossed ved Siden af «To Venner», staa paa Tærskelen til Indgangsdøren og kaste et mønstrende Blik til alle Sider. Saa gik han hen til Bordet, la et Pengestykke fra sig og bad om noget at drikke.

«Se her,» sa Sølvfest og skjøv Rumflasken hen til ham. «When that is empty, you give another.»Forfatternote: Naar denne er tom, kan Du gi en.

Matrosen skjænked i, holdt Glasset op foran Lampen og betragted Indholdet, mens han sang:

I am going to get me a sweetheart
tonight,
May be black, may be white, may
be yellowForfatternote: Jeg er udgaat paa at faa mig en Kærest / ikvæld. / Enten svart eller hvid eller / en gul en.

Derpaa drak han, snapped Louise om Livet og fortsatte, mens han dansed bortover Gulvet:

«And I will love her because her complexion
will keep.
She is black, but that is no matter»Forfatternote: Og jeg vil ha hende kjær, for hendes Lød / holder ud. / Hun er svart, men det gør det samme.

hvorpaa de forsvandt gjennem Døren ved Siden af den, som Emmeline og Sejlmageren var gaat ind ad.

Straks efter gik Sølvfest og Nancy gjennem en tredje Dør.

Sivert drog Pusten med Besvær, og det flimred for hans Øjne, mens Annie sad og puffed til ham og hvisked ham noget i Øret.

«Aa yes come an,» sa han saa med tykt Mæle, rejste sig med et Sæt og gik resolut bortover Gulvet, holdende Annie ved Haanden. Men med et blev Annie reven fra ham, og han selv skubbet tilside, og før han endnu fik besindet sig paa, hvad der var sket, saa han Bagsiden af Kokken, som trak afsted med Annie, og hørte hende sige: «No there, this way.»Forfatternote: Ikke der, denne Vej. i næste Øjeblik havde en af Dørene lukked sig efter dem.

Sivert stod og stirred med aaben Mund og sprængte Øjne; han kjendte sig som lamslaat. Men da det gik op for ham, at det var Kokken, som havde tat hende fra ham, blev han saa rasende, at han skalv paa alle Lemmer. Han knytted Næven, sprang med løftet Arm hen mod Døren, slog den op paa vid Væg og stormed ind. Sekundet efter blev han imidlertid sat ud af Kokken med en saadan Kraft, at han fløj som en Bold bortover Gulvet og tørned mod Værelsets modsatte Væg. Samtidig hørte han en Slaa bli skudt for Døren,hvorfra han var kommen.

«Good beds, nice girls,» skratted Papegøjen oppe paa Ringen.

Sivert knytted Haanden op imod den og skreg, at den skulde holde Mund.

En vild Hævntrang kom op i ham. Han vilde stikke Ild paa Huset, brænde dem op allesammen. Han greb i Lommen efter Fyrstikker, men fandt ingen. Men noget vilde og maatte han gjøre; søgende fo’r hans Øjne rundt i Stuen. Flaskerne og Glassene, dem vilde han knuse mod de lukkede Døre. Han løb hen til Bordet og greb en af Flaskerne. Idet han vendte sig om for at kyle den afsted, kom den gamle Neger glidende hen imod ham. Saa satte han Flasken tilbage og blev raadvild staaende.

«All gone?» læsped Negeren og saa medlidende paa ham. «Your turn by and by,»Forfatternote: Allesammen borte? Din Tur siden. føjed han saa til og nikked med et modbydeligt Smil.

Sivert blev greben af Skam og Væmmelse. Han saa sig om efter sin Trøje og Hat og opdaget begge Dele paa Gulvet ved Sofaen. Han gik hen og tog det op, satte Hatten paa, kasted Trøjen over Armen 0g skyndte sig ud.

Men hævne sig paa Kokken vilde han. Nu skulde han faa for altsammen paa én Gang. Iaften matte Slaget staa. Han vilde vente paa ham udenfor Huset, om det saa skulde vare til imorgentidlig. Han støtted sig mod den lille Laage, hvorigjennem Pigerne for en Timestid siden havde ført ham i Triumf, og betragted de oplyste Vinduer. Lidt efter lidt kom en tærende Følelse af Forladthed og Ydmygelse op i ham. Her stod han som et andet Udskud, mens alle de andre –, og endda han var kommen først!

Men saadan havde det været bestandig. Altid var han bleven skubbet tilside. Hele Tiden mens han gik paa «Bethelem»,Forfatternote: Almueskole i Bergen. naar de kom sammen for at lege, især hvis Smaapigerne var med, blev han paa en eller anden Vis sat udenfor. Som engang oppe paa Skansen,Forfatternote: En Plads paa Fløjfjældet ved Bergen. da han skulde være med til Far- og Mor-Spil. Den peneste og største af Smaapigerne havde sagt til ham: Vi to være Mand og Kone. Og saa havde hele Flokken ordnet sig og lagt sig ned Par om Par i en lang Række – det skulde forestille, at det var Nat, og at de var gaat tilsengs. Og den pene Pige havde stukket Hodet ind i hans Arm og sagt, at saadan vilde hun ligge, for det gjorde alle Forældre. Da var der kommen en Gut, som ingen Kone havde faat, og trukket ham op efter Armen og raabt: Skynd Dig, skynd Dig, – dernede gaar din Farmor, hun er saa fuld, at hun ikke kan staa paa Benene, Du maa faa hende i Hus! Og han var faret op og ladt, som han syntes, det var pent af Gutten at varsko ham, endskjønt han kunde dræbt ham paa Stedet, for han vidste, det var Løgn og fundet paa for at faa hans Plads. Han var sprungen lige hjem og havde stængt sig inde i Vedboden for at skjule, hvor elendig han var. Han kunde ikke ha været mere end syv Aar gammel dengang, men han havde følt Skammen og Ydmygelsen som et voksent Menneske. Det havde svidt og værket i ham, og i enkelte Øjeblik var det som om noget flommed op indvendig, liksom han skulde drukne i det. Og endnu den Dag idag, naar han tænkte paa det –

Der gik en Bevægelse gjennem hans Legeme, som om Brystet seg ned i Hofterne; Skuldrene begyndte ganske sagte at løftes op og ned, og en halvkvalt, hikkende Graad brød ud af ham. Men det varte kun lidt, saa tørte han sine Øjne med sit blaarudede Lommetørklæde, der var lagt sammen til en bitte liden Firkant, stak Hænderne i Lommen og indtog den forrige afventende Stilling.

Uf ja, de hans Bedsteforældre! Ved alle Lejligheder, saalangt han kunde huske tilbage, naar der opstod Uenigheder, eller nogen vilde ham tillivs, havde han faat dem slængt i Næsen paa sig. De havde ligget over ham som en ond Skam bestandig. Der blev aldrig et ordentligt Menneske af ham. At han nu iaften ogsaa kunde la sig hundse, nu han var Tusener af Mile borte fra dem! Først la Sejlmageren ta Emmeline fra sig, – skjønt det kunde nu endda gaa an – Sejlmageren var jo saa’n kjæk og vakker Fyr, men den rødhaarte, surøjede, hjulbente Kokken!

Han svor højt paa, at han skulde mørbanke ham.

I det samme stak det ham i Nakken. Han greb sig derop og kjendte en Mængde Vabler, som brændte og klødde. «Tsssss,» sang Mosqetterne omkring ham; han slog om sig, men de blev ved med sit «Tssss». De satte sig paa Næsen, paa Panden, paa Hænderne; det nytted ikke, at han jog dem bort. Naar han tænkte sig om, havde han hørt deres Surren hele Tiden, men været saa fordybet i Grublerier, at han ikke havde ænset dem. Men det gik ikke an at staa stille lenger; han vilde bli ædt op tilsidst her under Træerne. Det var bedre at drive frem og tilbage ude paa Vejen.

Han aabned Laagen og gik udenfor. Det var nu ganske stille allevegne. Husene havde lukket og slukket, men Maanen var kommen højere paa Himlen, og dens straalende Skin gjorde det lyst som en Dag. Sivert gik langs Indhegningen udover, forbi Huset, og vendte sig hvert Øjeblik for at se, om der kom nogen ud fra Stedet, han bevogted. Det varte heller ikke længe, før han saa en lang, smal Skygge falde tværs over Laagen ud paa Vejen. Sivert sneg sig om Hjørnet paa et af de fremspringende Smaahuser og keg frem. Det var den engelske Matros. Han fjerned sig hurtig i Retning af Havnen, mens han lystig nynned Visen om «The black sweetheart» og vugged sig i Hofterne.

Lidt efter kom der en til. Det var Sølvfest. Han dingled til højre og venstre med Spark og Hop, saa Sandet røg omkring ham, mens han tog for sig snart i et Træ snart i et af Husgjerdene. Engang stupte han forover, planted Hænderne i den sandede Vej, og kom saa efter nogen Kryben om paa alle fire op igjen.

Før han endnu var ude af Sigte, saa Sivert atter en Skygge falde ud over Laagen. Denne Gang maatte det være Kokken. Han krummed Ryggen, holdt Hænderne ud for sig og stod paa Spranget til at styrte frem. Men saa opdaged han, at det var Sejlmageren. Hænderne faldt slapt ned, og han vilde trække sig længere tilbage, men i det samme hørte han en Fruentimmerstemme, der bad og graad. Sivert stak saa meget af Ansigtet frem foran Husvæggen, bag hvilken han stod skjult, at han fik Øjnene fri. Midt i Laagen stod Sejlmageren og stred for at komme løs fra Emmeline, der holdt begge sine Hænder sammenfoldet om hans Nakke. Hendes Hode var tilbagebøjet, og hun saa ham op i Ansigtet, mens hun talte indtrængende næsten skrigende. Sejlmageren svarte et og andet Enstavelsesord, mens han arbejded med hendes Arme for at løsne dem fra sin Hals.

«Take me with you, when vou leave this country!» hørte Sivert hende sige, mens hun hulked: «Oh, oh, oh! Me so unhappy, so miserable, my darling boy, oh, oh, oh! Fancy such conditions! Me shall die, when you part with me. You needn’t be ashamed of me. – Me not am negro, look at me, just a little brown, and my hair is soft and smooth.»Forfatternote: Tag mig med, naar Du rejser herfra, jeg er saa ulykkelig, saa elendig, min elskede Gut. Tænk, saadan en Tilstand! Jeg dør, hvis Du gaar fra mig. Du behøver ikke at skamme Dig over mig, jeg er ikke Neger, se paa mig, bare en liden Smule brun, og mit Haar er glat og blødt.

«Get away with you, I can’t stay here any longer!» udbrød saa Sejlmageren barskere end før. «Do you hear, I must onboard,»Forfatternote: Gaa din Vej, jeg kan ikke staa her længere. Hører Du, jeg maa ombord. og med et kraftig Ryk sled han sig løs og løb afsted.

«You come back, you come back! Will you not!»Forfatternote: Du kommer igjen, Du kommer igjen. Vil Du ikke? raabte Emmeline efter ham med en saa fortvilet Stemme, at det gik gjennem Sivert.

Sejlmageren, der alt var et godt Stykke borte, vendte sig om og raabte: «Yes I come back by and by!»Forfatternote: Jo, jeg kommer snart igjen.

«Tænk, at hun ikke generer sig for at vise, hvor glad hun er bleven i ham,» tænkte Sivert. Han blev saa underlig, baade rørt og undselig tilmode. Det var dog rart, at det ene Menneske vilde gjøre sig saa fattigt for det andet, selv om det nu var en svart eller halvsvart. Men kanske det var dette, de kaldte for Kjærlighed. Han studset ved Ordet og tænkte længe efter. Kjærlighed, men hun var jo bare en saa’n en, skulde tro, at de kunde være skabt likedan indvendig de som andre. «Ja Vorherre maa vide, hvordan det har sig,» mumled han tilsidst og keg atter frem.

Emmeline stod endnu ved Laagen med Ryggen vendt mod Sivert, og saa i den Retning Sejlmageren var løbet. Hun graad saa hun rysted, og hvert Øjeblik førte hun Haanden over Ansigtet. Endelig vendte hun sig med et stønnende Suk, og gik langsomt opover mod Huset.

Sivert gav sig til at patruljere i Smaavendinger udenfor Indhegningen. Den fordømte Kokken, som aldrig vilde ha sig frem. En skulde tro, han vidste, hvad som forestod.

Pludselig saa han en høj, bredskuldret Neger i hvid Dragt med hjælmformet Hue komme gaaende imod sig og stanse et Stykke borte. Sivert kjendte Konstabeluniformen og det gav et Sæt i ham.

«Han gaar vel sin Vej igjen,» tænkte han saa og fortsatte rolig sin Marsch. Naar han gik med Ryggen til ham, haabed han, at han skulde være borte, hver Gang han vendte sig, eller ialfald ha sat sig i Bevægelse i en eller anden Retning, men Konstablen blev staaende stiv som en Støtte, og Sivert la Mærke til, at han uafladelig iagttog ham. Tilsidst blev det ham saa uudholdeligt at kjende dette Blik i Ryggen paa sig og se dette truende Spøgelse staa der og spejde, hvergang han vendte sig, at han beslutted at vige Pladsen. Han vilde gaa ombord, og vente der. Han kunde ligegodt prygle Kokken der som iland, der var ialfald ingen Konstabler til at blande sig i det, og nu sov de baade for og agter. Det kunde gaa i al Stilhed.

Da han havde fattet Beslutningen, gav han sig til at løbe. Idet han skulde dreje om Hjørnet ind i «Victoriastreet», saa han sig uvilkaarlig tilbage. Der kom Konstablen med lange Skridt ilende efter ham. «Det er fordi jeg løber,» tænkte Sivert og sagtned Farten. Ved Enden af «Victoriastreet», hvor Kajen begyndte, saa han sig atter om. Konstablen var lige i Hælene paa ham, det var øjensynligt, at han vilde se, hvor han agted sig hen.

«Har Du no aldri’ faat en lang Næse før, saa ska’ Du faa’ de’ inat,» mumled Sivert, idet han traadte op pa Landgangen og sprang ombord.

Konstablen var fulgt med lige til Skibet. Nu stod han stille paa Kajen og saa efter Sivert.

«Ka glaner Du etter, din langspelte Konstabelfant?» raabte Sivert ned til ham. «E’ de’ nokke Du vil?»

«He?» sa Konstablen, idet han førte Haanden op til Ørevippen, og traadte et Skridt nærmere.

«Kjæften te!» svarte Sivert, som nu følte sig overmodig og tryg. Derpaa drejed han sig paa Hælen og gik fløjtende agterover med afmaalte Skridt, ind i sit Kammer, hvor han vilde holde Udkig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om To Venner

Amalie Skrams romanserie Hellemyrsfolket regnes som et hovedverk i den naturalistiske litteraturen i Norge. Firebindsverket tar opp hva som former et menneskeliv og i hvilken grad arv og miljø bestemmer et menneskes skjebne.

To Venner (1887) er andre roman i serien. Sivert Jensen skammer seg over sine forfyllede besteforeldre, Oline og Sjur Gabriel, og rømmer til sjøs med barken «To venner». Livet til sjøs er tøft, men reisen blir en dannelsesreise for Sivert.

Hellemyrsfolket (1887-1898):
    Sjur Gabriel (1887)
    To Venner (1887)
    S.G. Myre (1890)
    Afkom (1898)

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.